Chile

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

 

Turen sluttede på 3. dagen, hvor vi blev gennet op kl. 4 om morgenen for at se gejserne dampe. Underligt at man tager op i 5.000 meters højde for at kunne se ind i jordens indre. Vi kørte videre til endnu en sø, denne gang grøn pga. af mineraler fra bjergene. Så var turen slut og vi blev kørt til grænsen til Chile og videre herfra til San Pedro.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke at Chile ikke var en del af vore rejseplaner. Da vi ikke kom til regnskoven i Bolivia, pga. regn havde vi pludselig ekstra tid. Derfor besluttede vi at turen nordpå tilbage mod La Paz lige så godt kunne gå gennem Chile, fremfor at rejse på de mere usikre og meget mere langsommelige bjergveje i Bolivia.

Her i San Pedro de Atacama har vi haft det varmeste vejr på hele turen, ikke lige noget der ledte tankerne hen på jul. Byen har kun 5.000 indbyggere og ligger ved et vandløb, hvilket gør den til en grøn oase i den omkringliggende Atacama-ørken – verdens tørreste. Gaderne består mest af ler og jord, så mange mennesker vander hver dag vejen foran huset, så det ikke støver så meget.

Julen blev også tilbragt her. Og måske har vi oplevet mere sne og is end derhjemme, for lillejuleaften var vi i Valle de Luna. Det er en rigtig månelandskab, hvor vi gik rundt blandt underlige bjergformationer. Jorden var flere steder sprød og dækket af et fint lag saltkrystaller. Det var som at gå på en frossen muldjord. Dertil var der flere steder klatter af klare saltudlejringer der mest af alt lignede is. En dejlig vinterfornemmelse i 25-30 graders varme.

Selve juleaften gik vi en fin tur i en frodig dal i en nærliggende lille by midt i ørkenen. En flod løb i dalen og her var figen-, abrikos- og små pæretræer. Vi købte en del figner og pærer hos en gammel dame, så mindende det lidt om jul.

Aftensmaden blev indtaget på en fin restaurant i San Pedro. Vi fik kalkunspyd og en indbagt svinekød, begge dele med kompot af svesker, æbler og rosiner. Dertil en kraftig chilensk rødvin. Vi kom hjem og gik i seng, men kl. 4 vågnede jeg ved at maven rumlede! Så skulle Mads på potten – hurtigt! Det er vist nogen maveinfluenza, for Mette har haft det samme for få dagen siden. Nu står den 4-2 til Mette i antal diarreer.

Vi kan godt mærke at det er et nyt og anderledes land vi er kommet til. Chile er et rigt land og priserne er steget markant i forhold til Peru og Bolivia. Der er store biler fra USA, god asfalt til de moderne busser og chilenere klædt i smart tøj. Væk er indianere, tiggere og gadesælgere. Det er noget af en omvæltning, men spændende at se en ny side af Sydamerika.

Anden juledag tog vi ca. 100 km nordpå til Calama. Her var vi ude at se verdens største åbne kobbermine uden for byen. Minen er enorm og måler 4.5 km lang, 3 km bred og 900 meter dyb. Der arbejder ca. 900 personer. Hver morgen laver de eksplosioner nede i minen og bruger så resten af dagen på at fragte stenene op fra det dybe hul. De bruger nogle enorme maskiner til arbejdet. Vi kunne ikke komme ned i minen, kun stå på kanten og kigge ned. Ved siden af minerne ligger en by. Denne by er opstået sammen med minen, men på et tidspunkt voksede Calama sig større. Nu bliver alle minearbejderne tvangsflyttet til Calama af sundhedshensyn (vist nok pga. arsenik). Eksporten af kobber udgør næsten 50% af Chiles samlede eksport. Som med sølvet i Bolivia, er prisen på kobber høj i øjeblikket, grundet stor efterspørgsel i Kina.

Efter Calama tog vi tilbage til Stillehavet til byen Iquique. Det er Chiles førende strandby, med lækre strande og masser af mennesker på ferie – primært chilenere og bolivianere. Det var rart at tage en slapper og nyde det gode vejr, 25-30 grader og sol.

En dag var vi ude og se Humberstone. Det er en forladt mineby og nu del af UNESCOs verdensarv. Før kobber var nitrat en vigtig indkomstkilde. Men nitrat-eventyret endte i 60´erne og Humberstone blev hurtig forladt. Nu er det en spøgelsesby. Vi kunne dog fint fornemme byens storhedstid med teatret med plads til over 800 personer, det dengang moderne 21-meters lange og 4 meter dybe svømmebassin nittet sammen af jernplader, samt jernbanen som kørte gennem byen. Nu er alt øde og forladt og forsvinder
langsom af vind og vejr.

