Luxor, Egypten

Luxor Templet

Luxor Templet

Hvor tit oplever man at køre hjemmefra i tåge, i snevejr i Tyskland for derefter at flyve over de snedækkede Alper, albanske bjerge, græske øer og Saharas mægtige ørken, for til sidst at lande i en grøn stribe langs Nilen.
Sådan startede turen til Egypten.

Efter at have bygget hus i halvandet år, hvor vi derfor ikke havde været ude at rejse, besluttede vi os for at tage på vinterferie i 2009, både for at opleve noget andet, slappe og nyde solen.

Derfor kørte vi midt om natten til Hamborg Lufthavn, hvorfra vi med Condor fløj via München til Luxor i Egypten

Luxor

Luxor templet

Fra vores hotel var der udsigt til sfinks alleen som førte op til Luxor templet. Dette tempel var også et af de første steder vi besøgte i byen. Sfinkserne ligger med få meters mellemrum med deres løveagtige kroppe og menneskehoveder på hver sin side af alleen, som oprindelig var 2,6 km og førte hele vejen til Karnak templet. Ved indgangen til Luxor templet måtte vi lægge nakken tilbage for at beundre den 25 meter høje obelisk med hieroglyffer og andre tegn og figurer. Engang stod der en tilsvarende obelisk ved siden af, men den blev foræret til Frankrig og står nu på Concordepladsen i Paris.
Herefter fulgte en åben gård med flotte statuer af Ramses, og bagved blev vi forbløffede over gange og gårde med gigantiske og imponerende søjler. Overalt var der udsmykninger med guderne i kamp eller ved festlige lejligheder.

Mætte af indtryk og sultne i maverne fandt vi en lille lokal cafe og spiste oliedryppende friskstegte falafler og drak en kop kaffe.

Herefter var vi klar igen og gik ad af trappen til mumie museet. Her så vi alle slags mumier; mennesker med hud og hår og mange dyr som fx kat, krokodiller, fisk og et ben fra en ged. En lidt spøjs og finurlig oplevelse.

Karnak templerne

I Luxor ligger også Karnak templerne. Det var ikke svært at finde vej. Fra hotellet fulgte vi sfinks alleen. Ved Luxor templet var sfinkserne og alleen velbevaret, men forfaldet satte hurtigt ind jo længere væk vi kom. Mange steder stod kun soklerne tilbage, og selve alleen blev brugt til affald og fodboldspil. Grimme beboelsesblokke var bygget tæt på den historiske alle. Da vi havde gået et stykke tid, blev vi overhalet af en ung dreng, som kørte med en simpel æselkærre. Vi rakte tomlen ud for sjov, og sørme om han ikke stoppede og lod os kravle op bag på kærren. Han smilede over hele hovedet, og vi kørte af sted. Han var stolt, og lod som om han kørte en fin hestevogn, mens de lokale vinkede og lo til os. Det gik noget langsommere end forrige aftens hestevogn, men vi nød turen i det specielle køretøj. Vel fremme ved templerne takkede vi og stak ham nogle penge, og han fortsatte sin langsomme tur.

Ved indgangen til templerne blev vi mødt af en 40 meter høj og 110 meter bred mur, som var det første varsel om store forhold, der herskede i templerne. Bagved gemte sig store åbne gårde, søjlehaller, kapel, festtempel, kolossale pyloner, hvoraf en var ufærdig og en hellig sø, hvortil der engang var direkte vandtilførsel fra Nilen.

Luxor – oplevelser i byen

Overfor hotellet var et stort antal arbejdere ved at rive en bygning ned. De brugte en stor maskine til nedrivningen, men resten foregik med håndkraft, hvor mændene bankede stenene fri for mørtel, så de kunne anvendes igen. Stenene blev derefter båret hen og stakket på hestevogne, som tungt læssede kørte derfra. I den uge vi boede der, havde vi svært ved at se, at den store bunke sten blev mindre. Det var et støvet, hårdt og varmt arbejde.

