Usbekistan

Nurata bjergene, Aidarkul søen og yurtcamp i ørkenen

usb (17)Sommerferien var en palet af forskellige oplevelser og spændende kontraster. Rejsen bød på en perlerække af smukke gamle byer med imponerende og farvestrålende arkitektur, flotte bjergområder, møder med utallige utrolig venlige mennesker og overnatninger både privat i guesthouses, på hoteller og i soveposen under fuldmånen i bjergene.

Usbekistan er et land jeg kan anbefale på det kraftigste, sjældent har jeg mødt så venlige, imødekommende og hjælpsomme mennesker.

Flytur og ankomst

Kvinderne forsøger at få al bagagen stablet på bagagevognenFra København fløj vi via Riga til Tashkent med Air Baltic. At sidde fem timer i et lavprisfly midt om natten er ikke fedt, og det er slet ikke rart at ankomme kl. 3 om natten dansk tid, efter en nat med meget lidt søvn. Klokken var 6 lokal tid, og foran os stod en masse mennesker og maste for at komme igennem paskontrollen. Vi måtte dog vente med at deltage i kaosset, for først skulle vi have visum. Der gik 20 min før personalet til visumkontoret dukkede op. Vi var i alt 10-12 turister, alle skandinaver, der skulle have visum. Mens den ene tastede løs på computeren, skrev den anden kvitteringer i hånden på en lille blok. 30 min senere og 120 $ senere havde vi et visum. Køen til paskontrollen var væk, og i stedet stod folk nu på den anden side og ventede på at komme gennem toldeftersyn. Det tog lang tid, eftersom mange medbragte mange sirligt indbundne pakker. Fladskærme så meget populære ud.

Nurata bjergene

Nurata bjergene

Nurata bjergene

To timer efter ankomsten stod vi endelig udenfor lufthavnen. Her blev vi mødt at vores chauffør, som skulle køre os langt ud i bjergene. Hovedstaden nåede vi derfor ikke at se meget til. Turen tog fem timer på først en fin hovedvej, som blev afløst af mindre og mindre veje jo længere vi kørte. Da vi ramta Nurata bjergene var vejen en simpel grusvej, som førte os op i en frodig dal. Her blev vi sat af hos en lokal familie, som var en del af et projekt, der formidler ophold hos private. Vi fik anvist et gæsteværelse i familiens hus og blev derefter budt på frokost under et kæmpestort valnøddetræ. Vi spiste med god appetit, for vi havde ikke fået morgenmad. Maden var lækker, og det var interessant at få et indblik i hvilke små mængder af især kød, de anså som værende normalt.

Penge

Penge

Så meget fyldte 200 dollars i lokal valuta. Ikke så let at have i lommen.

Chaufføren havde også været så venlig at medbringe penge så vi kunne veksle. Valutasituationen i Usbekistan er den mest groteske jeg har oplevet. Vi vekslede 200 us-dollars og fik en hel pose pengesedler udleveret. Der var næsten 1000 sedler i posen, da langt de fleste af dem kun var 1 kr værd. Den største seddel de havde var 2 kr værd, så vi måtte hurtigt vænne os til hver morgen at stikke kæmpe seddelbundter i lommerne. Her var det ikke pinligt at stå og flagre med en stort bundt sedler, det gjorde alle. Vi vænnede os til at rende rundt med de store bundter, men det var en daglig irritation at håndtere de mange penge, både fordi de fyldte og fordi vi var så langsomme til at tælle dem og forhold til de lokale som var utrolig fingerfærdige.

Yahshigul’s Guesthouse i landsbyen Asraf

usb (13)Det guesthouse, vi boede i, hed Yahshigul’s Guesthouse og lå i den lille landsby Asraf, som bare var en række huse langs vandløbet i dalen. Familien levede som de andre familier primært af landbrug. De havde en stor have, hvor de dyrkede mange forskellige grøntsager, derudover havde de en del frugttræer og høns, køer og geder. Vandløbet blev brugt til kunstvanding af de små jordlodder og gjorde dalen grøn og frugtbar i modsætning til de omkringliggende tørre og golde bjerge, hvor får og geder gik.

landsbyen i Nurata bjergeneSønnen i huset tog os med på nogle vandreture i bjergene. Her kunne vi se ud over de tørre bjerge, hvor der hist og her var grønne pletter, hvor de små landsbyer lå. Ud over en masse får og geder mødte vi også landsbyboere til hest og hyrder, som passede på dyrene. At livet stadig var meget primitivt, opdagede vi, da vi kom forbi to kvinder, som stod i den bagende sol og rensede korn ved at kaste det op i luften for at få urenheder væk. Vi var ved at smelte bare ved at stå stille og se på dem.

usb (11)Selvom folk levede primitivt og ikke havde mange materielle ting, var de alligevel alle smilende og imødekommende. Den første dag var vi gået en lille tur og sad på en bakketop og kiggede ud over dalen. Da vi havde siddet der noget tid, kom der en pige ud af et hus i dalen og kom gående op til os slæbende på en stor skål æbler. Hun kunne ikke et ord engelsk, men hun ville gerne forære os æblerne. Vi blev glade og overraskede over den venlige gestus, men havde efterfølgende lidt svært ved at slæbe 20 æbler med ned i lommerne.

Far og søn i en tapchan foran ildstedet hvor kvinderne lavede mad i Yahshigul’s Guesthouse

Familien vi boede hos havde indrettet sig hyggeligt og rart. Vandløbet løb lige forbi huset, og her hentede de vand til madlavning og rengøring. Under de store træer stod spisebordene og nogle tapchans, som var en slags stor kvadratisk sofa med tre sider. Dette traditionelle møbel så man hos alle familier, hvor de blev brugt som spisested ved at maden stod i midten og man sad rundt om. De sad der også og skrællede kartofler, og den blev også brugt til afslapning, og om aftenen lå hele familien sammen i deres tapchan og snakkede, døsede og kiggede på deres lille bitte fjernsyn.

Køkkenet var et udendørs ildsted, hvor al maden blev tilberedt på primitiv vis. Maden smagt godt, men den var utrolig fed, da der blev tilsat store mængder olie til alle retter.

Rotten på værelset

Vores værelseVi sov i et gæsteværelse på traditionelle madrasser på gulvet. Den første nat sov jeg fint, men næste morgen klagede min kæreste over, at der havde været der noget, der havde puslet på loftet. Jeg havde heldigvis vanen tro ørepropper i og havde ikke hørt noget. Aftenen efter var jeg dog ikke så heldig. Allerede før vi gik i seng var der lyde på loftet, og da Mads kiggede op i stort hul i loftet, så han lige op i et par øjne og en rottenæse. Min muse/rotte-fobi brød sig ikke om dette. Værten blev tilkaldt. Han kunne ikke se det store problem. Han bankede lidt på loftet, satte en pude i hullet og gik igen. Vi fandt et hul i gulvet som vi stoppede til med en flaske. Vi gik i seng og jeg skyndte mig at tage ørepropper i og lade som om, der aldrig havde været en rotte lige over mig.

