Paris

Jeg var i juli 2002 på interrail-tur med min veninde Stine i en hel måned. Turen gik gennem Amsterdam, Bordeaux, Portugal, Barcelona og Paris.

Oversigt over turen i Europa

 

Efter Portugal hvor vi brugte størstedelen af tiden på interrailturen var vi et par dage i Barcelona.
Herfra tog vi et nattog til Paris. På turen til Portugal kom vi også gennem Paris, men vi var der kun den time det tog at styrte fra en banegård til en anden og kun med nød og næppe nå TGV’en sydpå. Denne gang havde vi hele dagen i byen, og ligesom opholdet i Bordeaux på udturen regnede det også på denne dag i de franske.

Vi var ret trætte efter næsten en måned på farten, men vi fik da set en del af de sædvanlige turistseværdigheder i byen før vi måtte tage en lille lur på en græsplæne i nærheden af Eiffeltårnet.
Facts om turen:

Turen varede 30 dage, og kostede alt incl. (billet, overnatning, mad, entreer m.m.) 10.000 kr.

 

Norge

NorgeI 9. klasse i 1993 var jeg med min klasse i Johnsgård i Norge i en uge, hvor vi stod på langrend. Jeg husker ikke længere så meget fra turen, men det var første gang jeg var på ski og første gang at jeg oplevede så meget sne.

NorgeLandskabet i området var fantastisk flot, den klare blå himmel og det kridhvide landskab var imponerende. Området var et langrendsområde, så det var meget velegnet til alle os nybegyndere.

Jeg må nok indrømme at sne og kulde aldrig rigtig har været min favorit. Jeg elsker at være udenfor og det var rart at få en masse frisk luft og motion, men jeg følte mig aldrig nogensinde helt sikker med ski under fødderne.

Det var helt sikkert sjovt at prøve at stå på langrend, men det er ikke noget jeg siden aktivt har efterspurgt.

Milano

Ulig mange andre byer i Italien er her en by som ikke tiltrækker turister i hopetal, som bruger dagene på at se århundreders bygningsværker i mere eller mindre forfald.
Her er tværtimod tale om en by som er kendt for mode af højeste kvalitet. Alle kendte mærker har butikker i byen og byens modeuge er velbesøgt. Italiens største koncentration af industri findes også her.
Vi besøgte byen på en fire dages miniferie i oktober 2010. Turens længde var passende, det gav os mulighed for at se de seværdigheder der er i et passende tempo og mulighed for at slappe af ved de mange fortovscafeer.

Vi fløj fra Lubeck Lufthavn med Ryanair (500 kr, retur pr. person). Det var første gang vi fløj fra Lubeck, som kun benyttes af to lavprisselskaber. Selve afgangshallen var et telt. Ja, et telt med varmelamper i loftet og 6 gates. Det generede ikke os, tværtimod, hele konceptet havde mange fordele. Vi kunne parkere lige ved siden af lufthavnen, turen fra indgangsdøren gennem sikkerhedskontrol og til gate tog 2 minutter, og flyet parkerede lige udenfor døren.
Vi landede i Bergamo lufthavn (Orio al Serio), som ikke er Milanos primære lufthavn, men igen en der benyttes af lavprisselskaber. Fra Bergamo lufthavn tog vi en lufthavnsbus til Milano centrum.

Milano – centrum

Den første dag brugte vi på at slentre rundt i centrum. Vi var meget imponerede over katedralen på Piazza del Duomo. Katedralen kan rumme 40.000 mennesker. Dens indre er som så mange andre italienske kirker, flot og overdådigt udsmykket, men det var ikke det som vi fandt interessant.
Det der gjorde katedralen speciel, var at man kan gå op af en trappe helt op på selve katedralens tag. Hele tagområdet er overdådigt udsmykket med marmorfigurer, spir, gesimser, rækværk og små trapper overalt. Faktisk er der på facaden og taget intet mindre end 135 spir og 3200 statuer, som dækker alle flader på en utrolig ekstravagant måde.
På selve taget sad vi og nød solens stråler, de mange udsmykninger, den imponerende udsigt og turisternes samtaler på utallige sprog mens solen glimtede i en kobberstatue af Jomfru Maria på en 108 m højt spir.

