Slovenien

Sommerferien i 2004 var en rundrejse med min kæreste Mads. Turen startede i Venedig, da Mærsk Air havde billige flybilletter dertil. Herfra gik turen rundt i Slovenien og Kroatien, hvorefter vi igen endte i Venedig hvorfra Mads fløj tilbage til Danmark. Jeg tog en ekstra uge, hvor jeg besøgte Innsbruck i Østrig og Verona i Italien.

Efter en overnatning i Venedig, tog vi toget direkte til Ljubljana. Turen tog omkring fire timer, og gik langs Italiens kyst og gennem flot landskab med udsigt til bjergene i Slovenien.

Ljubljana

Hovedstaden i Slovenien hedder Ljubljana og ligger næsten midt i landet. Slovenien er et lille land, halvt så stort som Danmark. Det er derfor muligt at besøge de fleste steder i landet indenfor et par timer.

Byen er en usædvanlig hyggelig lille hovedstad, hvor der kun bor kun  330.000 personer. Gennem byen løber Ljubljana Floden, og langs den findes smukke gamle huse, hyggelige caféer og hængende træer.

Overalt kan man se Ljubljana Slot (Ljubljanski Grad), som ligger på en bakke højt hævet over byen. Slottet er fra 1500-tallet, om end tårnet er noget nyere.

Slottet er renoveret, og fremstår derfor ikke så rustikt og gammelt som man måske kunne ønske sig. Udsigten derfra er fin og får et godt overblik over hvor lille byen er.

I Ljubljana findes et stort udendørs marked med frugt og grønt. Derudover findes der indendørs boder i en stor hal, med oste, skinker, brød, kager, nødder og andre lækre ting. I kælderen findes fiskemarkedet med spændende friskfangede fisk.

Ljubljana er en hyggelig by, med mange hyggelige udendørs caféer. Her kan man iagttage folk som går og kører forbi og man kan hvile benene efter en lang dag. Her behøver man ikke hele tiden at være opmærksom på cyklister og rulleskøjteløbere. I byen er der nemlig rigtig mange der cykler og løber på rulleskøjter. For så vidt meget godt, og ligesom i Danmark. Problemet er ikke kun at de fleste benytter fortovet til dette, men også at de kører i begge retninger på dem.

I Ljubljana boede vi på et kollegium, som hed Dijaski dom Siska. I sommerferien blev stedet anvendt som hostel for turister, men i skoleperioderne er det her de studerende ved byens universitet bor. Vi havde et stort værelse med grimme møbler, som var meget kollegie-agtige. Atmosfæren på stedet var der ikke gjort meget ud af, men der var rent. Det var ikke tydeligt at der normalt boede studerende, væggene var beklædt med træ og alt var anonymt og kedeligt. Der var morgenmad med i prisen, og den blev indtaget i spisesalen. Menuen stod på næsten det samme alle de steder vi boede: Brød, marmelade, smør, ost (nogle gange) og sød rød te. Hvis vi var heldige blev der serveret kaffe.
Det var spændende at få et lille indblik i hvordan de studerende boede.

Udenfor byen ligger et stort område, som på kortet er angivet som Tivoli. Da det lå i nærheden af vores hostel, skulle vi jo udforske dette. Området viste sig at være en kæmpe park, hvor folk kunne slappe af og dyrke diverse former for sport. Parken var af meget forskellig karakter. Der var bl.a. en skov, store græsplæner, et slot og idrætscenter.

Postojna Drypstenshuler

Fra Ljubljana tog vi toget til Postojna. Lidt udenfor byen findes Postojna Grotter (Postojnska jama). Vi ankom med toget på den anden side af byen og gik derefter gennem centrum for at komme til grotterne. Allerede her kunne vi mærke at grotterne nok var byens største seværdighed, for der hang plakater og skilte for dem overalt.

