Nicaragua

Rejsen rundt i Nicaragua var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Da vi ankom til grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua, var det tydeligt, at vi stod mellem to lande med forskellige levestandarter og økonomier. Selv om de to grænsekontorer lå side om side, var der stor forskel. På Costa Rica siden var der asfalteret, rent og pænt, og før vi kunne forlade landet, skulle vi købe to forskellige mærker, som blev klistret ind i vores pas. Jeg tror, at de skulle vise, at vi havde betalt udrejseskatten.
På Nicaragua siden måtte vi betale 7 dollars for at rejse ind i landet, og det skulle være amerikanske dollars, som jeg heldigvis havde. Herefter blev vi lukket ind i landet, og på vej hen til bussen bemærkede vi, at grænseområdet var en støvet grusplads, der flød med affald.

Herefter startede en længere rejse til øen Ometepe. Vi var først med to busser til henholdsvis Rivas og San Jorge. Herefter sejlede vi med en lille båd til Moyogalpa på øen Ometepe. Herfra tog vi endnu en bus til Balgue, hvortil vi ankom efter mørkets frembud. En mand i landsbyen viste os vej til vores overnatningssted. I en halv time gik vi op af små stier mellem marker med banantræer, kaffebuske m.m. Vi havde kun to små lommelygter til at vise vej i mørket, og der var mange stier i området, så vi var glade for guiden.

Ometepe – Vulkan Madera

Vi ankom til Finca Magdalena, som er en gård, som bliver drevet som et kooperativ. Gården fungerer også som et hostel med mulighed for overnatning i private hytter, sovesale og hængekøjer. Eftersom stedet lå så isoleret, var der også et køkken, hvor man kunne bestille simple retter dagen igennem. Dette var vi glade for, for vi havde ikke spiste hele dagen, og snart sad vi med en varm portion  mad og en kold øl på verandaen og slappede af.

For 15 kr fik vi lov at hænge vores hængekøjer op bagerst på verandaen, og vi faldt hurtigt i søvn i mørket.
Næste morgen vågnede vi ved, at husets tamme fugl sad og snakkede til os. Da vi slog øjnene op, stirrede vi forbløffede ud over landskabet, der bredte sig rundt om verandaen og vores hængekøjer. Lige nedenfor huset var en flok køer ved at blive drevet ud på græs, og bagved kunne vi se de marker, vi var gået igennem aftenen forinden. Allerbagerst var det mest imponerende, nemlig vulkanen Concepcion, som dominerede udsigten. Alt dette havde vi ikke set dagen før, fordi vi var ankommet efter solnedgang.

På gården arrangerede vi en vandretur til toppen af den nærliggende vulkan Madera. Først vandrede vi gennem nogle af gårdens mange marker og senere på de stejle skråninger gennem en tågeskov, hvor stierne var utrolig våde. Utallige gange gled vi i mudderet på vejen op, og på et tidspunkt kom vi forbi en abekoloni, som gemte sig i trækronerne. Efter nogle timers vandring kom vi til toppen af den 1250 m høje vulkan. Eftersom toppen var indhyllet i skyer, var det ikke meget, vi kunne se af den sø, der var i krateret på toppen. Udsigten, før vi ramte skyerne, var dog flot, og vi kunne se ud over Lago Nicaragua, verdens 3. største ferskvandssø, landsbyen Balgue og vulkan Concepcion. Nedturen gik noget nemmere, og nogle frygtløse vovehalse i gruppen løb/gled hele vejen ned.

Ometepe – Alta Gracia

Fra Finca Magdalena tog vi til den anden ende af øen, til byen Alta Gracia. Herfra ville vi tage båden tilbage til fastlandet om aftenen. Bilen, der skulle køre til havnen, kom dog aldrig, og derfor blev vi nødt til at overnatte i byen. Byen havde ingen seværdigheder, så de to dage vi måtte vente, blev brugt til at vandre rundt i området og til at sidde i parken og slappe af og tale med de lokale. Hvor end man var i byen, var der udsigt til den flotte vulkan Concepcion som ikke lå langt væk.

