Guatemala

Rejsen rundt i Guatemala var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Fra Copán i Honduras kørte jeg med en pick-up-bil til grænsen, La Florida. Grænsekrydsningen var hurtigt overstået og indrejseskatten beløb sig til sølle 10 kr. Ved grænseovergangen måtte jeg vente på videre transport. Der var kun et par huse og en støvet vej. Jeg var tørstig og havde intet vand, så jeg drak en slurk fra en vandhane, velvidende, at man mange steder ikke kan drikke vandet. I Nicaragua var der dog ingen problemer, og jeg troede, at jeg havde vænnet mig til bakterierne, men det havde jeg ikke helt, skulle det vise sig senere.

Guatemala City

Fra grænsen kom jeg med en bus til Chiquimula og herfra videre til Guatemala City. Da jeg ankom, var klokken efterhånden blevet mange, og jeg havde været på farten i 12 timer med fire busser og en pick-up bil. Det var for sent til at finde transport videre til Antigua, som var målet. Jeg var derfor nødt til at overnatte i hovedstaden. Buschaufføren var bekymret og ikke meget for at lade mig tage alene fra busstationen og ud i byen, så han tilbød at følge mig over på et nærliggende hotel. Her overnattede mange af chaufførerne, før de skulle retur den efterfølgende dag. Hotellet var billigt, primitivt og meget larmende, og da jeg tilmed havde maveproblemer pga. vandet var det ikke den bedste nat på rejsen.

Næste morgen tog jeg bussen til den nærliggende by Antigua.

Antigua

Byen blev grundlagt af den spanske kolonimagt og var hovedstad i Guatemala fra 1543. Et stort jordskælv ramte byen i 1717 og ødelagde mere end 3000 bygninger. Endnu et stort jordskælv ramte byen i 1773, hvilket ødelagde størstedelen af byen, hvor der på daværende tidspunkt boede over 50.000 mennesker. Herefter blev det besluttet at flytte hovedstaden til den nuværende placering 40 km væk.

Byen var et flot eksempel på spansk arkitektur med utallige kirker, et universitet og mange kunstnere i byen. Selv mens byen var hovedstad blev den jævnlig ramt at små jordskælv, men bygningerne blev genopført igen og igen.

Efter at hovedstaden flyttede til nuværende Guatemala City forfaldt byen og mange skulpturer m.m. endte i Guatemala City. Først i 1970’erne begyndte man at forsøge at beskytte og genopbygge bygningerne. Ruinerne efter de store jordskæv præger stadig bybilledet, selvom der mange steder til stadighed restaureres og genopbygges. At byen ligger uheldigt blev yderligere bevist i 1976, hvor endnu et stort jordskælv betød store ødelæggelser.

Byen er erklæret verdensarv af Unesco World Heritage, pga. de mange imponerende eksempler på spansk koloni arkitektur. Syd for byen ligger Vulkan Agua, hvis flotte kegleform minder om de ustabile pladetektoniske forhold i området.

Antigua er en af de mest populære turistdestinationer i landet, og turismen betyder utrolig meget for økonomien. Rundt omkring i byen er der et hav af spanskskoler, souvenirsælgere, barer, restauranter og cafeer rettet mod turister. Jeg havde været en del i områder uden turister, og jeg synes derfor, at det var dejligt, at jeg kunne få en god kop kaffe, spise noget internationalt mad og ikke ris med bønner, tale med andre rejsende og endda få en massage.

Temperaturen var mærkbart lavere i byen, end de andre steder jeg tidligere havde været, for Antigua ligger 1500 m.o.h. Om natten havde jeg svært ved at holde varmen på hotellet, og selv om dagen var det køligt.
Heldigvis var der et godt marked, hvor der blev solgt vævede tæpper og andre flotte varer. Jeg købte straks en tyk uldtrøje, og den hjalp med at holde varmen.

