Slovakiet

Vi var en gruppe på 11 friluftselskere, som i efterårsferien 2005 drog en tur til Tatra bjergene i Slovakiet for at vandre.
Vi fløj med Sky Air til hovedstaden Bratislava, hvor vi steg på toget mod Tatra-bjergene. Efter et togskift i Poprad ankom vi med lokalbanen til landsbyen Horny Smokovec (ja, det hedder byen faktisk) for foden af Tatra bjergene.  Det var efterhånden blevet sent aften, og vi havde derfor hjemmefra bestilt værelser på Penzion Partizan, hvor de var så venlige at servere suppe, selvom klokken var blevet mange.

Stary Smokovec

Næste morgen var vi friske og veludhvilede, og vi blev meget begejstrede, da vi nu kunne se den flotte udsigt til de snedækkede bjerge, som rejste sig bag byen. Vi spændte rygsækkene på og vandrede de få km til Stary Smokovec, en lille by som er en af adgangsvejene til bjergene og derfor også ret turistet, omend det var et godt sted lige at få provianteret det allersidste.

Zamkovskeho chata – Tatra bjergene

Fra pladsen bag Grand Hotel tog vi tandhjulsbanen op til Hrebienok, hvorfra der var en times vandring til bjerghytten, Zamkovskeho chata (The Zamkovsky Chalet). Her fik vi tildelt nogle 4-mandsværelser med køjesenge og delt bad. Hytten var hyggelig med et dejligt fællesrum og restaurant i stueetagen. Vi havde bestilt halvpension og fik derfor morgenmad og aftensmad i hytten. Morgenmaden var fin, aftensmaden var af skiftende kvalitet. Det var også muligt at købe varme drikke, snacks og lune retter. Udvalget var selvfølgeligt begrænset, da alt skulle bæres op af sherpaer. Dem mødte vi en del af på vandreturene, og det var imponerende, hvor meget de kunne bære på simple jernstativer, som sammen med de enkle bæreremme må være en hård belastning for ryggen. På trods af dette holdt de et højt tempo, og det var svært ikke at få dårlig samvittighed, når vi kom gående med vores noget mere avancerede og komfortable rygsække.

Eftersom hytten lå tæt på tandhjulsbanen, blev hytten meget anvendt af vandrere på dagture fra hotellerne i byerne for bjergets fod, og restauranten var derfor også fyldt godt op i dagtimerne. Hytten er et godt udgangspunkt for dagture i området. Der er adskillige vandreruter i området, og det er også muligt lave rundture, således at man ikke skal samme vej tilbage. Der er desuden en del andre hytter i området med passende afstand, således at man fint kan vandre fra hytte til hytte.
Personalet i hytten var søde og venlige. De talte ikke så godt engelsk, men det var muligt at kommunikere fint med dem. Den sidste aften i hytten kom de med en flaske af den lokale brændevin og vi hyggede os i flere timer, trods sprogvanskeligheder.

Efter indkvartering fik vi frokost, hvor vi spiste en Klobasa (en stor krydret pølse), der var så god, at navnet hænger ved og pølser kaldes jævnligt for klobasa i vores hjem.
Herefter tog vi på den første vandretur i området. Turen blev dog ikke så lang som planlagt, da vi kom forbi en lille hytte, som hurtigt blev døbt Glühwien-hytten, fordi man her kunne få en kop glühwein serveret direkte fra en stor gryde på et brændekomfur i et lille bitte rum. Hytten hedder faktisk Rainerova chata og er den ældste og mindste hytte i Slovakiet. Møblementet bestod af simple træborde og bænke, der var intet elektricitet eller andre faciliteter, til gengæld var der langs væggene en udstilling af gamle redskaber fra livet i bjergene.
Herefter håbede vi på hele turen på at støde på pandekage-hytten, men en sådan havde de desværre ikke.

De næste par dage brugte vi dog på at vandre længere ture. En af dagene vandrede vi af sted i samlet flok langs bjerget. Turen var planlagt som en rundtur, men på et tidspunkt kunne jeg se, at det blev for meget for mig. Jeg er ikke hardcore-vandrer, jeg kan bedst lide at vandre af sted i mit eget tempo, tage masser af billeder undervejs, stå og nyde udsigten og bare tage det stille og roligt. Men for at komme  tilbage til hytten før mørkets frembrud krævede det et lidt andet tempo, end jeg syntes om, så min kæreste og jeg besluttede os for at vandre et stykke i eget tempo og så vende om.
I stedet vandrede vi til Skalnaté Pleso, hvor vi først spiste en knap så fantastisk frokost med sauerkraut, som vi absolut skulle prøve.

