Honduras

Tegucigalpa

Efter at have krydset grænsen fra Nicaragua og været med tre busser på hver side af grænsen og en enkelt taxi nåede jeg til Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras.

I bussen havde jeg mødt nogle andre backpackere, som jeg fulgtes med, hvilket var rart, da det var blevet mørkt, mens vi gik rundt for at finde et hotel. Vi havnede i et område med billige hoteller, faktisk var mange af dem af den type, som udlejede på timebasis, og da vi kom til at gå ind på en af dem, fik vi at vide, at man ikke kunne få et værelse for en hel nat.
Vi fik dog et par værelser på Hotel Fortuna (70L-42 kr/dobbelt). Hotellet var muligvis lidt bedre end de andre i nabolaget, men vi blev alligevel holdt vågne en stor del af natten, hvor kvinden i naboværelset viste sig at være en prostitueret, som havde en kunde i adskillige timer, hvilket medførte en del skrig, råb og til sidst slagsmål over betalingen. Hotellet indskrev sig også i hukommelsen, fordi der løb en kæmpe mus hen over gulvet i opholdsrummet, uden at de ansatte bekymrede sig om det.

På hotellet mødte vi en canadisk pige som arbejdede som frivillig blandt gadebørnene. Hun tog os med ud for at se byen. På rundturen kom der flere gange både gadebørn og unge bandemedlemmer hen og hilste på hende. Det var bestemt en anderledes sightseeing og specielt at få indblik i de sørgelige skæbner, der findes i enhver storby især i de fattigere lande som Honduras.

En anden speciel oplevelse i byen hændte, da jeg sad på et torv og slappede af. Pludselig og ud af det blå blev området som forvandlet. En masse politibiler med sirener begyndte at køre rundt i gaderne, de fleste af butikkerne og bankerne rullede gitteret ned og lukkede, bevæbnede vagter gik rundt og der var endda en helikopter, der cirklede rundt over hele området. Det viste sig, at der havde været et bankrøveri i nærheden. Jeg forstod ikke helt, hvorfor alle andre banker og butikker lukkede, man måtte da formode, at bankrøverne var flygtet langt væk fra gerningsstedet.

Selvom der var under to uger til juleaften, var der ikke meget julestemning i byen. Et par steder kunne man købe julekort og plasticjuletræer med glimmer, og en enkel gang så jeg endda selveste julemanden gå rundt i den bagende hede.

Fra Tegucigalpa tog jeg bussen hele den lange vej til Santa Rosa de Copán i den vestlige del af landet.

 

Santa Rosa de Copán

Byen må ikke forveksles med den noget mere kendte og velbesøgte Copán som ligger i nærheden. Santa Rosa de Copán ligger i et kuperet landskab, og der er en del bakker og stejle gader i byen. Den største attraktion er tobaksdyrkning og cigarproduktion. Jeg fik dog desværre ikke en rundtur på cigarfabrikken, da de ikke havde ture, mens jeg var der.
I stedet gik jeg rundt i byen og nød den rolige stemning. Mange af gaderne var belagt med grove sten, men de var så stejle og fulde af huller, at de faktisk ikke var velegnede til bilkørsel. De var ved at grave en del af gaderne op med håndkraft, så noget blev da gjort. Mange steder stod der heste bundet foran husene, og de blev også brugt til at slæbe brænde ind til byen fra nåleskovene rundt om byen.

Jeg boede på Hospedaje Calle Real (35L-21 kr/enkelt).

Copán

Derefter tog jeg lidt længere vest på, til Copán, en utrolig populær turistby. Byen er berømt pga. de maya-ruiner, der er i området. De mange turister betød, at det var svært at gå i fred for sælgere, og der var mange souvenirbutikker. Der var dog også madboderne, hvor de lokale og backpackerne kunne få et billigt måltid mad. Byen var ikke ret stor, og gaderne var brostensbelagte. Kirken var et flot syn om aftenen, da den var pyntet op til jul med lyskæder.