Mode er en vigtig del af Milano og i gågaderne som udgør den såkaldte Gyldne Firkant har alle de verdenskendte mærker, som Prada, Vercaca, Dolce & Gabbana deres egne butikker. Alt er meget eksklusivt og mange steder står der vagter foran butikkerne.
Den slags butikker og luksus har aldrig sagt mig ret meget. Jeg vil hellere bruge pengene på at rejse, men det var alligevel en speciel oplevelse at slentre igennem gaderne hvor ultratjekkede italienere, turister og andet godtfolk myldrede omkring.

Termiske bade

En af dagene brugte vi i spa/termiske bade. Stedet er ikke omtalt i turistbøgerne, men vi fandt det på nettet hjemmefra. Terme Milano består af en række termiske bade af forskellig slags. Udendørs er der et par bade beliggende i en flot have omkranset af en gammel rustik bymur. Indendørs er der en lang række forskellige bade med dyser der masserer ryggen, bassiner med undervands musik og lysshow, rum hvor det er muligt at ligge under vandfald, regn etc. Desuden er der mulighed for at bruge badesalte, skrubbecremer, olier og lignende. Der er desuden saunaer af forskellig slags og mulighed for at løbe forskellige massager. Derudover er der en lækker buffet med brød, skinker, sunde snacks, frugt og friskpressede juicer.
Med i prisen følger også lån af badekåbe, håndklæder, slippers og man får et sæt med shampoo, balsam, creme m.m. Desuden er der i brusebadene en lang række forskellige shampooer, cremer m.m. man kan benytte.
Vi havde en dejlig dag i de termiske bade. Det var dejligt at slappe af i flotte omgivelser, og jeg synes virkelig, at vi fik meget for pengene her. Stedet henvender sig ikke direkte til turister, men det er ligger i gåafstand fra centrum og hotellet vi boede på. Prisen for et besøg er 42-49 euro.

En af aftenerne spiste på en restaurant (Restaurant Da Maruzzella) i nærheden af hotellet. Da vi ankom var stedet stuvende fuldt og vi måtte vente ti minutter på at få et bord. Det gjorde ikke så meget, for i ventetiden blev vi underholdt at energiske pizzabagere i højt humør, som stod ved døren og bagte pizzaer i et hæsblæsende tempo.
Maden vi fik var god, meget enkel og typisk italiensk. Vi fik antipasti med parmaskinke, herefter nogle lækre stegte grøntsager og en pastaret hver. Præcis hvad vi fik husker jeg ikke, men kun at maden var godt tilberedt og at vi fik så mange retter og vin at vi vaklede fra bordet. Stemningen på stedet var god, til trods for at stedet var fyldt med mennesker i al den tid, vi var der.

Bergamo

På afrejsedagen tog vi tilbage til Bergamo, denne gang med tog (45 min). Togturen var fin, på nær den mindre, men irriterende bøde, vi fik for ikke at have stemplet billetterne i en automat før afgang.
Billetkontrolløren talte et fint engelsk og gav os en stor bøde (omkring 500 kr). Da vi argumenterede med, at vi ikke vidste, at man skulle stemple billetten, og at vi i øvrigt ikke havde så mange kontanter, talte han pludseligt kun italiensk.Han gik dog alligevel med til en bøde på ca.100 kr, som han tilgengæld ikke gave os en kvittering for, så dem har han sikkert stukket direkte i lommen.
Vi kom til Bergamo og fik et hostel til at opbevare vores bagage, mens vi udforskede byen. Den gamle bydel ligger på en bakke ca. 1,5 km fra stationen. Udsigten fra hovedgaden op mod bydelen med en imponerende fæstning er flot, og det sidste stejle stykke er det muligt at køre med en tandhjulsbane.
Indenfor bymuren i den gamle middelalderby kan man se Bergamos fæstning, hvor der i dag er to museer og desuden et par kirker. Rundt langs hele bymuren er der udsigtspunkter, hvor man kan nyde den betagende udsigt over Bergamos tage og de mange flotte haver som til tider nærmest hænger på skråningen.Gaderne er smalle og munder her og der ud i små torve. På et af disse fandt vi en lille restaurant hvor vi fik grocchi til frokost.
Efter frokosten og en sidste kop italiensk kaffe var der kun tilbage at tage lokalbussen fra stationen til lufthavnen og flyve retur over Alperne.