Utrolig nok sov jeg godt, men næste morgen var det ikke fedt at opdage, at der var et nyt hul i gulvet en meter fra mit hoved, og at der var spist af et æble, som lå i den anden ende af værelset. Rotten havde været der og gået lige forbi os, mens vi sov på madrasser på gulvet. Ikke så rar en tanke. Vi var glade for at vi skulle videre samme dag.

Muhlima guesthouse i landsbyen Sentyab

En ældgammel Skoda med heftigt ratslør, et ikke-fungerende instrumentbræt, men til gengæld med super velspillende højttalere kørte os til den næste landsby; Sentyab. Vi blev modtaget af værtsparret og vist ind i et flot værelse i et nybygget guesthouse ved siden af deres eget hus. Huset var i to etager og bygget i sten med et udsigtstårn på toppen. Der var en hel del værelser og endda plads til et æsel i stueetagen.

På den anden side af grusvejen der gik gennem landsbyen havde familien en stor parklignende have, som gik helt ned til floden, hvor der var små pools og terrasser. Frokosten, som bestod af ged og kartofler, blev indtaget ved floden under skyggefulde træer. Værten spiste sammen med os, mens hans kone vartede op. Han var utrolig snakkesaglig og fortalte om traditionerne og livet i landsbyen. Han fortalte bl.a. hvordan det foregik når et par skulle giftes. Manden skulle købe kvinden et antal kjoler, hun skulle købe et jakkesæt til ham og hendes forældre skulle give hende alt med til husholdningen. Vores vært havde i lighed med alle andre både får og geder, og han måtte sælge nogle af dem på markedet for at få råd til brylluppet.

Vores vært tog os med på en gåtur i området. Landsbyen var næsten 10 km lang, og de fleste huse lå på langs en grusvej, der snoede sig på bunden af dalen. På bakkerne til begge sider var der spredte huse og græssende dyr. På gåturen kom vi forbi nogle personer, der var ved at lave en mur rundt om deres hus. Muren blev lavet af marksten og ler de gravede op lige ved siden af muren. Ingen tvivl om at det var et hårdt arbejde og at muren ikke ville holde evigt, men det kostede til gengæld ikke andet end tid.

En lille dreng henter vandNogle steder gik vi gennem flotte grønne haver med græs, blomster, grøntsager og frugttræer. Alle steder var der kanaler, der ledte vandet rundt til de forskellige marker. Hver landsby valgte en mand, som stod for fordelingen af vandet, så alle fik del i det. De der boede på bakkeskråningerne måtte hente vand i floden og transportere det op på æselryg.

Om aftenen spiste vi sammen med værten i den lille gårdhave, der hørte til deres hus. De grønne plasticmøbler stod i kontrast til de små sirlige og frodige bede, hvor alverdens blomster kæmpede om pladsen. Vores vært var meget interesseret i vores guidebog og tog en masse billeder af siderne med sin smartphone, som han i øvrigt ikke kunne bruge til at ringe med fra huset, for der var ingen mobildækning. Værtens kone serverede lever og stegte kartofler til forret. Herefter var der hjemmelavet ravioli med kødfyld. Vi havde lidt svært ved at vænne os til, at man bare enten bare spiste direkte fra skålene, eller brugte sin egen gaffel til at tage noget over på sin egen tallerken.

Da vi sagde godnat og forlod bordet, blev vi ret overraskede, da vi så at værtens søster, som havde holdt sig i baggrunden hele aftenenen, sad og ammede, godt nok var det tusmørke, men hun gjorde intet for at skjule det. Værten havde fortalt, at religion ikke betød meget for den yngre del af befolkningen, men eftersom de alligevel definerede sig selv som muslimer, var det ikke noget vi havde forventet, men det var nu meget befriende at opleve.

Om morgenen var værtens kone blevet mindre genert og ville tydeligvis gerne kommunikere med os, selvom hun ikke talte engelsk. Det blev lidt anstrengende at have hendes mand til at oversætte til dårlig engelsk, så vi viste hende billeder på telefonen fra vores tur. Hun var meget interesseret i de ting vi havde valgt at fotografere fra hendes land, og efter at have set disse billeder fortsatte hun gennem alle billederne på telefonen og fik dermed et indblik i andre ferier, jul, vores hus og hverdag. Det var faktisk meget interessant at se, hvilke billeder hun fandt spændende.

Yurtcamp i ørkenen ved Aidarkul søen

Efter en overnatning i Sentyab kørte vi ned fra bjergene og derefter fortsatte vi et par timer på en ensformig vej, der gik bare gik ligeud og fulgte bjergene til den ene side og den lange Aidarkul sø på den anden side. Den eneste adspredelse på turen gennem det tørre landskab var de hen ved 100 vejskilte, der viste stigningen på bakkerne, alle skilte viste enten 10 eller 12%. Jeg ætter på at de har fået mængderabat.

Et sted var der en masse kraner og huller i jorden. Det var statens guldminer. Usbekistan er verdens 9. største guldudvinder. I nærheden lå mindre miner uden kraner, de tilhørte landsbyen der lå i nærheden.

På markerne langs vejene græssede der får og geder, og flere gange skulle vi holde tilbage for dyreflokke, der blev gennet over vejen. Vores chauffør dyttede efter alle dyr og mennesker, der havde bare den mindste teoretiske mulighed for at ville krydse vejen, og det var tit. Generelt kørte han utrolig pænt og overholdt fartgrænserne, selv gennem byerne. Efter at have rejst meget og kørt med mange forskellige chauffører, er jeg begyndt at være meget opmærksom på chauffører og måden de kører på.

Ved Aidarkul søens vestside lå der en yurtcamp, hvor vi skulle overnatte. En yurt er et filttelt, meget lig dem mongolerne anvender. Teltet bestod af et træskelet dækket af filttæpper. Indeni var der traditionelle madrasser på gulvet og fra loftet hang en masse forskellige snører og kvaster. Ørkenen hvor yurtcampen var, var meget varm, omkring 40 grader. Luften stod nærmest stille, og det var umuligt at foretage sig andet end at holde siesta.

Da temperaturen var faldet så meget, at vi kunne holde ud at bevæge os, kørte vi til ned til søen. Her prøvede Mads uden held at fange en fisk og måtte derfor nøjes med at bade i det varme vand. Da vi kom tilbage til teltene, stod der et par kameler klar til os, som vi i bedste turiststil skulle ride på. Fra toppen af disse prustende og gyngende  dyr, så vi skyggerne i ørkenen blive længere, i takt med at solen sank længere ned mod det gule ørkensand. Vi så de sidste af solens stråler forsvinde, mens vi nød en kold øl på toppen af en sandklit.

Om morgenen vågnede vi i vores store telt ved at solen skinnede gennem alle huller og de røde klæder på teltes inderside lyste kraftigt op. Allerede da vi kom ud af teltet kunne vi mærke solens stråler brænde.

