Usbekistan

Nurata bjergene, Aidarkul søen og yurtcamp i ørkenen

usb (17)Sommerferien var en palet af forskellige oplevelser og spændende kontraster. Rejsen bød på en perlerække af smukke gamle byer med imponerende og farvestrålende arkitektur, flotte bjergområder, møder med utallige utrolig venlige mennesker og overnatninger både privat i guesthouses, på hoteller og i soveposen under fuldmånen i bjergene.

Usbekistan er et land jeg kan anbefale på det kraftigste, sjældent har jeg mødt så venlige, imødekommende og hjælpsomme mennesker.

Flytur og ankomst

Kvinderne forsøger at få al bagagen stablet på bagagevognenFra København fløj vi via Riga til Tashkent med Air Baltic. At sidde fem timer i et lavprisfly midt om natten er ikke fedt, og det er slet ikke rart at ankomme kl. 3 om natten dansk tid, efter en nat med meget lidt søvn. Klokken var 6 lokal tid, og foran os stod en masse mennesker og maste for at komme igennem paskontrollen. Vi måtte dog vente med at deltage i kaosset, for først skulle vi have visum. Der gik 20 min før personalet til visumkontoret dukkede op. Vi var i alt 10-12 turister, alle skandinaver, der skulle have visum. Mens den ene tastede løs på computeren, skrev den anden kvitteringer i hånden på en lille blok. 30 min senere og 120 $ senere havde vi et visum. Køen til paskontrollen var væk, og i stedet stod folk nu på den anden side og ventede på at komme gennem toldeftersyn. Det tog lang tid, eftersom mange medbragte mange sirligt indbundne pakker. Fladskærme så meget populære ud.

Nurata bjergene

Nurata bjergene

Nurata bjergene

To timer efter ankomsten stod vi endelig udenfor lufthavnen. Her blev vi mødt at vores chauffør, som skulle køre os langt ud i bjergene. Hovedstaden nåede vi derfor ikke at se meget til. Turen tog fem timer på først en fin hovedvej, som blev afløst af mindre og mindre veje jo længere vi kørte. Da vi ramta Nurata bjergene var vejen en simpel grusvej, som førte os op i en frodig dal. Her blev vi sat af hos en lokal familie, som var en del af et projekt, der formidler ophold hos private. Vi fik anvist et gæsteværelse i familiens hus og blev derefter budt på frokost under et kæmpestort valnøddetræ. Vi spiste med god appetit, for vi havde ikke fået morgenmad. Maden var lækker, og det var interessant at få et indblik i hvilke små mængder af især kød, de anså som værende normalt.

Penge

Penge

Så meget fyldte 200 dollars i lokal valuta. Ikke så let at have i lommen.

Chaufføren havde også været så venlig at medbringe penge så vi kunne veksle. Valutasituationen i Usbekistan er den mest groteske jeg har oplevet. Vi vekslede 200 us-dollars og fik en hel pose pengesedler udleveret. Der var næsten 1000 sedler i posen, da langt de fleste af dem kun var 1 kr værd. Den største seddel de havde var 2 kr værd, så vi måtte hurtigt vænne os til hver morgen at stikke kæmpe seddelbundter i lommerne. Her var det ikke pinligt at stå og flagre med en stort bundt sedler, det gjorde alle. Vi vænnede os til at rende rundt med de store bundter, men det var en daglig irritation at håndtere de mange penge, både fordi de fyldte og fordi vi var så langsomme til at tælle dem og forhold til de lokale som var utrolig fingerfærdige.

Yahshigul’s Guesthouse i landsbyen Asraf

usb (13)Det guesthouse, vi boede i, hed Yahshigul’s Guesthouse og lå i den lille landsby Asraf, som bare var en række huse langs vandløbet i dalen. Familien levede som de andre familier primært af landbrug. De havde en stor have, hvor de dyrkede mange forskellige grøntsager, derudover havde de en del frugttræer og høns, køer og geder. Vandløbet blev brugt til kunstvanding af de små jordlodder og gjorde dalen grøn og frugtbar i modsætning til de omkringliggende tørre og golde bjerge, hvor får og geder gik.

landsbyen i Nurata bjergeneSønnen i huset tog os med på nogle vandreture i bjergene. Her kunne vi se ud over de tørre bjerge, hvor der hist og her var grønne pletter, hvor de små landsbyer lå. Ud over en masse får og geder mødte vi også landsbyboere til hest og hyrder, som passede på dyrene. At livet stadig var meget primitivt, opdagede vi, da vi kom forbi to kvinder, som stod i den bagende sol og rensede korn ved at kaste det op i luften for at få urenheder væk. Vi var ved at smelte bare ved at stå stille og se på dem.

usb (11)Selvom folk levede primitivt og ikke havde mange materielle ting, var de alligevel alle smilende og imødekommende. Den første dag var vi gået en lille tur og sad på en bakketop og kiggede ud over dalen. Da vi havde siddet der noget tid, kom der en pige ud af et hus i dalen og kom gående op til os slæbende på en stor skål æbler. Hun kunne ikke et ord engelsk, men hun ville gerne forære os æblerne. Vi blev glade og overraskede over den venlige gestus, men havde efterfølgende lidt svært ved at slæbe 20 æbler med ned i lommerne.

