Peru

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika

Peru

Vi startede i Perus hovedstad Lima. Byen er ikke særlig spændende, faktisk syntes vi at den var ret stressende. Mange mennesker på gaden og utrolig mange taxier som kørte rundt og dyttede efter en, for at få opmærksomheden. Bilerne dyttede også efter
hinanden i et væk, for den peruvianske tankegang må være at jo mere man
dytter jo bedre glider trafikken! Altså skulle man jo tro at trafikken gled godt, men det var ikke tilfældet, faktisk stod der trafikbetjente og dirigerede trafikken i mange lyskryds, selvom lyskurvene virkede fint. Det der med at overholde dem virkede til gengæld ikke så godt.

Vi boede dog på et dejligt hotel i Lima. Hotel España var et gammelt kolonihus i flere forskudte etager. Der var mange underlige kringelkroge, vindeltrapper, græske statuer, malerier og et utal af hængende planter overalt, hvilket gjorde det til et dejligt afslappende sted. Derudover havde de dyr, hvilket vi har fundet ud af er meget populært på hoteller hernede. De nøjedes dog ikke med en enkelt kat eller hund som ellers er normen, nej de havde 3 katte, 1 hundehvalp, 2 skildpadder, 2 papegøjer og
1 ara. Alle dyrene på nær fuglene gik frit omkring inklusiv i restauranten.

I Lima har mange af kolonitidens huse nogle flotte udskårede træbalkoner og der er mange flotte kirker og bygninger.

Efter Lima drog vi mod nord. Vi skulle til Trujillo som ligger 560 km nord for Lima. Busturen ville tage 8 timer af hovedvejen langs med kysten, hvor der ikke er bjerge, så vi besluttede at tage natbussen. Vi bestilte de dyreste pladser og fik at vide at det var en sovebus. Bussen var skam også ny og moderne og der var god plads, da vi kun sad 3 på tværs i stedet for 4. Vi var dog ikke imponerede for selvom sæderne var brede og kunne lægges langt tilbage var det dog svært at sove. Det blev til max 5 timer i fosterstilling.

Fra Trujillo, 3. største by i Peru, tog vi en taxi 10 km nordpå til en lille fiskerby Huanchaco. Her fandt vi et skønt hostel, med direkte udsigt til Stillehavet. En perfekt base for de næste par dage. Byen er en gammel fiskerby, hvor de stadig bruger nogle ret primitive sivbåde. Derudover er det et stort trækplaser for surfere, herunder Mads som blev en surfer-dude for et par timer – det var så fedt at prøve, og armene var helt ødelagte dagen efter.

Vi tog til Chan Chan, en præ-inka ruin opført i lersten der bestod af 9 større og mindre selvstændige områder, der tilsammen fyldte mere end 25 km2. Der var masser af tegninger/udskæringer i væggene af pelikaner, bølger, fisk og fiskenet, alle ting der havde stor betydning for deres samfund.

Dagen efter tog vi ud til en gammel Moche-pyramider. Den bestod af ikke mindre end 9 pyramider som var bygget uden på hinanden. Det var et resultat af El Niño, hvor en katastrofe førte til krav om nye og større pyramider med nye ofringer, bl.a. også egne samfundsborgere. Helt utroligt og meget imponerende og lidt klamt.

Efter et par fine dage nordpå, tog vi tilbage til Lima og videre 200 km sydpå til Pisco. Her brugte vi et par timer på at sejle ud til Ballestas Island og se på søløver, delfiner, Humboldtpingviner (ret kære), pelikaner og tusindvis af suler og andre fugle. Peru har solgt nogle få rettigheder til de lokale, som får lov at samle guano (fuglebæ) som de kan sælge. Der var MASSER af guano, og det lugtede ikke så godt. Men dyrene var flotte og oplevelsen en helt anden end hvis man ser dem i Zoo.

