Costa Rica

Rejsen rundt i Costa Rica var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Costa Rica er sammen med Panama det land i Mellemamerika med de højeste rejseomkostninger, men også de er også de mest udviklede lande. Den amerikanske indflydelse er meget stor i Costa Rica, der er mange amerikanske turister, aflagte amerikanske skolebusser og amerikanske kædebutikker.
Mange af byerne langs kysten baserer økonomien fuldstændig på turisme, og det er derfor svært at finde noget autentisk og uspoleret disse steder. I lighed med en stor del af Mellemamerika er der ikke mange helblodsindianere tilbage, som lever med de gamle traditioner og sprog. Befolkningen består overvejende af mestizer; blanding mellem spaniere og indianere.
Grænsekrydsningen fra Panama gik utrolig nemt. Vi fik vores pas stemplet i immigrationskontoret, og derefter krydsede vi floden, som markerede grænsen. På den anden side af broen gik vi ind på et tilsvarende kontor, hvor vi uden problemer kom gennem formalia. Tilbage var der kun at veksle de amerikanske dollars, de brugte i Panama til Colones. Efter lidt forvirring omkring bustider fandt vi også ud af, at der var en times tidsforskel.

Puerto Viejo

Ved grænsen kom vi med en bus, som med åbne vinduer og døre kørte af sted på en støvet grusvej. Varmen og støvet lagde sig hurtigt i bussen, og kun den flotte udsigt formildede turen. På begge sider af vejen var der mark efter mark med banantræer. Bananerne blev solgt under mærket chiquita, og vi så en del chiquita-lagre, lastbiler og togvogne i området.

5 km fra landsbyen Puerto Viejo stod vi af bussen. Herfra lykkedes det os at få et lift resten af vejen. Puerto Viejo betyder gammel havn og var en landsby ved Det Caribiske Hav. Byen er en magnet for surfere pga. de gode bølger og de billige hostels.

Befolkningen her er et mix af forskellige kulturer. En stor del har afro-caribiske rødder og stammer især fra Jamaica, men der er også europæere, amerikanere og indfødte. Pga. dette er der mange der har engelsk, som modersmål. Rastafari kulturen var tydelig, mange mænd havde strikhuer i de jamaicanske farver trukket ned over rasta-håret.
Mange startede morgenen med at skrue højt op for Bob Marley musikken, ryge dagens første joint, for derefter at tage surfboardet under armen og prøve bølgerne.
Vi boede på Hotel Puerto Viejo, et lille surfersted med lave priser og simple faciliteter tæt ved stranden. Der var ikke de store seværdigheder på stedet. De fleste kom for at surfe, slappe af og feste. Strandene var ok, men vi kunne bedre lide dem vi kom fra i Bocas del Toro.

 

San José

Efter et par dage i Puerto Viejo havde vi fået nok af Bob Marley og hans venner, så vi tog videre til hovedstaden San José.

Det var en utrolig kontrast at komme fra den forholdsvis stille strandby til det støj- og trafikhelvede, der i lighed med andre latinamerikanske hovedstæder, var i San Jose.
Værelset vi fik på Hotel Gran Imperial var som en fængelscelle; ingen vinduer, ingen billeder på væggene, kun grønne afskallede mure og en hård seng.

Vulkan Poa

Fra San José tog vi på en tur til vulkanen Poa. Tidligt om morgenen tog vi en bus til Alajula, hvor vi fandt bussen som kørte hele vejen til toppen. Eftersom der var mange turister med, stoppede bussen i nogle af de små landsbyer, den kørte igennem. Her var det muligt at smage og købe noget af den gedeost, de lokale producerede. Turen til vulkankrateret var virkelig flot. Vi kom forbi marker med kaffebuske og udsigten, som vi kom højere og højere op fra imponerende.

Allerøverst var det store vulkankrater med en diameter på 1,5 km. Fra udsigtspunktet kunne vi se ned på en turkisfarvet sø i krateret. Farven kom fra svovlforbindelser, og det kunne vi også nemt lugte på de røgskyer, som kom ud af sprækker i krateret. Søen har en utrolig lav pH-værdi og rummer derfor intet dyreliv.
Det var surrealistisk og uvirkeligt at betragte søen, og det var ulig andet jeg tidligere har set. Fra udsigtspunktet gik vi videre til en anden kratersø i tågeregnskoven, som omgav vulkanen. Denne sø havde dog ikke samme turkise farve.

Cartago

Cartago ligger en halv times kørsel fra San Jose og er den gamle hovedstad. Byen er blevet ødelagt at jordskælv flere gange, og der er derfor ikke mange gamle huse tilbage. Midt i byen står resterne af en gammel kirke, La Parroquia, som blev ødelagt i et af jordskælvene. Inde i ruinen er der nu en hyggelig lille have med blomster, kolibrier og en lille sø med fisk.