Byen var ikke turistet på nogen måde, alt foregik stille og roligt, og folk boede i små farvestrålende huse. På de hullede jordveje så vi flere kærer trukket af okser, og der gik utrolig mange grise og et par heste løst rundt i byen. Selv i byens park kunne jeg pludselig høre det pusle bag mig, og så kom et par grise til syne. Det slog dog alt, da vi sad på en lille primitiv restaurant, og der pludselig kom en gris løbende ind fra gaden og forsvandt ud i køkkenet!

I Alta Gracia overnattede vi på to af byens hoteller. Første nat på Hotel Kencho, som vi dagen efter skiftede ud med Hotel Central. De kostede det samme (25kr/person), men sidstnævnte havde en hyggelig gårdhave i midten af hotellet med flotte planter, gyngestole og en tam papegøje.

Efter to dages venten skulle vi med færgen om morgenen. Vækkeuret ringede ikke, så vi kom sent ud af døren, og der var ingen biler, der kørte mod havnen. Vi travede af sted i hastigt tempo. Vi vidste ikke præcist, hvor langt der var, men vi kunne godt begynde at regne ud, at vi ikke ville nå færgen. Heldigvis kom en lastbil forbi, og de spurgte bekymrede, om vi var på vej mod færgen, for den sejlede altså snart. Vi satte os om bagi og kom frem til havnen. Her blev vi mødt at et underligt syn. Hele færgen var lastet med bananer både ude på dækket og indenfor. Faktisk havde de taget en del af bænkene ud for at få plads til alle bananerne. Der var dog også plads til os og kort tid efter sejlede vi.

Fire timer senere ankom vi til Granada. Denne sejltur var bedre end turen til Ometepe, for færgen var større og gyngede ikke så meget.

Granada

På havnen i Granada blev vi mødt af en mand, som tilbød overnatning på sit hostel. Det viste sig at være ejeren af The Bearded Monkey, et sted vi havde hørt om og planlagt at benytte. Eftersom stedet lige var åbnet, var det endnu ikke med i guidebøgerne, og han var derfor nødt til at opsøge turister ved færgen og på busstationen.
Her fik vi en seng i en af de store sovesale, hvor ustabile køjesenge stod tæt. Midt i bygningen var der en hyggelig åben gårdhave, med frodige planter, hængekøjer, billardbord og en meget afslappet atmosfære. Hele dagen kunne man bestille enkle retter i baren, og om aftenen var der happyhour. Derudover var der et tv-rum, hvor man kunne se film, låne bøger m.m. Stedet var et typisk backpacker hangout med livlige fester om aftenen. Ikke et sted for god nattesøvn, men et godt sted at møde og feste med andre backpackere.

Granada, som er Nicaraguas ældste by, er meget flot med mange store gamle huse i kolonistil, som ligger ud til åbne pladser og smalle gader. Mange af husene har kun få vinduer mod gaden, men når man får mulighed for at se inden gennem portene, kan man se de lyse åbne gårdhaver, som er indenfor murene.
Nogle af husene var restaurerede, men en del var forfaldne, og vi så også folk, der stadig kørte rundt i hestevogne. Der var dog ingen tvivl om, at Granada havde et stort potentiale som turistby, eftersom stemningen var så god.

Ved bredden af Nicaragua-søen i Granada var der en park, Complejo Turistico. Udsigten over søen var fin, og der var en del restauranter og barer. Stedet blev dog skæmmet af utrolig mange store Coca-Cola skilte og skrald, der lå og flød alle vegne.

