Uruguay

Teksten på denne side er de rejsemails jeg sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

 

Fra Buenos Aires sejlede jeg til Uruguay. Jeg sejlede med en katamaranfærge, og jeg bryder mig ikke om den måde de “ruller” på, så jeg var glad for at turen kun tog en time. Herefter tog jeg bussen til Uruguays hovedstad, Montevideo. Byen er nok en af de mindste hovedstader hernede, kun 1,3 mio. mennesker og nok også en af de mest stille og rolige.

Der var ikke særlig mange seværdigheder, så efter to dage tog jeg videre langs med kysten. Jeg havnede i en lille fiskerlandsby, Valizas. Atmosfæren i landsbyen var rar. Der var kun ganske få butikker, ingen banker, intet internet og der var ingen asfalterede gader. Livet foregik ganske stille og roligt, og det var ganske normalt at se heste græsse i haverne foran de små huse. Mange af husene var stråtækkede og mange af dem
var lidt hippieagtige. Der var stadig folk i landsbyen, som fiskede og flere gange så jeg folk reparere net og fiske fra stranden. Eftersom jeg ankom udenfor sæsonen, var der ikke ret mange turister i byen, og jeg kan ikke forestille mig at der er mange, selv i højsæsonen, eftersom der kun er et par små hostels og små huse man kan leje.

En af aftenerne kom der helt vildt mange flyvende sorte biller og landede på døren til hostellet. Det var ret klamt, for når man åbnede døren væltede de ind, og vi måtte bruge en kost til at feje dem ud med igen. Det lyder som noget fra en gyserfilm, men den er god nok. Hele natten kunne jeg også høre dem flyve ind i nettet foran mit vindue, det lød som regn. Om morgenen var mange af dem døde, og lå rundt omkring. På stranden var der også millionvis af døde biller, som var blevet skyllet op af havet og lå i bræmmer på stranden. Værten på hostellet sagde, at det var fordi vejret er ved at blive køligere, og så dør de.

Jeg mødte en fransk-canadier på hostellet, og jeg var lidt rystet, da jeg fandt ud af, at jeg talte bedre engelsk end ham. Ok, hans accent var bedre, men jeg havde et bedre  ordforråd og grammatik.

En af dagene var vi på en gåtur til en anden lille fiskerlandsby Cabo Polonio, 6-7 km væk. Vi gik først op over de sandklitter/bakker, der var udenfor Valizas, og herefter gik vi igennem et bart og ubeboet hedelandskab uden ret meget vegetation. På trods af dette mødte vi nogle køer, som græssede den sparsomme bevoksning. Faktisk gik de nærmest på stranden, og det var godt nok et underligt syn. Cabo Polonio, som vi ankom
til, var en endnu mindre landsby, og her var der ikke engang butikker eller elektricitet. Vi var en tur oppe i deres fyrtårn, og vi kunne høre og se nogle søløver langt ude på et rev i havet. På stranden så vi flere steder døde sæler fyldt med fluer. Det var lidt vammelt, især da en hund, som fulgte efter os hele vejen, rullede sig i en af dem!

Efter nogle dage her med sol og strand, tog jeg den samme vej tilbage igen og endte i Colonia, som ligger overfor Buenos Aires på den anden side af floden/bugten. Byen er en gammel koloniby, grundlagt af portugiserne på et strategisk sted, hvor de kunne kontrollere indsejlingen til floderne i Argentina. De havde dog ikke byen længe, før den blev erobret af spanierne. Der er stadig mange gamle huse tilbage i byen, og det gør det
til et hyggeligt (og turistet) sted at gå rundt. I en af gaderne er der huse og brosten fra starten af 1700-tallet, og det er virkeligt gammelt hernede.

Uruguay har været en positiv oplevelse. Jeg vidste ikke ret meget om landet, inden jeg kom hertil, og det er ikke et land man hører så meget om i turistmæssige sammenhænge, men det er helt sikkert et besøg værd. Jeg kan godt forstå at så mange europæere har slået sig ned i disse dele af Sydamerika, for det minder meget om Europa.

Fra Uruguay tog jeg hele vejen til La Paz i Bolivia på en dag. En lang dag. Jeg var nødt til at tage tilbage til Bolivia, fordi mit fly hjem afgår herfra, og dette kan ikke ændres.

 

Peru

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika

Peru

Vi startede i Perus hovedstad Lima. Byen er ikke særlig spændende, faktisk syntes vi at den var ret stressende. Mange mennesker på gaden og utrolig mange taxier som kørte rundt og dyttede efter en, for at få opmærksomheden. Bilerne dyttede også efter
hinanden i et væk, for den peruvianske tankegang må være at jo mere man
dytter jo bedre glider trafikken! Altså skulle man jo tro at trafikken gled godt, men det var ikke tilfældet, faktisk stod der trafikbetjente og dirigerede trafikken i mange lyskryds, selvom lyskurvene virkede fint. Det der med at overholde dem virkede til gengæld ikke så godt.

Vi boede dog på et dejligt hotel i Lima. Hotel España var et gammelt kolonihus i flere forskudte etager. Der var mange underlige kringelkroge, vindeltrapper, græske statuer, malerier og et utal af hængende planter overalt, hvilket gjorde det til et dejligt afslappende sted. Derudover havde de dyr, hvilket vi har fundet ud af er meget populært på hoteller hernede. De nøjedes dog ikke med en enkelt kat eller hund som ellers er normen, nej de havde 3 katte, 1 hundehvalp, 2 skildpadder, 2 papegøjer og
1 ara. Alle dyrene på nær fuglene gik frit omkring inklusiv i restauranten.

I Lima har mange af kolonitidens huse nogle flotte udskårede træbalkoner og der er mange flotte kirker og bygninger.

Efter Lima drog vi mod nord. Vi skulle til Trujillo som ligger 560 km nord for Lima. Busturen ville tage 8 timer af hovedvejen langs med kysten, hvor der ikke er bjerge, så vi besluttede at tage natbussen. Vi bestilte de dyreste pladser og fik at vide at det var en sovebus. Bussen var skam også ny og moderne og der var god plads, da vi kun sad 3 på tværs i stedet for 4. Vi var dog ikke imponerede for selvom sæderne var brede og kunne lægges langt tilbage var det dog svært at sove. Det blev til max 5 timer i fosterstilling.

Fra Trujillo, 3. største by i Peru, tog vi en taxi 10 km nordpå til en lille fiskerby Huanchaco. Her fandt vi et skønt hostel, med direkte udsigt til Stillehavet. En perfekt base for de næste par dage. Byen er en gammel fiskerby, hvor de stadig bruger nogle ret primitive sivbåde. Derudover er det et stort trækplaser for surfere, herunder Mads som blev en surfer-dude for et par timer – det var så fedt at prøve, og armene var helt ødelagte dagen efter.

Vi tog til Chan Chan, en præ-inka ruin opført i lersten der bestod af 9 større og mindre selvstændige områder, der tilsammen fyldte mere end 25 km2. Der var masser af tegninger/udskæringer i væggene af pelikaner, bølger, fisk og fiskenet, alle ting der havde stor betydning for deres samfund.

Dagen efter tog vi ud til en gammel Moche-pyramider. Den bestod af ikke mindre end 9 pyramider som var bygget uden på hinanden. Det var et resultat af El Niño, hvor en katastrofe førte til krav om nye og større pyramider med nye ofringer, bl.a. også egne samfundsborgere. Helt utroligt og meget imponerende og lidt klamt.

Efter et par fine dage nordpå, tog vi tilbage til Lima og videre 200 km sydpå til Pisco. Her brugte vi et par timer på at sejle ud til Ballestas Island og se på søløver, delfiner, Humboldtpingviner (ret kære), pelikaner og tusindvis af suler og andre fugle. Peru har solgt nogle få rettigheder til de lokale, som får lov at samle guano (fuglebæ) som de kan sælge. Der var MASSER af guano, og det lugtede ikke så godt. Men dyrene var flotte og oplevelsen en helt anden end hvis man ser dem i Zoo.

Så listede vi med lokalbussen til den lille oaseby Huacachina. Den ligger lidt inde i en ørken og består kun af en vej med lidt hoteller og restauranter. Den helt store begivenhed er at sand-surfe og køre boggycar. Det skulle selvfølgelig prøves. Mette, som vi nok må erkende aldrig bliver den store surfer-dude, susede ned over sandpisterne liggende på bordet i et afsindigt tempo med sand sprøjtende op til alle sider. Det var helt vildt. Mads tog den lidt mere forsigtigt, men nok mere stilfuldt i
(korrekt) opretstående position.

Ellers var den helt store oplevelse en tur i stenørkenen med den lokale Indiana Jones. Han var noget af en særling. Han kørte os mere end 100 km ind i den stenørken, som engang var gammel havbund. Vi fandt hajtænder, hvalskeletter, sten med fossiler inden i, bl.a. fisk og muslinger. (Så var Mads glad, han havde fisket i ørkenen). Vi så enorme kløfter efter de gamle floder og hilste på hans lige så underlige fætter som havde et økologisk samfund med 20 ansatte i en oase milevidt fra alt anden civilisation. Vi så en dynge af skeletter fra den storhedstid der engang var, og hvor spanierne endevendte alle gravene for at finde lidt værdier. Det var helt utrolig oplevelse og noget af det fineste vi har set og oplevet herned.

 

Sidste gang var vi vist kommet til Nasca, hvor vi fik set de gamle Nasca-linier, som er afbilledet i ørkenen af pre-columbianske peruvianere for mere end 2000 år siden. Der er motiver af dyr (en abe, hval, kolibri m.m.) og lange rette linier så langt øjet rækker. Det ser flot ud midt i den endeløse ørken. Linierne er gengivet for at kunne finde vand under jorden, da det stort set aldrig regner i lavlandet. Derfor er linierne også meget tydelige selv efter så mange år. Desværre er der selvfølgelig nogle tåber, som har kørt over tegninger og linier i deres 4×4. Det kan dog ikke ødelægge endnu en god oplevelse.

Fra Nasca skulle vi mod Cusco, inkaernes højborg. Da turen tager 15 timer med bus gennem bjergene, ville vi tage et pitstop i Abancay undervejs. Det blev en superfin og næsten for heldig beslutning. Det viste sig, at der var fest i byen netop da vi kom. Om morgenen var det byens skoleelever og uddannelsessystem som blev hædret. Borgmesteren holdt en tale, også marcherede alle elever gennem byen i det fineste tøj, mens der blev spillet på trompet og tromme. Det lignede fuldstændig en militærparade.

Om aftenen var det så de voksnes tur til at vise sig frem. Det var særlig indianerne der prægede bybilledet. De havde klædt sig ud i deres mange farverige dragter og indøvet forskellige danse, som de opførte lige foran hovedscenen, hvor også vores hostel lå. De dansede, hoppede og skreg. Og i en af dansene var der pludselig et æsel med som blev trukket rundt – danse havde den vist ikke rigtig lært. Samtidig havde en anden fået fat i et par horn fra en tyr, som han nu efterlignede ved at fare rundt blandt de andre dansere. Det gik selvfølgelig galt og han dansede direkte ind i en af de
andre, så de begge faldt. Vild jubel blandt de lokale. Hele showet var rigtig fint, ikke mindst fordi vi var de eneste turister i byen. Der var ægte, autentisk og meget lokalt. Igen blev vi bekræftet i, at det ofte er sjovere at vælge de lidt utraditionelle veje end turistbrochuren anbefaler.

Nu har vi efterhånden været af sted så længe, at vi er ved at være lidt trætte af at spise på restaurant hver dag. Mest fordi det er lidt anstrengende hele tiden at skulle forholde sig til, hvor man skal spise og hvad man skal spise.

Det sidste er dog ikke altid et problem på de restauranter, hvor vi har spist. I Abancay kom vi ind på en restaurant og satte os ned. Tjeneren (sikkert datteren i familien, der havde stedet) kom og fortalte os, at de kun havde dagens ret. Vi svarede, at det var fint nok og med det samme kom en anden forbi med to supper, som hun straks kommanderede hen til vores bord. Først herefter fik vi bestik og drikkevarer. Vi var ikke blevet færdige med suppen da hovedretten (ris og kylling) blev serveret. Det hele
gik pænt hurtigt og smagte meget godt. Til sidst fik Mads en the og vi bad om regningen. Vi havde ikke spurgt om prisen inden vi begyndte at spise og sad og gættede på hvad det kunne koste. Vi blev begge noget overraskede, det var meget billigere end forventet, faktisk kostede det hele for to personer 7.80 soles (ca. 15 kr). Hun kunne have forlangt det dobbelte og vi ville stadig have syntes at det var billigt.

Det samme oplevede vi for nylig i Urubamba. Restauranten havde en stor tavle udenfor med alle retterne, men da vi kom indenfor havde de også kun dagens ret, det var selvfølgelig kylling med enten ris eller pommes frites, som er det man spiser her. Vi sad ved samme bord som en lokal familie og suppen kom også meget hurtigt. Vi smagte på den, den smagte fint. Så så vi lidt nærmere på indholdet og i Mads’ suppe stak et par hønsefødder pludselig op og i Mettes var det noget ikke nærmere defineret
indvoldsagtigt noget. Vi spiste dog suppen, men lod fødderne og Mettes “kød” være. Også her var maden meget billig.

Kylling er utroligt populært her. I alle byer findes der polleria’er, som oversat er kyllingerier. Her steger de ofte hele kyllinger på rotationsspid over åben ild. Kyllingen serveres med pommes frites eller ris og salat. Herudover serveres der også ofte kyllingebryst eller kyllingevinger. Man kan også få oksekød, men det er ofte noget tørt og kedeligt noget. Svinekød ser man næsten ikke. Et par gange har vi smagt
Alpaca (smager ok) og i går fik vi marsvin (temmelig kedeligt med masser af ben og næsten ingen kød).

I Peru spiser man typisk en mindre morgenmad, stor frokost og lidt til aften. Frokosten består oftest af en suppe med èt lille stykke kød, godt med grøntsager og ris. Det mætter og er billigt. Så kommer hovedretten, som et stykke kød og noget mere ris. Så kan man arbejde lidt igen, hvis da ikke man falder i søvn – og det gør peruvianerne tit.

Faktisk er det forbløffende så søvnige folk er hernede. I en lokalbus uden nogen form for komfort og affjedring og på en landevej, der mest minder om en rød pukkelpist, formår stort set alle peruvianere at sove. Vi er imponerede! Og på vores vej mod Cusco, var det kun èn person som med sikkerhed sov godt – en midaldrende mand fra Peru. Resten af os gringoer måtte acceptere at blive kastet rundt i bussen, mens den kørte rundt i de skarpe kurver på vej op i Andesbjergene.

Ellers er det store hit at køre i moto! Det er en knallert som man har savet over på midten, og så smidt en lille kabine ind. Her kan 2 personer lige akkurat sidde. Det er fuldstændig som en tuk-tuk i østen. I Urubamba lidt uden for Cusco boede vi nogle kilometer fra centrum. En taxi kostede ca. 15 kr. Men der satte vi grænsen – det var for dyrt! En moto kunne gøre samme tur for 4 kr., også selv om det gik op af en lille bitte grusvej og motoen næsten ikke kunne trække sådan et par blege vesterlændinge.

Sikkerhed er ikke noget de gør sig meget i hernede. Biler har sjældent seler og mange har skrammer og buler efter sammenstød. Blinklyset bruges næsten ikke, faktisk er det mere populært at række armen ud af vinduet, det lægges der mere mærke til. Det skal være meget mørkt før man tænder bilens lys. En dag kørte vi med en moto og vupti – der røg baglygten ind i hjulet så køretøjet nær var væltet. Nå, men så blev lyset bare pillet af også kørte motoen igen. Heldigvis var det ikke mørkt.