Far og søn i en tapchan foran ildstedet hvor kvinderne lavede mad i Yahshigul’s Guesthouse

Familien vi boede hos havde indrettet sig hyggeligt og rart. Vandløbet løb lige forbi huset, og her hentede de vand til madlavning og rengøring. Under de store træer stod spisebordene og nogle tapchans, som var en slags stor kvadratisk sofa med tre sider. Dette traditionelle møbel så man hos alle familier, hvor de blev brugt som spisested ved at maden stod i midten og man sad rundt om. De sad der også og skrællede kartofler, og den blev også brugt til afslapning, og om aftenen lå hele familien sammen i deres tapchan og snakkede, døsede og kiggede på deres lille bitte fjernsyn.

Køkkenet var et udendørs ildsted, hvor al maden blev tilberedt på primitiv vis. Maden smagt godt, men den var utrolig fed, da der blev tilsat store mængder olie til alle retter.

Rotten på værelset

Vores værelseVi sov i et gæsteværelse på traditionelle madrasser på gulvet. Den første nat sov jeg fint, men næste morgen klagede min kæreste over, at der havde været der noget, der havde puslet på loftet. Jeg havde heldigvis vanen tro ørepropper i og havde ikke hørt noget. Aftenen efter var jeg dog ikke så heldig. Allerede før vi gik i seng var der lyde på loftet, og da Mads kiggede op i stort hul i loftet, så han lige op i et par øjne og en rottenæse. Min muse/rotte-fobi brød sig ikke om dette. Værten blev tilkaldt. Han kunne ikke se det store problem. Han bankede lidt på loftet, satte en pude i hullet og gik igen. Vi fandt et hul i gulvet som vi stoppede til med en flaske. Vi gik i seng og jeg skyndte mig at tage ørepropper i og lade som om, der aldrig havde været en rotte lige over mig.

Utrolig nok sov jeg godt, men næste morgen var det ikke fedt at opdage, at der var et nyt hul i gulvet en meter fra mit hoved, og at der var spist af et æble, som lå i den anden ende af værelset. Rotten havde været der og gået lige forbi os, mens vi sov på madrasser på gulvet. Ikke så rar en tanke. Vi var glade for at vi skulle videre samme dag.

Muhlima guesthouse i landsbyen Sentyab

En ældgammel Skoda med heftigt ratslør, et ikke-fungerende instrumentbræt, men til gengæld med super velspillende højttalere kørte os til den næste landsby; Sentyab. Vi blev modtaget af værtsparret og vist ind i et flot værelse i et nybygget guesthouse ved siden af deres eget hus. Huset var i to etager og bygget i sten med et udsigtstårn på toppen. Der var en hel del værelser og endda plads til et æsel i stueetagen.

På den anden side af grusvejen der gik gennem landsbyen havde familien en stor parklignende have, som gik helt ned til floden, hvor der var små pools og terrasser. Frokosten, som bestod af ged og kartofler, blev indtaget ved floden under skyggefulde træer. Værten spiste sammen med os, mens hans kone vartede op. Han var utrolig snakkesaglig og fortalte om traditionerne og livet i landsbyen. Han fortalte bl.a. hvordan det foregik når et par skulle giftes. Manden skulle købe kvinden et antal kjoler, hun skulle købe et jakkesæt til ham og hendes forældre skulle give hende alt med til husholdningen. Vores vært havde i lighed med alle andre både får og geder, og han måtte sælge nogle af dem på markedet for at få råd til brylluppet.

Vores vært tog os med på en gåtur i området. Landsbyen var næsten 10 km lang, og de fleste huse lå på langs en grusvej, der snoede sig på bunden af dalen. På bakkerne til begge sider var der spredte huse og græssende dyr. På gåturen kom vi forbi nogle personer, der var ved at lave en mur rundt om deres hus. Muren blev lavet af marksten og ler de gravede op lige ved siden af muren. Ingen tvivl om at det var et hårdt arbejde og at muren ikke ville holde evigt, men det kostede til gengæld ikke andet end tid.

En lille dreng henter vandNogle steder gik vi gennem flotte grønne haver med græs, blomster, grøntsager og frugttræer. Alle steder var der kanaler, der ledte vandet rundt til de forskellige marker. Hver landsby valgte en mand, som stod for fordelingen af vandet, så alle fik del i det. De der boede på bakkeskråningerne måtte hente vand i floden og transportere det op på æselryg.

Om aftenen spiste vi sammen med værten i den lille gårdhave, der hørte til deres hus. De grønne plasticmøbler stod i kontrast til de små sirlige og frodige bede, hvor alverdens blomster kæmpede om pladsen. Vores vært var meget interesseret i vores guidebog og tog en masse billeder af siderne med sin smartphone, som han i øvrigt ikke kunne bruge til at ringe med fra huset, for der var ingen mobildækning. Værtens kone serverede lever og stegte kartofler til forret. Herefter var der hjemmelavet ravioli med kødfyld. Vi havde lidt svært ved at vænne os til, at man bare enten bare spiste direkte fra skålene, eller brugte sin egen gaffel til at tage noget over på sin egen tallerken.

