Panama

Rejsen rundt i Panama var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Rejsen i Latinamerika var bestemt ikke velplanlagt hjemmefra. Faktisk var det eneste jeg havde foretaget mig, at købe en billet til Quito og en hjem fra Mexico City. Derudover havde jeg arrangeret et sprogskoleophold og arbejdet som frivillig i regnskoven i Ecuador.

Planen var så at rejse fra Ecuador til Mexico. Da jeg begyndte at spekulere på at komme videre fra Ecuador, viste dette sig at være noget naivt. Det viste sig, at selvom Sydamerika er landfast med Mellemamerika og den panamerikanske landevej strækker sig hele vejen ned gennem Amerika, kan man ikke rejse over land til Panama fra Sydamerika.

Regnskoven i området er så tæt at der ikke er veje og desuden stod et besøg hos guerillasoldater heller ikke på ønskelisten. Colombia var på det pågældende tidspunkt (2000) heller ikke et rejsevenligt land.
Derfor fløj jeg fra Quito i Ecuador til Panama City, hvor jeg mødtes med Mark, som jeg havde aftalt at rejse sammen med i Mellemamerika.

 

Panama City      

I Panama City blev jeg mødt af en kvælende og fugtig hede. Der var omkring 35 grader, hvilket var meget mere, end jeg var vant til i Ecuadors højland.
I Ecuador havde jeg fået genopfrisket eller nærmere lært spansk påny på et intensivt sprogkursus. Via mit frivillige arbejde i regnskoven havde jeg talt så meget spansk, at jeg var blevet tryg ved sproget. Stor var overraskelsen derfor, da jeg ankom til Panama og havde svært ved at forstå folk. Det spanske de talte, var anderledes end det de talte i Ecuador. Her brugte de andre ord, snakkede meget hurtigere, slugte alle endelserne og trak det hele sammen. Med tiden vænnede jeg dog mig til den lokale lingo.
I Panama kommer man ikke udenom Panama Kanalen, som er verdenskendt. Kanalen er bygget af amerikanerne og medførte en halvering af rejsetiden for skibstransport. Kanalen er nu overdraget til Panama og indtægter herfra udgør en stor del af landets økonomi.
Vi tog en bus til Miraflores Locks. Her var der et besøgscenter, som var utroligt godt organiseret i forhold til seværdigheder i Ecuador. Der var et videoshow på flere sprog om tilblivelsen og historien om kanalen og guider som svarede på spørgsmål. Der var desuden tribuner, så alle kunne få gode pladser til at iagttage de store skibe. Det var imponerede at se et kæmpestort skib sejle ind i slusen, som pludselig så meget smal og lille ud. Herefter blev det stille og roligt sænket 16,5 meter ned.

 

6 km uden for centrum ligger ruinerne af Panama Viejo – Gamle Panama, dvs den gamle hovedstad. Efter grundlæggelsen i starten af 1500-tallet blev byen ramt af adskillige brande, jordskælv og angreb fra befolkningen fra andre dele af landet. Det sidste angreb var så voldsomt, at byen brændte ned i slutningen af 1600-tallet, og man besluttede at opføre byen længere mod vest.

Jeg tog en taxi til ruinerne, som nu ligger i en af de moderne forstæder til Panama City. Det var stadig muligt at se, hvor de gamle veje gik, men af bygningerne var kun den gamle kirke interessant.

I udkanten af byen ligger Parque Natural Metropolitano, som er en park, der indeholder en rest af den oprindelige regnskov som engang dækkede hele området. Jeg havde lidt besvær med at finde dertil, jeg kom til at køre for langt med bussen, men efter to busture kom jeg dertil.
Parken er 265 hektar stor og rummer en del spændende dyr og planter, som forskere forsøger at bevare. Parken ligger så tæt på byen, at man nemt kan se byens skyline fra de højere områder, men på trods heraf er det en fredfyldt oase, hvor jeg bl.a. så fem gato solos (vaskebjørne).
Jeg blev også fascineret af bladskærermyrerne, som havde travlt med at skære blade og bære dem hjem til myretuen.

I Panama City boede vi på et lille lavprishotel, som hed Residencial Turistico Volcan (Calle 29 este, mellem Avenida Peru og Cuba). Det kostede 12 US$ for et dobbeltværelse, og hotellet var som man kunne forvente til prisen; simpelt, men ok.

 David

Efter Panama City tog vi mod vest. Da vi ankom til busterminalen i Panama City, blev vi igen overraskede over de velordnede forhold. Det var meget anderledes fra de kaotiske busstationer i Ecuador, hvor mange forskellige busselskaber konkurrerede om kunderne samtidig med at sælgere, rejsende og andre myldrede rundt.
Her var der helt anderledes. Vi fik en billet printet ud med vores navne på og blev vist ind i en ventesal kun for rejsende med billet. Da vi satte os ind på vores nummererede plads, opdagede vi at bussen havde airconditioning, hvilket vi satte stor pris på. Vi kørte af de gode asfalterede veje forbi et frodigt landskab domineret af bananplantager og ankom sent på eftermiddagen til byen David, hvor vi skulle overnatte, før vi kunne fortsætte.