Nå, men det var jo maden vi skrev om. Selv om hovedmåltiderne er lidt trivielle, er der også klare lyspunkter. Fx spiser man masser af frisk frugt til morgenmad. Det smager mega-godt. Og så lige et skud yoghurt med musli og honning…Mmmmmm… Men det bedste er med sikkerhed deres juice. Flere steder på gaden står damer og sælger friskpresset appelsinjuice til 2 kroner – og så får man næsten altid glasset fyldt to gange. MUMS! En anden ting der hitter hernede er avocadoer. Der er masser af dem og de koster ingen penge. Fx fandt vi et fantastisk hyggelig spisested i Abancay. Her kunne vi få hjemmebagte “grovere” boller med avocado og frisk juice til ialt 4 kr. Der kom vi tit forbi – helt tilfældigt vel og mærke.

Ikke mere om mad lige nu. I stedet nogle linier om vores travetur til Machu Pichu, Perus altoverskyggende seværdighed. Det blev hård og meget fin tur over 4 dage dage. Den første dag var stille og rolig i let kupereret terræn. Her kunne vi fint tale med de 13 andre i gruppen. På 2. dagen skulle vi stige 1.200 meter til i alt 4.200 meter over havet. Pyha, det var dæleme hårdt, når vi samtidig skulle slæbe sovepose, skiftetøj og
pyjamas. Heldigvis var vi godt akklimatiseret, så højden var ikke så hård ved os. På 3. dagen gik det peruviansk “ligeud” – lidt ligesom at vandre på Bornholm… Det var absolut den bedste vandredag med fint vejr og mange flotte udsigter. Undervejs på hele turen havde vi set flere Inka-ruiner og de karakteristiske terrasser, hvor de dyrkede afgrøder. Det i sig selv var meget flot. Læg så oveni de allerfineste bjerge. På en gang voldsomt stejle og dramatiske og samtidig grønne og bløde. Der var skrænter og dale hele tiden og vegetationen skiftede fra almindelig skov, til tørt græs og
igen til regnskov. Udsigten skiftede hurtigt efterhånden som vejen skred frem fra pas til pas og fra sving til sving. Det var noget af det aller flotteste vi nogensinde har set. De trætte ben og skuldre blev hurtig glemt – og ellers røg der lige en toblerone mere ned. Som guiden sagde, vi har jo brug for energi.

Den sidste dag stod vi op kl. 4 om morgenen for at nå solopgangen fra Solens Tempel med udsigt til Machu Pichu. I første omgang fik vi ikke den lovede forblændende udsigt – det var nemlig overskyet. Efter 2 timers venten gik vi derfor ned til selve Machu Pichu. Og her så vi så den by, som Inkaerne havde bygget på toppen af et højt og stejlt bjerg og som spanierne aldrig fandt. Her var ikke tale om en ruin, men velbevarede huse, templer og terrasser. Det var hele turen værd.

Når vi ikke gik sørgede kokken for 3 retters menuer, popcorn og hjemmebagte småkager, mens vi sad og drak kaffe og talte med de andre i gruppen. Det var super hyggeligt. Også var det rart at være sammen med de samme mennesker i flere dage, så man lærer hinanden bedre at kende. Alt i alt en helt fantastisk tur.

Foruden Machu Pichu har vi set flere inka-ruiner i Cusco og i Den Hellige Dal. Det er utroligt at se, hvordan inkaerne med millimeters præcision sleb tons-tunge sten til, så de passede perfekt som legoklodser ind mellem hinanden. Kun på den måde var bygningerne i stand til at modstå de mange jordskælv. Mørtel brugte de ikke – det var overflødigt med deres byggestil. Vi fik også set ruiner af inkaernes depoter i Raqchi. Her havde de bygget 160 store “siloer” til opbevaring af korn, tekstiler og andre
ting. Depotet lå midt på den gamle inkavej fra Chile til Ecuador. Depoterne blev bl.a. brugt til at forsyne tropperne når de var i krig. Smart.

Efter Machu Pichu har vi brugt tiden på at fragte os selv til Ariquipa, som er Perus næststørste by. For at komme dertil, skulle vi over Perus højslette, Altiplanonen, i knap 4.000 meters højde. Her opdrætter de alpacer, køer og får, som fint kan leve af den fattige vegetation. Her er tørt og goldt, men med fin udsigt til de omkringliggende bjerge, bl.a. vulkaner med sne på toppen.

I går tog vi på en cykeltur, for ligesom at holde formen lidt ved lige. Turen gik op til de omkringliggende bjergmassiver, til en lille antennestation i 4.800 meters højde. Ny højderekord på turen. På vej op i firhjulstrækkeren kunne vi (vores to guider og os selv) se over til den imponerende vulkan Misti (5.800), som pludselig lod store skyer af
svovldampe stige op fra dens indre. Det havde ingen af os set før. På toppen hørte vi fra stationslederen, at der netop havde været et jordskælv og at lyset var forsvundet i Ariquipa et kort øjeblik. Det var ret vildt! Foruden røg, damp og jordskælv, fik vi også set vicuñaer – lamaens lillebror. Der løb lige en flok på 6 hen over vejen, da vi var på vej op af bjerget. De var fine.

Selve cykelturen var temmelig hård. Og særlig cykelmyggen Mette var i store vanskeligheder da vi skulle cykle let opad i den tynde luft, inden det igen gik nedad for fuld fart. Benene var tunge og lungerne hev heftigt efter de sparsomt tilstedeværende iltmolekyler. Det blev ikke bedre af, at cyklerne sank ned i den vulkanske aske flere steder – pyha! Men udsigten til vulkaner, bjerge og dalen var rigtig flot.

 

 

Efter en sviptur fra de forholdsvis kolde Andesbjerge til Arequipa, tog vi nordpå igen til en lille landsby, Chivay. Det specielle ved denne by er at den ligger på kanten af Colca-kløften, som er verdens 2. dybeste kløft (den dybeste ligger i nærheden og er 160 m dybere).

I Chivay var der godt nok koldt om aftenen. Om dagen var vejret fint og solen skinnede, og man kunne gå i t-shirt, men når solen gik ned skiftede det brat. De lokale kvinder svøbte sig ind i tykke tæpper, vi måtte nøjes med termoundertøj, alpacatrøjer og fleece-jakker.

I Colca-kløften overnatter kondoren, som er en af verdens største fugle, med et enormt vingefang. Dem skulle vi selvfølgelig ud at se. De fleste turister tager på en arrangeret flerdages tur, hvor man også går ned i kløften og op igen, men vi ville hellere selv lave en tur. Derfor var vi nødt til at stå op kl. 4 om morgenen for at nå den lokale bus (vores rare hotelvært kom endda og bankede på døren for at sikre sig at vi var vågne). Busturen var utrolig flot. Vi kørte langs med kløften, hvor bønderne havde
lavet små terrasser. Udsigten til de bagvedliggende bjerge med morgensol på, var fantastisk. Kl. 6.45 ankom vi så til Cruz del Condor, Kondorudsigtspunktet. Her snød vi for 2. gang på turen souvenirsælgerne ved at ankomme så tidligt at de endnu ikke havde pakket ud og stillet ting frem.

Kondorerne ville først begynde at flyve ud mellem kl. 8 og 9, så vi havde god tid til at sidde og nyde udsigten ned i den stejle og dybe kløft og ud over bjergene. Vi var meget glade for alt det tøj, vi havde pakket os ind i, men da solen begyndte at varme blev det lidt for varmt. Som tiden gik begyndte turistbusserne at ankomme, så vi var glade for at have haft det lidt for os selv. Kl. 8 begyndte vi at spejde efter kondorer, og det var Mette der vandt en friskpresset appelsinjuice fra Mads ved at være den første der spottede en kondor. Den kom ud fra klippevæggen under os og brugte de luftstrømme solen opvarmede til at løfte sig selv op. Det tog lang tid for den at komme op fra kløften for den fløj rundt og rundt i cirkler mens den langsommere kom højere og højere op. Til sidst fløj den af sted for at finde morgenmad.

Herefter kom der to kondorer mere til syne. Det var en unge som blev fulgt meget nøje af sin mor. Da de var kommet op satte den voksne sig på en klippetop, mens ungen fløj rundt. Her blev den siddende ret længe og først da vi var lige ved at gå, lettede den igen og fløj tæt hen over hovedet på os. Da den var lige over os fangede den en varm luftstrøm og begyndte at cirkle lige over os. Det var helt fantastisk at se den så tæt på og i så lang tid.

Vi så i alt 5 kondorer på turen. Herefter gik vi ud af vejen indtil vi fangede bussen sammen med et ældre par. Da vi steg ind i bussen måbede vi lidt. Halvdelen af bussen var fyldt op med kvinder i deres pæneste tøj, som var noget fint broderet noget med nogle meget særprægede og broderede hatte.

I Chivay var vi dagen efter også i nogle termiske bade, som lå udenfor landsbyen med flot udsigt til bjergene. Vandet var dejligt varmt og det var rart at ligge i vandet og flyde og se på den flotte natur. På turen herud må vi have tabt nogle hjerneceller for vi, blegansigterne her, syntes ikke at det var nødvendigt at bruge solcreme. Det kom vi hurtigt til at betale for. Allerede da vi klædte om igen, kunne vi se at arme og ben så lidt røde ud, på trods af, at vi mest havde været under vand. Som dagen gik begyndte det at gøre ondt flere steder på kroppen og især skuldrene og Mettes lår var kraftigt ramt. Derfor så man Mette gå rundt på en meget underlig stivbenet måde de næste par dage og man så os begge tage jakken forsigtig af og på med underlige grimasser. Det værste var dog at slæbe på de store rygsække, det føltes som om huden blev skrællet af skuldrene hver gang rygsækkene skulle af eller på. Nu er vi dog fine igen,
vi har fået ny hud og lært farerne ved ikke at bruge solcreme når man er oppe i 4.000 meters højde og solen skinner fra en skyfri himmel omkring middagstid. Det var dæleme dumt!

Herfra tog vi igen op til Andesbjergene, hvor vi kørte på altiplanoen til Puno ved Titicaca søen. Altiplanoen er et fladt område i 3000-4000 meters højde. Det er underligt at være her, for området er vitterligt lige så fladt som marsklandet i Sønderjylland. Her er ikke meget vegetation men alligevel græsser store flokke af lamaer, alpacaer og får her. Her er også små marker, som pløjes med en lille plov trukket af okser eller simpelthen af mænd og kvinder som står foroverbøjet med simple hakker og spader.

I Puno tog vi på en tur ud til de berømte sivøer i Titicaca søen. Øerne er lavet af siv og flyder ovenpå vandet. Vi tog tidligt derud for vi ville undgå den store turiststrøm, vi vidste, at der ville være. Øerne er ikke så store, der er 3-5 huse på hver. På den ene ø lå skolen og på en anden lå kirken. Det var ret sjovt at vade rundt på sivene, man kunne slet ikke mærke at vi gik ovenpå vandet. Ved øerne lå de sivbåde som blev brugt før i tiden, nu bruger man træbåde for de holder længere tid.

Vi var også ude at se nogle gamle tårne fra før inkatiden som blev brugt til at begrave folk (mumier) i. På vej hjem herfra i bussen oplevede vi et kraftigt uvejr. Det lynede, tordnede og regnede kraftigt. Faktisk oplevede vi flere gange uvejr i Puno, hvor det lige hen over hovedet på os og vinduerne rystede. Så kraftigt uvejr har vi aldrig oplevet før.

Generelt har vejret været rigtig fint. Temperaturen ligger omkring 20-25 grader, og i solen bliver det hurtigt rigtig varmt. Regn har vi ikke haft meget af endnu, trods at vi befinder os i starten af regntiden. Det kommer nok.

Fra Puno krydsede vi ind over grænsen til Bolivia. Det gik smertefrit. Vi steg ud af bussen og gik ind i et lille kontor. Et minut senere kom vi ud med endnu et stempel i passet og kunne gå de hundrede meter i ingenmandsland til det bolivianske immigrationskontor, hvor det gik lige så nemt.

I sidste mail skrev vi lidt om transportmidlerne, vi har benyttet os af. Vi kan nu tilføje et nyt til listen, nemlig cykeltaxa. I Puno ved Titicaca søen var der utrolig mange af disse og de blev flittigt brugt af de lokale. De bevægede sig frygtløst rundt mellem den øvrige trafik (moto’er, taxier, biler, busser mm). Det var en rar og stille måde at
bevæge sig rundt på.

Som regel kører vi dog i bus. Busserne hernede er af forskellige standarder. Langtursbusserne er generelt ret gode, mens de lokale busser nogle gange ligner noget der skulle have været kasseret for længst. Det er dog sjovt at køre med de lokale busser for her møder man de lokale og er vidne til de sære ting de til tider foretager sig. Det er helt normalt for dem at slæbe dyr med i bussen. Ok, en kasse med kyllinger, som pippede hele tiden og var ved at flyve ud flere gange, det var da fint nok. En killing pakket ind i en gammel skjorte, det var da også meget hyggeligt, især fordi Mette sad ved siden af den. Den fik lige et hårdt klap af sin ejer, når den blev for livlig og fik besked om at sove igen. Hundehvalpe har der været nogle stykker af. I Puno skulle en dame på busstationen have 10 store sække med. Pludselig så vi at de bevægede sig og da vi kiggede nærmere på dem, viste de sig at indeholde
høns. Den mest underlige dyreoplevelse i bussen må dog være, da et ældre ægtepar stoppede bussen i en lille flække. Ved siden af dem på jorden, lå en stor vædder. Dens ben var bundet sammen og rundt om maven havde den et reb, som sammen med dens store horn blev brugt som håndtag, da den skulle hives op på taget af bussen!!! Ja, den blev hevet op på taget af bussen til alt det andet bagage! Da sad vi godt nok måbende ved vinduet lige ved siden af.

I de lokale busser kan alt lade sig gøre og man kan også aflevere pakker til chaufføren, som han så udleverer til en anden i en anden by. Man kan selvfølgelig stoppe bussen overalt, intet sving er for farligt til at sætte folk af i, og intet sted er for øde at stige på bussen. De lokale busser har ansat en billetdreng, hvis job det er at skrige bussens destination til alle der befinder sig i nærheden af bussen, det kunne jo være at man kunne få et par ekstra passagerer på den måde. Når nogle så gør tegn til at de vil med bussen, hopper han ud mens bussen stadig har lidt fart på og hjælper/skubber folk op i bussen (afhængig af om det er kvinder eller mænd, unge eller gamle der skal med bussen). Buschaufføren og billetdrengen får del i overskuddet, de har derfor god grund til at finde ekstra passagerer og vente på folk som kommer løbende mod bussen tværs over markerne. Det kan desværre resultere at man kører ret langsomt, hvis en anden minibus lige har overhalet en, for så skal man vente på nye passagerer længere fremme.