Rundt omkring i byen var der mange hestevogne, eller kalesh som de hed. Hestevognene var overpyntede, skævhjulede og hestene så ikke alle ud til at have det godt. Konstant blev vi tilråbt og spurgt, om vi skulle med. Så lød det, fx “Kalesh, kalesh – egyptian ferrari”. Det var meget underholdende, men de sidste dage blev vi noget trætte af de mange tilbud.

Det samme gjorde sig gældende ved Nilen, her var det dog bare felukka, som var små både, der blev tilbudt. De havde også humor og råbte sjove ting for at tiltrække sig kunder. Nogle af de bemærkninger vi husker er: “Cheap price, maybe tomorrow or next year”, som faldt efter vi takkede nej tak. En anden sagde: “Do you know how much sunshine is on my boat?”

I gaden ved siden af hotellet blev der en aften afholdt en brullupsfest. Forberedelserne startede flere dage i forvejen, hvor gaden blev overdækket med farvestrålende tæpper, der blev ophængt kulørte lyskæder og sat en masse stole frem. Hele natten bragede musikken så løs, mens en masse mennesker festede.

Vi fik meget tid til at gå med at iagttage gadelivet. Der var altid mange mennesker og køretøjer overalt. De fleste mænd gik i traditionel klædedragt, som bestod af kjortel og turban. De havde ingen problemer med at cykle med kjortlen flagrende omkring sig. Mange af de handlende havde en frisk kommentar, fx en tæppesælger som råbte efter os: “I have a flying carpet” eller en anden som råbte efter Mads: “Hello, Mr Lucky”. Mange ønskede os også velkommen til byen.

Marked

Det lokale marked var et sted med mange forskellige varer, mange mennesker og lidt plads. Markedet var som i mange andre lande pakket med små boder, der side om side solgte fisk, tøj, grøntsager, plasticbaljer, frugt, brød, cykler og alle mulige dimser til hjemmet. Overalt var der et tæt menneskemylder, som blev endnu mere tæt, da der pludselig kom en kortege af hestevogne med turister ned gennem den smalle gade. Det virkede lidt malplaceret og anmassende, og det havde nok været en større oplevelse for dem at gå rundt og se på varerne.
Da vi havde set nok, valgte vi en sidevej ud og kom ud i et beboelseskvarter. Pludselig havde vi en hel horde af børn efter os, som tiggede penge og slik. Vi ville ikke give dem noget, for så ville der bare komme flere til. De ville ikke gå igen og de var meget påtrængende og det begyndte at være for meget. Samtidig havde vi svært ved at finde vej i de små gader. Heldigvis kom der en mand og gennede dem væk og viste os vej ned til Nilen. Der var dog også lige indlagt en omvej i en turistbazar, som han lige mente vi skulle se. Han kendte ejeren, men vi tog det ikke ilde op, for der var faktisk flotte ting i butikken.

 

Kongernes Dal – på cykeltur

Vi brugte to dage på at udforske området vest for Nilen. Første dag lejede vi cykler hos en mand lige udenfor hotellet. Ved Nilens bred kom vi lidt ufrivilligt om bord på en lille turistbåd, før vi fik set os om, tog de fat i vores cykler og bar dem om bord og efterfølgende forlangte de selvfølgelig drikkepenge for det. Nå, men båden sejlede os hurtigt til den anden side, hvor der straks var et par drenge, der løftede cyklerne op igen og slæbte dem op af landgangsbroen.

Efter at have provianteret appelsiner og bananer i en lille butik med utrolig store grøntsager, cyklede vi af sted. Først kom vi gennem det grønne bælte, som strækker sig langs Nilen. Her så vi folk, der arbejdede i markerne, hvor de dyrkede grønt til dyrene, sukkerrør og korn. Vi overhalede adskillige æselvogne, og mange råbte og hilste på os, mens vi cyklede af sted i adstadigt tempo på de gamle cykler.