Turen til Samarkand blev lang og ret monoton. Undervejs gjorde vi holdt ved en gasstation, hvor vi skulle have fyldt gas på bilen. Der var kø, så vi havde tid til at iagttage den anderledes brændstof blive fyldt på bilen. Bilerne var ombygget til at kunne køre på gas og i mange af bilerne var gastanken placeret i bagagerummet. Vi fik at vide, at gas var utrolig billigt sammenlignet med benzin, men der var ikke så mange tankstationer, derfor var der kø. En tank kostede 40 kr og rakte til 350km. Benzin var noget dyrere og kostede hele 3,50 kr pr. liter. Bilerne var så smart indrettet, at de kunne køre på både gas og benzin, man skiftede bare ved at trykke på en knap.

 

Læs om turen videre til Samarkand, Bukhaha, Tashkent og Tian Sian bjergene i kommende indlæg på bloggen.

Albanien

Denne artikel har jeg skrevet til magasinet Globen, som er et medlemsblad for De Berejstes Klub, hvor jeg er medlem.

Valbona: en endnu uspoleret dal i det nordlige Albanien

I den nordlige del af Albanien ligger Valbona. Selve rejsen gik med en af de færgeruter, der af nogle er udnævnt som en af de smukkeste i verden. Fremme i Valbona blev vi mødt af smuk natur, vilde bjerge og gæstfrie beboere.

Rejsen til Valbona begyndte i Tirana for min kæreste og jeg. Vi var lidt usikre på hvordan vi skulle komme dertil. Fra hotellet i Valbona havde vi fået en e-mail, som omhyggeligt forklarede bussystemet. Man skulle helst kende chaufføren og ringe til ham på forhånd, for præcist at få at vide hvor og hvornår bussen kørte. Der var vedlagt telefonnummer, og vi fik vores hotel i Tirana til at ringe op. Vi fik at vide, at bussen gik kl. 5 fra en bestemt plads, og at den var hvid med en blå stribe.

Så tidligt næste morgen gik vi ned til pladsen, hvor vi fandt minibussen. Chaufføren sad på en nærliggende cafe. Efter den obligatoriske runde gennem byen for at samle passagerer op, kom vi endeligt af sted. Efter tre timers kørsel var vi fremme ved Komani-søen, som er dannet ved en opdæmning af Valbona-floden.

Min kæreste fordrev ventetiden med at fiske fra færgelejet. Dette tiltrak sig stor opmærksomhed fra de lokale, som ivrigt kommenterede og kom med gode råd. Han fangede nogle små skaller, som han bestemt ikke måtte smide ud igen, dem ville chaufføren gerne have med hjem. De lå så i en plasticpose og blev godt varme på resten af turen i bussen.

Søen følger flodens snoede forløb gennem dalen, og udsigten skiftede derfor konstant, hver gang vi rundede endnu et sving. På begge sider rejser stejle klipper sig og spejler sig i det azurblå vand. Nogle steder var vi ganske tæt på skrænterne, kun 20 meter adskilte os fra klipperne, som strakte sig over 100 meter op. Langs søen, på nogle af de knap så stejle skråninger, er der huse og små terrasselandbrug.

Vi nød at sidde på det øverste dæk og betragte det flotte landskab, der flød forbi i langsomt tempo. De lokale havde tilsyneladende set det så mange gange før, at det på dem virkede mere tillokkende at sidde inde i den indelukkede bar og ryge og drikke øl. På de par timer, færgeturen tog, var der nogle, der vi hældt overordentlig mange øl ned. Da vi kørte fra borde og så en synlig påvirket mand sætte sig bag rattet i en lastbil lastet tungt med cementsække, var vi rystede.

Vi havde med buschaufføren forhandlet os frem til, at han skulle køre os helt til vores hotel i Valbona-dalen, frem for kun til færgelejet, hvortil ruten normalt gik. Herved undgik vi problemer med at finde transport til den sparsomt befolkede dal.

Herefter fortsatte vi med minibussen i nogle timer på grusvejen langs floden op gennem den imponerende dal. Til sidst nåede vi vores bestemmelsessted, Hotel Rilindja, hvor der er fem værelser og en restaurant. Stedet drives af en lokal mand og hans familie. Hans kæreste, Catherine, er amerikaner, og hun har en meget informativ hjemmeside om området. Hun er utrolig hjælpsom med information og forslag til vandreture i området. Hun har på eget initiativ startet afmærkning af stier i området og brænder for at udvikle stedet til økoturisme.

Vandreskoene findes frem

En af dagene var vi på en længere vandretur i området. Turen begyndte i landsbyen Valbona længst inde i dalen. Catherine havde givet os et simpelt kort og nogle forklaringer, men selve ruten var ikke markeret. Så med simple anvisninger såsom ”grønt hus foran jer – gå rundt til højre rundt om det og drej til venstre” gik vi af sted.

Først krydsede vi det næsten udtørrede flodleje, og herefter gik det opad. På dette sted i dalen var bjergskråningerne ikke så stejle som langs Komani-søen, men vi kom alligevel hurtigt op i højden, hvor vi kunne se ud over landsbyen. Vi kom forbi enkelte simple huse med små indhegninger. og vi mødte en kvinde med sine to børn, der var ude at samle pinde til brænde. Endvidere så vi tre mænd, der var ved at slå græs med le på en stejl græsmark.

Pludselig kom vi op gennem en gruppe træer og blev mødt af et fantastisk syn og duft. Her var græsgangene til landsbyens dyr, og blandt græsset voksede der små engblomster og store mængder blomstrende vild timian, som udsendte en kraftig duft, for hvert skridt vi tog. Bag engen rejste sig nogle stejle, vilde og barske bjerge sig, og gjorde engen, vi gik på, endnu mere tillokkende. Vi satte os derfor ned midt mellem blomsterne og fandt vores madpakker frem. Vi var spændte på, hvad vi havde fået med, og stor var glæden, da vi fandt ud af, at Catherine havde pakket nøjagtig det, som passede sig til sådan en vidunderlig vandretur. Mellem tykke skiver af saftigt nybagt brød var der pølse, tomat og agurk. Ved siden af lå store tykke osteklodser, et kogt æg og et par chokoladekiks. Med en fantastisk udsigt over dalen foran os, majestætiske bjerge bag os, en varmende sol, timianduft i næsen og maven fuld af lækker mad, følte vi os som i himmerige. Vi havde næsten ikke lyst til at bryde op og fortsætte.

Montenegros sorte bjerge

Ud af træerne under os kom der pludselig en mand gående. Da han kom nærmere, viste det sig at være Michael, en af de få andre gæster fra vores hotel. Hvilket sammentræf. Sammen med ham fortsatte vi op. Målet var at nå grænsen mellem Montenegro og Albanien. Ingen af os var sikre på, hvor langt der var, og der var intet at tage pejling efter. Vi var dog overbeviste om, at vi var på rette vej, så vi blev ved med at følge stien op. Landskabet blev stadig mere barskt og stejlt. Temperaturen faldt også, og det samme gjorde mit blodsukker og energiniveau, så de hjemmebagte myslibarer blev fortæret.  Vi indgik en aftale om, at vi ville vende om kl. 15, hvis vi ikke var nået frem til grænsen forinden, så vi kunne være tilbage, før det blev mørkt. I stilhed knoklede vi på og kom længere og længere op. Pludselig kunne vi se en betonklods og vidste, at den måtte markere grænsen.