Når busserne passerer gennem små byer stiger der tit sælgere om bord. Her kan man købe sodavand, slik, nødder, hjemmebagte kager, varme majskolber, brød og varme retter. Især omkring frokosttid kan der derfor godt brede sig en kraftig maddunst i bussen. Når maden er fortæret ryger indpakningen ofte ud af vinduet.
Ofte kommer der også sælgere i bussen, som sælger naturmedicin. Først holder de et halv times foredrag hvor de lovpriser medicinen, som nærmest kan kurere alt fra hovedpine, åndedrætsbesvær, forstoppelse til ledsmerter. Ofte sælger de en kamfercreme mod kolde hænder (sikkert en god ide, for mange vasker dagligt tøj og opvask i koldt vand), alle der har lyst får så lige en prøve smurt på hænderne og pludselig dufter hele bussen igen. En stakkels handelsmand kunne dog ikke bruge sin kamfercreme, da toiletdøren satte sig fast. Han kom først ud da bussen gjorde stop
efter en god time.

Costa Rica

Rejsen rundt i Costa Rica var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Costa Rica er sammen med Panama det land i Mellemamerika med de højeste rejseomkostninger, men også de er også de mest udviklede lande. Den amerikanske indflydelse er meget stor i Costa Rica, der er mange amerikanske turister, aflagte amerikanske skolebusser og amerikanske kædebutikker.
Mange af byerne langs kysten baserer økonomien fuldstændig på turisme, og det er derfor svært at finde noget autentisk og uspoleret disse steder. I lighed med en stor del af Mellemamerika er der ikke mange helblodsindianere tilbage, som lever med de gamle traditioner og sprog. Befolkningen består overvejende af mestizer; blanding mellem spaniere og indianere.
Grænsekrydsningen fra Panama gik utrolig nemt. Vi fik vores pas stemplet i immigrationskontoret, og derefter krydsede vi floden, som markerede grænsen. På den anden side af broen gik vi ind på et tilsvarende kontor, hvor vi uden problemer kom gennem formalia. Tilbage var der kun at veksle de amerikanske dollars, de brugte i Panama til Colones. Efter lidt forvirring omkring bustider fandt vi også ud af, at der var en times tidsforskel.

Puerto Viejo

Ved grænsen kom vi med en bus, som med åbne vinduer og døre kørte af sted på en støvet grusvej. Varmen og støvet lagde sig hurtigt i bussen, og kun den flotte udsigt formildede turen. På begge sider af vejen var der mark efter mark med banantræer. Bananerne blev solgt under mærket chiquita, og vi så en del chiquita-lagre, lastbiler og togvogne i området.

5 km fra landsbyen Puerto Viejo stod vi af bussen. Herfra lykkedes det os at få et lift resten af vejen. Puerto Viejo betyder gammel havn og var en landsby ved Det Caribiske Hav. Byen er en magnet for surfere pga. de gode bølger og de billige hostels.

Befolkningen her er et mix af forskellige kulturer. En stor del har afro-caribiske rødder og stammer især fra Jamaica, men der er også europæere, amerikanere og indfødte. Pga. dette er der mange der har engelsk, som modersmål. Rastafari kulturen var tydelig, mange mænd havde strikhuer i de jamaicanske farver trukket ned over rasta-håret.
Mange startede morgenen med at skrue højt op for Bob Marley musikken, ryge dagens første joint, for derefter at tage surfboardet under armen og prøve bølgerne.
Vi boede på Hotel Puerto Viejo, et lille surfersted med lave priser og simple faciliteter tæt ved stranden. Der var ikke de store seværdigheder på stedet. De fleste kom for at surfe, slappe af og feste. Strandene var ok, men vi kunne bedre lide dem vi kom fra i Bocas del Toro.

 

San José

Efter et par dage i Puerto Viejo havde vi fået nok af Bob Marley og hans venner, så vi tog videre til hovedstaden San José.

Det var en utrolig kontrast at komme fra den forholdsvis stille strandby til det støj- og trafikhelvede, der i lighed med andre latinamerikanske hovedstæder, var i San Jose.
Værelset vi fik på Hotel Gran Imperial var som en fængelscelle; ingen vinduer, ingen billeder på væggene, kun grønne afskallede mure og en hård seng.

Vulkan Poa

Fra San José tog vi på en tur til vulkanen Poa. Tidligt om morgenen tog vi en bus til Alajula, hvor vi fandt bussen som kørte hele vejen til toppen. Eftersom der var mange turister med, stoppede bussen i nogle af de små landsbyer, den kørte igennem. Her var det muligt at smage og købe noget af den gedeost, de lokale producerede. Turen til vulkankrateret var virkelig flot. Vi kom forbi marker med kaffebuske og udsigten, som vi kom højere og højere op fra imponerende.

Allerøverst var det store vulkankrater med en diameter på 1,5 km. Fra udsigtspunktet kunne vi se ned på en turkisfarvet sø i krateret. Farven kom fra svovlforbindelser, og det kunne vi også nemt lugte på de røgskyer, som kom ud af sprækker i krateret. Søen har en utrolig lav pH-værdi og rummer derfor intet dyreliv.
Det var surrealistisk og uvirkeligt at betragte søen, og det var ulig andet jeg tidligere har set. Fra udsigtspunktet gik vi videre til en anden kratersø i tågeregnskoven, som omgav vulkanen. Denne sø havde dog ikke samme turkise farve.

Cartago

Cartago ligger en halv times kørsel fra San Jose og er den gamle hovedstad. Byen er blevet ødelagt at jordskælv flere gange, og der er derfor ikke mange gamle huse tilbage. Midt i byen står resterne af en gammel kirke, La Parroquia, som blev ødelagt i et af jordskælvene. Inde i ruinen er der nu en hyggelig lille have med blomster, kolibrier og en lille sø med fisk.

Lidt udenfor byen besøgte vi en orkidehave (Jardín Botánico Lankester). Haven rummer halvdelen af de 1400 orkidearter der findes i Costa Ricas regnskove.Ud over orkideer var der også et område med bambus, kaktusser og palmer. Blandt det hele sværmede sommerfugle og kolibrier. Det var meget hyggeligt at vandre rundt i den fredelige have, og dejligt med et pusterum i forhold til San Jose.

Montezuma

Da vi efter et par dage i San Jose havde fået nok af de mange mennesker, sælgerne og trafikken, tog vi af sted til endnu en strand, denne gang på en halvø i den sydlige del af landet ved Stillehavet.

Turen dertil var dog lidt besværlig. Efter to busture ankom vi til Puntarenas, hvor vi efter en lille gåtur fandt ned til færgelejet. Sejlturen over Golfo de Nicoya tog omkring halvanden time og udsigten til de små øer og kystlandskabet var flot. På færgen mødte vi en colombiansk pige, som skulle til Montezuma for at arbejde. Da vi kom i land var der tre timer til næste busafgang, og taxierne ville vi ikke betale for. Vi forsøgte derfor at få et lift, og mens vi ventede på næste færge med biler, lærte vi colombianeren at spille præsident og røvhul, det var ret sjovt, især da hun fandt ud af hvad spillet hed. Endelig fik vi et lift, og ud på eftermiddagen ankom vi til Montezuma.

Montezuma er en lille strandby, som især tiltrækker backpackere. Der var ikke så mange seværdigheder i byen, men nogle dejlige strande og en del barer og restauranter. Vi boede på Pension Arenas, som lå på stranden. Hotellet var bestemt ikke noget særligt, men det var dejligt at kunne høre havets brusen fra værelset og kunne gå lige ud på stranden og lægge sig i en af hængekøjerne.

Tæt ved landsbyen lå et vandfald, som vi gik op til.   Under vandfaldet var der en naturlig pool som vi badede i. En af drengene i gruppen klatrede op af klipperne ved siden af vandfaldet. Vi var alle nervøse for om han ville glide på de våde sten, men han klarede den heldigvis.

En af de sidste dage vi var i byen, begyndte det at storme, mens vi sad på en af strandbarerne. Det styrtregnede og tordnede og lynede. Regnen var så kraftig, at den blæste flere meter ind i lokalet, som ikke havde vægge, men bare et tag. Personalet fik travlt med at redde elektronikken i baren. Lynene oplyste hele havet, og det var hyggeligt at sidde i nogenlunde tørvejr og iagttage det oplyste hav.

Efter en uges tid tog vi af sted. Da havde det regnet et par dage i træk, og så var stedet ikke så fedt, det var ikke bygget til at man skulle være inden døre.

Fra Montezuma ville vi videre til Nicaragua. Turen fra Montezuma foregik også med et par busser og færge. Sent om eftermiddagen ankom vi til byen Liberia, hvor vi blev nødt til at overnatte, før vi kunne komme videre. Vi så intet i byen, fandt bare et hotel, spiste aftensmad og tog bussen videre næste morgen.

Affald

Overalt i Latinamerika er der desværre problemer med skrald der flyder overalt. Der bliver brugt mange plasticposer til mad og lignende, og disse kastes blot væk når de er brugt. Det samme sker med andet affald. Det smides hvor man nu går og står; ud af busvinduet, over skibsrælingen eller på gaden.

Befolkningen har mange store udfordringer i  hverdagen, og miljøhensyn er ikke noget der vægtes højt. Ingen så ud til at overveje at det var grimt med affald overalt, og selv hvis man havde fokus på problemet, var det meget svært at finde offentlige skraldespande.

Mark, som jeg rejste med, fortalte mig at han, på en flerdages tur på Amazon-floden i regnskoven, havde bemærket, hvordan mange smed affald i floden. Han blev derfor glad, da der kom en ansat rundt med en skraldespand, og han smed glad alt det affald i den, som han havde samlet sammen. Til hans forfærdelse så han herefter manden tømme hele affaldsspanden ud over skibssiden.

Generelt

Costa Rica bød på mange flotte oplevelser, især strande. Vi valgte ikke at besøge regnskovene, da vi begge havde været en del i regnskovene i Sydamerika.
Costa Rica var et nemt land at rejse rundt i. Der var mange busforbindelser og alting var mere velorganiseret end i nogle af de andre fattigere lande i området.
Vi mødte mange venlige og hjælpsomme mennesker. Vi var overraskede over, hvor mange fastboende fra især USA, vi mødte i landet, og den vestlige indflydelse kunne godt irritere os til tider. Billedet illustrerer meget godt, hvordan vestlige mærkevarers reklamer var overalt, selv på markerne.

 

 

Chile

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

 

Turen sluttede på 3. dagen, hvor vi blev gennet op kl. 4 om morgenen for at se gejserne dampe. Underligt at man tager op i 5.000 meters højde for at kunne se ind i jordens indre. Vi kørte videre til endnu en sø, denne gang grøn pga. af mineraler fra bjergene. Så var turen slut og vi blev kørt til grænsen til Chile og videre herfra til San Pedro.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke at Chile ikke var en del af vore rejseplaner. Da vi ikke kom til regnskoven i Bolivia, pga. regn havde vi pludselig ekstra tid. Derfor besluttede vi at turen nordpå tilbage mod La Paz lige så godt kunne gå gennem Chile, fremfor at rejse på de mere usikre og meget mere langsommelige bjergveje i Bolivia.

Her i San Pedro de Atacama har vi haft det varmeste vejr på hele turen, ikke lige noget der ledte tankerne hen på jul. Byen har kun 5.000 indbyggere og ligger ved et vandløb, hvilket gør den til en grøn oase i den omkringliggende Atacama-ørken – verdens tørreste. Gaderne består mest af ler og jord, så mange mennesker vander hver dag vejen foran huset, så det ikke støver så meget.

Julen blev også tilbragt her. Og måske har vi oplevet mere sne og is end derhjemme, for lillejuleaften var vi i Valle de Luna. Det er en rigtig månelandskab, hvor vi gik rundt blandt underlige bjergformationer. Jorden var flere steder sprød og dækket af et fint lag saltkrystaller. Det var som at gå på en frossen muldjord. Dertil var der flere steder klatter af klare saltudlejringer der mest af alt lignede is. En dejlig vinterfornemmelse i 25-30 graders varme.

Selve juleaften gik vi en fin tur i en frodig dal i en nærliggende lille by midt i ørkenen. En flod løb i dalen og her var figen-, abrikos- og små pæretræer. Vi købte en del figner og pærer hos en gammel dame, så mindende det lidt om jul.

Aftensmaden blev indtaget på en fin restaurant i San Pedro. Vi fik kalkunspyd og en indbagt svinekød, begge dele med kompot af svesker, æbler og rosiner. Dertil en kraftig chilensk rødvin. Vi kom hjem og gik i seng, men kl. 4 vågnede jeg ved at maven rumlede! Så skulle Mads på potten – hurtigt! Det er vist nogen maveinfluenza, for Mette har haft det samme for få dagen siden. Nu står den 4-2 til Mette i antal diarreer.

Vi kan godt mærke at det er et nyt og anderledes land vi er kommet til. Chile er et rigt land og priserne er steget markant i forhold til Peru og Bolivia. Der er store biler fra USA, god asfalt til de moderne busser og chilenere klædt i smart tøj. Væk er indianere, tiggere og gadesælgere. Det er noget af en omvæltning, men spændende at se en ny side af Sydamerika.

Anden juledag tog vi ca. 100 km nordpå til Calama. Her var vi ude at se verdens største åbne kobbermine uden for byen. Minen er enorm og måler 4.5 km lang, 3 km bred og 900 meter dyb. Der arbejder ca. 900 personer. Hver morgen laver de eksplosioner nede i minen og bruger så resten af dagen på at fragte stenene op fra det dybe hul. De bruger nogle enorme maskiner til arbejdet. Vi kunne ikke komme ned i minen, kun stå på kanten og kigge ned. Ved siden af minerne ligger en by. Denne by er opstået sammen med minen, men på et tidspunkt voksede Calama sig større. Nu bliver alle minearbejderne tvangsflyttet til Calama af sundhedshensyn (vist nok pga. arsenik). Eksporten af kobber udgør næsten 50% af Chiles samlede eksport. Som med sølvet i Bolivia, er prisen på kobber høj i øjeblikket, grundet stor efterspørgsel i Kina.

Efter Calama tog vi tilbage til Stillehavet til byen Iquique. Det er Chiles førende strandby, med lækre strande og masser af mennesker på ferie – primært chilenere og bolivianere. Det var rart at tage en slapper og nyde det gode vejr, 25-30 grader og sol.

En dag var vi ude og se Humberstone. Det er en forladt mineby og nu del af UNESCOs verdensarv. Før kobber var nitrat en vigtig indkomstkilde. Men nitrat-eventyret endte i 60´erne og Humberstone blev hurtig forladt. Nu er det en spøgelsesby. Vi kunne dog fint fornemme byens storhedstid med teatret med plads til over 800 personer, det dengang moderne 21-meters lange og 4 meter dybe svømmebassin nittet sammen af jernplader, samt jernbanen som kørte gennem byen. Nu er alt øde og forladt og forsvinder
langsom af vind og vejr.

Nytårsaften blev også holdt i Iquique. Det var godt nok ikke let. Det hostel vi boede på, havde ikke noget nytårsshow på programmet. Vi spurgte på andre hostels, men nej. Og flere af byens få restauranter holdt lukket.

Til sidst lykkedes det os at finde et sted blot 10 km fra centrum i byen… juhuuu. Heldigvis var det superhyggeligt og lå lige ud til Stillehavet og maden var lækker. Tilbage i centrum tog vi ned på stranden og så et rigtig fint fyrværkeri, mens de tusindvis af begejstrede
chilenere sang nationalsang. Så slentrede vi ellers op og ned ad strandpromenaden, sammen med de mange andre mere eller mindre berusede nytårsgæster.

Efter Iquique tog vi til endnu en strandby, nemlig Arica, som ligger tæt på grænsen til Peru. Faktisk var området også peruviansk indtil Chile tog det sammen med et boliviansk område syd for dette, under Stillehavskrigen. Dette er ikke noget hverken peruvianere eller bolivianere har glemt. Det var her Bolivia mistede deres kystområde og Peru et vigtigt og rigt mineområde, som har været med til at gøre Chile rigt.