Første historiske monument var Memnon-Kolosserne, som engang flankerede indgangen til et dødetempel, som Nilens årlige oversvømmelser for længst har bortvasket. Nu står de alene tilbage på den tørre jord ved siden af vejen til Kongernes Dal.

Vejen gik svagt opad gennem den efterhånden golde ørken, hvor vi så templer og gravhuler i bjergene undervejs. Efter omkring 10 km ankom vi til Kongernes Dal, hvor et lille turisttog fragtede os det sidste stykke op til faraoernes gravsteder.

Vi havde på forhånd valgt hvilke gravsteder vi ville besøge, men flere af dem var lukkede, så vi måtte revidere planerne. Det første gravsted blev derfor Tutmose III, hvor vi gik ned af en smal trappe, som førte os dybt ned i bjerget til kammeret, som var flot dekoreret. Der var dog også meget varmt og indelukket.

Derefter så vi Ramses V/VI´s grav. Vi slap for at betale ekstra og få et klip i billetten, da gravvogteren hørte, at vi var uden guide. En lang, bred og meget flot udsmykket gang førte ned til gravkammeret, hvor der stod en sarkofag.

Til sidst så vi gravene for Ramses I og Ramses IV. Begge var meget flotte og den ene havde en kæmpe granitsarkofag, hvor granitten var transporteret hele vejen fra Aswan.

I området var der også en udgravning, hvor mange mænd gravede og slæbte sandet væk på skuldrene i baljer, som lignede de var lavet af bildæk.

 

Tilbage ved cyklerne, hvor vagterne havde lagt pap på sadlerne for at beskytte dem mod solen, opdagede vi, at den ene var punkteret. Vi var nødt til at cykle på den alligevel, og det gik heldigvis ned af bakke næsten hele vejen.

Derefter cyklede vi til Hatshepsuts Døde-tempel, som består af et tempel i flere etager delvist hugget ud af klippesiden. Udsigten fra det imponerende værk var fantastisk. Herfra kunne vi se ud over Nildalens paradoksale modsætninger med det frodige grønne bælte midt i den tørre ørken.

Undervejs tilbage til Nilen, stoppede vi ved en lille og meget lokal butik for at få lidt forfriskninger i varmen. Her var ingen turister og vi faldt i snak med butiksejeren og en advokat fra Luxor, der var engelsk gift. Vi blev budt på the og ostemaddere og havde en hyggelig tid i skyggen.

Vi sejlede med lokalfærgen tilbage til Luxor og spiste lækker aftensmad i den sydlige del af byen, hvorefter vi ræsede tilbage til hotellet i superhurtig kalesh (hestevogn), som overhalede alle de andre med sin vilde kørsel.

Dronningernes Dal, Habu templet og Deir el Medina – på cykeltur

Til den anden cykeltur på vestbredden af Nilen lejede vi cykler derovre, det viste sig at være både nemmere og billigere. Første stop på turen var Habu templet, hvor vi endnu engang blev mødt af store pyloner, søjler og store åbne gårde. Templet var ikke nær så velbesøgt som templerne i Luxor og Karnak, og det var rart at have det lidt mere for sig selv og nyde det storslåede bygningsværk.

Herefter cyklede vi til Dronningernes Dal, hvor der trods navnet, også er begravet andre end dronninger. Der var meget mere stille end i kongernes dal. Selvom der er næsten 100 grave på stedet, var der kun 3 af dem der var åbne. Vi kunne dog se de mange huller rundt omkring, som ledte ned til de mange grave. Udsmykningerne i gravene, vi besøgte, var utrolig flot bevarede og restaurerede.