Masaya, Catarina og Laguna de Apoyo

En af dagene tog vi bussen til byen Masaya, som har en godt marked. Her købte jeg en af den slags hængekøje man ser mange steder i landet.
Fra Masaya tog vi til landsbyen Catarina, hvor der i udkanten af byen er et fantastisk udsigtspunkt. Herfra kunne vi se ud over kratersøen Laguna de Apoyo, bag den Granada med alle dens kirkespir og røde tage og endnu længere ude den store Nicaragua-sø. Som om det ikke var nok kunne vi også se Mombacho vulkanen, hvis top var dækket af skyer.
Masaya er også kendt for sine mange planteskoler og mange steder var de flotte blomster og planter til salg ved vejkanterne.

Busser og busstationer

I Nicaragua kunne vi straks mærke, at vi igen var kommet til et fattigt land. Hvor busstationerne i Panama og Costa Rica bestod af smarte bygninger med billetkontorer, butikker og ventesale, så var de i Nicaragua, som en markedsplads. En meget tør og støvet plads med et mylder af sælgere, som solgte alverdens ting; færdiglavede middagsretter på plastictallerkener eller i plasticposer lige til at tage med i bussen, slik og cigaretter enkeltvis, sodavand i poser, frugt m.m. Disse ting blev også ofte solgt inde i bussen, for når den stoppede for at tage passagerer med, hoppede der tit sælgere om bord.
I bussen var der chaufføren og billetdrengen. Billetdrengen skulle sørge for at smide alle folks ting op på taget eller bag i bussen og hjælpe gamle og kvinder af og på bussen i farten. Hans vigtigste opgave var dog at hjælpe med at få bussen fyldt ved at stå i den åbne dør og råbe bussens destination, mens bussen kørte rundt i byen. Da billetdrengen og chaufføren deler overskuddet forlod bussen ofte ikke byen, før den var fyldt op. Enten holdt den på stationen og ventede, eller også kørte de rundt og rundt, indtil der var passagerer nok. Det betyder derfor også, at de meget motiverede for at samle alt og alle op de møder, og det er ikke noget problem, at få selv de mest mærkelige ting med bussen. Jeg så et sted, hvor de baksede med at få to får ind i rummet under bussen, og jeg har set kasser med levende kyllinger på taget af bussen. Busserne var gamle amerikanske skolebusser uden meget plads til benene, faktisk havde jeg svært ved at sidde i dem, selvom jeg kun er 1,7 m. Til gengæld kunne man sidde 5 personer tværs i bussen, og det er ikke uden grund at de blev kaldt chicken-busses for det blev simpelthen fyldt godt op.

 

Pochomil

Efter Granada skiltes jeg med Mark som jeg havde rejst sammen med en måned, og jeg tog alene til Pochomil, som er en lille strandby ved Stillehavet et par timer sydvest for hovedstaden Managua.

Turistresortet var efter sigende meget benyttet at indbyggerne fra Mangua, pga. den korte afstand, men jeg mødte næsten ingen turister, måske fordi det var midt i ugen eller udenfor sæson (november). Stranden var rigtig god, stor, hvid og øde. Langs stranden var en række små restauranter og pensionater.

Jeg overnattede hos en familie, der lejede værelser ud i deres eget hus. Her fik jeg indblik i de simple forhold hos de lokale. Værelset bestod af betongulv og vægge. Det samme gjorde badeværelset, hvor der, som så mange andre steder, ikke var rindende vand, men i stedet en stor tønde, hvorfra man tog en spand vand og skyllede i toilettet eller hældte over sig selv som brusebad. Når der så en gang om dagen var vand, skyndte de sig at fylde tønden op. Ind til dette formidable badeværelse var der kun et forhæng. Denne elendighed fik jeg pruttet ned til 40 kr, hvilket stadig var overpris.Til interesserede kan jeg oplyse, at stedet hed Hospedaje Johanna.

Eftersom der ikke var mange andre turister i området, havde jeg svært ved at sidde alene på stranden. Konstant kom der folk hen som ville sælge mig halskæder med muslingeskaller, leje en hest ud til mig,
Da jeg om aftenen skulle finde et sted at spise aftensmad, var det også svært at gå i fred, alle ville have mig til at spise i netop deres restaurant.