I Arica var vi ude at se nogle oldgamle mumier. Faktisk var de verdens ældste, flere tusinde år ældre end de mere kendte ægyptiske mumier. Da dette område i lighed med resten af Chiles nordligste kyst ligger verdens tørreste ørken, Atacama ørkenen, er mumierne og andre ting meget velbevarede. Mumierne var iklædt lermasker over hovedet, mens resten af kroppen var bar, så man stadig tydeligt kunne se de indtørrede fingre, negle m.m. Pænt ulækkert.

Vi var også ude at cykle en tur. Vi trængte til at være aktive. Vi cyklede langs med kysten og først kom vi forbi en surferkonkurrence. Selvom chilenerne kun body-surfer (altså ligger ned på et kort bræt) kunne de alligevel lave nogle imponerende tricks i de høje bølger.
Herefter kom vi forbi flere strande og noget senere kom vi forbi nogle store lugtende fiskemelsfabrikker. Pludselig ved en lille strand fik vi øje på nogle mænd som sad og rensede konkylier. De prøvede at overtale os til at spise en rå, men det havde vi ikke lige lyst til. I stedet købte vi et par stykker, som skulle bruges som fiskemadding.
Vi var også inde at spise en frisk og meget lækker fiskefilet på en lille familierestaurant på stranden (ja, Mads spiste også fisk, og han kunne faktisk godt lide det).
Til sidst kom vi til turens mål, nogle grotter i klipperne. De var ikke fantastisk imponerende, men klippeformationerne i vandet var flotte. Vi fandt også en fin klippe som Mads kastede sin fiskeline ud fra. Haps, der var bid med det samme, en fin fisk synes åbenbart at orangefarvet konkyliekød var godt.
På tilbageturen så vi en søløve der lå og solede sig på en klippe tæt på stien.

Efter Arica var badeferien slut. Det var en dejlig afslutning på turen at slappe af i solen. Herefter blev temperaturen og højden en anden, for vi tog bussen tilbage til Bolivia og La Paz. Her var temperaturen 10-15 grader lavere og højden 4000 meter højere.  Det var dog langt fra den eneste forskel. Pludselig var vi tilbage hvor folk var mørkere i huden og
meget mere indianske, der var minibusser, taxier og gadesælgere overalt.

Forskellen på Chile og de andre lande (Ecuador, Peru og Bolivia) er meget stor. Nærmest som Vesteuropa og Østeuropa. Chile er temmelig rigt i forhold til resten af Sydamerika og folk her er meget europæiske, både i ansigtstrækkene og i tøjet. Indianere ser man næsten ikke langs kysten i Chile, og der er heller ingen gadesælgere. Til gengæld er der mange butikker der sælger tøj, elektronik og andre dyre ting. I Chile var alt ting af en meget bedre kvalitet, men også meget dyrere.

 

Som jeg skrev sidst, har jeg været et smut i Chile. Først var jeg i hovedstaden Santiago. Byen er faktisk meget hyggelig, men der er ikke så mange gamle kolonibygninger, som mange andre steder i Sydamerika. Til gengæld havde de helt vildt mange fastfood restauranter.
Faktisk havde de en hel arkade med små boder og restauranter. Her var det helt store hit, foruden den sædvanlige kylling med fritter, hotdogs. Jeg fik en italiensk hotdog med pølse, guacemole, hakket tomat og en voldsom vammel mængde mayonnaise.

Efter et par dage i Santiago, tog jeg videre ud til kysten til byen Valparaiso. Byen er på Unescos lister over verdensarv pga. de specielle huse, der er i byen. Byen ligger på omkring 20 bakker, og der er derfor en uhyggelig mængde trapper og stejle gader. Det kan derfor godt være lidt besværligt at bevæge sig rundt. Det er dog gjort lidt nemmere, for der er lavet en række “ascensadorer” som er en slags elevatorer, der trækkes op
af de stejle bakker af et kabel. Beliggenheden gør, at der mange steder er en fantastisk udsigt. Det, som dog gør byen så speciel, er de mange farvestrålende huse. De findes i mange farver og i mange kreative farvesammensætninger. Husene er lavet i træ eller en slags bølgeplader. Man kan ikke undgå at blive i godt humør, når man går rundt i dette
farveorgie.

Hostellet, jeg boede på, var også specielt. Det var ejet af forfatteren til Footprint Chile (en guidebog) og der var stærke farver og store oliemalerier indendørs.

I Valparaiso er de glade for at male og mange husmure er dekorerede med flotte malerier. Faktisk var der et sted et “åbent museum”, hvor mange husmure havde malerier, og man kunne så gå rundt i dette “museum”. Som det fremgår af billederne, var det ikke kun murene, der var kommet tæt på malerpenslen.

Chile har en nobelprismodtager i litteratur, Pablo Neruda, og han boede en overgang i Valparaiso. Huset, som han selv har indrettet, er nu et museum og her var en fantastisk udsigt over havet og bakkerne, som strålede med de farvede huse.

Nærmest sammenhængende med Valparaiso ligger en anden kystby, Viña del Mar. Denne by er en rigtig badeby med mange turister. Her er store strande, og jeg valgte dumt nok en søndag til at tage hertil, og stranden var pakket med mennesker. Der er dog altid plads til en til, især hernede, hvor man ikke bekymrer sig så meget om, hvis man kommer tæt på andre mennesker.

Den sidste dag jeg var i Valparaiso var der cykelløb i byen. Det var som vi havde set det i Cusco, hvor de drønede ned på cykel gennem de stejle gader og trapper og hoppede ud over ramper. Det var ret vildt at se på, især da de øvede aftenen inden, for da var gaderne ikke afspærrede, og jeg så en kvinde i bil, som bestemt ikke gad lytte til dem der vinkende holdt hende tilbage. Hun kørte frem og blev næsten ramt af en cykel som kom flyvende ud over en rampe. På selve dagen forvildede en hund sig ind på
banen, og den styrtede af sted med et skræmt udtryk i øjnene, mens en cyklist kom drønende ned af trapperne bag den, mens alle skreg at den skulle flytte sig.

Jeg har mødt utrolig mange mennesker på min tur. Jeg har selvfølgelig mødt mange lokale, især i busserne er jeg faldet i snak med mange. Jeg har også mødt mange rejsende og nogle af dem har virkelig været anderledes.

En amerikansk pige, jeg mødte, havde et “green-card-marriage”, dvs. hun var blevet gift med en af sine venner, en argentiner, for at han kunne blive i USA. Som om dette ikke var nok, havde de også fået et barn sammen, for med tiden var de blevet lidt mere end venner. De var dog ikke sammen mere, men de delte forældremyndigheden (eftersom de stadig var gift) over deres 3-årige søn.

Jeg måbede også lidt, da jeg snakkede med en ung mand fra Finland. Han havde boet de sidste par år i Nicaragua, hvor han havde en kæreste. Han arbejde ikke, men for at de lokale ikke skulle tro han var alt for underlig, bildte han dem ind, at han arbejdede på internettet, hvor han oversatte ting for regeringen i Finland. Da han fik lyst til at komme ud
at rejse, kunne han ikke sige til kæresten, at han ville rejse rundt i Sydamerika, for hun ville ikke kunne forstå hans valg. Derfor havde han bildt hende ind at han var rejst tilbage til Finland for at besøge sin far, mens han i virkeligheden rejste rundt i flere måneder i Sydamerika. Han talte tit med hende i telefonen og fortalte hvor koldt det var i Finland, og havde endda taget et billede i en granskov i Colombia og sendt det til hende og fortalt at det var Finland.

En hollandsk pige jeg mødte, fortjener også at blive nævnt, fordi hun konsekvent købte to busbilletter til sig selv, så hun slap for at sidde ved siden af de lokale. Da hun kastede en tom vandflaske fra sig midt i naturen, mistede jeg nærmest al respekt for hende.

Israelerne er et kapitel for sig selv. De går for at være de mest specielle, fordi de rejser i store grupper, altid skal have alt til absolut laveste pris og ikke altid er lige høflige. Jeg har dog været skånet for de store oplevelser med denne type og næsten kun mødt ganske søde israelere. En gjorde sig dog voldsomt bemærket på et dormitorium, jeg
boede på, da han straks efter ankomst gik ud på badeværelset og begyndte
at lave armbøjninger.

 

Brasilien

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

Efter at have set vandfaldene fra den argentinske side, kunne jeg ikke lade være med at tage et par dage til Brasilien (hvor jeg er lige nu) og se vandfaldene herfra. Dem så jeg så i går. Herfra kan man se mere af vandfaldene på en gang, især Gargante del Diablo, så det gav et godt overblik over området.

Faktisk havde Paraguay også nogle vandfald, som var endnu større, men de valgte at oversvømme dem, da de lavede verdens største vandkraftværk. Sikken en skam, eftersom de sikkert kunne have tjent ligeså mange penge på turisme (men nok ikke lavet så meget strøm).

Dette vandkraftværk var jeg ude at se her i Brasilien. Det producerer mere strøm end det nye værk i Kina kommer til. Det var et stort og imponerende bygningsværk. Hver af de 20 turbiner genererer nok strøm til en by på 1,5 mio. mennesker og hele værket producerer 90% af Paraguays strømforbrug og 22% af Brasiliens.

I morgen tager jeg bussen tilbage over grænsen til Argentina, hvorfra jeg flyver til Buenos Aires. Busturen tager mindst 17 timer, så jeg har valgt at flyve. Det tager kun knap to timer og koster kun 720 kr.

Selvom jeg er så tæt på grænsen, er det alligevel tydeligt at jeg er i Brasilien. Primært selvfølgelig pga. sproget. Her tales portugisisk, hvilket er ret svært at forstå. Jeg tror at det for spansktalende er som at tale med en fra skåne, altså et sprog som virker familiært og alligevel anderledes. Heldigvis for mig taler mange mennesker her spansk eller engelsk eller begge dele.

Her i Foz do Iguaçu som byen hedder, har jeg for første gang her i Sydamerika set muslimer. Her bor mange arabere og mange af dem har små butikker i Paraguay, men bor her. Også her er de dækket godt til, selvom temperaturen her er 35 grader eller mere.
Generelt er brasilianerne, ligesom argentinerne, et blandet folkefærd og alle folkeslag er repræsenteret her og blandet sammen i en skøn blanding.

 

Bolivia

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika

Så nåede vi til Bolivia, landet som har haft 188 kupforsøg på 157 år (1825-1982). Det giver en suveræn førsteplads i Guiness Rekord Bog. De seneste par år har Evo Morales været ved magten. Han er indianernes mand og ikke overklassens. I Cochabamba så vi således mere end 1.000 hvide og temmelig rige bolivianere i demonstration mod Evo. Folk i store biler dyttede med og gamle patrioter rejste sig på restauranter og klappede. Det er helt usædvanligt fik vi at vide. Det er tydeligt at der er stor klasseforskel mellem hvide og indianerne. Tiggere er der virkelig mange af her i Bolivia, noget som vi ikke så meget til i hverken Peru eller Bolivia.

Ellers er vi endelig sluppet for valgkampe her i Bolivia. I Ecuador var der første valgrunde til præsidentposten da vi var forbi i midten oktober.
Der var vist nok 128 kandidater at vælge blandt. Og i Peru var der valg til kommuner og regioner. Det betød at biler konstant kørte rundt med mega-højtalere på taget og gjaldede deres kandidaters budskaber ud over folkemasserne. Det var skrækkeligt! Desuden var det ulovligt at købe alkohol to dage før valgdagen, så ingen øl eller vin til middagene. Men det er altså slut nu.

Copacabana og Isla del Sol

Første stop på vores tur i Bolivia var Isla del Sol. Det er en lille klippeø i den sydlige ende af Titicacasøen. Oprindeligt var det et helligt sted for inkaerne, som havde bygget et fint tempel og sat nogle betydningsfulde personer derud for at dyrke og tilbede solen. Det må de have været godt tilfredse med, for øen er utrolig fin. Der er ingen veje, kun stier. Vi fandt et godt hostel på toppen af øen, med søudsigt og den flotteste solnedgang vi har set til dato. I de dage vi var på øen fik vi gået nogle fine ture. Da der ikke er biler, var den største trussel på “vejene” de mange dyr, der lever på øen. Hele tiden kom bønder forbi med flokke af får, lamaer, køer og æsler.

Mette var faktisk lige ved at blive løbet ned af en lama, som var kommet bagud og derfor kom styrtende rundt i et sving på kolitionskurs med Mette, som måtte springe ud i rabatten. Mens vi var på øen, blev den store årlige offerfest også holdt. 10 mænd og kvinder var valgt ud og resten af øboerne hængte nu halskæder med brød og bananer på de udvalgte. Det skulle vist symbolisere frugtbarhed og sikre en god høst. Der var også kæder med chips og sodavand, noget som guderne tilsyneladende har fået god smag for her på egnen. Til sidst var der hængt så mange kæder på dem, at de ikke kunne rejse sig. Til sidst blev en lama ofret, halsen blev skåret over og blodet hældt i et hul i jorden, alt imens mænd og kvinder drak maser af øl og røg cigaretter.

La Paz

Fra Isla del Sol tog vi til La Paz, verdens højest beliggende hovedstad.
Det blev dog lidt af en skuffelse. Byen er temmelig kedelig når det gælder arkitektur og charme. Restauranter, cafeer og gode hostels er byen stort set blottet for. Vi fik dog handlet en del, bl.a. to kæmpe hængekøjer.
Byen er et stort marked. Vi så ikke et eneste supermarked. Alt bliver købt hos de tusindvis af småhandlende på gaden. Lørdag og søndag var vejen foran vores hotel lukket, for at give plads til frugt- og grønthandlere samt kød- og fiskekoner. Alt virker kaotisk og der er masser af mennesker overalt.

I La Paz købte vi også en flybillet til Rurrenbaque, en by i junglen. Nu skulle vi se anakondaer, alligatorer og fange piratfisk (turens absolutte højdepunkt!). Men ak, vi kom ikke af sted. To gange var vi i lufthavnen og fik at vide at landingsbanen i Rurrenbaque, som ikke er asfalteret, var for blød til at kunne lande på. Og med udsigt til endnu mere regn og torden på 5-døgnsprognosen, gad vi hverken vente på at komme derud eller måske risikere ikke at komme hjem igen.

Oruro

Så vi tog videre til Oruro 3-4 timer syd for La Paz. Stemningen i byen var betydelig rarere end La Paz, rolig og afslappet. Lidt udenfor byen var nogle temmelig varme termiske bade som vi fik prøvet – nu med solcreme på vores nye hud på skuldrene efter forbrændingerne fra sidste besøg i varme kilder.

I Oruro havde de for få år tilbage fundet en gammel mineskakt under kirken ligger. Byen har nu lavet et rigtig fint mine-museum i mineskakten, hvor vi kunne se mineraler, boremaskiner, dynamit og mange andre remedier som blev brugt til at bryde bjerget med. Vi så også hvordan fattige minearbejdere havde forsøgt at smugle rigdomme ud af minen, bl.a. med falske baby-bylter på ryggen eller små bælter på maven.

Cochabamba

Efter Oruro er vi nu i Cochabamba. Vi kom med bussen og undervejs fik vi set to uheld. Først var en lastbil væltet med en rendegraver i et sving og senere lå endnu en lastbil væltet kun få meter fra en noget stejl skrænt. Transport er nok den største fare vi er udsat for hernede. For at reducere risikoen og samtidig spare 15 timers bustransport, flyver vi i morgen til Sucre. Det tager 3o minutter og koster kun 300 kr. Ren luksus.