Antigua var det første sted jeg besøgte i Guatemala, og jeg bemærkede straks den ændrede befolkningssammensætning i forhold til de andre lande, jeg havde rejst i. Der var tydeligvis mere indiansk end spansk blod i befolkningen, og de havde også bevaret kulturen, hvilket gav sig udtryk i de traditionelle tøjstile, lokale indianersprog og gamle mayatraditioner.

Jeg boede på Hotel Posada Ruiz No 2 (24Q – 30 kr/enkelt), som var et af de billigste i byen. Værelset var koldt, meget lille, uden vinduer eller udsmykning. Værelserne, de delte badeværelser og vaskebassiner lå rundt om en meget enkel gårdhave. Familien der ejede stedet holdt det hele rent og pænt, og hvis man ikke kræver den store komfort, er det et fint sted at bo og møde backpackere fra hele verden.

Panajachel

Fra Antigua til Panajachel tog jeg for en gang skyld en direkte turistbus. Blandt fordelene kan nævnes, at de kører fra centrum, tager den direkte vej uden at standse i alle de små landsbyer på vejen, og komforten er bedre, da busserne er nyere og ikke aflagte skolebusser.
På min rejse havde jeg været med utrolig mange lokalbusser, og jeg var på daværende tidspunkt lidt træt af transporttid. Jeg havde dog haft mange busture, som af både positive og negative årsager blev mindeværdige. Hvis jeg kun havde taget turistbusserne mellem turistdestinationerne, havde jeg ikke oplevet, hvordan de lokale kan slæbe alverdens dyr med i bussen, såsom får på taget og i bagagerummet og kamphaner, kyllinger, høns og katte i bussen. Jeg havde heller ikke oplevet, hvordan de straks faldt i søvn, selvom vejen var i ekstrem dårlig stand, og de sad med børn på skødet og i bylten på ryggen.
Bussen til Panajachel var fyldt med turister, og det var nok derfor, at den blev fulgt hele vejen af en motorcykelbetjent.

Panajachel er en af de mange små byer ved bredden af Lago Atitlán. Her er så mange turister, at byen bærer tilnavnet Gringotenango. Ud over turisterne var der også mange fastboende udlændinge i byen, som ejede mange hoteller, restauranter og cafeer. Desværre var der også et stort antal ihærdige og insisterende gadesælgere, mange af dem børn.

Da jeg ankom med bussen, blev jeg mødt at et fantastisk syn. Søens vand var spejlblankt, og de tre vulkaner, der ligger rundt om søen, spejlede sig deri. Alle steder var udsigten fantastisk med vulkaner i baggrunden. En af dagene tog jeg op til et mirador – udsigtspunkt på vejen til Solola, herfra kunne jeg se ud over byen, søen og vulkanerne.

Jeg overnattede på Hospedaje Eli’s (20Q – 25 kr/enkelt). Værelserne var indrettet hos en familie, og alle værelserne var forskellige. Mit værelse havde nogle meget tykke vægge af kampesten, og stor var min forundring, da væggene en dag begyndte at vibrere. Det tog lidt tid, før det gik op for mig, at det var et jordskælv, der fik hele huset til at give sig, for jeg havde ikke tidligere oplevet jordskælv.
Efterfølgende fandt jeg ud af, at jordskælvets styrke var 7,8, og epicentrum var ud for El Salvadors kyst, hvor næsten 1000 mennesker mistede livet, mange af dem i et stort mudderskred og 150.000 bygninger blev ødelagt i skælvet, der kunne mærkes fra Colombia til Mexico City. I Guatemala var der også dræbte, og nogle af kirkeruinerne i Antigua led yderligere skade.