Så listede vi med lokalbussen til den lille oaseby Huacachina. Den ligger lidt inde i en ørken og består kun af en vej med lidt hoteller og restauranter. Den helt store begivenhed er at sand-surfe og køre boggycar. Det skulle selvfølgelig prøves. Mette, som vi nok må erkende aldrig bliver den store surfer-dude, susede ned over sandpisterne liggende på bordet i et afsindigt tempo med sand sprøjtende op til alle sider. Det var helt vildt. Mads tog den lidt mere forsigtigt, men nok mere stilfuldt i
(korrekt) opretstående position.

Ellers var den helt store oplevelse en tur i stenørkenen med den lokale Indiana Jones. Han var noget af en særling. Han kørte os mere end 100 km ind i den stenørken, som engang var gammel havbund. Vi fandt hajtænder, hvalskeletter, sten med fossiler inden i, bl.a. fisk og muslinger. (Så var Mads glad, han havde fisket i ørkenen). Vi så enorme kløfter efter de gamle floder og hilste på hans lige så underlige fætter som havde et økologisk samfund med 20 ansatte i en oase milevidt fra alt anden civilisation. Vi så en dynge af skeletter fra den storhedstid der engang var, og hvor spanierne endevendte alle gravene for at finde lidt værdier. Det var helt utrolig oplevelse og noget af det fineste vi har set og oplevet herned.

 

Sidste gang var vi vist kommet til Nasca, hvor vi fik set de gamle Nasca-linier, som er afbilledet i ørkenen af pre-columbianske peruvianere for mere end 2000 år siden. Der er motiver af dyr (en abe, hval, kolibri m.m.) og lange rette linier så langt øjet rækker. Det ser flot ud midt i den endeløse ørken. Linierne er gengivet for at kunne finde vand under jorden, da det stort set aldrig regner i lavlandet. Derfor er linierne også meget tydelige selv efter så mange år. Desværre er der selvfølgelig nogle tåber, som har kørt over tegninger og linier i deres 4×4. Det kan dog ikke ødelægge endnu en god oplevelse.

Fra Nasca skulle vi mod Cusco, inkaernes højborg. Da turen tager 15 timer med bus gennem bjergene, ville vi tage et pitstop i Abancay undervejs. Det blev en superfin og næsten for heldig beslutning. Det viste sig, at der var fest i byen netop da vi kom. Om morgenen var det byens skoleelever og uddannelsessystem som blev hædret. Borgmesteren holdt en tale, også marcherede alle elever gennem byen i det fineste tøj, mens der blev spillet på trompet og tromme. Det lignede fuldstændig en militærparade.

Om aftenen var det så de voksnes tur til at vise sig frem. Det var særlig indianerne der prægede bybilledet. De havde klædt sig ud i deres mange farverige dragter og indøvet forskellige danse, som de opførte lige foran hovedscenen, hvor også vores hostel lå. De dansede, hoppede og skreg. Og i en af dansene var der pludselig et æsel med som blev trukket rundt – danse havde den vist ikke rigtig lært. Samtidig havde en anden fået fat i et par horn fra en tyr, som han nu efterlignede ved at fare rundt blandt de andre dansere. Det gik selvfølgelig galt og han dansede direkte ind i en af de
andre, så de begge faldt. Vild jubel blandt de lokale. Hele showet var rigtig fint, ikke mindst fordi vi var de eneste turister i byen. Der var ægte, autentisk og meget lokalt. Igen blev vi bekræftet i, at det ofte er sjovere at vælge de lidt utraditionelle veje end turistbrochuren anbefaler.

Nu har vi efterhånden været af sted så længe, at vi er ved at være lidt trætte af at spise på restaurant hver dag. Mest fordi det er lidt anstrengende hele tiden at skulle forholde sig til, hvor man skal spise og hvad man skal spise.