I Cochabamba har vi primært slappet af. Klimaet er yderst behageligt med ca. 25 grader om dagen og milde nætter. Vi har gået lidt ture udenfor byen, bl.a. i en nærliggende nationalpark. Den helt store begivenhed er dog at 12 præsidenter fra Syd- og Mellemamerika er samlet i byen for at diskutere en form for fælleskurs landene imellem – lidt a là EU. Ifølge Evo Morales skal en sydamerikansk union gerne være på plads om senest 5 år. Vi savnede også Evo Morales i La Paz, for han var ikke hjemme, men til (udsat) 80-års fødselsdag hos sin gode ven Fidel Castro i Cuba.

Ellers er Cochabamba Bolivias brødkammer. For første gang på vores rejse, har vi set flere traktorer på samme bustur. Markerne er store og jorden fed, men noget tør efter vores ikke-faglige vurdering. Regn fik vi ellers nok af forleden aften, hvor et sandt uvejr rasede over byen. Hagl, regn, lyn og torden gjorde aftenen til en sand gyser. Selv om vi har et to meters udhæng, røg haglene 3 meter ind af døren, da vi nysgerrigt kiggede ud. Dagen efter stod der i avisen, at 4 personer var omkommet under uvejret. Ifølge vores taxichauffør var èn revet med af strømmen ned i floden og druknet, mens en anden havde fået et elkabel i hovedet. Mudder flød i gaderne og butikker havde travlt med at svabe fra de dårligt sikrede bygninger. Forsikringer har de formentlig ikke haft.

Kaffesituationen her i Sydamerika fortjener også et par ord. Derhjemme er nok især Columbia kendt for at producere god kaffe, men mange andre lande hernede producerer også meget kaffe og også af en fin kvalitet. Dette betyder dog ikke at vi drikker fantastisk fin og billig kaffe hver dag, faktisk tvært imod. Situationen er som den hjemlige mht. dansk bacon; vi eksporterer den gode og spiser den dårlige selv. Hernede drikker man enten instant coffee (ala nescafe, bare værre) eller man får en kande med kaffeekstrakt og en kande med kogende vand, så man selv kan blande. Bevares, begge dele kan drikkes, men vi bliver nu så glade når vi finder et sted hvor man kan få rigtig kaffe. Kaffesituationen var allerværst på den peruvianske kyst og allerbedst i Cusco, hvor de faktisk dyrker meget kaffe. Det værste vi har været udsat for, var kaffe i et brev, altså som et thebrev, det var udrikkeligt.

En sidste ting som vi lige må nævne, er mændenes tissemanerer her i Bolivia. De er komplet ligeglade med toiletter (nok fordi det koster næsten 50 øre). I stedet tisser mændene, når de har lyst og hvor det passer dem. Således er vi blevet antastet af adskillige bolivianske tissemænd på gaden. De stiller sig op af muren/lygtepælen, rendestenen og hvad der ellers lige findes og lader vandet. At andre mennesker passerer forbi gør dem ikke spor. De har absolut ingen pli, og mange steder lugter der temmelig grimt. Det er ucharmerende.

Sucre

Fra Cochabamba, hvor vi skrev sidst, fløj vi til Sucre. Ren luksus, men det kostede kun omkring 300 kr. Turen tog dog også kun 30 min, men de kunne alligevel godt nå at servere drikkevarer. Flyveturen sparede os for 15 timer i bus.

Sucre var en hyggelig by. Den kaldes den hvide by, fordi de fleste huse i centrum er hvidkalkede. Miljøet var rart med mange cafeer, fordi byen er en universitetsby. Her skal Mette arbejde en måned når Mads er taget hjem.

Fra Sucre tog vi på ture i omegnen. Den ene tur gik til “De Syv Vandfald”. Fra bussen vi gik og gik og gik gennem landskabet for at finde vandfaldene. Pludselig kom en mand i mod os, han spurgte om vi havde set nogle æsler. Ja, det havde vi da, der var kommet to i mod os på vejen. Han så lidt ærgerlig ud, og spurgte om vi ikke havde set tre, for så var det ene altså blevet væk. Vi kunne ikke hjælpe mere, og fortsatte i stedet af den snirklede bjergvej, efter bonden havde vist og forklaret os en meget kortere og direkte vej tilbage. De syv vandfald viste sig ikke at indeholde så meget vand, men turen og landskabet dertil var meget meget flot.

Altiplanoen omkring Sucre var engang vandringvej for dinosauruser. Deres fodspor kan stadig ses da de er forstenet i klipperne rundt omkring. Vi så dem ved en cementfabrik på en klippevæg, dvs. det var klippegrunden som pga. pladetektonisk aktivitet var skubbet op og derfor gik fodsporene op og ned af væggen. Nogle af fodsporene var fra en dinosaurus, som var op til 36 m lang og 18 m høj og vejede op til 90 tons. Fodsporene var selvsagt gigantiske, på størrelse med en olietønde. For at pifte det hele lidt op havde de lavet en dinosaurus-park ved siden af, og her kunne vi se modeller af dinosauruserne i rigtig størrelse. Lidt kitchet, men alligevel imponerende at stå under den store Titanasaurus (som de måske af pædagogiske grunde, ?, har valgt at være en hun).

Potosi

Fra Sucre tog vi til den nærliggende by Potosi. Her er den store attraktion bjerget, som ligger lige udenfor byen. Det hedder Cerro Rico – Det Rige Bjerg. Rigt er det bestemt også. Ifølge kilder har spanierne gravet/sprængt nok sølv ud af bjerget, at man kan bygge en bro hele vejen til Spanien af sølvet, og en bro tilbage af knoglerne af de slaver der døde af arbejdet (vistnok 8. mio.) Der brydes stadig sølv og tin i bjerget, som er helt arret at se på pga. alle de huller der er gravet i det. Mere end 10.000 mænd arbejder i minen under primitive forhold og tjener ca. 500 kroner om ugen. En god løn, da prisen på sølv er høj i øjeblikket.

Først besøgte vi en fabrik, hvor de forarbejdede materialet fra bjerget. Sølv- og tinindholdet blev opkoncentreret ved at bjergmassen blev knust og ført gennem forskellige bade med kemikalier. Den endelige forarbejdning sker dog i andre steder som Japan, USA og Europa.

Vi var på en minetur med en forhændværende minearbejder. Først besøgte vi minemarkedet, hvor minearbejderne køber de ting der er nødvendige i minen. Dvs. cocablade, som de tygger i stor stil før de går ned i minen, så de ikke føler sult eller træthed, 100% alkohol, som de drikker og skænker til Pachamama (moder jord) og El Tio (djævel som vogter over deres liv), dynamit, skovle og meget andet. Som det er skik, købte vi lidt gaver til minearbejderne; cocablade, alkohol og 2 dynamitstænger! Dynamitstængerne koster 8 kr stykket kan vi oplyse interesserede.

Efter at være blevet iklædt passende minetøj, dvs. gult arbejdstøj, røjser, hjelm og pandelampe, tog vi af sted til minen. Her gik vi ind. Gangene var ikke særlig store, vi kunne knap gå oprejst. Ofte skulle vi klemme os ind mod væggen, fordi minearbejderne kom styrtende forbi med trillebøre fyldt med malm. Vi kom længere og længere ind og her mødte vi en mand der med håndkraft var ved at hamre et dybt hul til en dynamitstang, det var hårdt arbejde i den hårde klippevæg. Han havde arbejdet i minen i 39 år. Det er ret lang tid, da minearbejderne normalt bliver syge i lungerne af arbejdet efter 10-20 år. Vi forærede ham en dynamitstang, alkohol og nogle cocablade. Så var han glad.

Nu havde vi været inde længe nok og ville ud igen. På vej ud hørte vi 5-7 eksplosioner lige over hovedet på os (sådan føltes det) og var lidt vildt/ubehageligt, selvom vi vidste at minegangene havde været der så mange år at de nok ikke lige faldt sammen. Vi fik også sprunget en dynamitstang uden for minen. Vores guide satte ild til lunten og efter et par minutter, sagde det BOOOMMMM. Helt vildt fedt! Dynamitstangen kunne springe ca. 100 kg malm, men vores blev jo kun sprunget over jorden.

Uyuni

Fra minen i Potosi tog vi bussen til Uyuni i det sydligste Bolivia. Turen skulle tage 6 timer. Vi kørte af sted og lige udenfor byen holdt asfalten op og jordvejen begyndte og bussen rystede af sted. Kun 6 timer endnu tænkte vi optimistisk…. Men, da vi havde kørt 1/2 time stoppede bussen og snart stak tre mænds ben op fra kølerhjelmen. Det viste sig at motoren var blevet for varm da køleren lækkede kraftigt! De forsøgte at lappe det med nogle klude m.m, men efter 1/2 time annoncerede co-driveren at bussen ikke kunne køre længere og at vi skulle tage den næste bus der kom forbi. Fedt nok, når vi vidste at alle busser (kun 2 resten af dagen) var lige så fulde som den vi allerede sad i. Vi var ikke imponerede ved udsigten til at skulle stå op i en anden bus i næsten 6 timer. Vi ventede og ventede og så skete miraklet. Efter endnu 3/4 time kørte bussen igen. Vi var dog noget skeptiske og frygtede at den nok snart ville bryde sammen igen. Nå, men vi kørte og kørte og efter en hel time havde lige fået troen på at den sagtens kunne køre hele turen. Og så punkterede vi. Spasserbus!
Buschaufføren annoncerede dog kækt at der var 10 minutters tissepause. 1/2 time senere var vi på vej igen, men ak, der gik kun 10 min, så var den gal med køleren igen. æv, men igen blev problemerne løst og vi kørte videre. Resten af turen var begivenhedsløs, men vi var godt nok irriterede da bussen, som forlod Potosi mere end to timer efter os, overhalede os med andre smilende gringoer i vinduet.

Sådan er det at køre bus hernede. Heldigvis virker det som alle chauffører har en vis mekanisk formåen (formentlig en del af jobbeskrivelsen), og selv med den yderst begrænsede værktøjskasse de kører rundt med, kan de reparere næsten alt. Faktisk er det mest brugte bare at hamre og slå lidt
på tilfældige dele.

Salar de Uyuni og nationalparker med farvede søer, vulkaner, flamingoer, varme kilder og flot ørkenlandskab

Den sidste del af rejsen i Bolivia var en 3-dages tur i Salaren (saltørken) og det øde og meget flotte ørkenlandskab der grænser op mod Chile og Argentina. Vi kørte i en 4WD med 4 andre gringoer.

Første dag fik vi set en togkirkegård. Ligesom Danmark har Bolivia faktisk haft et ganske veludbygget jernbanenet, men de tider er længe forbi. Nu står de gamle rustrøde damplokomotiver i ørkenen lidt uden for Uyuni by.

Så kørte vi ud i den 10.000 km2 (ca. Fyn) store saltørken hvor der ligger et 3-6 meter tykt lag salt. Det var virkelig løjerligt at køre gennem, til alle sider var der bare hvidt og fladt så langt øjet rakte. Visse steder lå der vand på saltet og dette skabte en illusion af et spejl. Himlen spejlede sig i vandet og det var helt vildt at køre på for himmel og jord flød fuldstændig ud i et – nærmest som at flyve i skydække. Bolivianerne udvinder salt på den mest primitive, men dog effektive måde. De graver det op, tørrer det i solen i små dynger og herefter tørres det over åben ild iod tilsættes til sidst (lovfæstet) så er det klar til salg. Saltørkenen er en gammel indlandssø, hvor regnvand fra bjergene er løbet ned og fordampet over mange tusind år.

Vi så også nogle flotte grotter med imponerende spindelvævstynde drypstensformationer der hang ned fra forstenede koraller i loftet.

Dagen efter kørte vi op i bjergene og fandt flere svovllugtende søer med masser af forskellige typer af flamingoer. De snadrer rundt i det saltmættede vand/mudder og gnaver røde alger, der giver dem lyserøde vinger og hals. De er rigtig fine og man kan komme ret tæt på dem, mindre end 10 meter. Ellers var 2. dagen igen præget af mekaniske problemer. Denne gang var det koblingen der drillede. Ufedt! Det betød lang ventetid til at fikse bil – absolut ikke noget ualmindeligt her i Bolivia må vi nok konstatere.

Turen sluttede på 3. dagen, hvor vi blev gennet op kl. 4 om morgenen for at se geyserne dampe. Underligt at man tager op i 5.000 meters højde for at kunne se ind i jordens indre. Vi kørte videre til endnu en sø, denne gang grøn pga. af mineraler fra bjergene. Så var turen slut og vi blev kørt til grænsen til Chile og videre herfra til San Pedro.

Engelskundervisning i Sucre

Efter at Mads tog flyet tilbage til Danmark fra La Paz, ville jeg til Sucre i Bolivia, for at undervise i engelsk. Vi havde været der før, så jeg gad ikke tage bussen igen, og når jeg nu var i lufthavnen var det oplagt at flyve. Da jeg stillede mig op i køen for at købe billetten var der kun 1/2 time til afgang, men jeg blev forsikret om, at de tog alle med som stod i kø. Da det endelig blev min tur (jeg var den sidste) var der kun 10 min til afgang og skærmen havde i lang tid vist, at der var lukket for boarding. Nå, men efter at være blevet sendt lidt frem og tilbage fik jeg købt en billet, checket bagage ind og så skulle jeg løbe sammen med en medarbejder hen og betale lufthavnsskat og igennem et meget hurtigt sikkerhedscheck og ud på landingsbanen hvor flyet ventede og piloten stod og grinede af mig.

I Sucre arbejdede jeg som frivillig på en skole, hvor jeg hjalp til med undervisningen i engelsk. Skolen er en non-profit organisation. De tilbyder spansk undervisning til turister, og pengene bruger de til at finansiere engelskundervisningen, således har de kunnet halvere priserne og endda tilbyde gratis undervisning til de allerfattigste børn, dvs. skopudserdrenge, forældreløse m.m. Undervisningen foregår om eftermiddagen og aftenen, når eleverne er færdige med alm. skole og job.

Som ventet var undervisningen meget anderledes der. Jeg hjalp til i to forskellige klasser. Den ene klasse bestod af 8 små elever, ca. 8 år gamle. Her var læreren ikke særlig kvalificeret, hverken til engelsk eller til at undervise, men hun gjorde sit bedste. Undervisningen gik mest ud på at lære navnene på fx. dyrene, kropsdelene eller andre ting udenad ved at gentage efter læreren. De sagde slet ikke sætninger. Det prøvede jeg dog at få dem til, fx. “en elefant er grå” eller “jeg har to øjne”. Jeg følte mig virkelig henvist til den gamle skole, for i starten af timen, når eleverne havde fundet deres pladser, rejste de sig og sagde i kor: “Good afternoon teacher”. Læreren svarede så “Good afternoon students” og eleverne sagde “Thank you” og satte sig!!! Når de sagde farvel til os, gav de os et kindkys:-)
Den anden klasse var nogle teenagere, som alle var bange for at sige noget på engelsk. Her var læreren meget dygtig til engelsk. Eleverne sagde dog ikke ret meget, allerhøjest en sætning en gang i mellem, og deres udtale var ret dårlig og de lyttede ikke efter, når de blev rettet. Læreren oversatte alt hun sagde til dem, selv små kommandoer, hvilket gjorde at eleverne ikke gad høre efter det engelske.