Da vi sagde godnat og forlod bordet, blev vi ret overraskede, da vi så at værtens søster, som havde holdt sig i baggrunden hele aftenenen, sad og ammede, godt nok var det tusmørke, men hun gjorde intet for at skjule det. Værten havde fortalt, at religion ikke betød meget for den yngre del af befolkningen, men eftersom de alligevel definerede sig selv som muslimer, var det ikke noget vi havde forventet, men det var nu meget befriende at opleve.

Om morgenen var værtens kone blevet mindre genert og ville tydeligvis gerne kommunikere med os, selvom hun ikke talte engelsk. Det blev lidt anstrengende at have hendes mand til at oversætte til dårlig engelsk, så vi viste hende billeder på telefonen fra vores tur. Hun var meget interesseret i de ting vi havde valgt at fotografere fra hendes land, og efter at have set disse billeder fortsatte hun gennem alle billederne på telefonen og fik dermed et indblik i andre ferier, jul, vores hus og hverdag. Det var faktisk meget interessant at se, hvilke billeder hun fandt spændende.

Yurtcamp i ørkenen ved Aidarkul søen

Efter en overnatning i Sentyab kørte vi ned fra bjergene og derefter fortsatte vi et par timer på en ensformig vej, der gik bare gik ligeud og fulgte bjergene til den ene side og den lange Aidarkul sø på den anden side. Den eneste adspredelse på turen gennem det tørre landskab var de hen ved 100 vejskilte, der viste stigningen på bakkerne, alle skilte viste enten 10 eller 12%. Jeg ætter på at de har fået mængderabat.

Et sted var der en masse kraner og huller i jorden. Det var statens guldminer. Usbekistan er verdens 9. største guldudvinder. I nærheden lå mindre miner uden kraner, de tilhørte landsbyen der lå i nærheden.

På markerne langs vejene græssede der får og geder, og flere gange skulle vi holde tilbage for dyreflokke, der blev gennet over vejen. Vores chauffør dyttede efter alle dyr og mennesker, der havde bare den mindste teoretiske mulighed for at ville krydse vejen, og det var tit. Generelt kørte han utrolig pænt og overholdt fartgrænserne, selv gennem byerne. Efter at have rejst meget og kørt med mange forskellige chauffører, er jeg begyndt at være meget opmærksom på chauffører og måden de kører på.

Ved Aidarkul søens vestside lå der en yurtcamp, hvor vi skulle overnatte. En yurt er et filttelt, meget lig dem mongolerne anvender. Teltet bestod af et træskelet dækket af filttæpper. Indeni var der traditionelle madrasser på gulvet og fra loftet hang en masse forskellige snører og kvaster. Ørkenen hvor yurtcampen var, var meget varm, omkring 40 grader. Luften stod nærmest stille, og det var umuligt at foretage sig andet end at holde siesta.

Da temperaturen var faldet så meget, at vi kunne holde ud at bevæge os, kørte vi til ned til søen. Her prøvede Mads uden held at fange en fisk og måtte derfor nøjes med at bade i det varme vand. Da vi kom tilbage til teltene, stod der et par kameler klar til os, som vi i bedste turiststil skulle ride på. Fra toppen af disse prustende og gyngende  dyr, så vi skyggerne i ørkenen blive længere, i takt med at solen sank længere ned mod det gule ørkensand. Vi så de sidste af solens stråler forsvinde, mens vi nød en kold øl på toppen af en sandklit.

Om morgenen vågnede vi i vores store telt ved at solen skinnede gennem alle huller og de røde klæder på teltes inderside lyste kraftigt op. Allerede da vi kom ud af teltet kunne vi mærke solens stråler brænde.

Turen til Samarkand blev lang og ret monoton. Undervejs gjorde vi holdt ved en gasstation, hvor vi skulle have fyldt gas på bilen. Der var kø, så vi havde tid til at iagttage den anderledes brændstof blive fyldt på bilen. Bilerne var ombygget til at kunne køre på gas og i mange af bilerne var gastanken placeret i bagagerummet. Vi fik at vide, at gas var utrolig billigt sammenlignet med benzin, men der var ikke så mange tankstationer, derfor var der kø. En tank kostede 40 kr og rakte til 350km. Benzin var noget dyrere og kostede hele 3,50 kr pr. liter. Bilerne var så smart indrettet, at de kunne køre på både gas og benzin, man skiftede bare ved at trykke på en knap.

 

Læs om turen videre til Samarkand, Bukhaha, Tashkent og Tian Sian bjergene i kommende indlæg på bloggen.

One thought on “Usbekistan

  1. Pingback: Usbekistan – del 2 | Rejseoplevelser

Skriv et svar