Så selvom solen skinnede, og stranden var dejlig, blev det mig dog hurtigt for meget, og jeg besluttede, nok lidt for hastigt, at prøve strandende ved det Caribiske Hav på den østlige side af landet i stedet. Her skulle det for første gang vise sig, at nogle gange kan det godt betale sig at lave lidt research og tjekke vejrudsigten og infrastrukturen.

 

Turen til Corn Islands – den værste oplevelse på hele turen

Beslutningen om at tage til Islas de Maiz eller Corn Islands var som nævnt ret spontan. Jeg tog fra Pochomil til Mangua om eftermiddagen med bussen, som efter sigende var en express-bus og derfor dyrere, hvilket dog ikke forhindrede chaufføren i både at tanke op og senere at holde ind og holde snak med nogle venner.

Jeg ankom til Managua og skulle med fra en anden busstation i byen. Taxaturen hertil tog næsten en time. Jeg måtte herefter vente på bussen, som kørte kl. 22, og så startede turen, som skulle blive den værste i det halve år, jeg rejste.
Min sidemand havde taget den plads, jeg havde fået tildelt, men efter en mindre diskussion fik jeg det sæde der var tildelt mig, og jeg kunne derefter få rettet benene ud. Bussens tilstand var som så mange andre busser i landet, nemlig en ramponeret aflagt amerikansk skolebus. Bestemt ikke en bus jeg havde lyst til tilbringe natten i. Vejene var asfalteret, men der var utrolig mange og store huller i vejen, så chaufføren måtte bruge hele vejens bredde for at undgå de værste. Dette betød at bussen svingede fra side til side og desuden op og ned, for han undgik bestemt ikke alle hullerne. Affjedringen var nærmest ikke eksisterende, så det var umuligt at sove. En gang i mellem døsede jeg alligevel hen, og straks hamrede jeg hovedet i sædet eller sammen med sidemanden.

Rama

Otte timer senere ankom jeg helt radbrækket til byen Rama kl. 6 om morgenen. Der var god tid til at spise morgenmad og drikke kaffe, for båden til Bluefields afgik først kl. 12. Jeg fik sovet lidt på en bænk, inden jeg kom af sted med båden.
Båden gled stille og roligt af sted på floden, og det var dejligt at sidde i den friske luft og iagttage landskabet, vi flød forbi på den seks timer lange tur. Der var mange små hytter med strå på taget, rundt om løb nøgne børn rundt og legede, og mellem husene var der citrontræer og bananmarker. Båden, jeg sejlede med, var et vigtigt transportmiddel for de lokale, og de havde læsset den til med bylter og kasser med dagligvarer. Jeg var den eneste turist om bord. På et tidspunkt kom jeg i snak med en mand fra Corn Island, som skulle hjem. Han fortalte, at båden til øen ville sejle fra Bluefields tidlig næste morgen, og jeg kunne følges med ham.

Bluefields

Min rejsemakker kendte et billigt hostel, som viste sig at være nogle værelser i et privat hjem. Først måtte vi sidde og vente på familien i deres stue på de plastichavestole, mange anvender i hjemmet. Da de endelig kom hjem, fik vi vores værelser, og da jeg så det, var jeg lige ved at finde et andet sted, men min nye rejsekammerat kendte familien, så jeg synes ikke jeg kunne sige, at jeg ikke brød mig om stedet.
Værelset stank af mus. Der var kun lige plads til en seng i rummet, som ikke havde vinduer, men kun rå betonvægge og betongulv. Sengen rummede 5-6 muselugtende tæpper og nogle uvaskede lagner, så jeg skyndte mig at finde min sovepose frem i stedet. Badeværelset var rå beton og meget primitivt. Selvom prisen var lav (14 kr), var det bestemt i overkanten.
Jeg sov dog ok, nok mest pga af træthed efter den lange transport. Ruten fra Managua til Bluefields var faktisk kun 365 km, men alligevel tog det 8 timer i bus og 6 timer på båden, det siger vist alt om vejens tilstand.