Da vi kom op til den et par minutter før deadline, var vi et godt stykke over trægrænsen, og det eneste, vi kunne se i Montenegro, var nøgne stejle bjerge. Vi stod et par minutter på Montenegros side af grænsen og blev blæst igennem af den kraftige kolde vind.

Vi gik ned samme vej, som vi var kommet op. På en eller anden måde gik vi forkert og kom væk fra den utydelige sti midt på en stejl eng. Vi stod og spejdede efter den og gik lidt frem og tilbage. Pludselig hørte vi råb. Vi kiggede op og så en mand højt oppe på et bjerg. Det var en hyrde, som kunne se vores problemer, og han havde tydeligvis overblik over stien og forsøgte at guide os med armbevægelser og råb. Det var ret svært at forstå ham, forbi han var så langt væk, men det lykkedes os at komme tilbage på stien og sikkert ned til landsbyen igen.

Herfra var der 5 km tilbage til hotellet ad vejen langs floden. Mens vi gik af sted på vores nu meget ømme fødder, håbede vi, at der kom en bil forbi. Heldigvis kom der et ældre ægtepar i en gammel varebil, og vi fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke kommunikere, men de syntes vist, at det var ret pudsigt at have et par turister siddende på et par gamle aviser bag i bilen. Vi var bare glade for liftet og tvang dem nærmest til at tage imod en skilling for turen.

Vel tilbage på hotellet bestilte vi straks et par kolde Korcaer – albanske øl – og satte os på husets veranda og hvilede fødderne, mens vi tænkte tilbage på den lange vandretur, og alt det vi havde set undervejs.

Vild natur

Den første dag gik vi et par mindre ture i området. Forinden havde Catherine fortalt os om dyrelivet, og om hvordan et universitet havde sat et webkamera op. Hun viste os endda nogle af billederne af ulve, vildkatte, los, grævling, bjørne m.m.

På en af turene kom vi forbi en grotte i klippesiden, og da det regnede, spøgte vi med, at vi ikke turde søge ly derinde, for det var nok bjørnens hule. Lidt senere regnede det endnu kraftigere, og mens vi stod i læ under et stort træ, kom vi til at se os omkring. Pludselig fik vi øje på en lille kasse, der var monteret på et træ ved stien, og vi kunne se, at det var et webkamera. Nu var det ikke længere så indbydende at stå på den smalle sti med stejle klipper op og ned til begge sider. Hvis bjørnen kom den vej, kunne vi ikke lige træde til side og lade den passere. Selvom risikoen for at møde bjørnen var forsvindende lille, kunne vi alligevel ikke helt ryste den lille irrationelle frygt af os. Lysten til at fortsætte videre op af stien forduftede ret hurtigt, og vi gik ned i dalen igen og fandt et andet sted at fortsætte turen.

Vi brugte et par dage i Valbona-dalen, før turen gik videre rundt i Albanien. Valbona er et område, som ikke er ret udviklet endnu. Internettet er ustabilt, strømudfald sker jævnligt, infrastrukturen er simpel, og vejen lukkes tit af sne om vinteren. Der findes enkelte små private hoteller og pensionater i området. Der er sat initiativer i gang for at tiltrække flere turister, og der er helt sikkert et stort potentiale.

Valbona var højdepunktet på vores tur rundt i Albanien. Vi blev mødt af en fantastisk venlighed, gæstfrihed og enestående natur. Jeg håber, at udviklingen i området vil ske i pagt med den omkringliggende natur, således at folk også i fremtiden vil kunne nyde dette unikke sted.

 

Valbona ligger i det nordlige Albanien, tæt på grænsen til Kosova og Montenegro. Læs mere om Valbona-dalen på www.journeytovalbona.com.

REJSEN DERTIL: Vi fløj til Tirana og retur fra Hamburg via Budapest. Rundrejsen tog 10 dage og kostede 5500kr alt inkl. pr. person.

LOKAL TRANSPORT: Fra Tirana tager det ca. syv-otte timer til Valbona, uanset om turen går via Komani-søen eller den noget længere tur ad hovedvejen via Kosova. Bus og minibus-systemet var velfungerende med mange afgange.

MAD & OVERNATNING: Måltiderne var meget billige. Omkring 50-60kr for salat, hovedret og en øl på en restaurant. Næsten alle retter indeholdt flere forskellige oste og i store mængder.

Hotelovernatningerne kostede 240-300kr for et dobbeltværelse.

BEFOLKNINGEN: Utrolig mange talte godt engelsk og hjælpsomheden og gæstfriheden var stor overalt, hvilken var med til at gøre det til en utrolig nemt land at rejse rundt i.

Tenerife

I januar 2005 var min kæreste og jeg på en uges ferie på Tenerife. Rejsen, som vi havde bestilt kort tid inden, var en uspecificeret rejse, og derfor billig. Det betød selvfølgelig at vi ikke vidste hvor vi skulle bo. Det fik vi at vide hos rejsebureauet da vi landede. Vi endte i byen Puerto de la Cruz på øens nordside. Vi havde bestilt et dobbeltværelse med bad, så vi vi blev glædeligt overraskede da vi fandt ud af at vi havde fået en toværelses lejlighed med køkken, bad og stue.

Puerto de la Cruz

Byen har 45.000 indbyggere, og rigtig mange hoteller. Byen har flere spændende seværdigheder. Langs med kysten er der en moderne promenade med palmer og restauranter i massevis. Her ligger også en slags badeland. Atlanterhavets bølger er så store og slår så stærkt mod kysten at der er en kraftig understrøm. Derfor vejrer det røde flag ofte, og det er ikke muligt at bade. Derfor findes der et indhegnet område med en række bassiner med havvand. Her kan man mod betaling bade i stille vand og ligge og slikke sol i liggestolene.

I den østlige del af byen, hvor vi boede findes mange moderne hoteller og indkøbscentre. I den anden ende, kan man stadig finde gamle huse, små torve og hyggelige små restauranter, hvor menuerne ikke fås på seks sprog. Her spiste vi hver aften. Restauranterne, der lå i turistområderne, havde folk ansat til at gå på gaden og dele brochurer ud om deres restauranter, og menuerne var på rigtig mange sprog, ikke bare engelsk og tysk, men også fransk, svensk, dansk og sågar finsk!

Papegøjer er noget specielt for øen. Puerto de la
Cruz er hjemsted for Loro Parque, som er verdens største papegøjepark. Mange forsøger at udnytte turisternes svaghed for de farvestrålende dyr, og tilbyder at man mod betaling kan få taget billeder af sig selv med en papegøje eller to på skulderen. Disse papegøjemænd holdt til på promenaden med deres papegøjer.

Bananer

Udenfor byen ligger der bananmarker og her bliver den særlige kanariske banan dyrket. Disse bananer er anderledes, fordi de er meget mindre end normalt og mere søde. Bananklaserne på palmerne er ofte pakket ind i plastic for at beskytte dem, men det er altså ikke så pænt. Desuden lå markerne ofte inde bag store, grimme, grå mure, som tog udsigten til bananerne.