Lidt udenfor byen besøgte vi en orkidehave (Jardín Botánico Lankester). Haven rummer halvdelen af de 1400 orkidearter der findes i Costa Ricas regnskove.Ud over orkideer var der også et område med bambus, kaktusser og palmer. Blandt det hele sværmede sommerfugle og kolibrier. Det var meget hyggeligt at vandre rundt i den fredelige have, og dejligt med et pusterum i forhold til San Jose.

Montezuma

Da vi efter et par dage i San Jose havde fået nok af de mange mennesker, sælgerne og trafikken, tog vi af sted til endnu en strand, denne gang på en halvø i den sydlige del af landet ved Stillehavet.

Turen dertil var dog lidt besværlig. Efter to busture ankom vi til Puntarenas, hvor vi efter en lille gåtur fandt ned til færgelejet. Sejlturen over Golfo de Nicoya tog omkring halvanden time og udsigten til de små øer og kystlandskabet var flot. På færgen mødte vi en colombiansk pige, som skulle til Montezuma for at arbejde. Da vi kom i land var der tre timer til næste busafgang, og taxierne ville vi ikke betale for. Vi forsøgte derfor at få et lift, og mens vi ventede på næste færge med biler, lærte vi colombianeren at spille præsident og røvhul, det var ret sjovt, især da hun fandt ud af hvad spillet hed. Endelig fik vi et lift, og ud på eftermiddagen ankom vi til Montezuma.

Montezuma er en lille strandby, som især tiltrækker backpackere. Der var ikke så mange seværdigheder i byen, men nogle dejlige strande og en del barer og restauranter. Vi boede på Pension Arenas, som lå på stranden. Hotellet var bestemt ikke noget særligt, men det var dejligt at kunne høre havets brusen fra værelset og kunne gå lige ud på stranden og lægge sig i en af hængekøjerne.

Tæt ved landsbyen lå et vandfald, som vi gik op til.   Under vandfaldet var der en naturlig pool som vi badede i. En af drengene i gruppen klatrede op af klipperne ved siden af vandfaldet. Vi var alle nervøse for om han ville glide på de våde sten, men han klarede den heldigvis.

En af de sidste dage vi var i byen, begyndte det at storme, mens vi sad på en af strandbarerne. Det styrtregnede og tordnede og lynede. Regnen var så kraftig, at den blæste flere meter ind i lokalet, som ikke havde vægge, men bare et tag. Personalet fik travlt med at redde elektronikken i baren. Lynene oplyste hele havet, og det var hyggeligt at sidde i nogenlunde tørvejr og iagttage det oplyste hav.

Efter en uges tid tog vi af sted. Da havde det regnet et par dage i træk, og så var stedet ikke så fedt, det var ikke bygget til at man skulle være inden døre.

Fra Montezuma ville vi videre til Nicaragua. Turen fra Montezuma foregik også med et par busser og færge. Sent om eftermiddagen ankom vi til byen Liberia, hvor vi blev nødt til at overnatte, før vi kunne komme videre. Vi så intet i byen, fandt bare et hotel, spiste aftensmad og tog bussen videre næste morgen.

Affald

Overalt i Latinamerika er der desværre problemer med skrald der flyder overalt. Der bliver brugt mange plasticposer til mad og lignende, og disse kastes blot væk når de er brugt. Det samme sker med andet affald. Det smides hvor man nu går og står; ud af busvinduet, over skibsrælingen eller på gaden.

Befolkningen har mange store udfordringer i  hverdagen, og miljøhensyn er ikke noget der vægtes højt. Ingen så ud til at overveje at det var grimt med affald overalt, og selv hvis man havde fokus på problemet, var det meget svært at finde offentlige skraldespande.

Mark, som jeg rejste med, fortalte mig at han, på en flerdages tur på Amazon-floden i regnskoven, havde bemærket, hvordan mange smed affald i floden. Han blev derfor glad, da der kom en ansat rundt med en skraldespand, og han smed glad alt det affald i den, som han havde samlet sammen. Til hans forfærdelse så han herefter manden tømme hele affaldsspanden ud over skibssiden.

Generelt

Costa Rica bød på mange flotte oplevelser, især strande. Vi valgte ikke at besøge regnskovene, da vi begge havde været en del i regnskovene i Sydamerika.
Costa Rica var et nemt land at rejse rundt i. Der var mange busforbindelser og alting var mere velorganiseret end i nogle af de andre fattigere lande i området.
Vi mødte mange venlige og hjælpsomme mennesker. Vi var overraskede over, hvor mange fastboende fra især USA, vi mødte i landet, og den vestlige indflydelse kunne godt irritere os til tider. Billedet illustrerer meget godt, hvordan vestlige mærkevarers reklamer var overalt, selv på markerne.

 

 

Skriv et svar