Vi var dog alligevel ikke forberedte på det syn der mødte os ved grotterne. Efter at have kæmpet os i gennem en hel allé af souvenirboder ankom vi til indgangen til grotterne. Her strakte en lang lang kø sig. Ca. 200 mennesker stod i kø ved indgangen, og det var lige midt i den bagende middagssol. Vi blev noget betænkelige og bandede lidt over at nu skulle vi stå der de næste par timer. Jeg gik dog alligevel op for at købe billetter, mens Mads stod i køen. Pludseligt begyndte køen at bevæge sig. Det gik stærkt. Inden jeg havde fået købt billetterne var køen væk, og Mads stod og ventede på mig ved indgangen til grotterne. Indenfor viste det sig at vi skulle køre ind i grotterne i to tog på skinner. De var meget lange, og kunne sagtens rumme alle folk fra køen.

Vi skyndte os at tage mere tøj på, for temperaturen faldt hurtigt til 8˚C. Så kørte toget, og det kørte hurtigt. For fuldt fart kørte det rundt i svingene og ned i grotterne. Ofte susede det forbi ganske tæt på klippevæggen og man dukkede af refleks hovedet. Her var der ingen sikkerhedsbøjler til at holde nysgerrige arme, ben og hoveder indenfor. Vi susede forbi de mest fantastiske drypstensformationer. Efter 2½ km stoppede toget og vi steg ud. Nu kunne vi rigtigt få tid til at nyde og studere de fantastiske formationer.

Hulerne er dannet af Pivka-floden for mange år siden. Undergrunden og derfor også grotterne består af limsten. Denne limsten opløses af den fugt der kondenserer sig på vægge og lofter i grotterne. Fugten samles til vanddråber som drypper ned. Når vandet fra dråberne fordamper bliver limstenen tilbage og med tiden vokser søjler af limsten frem. Det er en langsommelig proces, og det tager ca. 30 år at producere 1 mm. Søjlerne er ikke alle hvide. De er farvede af de mineraler der også har været opløst i vanddråberne.

Grotterne består af 20 km gange, men kun 5 km er åbent for publikum.
Efter at have gået 1½ km rundt i denne labyrint af gange i de forskellige grotter, steg vi igen på toget og kørte tilbage til solen og varmen.

Borovnica

På vej tilbage til Ljubljana med toget fra Postojna, steg vi af i en lille landsby, som hedder Borovnica. Her gik vi en tur, hvor vi så landsbyen som havde en rest af en gammel viadukt. Viadukten havde været meget høj, og havde gået tværs hen over dalen som byen lå i. Nu var der kun en søjle tilbage.

Udenfor landsbyen så vi deres små marker. Der var både små køkkenhaver, som vi så dem mange steder i Slovenien. Det er ret normalt at have en lille have lidt udenfor byen, langs banestrækninger og lignende. Vi så også små marker. Majs og græs ser ud til at være det eneste de dyrkede. Græsset slog de med små slåmaskiner spændt for små traktorer og derefter rev de det sammen med en trærive i hånden. For at græsset kunne tørre til hø, hængte de det op på stativer med tag over. En meget møjsommelig proces.

 

Bohinj Søen

Vi tog bussen fra Ljubljana til Bohinj søen i udkanten af Triglav Nationalpark. Turen gik gennem fantastisk landskab og gennem små landsbyer, hvor alle husene var udsmykkede med røde blomster som hang fra altankasser. Vi kom forbi små landbrug, med majsmarker og græsmarker. Bjergene i baggrunden blev større og større. Vi kom også fordi den idylliske by Bled, hvor en sø rummer en lille bitte ø med et yndigt lille slot.

Vel fremme ved søen købte vi ind til frokosten og besluttede os for at vandre langs med søen til den anden ende. Vi gik gennem skoven et stykke oppe, og ved den anden ende af søen var en cable car, altså en kabinelift, som tog os fra foden af bjergene i 500 meters højde op på bjerget Vogel i 1537 meters højde. Mads havde måneden inden været i Slovenien på vandretur, så dette var unægtelig en noget mere afslappet måde at komme op i højderne på.