San Pedro La Laguna

Fra Panajachel tog jeg en lille båd tværs over søen til San Pedro, hvor stemningen var helt anderledes. Byen ligger for foden af en stor vulkan, og området ved søens bred består af små stier mellem marker og små huse. Herfra går de stejlt op, og længere oppe ligger størstedelen af byen.
Jeg boede meget tæt ved søen og fandt det utroligt stemningsfuldt at gå rundt på de små stier, som snoede sig rundt om marker med majs og kaffe. Hist og her var der små primitive stenhuse og enkelte dyr. Rundt omkring lå kaffebønner til tørre i solen, og hver dag kunne man se kvinder, der vaskede tøj og sig selv i søen. Beboerne var iklædt traditionelt vævet tøj, og alt virkede meget autentisk og traditionelt.
Der var også turister i området og langt de fleste var backpackere, som nød den rolige stemning i området. Der var ingen dyre hoteller eller fine restauranter, kun simple hostels og billige restauranter.
Der var et marked, hvor frugt og grøntsager var utrolig billige. Avokadoer var meget populære, og jeg fik fortalt, at folk fra San Pedro blev kaldt estómago verdes (grønne maver), for avokado blev serveret i store mængder til alt.

Jeg boede på Hotel Ti-Kaaj (12Q – 15 kr/dobbelt). Igen et sted med utrolig enkle værelser og delte badeværelser. Værelsets standart betød dog ikke så meget, for jeg opholdt mig mest i haven, hvor hængekøjer indbød til afslapning i andre backpackeres selskab. En gang i mellem kom der nogle indianerkvinder forbi og solgte nybagte banankager, frugt og avokadoer. Det vakte altid lykke, og det var utroligt, at man kunne købe en hjemmebagt kage for et par kroner.

I nærheden lå et sted, hvor et amerikansk par havde nogle varme bade i haven, som man kunne benytte. Vandet blev opvarmet i nogle enormt lange sorte rør, som var rullet op som en spiral i solen, herfra blev det ledt ud i nogle små bassiner.
De solgte også friskbagt brød, og det benyttede jeg mig af hver morgen, hvor jeg spiste brød med avokado i hængekøjen, mens jeg nød livet.

 

Santiago Atitlán

En af dagene tog jeg en lille båd til en anden by, som hed Santiago. Turen var ikke ret lang, knap 10 km, men alligevel tog det 45 minutter. Det gjorde bestemt ikke noget, for så var der mulighed for at nyde den flotte udsigt. Vi sejlede tæt forbi Vulkan San Pedro, og jeg kunne se en masse majsmarker, som strakte sig langt op af vulkanens stejle sider.
På bådebroen blev vi straks mødt at en mand, som tilbød os en guidet tur til byens lokale maskot, Maximón.

Maximón er figur, som er en del af mayaernes tro. Figuren står i et privat hjem, og hvert år flyttes han til et nyt hjem under en procession. Her stilles han op i et rum, som pyntes flot og vogtes på skift af de lokale. Her kan man så besøge Maximón og ofre alkohol, penge og cigaretter for at sikre sig en god høst eller et godt helbred.
Da vi kom ind til Maximón var han iklædt farvestrålende tøj og havde en stor tændt cigar i munden. Han stod i et rigt udsmykket rum på et alter med blinkende lys og røgelse. Der var folk til stede, som ofrede rom og cigarer, men vi kunne nøjes med et par små pengesedler.
Det var spændende at overvære dette fænomen, og det var ikke den eneste gang jeg mødte mayaernes tro. Mange var endda katolikker og gik i kirke, hvor de ikke så noget underligt i at ofre alkohol ved at stænke det på alteret. De havde helt bestemt en anden tilgang til den katolske tro, end den man ser i Sydeuropa.

Chichicastenango

Busturen til Chichicastenango var hæsblæsende. Chaufføren kørte meget hurtigt på de små bjergveje med mange sving. Billetdrengen var adræt som en abe. Han gik ud af bussens bagdør, mens bussen kørte, og klatrede op på taget, så han var klar til at smide ting ned til folk i samme øjeblik bussen stoppede. Ud over den vilde bjergkørsel var turen flot. Vi kom forbi flere terasselandbrug, og der var steder, hvor de havde mursten af ler liggende til tørre i solen.