Blomster og planter

I Puerto de la Cruz var det pudsigt hele tiden at se julestjerner overalt. De voksede i mange bede, og blev også brugt som potteplanter på restauranter. Vi så også en del andre planter, som vi herhjemme kun kender som potteplanter, mange af dem kender vi ikke navnene på, men kunne sagtens genkende dem, men ofte i større udgaver end vi er vant til. Vi så bl.a. Hibiscus og Svigermors Skarpe Tunge. Ved promenaden stod et syrentræ, som blomstrede og duftede så dejligt forårsagtigt. Langs promenaden og andre steder voksede palmer og kæmpestore kaktus af forskellige slags. I en grøftekant ude på landet plukkede Mads en appelsin. Det var en rigtig lækker appelsin, som bare var saftig, varm og sød. Vi så mange haver med appelsintræer, vinranker, papaya m.m.

Kirkegården

Kirkegården var ret speciel. Urnerne med aske var placeret i små “hylder”, og derefter muret til. Urnestederne pyntet med farvestrålende blomster. Kirkegården lå ligesom mange andre lokaliteter i byen, med en fantastisk udsigt til vulkanen Teide.

 

Loro Parque

Denne dyrepark ligger i udkanten af byen. Det er faktisk en papegøjepark, men der findes også mange andre dyr. Papegøjerne er dog klart i overtal, der er 300 arter papegøjer, i alt 2000 stk. De sad i deres tremmebure og skreg af hinanden, det var til tider ret ulideligt. Parken får utrolig mange besøgende, over 1,4 mio. om året. Vi var glade for at vi var der i lavsæsonen, selvom stedet bestemt ikke var øde af den grund.

I parken så vi et show med søløver. Det var helt fantastisk. Søløverne kunne faktisk rigtig mange tricks, og showet var meget humoristisk opbygget. Desuden så vi et delfinshow. Også dette var utroligt. Delfinerne kunne hoppe mange meter op af vandet, lave dobbelte saltomortaler og andre vilde ting. På pædagogisk vis blev det også demonstreret hvordan delfinerne bruger ultralyd og ikke synet til at finde ting i vandet med. Et par uigennemsigtige kopper blev simpelthen sat fast på øjnene af den, og derefter fandt den så let som ingenting en lille ring på bunden.

Parken havde også mere traditionelle zoo-afsnit, bl.a. et stort område med gorillaer. Desuden havde parken et kæmpestort pingvinhus med flere afdelinger med pingviner fra de arktiske egne og fra det sydlige Chile.

En sidste fantastisk ting, var det store akvarium. Her var der et kæmpestort akvarium, som man kunne gå igennem via en tunnel. Herfra kunne vi se flere hajer og rokker, som svømmede hen over hovederne på os. Andre mindre akvarier rummede lokale fisk, eksotiske fisk, søstjerner, søheste og lignende. Desuden var der flere cylinderformede akvarier, som stod frit i rummet.

Det var helt sikkert en oplevelse at besøge Loropark, som bestemt var byens største attraktion. Den blev også markedsført godt med plakater overalt og der var endda et særligt turisttog, som kørte i pendulfart mellem parken og byen.

Strande

Der er to strande i Puerto de la Cruz. Vi boede tæt ved den lille strand Playa de Martiánez. Den anden strand er større og hedder Playa Jardin og er meget hyggelig. Stranden er delt op i forskellige afdelinger og der er mulighed for at leje liggestole, købe is m.m. Igennem byen løber de såkaldte barrancoer, som er dybe slugter, der gennem årtusinder er skabt af vand fra Teide, som har løbet her og eroderet klipperne væk  til disse slugter. Vandet har medbragt sand fra Teide, så derfor ligger der, hvor disse barrancoer møder havet, strande med sort sand fra vulkanen. Disse barrancoer præger landskabet på hele øen. Mange steder har landsbyer været uden infrastruktur indtil nyere tid, fordi de dybe barrancoer gjorde det vanskeligt at bygge veje. I Puerto de la Cruz kunne vi også se barrancoerne gå gennem byen. Det lignede udtørrede floder.

Bølgerne slog hårdt mod stranden, og hver dag vejrede det røde flag på den lille strand. Hele tiden kunne man høre bølgerne brage mod kysten, men det skærmede mod trafikstøjen. På Playa Jardín var det gule flag dog hejst, og det betyder at man kan bade, hvis man passer godt på. Det var især surferne som benyttede sig af denne mulighed. Den sidste dag vi var på øen, var bølgerne højere end sædvanlig og slog langt op på stranden. Dele af stranden blev afspærret fordi det var for farligt at komme tæt på de lumske bølger, som kom i stimer af 3-4 stykker og nogle gange kom meget langt op. Da vi gik hjem langs vandet, så vi overalt folk som bare stod og så på havets brusen. Det var nu tydeligt hvorfor store dele af kysten havde en meget kraftig kystsikring. Undervejs ind mod byen så vi flere afspærringer, lavet af politiet. I byens havn var en sikkerhedsmand og en politimand i gang med at afspærre de gader som lå helt nede mod havnen fordi vandet simpelthen skyllede op i dem. Det var en underlig fornemmelse at gå denne tur, fordi der var så mange bare stod og stirrede på vandet.

Jardin Botanico/Botanisk Have

I den botaniske have findes over 4000 eksotiske planter og blomster. Det var slet ikke meningen at her skulle være en botanisk have. Kong Carlos III ville hente planter fra Amerika og Asien til de kongelige haver i Spanien. Planterne kunne dog ikke tåle den store klimatiske
omvæltning, så der kongen oprettede dette afklimatiseringssted for planterne. Dette projekt blev dog en fiasko og planterne er her derfor stadig. Efter at have ligget i ruiner i mange år, blev stedet renoveret og åbnede som botanisk have. I haven findes bl.a. et stort og over 200 år gammelt gummitræ med et spændende fletværk.

Paradisfugl

Denne blomst kan betegnes som Tenerifes nationalblomst. Blomsten ligner en fugl, og kan købes hos de mange blomsterdamer på gaderne.

Tur til Ananga-halvøen

Vi lejede en lille bil (Opel Corsa) i 2 dage. Der findes utrolig mange biludlejningsfirmaer på øen og det er den samme slags biler de udlejer.

Den første dag kørte vi en tur i den østlige del af øen (se kortet nederst på denne side).

Vi kom hurtigt ud på landet, hvor vi kørte forbi bananmarker og små landhuse. Vi kørte lang med kysten et stykke tid og nød udsigten. Derefter gik vejen ind i landet og vi kørte op i bjergene. De blev hastigt køligere, for her var der skyer for solen. I dette område oplevede var det for eneste gang overskyet på ferien. Det var underligt at se hvordan der hele tiden blev dannet skyer og de kom ud af
intet. Vi kørte gennem Mercedesskoven, som er en eventyragtig skov laurbærtræer, bregner og cedertræer som groede som en tæt tunnel rundt om vejen. Vejen snoede sig af sted med mange sving, og med fantastiske udsigter, hvor vi kunne se La Laguna, Teide selvfølgelig og endnu længere i klart vejr.