Nytårsaften blev også holdt i Iquique. Det var godt nok ikke let. Det hostel vi boede på, havde ikke noget nytårsshow på programmet. Vi spurgte på andre hostels, men nej. Og flere af byens få restauranter holdt lukket.

Til sidst lykkedes det os at finde et sted blot 10 km fra centrum i byen… juhuuu. Heldigvis var det superhyggeligt og lå lige ud til Stillehavet og maden var lækker. Tilbage i centrum tog vi ned på stranden og så et rigtig fint fyrværkeri, mens de tusindvis af begejstrede
chilenere sang nationalsang. Så slentrede vi ellers op og ned ad strandpromenaden, sammen med de mange andre mere eller mindre berusede nytårsgæster.

Efter Iquique tog vi til endnu en strandby, nemlig Arica, som ligger tæt på grænsen til Peru. Faktisk var området også peruviansk indtil Chile tog det sammen med et boliviansk område syd for dette, under Stillehavskrigen. Dette er ikke noget hverken peruvianere eller bolivianere har glemt. Det var her Bolivia mistede deres kystområde og Peru et vigtigt og rigt mineområde, som har været med til at gøre Chile rigt.

I Arica var vi ude at se nogle oldgamle mumier. Faktisk var de verdens ældste, flere tusinde år ældre end de mere kendte ægyptiske mumier. Da dette område i lighed med resten af Chiles nordligste kyst ligger verdens tørreste ørken, Atacama ørkenen, er mumierne og andre ting meget velbevarede. Mumierne var iklædt lermasker over hovedet, mens resten af kroppen var bar, så man stadig tydeligt kunne se de indtørrede fingre, negle m.m. Pænt ulækkert.

Vi var også ude at cykle en tur. Vi trængte til at være aktive. Vi cyklede langs med kysten og først kom vi forbi en surferkonkurrence. Selvom chilenerne kun body-surfer (altså ligger ned på et kort bræt) kunne de alligevel lave nogle imponerende tricks i de høje bølger.
Herefter kom vi forbi flere strande og noget senere kom vi forbi nogle store lugtende fiskemelsfabrikker. Pludselig ved en lille strand fik vi øje på nogle mænd som sad og rensede konkylier. De prøvede at overtale os til at spise en rå, men det havde vi ikke lige lyst til. I stedet købte vi et par stykker, som skulle bruges som fiskemadding.
Vi var også inde at spise en frisk og meget lækker fiskefilet på en lille familierestaurant på stranden (ja, Mads spiste også fisk, og han kunne faktisk godt lide det).
Til sidst kom vi til turens mål, nogle grotter i klipperne. De var ikke fantastisk imponerende, men klippeformationerne i vandet var flotte. Vi fandt også en fin klippe som Mads kastede sin fiskeline ud fra. Haps, der var bid med det samme, en fin fisk synes åbenbart at orangefarvet konkyliekød var godt.
På tilbageturen så vi en søløve der lå og solede sig på en klippe tæt på stien.

Efter Arica var badeferien slut. Det var en dejlig afslutning på turen at slappe af i solen. Herefter blev temperaturen og højden en anden, for vi tog bussen tilbage til Bolivia og La Paz. Her var temperaturen 10-15 grader lavere og højden 4000 meter højere.  Det var dog langt fra den eneste forskel. Pludselig var vi tilbage hvor folk var mørkere i huden og
meget mere indianske, der var minibusser, taxier og gadesælgere overalt.

Forskellen på Chile og de andre lande (Ecuador, Peru og Bolivia) er meget stor. Nærmest som Vesteuropa og Østeuropa. Chile er temmelig rigt i forhold til resten af Sydamerika og folk her er meget europæiske, både i ansigtstrækkene og i tøjet. Indianere ser man næsten ikke langs kysten i Chile, og der er heller ingen gadesælgere. Til gengæld er der mange butikker der sælger tøj, elektronik og andre dyre ting. I Chile var alt ting af en meget bedre kvalitet, men også meget dyrere.

 

Som jeg skrev sidst, har jeg været et smut i Chile. Først var jeg i hovedstaden Santiago. Byen er faktisk meget hyggelig, men der er ikke så mange gamle kolonibygninger, som mange andre steder i Sydamerika. Til gengæld havde de helt vildt mange fastfood restauranter.
Faktisk havde de en hel arkade med små boder og restauranter. Her var det helt store hit, foruden den sædvanlige kylling med fritter, hotdogs. Jeg fik en italiensk hotdog med pølse, guacemole, hakket tomat og en voldsom vammel mængde mayonnaise.