Chichicastenango kaldes også Santo Tomás eller Chichi for nemheds skyld. Mange stednavne i Guatemala ender på tenango, som betyder det samme som place of.

Chichi er ligesom Otavalo i Ecuador kendt for et overdådigt indianermarked. Jeg ankom dagen før det store marked, for da var priserne lavere, og der var tid til at prutte om prisen. Der var mange smukke vævede ting på markedet og alt var meget billigt.

Her blev brugt mange stærke farver til alle de vævede ting, og kvinderne gik med farvestrålende bluser, som i stil og farve tydeligt viste hvorfra i landet hun kom. De bar også et sammenfoldet klæde på hovedet, som både skyggede for den bagende sol, men også var praktisk, når de bar store kurve på hovedet.

Min guidebog havde kort nævnt, at der fandtes et idol, som hed Pascual Abaj på en bakke udenfor byen. Jeg gik derop for at se udsigten og få rørt mig. Jeg havde ikke forventet det syn, der mødte mig. På bakken var der flere indianerceremonier i gang. En del mennesker var forsamlet omkring det hellige sted, som bestod af en stenfigur og nogle kors. En kvinde og en lille pige sad på jorden, og de blev velsignet med stænk af alkohol og en masse ord.
Der blev også udført et ritual for to mænd. Shamanen tegnede først en cirkel på jorden, hvori der blev skrevet nogle tegn. Herefter blev der lagt røgelse ud i et sirligt mønster og ovenpå dette et stort antal stearinlys. Derpå blev der sat ild til det hele, mens shamanen læste nogle tekster op. Til sidst blev der ofret et par flasker alkohol, det blev først stænket ud over de hellige figurer, derefter rundt om bålet, og tilsidst blev der malet korsets tegn i panden på mændene med alkoholen.

En anden oplevelse, men knap så stor, var endnu et jordskælv. Det føltes ikke helt så kraftigt som det første, selv om ruderne klirrede meget. Dette jordskælv havde centrum i Chiapas i Mexico.

Jeg boede på Hotel El Telefono (35Q – 43 kr/enkelt).

Quetzaltenango / Xela

Fra Chichi tog jeg videre lidt højere op i bjergene til Quetzaltenango, en by som dagligt omtales som Xela.
Byen ligger 2300 m.o.h, og på busturen dertil kunne jeg tydelig se på vegetationen, at vi kom højere op, for grantræer og fyrretræer begyndte at dominere landskabet. Temperaturen faldt også drastisk, og det var temmelig koldt og fugtigt overalt, især om natten for hotellet var, som de fleste andre bygninger, ikke isoleret. Men det skulle dog vise sig senere i landet, at det kunne blive endnu koldere.

Om aftenen kom jeg forbi nogle kvinder i parken, som havde sat en lille bod op, hvor dampen stod op i den kolde luft fra de store gryder. Her købte jeg en kop arroz con leche, som var en meget populær drik/ret i Guatemala. Det var ris kogt i mælk, sukker og kanel, faktisk som en meget tynd risengrød, som man kunne drikke. Det smagte godt og gav varmen i kulden og var meget populært.

Fra Xela tog jeg til nogle varme kilder; Fuentes Georginas, langt oppe i bjergene. Først kørte jeg med bus til Zenil, hvorfra jeg sammen med nogle israelere tog en pick-up resten af de 8 km op til kilderne. Vi sad på ladet og turen var utrolig smuk. Vi kom forbi flere små marker med gulerødder, løg og salat, helt andre afgrøder end jeg tidligere havde set i landet. Der var så mange små marker at bjergsiderne lignede patchworktæpper.

De varme kilder lå utrolig malerisk. Det varme vand løb ned over klipperne og endte i en pool hugget ud i klipperne. Vandet var temmelig varmt, og herfra blev det ledt over i flere mindre pools, hvor vandtemperaturen efterhånden blev lavere. Det var utrolig afslappende at sidde i det varme vand og nyde den fantastiske udsigt. På begge sider rejste bjergene sig over os og var grønne og utrolig frodige. Luften var kold og dampen steg og gjorde stedet endnu mere mystisk og fortryllende.