Det sidste er dog ikke altid et problem på de restauranter, hvor vi har spist. I Abancay kom vi ind på en restaurant og satte os ned. Tjeneren (sikkert datteren i familien, der havde stedet) kom og fortalte os, at de kun havde dagens ret. Vi svarede, at det var fint nok og med det samme kom en anden forbi med to supper, som hun straks kommanderede hen til vores bord. Først herefter fik vi bestik og drikkevarer. Vi var ikke blevet færdige med suppen da hovedretten (ris og kylling) blev serveret. Det hele
gik pænt hurtigt og smagte meget godt. Til sidst fik Mads en the og vi bad om regningen. Vi havde ikke spurgt om prisen inden vi begyndte at spise og sad og gættede på hvad det kunne koste. Vi blev begge noget overraskede, det var meget billigere end forventet, faktisk kostede det hele for to personer 7.80 soles (ca. 15 kr). Hun kunne have forlangt det dobbelte og vi ville stadig have syntes at det var billigt.

Det samme oplevede vi for nylig i Urubamba. Restauranten havde en stor tavle udenfor med alle retterne, men da vi kom indenfor havde de også kun dagens ret, det var selvfølgelig kylling med enten ris eller pommes frites, som er det man spiser her. Vi sad ved samme bord som en lokal familie og suppen kom også meget hurtigt. Vi smagte på den, den smagte fint. Så så vi lidt nærmere på indholdet og i Mads’ suppe stak et par hønsefødder pludselig op og i Mettes var det noget ikke nærmere defineret
indvoldsagtigt noget. Vi spiste dog suppen, men lod fødderne og Mettes “kød” være. Også her var maden meget billig.

Kylling er utroligt populært her. I alle byer findes der polleria’er, som oversat er kyllingerier. Her steger de ofte hele kyllinger på rotationsspid over åben ild. Kyllingen serveres med pommes frites eller ris og salat. Herudover serveres der også ofte kyllingebryst eller kyllingevinger. Man kan også få oksekød, men det er ofte noget tørt og kedeligt noget. Svinekød ser man næsten ikke. Et par gange har vi smagt
Alpaca (smager ok) og i går fik vi marsvin (temmelig kedeligt med masser af ben og næsten ingen kød).

I Peru spiser man typisk en mindre morgenmad, stor frokost og lidt til aften. Frokosten består oftest af en suppe med èt lille stykke kød, godt med grøntsager og ris. Det mætter og er billigt. Så kommer hovedretten, som et stykke kød og noget mere ris. Så kan man arbejde lidt igen, hvis da ikke man falder i søvn – og det gør peruvianerne tit.

Faktisk er det forbløffende så søvnige folk er hernede. I en lokalbus uden nogen form for komfort og affjedring og på en landevej, der mest minder om en rød pukkelpist, formår stort set alle peruvianere at sove. Vi er imponerede! Og på vores vej mod Cusco, var det kun èn person som med sikkerhed sov godt – en midaldrende mand fra Peru. Resten af os gringoer måtte acceptere at blive kastet rundt i bussen, mens den kørte rundt i de skarpe kurver på vej op i Andesbjergene.

Ellers er det store hit at køre i moto! Det er en knallert som man har savet over på midten, og så smidt en lille kabine ind. Her kan 2 personer lige akkurat sidde. Det er fuldstændig som en tuk-tuk i østen. I Urubamba lidt uden for Cusco boede vi nogle kilometer fra centrum. En taxi kostede ca. 15 kr. Men der satte vi grænsen – det var for dyrt! En moto kunne gøre samme tur for 4 kr., også selv om det gik op af en lille bitte grusvej og motoen næsten ikke kunne trække sådan et par blege vesterlændinge.

Sikkerhed er ikke noget de gør sig meget i hernede. Biler har sjældent seler og mange har skrammer og buler efter sammenstød. Blinklyset bruges næsten ikke, faktisk er det mere populært at række armen ud af vinduet, det lægges der mere mærke til. Det skal være meget mørkt før man tænder bilens lys. En dag kørte vi med en moto og vupti – der røg baglygten ind i hjulet så køretøjet nær var væltet. Nå, men så blev lyset bare pillet af også kørte motoen igen. Heldigvis var det ikke mørkt.