Da maya-ruinerne blev genopdaget i 1800-tallet, var de overgroet af den omkringliggende skov. Siden er skoven blevet ryddet og ruinerne restaureret. Området består af pyramider, templer, stelaer og en boldbane. Det hele var utroligt flot udsmykket med udhuggede hieroglyffer og billeder. Områdets mest fantastiske konstruktion er Den Hieroglyfiske Trappe, som består af over 1200 udhuggede sten, som hver er en hieroglyf. Det er først i disse år at man er begyndt at kunne tyde dem. De fortæller om Mayaernes konger og historie.

Selvom ruinerne er blevet restaureret, så ser templerne stadig ikke ud, som de gjorde i maya-tiden, da var de nemlig malede i stærke farver. Et eksempel på dette kan man se på Museum of Mayan Sculpture, som ligger ved besøgscenteret. Her har man opført en nøjagtig kopi af Rosalila templet, som man fandt under et andet tempel. Malingen og udskæringerne var stadig intakte takket være beskyttelsen fra det øvre tempel.

Jeg ankom til stedet tidlig om morgenen, hvor turistbusserne endnu ikke var ankommet, og jeg kunne derfor nyde stilheden, som kun blev brudt af de mange fugle, der sang. Vagterne på stedet kedede sig bravt  og fortalte gerne om de forskellige ruiner. En af dem viste mig endda en grav, som endnu ikke var åben for publikum. Der foregik stadig en del udgravninger på stedet, og man fandt hele tiden nye templer under de gamle, så stedet vil helt sikkert udvikle sig.

Ved ruinerne er der også en natursti gennem skoven, her kom jeg forbi et par ruiner mellem træerne og så et par egern.

Efter at have set Copan ruinerne gik jeg ud til Las Sepulturas, som er ruinerne efter et beboelsesområde fra maya-tiden. På vej tilbage til byen fik jeg et lift bag på en pickup af en familie, som i forvejen havde deres fire børn og noget brænde bag på ladet.

En af dagene gik jeg ud til en gård, som hed Hacienda San Lucas. Vejen dertil var meget mudret eftersom det regnede, og jeg kom forbi mange marker med tobaksplanter, majs og tomater, hvor der gik folk og arbejdede.

Jeg mødte også adskillige kvinder og børn der slæbte brænde. På gården blev jeg vist hen til Los Sapos, som betyder tudserne. I klipperne var der udhugget forskellige dyr, bl.a. tudser, som var et frugtbarhedssymbol for mayaerne.
Fra Copan tog jeg også på dagstur til Agua Caliente (varme kilder) med en tysker, jeg havde mødt på hotellet. Turudbyderne ville have 200 kr for turen, men vi ville selv finde derud. På vej ud af byen mødte vi en pick-up bil, og det viste sig, at de skulle samme vej. Bilen var indrettet til persontransport. De havde sat sider på ladet og bænke ind, og snart sad vi tæt sammen med en masse lokale, som havde alle deres indkøb i sække, som fyldte resten af ladet op. Turen var utrolig flot, vi kørte langsomt op gennem bjergene og kom forbi små hytter og en masse appelsintræer. Efter 1 time havde vi tilbagelagt de 22 km, og vi blev sat af.

Ved de varme kilder boede en familie, som tog entre for at man kunne bade i floden ved deres hus. Vi fik først vist, hvor de varme kilder kom ud et stykke oppe på bjergsiden, og herefter gik vi ned til floden, hvori det varme vand løb ud. Familien havde bygget en række små pools af sten i floden, og heri blev det varme vand opsamlet, samtidig med at det kolde flodvand strømmede igennem og gjorde det muligt at sidde der uden at blive forbrændt. Snart sad vi i vandet med hver vores kolde øl og nød at se på de flotte grønne bjerge, der rejste sig over os mens vandet dampede.