Jeg overnattede på Hotel San Rafael (20Q – 35 kr/enkelt). Tidligere på turen havde jeg bl.a. sendt min sovepose hjem til Danmark. Det fortrød jeg bitterligt i højlandet, men mens jeg var i den tropiske hede, blev jeg træt af at slæbe på den, og derfor kom den ned i kassen til Danmark. På hotellet var det så koldt, at jeg sov med et lagen, to tæpper, et sengetæppe og min alpacajakke. Værelset var ret enkelt, men de fælles toiletter var beskidte, og den sidste nat forstyrrede en prostitueret nattesøvnen. De største kvaliteter ved hotellet var prisen og de flinke backpackere, jeg mødte der.

Nebaj

Fra Xela fortsatte jeg videre i bjergene. Turen til Nebaj foregik først med to busser og derefter med pick-up. På turen mødte jeg en israeler, som jeg fulgtes med i en uges tid. De sidste halvanden time til den isolerede landsby foregik bag på en pick-up, og det var den koldeste transport på hele rejsen. Luften blev koldere og mere fugtig, jo længere vi kom ind i bjergene, og til sidst lå skyerne så lavt, at vi kørte gennem dem. Det var bidende koldt, og vi var glade, da vi endelig blev sat af i Nebaj.

Vi fandt et lille hotel, hvor vi skyndte os at få endnu flere tæpper end den stak, der lå i værelset, for vi var klar over ,at det ville blive koldt om natten.

Chajul

Næste dag tog vi på udflugt til nogle af de små afsidesliggende landsbyer i bjergene. Først fik vi et lift af en lastbil sammen med en masse andre, som enten skulle på arbejde i markerne eller videre til andre byer.
Bilen satte os af i San Juan Coetzal, hvorfra vi gik af en grusvej til Chajul, en tur på knap 10 km. Landskabet undervejs var fantastisk flot, og de grønne frodige bjerge og den blå himmel dannede en flot ramme om gåturen, hvor vi ikke mødte trafik overhovedet. Undervejs kom vi forbi små hytter og landbrug. Vel fremme i Chajul blev vi mødt af et marked, hvor en masse mennesker var samlet for at købe og sælge forskellige varer primært til husholdningen. Kvinderne var alle iklædt traditionelt tøj, som bestod af vævede nederdele, broderede bluser og hovedbeklædninger med ponponer.
Nogle kvinder inviterede os ind i deres hus, hvor de forsøgte, at sælge os det tøj de lavede. De fortalte os, at det tog ugevis at brodere de flotte bluser, og at de normalt havde to-tre bluser, de skiftede i mellem. Det var også spændende at se huset de boede i, det var af lersten, som folk selv laver og tørrer i solen. Der var kun få, meget små vinduer, så huset var ret mørkt og bestemt ikke egnet til at sidde i og brodere.

Vi mødte ikke andre turister i byen, og at dømme efter den opmærksomhed vi fik, var det bestemt ikke tit, der kom besøg fra udlandet. Det var heller ikke så let at komme dertil, men det var helt bestemt anstrengelserne værd.

Da vi skulle tilbage til Nebaj igen, fandt vi en lastbil på torvet, som skulle dertil. Bilen var allerede fyldt godt op med folk, som havde været på markedet og derfor havde en del sække med. Vi fik dog plads ovenpå bylterne, og senere blev lastbilen fyldt endnu mere op af mennesker som vi samlede op på vejen.