Nå, men det var jo maden vi skrev om. Selv om hovedmåltiderne er lidt trivielle, er der også klare lyspunkter. Fx spiser man masser af frisk frugt til morgenmad. Det smager mega-godt. Og så lige et skud yoghurt med musli og honning…Mmmmmm… Men det bedste er med sikkerhed deres juice. Flere steder på gaden står damer og sælger friskpresset appelsinjuice til 2 kroner – og så får man næsten altid glasset fyldt to gange. MUMS! En anden ting der hitter hernede er avocadoer. Der er masser af dem og de koster ingen penge. Fx fandt vi et fantastisk hyggelig spisested i Abancay. Her kunne vi få hjemmebagte “grovere” boller med avocado og frisk juice til ialt 4 kr. Der kom vi tit forbi – helt tilfældigt vel og mærke.

Ikke mere om mad lige nu. I stedet nogle linier om vores travetur til Machu Pichu, Perus altoverskyggende seværdighed. Det blev hård og meget fin tur over 4 dage dage. Den første dag var stille og rolig i let kupereret terræn. Her kunne vi fint tale med de 13 andre i gruppen. På 2. dagen skulle vi stige 1.200 meter til i alt 4.200 meter over havet. Pyha, det var dæleme hårdt, når vi samtidig skulle slæbe sovepose, skiftetøj og
pyjamas. Heldigvis var vi godt akklimatiseret, så højden var ikke så hård ved os. På 3. dagen gik det peruviansk “ligeud” – lidt ligesom at vandre på Bornholm… Det var absolut den bedste vandredag med fint vejr og mange flotte udsigter. Undervejs på hele turen havde vi set flere Inka-ruiner og de karakteristiske terrasser, hvor de dyrkede afgrøder. Det i sig selv var meget flot. Læg så oveni de allerfineste bjerge. På en gang voldsomt stejle og dramatiske og samtidig grønne og bløde. Der var skrænter og dale hele tiden og vegetationen skiftede fra almindelig skov, til tørt græs og
igen til regnskov. Udsigten skiftede hurtigt efterhånden som vejen skred frem fra pas til pas og fra sving til sving. Det var noget af det aller flotteste vi nogensinde har set. De trætte ben og skuldre blev hurtig glemt – og ellers røg der lige en toblerone mere ned. Som guiden sagde, vi har jo brug for energi.

Den sidste dag stod vi op kl. 4 om morgenen for at nå solopgangen fra Solens Tempel med udsigt til Machu Pichu. I første omgang fik vi ikke den lovede forblændende udsigt – det var nemlig overskyet. Efter 2 timers venten gik vi derfor ned til selve Machu Pichu. Og her så vi så den by, som Inkaerne havde bygget på toppen af et højt og stejlt bjerg og som spanierne aldrig fandt. Her var ikke tale om en ruin, men velbevarede huse, templer og terrasser. Det var hele turen værd.

Når vi ikke gik sørgede kokken for 3 retters menuer, popcorn og hjemmebagte småkager, mens vi sad og drak kaffe og talte med de andre i gruppen. Det var super hyggeligt. Også var det rart at være sammen med de samme mennesker i flere dage, så man lærer hinanden bedre at kende. Alt i alt en helt fantastisk tur.

Foruden Machu Pichu har vi set flere inka-ruiner i Cusco og i Den Hellige Dal. Det er utroligt at se, hvordan inkaerne med millimeters præcision sleb tons-tunge sten til, så de passede perfekt som legoklodser ind mellem hinanden. Kun på den måde var bygningerne i stand til at modstå de mange jordskælv. Mørtel brugte de ikke – det var overflødigt med deres byggestil. Vi fik også set ruiner af inkaernes depoter i Raqchi. Her havde de bygget 160 store “siloer” til opbevaring af korn, tekstiler og andre
ting. Depotet lå midt på den gamle inkavej fra Chile til Ecuador. Depoterne blev bl.a. brugt til at forsyne tropperne når de var i krig. Smart.