Vejen snoede sig i en uendelighed og gang på gang var udsigten fantastisk og gang på gang var der meget langt ned, og nogle gange endda på begge sider af vejen.

 

Taganana

Da vi havde kørt tværs hen over bjergryggen kørte
vi igen ud mod kysten. Vi kom til Taganana, som er en malerisk by, der ligger stejlt på klipperne højt over den stejle kyst.

Længere ude gik vejen langs et fantastisk  kystlandskab med store klippeformationer i vandet og bjerge som forsvandt ned i det sprøjtende hav. Bølgerne slår som mange andre steder på øen så hårdt mod kysten, at vandsprøjt sprøjter langt væk.

Herfra kørte vi tværs over halvøen mod San Andres, og derpå sydpå mod Santa Cruz. På grund af mangelfuld skiltning havde vi ret svært ved at finde igennem byen, og ud på rette vej. Planen var at køre over La Esperanza mod Puerto de la Cruz, men grundet flere forskellige forhold valgte vi til sidst at køre på vejen som gik midt på øen mod Teide, og så dreje fra mod Puerto de la Cruz. Det blev en længere tur, men det var utrolig flot at køre gennem  Esparanzaskoven oppe i de kølige og meget friske luftlag. Turen tilbage mod Puerto de la Cruz føltes lidt lang, for vi kunne se byen næsten hele tiden, men fordi vejen var så snoet, tog det meget lang tid at køre derned.

Tur til Teno-halvøen

Anden dag vi havde bilen kørte vi mod vest. Også denne gang startede vi med at køre langs vandet på motorvejen. Her var terrænet fladt, men blot få meter længere inde i landet begyndte bjergene.

Garachico

Efter at have kørt langs vandet et stykke tid drejede vi fra motorvejen. Vi kom forbi en lille havneby, Garachico, som så meget hyggelig ud, som den lå der på bjergsiden lige ned mod vandet. Vi besluttede derfor at holde pause og besøge byen. Det viste sig at være en god ide for byen var utrolig hyggelig. Jeg synes at den mindede lidt om de latinamerikanske kolonibyer, med dens farvestrålende simple huse og katedralen og rådhuset i tydelig kolonistil. Faktisk var byen den som gjorde kraftigst modstand mod spanierne.

Byen har været næsten udryddet adskillige gange af vulkanudbrud og mudderskred. Hver gang er den dog blevet genopbygget af de stædige indbyggere. Byen har et hyggelig torv, hvor kirken Santa Ana dominerer. Her drak vi en kop kaffe under de skyggefulde træer i selskab med ældre dominospillende mænd.

Vi kørte videre langs vandet, gennem byen Buenavista mod Punta de Teno, punktet yderst mod vest. Så langt kom vi dog ikke, for vejen var spærret p  ga. fare for stenskred. Eftersom de havde gjort sig den umage, at lave store skilte på fire forskellige sprog, valgte vi at vende om, selvom mange kørte videre. Vi kørte derfor mod syd fra Buenavista.

Vi kørte tværs over halvøen mod landsbyen Masca. Her kom vi igennem et fantastisk landskab, og vi sneglede os af sted i andet gear i de mange sving, som ofte var næsten 180 grader. Vi kom forbi små landsbyer, hvor de dyrkede jorden på de stejle skrænter ved at lave tusindvis af terrasser. Frokosten blev indtaget i en grøftekant med udsigt til de vilde bjerge. De ubestridte højdepunkt for Mads ved frokosten var nok de appelsiner han plukkede fra et træ i vejkanten. De var søde, saftige og varme af solen.

Masca

I Masca kørte vi igen højt oppe på bjergkammen og havde en utrolig udsigt til begge sider. Det var helt fantastisk at se vejen sno sig ud og ind gennem landskabet, og det lidt som at se den kinesiske mur, fordi vejen var kanten med gule firkantede sten med jævne mellemrum. Ved Santiago del Teide drejede vi igen ind i landet. Her kørte vi igen gennem små landsbyer med ufattelig stejle gader. Vi drak kaffe i en landsby med de lokale på en meget lokal café, byens gader var så stejle, at jeg overhovedet ikke var glad da Mads absolut skulle køre ned af en sådan. Det var som om man kiggede lodret ned.

Ved Icod de los vinos kørte vi igen på motorvejen ved kysten og fortsatte af den tilbage til Puerto de la Cruz.

Vulkanen Teide

Pico de Teide er 3718 m. Det er Spaniens højeste bjerg, med et krater på 80m. Det er også verdens tredjestørste vulkan. Ved siden af Teide ligger Pico Viejo (3134 m).

Vi tog den offentlige bus til vulkanen Teide. Der er kun en bus fra Puerto de la Cruz til Teide om dagen. Vi ankom i god tid til busstationen, men der var allerede en stor kø af turister som skulle med bussen. De fleste af dem var tyske pensionister, så vi var i godt selskab.
Bussen gav sig af sted mod Teide. Først kørte vi igennem byen La Oratava som ligger ovenfor Puerto de la Cruz. Herefter kørte vi ud på landet, og vi så hvor de lokale boede i små huse med haver med appelsintræer og visne vinranker.
Vejen siksakkede sig opad, og vi kom snart ind i en grøn granskov. Her var ganske smukt, men desværre havde jeg lidt svært ved at nyde det efter et stykke tid, for jeg blev køresyg. Bussen kørte hele tiden ind i nye sving og ofte foregik det med et dyt for at advare modkørende. Til sidst havde jeg det så dårligt at jeg måtte op foran i bussen og sidde i midtergangen. Her fik jeg det meget bedre, for vinduet stod åbent og jeg fik den friske luft jeg manglede. Desuden var det meget bedre at jeg kunne se ud af forruden og køresygen forsvandt. Kort tid før vulkanen var der 5 minutters pause. Her kom vi ud i den meget friske bjergluft, og her kunne vi virkelig nyde synet af Teide som var ret tæt på. Da bussen igen kørte videre var der meget mere snak i bussen igen, så jeg var nok ikke den eneste der havde haft det dårligt.

Vi steg af bussen ved Teides fod. Herfra tog vi kabelbanen fra udgangspunktet på 2356 m op til endestationen La Rambleta i 2555 m højde. Man kommer altså ikke helt op til Teides top, den er nemlig spærret for offentlig adgang. Herfra havde vi en fin udsigt. Man kunne gå af en fin sti et stykke rundt om vulkanen. Vi kunne se toppene af øerne La Gomera og El Hierro. Vi kunne også se en anden vulkan, nemlig Pico Viejo. Desuden kunne vi se havet og store marker overdækket af hvid plastic.