Dagen efter forsøgte vi at finde en romfabrik, som guidebogen omtalte, men ingen vi talte med kendte til den, så efter noget tid måtte vi konstatere, at der nok var en fejl i bogen. Til gengæld nød vi synet af en masse skolebørn, der i deres fine uniformer marcherede i gaden i anledning af en mærkedag.

Vi boede på Hotel Iris, hvor vi forhandlede et værelse ned til 12 US$. Hotellet var ok, og det lå centralt ved pladsen Cervantes Parque.

Bocas del Toro

Fra David tog vi bussen nordpå. Vi blev behageligt overraskede, da vi opdagede at vi kunne køre med helt til byen Almirante. Guidebogen havde ellers udtrykkelig skrevet, at der ingen vej var mellem Chiriqui Grande og Almirante, men den var heldigvis blevet lavet i mellemtiden. Herfra fandt vi en båd, som sejlede os til byen Bocas del Toro på øen Isla Colón.

Ved bådebroen i Bocas del Toro blev vi mødt af en dreng, som ville hjælpe os med at finde et hotel. Han trak os derfor med rundt til forskellige steder i byen, og vi endte på Mondo Taitu, som var et rigtig caribisk backpacker hangout med en dejlig afslappet hippie stemning. Der var godt nok kun plads til en person, men Mark havde heldigvis en hængekøje i rygsækken, og den fik han lov at sove i på balkonen.

I Bocas del Toro var stemningen og kulturen en anden, end vi tidligere havde oplevet. Ligesom i andre dele af Panama var her heller ingen tilbage af de oprindelige folk. Befolkningen var efterkommere af de afrikanske slaver, som rige amerikanere tog med til stedet i 1800-tallet. Da slaveriet ophørte, blev de tidligere slaver i området, og derfor er en stor del af befolkningen sort og engelsktalende.

Byen var lille med en enkelt hovedgade og små pensionater. Trafik var der ikke meget af, eftersom næsten al transport foregik med både. Byen var utrolig stille og fredfyldt. Langs vandet var der små restauranter, hvor vi sad på trædækkene og kiggede lige ned på farvestrålende fisk og om aftenen nød farvestrålende drinks.

En af dagene var vi på en arrangeret sejltur. Først sejlede vi ud til et sted, hvor en masse delfiner muntrede sig med at springe op foran os. Vi forsøgte alle med mere eller mindre held at tage billeder af dem. Det var en stor oplevelse at se dem, for det var første gang jeg så delfiner.
Herefter sejlede vi til Coral Key, hvor vi snorklede. Her var der et flot koralrev med spændende farvestrålende fisk. Vi havde allerede fået en forsmag på, hvor flotte fiskene var, for selv ved bådebroen i byen kunne man se dem.
Efter snorkelturen sejlede vi ind til kysten hvor vi besøgte Red Frog Beach, hvor vi som navnet antyder, så røde frøer i den nærliggende skov. Selve stranden var som taget ud af en bounty-reklame, hvid sandstrand, palmer og blåt hav.
Sidste stop på sejlturen var et rev, som hed Hospital Point, hvor vi igen snorklede. Revet var ikke så flot som det første sted, men der var et større antal store farvestrålende fisk og mange stimer af mindre fisk.
Efter nogle fantastiske dage i Bocas del Toro sejlede vi til Isla Bastimentos, en anden ø i nærheden. Her fandt vi et simpelt værelse på et lille pensionat. Her gik vi bl.a. ture i det flotte frodige landskab og nød de skønne hvide strande.

Herefter var det tid til at sige farvel til Panama og tage videre til Costa Rica. Fra Almirante tog vi bussen til Changuinola, hvor vi fandt en taxi, som kørte os til grænsen. Grænsekrydsningen gik utrolig nemt. Vi fik vores pas stemplet i immigrationskontoret, og derefter krydsede vi floden, som markerede grænsen. På den anden side af broen gik vi ind på et tilsvarende kontor, hvor vi uden problemer kom gennem formalia. Tilbage var der kun at veksle de amerikanske dollars, de brugte i Panama til Colons. Efter lidt forvirring omkring bustider fandt vi også ud af, at der var en times tidsforskel.

 Generelt

Panama var et land som overraskede mig positivt. Jeg havde vist bare forventet, at vi skulle rejse hurtigt gennem landet for at komme videre til Costa Rica, men det dog helt sikkert værd at bruge tid på at opleve landet. Vi kunne sagtens have brugt endnu mere tid på de skønne steder, vi besøgte.

Prisniveauet var dog relativt højt, især i sammenligning med Ecuador, som jeg lige kom fra, men også i forhold til resten af Mellemamerika.

 

 

Skriv et svar