Efter Machu Pichu har vi brugt tiden på at fragte os selv til Ariquipa, som er Perus næststørste by. For at komme dertil, skulle vi over Perus højslette, Altiplanonen, i knap 4.000 meters højde. Her opdrætter de alpacer, køer og får, som fint kan leve af den fattige vegetation. Her er tørt og goldt, men med fin udsigt til de omkringliggende bjerge, bl.a. vulkaner med sne på toppen.

I går tog vi på en cykeltur, for ligesom at holde formen lidt ved lige. Turen gik op til de omkringliggende bjergmassiver, til en lille antennestation i 4.800 meters højde. Ny højderekord på turen. På vej op i firhjulstrækkeren kunne vi (vores to guider og os selv) se over til den imponerende vulkan Misti (5.800), som pludselig lod store skyer af
svovldampe stige op fra dens indre. Det havde ingen af os set før. På toppen hørte vi fra stationslederen, at der netop havde været et jordskælv og at lyset var forsvundet i Ariquipa et kort øjeblik. Det var ret vildt! Foruden røg, damp og jordskælv, fik vi også set vicuñaer – lamaens lillebror. Der løb lige en flok på 6 hen over vejen, da vi var på vej op af bjerget. De var fine.

Selve cykelturen var temmelig hård. Og særlig cykelmyggen Mette var i store vanskeligheder da vi skulle cykle let opad i den tynde luft, inden det igen gik nedad for fuld fart. Benene var tunge og lungerne hev heftigt efter de sparsomt tilstedeværende iltmolekyler. Det blev ikke bedre af, at cyklerne sank ned i den vulkanske aske flere steder – pyha! Men udsigten til vulkaner, bjerge og dalen var rigtig flot.

 

 

Efter en sviptur fra de forholdsvis kolde Andesbjerge til Arequipa, tog vi nordpå igen til en lille landsby, Chivay. Det specielle ved denne by er at den ligger på kanten af Colca-kløften, som er verdens 2. dybeste kløft (den dybeste ligger i nærheden og er 160 m dybere).

I Chivay var der godt nok koldt om aftenen. Om dagen var vejret fint og solen skinnede, og man kunne gå i t-shirt, men når solen gik ned skiftede det brat. De lokale kvinder svøbte sig ind i tykke tæpper, vi måtte nøjes med termoundertøj, alpacatrøjer og fleece-jakker.

I Colca-kløften overnatter kondoren, som er en af verdens største fugle, med et enormt vingefang. Dem skulle vi selvfølgelig ud at se. De fleste turister tager på en arrangeret flerdages tur, hvor man også går ned i kløften og op igen, men vi ville hellere selv lave en tur. Derfor var vi nødt til at stå op kl. 4 om morgenen for at nå den lokale bus (vores rare hotelvært kom endda og bankede på døren for at sikre sig at vi var vågne). Busturen var utrolig flot. Vi kørte langs med kløften, hvor bønderne havde
lavet små terrasser. Udsigten til de bagvedliggende bjerge med morgensol på, var fantastisk. Kl. 6.45 ankom vi så til Cruz del Condor, Kondorudsigtspunktet. Her snød vi for 2. gang på turen souvenirsælgerne ved at ankomme så tidligt at de endnu ikke havde pakket ud og stillet ting frem.

Kondorerne ville først begynde at flyve ud mellem kl. 8 og 9, så vi havde god tid til at sidde og nyde udsigten ned i den stejle og dybe kløft og ud over bjergene. Vi var meget glade for alt det tøj, vi havde pakket os ind i, men da solen begyndte at varme blev det lidt for varmt. Som tiden gik begyndte turistbusserne at ankomme, så vi var glade for at have haft det lidt for os selv. Kl. 8 begyndte vi at spejde efter kondorer, og det var Mette der vandt en friskpresset appelsinjuice fra Mads ved at være den første der spottede en kondor. Den kom ud fra klippevæggen under os og brugte de luftstrømme solen opvarmede til at løfte sig selv op. Det tog lang tid for den at komme op fra kløften for den fløj rundt og rundt i cirkler mens den langsommere kom højere og højere op. Til sidst fløj den af sted for at finde morgenmad.

