Sardinien

Engang i det tidlige forår i 2011 opdagede jeg pludseligt, at der på kalenderen, som hang på køleskabet, var skrevet Sardinien ud for nogle af dagene. Jeg spurgte undrende min kæreste, hvorfor der stod det, og han forklarede, at han, som en overraskelse til mig, havde købt flybilletter og bestilt overnatning på Sardinien.

I påskeferien 2011 fløj vi derfor med Ryanair til Alghero, hvor vi var 5 dage.

Vi havde lejet en lille bil, som vi hentede i lufthavnen, og herfra var der kun en kort køretur til den nærliggende by Alghero, hvor vi skulle bo.

Alghero

Alghero er en by med omkring 40.000 indbyggere,, som ligger i det nordvestlige Sardinien. Øen blev et spansk territorium i 1479, og spanierne forsøgte ihærdigt at etnisk udrense øen og erstatte befolkningen med spaniere. Dette lykkedes dog kun i Alghero, som derfor har et spansk præg.

Murene, som skulle beskytte byen mod indtrængende fra havet, kan stadig ses ,og langs fæstningsværket er der nu en promenade, hvor man kan nyde den flotte udsigt over havet, mens man spiser en dejlig italiensk is. Til den anden side afgrænses den gamle middelalderby af nogle store klodsede vagttårne, men selve muren er væk. Selve bymidten var hyggelig med smalle gader belagt med brosten og en stille og rolig atmosfære.

 

Fra Alghero tog vi på flere dagsture med bilen rundt på øen.

Nord for Alghero

En af dagene kørte vi nordpå, først til Nuraghe di Palmavera,  ruinerne af en 3500 år gamle landsby og et af de flotteste og vigtigste af de mange ruiner efter et folkeslag, som hed Nurage. Området består af et gammelt palads omringet af en masse cirkelrunde bygninger. Alt er meget forfaldent, men jeg blev stadig imponeret over den store byggekunst, denne gamle kultur mestrede.

Herfra kørte vi videre vestpå af en snoet vej til Grotta di Nettuno. Efter parkering af bilen gik vi af 656 trin ned og ned og ned til grotten. Udsigten fra stien og trapperne som alt sammen var hugget ud i de stejle klipper var fantastisk. Da vi kom frem til hulens indgang, nåede vi lige at komme med på en guidet tur i drypstenshulen.  Indgangen ligger i havniveau, og grotten strækker sig 4 km ind, men en stor del er ikke åbent for publikum. Inde i grotten er der en 120 m lang saltvandssø, og undervejs kom vi forbi en masse stalagmitter og andre drypstensformationer.

Vi fortsatte videre nordpå og tog en afstikker ud til kysten igen til den forladte mineby Argentiera, hvor man indtil 1963 udvandt sølv. Nu står alle bygninger forladte tilbage og forfalder stille og roligt. Vi gik en runde i by,en hvor stilheden og forfaldet fik det hele til at minde om kulisser fra en gammel westernfilm. Et par bygninger var dog restaureret og rummede bl.a. en simpel restaurant, som servicerede dem, der kom for at bade på den nærliggende strand.

Da vi kørte videre nordpå langs kysten, anede vi ikke, hvilket syn der ville møde os, da vi ramte spidsen af den halvø, som udgør Sardiniens nordvestligste hjørne. Vi kørte gennem by Stintino og besluttede os for at køre helt ud for enden af halvøen, og den beslutning var god, for pludselig havde vi udsigt til et fantastisk turkisblåt hav og klippeskrænter hvorpå der voksede store mængder røde blomster. Strædet hedder Spiaggia della Pelosa og afgrænser Sardinien fra den lille ø Isola Asinara.

Syd for Alghero

En anden dag kørte vi mod syd langs kysten, hvor vi nød den flotte udsigt, som konstant ændrede sig hver gang vi rundede endnu et sving på den bugtede kystvej. På et tidspunkt mødte vi en hyrde med en flok får, som vi holdt tilbage for mens de krydsede vejen.

Første stop gjorde vi i den lille by Bosa, hvor vi af en smal stil med mange trappetrin gik op til det gamle middelaldercentrum, som ligger på en stejl bakke. Udsigten over floden Temo, den nyere lavereliggende bydel og landskabet omkring var flot og retfærdiggjorde pauserne, vi blev nødt til at tage på den stejle gåtur. Den gamle bydel bestod af smalle gader, små torve og et stort slot.

Køreturen fortsatte ud på sydspidsen af en halvø, hvor ruinerne efter den gamle by Tharros ligger med en imponerende udsigt over havet. Byen blev grundlagt af fønnikkerne, men de bygninger man ser ruiner af, er romerske fra det 2. og 3. århundrede. Romerne byggede et amfiteater, akvædukter og templer, hvor det er to søjler der står tilbage efter et af templerne, der er det mest imponerede ved stedet.

I nærheden af ruinerne ligger en af de ældste kirker på øen, hvis byggematerialer er sten fra Tharros ruinerne.

På vores videre tur kom vi pga. vores simple kort til at lave en genvej på en vej som blev smallere og smallere og førte os langt væk fra al bebyggelse. Vi fortsatte dog, men da bilen blev omringet af en fåreflok, følte vi os langt ude på landet. Fårehyrden var dog moderne og drev fårene af sted, mens han kørte i bil bag dem. Til sidst blev vejen en meget hullet grusvej, så vi blev glade, da vi endelig kom frem til en asfalteret vej.

Efter den landlige køretur kom vi frem til Forum Traianus, som er romerske ruiner ved floden Tirsu. Her havde romerne termiske bade, hvor de udnyttede undergrundens varme vand i mange forskellige bassiner. Det varme vand kommer stadig op af undergrunden, og vi kom forbi stedet, hvor det 54 grader varme vand løber ud i floden. Dampen stod op og svovllugten kildede i næsen, hvilket ikke så ud til at genere dem, som badede i det varme vand i floden.

Det sidste stop på denne udflugt var ved Nuraghe Santu Antine. Nuragherne var et folkefærd som levede i bronzealderen. De byggede talrige bygninger, hvis rester man kan se over hele øen. Dette sted bestod af et stort tårn i midten og tre mindre rundt om. Det hele var forbundet af nogle gange med nogle enormt tykke mure lavet af store sten. Tårnene var ligeledes lavet af store sten, og det store tårn var endda i flere etager med store spindeltrapper. Det mest imponerende ved hele konstruktionen var, at der ikke var anvendt mørtel, det var alene stenenes vægt,der holdt det hele sammen. Utroligt at de kunne finde ud af dette for næsten 4000 år siden.

 

Øst for Alghero

Den sidste tur vi kørte var til Tempio Pausania, hvor vi kørte ud i bjergene syd for byen. Her gik vi en tur i den friske kølige luft og kørte helt op på toppen af bjerget Monte Limbara, hvor der var en masse sendemaster. Vel nede fra den lange snoede vej drak vi en velfortjent kop kaffe i den lille by Oschiri.

 

Fakta om turen

Vi overnattede i et bed and breakfast; ElisArt (50euro/dobbelt), som lå i en lejlighed i et beboelseskvarter lidt udenfor centrum af Alghero. Alle værelser og gangen var dekoreret med forskellige udsmykninger malet på væggene. Morgenmaden var hver morgen sat frem i lejlighedens køkken og var meget enkel, men ok. Vi fik udleveret en nøgle ved check ind, og efterfølgende så vi ikke meget til vores vært.

Økonomi:

Rejsen kostede for 5 dage i alt 9900kr, i dette er inkluderet fly, bed and breakfast, billeje og forbrug.

 

Skriv et svar