Hotel

Hotel: Eurohotel
Hotellet ligger tæt på metrostationen Porta Venezia, hvilken gjorde det nemt hurtigt at komme til at fra centrum, hvis man ikke har lyst til at gå. Det er muligt at købe et to-dages kort til den offentlige transport. Turistbussen i to etager kører også forbi tæt på.
Hotellet er tre-stjernet og vi oplevede en fin service under vores besøg. Værelset og badeværelset var som den slags skal være, pænt og rent uden at være prangende. Værelset lå ud mod gaden, men eftersom det er en lille gade var der ikke meget støj og det var hyggeligt at følge med i de lokales liv.
Morgenmaden var en standartbuffet med croissanter, baguettes, søde kager, toastbrød, ost, syltetøj, yoghurt, mysli, frugt, kaffe og the.

Island

I sommeren 1992, under hedebølgen, pakkede jeg mit vintertøj, og tog på ferie sammen med mine forældre og søskende.
Vi sejlede til Færøerne, hvor vi var tre dage. Derfra sejlede vi videre til Island, hvor vi ankom til Seydisfjordur på Østsiden af øen. Vi havde lejet en bil og vi kørte fra øst til vest ad den sydlige vej. I store træk er der nemlig kun en vej på Island, en som følger kysten hele vejen rundt om øen.
Vi brugte en uges tid på at udforske øen, men vi kunne sagtens have brugt meget længere tid. Desværre er der meget dyrt, og mine forældre skulle også til Danmark og passe arbejdet.

Landskabet på Island er fantastisk, og meget grønnere end navnet på landet antyder. De burde bytte navn med Grønland. Der er så anderledes fra alt andet jeg før og siden har set. Gejsere, isbjerge, gletscher, vandfald m.m. Vi spiste tit frokost ude i den smukke med kolde natur som det ses på billedet.
Vi boede på bed and breakfasts, primært på gårde. Dette var en god måde at få kontakt med og indblik i de lokales liv. Værterne gjorde meget for at vi skulle føle os velkomne. De serverede dejlig mad og fortalte om livet på Island. Nogle af de ældre kunne tale dansk, men ellers var de gode til engelsk eller tysk.
På flere af gårdene havde de islandske heste og de tog os med på rideture i det smukke landskab. Jeg har aldrig gået til ridning, men jeg følte mig tryg på de små islandske heste. Hestene er specielle fordi de kan en speciel gangart (tølt)

Jökulsarlon er en sø på kanten af nationalparken Vatnajökull. Ved søen ligger gletscheren Breidamerkurjökull, som kælver, dvs. den brækker i stykker og danner isbjerge. Det var et fantastisk syn at se isbjerge, og de var vitterligt blå som det kan ses på billeder. Vi sejlede en tur i søen mellem de smukke isbjerge, mens vi beundrede den flotte blå farve og den dramatiske himmel.

Svartifoss er et imponerende vandfald i Skafafell Nationalpark. Det er ikke så meget størrelsen som gør vandfaldet flot, det er de basaltsøjler som omgiver vandfaldet. Søjlerne er sekskantede, og danner en anderledes baggrund for vandfaldet. Søjlerne er dannet af lava som blev kølet langsomt ned. Det er muligt at gå bagom vandfaldet, endda uden at blive ret våd og derved komme tæt på de skarpe søjler.

I nationalparken af samme navn findes gletsjeren Vatnajökull, som er Islands største på 8100 km², dvs. større end Sjælland.
Det var underligt at komme fra den behagelige sol ved Svartifoss til kulden ved gletsjeren på så kort tid. Her fik vi endnu engang brug for vores medbragte vintertøj. Isen er op til 1 km tyk og ved gletsjerens kant kan man se den konstante strøm af vand som smelter fra gletsjeren. Det var fascinerende at se den mængde af smeltevand der fossede fra isen og jeg syntes at det var utroligt at isen aldrig smelter helt væk men gendannes hele tiden. Under isen ligger nogle af Islands mest aktive vulkaner, men dem mærkede vi heldigvis intet ti.

Undervejs på turen kom vi fobi stativer med lufttørrede fisk. Fiskene er tørret på den gammeldags måde ophængt på et stativ udenfor, og der lugtede selvfølgelig af fisk, men det var sjovt at se at de stadig bruger bruger en metode der har været anvendt i mange år.

Gammeldags huse med græstørv på taget så vi mange steder i landskabet. Disse ses der stadig en del af på Island, selvom jeg ikke tror de bliver brugt til andet end opbevaring. Vi så endda også en kirke med tørv på taget.
Man brugte græstørv og sten for at spare på træet som var en mangelvare og derfor kostbart.