Herefter blev vandreturen nok lidt luksuspræget, for vi tog en kabinelift op til toppen af områdets højeste tinde, Lomnický štít (3634 m). Området er også et skisportssted om vinteren. På  toppen er der astronomisk og metrologisk måleudstyr og en fantastisk udsigt over de omkringliggende spidse og sneklædte tinder. Her var dog også meget koldt, og alle overflader,  rækværk og instrumenter var dækket af is, som det også ses på billederne. Vi var dog heldige med vejret, solen varmede os dejligt, så vi kunne nyde den flotte udsigt, som vi havde snydt os til, men ok, hvem siger, at man skal vandre sig til at alle oplevelser.

Landskabet i bjergene var imponerende. Der lå sne overalt, men da der var mange nåletræer i området, virkede det stadigt grønt og frodigt. Blandt de mange nåletræer var der også en del lærketræer, som lyste op med deres gule efterårsfarver.

Dagen efter vandrede vi i en anden retning, og efter par timers vandring op kom vi til Téryho Chata, en hytte hvor vi holdt pause.
Hytten lå ved nogle frosne søer, som vi faktisk havde stået og kigget ned på fra toppen af  Lomnický štít, dagen i forvejen. Her var det muligt at købe varme drikke og snacks. Ved hytten sad vi og nød det dejlige solskinsvejr og udsigten over bjergsiden under os.

Halvdelen af gruppen fortsatte op i bjergene, mens vi var andre, der vandrede tilbage til hytten, hvor vi brugte resten af eftermiddagen på at sidde udenfor og nyde udsigten og det strålende solskinsvejr.

Da de andre efter mørkets frembrud kom tilbage, fortalte de om deres tur, som var blevet ret nervepirrende, da de ikke havde læst kortet
grundigt nok og set at der på dele af turen var via ferratta, som gik på stejle sider dækket af sne. Eftersom de intet udstyr havde med til klatring, og det var svært at vende om, var de nødt til at fortsætte. De var ret glade, da de med bævende knæ kom sikre om på den anden side.

På den sidste vandringsdag delte vi os igen i forskellige hold. Efter at have set vores billeder fra Lomnický štít var der nogle, som også havde lyst til en tur til toppen.
Andre tog af sted på en lang rundtur. Jeg var i en gruppe som gik ned af bjerget gennem skovråder, som jo længere vi kom ned, var udsat for større og større grad af tømmerhugst. Det var dog interessant at se de slovakiske skovarbejdere bruge heste til at trække træstammer væk med.

Nede i Tatranska Lomnica kunne vi tydeligt mærke, at vi var kommet ned fra bjergene, for solen varmede os og der var ingen sne. Det var skønt at sidde udenfor og nyde en kold øl. Turen op igen blev nem, da vi tog en lille kabinelift, som hævede os op over alle træerne og gjorde, at vi kunne se hele bjergsiden, som vi var vandret ned af.

Link til kort kabinelifte, skilifte m.m i området

Tatras officielle hjemmeside

Turen tilbage til Bratislava

På afrejsedagen tog vi igen med lokaltoget og fra Poprad med et nattog til Bratislava Vi havde på forhånd købt billetter til sovevognen, men da vi stod i toget og ledte efter vores kupéer, fandt vi ud af, at de var bestilt til den forkerte dato. Togpersonalet lavede dog nye billetter til os, og mod et mindre gebyr blev vi opgraderet til nogle flotte 3 mands kupéer med rigtige dyner, vask i kupeen, forhæng for sengen m.m.

Bratislava

Vi ankom nogenlunde veludhvilede til Bratislava om morgenen, hvor vi først tog ud tilHotel Remy, som lå i nærheden af lufthavnen, hvorfra vi skulle flyve hjem den efterfølgende morgen.
Efter indkvartering tog vi ind til centrum, hvor vi så de vigtigste seværdigheder, bl.a. borgen, det flotte nationalteater, floden gennem byen og de mange flotte gamle huse.

Om aftenen spiste vi en lækker afskedsmiddag på en hyggelig og ret speciel restaurant med et halsbrækkende navn; Staroslovenskú krčmu, hvor vi sad i kælderen i et flot udsmykket aflukke.

Tidligt næste morgen tog vi et par taxier til lufthavnen, hvorfra vi igen fløj med Sky Air tilbage til København.

Skriv et svar