Krateret Las Cañadas

Det mest imponerende syn var dog vulkankrateret Las Cañadas. Vulkanen Teide ligger midt i dette langt større vulkankrater Las Cañadas. Hele Las Cañadas har en diameter på 17 km og en omkreds på ca. 75 km. Man mener at her engang lå en kæmpe vulkan som var 5 km høj. Efterhånden som den havde sprøjtet alt sin lava og sten ud, blev den så hul at den til sidst brasede sammen. Ved dette blev der presset to nye vulkaner op, Teide og Pico Viejo. Der findes også andre forklaringer og ingen ved helt præcis hvordan det det store krater er opstået. Det var faktisk ikke helt til at tro at det vi stod og så ned i, og hvor bussen havde kørt var et kæmpestort krater.

Krateret er en lavaørken med underlige
lavaformationer, hvor lava fra vulkanerne har løbet. De gamle lavastrømme kan stadig ses på Teides sider, og i Las Cañadas ses strømmene også tydeligt. Nogle steder er overgangen fra lava til jord, som tegnet med en lineal.

Vel nede fra vulkanen igen, gik vi en tur i lavaørkenen. Vi besluttede af gå gennem lavaen til det sted hvor bussen skulle starte fra. Det blev en spændende og imponerende tur, men også hårdere end vi havde forventet. Først gik vi igennem et fladt område uden ret meget lava, hvor der voksede tørre små buske. Her spiste vi vores frokost.

Senere kom vi til forskellige lavaformationer. Terrænet var ret knoldet og vi klatrede rundt i små ru lavabakker. Vi kunne se at der var forskellige typer lava. Nogle lavasten var meget porøse og vejede meget lidt. Andre var lagdelte med lag der skinnede i solen. Andet lava var meget ru og skarpt og hårdt at gå på. Til sidst var jeg ret træt af at gå på lavaen. Heldigvis kom vi til det sted hvor strømmen var stoppet.
Pludselig stod vi ved en kant, hvor det gik 2-3 meter lodret ned fra lavaen til den sandede jord. Det var underligt at det bare stoppede sådan. Herfra var der en nem gåtur hen til bussen.

Da vi skulle tilbage med bussen, havde chaufføren været så flink at reservere forsædet til os. Derfor blev jeg ikke køresyg, og vi kunne nyde udsigten hele vejen ned. Vi kunne også more os over hvordan chaufføren dyttede til alt og alle da vi nærmede os Puerto de la Cruz. På et tidspunkt samlede han også en op han åbenbart kendte og denne lånte hans avis, som han læste i til han skulle af igen. Senere så chaufføren en han kendte på gaden og han smed avisen ud til ham i farten.

Hjemturen

Vi fløj til Tenerife med MyTravel. Turen derned gik godt, selvom det ikke var så rart at sidde 5 timer i de meget trange charter-flysæder.

Vi skulle flyve til Danmark igen søndag eftermiddag. Flyet afgik med 15 minutters forsinkelse, men ellers planmæssigt.

Da vi havde fløjet længe og snart kunne begynde at se Danmark, lød der pludseligt nogle underlige lyde fra den ene side af flyet. Dong dong dong sagde det, meget regelmæssigt. Skiltet med sikkerhedsselen blev tændt og filmen vi var ved at stoppede. Flyet gik også ned i højde og vi sad alle og undrede os over hvad der skete. Der kom ingen beskeder over højttalerne og nogle begyndte at blive godt nervøse.

Endelig sagde kaptajnen i højttaleren at flyets ene motor havde tabt olietrykket pga. problemer med hydraulikken og derfor virkede motoren ikke længere. Vi fløj derfor kun med en motor. Vi var nødt til at lave en sikkerhedslanding i Hamburg, i følge sikkerhedsforskrifterne. Det tog meget lang tid at lande, for flyet fløj meget langsom hele vejen ned, for ikke at have for meget fart på ved landingen. Selve landingen gik godt, selvom det var lidt underligt at der holdt en masse udrykningskøretøjer med blå blink på landingsbanen.

Efter noget tid kunne vi komme ud af flyet og vi skulle vente på et nyt fly, som de skulle flyve ned fra Sverige. Derfor sad vi flere timer i en mennesketom lufthavn i Hamburg. Vi kunne næsten intet købe, for alt var lukket, de havde normalt ingen flyvninger om aftenen. Vi var alle sultne, men det eneste flyselskabet kunne skaffe til så mange mennesker var tørre kiks, chokolade, peanuts, og lignende i små flypakker.

Endelig kom det nye fly dog, og vi kunne komme hjem. Vi landede i København ved midnat, 5 timer forsinket.

Mad

På Tenerife fik vi rigtig god mad. Vi prøvede forskellige restauranter hver aften. Vi forsøgte at undgå de meget turistede steder i byen.

Den ret vi bedst kunne lide var Conejo al Salmorejo. Det er kanin i en dejlig marinade med hvidløg. Vi fik denne ret flere gange og en gang fik Mads faktisk serveret en hel kanin. Alle gange var kødet fantastisk mørt og lækkert. Hertil fik vi ofte Papas Canarias, kanariske kartofler, som var kogt i meget saltet vand. De var rynkede og dækket af krystalliseret salt.

Vi fik også møre kalvekødssteaks, tapas, pizza, suppe og kylling. På havnen spiste vi grillede muslinger med hvidløgssauce.

Til frokost spiste vi hver dag sandwiches som vi selv lavede. Vi købte brød, ost, grøntsager og skinke og lavede derefter sandwiches som vi spiste ude i naturen. På Tenerife kunne man overalt købe lækkert pålæg i delikatesserne, hvor de havde en utal af forskellige skinker.

 

Slovakiet

Vi var en gruppe på 11 friluftselskere, som i efterårsferien 2005 drog en tur til Tatra bjergene i Slovakiet for at vandre.
Vi fløj med Sky Air til hovedstaden Bratislava, hvor vi steg på toget mod Tatra-bjergene. Efter et togskift i Poprad ankom vi med lokalbanen til landsbyen Horny Smokovec (ja, det hedder byen faktisk) for foden af Tatra bjergene.  Det var efterhånden blevet sent aften, og vi havde derfor hjemmefra bestilt værelser på Penzion Partizan, hvor de var så venlige at servere suppe, selvom klokken var blevet mange.

Stary Smokovec

Næste morgen var vi friske og veludhvilede, og vi blev meget begejstrede, da vi nu kunne se den flotte udsigt til de snedækkede bjerge, som rejste sig bag byen. Vi spændte rygsækkene på og vandrede de få km til Stary Smokovec, en lille by som er en af adgangsvejene til bjergene og derfor også ret turistet, omend det var et godt sted lige at få provianteret det allersidste.

Zamkovskeho chata – Tatra bjergene

Fra pladsen bag Grand Hotel tog vi tandhjulsbanen op til Hrebienok, hvorfra der var en times vandring til bjerghytten, Zamkovskeho chata (The Zamkovsky Chalet). Her fik vi tildelt nogle 4-mandsværelser med køjesenge og delt bad. Hytten var hyggelig med et dejligt fællesrum og restaurant i stueetagen. Vi havde bestilt halvpension og fik derfor morgenmad og aftensmad i hytten. Morgenmaden var fin, aftensmaden var af skiftende kvalitet. Det var også muligt at købe varme drikke, snacks og lune retter. Udvalget var selvfølgeligt begrænset, da alt skulle bæres op af sherpaer. Dem mødte vi en del af på vandreturene, og det var imponerende, hvor meget de kunne bære på simple jernstativer, som sammen med de enkle bæreremme må være en hård belastning for ryggen. På trods af dette holdt de et højt tempo, og det var svært ikke at få dårlig samvittighed, når vi kom gående med vores noget mere avancerede og komfortable rygsække.