Herefter kom der to kondorer mere til syne. Det var en unge som blev fulgt meget nøje af sin mor. Da de var kommet op satte den voksne sig på en klippetop, mens ungen fløj rundt. Her blev den siddende ret længe og først da vi var lige ved at gå, lettede den igen og fløj tæt hen over hovedet på os. Da den var lige over os fangede den en varm luftstrøm og begyndte at cirkle lige over os. Det var helt fantastisk at se den så tæt på og i så lang tid.

Vi så i alt 5 kondorer på turen. Herefter gik vi ud af vejen indtil vi fangede bussen sammen med et ældre par. Da vi steg ind i bussen måbede vi lidt. Halvdelen af bussen var fyldt op med kvinder i deres pæneste tøj, som var noget fint broderet noget med nogle meget særprægede og broderede hatte.

I Chivay var vi dagen efter også i nogle termiske bade, som lå udenfor landsbyen med flot udsigt til bjergene. Vandet var dejligt varmt og det var rart at ligge i vandet og flyde og se på den flotte natur. På turen herud må vi have tabt nogle hjerneceller for vi, blegansigterne her, syntes ikke at det var nødvendigt at bruge solcreme. Det kom vi hurtigt til at betale for. Allerede da vi klædte om igen, kunne vi se at arme og ben så lidt røde ud, på trods af, at vi mest havde været under vand. Som dagen gik begyndte det at gøre ondt flere steder på kroppen og især skuldrene og Mettes lår var kraftigt ramt. Derfor så man Mette gå rundt på en meget underlig stivbenet måde de næste par dage og man så os begge tage jakken forsigtig af og på med underlige grimasser. Det værste var dog at slæbe på de store rygsække, det føltes som om huden blev skrællet af skuldrene hver gang rygsækkene skulle af eller på. Nu er vi dog fine igen,
vi har fået ny hud og lært farerne ved ikke at bruge solcreme når man er oppe i 4.000 meters højde og solen skinner fra en skyfri himmel omkring middagstid. Det var dæleme dumt!

Herfra tog vi igen op til Andesbjergene, hvor vi kørte på altiplanoen til Puno ved Titicaca søen. Altiplanoen er et fladt område i 3000-4000 meters højde. Det er underligt at være her, for området er vitterligt lige så fladt som marsklandet i Sønderjylland. Her er ikke meget vegetation men alligevel græsser store flokke af lamaer, alpacaer og får her. Her er også små marker, som pløjes med en lille plov trukket af okser eller simpelthen af mænd og kvinder som står foroverbøjet med simple hakker og spader.

I Puno tog vi på en tur ud til de berømte sivøer i Titicaca søen. Øerne er lavet af siv og flyder ovenpå vandet. Vi tog tidligt derud for vi ville undgå den store turiststrøm, vi vidste, at der ville være. Øerne er ikke så store, der er 3-5 huse på hver. På den ene ø lå skolen og på en anden lå kirken. Det var ret sjovt at vade rundt på sivene, man kunne slet ikke mærke at vi gik ovenpå vandet. Ved øerne lå de sivbåde som blev brugt før i tiden, nu bruger man træbåde for de holder længere tid.

Vi var også ude at se nogle gamle tårne fra før inkatiden som blev brugt til at begrave folk (mumier) i. På vej hjem herfra i bussen oplevede vi et kraftigt uvejr. Det lynede, tordnede og regnede kraftigt. Faktisk oplevede vi flere gange uvejr i Puno, hvor det lige hen over hovedet på os og vinduerne rystede. Så kraftigt uvejr har vi aldrig oplevet før.

Generelt har vejret været rigtig fint. Temperaturen ligger omkring 20-25 grader, og i solen bliver det hurtigt rigtig varmt. Regn har vi ikke haft meget af endnu, trods at vi befinder os i starten af regntiden. Det kommer nok.

Fra Puno krydsede vi ind over grænsen til Bolivia. Det gik smertefrit. Vi steg ud af bussen og gik ind i et lille kontor. Et minut senere kom vi ud med endnu et stempel i passet og kunne gå de hundrede meter i ingenmandsland til det bolivianske immigrationskontor, hvor det gik lige så nemt.