Deroppe kunne vi hurtigt mærke højdeforskellen, idet luften var køligere og det blæste mere. Udsigten over søen og de høje bjerge med sne på var fantastisk. Et par bjergkøer som lå og tyggede drøv mødte os. De var dog ret ligeglade med os og virrede blot lidt med hovedet, så vi kunne høre lyden fra deres klokker.

Det var muligt at tage skilifte til andre områder, og der var mange vandre og cykelstier. Vi fandt sted med sol og læ og nød vores medbragte mad i den friske bjergluft samtidig med at vi kunne se ud over hele den flotte frodige dal.

Vel nede igen, gik vi denne gang langs med søen og vejen tilbage mod landsbyen. Der var flere steder mulighed for at bade i søen og det benyttede vi os af. Vandet var forfriskende for vores svedige og varme kroppe. Vi gik forbi landsbyen Ribcev Laz, hvorfra bussen afgik, og gik videre til en anden lille hyggelig landsby; Stara Fuzina. Også her var alle huse overpyntet med blomster.
Da vi steg på bussen begyndte det at regne og snart øsede det ned. Vi gjorde derfor ikke som planlagt et stop i Bled, men nøjedes med at se den fra bussen og fortsatte tilbage til Ljubljana.

Brežice

Turen til Brežice med toget tog kun to timer, men vi lagde mærke til hvordan landskabet ændrede sig og blev mere og mere fladt.

Vi ankom til Brežice, en lille by, med kun 7000 indbyggere. Byen ligger i et fladt område, kun 30 km fra grænsen til Kroatien. Vi ankom på en søndag, hvilket ikke var heldigt.

Det viste sig nemlig at mange pensioner og små hoteller holder lukket denne dag. Vi havde derfor svært ved at finde et sted at bo, men med lidt hjælp fra en venlig tjerner på en café som ringede rundt for os, endte vi på en lille pension, Gostilna Les, i landsbyen Čatež ob Savi på den anden side af floden. Et sted lidt dyrere end beregnet i vores budget, men et meget lækkert sted, hvor vi fra terassen hvor morgenmaden blev serveret kunne se ud over floden og landskabet.

Herfra var der kun 1½ km til det spabad byen er kendt for. Ved ordet spabad, havde jeg forventninger om noget stille, roligt og afslappende. Som vi nærmede os stedet, kunne vi se at sådan var det ikke. Terme Čatež viste sig at være et vandland. Der var både et udendørs og et indendørs område. Vi valgte den indendørs del, efter mange betænkeligheder, for der var simpelthen mennesker overalt, og skrigende unger som susede rundt i vandrutschebanerne. Der var alle mulige former for forskellige bassiner; boblebade med forskellige slags bobler, bølgebad, rutschebaner m.m. Det var dejligt at være der, men vi var også glade for at vi kunne forlade området igen. Mange boede i de hoteller, lejligheder og lignende der var på området.

Cykeltur

Dagen efter lejede vi cykler for at cykle en tur i området. Vi fulgte en cykelrute, som var angivet på et kort vi fik med hos cykeludlejeren. Den gik gennem et vinområde. Cykelturen var hård, den var i alt på 35 km, og gik gennem et bakket landskab. Bakkerne var godt nok ikke så stejle, men cyklerne var store og tunge. De var bedre til det flade landskab hvor man kunne cykle majestætisk af sted, men op af bakkerne, gik det meget trægt.

Turen var rigtig god. Vi kom igennem vinområder, hvor vi så vinmarkerne på de sydvendte skråninger. Mange marker lå på meget stejle bakker og vi undrede os over hvordan de kunne bevæge sig rundt på markerne. Vi så vingårdene, og små bondegårde, hvor høns, kalkuner, får, geder, grise, køer m.m. gik rundt udenfor. Det hele var meget idyllisk, og her kunne man for alvor se at Slovenien er et land, som er på vej frem, men ikke på niveau med vestlige lande endnu.