Det har dog været meget spændende og lærerigt at undervise. Jeg har fået indblik i den bolivianske undervisningspædagogik, og jeg forstår nu endnu bedre hvorfor de ikke kan tale engelsk, på trods af de faktisk bruger meget tid på engelsk i skolen. Jeg kan ikke sige, at jeg har oplevet noget som jeg vil tage med til den danske folkeskole, men omvendt ved jeg i hvert tilfælde hvordan jeg aldrig vil gøre.

Mens jeg var i Sucre, lavede jeg selvfølgeligt andet end at undervise. Jeg var bl.a. på flere museer og ture udenfor byen.

På besøg hos fattige bondefamilier udenfor Sucre

En af turene gik til et lokalområde udenfor Sucre sammen med en tysk pige.
Her besøgte vi først nogle lokale familier, som boede i de typiske hjemmelavede lerstenshuse, som man finder overalt her.
Den første familie bestod af seks personer, traditionen tro boede sønnen hos sine forældre med sin kone og børn. Bedstemoderen var på vej ud for at passe sine får da vi kom, og hun havde ten og uld med til at spinde ude i marken. Den unge kvinde passede børn og husholdning. I mellemtiden vævede hun også, og hun viste os processen. I dette område væver de nogle meget komplicerede og tidskrævende tekstiler, som de bruger til deres traditionelle klædedragt. Kvinden var iklædt denne, mange bruger dem hver dag. Det mest specielle ved tøjet er hattene. Ugifte kvinder går med en slags kalot, de har to; en til hverdag og en til fest. Festhatten er dekoreret med mange perler og de laver dem selv. Gifte kvinder går med en slags læderhjelm, som de også selv laver, den minder meget om den mændene
også bruger. Den er dog dyr at lave, så nogle gifte kvinder bærer stadig de ugiftes hat.

Der var forskellige bygninger rundt om en lille patio. I bygningerne var der udover senge også opbevaring af redskaber og afgrøder. Dekoration var der ikke meget af, men familierne bruger også al deres tid på at arbejde. Udenfor huset var der nogle får i en indhegning af sten og nogle høns. På vej tværs over markerne mødte vi manden i huset. Han var ved at pløje marken med to okser.

Som alle andre på landet talte familien quechua, som er det gamle inkasprog. Bedstemoderen talte slet ikke spansk, men det unge par talte noget spansk.

Som afsked gav vi familien gaver. De fik en pose pasta og en klase bananer. Simple gaver, men meget brugbare. Vi tog også nogle fotos, som vi har fået fremkaldt, og som vores guide vil tage med tilbage til familien.

Senere besøgte vi et projekt som familierne i området har lavet. De har lavet hytter turister kan bo i og en meget flot spisesal med panoramaudsigt over markerne. Her så vi nogle kvinder væve med forskellige teknikker, og vi drak chicha (traditionel drik brygget på majs eller hvede). Herudover så vi den lokale kirke, som er bygget som de gamle kirker var det, af sten og ler. Her bad vi fadervor på quechua. Halvdelen af de penge vi havde betalt for turen gik til dette projekt.

Tarabuco

Dagen efter var det søndag og vi tog til det store og berømte marked i en nærliggende by, Tarabuco. Vi ankom i god tid, før turistmarkedet åbnede. Efter at min nye tyske bekendte havde spist morgenmad (grøntsagsuppe!) i en meget lokal biks, gik vi ned til det lokale marked. Det fandt sted i en stor hal, og den var pakket med mennesker. Det var et fantastisk skue. Der var frugter og grøntsager i alle regnbuens farver og de lokale indianere
var iklædt deres fine dragter. Her var utrolig mange mænd i røde ponchoer, og det er bestemt ikke noget vi har set mange steder hernede, for det er normalt kun kvinder der går i traditionelt tøj. Både kvinder og mænd havde deres hatte og “læderhjelme” på.
Selve turistmarkedet var ikke noget særligt. Vi kunne ikke forstå hvorfor det var så særligt, de solgte det samme som sælges overalt hernede.

Derudover har jeg været i Sucres fine katedral. Det mest specielle ved den er, at de har et maleri af Guadelupe, en spansk helgen. Kun ansigtet og hænderne af det oprindelige maleri er synligt. Resten af hendes dragt er beklædt med funklende ædelsten. De er doneret af taknemmelige mennesker, som mener at Guadelupe har lavet mirakler for dem. Der bliver derfor hele tiden tilføjet ædelsten til hendes dragt.

Sucre til Uyuni – endnu en gang

Efter Sucre tog jeg til Potosi og dagen efter ville jeg videre til Uyuni, for herfra kører toget til Argentina.
Mads og jeg havde allerede taget turen fra Sucre til Uyuni og det var en barsk tur på en dårlig vej, hvor bussen gentagne gange brød sammen.

Denne gang var det ikke spor bedre. Faktisk var det meget meget værre. Det lovede ellers så godt, det havde ikke regnet i et par dage, så grusvejen ville være fin at køre på. En halv time forsinket kørte vi af sted, men allerede efter en lille times kørsel brød bussen sammen, men det blev dog repareret og for at være helt sikre på at bussen havde det godt, blev der ofret en masse øl og cacablade, som blev hældt på bussen og jorden.  Det hjalp dog ikke, for efter en lille times kørsel igen, brød bussen sammen igen. Denne gang mere alvorligt og vi kom til at vente i over 4 timer på en vej blandt lamaer og æsler. De sendte billetdrengen af sted for at skaffe en bus fra en nærliggende landsby. Jeg ville dog gerne videre, men bussemanden ville ikke tage min taske ned fra taget, hvor den var surret sammen med andres tasker. Derfor kunne jeg ikke tage en af de busser der kom forbi, men de var i øvrigt også fulde.
Den lovede bus kom aldrig, så da bussen var blevet repareret kørte vi langsomt tilbage til landsbyen. Her ankom vi ved 19-tiden og jeg var nu blevet træt af det hele og gad det slet ikke mere, så sammen med en amerikaner lykkedes det os efter noget tid at finde en taxa som kørte os de 1,5 time tilbage til udgangspunktet i Potosi. Her ankom vi kl. 21. 11 timer efter vi var taget af sted, meget trætte, øre i hovedet og sure på os selv over at vi ikke noget før havde taget bagagen ned og sure over at vi troede på, at en anden bus ville komme.

Dagen efter tog jeg så en anden bus til Uyuni, denne tur foregik uden problemer, men turen var lang, støvet og vi hoppede af sted på den dårlige grusvej (220 km på 5 timer!).

I Uyuni måtte jeg vente to dage på toget, og jeg brugte ventetiden på at tage på endnu en salar-tur, denne gang dog kun en en-dages tur, hvor vi kun så salaren. Den lignede sig selv, men der var noget mere vand på den denne gang.

I Uyuni brugte jeg meget tid (over tre timer af to omgange) på at købe en togbillet. Man ser åbenbart ikke noget forkert i at sige til folk, der har ventet en time på at billetkontoret skal åbne, at de skal komme igen om eftermiddagen. Om eftermiddagen kom jeg næsten to timer før åbningstid, men jeg var slet ikke den første. Problemet var at vejene sydover er ekstrem dårlige og folk vil derfor hellere tage tog end bus. Desværre var et tog blevet aflyst og derfor var der slet ikke nok billetter, og for at være sikker på en billet, måtte man møde tidligt op.

Toget kørte kl. 2.30 om natten! og vi var mange der sad på stationen og ventede fra tidlig aften. Der var kun en klasse på toget, selv om der normalt er flere klasser. Derfor sad jeg meget trangt i toget på 3. klasse. I den ene side af toget sad vi tre på hver sæde og de tre overfor sad meget tæt på. I den anden side sad de to på hver sæde, og togene er altså ikke bredere end vores. Det blev ikke bedre af, at der var to kvinder på den anden side af gangen, der havde tre større børn med uden billet. De lå i mellemgangen og sov, så der kunne man heller ikke stikke sine ben ud og få lidt plads. Toget afgik en time forsinket, og det var svært at sove, så jeg var meget glad, da vi 5 timer senere kom til Tupiza (kun 200 km sydpå, men så lang tid tager ting her).


Tupiza

Her i Tupiza, hvor jeg er nu, bor jeg på et dejligt hotel med svimmingpool. Det er ganske rart, for her er ret varmt. I går var jeg på en arrangeret endagstur rundt i området. Jeg var af sted med en australier, og vi kørte både på cykel, red på heste og kørte i jeep. Det var en utrolig tur, hvor vi så det fantastisk flotte landskab, der er heromkring. Klipperne er næsten alle i forskellige røde nuancer, og mange af den har specielle former. Noget af cykelturen gik ned af bakke fra et højt bjerg, ret luksusagtigt, bare at trille ned og nyde landskabet. Vi spiste frokost ved et næsten tørt flodleje under nogle flotte og skyggefulde hængepile. Rideturen gik også godt, selvom jeg langt fra er erfaren i det. Australieren havde aldrig siddet på en hest, så vi tog det meget langsomt. Det er faktisk også heromkring at Butch Cassedy og Sundance Kid røvede pengetransporter, og det var også her de mødte deres skæbne

Tupiza er mit sidste stop i Bolivia. Herfra går turen de sidste 100 km til grænsen med tog i morgen, og herefter videre sydover i Argentina. Det glæder jeg mig til, for jeg er ret træt af de dårlige bolivianske veje, og de argentinske skulle være noget bedre.

I La Paz – endnu engang

Fra Uruguay tog jeg hele vejen til La Paz i Bolivia på en dag. En lang dag. Jeg var nødt til at tage tilbage til Bolivia, fordi mit fly hjem afgår herfra, og dette kan ikke ændres.

Jeg startede med en lille færgetur fra Uruguay til Buenos Aires, hvorefter jeg tog ud i lufthavnen. Her var mit fly selvfølgelig forsinket og vi kom først af sted kl. 18.15, 2 timer efter planlagt afgang.

Vi mellemlandede i Santa Cruz i Bolivia. Her så jeg mange mennesker som sad og ventede i lufthavnen, mens de blev filmet til tv. Sjovt nok viste de indslaget i tv, mens jeg sad flere timer i lufthavnen og ventede. Det viste sig, at mange af dem havde købt billet til Spanien for alle deres sparepenge hos det nationale flyselskab. Men flere millioner kr. var pludselig “forsvundet” hos selskabet, og der var derfor ikke penge til at sende flyene af sted. Selskabet (LAB, som jeg i øvrigt også fløj med) var endda gået så vidt, som at forsøge at opkræve 300 dollars fra hver af de rejsende til at købe brændstof for. Forståeligt nok hverken kunne eller ville de betale. Sådan ser situationen stadig ud, folk har ventet flere dage og venter stadig. Regeringen vil ikke gøre noget, da det er et privat selskab.

Eftersom alle selskabets fly var ret forsinkede, havde de valgt at slå to afgange sammen. Virkningen af dette, fandt jeg først ud af, da jeg flere timer sad i flyet. Vi skulle lige mellemlande en gang til, men denne gang kunne vi heldigvis blive ombord på flyet.

Alt dette medførte selvfølgelig at vi ankom meget sent til La Paz, faktisk var klokken næsten 1 om natten. Her var der hundekoldt, kun 6 grader. På trods af kulden og det sene tidspunkt, sad der stadig folk og lavede varm mad ved små boder i gaderne.

Det var faktisk et kulturchok at ankomme til La Paz, selvom jeg har været her før. Jeg var bare blevet så vant til den europæiske livsstil i Argentina. Jeg havde helt glemt, hvor mange indianere der myldrer rundt på gaderne med alle deres pakkenelliker, hvor meget busserne oser, hvor meget bilerne dytter og hvor mange små boder, der sælger alt muligt og optager fortovene, så man er nødt til at gå på vejen. Det skal dog ikke opfattes negativt. Jeg synes faktisk, at her er rart, og jeg er glad for, at jeg fik et sidste møde med det “rigtige” Sydamerika inden jeg tager hjem. Faktisk synes jeg bedre om byen denne gang, end de andre gange.

Her i La Paz mødtes jeg med Dan, en amerikaner, som bor og arbejder her som journalist. Jeg mødte ham under den frygtelige bustur fra Potosi til Uyuni her i Bolivia for flere måneder siden. Jeg var på en bar (dekoreret med kitsch overalt) med ham og hans roommates, det var sjovt at være sammen med nogle, som bor her fast og kender de gode steder.

Ellers har jeg ikke lavet så meget her i La Paz, andet end at foretage de sidste indkøb og prøve at undgå at få højdesyge. Det er jo ikke lige det smarteste at flyve ind fra havhøjde til 4000 meter over havet. Det har dog ikke været noget problem, men højden plejer heller ikke at påvirke mig meget. Det er dog lidt hårdt at gå rundt.

I morgen (mandag) meget tidligt tager jeg så til lufthavnen og flyver hjem til Danmark via Miami og London (26 timers tur). Nu håber jeg ikke at taxachaufføren gør det samme, som chaufføren som kørte Mads og jeg i lufthavnen, da han skulle hjem. Hotellet havde bestilt taxaen aftenen forinden, og da vi kl. 4.30 om morgenen stod foran hotellet, var taxaen der da også. Chaufføren var dog ikke lige til at få øje på, men det viste sig at han lå og sov på bagsædet. Han blev dog vækket, og så kørte han os til lufthavnen. Vi var ret glade for, at der ikke var meget trafik. Undervejs skulle vi dog også lige tanke taxaen op (ja, det er meget normalt, at buser og taxaer tanker op, mens de har passagerer med), og selv på det tidlige tidspunkt var tankstationen bemandet med 3 personer som hældte benzin på bilerne.