På vej tilbage til byen igen med endnu en pick-up blev vi sat af på en bakke udenfor byen for at nyde udsigten. Snart kom nogle børn hen for at snakke med os, og vi endte med at blive seværdighederne, da vi begyndte at lege med dem. De voksne kom ud af husene, for at se på de skøre gringoer der hoppede i sjippetov med deres børn.

I Copán boede jeg på Hospedaje Los Gemelos (100L-62kr/dobbelt). Værelserne lå rundt om en hyggelig lille gårdhave, hvor backpackere mødtes og udvekslede erfaringer.

Toiletter og bad

Toiletterne i Latinamerika er et kapitel værd. Mest fordi det er en ting vi i vesten tager for givet, men i Latinamerika kommer man til at tænke over hvordan de fungerer og hvordan man bruger dem. Toiletterne ligner vores, men forskellen er at alle steder skal man smide det brugte toiletpapir i en spand ved siden af toilettet, for kloakeringen kan ikke klare papiret. Først virker det lidt ulækkert og uhygiejnisk, men de er ret gode til at tømme dem ofte og brænde indholdet af, for der lugtede meget sjældent, selvom der var så varmt. Mange steder var der dog også problemer med vandet. Vandforsyningen var ofte uregelmæssig, og nogle toiletters træk-og-slip-funktion virkede ikke, så mange mennesker fyldte store olietønder med vand, og derfra skulle man så tage en spandfuld og hælde i toilettet i de perioder der ikke var vand. Dette oplevede jeg på mange offentlige toiletter, på hostels og på restauranter. Faktisk findes der ikke ret mange offentlige toiletter, man er ofte nødt til at låne et i restauranter o. lign. Desuden oplevede jeg et sted jeg boede, at vandet til badning også stod i en stor olietønde, og derfra skulle man så tage en lille skål og overhælde sig selv med vand, en besværlig og tidskrævende affære.

Tela

Fra Copán tog jeg videre mod nordøst, til det caribiske hav. I San Pedro Sula skiftede jeg bus og ankom om eftermiddagen til Tela, hvor jeg blev nødt til at overnatte, før turen gik videre. Hele dagen havde det regnet, og ved kysten må det have regnet i flere dage, for noget af området var oversvømmet. Heldigvis stod husene på pæle, så det betød ikke så meget. Stranden var dog utrolig ulækker, dækket af skrald og en del af husene var i meget dårlig forfatning.
I Tela fandt jeg et hotel, som hed Boarding House Sara (35 L-22kr/enkelt) og lå lige ud til kysten. Det var en ret speciel bygning bygget udelukkende i træ. Det var i flere etager i forskudte niveauer med små snoede gange og trapper rundt omkring.
Fra Tela tog jeg til La Ceiba, hvorfra jeg sejlede til Roatan.

Roatan

Jeg ankom til Roatan et par dage før jul. Sejturen tog et par timer og var noget mere rolig end turen til Corn Island i Nicaragua. Det var kun køen til båden, der ikke var fredelig. Folk skubbede og masede for at komme ombord med alle deres pakkenelliker. På båden mødte jeg en dansker, som jeg fulgtes sammen med til den lille by West End, hvor de fleste hoteller lå.

Roatan er en af Bay-øerne i det Caribiske Hav. Øen blev ramt voldsomt af Orkan Mitch i 1999, og rundt omkring så jeg de knækkede palmer ved strandene. Ved Bay-øerne ligger et stort koralrev, hvor der er gode muligheder for dykning, som sammen med de kridhvide strande tiltrækker mange turister. Befolkningen er som på Corn Island overvejende efterkommere af afrikanske slaver, og de taler engelsk. Derudover er der en del fastboende udlændinge, hvilket sammen med de mange turister medvirker til en meget international stemning, som ikke er som andre steder i Honduras.

Det regnede en del, da jeg var på øen, men det var alligevel muligt at nyde de flotte strande. Maden var i særklasse. Hver aften fik vi friskfanget fisk. Mange steder havde en stor tavle med dagens fisk og antallet af dem. Når man havde bestilt en blev antallet på tavlen justeret og fisken lagt på grillen.