Vi kom forbi en vingård, som tog imod gæster. Da vi ankom var der kun børnene tilstede, men de fik hurtigt tilkaldt deres far, som ejede gården. Han talte kun lidt tysk og engelsk, men han ville gerne give os en rundtur på gården. Han havde bygget et gæstehus, hvor turister kunne overnatte. Han havde selv lavet alt træarbejde, inkl. møblerne af træ fra hans egen skov. På gården lavede han vin og vi smagte en hvidvin og en blandings-vin, som bestod af rød- og hvidvin, den var faktisk meget forfriskende og kølig, selvom vi også blev lidt omtumlede fordi vi lige havde cyklet i middagsheden.

Desuden havde han grise, får og et par æsler. Maden han serverede kom også udelukkende fra egen avl. Det hele var meget imponerende, og vi var ret sikre på at hans fremtid var god.

Den sidste del af turen foregik i den mere flade dal, hvor også byen ligger. Her cyklede vi langs med floden tilbage til byen.

Den sidste dag i Brežice og i Slovenien, slappede vi mest af. Vi besøgte borgen, som lå i udkanten af byen. Det var en typisk borg med tykke mure og runde tårne. Mest imponerende i borgen var riddersalen. Her var alle flader bemalet. Vægge og loft var fuldstændig dekoreret og selv søjler og kanter var malet på væggene for at skabe en illusion af noget tredimensionelt. Vi fik at vide at dette var det mest eftertragtede sted at blive gift i hele Slovenien.

Resten af dagen gik med at sidde på en café og spille kort og drikke kaffe, alt imens byens unge bøller drønede op og ned af hovedgaden i deres biler. Det var ganske underholdende, men samtidig meget enerverende at se, hvordan de samme 5-6 biler kørte rundt og rundt i byen, mens musikken kørte for fuld udblæsning.

Den sidste dag tog vi toget til Zagreb. Grænsen til Kroatien lå ganske tæt på Brežice, og turen varede i alt kun 1½ time.

Specielt

Mange hustage i Slovenien er udstyret med små tapper som stikker op, eller små hegn. Dette er for at forhindre sneen i at styrte ned om vinteren.

På landet dyrker man mest majs og græs som slås ned til hø. For at græsset skal kunne tørre til hø, hænger man det op på stativer. Stativerne har et lille tag over, og på den måde bliver det ikke vådt når det regner. Det må være et stort arbejde, for græsset slås med ganske små traktorer med en meget lille slåmaskine. Derefter rives græsset sammen i hånden med en trærive.

De slovenske huse er ofte pyntet meget flot med blomster. De hænger fra altankasser, potter og lignende. Vi så det meget på landet, men også rigtig mange gader og huse i byerne var pyntet med blomster. Det gjorde et stort indtryk på os.

 

Generelt

De fleste slovenere kan tale en anelse engelsk eller tysk og unge mennesker taler godt engelsk. Det er derfor forholdsvis nemt at gøre sig forståelig. Menukort og lignende findes næsten altid på engelsk og tysk.

Slovenerne er utrolige venlige og hjælpsomme. Man behøver ikke at stå mange sekunder med et bykort og se fortabt ud, så kommer der nogle og tilbyder hjælp. Venligheden var virkelig slående og noget der gjorde rejseoplevelserne endnu større.

Transportnettet er ganske godt, toget kører mange steder, og hvor der ikke er tog, er der bus. Billetterne er billige og der er mange afgange om dagen.

Generelt fungerer alt i landet godt, og er forbavsende effektivt og pålideligt. Slovenien er derfor er nemt land at rejse rundt i.

Kort over turen

 

Skriv et svar