Transportsystemet i området var specielt, for der var næsten ingen busser, og transport foregik ofte med lastbiler og pickups. De samlede en op, når man stod ved vejen og ventede. Så fik man plads på ladet sammen med en masse andre.Hvis man skulle af, bankede man på lastbilens tag, så stoppede den, og man kunne hoppe ud. Det var meget hyggeligt og utroligt billigt, men bestemt ikke særlig komfortabelt. Vi mødte dog en masse af de lokale indianere, og de fortalte os om deres liv og traditioner. Vi havde bemærket, at kvindernes vævede og broderede tøj var forskelligt, og vi fandt ud af, at det viste hvilken landsby, man kom fra. Faktisk kunne der være forskel på landsbyer, som kun lå 5 km fra hinanden. Folk i området talte også lokale maya-sprog, og vi opdagede at sprogene var så forskellige, at folk nogle gange havde svært ved at forstå hinanden. Vi mødte også folk i området, som ikke talte spansk, men kun den lokale dialekt. Da følte vi virkelig, at vi var kommet langt ud på landet, når folk ikke talte landets officielle sprog.

Coban

Efter Nebaj ville vi videre, hvilket selvfølgelig var lettere sagt end gjort, for vejen fra Nebaj og videre øst på til Coban gik for at være den værste i hele Guatemala. Vi kom dog dertil, efter at have været med først den daglige, og derfor totalt overfyldte bus til Sacapulas, derefter en pickup til Uspantan, og endnu en til Chaciman. Herfra fik vi et lift med en lastbil, hvor vi sad bag på ladet mens vi kørte af sted på en utrolig dårlig grusvej i bjergene, hvor de første 30 km tog 2 timer at tilbagelægge. Vi blev ret støvede, men det øde bjerglandskab vi kørte gennem var utrolig flot. Heldigvis blev vejen bedre fra San Christibal.  De i alt 70 km med lastbilen tog intet mindre end fire timer, hvilket gør det til den strækning det tog længst tid at tilbagelægge på hele rejsen. Familien som vi kørte med, havde været på familiebesøg, og samlede selvfølgelig alle op på vejen, for i det mindste at tjene benzinen hjem igen. Således kom vi til Coban, meget sent, meget trætte, støvede og sultne. Hele distancen var 160 km og den effektive transporttid var på over 8 timer. Min guidebog skriver om ruten at det er en af de flotteste og barskeste bjergveje i Guatemala og at turen tager syv timer hvis man er heldig, som regel meget længere. (Footprint 1999).

Vi boede på Hotel La Paz (48Q-60kr/dobbelt), et hotel som så mange andre i samme prisklasse.

Fra Coban tog vi på et par udflugter. Først tog vi til San Juan Chamelco, en landsby syv km fra Coban. På en bakketop i byen ligger kirken som var kendt for malerier som viser ankomsten af de spanske erobrere. Desværre var kirken ikke åben, så vi måtte nøjes med at gå en tur i byen og nyde udsigten fra bakketoppen.

Vi tog også til Biotopo del Quetzal, som er et reservat dedikeret til at beskytte quetzalen og den tågeregnskov den lever i. Quetzalen er en flot og farvestrålende fugl, som udover at være Guatemalas nationalfugl også lægger navn til pengene i landet. Fuglen er ret sjælden i landet og vi så da heller ingen i parken, selvom vi så godt efter. Til gengæld gik vi en længere tur i den flotte tågeregnskov, hvor små bække og vandfald fuldendte det frodige landskab.

I Coban besøgte vi en kirke hvor vi endnu engang stiftede bekendtskab med den måde indianerne kombinerede den katolske tor med de gamle mayaritualer.
I kirken var der ophængt en masse majskolber, formentlig var det en form for ofring og et håb om at få en god høst.
Vi så også folk som stænkede alkohol på alteret før de satte sig ned og bad en bøn.

Lanquin

Lidt trætte af at have kørt med så mange lastbiler, tog vi bussen til Lanquin. Der mødte vi, da vi stod af bussen, selvfølgelig den sædvanlig flok af folk, der lige ville vise vej til et hotel. Den ene af dem viste sig at kunne tale hebraisk, hvilket han startede på uden overhovedet at spørge min rejsemakker, om han var fra Israel. Det behøvede han nu heller ikke, for de har alle den samme slags rygsæk, og den samme slags sandaler. Det viser vist bare hvor mange israelere, der rejser rundt i verden.