Vi boede på Valerie´s hostel, som var ejet af en smilende og venlig irsk kvinde. Hotellet var et finurligt bygningsværk. Det bestod af adskillige bygninger og skurvogne som var bundet sammen af gangbroer og en del trapper. Alt var i forskudte etager og rundt omkring var der små områder, hvor man kunne sidde.

Her fejrede vi juleaften. Ejeren Valery tog initiativ til en julemiddag, som vi alle hjalp hinanden med at lave i det store fælleskøkken. Middagen bestod af kalkun, kartoffelsalat, rissalat med rejer, rødbeder, salat, brød og en chokoladekage til dessert. Nogle af Valeries venner dukkede også op, og aftenen blev meget festlig, med folk der spillede guitar, fløjte og tromme mens folk sang med og drak rom. Stemningen var utrolig god, og det var en hyggelig og mindeværdig aften i et meget internationalt selskab.

Selv to canadiere, som jeg mødte, var i godt humør. De havde ellers mistet alle deres ejendele, som de havde været ved at få transporteret til Roatan, hvor de ville bosætte sig. Båden var kæntret lige ude foran havnen i La Ceiba, og vi så den faktisk da vi sejlede til Roatan.

Dagen efter juleaften var der flere af restauranter, der havde udsolgt af øl, så det må have været en hård omgang.

Fra Roatan ville jeg videre til naboen Utila. Jeg forsøgte at finde en båd, der sejlede direkte mellem øerne, men det blæste for meget til at de små både kunne sejle, så jeg måtte tage båden tilbage til La Ceiba og derefter en anden båd til Utila.

 

Utila

Øen er meget velbesøgt at backpackere, som kommer der for at dykke. Jeg havde aftalt med en tysker, jeg tidligere havde mødt, at vi skulle mødes til nytår på Utila. Hele den ene side af øen er næsten plastret til med dykkersteder, og de havde aftalt en fast pris på $159 (1430kr) for et firedages kursus. Eftersom prisen lå fast konkurrerede de ved at tilbyde gratis fun-dives, gratis værelser m.m.
Jeg tog mit dykkersertifikat hos Underwater Vision, som havde et samarbejde med
Hotel Trudy´s (45kr/enkelt), hvor jeg boede.

Det regnede mange af dagene, men det betød ikke så meget, når så meget af tiden blev brugt under vandet eller i undervisningslokalet. Regnen gjorde dog, at det ikke var så interessant at opholde sig på stranden, og tiden gik mere med at tale med de andre på hotellet, læse og gå ture på øen.

Nytårsaften lavede vi mad på hotellet og senere besøgte vi forskellige barer ved stranden. Nogle af barerne havde et dæk ud over vandet og her dansede vi hele natten i den lune regnfulde nat.

Det var en fantastisk oplevelse at dykke. Tidligere havde jeg kun prøvet at snorkle, men det var en helt anden oplevelse at bevæge sig rundt blandt de mange flotte farvestrålende fisk. Jeg glemte næsten tid og sted, mens jeg bevægede mig rundt over det flotte koralrev.

 

Turen videre til Guatemala

Efter en veloverstået nytårsaften og dykkerkursus tog jeg videre til Guatemala, med en overnatning i San Pedro Sula og derefter via La Entrada og Copán hvor jeg havde været en gang før.

Honduras er et land meget lig Nicaragua, både når det gælder prisniveau, kultur, arkitektur og befolkningssammensætningen. Jeg besøgte ikke så mange steder i Honduras som i Nicaragua, fordi jeg prioriterede tiden til dykkerkurset.

Det var en speciel oplevelse at fejre jul i Latinamerika. Juleudsmykningen var næsten ikke eksisterende, og generelt virkede det ikke til at være så stor en begivenhed som i Danmark.

 

Skriv et svar