 

Argentina

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

iguazu

At rejse i Argentina er helt sikkert meget anderledes end Peru og Bolivia. Selvom landet er gået noget tilbage i levestandard efter at hele landets økonomi kollapsede for et par år siden, så fungerer tingene stadig meget bedre end i Peru og Bolivia. Her ikke alene kører busserne til tiden, kvaliteten af dem er også meget meget bedre. Vejene er bedre og her er mere rent. Argentinerne er et venligt og imødekommende folkefærd, som er meget sociale. De kan godt lide at snakke og gå ud for at høre musik og danse. Jeg har især mødt mange unge turister fra Buenos Aires. Blandt dem er det populært at rejse rundt med rygsæk. De rejser dog mest i Peru, Bolivia og Argentina, for det er de eneste lande de har råd til at rejse i. De rejser ofte i grupper og de ser undrende på en når de finder ud af at man rejser alene. De er meget hurtige til at indlede en samtale, men desværre taler de et spansk, som til tider ikke minder ret meget om det jeg har lært. Udtalen er helt gal, og jeg ikke anbefale at lære spansk her. Fx. hedder kylling, pollo og udtales normalt i alle andre lande som “poljo”, men her er det “posjo”. Denne sj-lyd går igen i mange ord, hvor det tilsyneladende slet ikke hører hjemme. Argentinerne har også nogle anderledes spisevaner. Deres højtelskede nationaldrik er mate, en slags urtethe. Det vigtigste omkring drikningen af mate er det sociale aspekt. Theen drikkes af en speciel kop, hele koppen fyldes op med de grønne blade, som mest af alt minder om oregano. Herefter hældes der varmt vand i koppen og man bruger nu et specielt sugerør af metal med et fint net i bunden til at suge theen op. Gruppen drikker af den samme kop og man fylder nyt vand i til hver person. Smagen er nok noget man skal vænne sig til, det smager ret kraftigt og urteagtigt. Argentina er jo kendt for deres gode og møre oksekød. Man skal dog ikke være som Mads og gå tidlig i seng for at nyde dette, for argentinerne spiser aftensmad meget sent. De holder en lang siesta, fra omkring middag til 16-17-tiden. Her hviler de sig og når siestaen er forbi spises et mellemmåltid, ofte kager eller is. Herefter åbner butikkerne igen og arbejdet starter igen. Pga. denne siesta forlænges dagen betydeligt og ved 22-23-tiden begynder argentinerne at spise aftensmad og myldre rundt i gaderne. Mange restauranter serverer først mad fra kl. 21, hvis man spiser på dette tidspunkt betegnes det som tidlig aftensmad. Dette er noget som jeg har svært ved at vænne mig til, det passer slet ikke til min døgnrytme, men der er ikke så meget at gøre ved det. Som belønning er deres oksekød dog også virkelig godt og bøfferne er store og serveres uden ret meget tilbehør. Den første dag her i Argentina startede med en tålmodighedsprøve. Jeg var ankommet til grænsen med tog (kun 1 time i kø denne gang og kun 1 time forsinket). På den  bolivianske side af grænsen fik jeg stemplet ud på 2 minutter, men på den argentinske side stod jeg i kø i 1 time. De argentinske toldmyndigheder var meget omhyggelige og skrev oplysningerne fra passet ind i en computer med to-finger-system, mens en anden meget omhyggelig stemplede mit pas og endda pustede på stemplet så det ikke skulle smitte af modsatte side! (så meget er blå øjne værd, hernede!) Vel inde i Argentina fandt jeg en bus, som kørte sydover. Desværre fik jeg plads ved siden af en meget talende og utrolig religiøs mand, som læste bibelcitater (på spansk) højt for mig! Efter en times tid ankom vi til en politikontrol, hvor de tjekkede for narkotika. Vi holdt i kø og ventede på at de andre busser blev eftersøgt i en times tid. Da det endelig blev vores tur, kiggede de bare kort i bagagerummet og gik en tur gennem bussen og kiggede i vores pas. Endelig kørte vi igen, men ak, efter noget tid kom vi til endnu en politikontrol. Denne gang skulle alle ud af bussen og stå i kø med pas og håndbagage. Min taske blev der slet ikke kigget i, da de så at passet var fra Danmark, men nogle af de lokale måtte vise indholdet frem.

Tilcara

Sådan gik det til at jeg ankom til hotellet i Tilcara, Argentina over 12 timer efter at jeg forlod hotellet i Bolivia, kun 310 km nordpå. Tilcara er en lille landsby i dalen, Quebrada de Humahuaca, som er på Unescos liste over verdensarv, pga den stategiske betydning stedet har haft under koloniseringen. Jeg boede på et hostel, som lå lidt op af de stejle bjerge, med en fantastisk udsigt over de røde bjerge på modsatte side af dalen. På hostellet boede jeg i en lille hytte sammen med nogle andre. Vi havde vores eget spisekøkken og badeværelse og terrasse med liggestole og grill under skyggefulde træer. Det var næsten som at bo i et sommerhus. Fra Tilcara tog jeg til den nærliggende landsby; Purmamarca. Her havde de et bjerg, som hedder Cerro de siete Colores: Bjerget med de syv farver. Det stribede bjerg havde vitterligt syv farver eller mere. Jeg gik også en fin tur blandt de flotte røde bjerge, som nærmest skiftede farve hver gang jeg kom rundt om et nyt sving.

Salta

Efter Tilcara tog jeg til Salta, som er en større by. Her var det helt underligt for første gang i lang tid at gå på gader med masser af butikker og det var også fedt at være i et supermarked, hvor man kunne købe alt. I Bolivia købes det meste på gaden og på markedet. I Salta tog jeg på en arrangeret tur, hvor vi kørte langs med jernbanen. Toget kører kun om vinteren og er nu kun et turisttog. Strækningen er speciel på mange måder. Selve konstruktionen af jernbanen var en stor bedrift, fordi den går gennem bjergene og det var hovedsageligt ufaglærte som stod for arbejdet. Jernbanen stiger fra 1280 m til 4220 m og på hele strækningen til Chile (570 km) er der ikke færre end 29 broer, 21 tunneller og 16 viadukter. Vi kørte 150 km i bus langs med jernbanen, og det var en fantastisk flot tur, hvor vi kom igennem forskellige vegetationszoner, som skiftede mellem frodige grønne bjerge og bare røde klipper med kaktusser. Vi endte i en lille øde mineby, hvor vi spiste frokost, og herefter kørte vi hele vejen tilbage, hvor klipperne nu lyste endnu mere rødt i eftermiddagssolen.

Cafayate

Fra Salta og videre sydover slog jeg to fluer med et smæk. Da jeg i stedet for bare at tage bussen til Cafayate, tog på en arrangeret tur som gik dertil. Turen gik igennem nogle spændende dale. Undervejs stoppede vi ved forskellige klippeformationer, bla. Djævelens gab, som var et stort hul man kunne klatre op i. Lige udenfor Cafayate var vi også på besøg på to vingårde. Det specielle ved vinen i området er, at den dyrkes fra 1600 – 2000 meter over havet, og det er vist det højeste i verden. Vinen sælges også med rette som højde-vin. Vinen smager ok, men dem vi prøvede var ikke særlige kraftige i smagen. Jeg var også ude at besøge en gård, hvor de producerede gedeost. Gården er ejet af den samme, som ejer en af vingårdene, og det er ret smart for gederne spiser det tørre produkt, der er tilovers fra presningen af druerne. Jeg så nogle af de 600 geder og smagte forskellige oste. De var alle oste, som ikke var lagrede, og var ret bløde og milde i smagen, og heldigvis smagte de ikke efter ged. Selve Cafayate er en lille landsby, og her var meget hyggeligt. Rundt om byen lå de grønne vinmarker. Herfra tog jeg videre til endnu en lille landsby, Tafi del Valle længere sydpå. Denne landsby ligger midt i en grøn dal og har et mikroklima. Derfor er byen et yndet tilflugtssted for folk i den kvælende varme i den nærliggende storby Tucuman. Rundt om byen havde de rige storbyboere bygget store flotte weekendhuse, som var i stor kontrast de de fastboendes huse. Det samme var tilfældet i Salta. Her lå også gigantiske huse og palæer på meget store grunde udenfor byen. Her så jeg endda tjenestefolk i uniform gøre rent og passe det hele, mens herskabet boede i hverdagene inde i byen. Fra Tafi del Valle ville jeg videre sydpå, og måtte skifte bus i Tucuman. Da jeg steg ud af bussen blev jeg nærmest slået omkuld af den kvælende fugtige varme. Det var simpelthen forfærdeligt, og det var ikke så rart at rende rundt med en stor rygsæk på busstationen. Det blev dog til meget renderi rundt, for busstationen var gigantisk. Det var en af de største jeg har set. Der var 60 platforme, hvor busserne ankom og afgik. Der var mindst lige så mange busselskaber. Transportsystemet her i Sydamerika fungerer på den måde at der er et antal busselskaber der kører hver rute. Det kan være 1-10 selskaber. Nogle selskaber er selvfølgelig store og kører overalt i landet, mens andre er små og kun har et par ruter. De afgår nogle gange alle sammen fra den samme terminal i byen, men nogle gange har hvert selskab eller destination en terminal, og så gælder det om at finde den rette. Når man ankommer til sådan en stor terminal hvor alle busser kører fra, gælder det om at finde ud af hvilke busser, der kører på ruten man vil med, og hvornår de kører og hvilken bustype de kører med. Ofte er der ikke et centralt sted man kan få disse oplysninger og man er derfor nødt til at vade rundt og spørge de forskellige selskaber. Ikke engang alle selskaber har indset nødvendigheden af at sætte skilte op med deres afgangstider, de skriver bare destinationerne.

Mendoza

Fra Tucuman kunne jeg ikke komme til min ønskede destination, så jeg købte i stedet billet helt til Mendoza, som var det sydligste punkt på min tur. Busturen hertil var 13 timer så jeg valgte en natbus på 1. klasse. Derfor havde jeg hele dagen i Tucuman, hvor jeg mest forsøgte alle holde mig ude af solen og lave mindst muligt. Busturen gik fint. Der var store brede sæder, som kunne lænes langt tilbage og der blev serveret både aftensmad og morgenmad. Undervejs passerede vi et kraftigt regnvejr og jeg fandt senere ud af at det havde været værre i Mendoza, hvor de havde oplevet 20 min. med kraftig regn og hagl, og dette havde ødelagt vinhøsten i visse områder. Mendoza er en større by, som i Argentina især er kendt for deres vinproduktion. Her produceres 80% af Argentinas vin. I de seneste år er landet også begyndt at markere sig på det internationale marked, og faktisk producerer de nu så meget vin at de er verdens 5. største producent. Byen var meget hyggelig og behagelig. byen er blevet genopbygget efter et ødelæggende jordskælv, og i den nye byplan er der mange åbne pladser og store brede gader, som folk kan gå ud på, hvis jordskælv igen rammer. Mange af disse gader har også massevis af gadetræer, så der er meget grønt og skyggefuldt. Disse træer vandes gennem et vidtforgrenet net af kanaler langs fortovene. På den måde sikrer man sig at træernes rødder ikke søger opad og ødelægger vejbelægningen. I Mendoza var jeg selvfølgelig på en endnu en vintur. Vi besøgte to forskellige vingårde. Den ene var gammel og ikke ret stor og producerede mest champagne. Den smagte faktisk ret godt, men var også en lidt dyrere flaske (40 kr) efter argentinske forhold. Herefter besøgte vi en ny og stor vingård, som kraftigt havde industrialiseret deres produktion, som nu primært foregik i store ståltanke. Det var kun den allerbedste vin som stadig blev lagret i egefade. Fra Mendoza var det nærliggende at tage til den chilenske hovedstad, Santiago, som ligger 7 timer stik øst.

San Luis

Efter besøget der rejste jeg videre mod øst i Argentina. Første stop på den tur var San Luis. Selve byen var ikke synderlig interessant, men jeg var på en tur til en nationalpark, Quijadas, 150 km udenfor byen. Som så mange andre steder i Argentina bestod landskabet også her af flotte røde klipper. ja, jeg ved det, jeg har allerede lagt mange billeder med røde klipper på, og jeg lover at disse er de sidste. Turen ud til parken var ret kedelig, vi kørte to timer gennem fladt tørt landskab, hvor den eneste vegetation var tørre små buske. I selve nationalparken, så vi resterne efter nogle primitive ovne som nogle indianere havde bygget mange af for lang tid siden. I disse ovne brændte de lerkrukker, som de brugte til at hente vand i, for også dengang var klimaet meget tørt. Det var ganske varmt og tørt i parken og derfor begyndte gåturen vi skulle på også først kl. 15. Først gik vi hen til et fantastisk udsigtspunkt hvorfra vi kunne se ud over de flotte klippeformationer. Herefter begyndte gåturen ned i kløften. Hernede kunne vi virkelig se, hvordan det var skabt. For millioner af år siden var dette en dal mellem to bjergkæder, men med tiden blev bjergene nedbrudt og sedimenterne lagde sig i lag i dalen. Gennem tiden er disse lag så blevet eroderet af vandløb og derfor er der skabt flotte formationer med tydelige lag. Vi gik en 10 km lang tur i dette flotte landskab. Undervejs så vi kondorer svæve på de varme opstigende vinde.

Cordoba

Efter San Luis tog jeg til Cordoba. Her har de bl.a. en gammel jesuitkirke, da det især var heromkring jesuitterne slog sig ned. På mit hostel i Cordoba havde vi den ene aften en asado. Asado er det samme som grill-aften, og for argentinerne er dette en meget vigtig del af deres madkultur. Her var det tydeligt, at de var vandt til turister, asadoen begyndte på det fastlagte tidspunkt og det var allerede kl. 21. Alle argentinerne har i deres baghave en parrilla, som er en stor muret grill, hvor der ofte laves mad. Disse findes også i mange parker ved siden af de sædvanlig picnicborde og bænke. Som de fleste nok kan gætte er det vigtigste kødet. Vi fik lidt grøn salat og flute til, men ellers blev der bare serveret store mængder køl og pølser. I Cordoba fik jeg også oplevet hvor besværligt og bureaukratisk tingene sommetider kan gøres. Jeg ville sende to pakker fra posthuset. Jeg spurgte efter konvolutter og blev henvist til en skranke bemandet med to blinde! De havde dog ikke konvolutter med bobleplast, så det tog lige en halv time i forskellige forretninger før jeg fandt dem. Så fik jeg pakket tingene ind og tapet dem forsvarligt på alle leder og kanter. Tilbage på posthuset måtte jeg stå i en lang kø, og da det endelig blev min tur, kastede skrankedamen bare et blik på dem og sagde at dem kunne jeg ikke sende for de var tapet. De skulle limes!! Jeg stod bare der og lignede et stort spørgsmålstegn og troede alvorligt at jeg var med i Skjult kamera. Det var jeg ikke og hun mente det helt alvorligt og forklarede mig, at hvis de var tapede kunne de jo åbnes igen og nogle kunne stjæle indholdet, mens dette ikke kunne ske, hvis man lukkede konvolutterne med lim. Så jeg måtte tilbage til de to blinde, købe to konvolutter, smide de tapede ned i dem, skrive ny adresse udenpå og tilbage til køen. Da det endelig blev min tur igen, lukkede de konvolutterne med lim og sendte dem. Ja, sådan kan man så få lang tid til at gå hernede. Samme dag var jeg i banken. Det tog ikke nær så lang tid, men det var en farce ligeså stor. For at gøre en lang historie kort har de argentinske banker indført at man kun kan hæve 300 pesos (550kr) om dagen på kreditkort. Da det koster mig 30 kr. hver gang jeg hæver, synes jeg ikke at skrankedamens smilende kommentar om at jeg da kunne hæve hver dag var særlig sjov. Faktisk var jeg ved at gå ud af mit gode skind ved udsigten til at rejse på denne måde. Heldigvis har jeg fundet ud af at der er et andet mærke af hæveautomater, hvor man stadig kan hæve 2000 kr, men dem er der bare ikke særlig mange af. Fra Cordoba var jeg et smut i Jesus Maria, ja, sådan hed en lille landsby. Her var der en jesuit estancia. En estancia er en slags gård eller samfund som jesuitterne drev. Jesuitterne er en orden indenfor den katolske kirke og de arbejdede i Sydamerika på at omvende de lokale guarani-indianere. Jesuitterne opkøbte jord og drev landbrug for at finansiere missioneringen og uddannelsen af nye præster. På estaciaerne arbejdede sorte slaver og lokale indianere. På et tidspunkt havde estanciaen i Jesus Maria 9000 ha jord. Jesuitordenen i Spanien faldt dog i unåde hos kongen og jesuitterne blev derfor udvist af Sydamerika, med det resultat at estancianerne forfaldt og jorden blev afhændet. I Jesus Maria er estanciaen dog blevet restaureret og omdannet til et museum.