Vulkanen Hekla ligger på på den sydlige del af Island, men vi kom desværre aldrig tæt på da tiden ikke tillod det. Vulkanen er 1490 m høj og er en stratovulkan. Den er en af de mest aktive på Island.
På billedet ses vulkanen i det fjerne. Billedet viser desuden det øde og golde lavalandskab vi kørte igennem kilometer efter kilometer.

Gullfoss er Islands største vandfald. Vandfaldet styrter 32 meter ned i en kløft. Det buldrer højt og vandet sprøjter ud til alle sider, hvilket gør det umuligt at tale sammen, og man bliver ret våd, hvis man vil tæt på kanten.

Gejseren Stokkur. Lige inden gejseren sprøjter vand op, bobler vandet kraftigt, og der dannes en større og større vandbobbel. Pludselig er det som om denne sprænger og alt vandet sprøjter op i luften. Lidt som at se en gryde mælk koge over, bare meget mere overdrevet.

Stokkur sprøjter vand op ca. hvert 5. minut. Højden på vandsøjlen er 15-20 meter, nogle gange endnu højere.
Det er et meget imponerende syn, og jeg følte mig ret lille i forhold til de kræfter, der så åbenlyst er i jordens indre.

Overalt i området siver der damp op fra undergrunden. Dampen er meget svovlholdig og lugter lidt som når man koger æg. Alt dette gør hele området føles som en anden planet.

Den sorte strand ved Vík er anderledes i forhold til de strande man kender. For det første ligger der ikke en masse turister og steger i solen, da både vandet og luften er for kold (under 10 grader) og der er ikke ret mange turister på Island.
For det anden er den speciel for sandet er sort, og ved stranden står de sorte klipper hvorfra sandet er eroderet.

no images were found

 

 

Kort over Island

 

Irland

I sommeren 93 var jeg med mine forældre og søskende i Irland en uges tid. Vi fløj til Dublin, hvor vi lejede en bil. Vi kørte rundt i landet og boede på forskellige bed and breakfasts.

Irland er et smukt land og det har fuldt ud fortjent tilnavnet “Den grønne ø”. Det regner en del og vi slap da heller ikke for nogle byger, men den store mængde nedbør betyder også at der er grønt og frodigt overalt.

Vi mødte utrolig mange venlige mennesker, men eftersom jeg på daværende tidspunkt kun gik i folkeskolen og derfor ikke havde de store engelskundskaber var det til tider lidt svært at forstå den særlige irske dialekt.

Et bed and breakfast vi boede på. Huset var bygget sammen med en gammel slotsruin. Nok mere specielt end kønt.  Mange af de steder vi overnattede var på gårde eller huse på landet, da mine forældre godt kan lide det indblik det giver i livet på landet. På mange af stederne bestod morgenmaden af lokale produkter, som vi spiste i familiens stue. Det var vældig hyggeligt og gav en god fornemmelse af dagliglivet i Irland.

Der er masser af sten i overalt i landet og mange af dem som blev samlet fra markerne blev brugt som stendiger for at holde dyrene inde på markerne. Mange af disse stendiger ligger der stadig og udgør nu et dekorativt element mellem de mange grønne græsmarker.

På vores tur rundt i landet bemærkede mange store pompøse og voldsomme indkørsler, selvom de kun førte op til små huse, som slet ikke levede op til forventninger man fik ved vejen.

Vejen snoede sig af sted i bjergene. Stendigerne langs vejen er dekorative, men nok ikke tilstrækkeligt til at holde bilen på vejen hvis det går galt.

Vi var rundt at se mange seværdigheder og især brugte vi meget tid i naturen. Jeg har desværre ikke så mange billeder derfra og jeg husker heller ikke så mange detaljer fra turen, så derfor er siden her ret mangelfuld.

 

Gotland, Sverige

Efter at jeg ikke havde været på ferie med mine forældre og søskende i flere år tog vi sammen til Gotland i Sverige i 2001. Turen var en kort tur på fire dage, men vi nåede alligevel at opleve en hel del.

Gotland er Sveriges største ø og er på størrelse med Fyn. Øen ligger næsten 100 km fra fastlandet og man skal derfor sejle dertil.