Sejlturen

Næste morgen gik vi ned til havnen kl. 5 om morgenen. Her var jeg rigtig glad for at følges med min nye rejseven, for på vejen mødte vi adskillige fulde sorte sømænd, som så meget skumle ud. Fra havnen sejlede vi med en lille båd ud til The Bluff, som var en lille ø, hvorfra færgen ville afgå.
Af en eller anden grund sejlede færgen ikke, og i stedet fik vi mulighed for at komme med et skib, som sejlede med varer. Kaptajnen tog dog ulovligt passagerer med for at tjene flere penge, men det betød at der ikke var faciliteter, toilettet var spæret og, der var ingen steder, man kunne sidde. Vi var omkring 10 passagerer på færgen, og en af dem blev straks hyret til at lave mad til kaptajnen.
Den første time gik det fint, men så kom vi ud i åbent hav, hvor bølgerne blev større og større og vinden kraftigere. Varerne, som båden havde med, blev kastet rundt, en bil som var blevet placeret på dækket flyttede sig sidelæns. Nogle kvinder med børn lå nede i kaptajnens soveværelse og bad til Gud, mens de ind i mellem styrtede ud på dækket og kastede op. Kokken forlod gryderetten i det ildelugtende køkken og lagde sig ud på dækket, hvor han lå i flere timer, mens han blev gennemblødt af bølgerne.
Jeg havde taget søsygepiller, men det forhindrede mig ikke i at have kvalme, dog ikke nær som slemt som de andre. Jeg gav de lokale søsygepiller, men de kastede dem bare op igen og jamrede videre. Kaptajnen tog det hele meget roligt, men jeg var bestemt ikke tryg ved situationen og forbandede mig selv for at være havnet på et skib uden ordentlige sikkerhedsforanstaltninger. Til tider var jeg sikker på, at vi ville gå under, og det var ikke sjovt at høre på kvinderne under dæk, som græd og skreg på Gud.
Da vi endelig kunne se land var jeg utrolig lettet og da jeg efter 6 timer, men føltes som en evighed, stod på fast grund var jeg klar til at kysse jorden.

Corn Islands – Islas de Maiz

Prøvelserne var dog ikke ovre endnu. Da jeg besluttede at tage til Det Caribiske hav, var det hvide strande, palmer og turkis hav jeg så for mit indre blik, men der var nu ikke meget caribisk bounty-reklame over Corn Islands, da jeg ankom. Stormen vi havde sejlet igennem havde også ramt øen, og gjort det umuligt at nyde strandlivet. De palmer der ikke var knækket i orkan Mitch, svajede meget, det regnede kraftigt, og havet blev presset op mod kysten. Den ene morgen opdagede vi, at hele vejen foran pensionatet, hvor jeg boede, var blevet oversvømmet i nattens løb, for drivtømmeret lå overalt. Folk stod i regnen og forsøgte at sømme bliktagene bedre fast på husene, og nogle strandede, fordi færgen mellem de to øer ikke kunne sejle. Jeg mødte dog en masse søde mennesker, og vi fik tiden til at gå med at spille spil og bade, selvom det regnede. Vi fik også spist en masse lækker fisk og drukket en del rom.
På Corn Island var befolkningen overvejende afro-caribisk og hovedsproget var engelsk, fordi øerne oprindelig blev koloniseret af briterne. Faktisk blev mange irriterede, hvis jeg kom til at tale spansk til dem. Jeg boede på Big Corn Island, den mindst besøgte af øerne. Jeg fik et værelse (120 C – 84 kr) på pensionatet Casa Blanca, som var ejet og drevet af en venlig og stor sort kvinde med papillotter i håret. Huset lå lige ved stranden, og det var dejligt at falde i søvn til bølgerne, der slog mod kysten. Prisen taget i betragtning, var faciliteterne primitive, bl.a. med das uden træk og slip, men derudover var det et dejligt sted at bo. På pensionatet var der aldrig strøm fra midnat til kl. 14, hvilket også var tilfældet mange andre steder på øen.
Efter tre dage havde jeg ikke længere mere tørt tøj og da  fornøjelsen ved at strandture i regnen var aftaget, besluttede jeg mig for at tage fra øen.
Jeg var fast besluttet på ikke at tage samme vej tilbage igen, og sammen med et par svenske piger købte jeg billet til et fly. Jeg var dog heller ikke så tryg ved flyene, da det var ganske små propelfly med plads til 14 passagerer. Turen tilbage til Managua gik dog fint, det tog kun 1½ time og kostede omkring 500 kr. Noget hurtigere, ikke så nervepirrende, mere komfortabelt, men ikke så spændende at berette om.
Underligt nok kunne jeg frit tage bagagen med om bord på flyet, men ved ankomsten til Mangua skulle den gennemlyses.