Det sidste stop på cykelturen blev i Deir el Medina, som var en gammel arbejderlandsby. Her kunne vi se fundamenterne efter en del huse. Her boede de arbejdere, som udhuggede og dekorerede gravstederne i Kongernes Dal. Arbejderne lavede også fine gravsteder til sig selv, og vi kom ned i en af disse. Her begyndte vi at løbe tør for småpenge, og vagterne blev lidt gnavne, da vi ikke kunne give dem ret meget i drikkepenge for den rundvisning, man åbenbart ikke kan blive fri for. Småpenge havde vi meget tit brug for, for der var mange, der forventede drikkepenge for alt mulig hjælp.

Nilen

Hver dag kom vi tæt på Nilen og kunne forundres over den store forskel, der var på de kæmpestore luxuriøse cruiseskibe og de mere simple etageejendomme, egypterne boede i. Skibene fyldte op langs hele flodbredden og lå 3-4 ved siden af hinanden, således at man skulle gå igennem skibene for at komme ud til de yderste. Hver aften sejlede de af sted, og næste morgen lå der nye skibe, som spyttede nye turister ud til sightseeing.

En af dagene, hvor den varme sol var afløst af en kold blæst, gik vi en tur på den anden side af Nilen. Vi fandt først en lille restaurant på en tagterrasse, hvor vi spiste frokost, og tjeneren viste os et temmelig let gennemskueligt korttrick. Vi kom hurtigt udenfor den lille by og fulgte grusvejen langs Nilen. For enden gik vi ned til et stort nyanlagt pumpeanlæg. Arbejderne på stedet fortalte os, at det skulle forsyne beboerne på den side af floden med drikkevand fra Nilen. De syntes vist, at det var lidt underligt, at vi kom forbi og kiggede ind, og en af dem tog et billede af os, mens han sad gemt i et simpelt skur af blikplader.

Gadeliv

Hotel Queens Valley

Vi boede på Queens Valley Hotel, som var en del af en pakkerejse. Hotellet blev valgt, fordi det lå centralt i Luxor, tæt ved templet og Nilen. Hotellet er tre-stjernet og ret billigt og kvaliteten var derefter. Da vi kom ind på værelset bemærkede vi først håndklæderne, der kunstfærdigt var foldet til slanger og derefter en kvalmende lugt af ferskenspray. Lugten forsvandt dog nogenlunde, da vi pillede et tykt, fedtet og langhåret tæppe af sengen og gemte det i et skab. Herefter fandt vi rengøringskonen og forbød hende at spraye vores værelse.
Vi havde en fin udsigt fra værelset til Luxor templet, Nilen og et travlt og larmende gadekryds nedenfor, hvor hestevogne, minibusser, cykler og gående konstant var i vejen for hinanden. Det var dog interessant og underholdende at holde øje med den livlige trafik udenfor. Fra hotellet hørte vi ikke så meget. Hotellets egen hjemmeside viser et hotel i 7 etager, men virkeligheden var, at de øverste 3 etager ikke var færdige og at der heller ikke blev bygget der. De ventede nok på at der blev råd eller behov for flere værelser.
På taget var der en tagterrasse med en pool og en ynkelig bar. Vi benyttede ikke poolen, men vi sad på terrassen og nød udsigten over byen.
Morgenmaden var ikke særlig god. Der var mange gæster og tjenerne havde meget travlt, og der stod derfor konstant rester tilbage på bordene, som man blev nødt til at fjerne for at få plads. Vi fik hver morgen serveret en tallerken med et æg, som havde kogt så længe, at det var helt grønt, ost, syltetøj og et par tørre hvide boller, dertil neskaffe. Eftersom vi hos gadehandlerne havde set, hvordan brødet stod i store poser og de handlende berørte dem alle for at finde de mindst tørre, var det altid lidt spændende, om vi blev syge efter at have spist. Det skete nu slet ikke.
På hotellet boede der mange grupper af arabiske turister, som var på ferie. Det var lidt spændende, at det ikke kun var vestlige turister, som man jo er vant til andre steder.

[Not a valid template]

Skriv et svar