Vi kørte tværs gennem Sverige og overnattede den første nat på Scandic i Vaxjö. Her besøgte vi museet; Udvandrernes Hus, som fortalte historien om de mange der i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet udvandrede især til Amerika. Småland var især hårdt ramt og i mange byer udvandrede halvdelen af indbyggerne. Her så vi plancher og billeder der fortalte om hvad folk flygtede fra og hvad de måtte gennemgå for at komme ind i Amerika. Det var utrolig spændende at dykke ned nogle af skæbnerne på de over 1 mio mennesker der forlod landet.

Fra Vaxjö kørte vi videre mod nordøst til Oskarhamn, hvorfra vi tog færgen til Visby på Gotland. Sejlturen tog 3 timer og vejret var dejligt så vi sad udenfor på dækket og nød den friske luft.

Efter ankomsten gik vi en tur i Visby. Byen er den største by på øen og er en middelalderby, hvor de små huse og smalle brostensbelagte gader er klemt inde bag en imponerende ringmur. Muren er et par kilometer lang og er mange steder ret velbevaret med tårne og skydehuller. Hele byen er på Unescos Verdensarvsliste.

Herefter kørte vi ud til det Bed and Breakfast vi havde booket. Til huset hørte også et galleri, hvor ejeren udstillede egne og andres malerier.

På øen findes en del raukar, som er limstens-klipper i fantastiske formationer. De findes på hele øen og er dannet ved at havet har eroderet de bløde områder væk fra klipperne. De var især imponerende fordi mange af dem faktisk stod ret langt fra havet. I en af skrænterne ved havet fandt vi mange fossiler af muslinger m.m.

Lummelunda grotten er en af Sveriges dybeste grotter. Den udforskede del er 4 km lang, men så meget så vi ikke på vores tur i grotten. Grotten rummer en masse flotte drypstensformationer og søjler.

Mange steder på øen ser man et ret sjovt flag. Det er blåt med en vædder på. Rundt omkring på øen så vi da også en del får, hvoraf nogle havde store horn og krøllet pels som fåret på flaget.

Landskabet på øen var frodigt og grønt. Mange steder så vi flotte blomsterenge og marker med dyr. Ofte var der flotte udsigter over havet og de mange kyststrækninger. Øen egnede sig fint til et par dages ferie og det var hyggeligt at køre rundt på øen og nyde de mange flotte landskaber.

På vej hjem gennem Sverige overnattede vi i Kalmar. Byen er især kendt for slottet, hvor Kalmarunionen blev indgået. Unionen samlede Danmark, Norge og Sverige under Dronning Margrethe I.
Slottet er utrolig flot, med tykke mure og flotte gamle kobbertage og spir. Selve byen er også et besøg værd og har mange gamle fine huse.

Alt i alt havde vi nogle dejlige dage i Sverige. Turen bød på andre oplevelser end dem jeg har fået i andre dele af Sverige, hvor landskabet er præget af store nåleskove. Det var dejligt at opleve de flotte gamle byer, åbne landskaber og flotte klippeformationer.

 

Vinplukning, Bordeaux

Der arbejdes hårdt i vinmarkerne

Der arbejdes hårdt i vinmarkerne

Da jeg gik i i 10. klasse var vi i Frankrig i september 93. Vi skulle plukke vindruer i 10 dage på et vinslot, som hedder Chateau Le Crock og ligger i Saint-Estephe i Medoc (Bordeaux) . Det var en spændende og anderledes tur, men selvom det var hårdt, var det også meget sjovt og lærerigt.

Den store mængde nedbør oversvømmede markerne og fik vinen til at mugne

Den store mængde nedbør oversvømmede markerne og fik vinen til at mugne

Vejret var ikke særlig godt, det havde regnet i en længere periode og derfor blev vores rejse til Frankrig også pludselig fremskyndet.
Vi ankom til vinslottet efter en lang bustur sammen med to andre skoleklasser fra andre skoler. Vi fik herefter anvist vores logi. Vi boede alle sammen i nogle værelser som var indrettet i bygninger rundt omkring slottet. Drengene boede i køjesenge i nogle store rum der var kolde og fugtige. Pigerne boede i en bygning, hvor der var sat nogle skillevægge og forhæng op som dannede nogle meget små rum uden vinduer. Her var der lige plads til et par simple jernsenge i hvert værelse.De få baderum og toiletter var simple i rå beton. Vi var dog bekendte om forholdene på forhånd og vi var klar over at det var et arbejdsophold og ikke en ferie. desuden var det bare lidt spændende og eksotisk at det hele var så primitivt.