Efter et par dage i Santiago, tog jeg videre ud til kysten til byen Valparaiso. Byen er på Unescos lister over verdensarv pga. de specielle huse, der er i byen. Byen ligger på omkring 20 bakker, og der er derfor en uhyggelig mængde trapper og stejle gader. Det kan derfor godt være lidt besværligt at bevæge sig rundt. Det er dog gjort lidt nemmere, for der er lavet en række “ascensadorer” som er en slags elevatorer, der trækkes op
af de stejle bakker af et kabel. Beliggenheden gør, at der mange steder er en fantastisk udsigt. Det, som dog gør byen så speciel, er de mange farvestrålende huse. De findes i mange farver og i mange kreative farvesammensætninger. Husene er lavet i træ eller en slags bølgeplader. Man kan ikke undgå at blive i godt humør, når man går rundt i dette
farveorgie.

Hostellet, jeg boede på, var også specielt. Det var ejet af forfatteren til Footprint Chile (en guidebog) og der var stærke farver og store oliemalerier indendørs.

I Valparaiso er de glade for at male og mange husmure er dekorerede med flotte malerier. Faktisk var der et sted et “åbent museum”, hvor mange husmure havde malerier, og man kunne så gå rundt i dette “museum”. Som det fremgår af billederne, var det ikke kun murene, der var kommet tæt på malerpenslen.

Chile har en nobelprismodtager i litteratur, Pablo Neruda, og han boede en overgang i Valparaiso. Huset, som han selv har indrettet, er nu et museum og her var en fantastisk udsigt over havet og bakkerne, som strålede med de farvede huse.

Nærmest sammenhængende med Valparaiso ligger en anden kystby, Viña del Mar. Denne by er en rigtig badeby med mange turister. Her er store strande, og jeg valgte dumt nok en søndag til at tage hertil, og stranden var pakket med mennesker. Der er dog altid plads til en til, især hernede, hvor man ikke bekymrer sig så meget om, hvis man kommer tæt på andre mennesker.

Den sidste dag jeg var i Valparaiso var der cykelløb i byen. Det var som vi havde set det i Cusco, hvor de drønede ned på cykel gennem de stejle gader og trapper og hoppede ud over ramper. Det var ret vildt at se på, især da de øvede aftenen inden, for da var gaderne ikke afspærrede, og jeg så en kvinde i bil, som bestemt ikke gad lytte til dem der vinkende holdt hende tilbage. Hun kørte frem og blev næsten ramt af en cykel som kom flyvende ud over en rampe. På selve dagen forvildede en hund sig ind på
banen, og den styrtede af sted med et skræmt udtryk i øjnene, mens en cyklist kom drønende ned af trapperne bag den, mens alle skreg at den skulle flytte sig.

Jeg har mødt utrolig mange mennesker på min tur. Jeg har selvfølgelig mødt mange lokale, især i busserne er jeg faldet i snak med mange. Jeg har også mødt mange rejsende og nogle af dem har virkelig været anderledes.

En amerikansk pige, jeg mødte, havde et “green-card-marriage”, dvs. hun var blevet gift med en af sine venner, en argentiner, for at han kunne blive i USA. Som om dette ikke var nok, havde de også fået et barn sammen, for med tiden var de blevet lidt mere end venner. De var dog ikke sammen mere, men de delte forældremyndigheden (eftersom de stadig var gift) over deres 3-årige søn.

Jeg måbede også lidt, da jeg snakkede med en ung mand fra Finland. Han havde boet de sidste par år i Nicaragua, hvor han havde en kæreste. Han arbejde ikke, men for at de lokale ikke skulle tro han var alt for underlig, bildte han dem ind, at han arbejdede på internettet, hvor han oversatte ting for regeringen i Finland. Da han fik lyst til at komme ud
at rejse, kunne han ikke sige til kæresten, at han ville rejse rundt i Sydamerika, for hun ville ikke kunne forstå hans valg. Derfor havde han bildt hende ind at han var rejst tilbage til Finland for at besøge sin far, mens han i virkeligheden rejste rundt i flere måneder i Sydamerika. Han talte tit med hende i telefonen og fortalte hvor koldt det var i Finland, og havde endda taget et billede i en granskov i Colombia og sendt det til hende og fortalt at det var Finland.

En hollandsk pige jeg mødte, fortjener også at blive nævnt, fordi hun konsekvent købte to busbilletter til sig selv, så hun slap for at sidde ved siden af de lokale. Da hun kastede en tom vandflaske fra sig midt i naturen, mistede jeg nærmest al respekt for hende.

Israelerne er et kapitel for sig selv. De går for at være de mest specielle, fordi de rejser i store grupper, altid skal have alt til absolut laveste pris og ikke altid er lige høflige. Jeg har dog været skånet for de store oplevelser med denne type og næsten kun mødt ganske søde israelere. En gjorde sig dog voldsomt bemærket på et dormitorium, jeg
boede på, da han straks efter ankomst gik ud på badeværelset og begyndte
at lave armbøjninger.

 

Skriv et svar