Lanquin var en landsby med nogle utrolig smukke og næsten uvirkeligt udseende seværdigheder.

Et af de usædvanlige steder, var den store grotte, der lå tæt på landsbyen. Vi begav os ind i den med et par små lommelygter, som knapt kunne lyse den store grotte op. I grotten var var drypstensformationer og flagermus. Vi famlede os delvist frem i den mørke, fugtige og varme grotte og passede på med ikke at komme for langt ind i hulen, da vi havde fået at vide at man kunne fare vild i det forgrenede netværk af gange.

Lige uden for grotten løb en flod, Rio Lanquin, hvor vandet var turkist. Jeg fandt dog hurtigt ud af, hvorfor der ikke var nogen, der badede der. Vandet var isnende koldt, og strømmen meget kraftig, så jeg skyndte mig op igen.

Semuc Champey

10 km fra byen ligger Semuc Champey, som er en naturlig bro af kalksten,  som spænder 60 meter over en flod, som løber delvist over og under jorden. Floden var spektakulær med turkisblåt vand, som var et utroligt syn. I floden er der adskillige små pools, hvor vi badede, mens vi nød udsigten til de frodige bjergsider der rejste sig på begge sider. Andre steder forsvandt floden under klipperne og kom ud igen som brusende vandfald.

For at komme til Semuc Champey fik vi et lift med en lastbil. På turen skulle vi krydse en træbro, hvor der var et stort hul. Vi skulle alle stige ud mens lastbilen forsigtigt trillede hen over. På vej tilbage så vi at hullet var forsøgt repareret med grene og træstammer. Ja, man må jo bruge hvad man har.

Vi overnattede først en nat på Hospedaje La Divina Providencia (15Q-20kr/dobbelt). Israeleren jeg rejste med var dog ikke tilfreds med stedet eftersom de ikke havde varmt vand, så vi skiftede til Hospedaje El Centro (20Q-25kr/dobbelt). Værelserne og hotellerne mindede meget om hinanden, simpel indretning, men rent og pænt.

 

Fray Bartalome de las Casas

Da vi skulle fra Lanquin kom vi for sent til dagens eneste bus, og derfor var vi nødt til at tage med endnu en lastbil. Vi ventede temmelig længe på en som kørte os til landevejen, hvor vi derfor også kom for sent til den bus. Derfor måtte vi med endnu en lastbil og en bus før jeg kom til byen Fray Bartalome de las Casas, hvor jeg blev nødt til at overnatte før jeg kunne komme videre. Jeg var lidt træt af at køre rundt i lastbiler og valgte derfor at tage en bus videre. Eneste problem var at den afgik kl. 3 om natten. Det var ret underligt at stå op midt om natten og vandre gennem en mørk by til busstoppestedet, hvor der stod en del mennesker og ventede i mørket. Sikkerhedsmæssigt er jeg ikke sikker på hvad der er værst; at sidde på ladet af en lastbil eller køre med bussen om natten på de dårlige veje.

Poptun

Kl 8 om morgenen blev jeg sat af foran Finca Ixobel, som var en gård, der nu var omdannet til et overnatningssted. Gården, som ejes af en amerikansk kvinde, ligger 5 km syd for Poptun, omgivet af marker og træer. Der var mange forskellige overnatningsmuligheder, lige fra hytter i trætoppene, private værelser med bad, sovesale, teltplads og en stor rund træhytte med stråtag, hvor man kunne sætte sin hængekøje op, hvilket jeg gjorde (17Q-20kr/hængekøje).

Der var mulighed for at tage på flere forskellige slags ture til bl.a. grotter hvilket jeg ikke gjorde, da jeg blev syg. Der var også en lille sø med ænder og en af dem angreb mig og bed mig i benet til stor morskab for de andre der lå og solbadede ved søbredden.