Efter plukning blev vinen læsset på vogne og kørt til vinslottet til videre forarbejdning

Efter plukning blev vinen læsset på vogne og kørt til vinslottet til videre forarbejdning

Det dårlige vejr gjorde at vindruerne skulle plukkes før de alle mugnede væk. Hver morgen efter en fransk morgenmad bestående af baguette og varm mælk med kakao/kaffe gik vi alle ud til dagens marker. Her var det tydeligt at det havde regnet i en længere periode og der var store vandpytter mange steder.
Vi plukkede vindruer 8 timer om dagen, og det kunne være ret hårdt at bøje sig over rækkerne så længe samtidig med at det regnede.

Vindruerne plukkede vi i små kurve som vi tømte over i bærernes store kurve, som de gik rundt med på ryggen mellem rækkerne. Når deres kurve på ryggen var fyldte gik de hen til vognen, klatrede op af en stige og bøjede sig ned over vognen, så indholdet faldt ned i vognen.

Bedst som man stod bøjet over rækkerne, kunne man pludselig risikere at få kastet en muggen klase vindruer i nakken på en, så vindruesaften løb ned af ens bøjede ryg.
De sidste dage gik vindruekampene amok, og en del personer måtte lide den tvivlsomme oplevelse at blive kastet op i vognen til alle de klistrede og saftige vindruer, for så at blive rullet rundt og mast der.

Vi blev betalt for arbejdet pr. time, så der var en opsynsmand som ledte og fordelte arbejdet og holdt øje med at vi lavede noget. Nogle gange blev vi bedt om at stoppe med arbejdet midt i rækkerne. Dette skete når de vidste at en af bosserne kom. Det så åbenbart bedst ud at plukkerne var omtrent midt i rækkerne, frem for i starten eller slutningen. Når bossen kom skulle vi fortsætte arbejdet. Fransk logik!

Undervejs i arbejdet var der små pauser. Frokosten blev nogle gange bragt ud i marken og bestod selvfølgelig af baguettes med fyld. På traktoren var der monteret to tønder med haner. Den store indeholdt vand og den anden indeholdt selvfølgelig vin.

Maden om aftenen var ret kedelig og ensformig, nok typisk fransk landkøkken. det hjalp dog på humøret at der var rigeligt vin. Vi kunne bare gå ind i køkkenet og fylde en kande fra nogle store vintønder. Ja, dengang måtte folkeskoleelever gerne drikke på skolerejser.

En af dagene havde vi fri og vi lejede en bus som kørte os til byen Bordeaux. Her nød vi at gå rundt og kigge på butikker, spise på restaurant og slappe af uden at være klistret ind i vinsaft.

Rødvin fra vinslottet

Rødvin fra vinslottet

Turen var rigtig god og meget lærerig. Det var meget interessant at se hvordan hverdagen var på et vinslot og det var spændende at opleve kulturen ved at arbejde i et andet land. Arbejdet var hårdt og ensformigt og når dagen sluttede var vi trætte, klistrede og beskidte. Alligevel havde vi en fantastisk tur som gav helt anderledes oplevelser end traditionelle skolerejser.

Pengene vi tjente på arbejdet brugte vi på en rejse til Prag det efterfølgende forår.

 

Finland

Sommerferien i 1994, da jeg var 17 år, gik til Finland sammen med mine forældre og søskende.
Vi kørte gennem Sverige til Stockholm, hvorfra vi tog færgen til Helsinki. Sejlturen tog hele dagen, men heldigvis var vejret fantastisk, så vi sad på dækket og nød solen hele vejen. Turen var utrolig smuk, først ud gennem den svenske skærgård og så senere på dagen den finske skærgård, hvor vi kom forbi nogle af de 98.000 øer der er i landet.

Vi var i Finland en uge og vi kørte rundt i den sydligste del af landet. I de områder vi besøgte, talte en stor del af befolkningen svensk, de var de såkaldte finlandssvenskere. Finland er officielt et tosproget land, hvilket betyder at befolkningen skal have mulighed for svensksprogede aviser, skoler, skilte og myndigheder. De svensksprogede udgør 300.000 personer (5%). Hovedstaden kaldes af de finsksprogede for Helsinki og af de svensksprogede for Helsingfors.
På turen besøgte vi bl.a. nogle af mine forældres venner, som har en gård nord for Helsinki/Helsingfors. Her mødte vi også mandens far, som tilfældigvis stammer fra Danmark. Han var som ung mand taget til Finland for at kæmpe under 2. verdenskrig og var blevet deroppe og havde stiftet familie. Han havde næsten glemt det danske s prog, men lidt efter lidt kom det igen.