León

Fra Managua tog jeg bussen videre til León, som var Nicaraguas hovedstad indtil 1858 og nu landets 2. største by. Ligesom Granada er det en gammel koloniby, hvis smalle gader, røde tegltage, små lave farvede huse og bygninger i pittoresk forfald tilsammen danner en charmerende og stemningsfuld by.
Jeg nød at se solen igen og gå rundt i de hyggelige gader og beundre de flotte gamle bygninger. Jeg var heldig at være til stede d. 7. december, som er Dia de la Concepcion, hvor Jomfru Marias undfangelse blev fejret og byen fyldt op af tilrejsende. Hele dagen blev der fyret raketter af, og kl. 24 var det som om hele byen eksploderede i et kæmpe fyrværkeri.
Byen har utrolig mange katedraler fra kolonitiden, deriblandt en kæmpestor katedral som er flot udsmykket.
Jeg boede på hostel La Posada del Doctor (65 C – 45 kr/dorm), hvilket var et hyggeligt sted med en dejlig gårdhave.

León Viejo og Momotombo

Fra León tog jeg til León Viejo, som betyder Gamle León. Denne by blev ødelagt af et jordskælv og et vulkanudbrud i 1609, og byen blev derefter genopbygget, hvor León ligger i dag. Selvom der kun er 32 km, var det lidt besværligt at komme dertil. Først tog jeg bussen  til byen La Paz Centro, hvor jeg efter længere ventetid kom med bussen til León Viejo. Vejen var ok de første 500 m, hvor den var belagt med brosten, men så var de ikke nået længere i vejarbejdet, end til at læsse grus af i en masse bunker på jordvejen, og dem måtte bussen så køre slalom imellem. Derfor tog den støvede tur næsten en time, før jeg kom til Puerto Momotombo, hvor ruinerne af León Viejo befinder sig.
Puerto Momotombo lå ved bredden af søen Lago Managua, og udsigten over søen var fantastisk flot og domineret af vulkanen Momotombo. Landsbyen var et dejligt sted med små lerhuse, jordveje og frodige grønne marker, og det var helt sikkert besværet værd at tage dertil.

Matagalpa

Det sidste sted jeg var i Nicaragua var i Matagalpa, som lå i bjergene i 700 meters højde. Klimaet var derfor køligere, end det jeg tidligere havde oplevet, og jeg havde derfor sko på for anden gang, siden jeg forlod Ecuador mere end en måned tidligere. Jeg var også nødt til at sove med min sovepose for at holde varmen på hotellet.

Turen til Matagalpa foregik med en bus, som havde intet mindre end to punkteringer, som det tog dem noget tid at skifte. Området var et af dem i Nicaragua, der blev hårdest ramt af Orkan Mitch i 1999. Mange huse skyllede væk fordi floderne oversvømmede området.. Fra bussen kunne jeg se, hvordan forskellige lande havde hjulpet med til genopbygningen. Mange af de lidt kedelige betonbygninger bar nemlig navnene på de NGO’ere og lande, der havde sponsoreret dem. Danida var også repræsenteret. De fleste mennesker i Mellemamerika har ikke toilet i huset, men i et lille skur ved siden af huset. Disse toiletskure i beton var der også sponsoreret en masse af, hvilke helt sikkert var med til at hæve hygiejneforholdene.