I sidste mail skrev vi lidt om transportmidlerne, vi har benyttet os af. Vi kan nu tilføje et nyt til listen, nemlig cykeltaxa. I Puno ved Titicaca søen var der utrolig mange af disse og de blev flittigt brugt af de lokale. De bevægede sig frygtløst rundt mellem den øvrige trafik (moto’er, taxier, biler, busser mm). Det var en rar og stille måde at
bevæge sig rundt på.

Som regel kører vi dog i bus. Busserne hernede er af forskellige standarder. Langtursbusserne er generelt ret gode, mens de lokale busser nogle gange ligner noget der skulle have været kasseret for længst. Det er dog sjovt at køre med de lokale busser for her møder man de lokale og er vidne til de sære ting de til tider foretager sig. Det er helt normalt for dem at slæbe dyr med i bussen. Ok, en kasse med kyllinger, som pippede hele tiden og var ved at flyve ud flere gange, det var da fint nok. En killing pakket ind i en gammel skjorte, det var da også meget hyggeligt, især fordi Mette sad ved siden af den. Den fik lige et hårdt klap af sin ejer, når den blev for livlig og fik besked om at sove igen. Hundehvalpe har der været nogle stykker af. I Puno skulle en dame på busstationen have 10 store sække med. Pludselig så vi at de bevægede sig og da vi kiggede nærmere på dem, viste de sig at indeholde
høns. Den mest underlige dyreoplevelse i bussen må dog være, da et ældre ægtepar stoppede bussen i en lille flække. Ved siden af dem på jorden, lå en stor vædder. Dens ben var bundet sammen og rundt om maven havde den et reb, som sammen med dens store horn blev brugt som håndtag, da den skulle hives op på taget af bussen!!! Ja, den blev hevet op på taget af bussen til alt det andet bagage! Da sad vi godt nok måbende ved vinduet lige ved siden af.

I de lokale busser kan alt lade sig gøre og man kan også aflevere pakker til chaufføren, som han så udleverer til en anden i en anden by. Man kan selvfølgelig stoppe bussen overalt, intet sving er for farligt til at sætte folk af i, og intet sted er for øde at stige på bussen. De lokale busser har ansat en billetdreng, hvis job det er at skrige bussens destination til alle der befinder sig i nærheden af bussen, det kunne jo være at man kunne få et par ekstra passagerer på den måde. Når nogle så gør tegn til at de vil med bussen, hopper han ud mens bussen stadig har lidt fart på og hjælper/skubber folk op i bussen (afhængig af om det er kvinder eller mænd, unge eller gamle der skal med bussen). Buschaufføren og billetdrengen får del i overskuddet, de har derfor god grund til at finde ekstra passagerer og vente på folk som kommer løbende mod bussen tværs over markerne. Det kan desværre resultere at man kører ret langsomt, hvis en anden minibus lige har overhalet en, for så skal man vente på nye passagerer længere fremme.

Når busserne passerer gennem små byer stiger der tit sælgere om bord. Her kan man købe sodavand, slik, nødder, hjemmebagte kager, varme majskolber, brød og varme retter. Især omkring frokosttid kan der derfor godt brede sig en kraftig maddunst i bussen. Når maden er fortæret ryger indpakningen ofte ud af vinduet.
Ofte kommer der også sælgere i bussen, som sælger naturmedicin. Først holder de et halv times foredrag hvor de lovpriser medicinen, som nærmest kan kurere alt fra hovedpine, åndedrætsbesvær, forstoppelse til ledsmerter. Ofte sælger de en kamfercreme mod kolde hænder (sikkert en god ide, for mange vasker dagligt tøj og opvask i koldt vand), alle der har lyst får så lige en prøve smurt på hænderne og pludselig dufter hele bussen igen. En stakkels handelsmand kunne dog ikke bruge sin kamfercreme, da toiletdøren satte sig fast. Han kom først ud da bussen gjorde stop
efter en god time.

Skriv et svar