På turen rundt i landet boede vi på forskellige bed and breakfasts, alle indrettet på gårde, da mine forældre godt kan lide at få et indblik i livet på landet.

Her så vi hvor forskelligt landbruget i Finland var fra det i Danmark. Gårdene var ofte ganske små med få hektar jord og kun få grise eller køer. Rundt omkring på markerne så vi høstakke på gammeldags vis. Det så alt sammenmeget idyllisk ud, men det var er sikkert et hårdt liv.

Finland er kendt som de tusinde søers land, faktisk er der over 180.000 søer. Billederne her er fra nogle af dem, hvor vi sejlede i kanoer, svømmede og bare dasede.

Olavinlinna Slottet ligger i det østlige Finland og blev bygget i 1400-tallet som et forsvarsværk mod russerne. Slottet er imponerende fordi det tårner sig op på et lille klippeskær i en system af søer.
På slottet er der indrettet to museer og mange af salene kan lejes til fester og andre begivenheder. Desuden afholdes der hvert år i august den meget populære Olavinlinna Opera Festival på slottet, hvor der er plads til 2300 tilhørere indenfor murene.

Domkirken i Helsinki (Helsingin tuomiokirkko) ligger midt i Helsinki og er en flot bygning og meget besøgt seværdighed. Kirkens store grønne kuppel og fire mindre kan ses fra mange steder i byen.

Tempelpladsens kirke (Temppeliaukion kirkko) er en arkitektonisk seværdighed i Helsinki. Kirken er bygget ind i Tempelbjerget og nogle af væggene består derfor af den rå klippevæg. Taget er konstrueret af 22 km kobbertråd og lyset der kommer ind i gennem det danner nogle flotte mønstre i kirken.
Kirken har ingen tårn og derfor ingen kirkeklokker. I stedet er der højtalere udenfor som afspiller et klokkespil. Bygningen anvendes pga. den fantastiske akustik ofte som koncertsal.

Vi besøgte også en dyrepark, hvor vi bl.a. så vildsvin. Vildsvineungerne var meget fascinerende med deres karakteristiske striber.
I parken spiste vi også grillet vildsvinekød, som smagte dejligt.

Alt i alt havde vi en dejlig tur rundt i en lille del af Finland. At siden er ret mangelfuld m.h.t. oplysninger om turen skyldes at det er så lag tid siden vi var der og at jeg ingen noter har om stederne. Jeg vil dog gerne tilbage til landet og se det har at byde på, også i de nordlige egne.
 

 

Færøerne

I sommeren 1992 var jeg med min familie på Færøerne og Island. Turen derop foregik med færge (Smyril Line), og efter 36 timer ankom vi til Tórshavn på Færøerne. Her var vi i 3 dage, hvor vi bl.a. besøgte en ven fra mine forældres studietid. Han viste os rundt på øerne, og serverede endda den færøske nationalret; skjerpikjøt, som er lufttørret fårekød, dette har en særdeles uvant smag.

Vi var rundt på mange af de færøske øer, hvor man kun kan komme til med færger, og som om vi ikke havde sejlet nok, tog vi også på en sejltur ved fuglefjeldene. Vejret var meget dårligt, men vi var blevet søstærke og ingen blev søsyge. Desværre var det ikke muligt at komme så tæt på fuglefjeldene som man normalt kommer pga. de store bølger og den stærke blæst.
Om foråret bæres der enkelte får op på toppen af klipperne, alt græs skal udnyttes.

Færøerne er et meget smukt sted, der er meget grønt og frodigt, og bestemt ikke overrendt at turister.

Til venstre ses byen Klaksvik, som er den andenstørste by på Færøerne.  Alle byer er meget idylliske og de små træhuse ligger kønt i den flotte natur. Tågen og skyerne kommer som her ofte ned over fjeldene.