Selve byen var ikke så spændende og charmerende som León og Granada, og der var da heller ikke ret mange turister. Jeg var dog glad for at være i byen, der var stille og roligt, og folk var meget venlige. Det omkringliggende bjerglandskab var flot og frodigt.

Jeg boede på  et lille Hotel, som hed El Mirador (40C – 28 kr) en blok sydvest for Parque San José. Navnet betyder udsigten, og der var da også en flot udsigt over bjergene fra hotellet. Her var vandforsyningen, som så mange andre steder, sporadisk, hvilket betød, at der på badeværelserne var opstillet store vandtønder. Herfra kunne man så tage en spand vand til toiletskyld eller til at bade i. Når man har prøvet det nogle gange, er det ikke så slemt, og efter noget tid reflekterede jeg ikke længere over det.

Landbruget i området fokuserede på kaffedyrkning, og jeg tog ud til en af kaffefarmene i området. Farmen hed Selva Negra, og lå 10 km fra Matagalpa. Fra landevejen var der et par km ned til farmen og gåturen var utrolig flot af en fyrretræsallé med kaffemarker på begge sider. Farmen var ejet af nogle tyskere og økologisk. På stedet var der en restaurant, hvor jeg straks fik en fantastisk god kop kaffe. Derudover var der forskellige overnatningsmuligheder med både hytter og sovesale. Efter den gode kop kaffe fik jeg udleveret et kort over området, og jeg gik en tur i bjergene omkring farmen. Undervejs kom jeg forbi mange af de bygninger, som var lavet til arbejderne, der var forskellige beboelseshuse, en lille kirke og et medicinudsalg.

Det var tydeligt, at der ikke blev anvendt maskiner til kaffehøsten, for kaffebuskene groede op og ned af de stejle bakker og ind i mellem store træer. Landskabet var flot og bølgende, og der var flere små søer i området.

Vandreturen i området var flot og temperaturen god. Det var lidt svært at følge kortet, eftersom der var flere stier i skoven, end der var på kortet. Jeg blev ekstra påpasselig med at bruge kortet, da jeg kom til en sti, hvor et lille skilt fortalte, at den var navngivet efter to turister, der var faret vild i området og derfor havde måttet overnatte i skoven.

At landet producerer kaffe kan man se mange steder i landet, hvor de høstede bønner hver morgen lægges ud til tørre i solen på store cementflader.

 

Rejsen til Honduras

Fra Matagalpa gik turen videre til Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras. Før jeg kom så langt, måtte jeg dog med det største antal transportmidler, jeg til dags dato har benyttet på en dag. Nemlig seks busser og en taxi, og det til trods for at afstanden kun er godt 300 km. De mange skift betød også at turen tog hele dagen, men det var interessant at iagtage landskabet, hvor der var marker med majs, ris, kvæg, korn og kaffe. Grænsekrydsningen foregik hurtigt og uden problemer.
For interesserede var ruten: Matagalpa – Esteli – Ocotal – Los Manos (grænseovergang) – El Paraiso – Danli – Tegucigalpa

Generelt

Nicaragua er et land, som overraskede mig meget. Jeg kendte ikke så meget til landet inden, ud over at det var fattigt. Jeg vidste dog ikke, at landet ville have så meget at byde på, både med hensyn til smukke landskaber og venlige folk.

Landet og befolkningen har lidt meget i borgerkrige og naturkatastrofer, senest var det orkanen Mitch der ødelagde en stor del på den caribiske side. Det er som om landet aldrig får lov til at komme ovenpå, men alligevel er folk venlige og glade.

Det var til tider et noget ustruktureret land at rejse i, men med lidt velvilje og lidt spanskkundskaber kommer man langt.  I Nicaragua kommer man meget hurtigt ‘off the beaten track’, så hvis man vil prøve noget anderledes, er der oplagte muligheder her.

 

Skriv et svar