Det var hyggeligt at få på gården i landlige omgivelser. Bygningerne lå spredt rundt på et større område så der var stille og roligt. I køkkenet kunne man dagen lang bestille mad og der var altid nogle at tale med ved det store fællesbord på verandaen ved hovedhuset.

Fra Finca Ixobel skulle jeg til Poptun for at tage bussen videre. Sammen med et par hollændere stod jeg på vejen der gik forbi gården og forsøgte at få et lift. Vi endte med at få et lift af politiet, som kørte os til busstationen i Poptun. Herfra tog jeg bussen til El Remate. I bussen var der ingen siddepladser tilbage og der var bræk på gulvet. Det ordnede de dog hurtigt – ved at smide et par aviser ovenpå!

El Remate

Jeg ankom til landsbyen El Remate ved bredden af søen Lago Peten Itza. Stedet lå omkring 25 km syd for Tikal. Stedet var kendt for de gode snedkere og træskærere, som solgte deres flotte håndværk i boder ved søbredden.
Området var meget fredeligt og ved søen gik der et par grise med unger og rodede efter mad.
Jeg overnattede på Hotel El Mirador del Duende (15Q-20kr/hængekøje). Stedet bestod af en række små hvidkalkede hytter i bløde organiske former. Hver hytte var bare et værelse med åbne huller som døre og vinduer, hvilket betød at alt skulle låses inde i skabe. Hytterne var placeret mellem træerne på en skråning overfor søen og udsigten var rigtig god. Jeg fik plads til min hængekøje i en større hytte. Stedet var ret specielt og lidt alternativt og serverede også udelukkende vegetarisk mad i deres lille restaurant.
På stedet mødte jeg et par fra Canada. de var cyklet til Guatemala og det havde taget dem 7 måneder.

 

Tikal

At opleve solopgangen over maya-pyramiderne i Tikal var noget som mange fremhævede, og jeg havde derfor booket en plads i en minibus som skulle dertil tidligt om morgenen. Det med tid kan man ikke altid planlægge i Latinamerika og bussen kom da heller ikke til tiden. Selvom vi blev lidt forsinkede nåede vi alligevel at opleve den specielle morgenstemning som herskede i området.
De store turbusser var endnu ikke ankommet og der var meget stille og roligt i området. På vej mod den første pyramide så vi aber og tukaner i træerne, en grå ræv, en fasanlignende fugl med flotte farver og vaskebjørne.
Tikal var engang et vigtigt tempelområde for mayaerne, men ligger nu hen som ruiner. Området består af 5 pyramider og en række andre bygninger. Vi kunne klatre op på alle pyramider pånær en, og turen op af de stejle pyramider til tempelområdet på toppen var lidt udfordrende, men udsigten over området var fantastisk. Især var synet fra Tempel IV var imponerende og fra den 65 meter høje pyramide kunne vi se ud over de andre pyramidetoppe som stak op gennem træerne i skoven som omgav området.

 

Santa Elena/Flores

Dagen efter tog jeg til Santa Elena, hvor jeg overnattede på Hotel Jade (20Q-25kr/enkelt), hvis eneste kvalitet var at det var det billigste i byen og lå centralt.

Herfra tog jeg til Mexico, via Belize.

 

Generelt

Afslutningsvis kan jeg sige om Guatemala, at det var et fantastisk land, jeg forstår godt at der kommer så mange turister. Naturen er smuk og meget varieret, med både søer, vulkaner, bjerge og kyst, indianernes kultur og traditioner er bevaret og spiller en stor rolle i hverdagen, prisniveauet er lavt og befolkningen er venlig, hjælpsom og imødekommende. Landet kan helt klart anbefales, men man behøver meget tid hvis man vil se alt. Jeg blev overrasket over alle de muligheder der var, og jeg kunne sagtens have brugt endnu mere tid i landet. Det er helt klart et af de lande jeg godt kunne tænke mig at genbesøge.
 

Skriv et svar