Som det ses på billederne er vejret ikke det mest sommerlige, men sikkert meget karakteristisk for Færøerne. Sommeren 1992 bød på hedebølge i Danmark og det var surrealistisk at pakke sit vintertøj i kufferten midt i den værste hedeperiode i Danmark.

Vandretur i de flotte og grønne fjelde. Her gøres der hvil og og madpakkerne spises, mens den flotte udsigt nydes. Dette er et typisk billede fra ferier med mine forældre. Jeg har ikke tal på alle de gange vi har købt brød og røget fisk fra havnen, kirsebær ved vejboder eller lignende og derefter spist det i grøftekanter, skove, havnemoler eller andre steder med flot udsigt.

Det er ikke så meget jeg husker i detaljer fra turen eftersom det er så længe siden, men jeg erindrer stadig tydeligt den flotte natur hvor grønt det hele var. Overalt er der grønne fjelde, små vandløb og ja… bare natur, den var overalt.

 

 

 

Bretagne

I sommeren 1995 var jeg på ferie med min familie. Først var vi et par dage i Holland, og derefter kørte vi til Frankrig, nærmere bestemt området Bretagne i det nordvestlige Frankrig. Området var stort nok i sig selv, og det ville være uoverkommeligt at se hele landet på den uge vi havde til rådighed.

Ud for kysten ligger Mont Saint-Michel, som en er en lille klippeø, som rummer en ret sammenpresset lille by. Øen har været en strategisk vigtig del af forsvarsværket og senere blev øen hjemsted for et kloster, som har givet navn til stedet. Tidevandet omkring øen er ekstremt. Højvandet kommer hurtigt ind og der er hele 46 meters forskel på høj- og lavvande. Dette betyder at øen ser besynderlig ud ved lavvande. Den nederste del er rå klipper og den øverste del rummer en meget tæt samling huse. Ved lavvande kan man parkere på den blotlagte havbund og gå ud til øen.
Indenfor bymurene finder man smalle gader, gamle huse, små butikker, en kirke og klosteret. Øen er en del af Unescos verdensarv.

Vejene i Frankrig ligner selvfølgelig dem i Danmark og resten af Europa og i rundkørslerne er der som i Danmark ofte placeret en eller andet mere eller mindre køn skulptur. I rundkørslen på billedet er det dog en ruin man har udsigt til.

Solsikkemarkerne gjorde indtryk på mig. De var bare så flotte med de mange tusinde gule solsikker, som bare strålede flot selv hvis det var overskyet. Selvom en bølgende dansk kornmark er et smukt syn var disse blomster alligevel betagende med deres store gule hoveder.

Landskabet var i overalt imponerende og forskelligt. Vi købte flere gange ind til frokost i de små byer og gjorde herefter stop ved nogle af de flotte steder og spiste maden i naturen, mens vi nød udsigten, den simple, men lækre mad, solen og bare slappede af.

Der var også mange flotte kyststrækninger, en af dem ses på billedet til venstre.
En anden var den lyserøde kyst (Côte de granit rose) som kaldes sådan fordi klipperne og sandet har en svag lyserød farve. Denne kyststækning er over 30 km lang og er en del af Côtes d’Armor. Den lyserøde klippetype findes kun ganske få andre steder i verden.

Menhir betyder lang opretstående sten, og det er nøjagtig hvad disse sten er. Man ved ikke så meget om hvad stenene har været brugt til, selvom de fleste mener at de har været en del af ceremonier eller frugtbarhedsritualer. De blev rejst for 5-7000 år siden og koncentrationen af dem er størst i Bretagne, selvom de står mange steder i landet og i resten af verden.
Menhiren på billedet står ved St. Jean, hvor vi boede på et bed and breakfast. Værten herfra tog os med ud for at se denne lokale menhir. Den er 8 meter høj, dog gemmer der sig endnu 4 meter under jorden.
Menhirene på billedet står ved Erleur, hvor der står flere samlet.

I Carnac findes et fantastisk syn. Det består af 3000 megalitter eller bautasten sat på lange rækker.
også disse sten er rejst for 5-7000 år siden. Stenene er fra ½ til 7 meter høje, og altså ikke så store som mehirene, men der er til gengæld langt flere af dem, hvilket gør det meget imponerende. Stenene står i kilometerlange rækker, og man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor de blev sat der. Som med menhirene er man i tvivl om formålet med rækkerne, en af teorierne er at de i lighed med Stonehenge er blevet anvendt til astronomiske observationer.