Eftersom hytten lå tæt på tandhjulsbanen, blev hytten meget anvendt af vandrere på dagture fra hotellerne i byerne for bjergets fod, og restauranten var derfor også fyldt godt op i dagtimerne. Hytten er et godt udgangspunkt for dagture i området. Der er adskillige vandreruter i området, og det er også muligt lave rundture, således at man ikke skal samme vej tilbage. Der er desuden en del andre hytter i området med passende afstand, således at man fint kan vandre fra hytte til hytte.
Personalet i hytten var søde og venlige. De talte ikke så godt engelsk, men det var muligt at kommunikere fint med dem. Den sidste aften i hytten kom de med en flaske af den lokale brændevin og vi hyggede os i flere timer, trods sprogvanskeligheder.

Efter indkvartering fik vi frokost, hvor vi spiste en Klobasa (en stor krydret pølse), der var så god, at navnet hænger ved og pølser kaldes jævnligt for klobasa i vores hjem.
Herefter tog vi på den første vandretur i området. Turen blev dog ikke så lang som planlagt, da vi kom forbi en lille hytte, som hurtigt blev døbt Glühwien-hytten, fordi man her kunne få en kop glühwein serveret direkte fra en stor gryde på et brændekomfur i et lille bitte rum. Hytten hedder faktisk Rainerova chata og er den ældste og mindste hytte i Slovakiet. Møblementet bestod af simple træborde og bænke, der var intet elektricitet eller andre faciliteter, til gengæld var der langs væggene en udstilling af gamle redskaber fra livet i bjergene.
Herefter håbede vi på hele turen på at støde på pandekage-hytten, men en sådan havde de desværre ikke.

De næste par dage brugte vi dog på at vandre længere ture. En af dagene vandrede vi af sted i samlet flok langs bjerget. Turen var planlagt som en rundtur, men på et tidspunkt kunne jeg se, at det blev for meget for mig. Jeg er ikke hardcore-vandrer, jeg kan bedst lide at vandre af sted i mit eget tempo, tage masser af billeder undervejs, stå og nyde udsigten og bare tage det stille og roligt. Men for at komme  tilbage til hytten før mørkets frembrud krævede det et lidt andet tempo, end jeg syntes om, så min kæreste og jeg besluttede os for at vandre et stykke i eget tempo og så vende om.
I stedet vandrede vi til Skalnaté Pleso, hvor vi først spiste en knap så fantastisk frokost med sauerkraut, som vi absolut skulle prøve.

Herefter blev vandreturen nok lidt luksuspræget, for vi tog en kabinelift op til toppen af områdets højeste tinde, Lomnický štít (3634 m). Området er også et skisportssted om vinteren. På  toppen er der astronomisk og metrologisk måleudstyr og en fantastisk udsigt over de omkringliggende spidse og sneklædte tinder. Her var dog også meget koldt, og alle overflader,  rækværk og instrumenter var dækket af is, som det også ses på billederne. Vi var dog heldige med vejret, solen varmede os dejligt, så vi kunne nyde den flotte udsigt, som vi havde snydt os til, men ok, hvem siger, at man skal vandre sig til at alle oplevelser.

Landskabet i bjergene var imponerende. Der lå sne overalt, men da der var mange nåletræer i området, virkede det stadigt grønt og frodigt. Blandt de mange nåletræer var der også en del lærketræer, som lyste op med deres gule efterårsfarver.

Dagen efter vandrede vi i en anden retning, og efter par timers vandring op kom vi til Téryho Chata, en hytte hvor vi holdt pause.
Hytten lå ved nogle frosne søer, som vi faktisk havde stået og kigget ned på fra toppen af  Lomnický štít, dagen i forvejen. Her var det muligt at købe varme drikke og snacks. Ved hytten sad vi og nød det dejlige solskinsvejr og udsigten over bjergsiden under os.

Halvdelen af gruppen fortsatte op i bjergene, mens vi var andre, der vandrede tilbage til hytten, hvor vi brugte resten af eftermiddagen på at sidde udenfor og nyde udsigten og det strålende solskinsvejr.

Da de andre efter mørkets frembrud kom tilbage, fortalte de om deres tur, som var blevet ret nervepirrende, da de ikke havde læst kortet
grundigt nok og set at der på dele af turen var via ferratta, som gik på stejle sider dækket af sne. Eftersom de intet udstyr havde med til klatring, og det var svært at vende om, var de nødt til at fortsætte. De var ret glade, da de med bævende knæ kom sikre om på den anden side.

På den sidste vandringsdag delte vi os igen i forskellige hold. Efter at have set vores billeder fra Lomnický štít var der nogle, som også havde lyst til en tur til toppen.
Andre tog af sted på en lang rundtur. Jeg var i en gruppe som gik ned af bjerget gennem skovråder, som jo længere vi kom ned, var udsat for større og større grad af tømmerhugst. Det var dog interessant at se de slovakiske skovarbejdere bruge heste til at trække træstammer væk med.

Nede i Tatranska Lomnica kunne vi tydeligt mærke, at vi var kommet ned fra bjergene, for solen varmede os og der var ingen sne. Det var skønt at sidde udenfor og nyde en kold øl. Turen op igen blev nem, da vi tog en lille kabinelift, som hævede os op over alle træerne og gjorde, at vi kunne se hele bjergsiden, som vi var vandret ned af.

Link til kort kabinelifte, skilifte m.m i området

Tatras officielle hjemmeside

Turen tilbage til Bratislava

På afrejsedagen tog vi igen med lokaltoget og fra Poprad med et nattog til Bratislava Vi havde på forhånd købt billetter til sovevognen, men da vi stod i toget og ledte efter vores kupéer, fandt vi ud af, at de var bestilt til den forkerte dato. Togpersonalet lavede dog nye billetter til os, og mod et mindre gebyr blev vi opgraderet til nogle flotte 3 mands kupéer med rigtige dyner, vask i kupeen, forhæng for sengen m.m.

Bratislava

Vi ankom nogenlunde veludhvilede til Bratislava om morgenen, hvor vi først tog ud tilHotel Remy, som lå i nærheden af lufthavnen, hvorfra vi skulle flyve hjem den efterfølgende morgen.
Efter indkvartering tog vi ind til centrum, hvor vi så de vigtigste seværdigheder, bl.a. borgen, det flotte nationalteater, floden gennem byen og de mange flotte gamle huse.

Om aftenen spiste vi en lækker afskedsmiddag på en hyggelig og ret speciel restaurant med et halsbrækkende navn; Staroslovenskú krčmu, hvor vi sad i kælderen i et flot udsmykket aflukke.

Tidligt næste morgen tog vi et par taxier til lufthavnen, hvorfra vi igen fløj med Sky Air tilbage til København.