Villa General Belgrano

Fra Cordoba tog et smut på landet til en lille by, Villa General Belgrano. Byen lå i nogle meget flotte bløde og frodige grønne bakker. Selve byen var speciel fordi beboernes tyske oprindelse var tydelig i arkitekturen og kulturen. Byen blev i 2. verdenskrig hjemsted for mange tyskere som var ombord på et kæmpe krigsskib Graff Spee, som sank ud for Argentinas kyst. Tyskerne var ikke så populære i Argentina, men i Villa General Belgrano blev de taget godt i mod og derfor bosatte mange sig her. Den dag i dag skulle der stadig være ældre mennesker der taler tysk og i restauranterne serveres tyske pølser, appel strudel, tyske øl. Byen afholder også en berømt Oktoberfest. Her boede jeg på et hostel lidt udenfor byen. Her var der masser af frisk luft, eftersom hostellet havde 19 ha jord. Der var også heste og et æsel som gik frit i haven. På toppen af en bakke med flot udsigt var en svømmepøl. Det var ret rart, for temperaturen var ret høj.

La Cumbre

Fra denne lille rolige by tog jeg til anden lille by, La Cumbre, på den anden side af Cordoba. Her var naturen også flot, men her var ikke helt så grønt og frodigt. I de dage jeg var i byen lagde omgivelserne omkring byen veje til et rally-løb. Faktisk har verdensmesterskaberne også været afholdt her. Bilerne blev præsenteret i byen, men ellers så jeg ikke så meget til dem, da de jo kørte omkring på jordvejene rundt omkring. I området heromkring var jeg også på besøg i huset som Che Guevara boede i en stor del af sin barndom.

Parana

Herfra tog jeg nordpå for første gang i lang tid. Jeg havnede i byen Parana, som ligger i delstaten/distriktet Entre Rios. Dette betyder mellem floder, og det er et ganske velvagt navn eftersom området er omringet af intet mindre end fire forskellige floder. Parana lå ved floden Rio Parana, og på vej hertil var det tydeligt, at det havde regnet meget i området. Der var store områder ved de mange små floder, som var oversvømmede og selv nogle huse soppede i vandet. Ved floden var der normalt sandstrande, men der var ingen solbadere og vandhunde der, for strandene var næsten helt forsvundet fordi floden var steget så meget. Det regnede også den ene dag jeg var der. I Parana spiste jeg på en restaurant hvor de havde spis-hvad-du-kan-buffet. Der var simpelthen så mange retter. Jeg har sjældent set noget lignende. Der var en stor grill, hvor der blevet grillet kød og pølser i store mængder. Der var også en sektion med forretter, en med forskellige kødretter, risretter, kartoffelretter, omelet, fiskeretter, pizza, salatbar og en mange forskellige desserter og en fryser hvor man bare kunne skovle løs i spande med is. Alt dette for kun 27 kr.

Colon

Fra Parana tog jeg til den anden side af delstaten til byen Colon ved floden Rio Uruguay, som dannede grænse til Uruguay. Hvis jeg havde været lidt bedre til langspyt, kunne jeg have spyttet til Uruguay. I Colon var det lidt ligesom i Parana, en dag med sol og en dag med styrtende regn. Også her var floden steget kraftigt. Da det regner ret meget i området var der også meget frodigt. Der var simpelthen grønne planter overalt, og dannede sammen med de røde jordveje en slående kontrast som er karakteristisk for området. Jeg havde egentlig planlagt at jeg skulle ud at sejle, men desværre regnede det og mange sandbanker og småøer stod under vand. I stedet tog jeg i nogle termiske bade. De var udendørs, men lige præcis når man bader, betyder det ikke noget om det regner. Herfra var der en fin udsigt over floden fra de badene af forskellig temperatur. Fra Colon og videre nordpå tog jeg en natbus.

Posadas

Jeg ankom til Posadas i delstaten Missiones, som også er omgivet af floder. Posadas lå sørme også ved Rio Parana og denne gang var naboen på den anden side af vandet Paraguay. I Posadas boede jeg på en slags camping/hytte-plads. Her var rigtig mange hytter, for sådan kan argentinerne godt lide at holde ferie. Jeg boede også i et værelse i en hytte. Her var meget hyggeligt med mange træer og en svømmepøl. Stedet lå lige ved floden og der var tilknyttet en restaurant på flodbredden, hvor jeg spiste morgenmad hver morgen og fodrede nogle meget sultne katte. Fra Posadas tog jeg til nogle nærliggende jesuitruiner i San Ignacio. Her var utroligt hyggeligt. Efter jesuitternes udvisning blev stedet forladt og forfaldt med tiden og planterne dækkede til sidst bygningerne. Nu er stedet dog blevet restaureret, men der vokser nu stadig træer inde i nogle af bygningerne. Stemningen var utrolig rar og der var stille og roligt under de mange træer. I byen så jeg også en del indianere. De er af guarani/stammen og de er meget mørke i forhold til andre argentinere. Jeg gik en tur udenfor byen og så mange små simple træhytter og de grønne planter voksede vildt overalt. Apropos indianere, så er der ikke mange af dem her i Argentina. De fleste argentinere nedstammer fra europæere, som er kommet hertil på mange tidspunkter i historien. De første var selvfølgelig spanierne og portugiserne, men også senere er der kommet mange europæere fordi regeringen har opfordret til immigration. Mellem 1857 og 1930 var den samlede immigration til Argentina (primært til Buenos Aires og området omkring) på over 6 mio. mennesker, hvoraf størstedelen var fra Italien og Spanien. Faktisk har tilflytningen været så stor at man i dag anslår at 13% af befolkningen er født udenfor landet. Dette påvirker selvfølgelig kulturen på mange måder, især er det tydeligt i sproget og i maden. Jeg ligner faktisk en argentiner og folk har gentagne gange troet at jeg er argentiner. Den sidste dag i Posadas regnede det, ikke overraskende. Problemet her er at når det regner, så er det ofte styrtregn som varer hele dagen og gør det umuligt at foretage sig ret meget. Derfor tog jeg videre til Puerto Iguazu i det allernordligste Argentina.

Puerto Iguazu

Missiones, som området hedder strækker sig som en kile op mellem Paraguay og Brasilien. Ved floden i Puerto Iaguazu var der et sted, hvor man kunne kigge til begge disse lande på en gang. Puerto Iguazu er kendt for Iguazu vandfaldene, som de deler med Brasilien.  Jeg så disse vandfald fra begge sider. Først så jeg dem i Argentina. Det var en storslået oplevelse, en af de bedste på hele turen. Først gik jeg af nogle stier, hvor jeg kom forbi nogle af de 275 vandfald der udgør Iguazu Vandfald. De strækker sig over 2,7km og de højeste er over 80m. Stierne gik tæt forbi vandfaldene og jeg kunne se dem fra oven, fra neden og fra siden. Til sidst kom jeg til hovedudsigtspunktet, hvorfra jeg så de mest imponerende vandfald; Gargante del Diablo, hvor vandet løb ud over en halvmåneformet afsats og tordnede ned i dybet med kæmpe larm. På et tidspunkt kom jeg også forbi et sted hvor der var mange flotte sommerfugle. Mange af dem satte sig på mig, og jeg blev en hel turistattraktion for ivrige amerikanere, som tog billeder af mig, og ville vide hvorfor alle sommerfuglene sad på mig. Det gjorde de fordi jeg var svedig (og dermed salt) efter at have vandret rundt på alle stierne, mens de bare trådt ud af en bus. I nationalparken som omgiver vandfaldene gik jeg en tur i regnskoven. Her mødte jeg forbløffende mange dyr i betragtning af vejene og støjende helikopterture. Jeg så en tukan, en stor vild kalkun-agtig fugl og på et tidspunkt puslede det i krattet tæt ved mig, og jeg så et stort gråt dyr (på størrelse med en stor hund) og jeg blev faktisk lidt bange, især fordi jeg ikke kunne se det klart. Senere fik jeg at vide at det nok havde været en form for gris. Midt på stien sad der pludselig en stor leguan. Den var omkring 35-40 cm og fyldte hele stien, og jeg turde altså ikke træde over den, for jeg var helt alene. Jeg prøvede at kaste en pind efter den, men den spurtede bare efter pinden, fordi den troede, at det var mad og da den fandt ud af at den ikke kunne spises, lagde den sig tilbage på stien i leguan-soldyrker-position. Her valgte jeg at vende om, jeg havde alligevel også gået langt nok. På vej tilbage var det pludselig som om træerne ved stien var levende, de bevægede sig helt vildt. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en flok aber, ca. 10 stk, som var ved at plyndre et træ for frugter. De bevægede sig hurtigt rundt i træet og proppede frugter i sig. Da de var færdige med et træ, hoppede de alle videre til et træ. Nogle løb hen over grenene til det andet træ og nogle svingede sig i grenene. På et tidspunkt hoppede de over i et træ på den anden side af stien og de hoppede derfor næsten hen over hovedet på mig. En abe grab fat i en tør gren, som knækkede og aben faldt derfor et par meter ned, før den igen fik grebet fat. Blandt gruppen var der den store han og et par hunner med unger på ryggen. At iagttage dem var nok en af mine største naturoplevelser fordi de var så tæt på.

Foz do Iguaçu – Brasilien

Efter at have set vandfaldene fra den argentinske side, kunne jeg ikke lade være med at tage et par dage til Brasilien (hvor jeg er lige nu) og se vandfaldene herfra. Dem så jeg så i går. Herfra kan man se mere af vandfaldene på en gang, især Gargante del Diablo, så det gav et godt overblik over området. Faktisk havde Paraguay også nogle vandfald, som var endnu større, men de valgte at oversvømme dem, da de lavede verdens største vandkraftværk. Sikken en skam, eftersom de sikkert kunne have tjent ligeså mange penge på turisme (men nok ikke lavet så meget strøm). Dette vandkraftværk var jeg ude at se her i Brasilien. Det producerer mere strøm end det nye værk i Kina kommer til. Det var et stort og imponerende bygningsværk. Hver af de 20 turbiner genererer nok strøm til en by på 1,5 mio. mennesker og hele værket producerer 90% af Paraguays strømforbrug og 22% af Brasiliens. I morgen tager jeg bussen tilbage over grænsen til Argentina, hvorfra jeg flyver til Buenos Aires. Busturen tager mindst 17 timer, så jeg har valgt at flyve. Det tager kun knap to timer og koster kun 720 kr. Selvom jeg er så tæt på grænsen, er det alligevel tydeligt at jeg er i Brasilien. Primært selvfølgelig pga. sproget. Her tales portugisisk, hvilket er ret svært at forstå. Jeg tror at det for spansktalende er som at tale med en fra skåne, altså et sprog som virker familiært og alligevel anderledes. Heldigvis for mig taler mange mennesker her spansk eller engelsk eller begge dele. Her i Foz do Iguaçu som byen hedder, har jeg for første gang her i Sydamerika set muslimer. Her bor mange arabere og mange af dem har små butikker i Paraguay, men bor her. Også her er de dækket godt til, selvom temperaturen her er 35 grader eller mere. Generelt er brasilianerne, ligesom argentinerne, et blandet folkefærd og alle folkeslag er repræsenteret her og blandet sammen i en skøn blanding. Paraguay kommer jeg dog ikke til, selv om jeg kun er et par km fra grænsen. Man siger om Paraguay, at det er mere korrupt end mange afrikanske stater.  Storbyen, som ligger på den anden side af grænsen i Paraguay skulle være stor, larmende og med en højere kriminalitet, så jeg er nok ikke gået glip af så meget (andet end at føje et nyt land til listen).

Buenos Aires

Buenos Aires, som var den sidste destination i Argentina, var et fedt sted. Selvom det er en storby var der virkeligt hyggeligt. Jeg boede i bydelen San Telmo, som var en af de bydele, som ikke havde undergået renovering eller nedrivning, så der var stadig en del gamle huse, omend de ofte var i dårlig stand, da det også var en af de fattigere bydele. Om søndagen var der et stort marked. Her blev solgt antikviteter, malerier, kunsthåndværk og design. Markedets centrum var en plaza og her var der flere par der dansede tango. Tango er utroligt populært her, og selv unge mennesker danser tango. Der var lagt en plade ud på asfalten og sat et musikanlæg op, og der var så et par i dansetøj, som styrede det. De inviterede publikum til at danse med dem, og man kunne derfor se alm. folk i cowboybukser og sportssko danse med en i dansesko. Hvis de ikke fik nogen frivillige (hvilket de næsten altid fik) tangoede de med hinanden. Det hele var meget uformelt og det var meget hyggeligt at kigge på. Markedet spredte sig også langt ud af en af gaderne, og her var der også masser af andre optrædende, som spillede musik af forskellig art. Hele stemningen var utrolig rar og afslappet, det var hyggeligt bare at gå rundt, og der var så meget at kigge på. Det var heldigvis ikke ligesom i Peru og Bolivia, hvor sælgerne hele tiden råbte til en, at man skulle købe noget hos dem. Faktisk var der mange optrædende i Buenos Aires, i metroen optrådte en rigtig god tryllekunstner og på gågaden malede en fodmaler billeder, som han solgte. Midt gennem Buenos Aires løb en af verdens bredeste veje, der var 11 spor i hver retning, heldigvis var den delt op i sektioner, så den var nemmere at krydse. Havnefronten i Buenos Aires mindede meget om den i København. Også her var de gamle pakhuse restaureret, og ind i mellem var der bygget store nye kontorbygninger i glas og stål. Der var rigtig mange fine restauranter, hvor forretningsfolk og turister spiste frokost. I Buenos Aires besøgte jeg en usædvanlig seværdighed, i hvert tilfælde udenfor Danmarks grænser; nemlig en dansk kirke. Det var en meget underlig oplevelse. Kirken var en lille rødstenskirke, tegnet af en dansk arkitekt. På den sad et skilt, hvor der stod “Dansk kirke”. Jeg gik indenfor og i våbenhuset stod en kvinde, og da jeg (på spansk) sagde til hende at jeg var dansker, begyndte hun at tale dansk til mig! Det havde jeg godt nok ikke forventet. Præsten kom også til, og også han talte dansk! Det viste sig at de var efterkommere efter danske emigranter. Deres forældre og bedsteforældre, henholdsvis, var emigreret fra Danmark, og de havde talt dansk i deres bardomshjem. De havde også begge været i Danmark. De talte et fint og letforståeligt dansk. Desværre havde de ikke så meget tid til at snakke, for de var ved at forberede en begravelse. Jeg fik dog set kirken og den var meget dansk indeni med en enkel udsmykning og ikke overpyntet som de katolske kirker her. Der var også vinduer med farvet glas og citater på dansk fra biblen. Jeg har skrevet lidt om maden i Argentina før. En ting mere som argentinerne er helt vilde med er ‘dulce de leche’, som direkte oversat betyder sødt mælk og laves af indkogt mælk tilsat en masse sukker, så man ender med et virkelig sødt produkt med konsistens som honning. Dulce de leche bruges til at smøre på brød, som creme i kager, i is og slik. Argentinerne er lige så vilde med is, som italienerne, og i selv den mindste by har de isbutikker med god is. De har is i mange forskellige smagsvarianter, i Mendoza havde de endda med rødvinssmag. De unge argentinere fortjener at blive nævnt. De (primært dem fra storbyerne) er meget specielle i forhold til de unge i fx Peru og Bolivia. De ser anderledes ud, for det første fordi de er af europæisk afstamning, men også fordi mange er ret hippiagtige. Mange har dreadlocks, tatoveringer, pircinger og går i “flippet” tøj. I højsæsonen så jeg mange af disse typer lave og sælge smykker mm. på gaderne i Bolivia og Argentina for at finansere deres videre rejse. Generelt er de meget mindre konservative end andre unge jeg har mødt hernede, og de ser intet forkert i at overkysse hinanden i timevis offentligt. Argentinas pengesystem er lidt finurligt, mht. den mindste mønt, nemlig 5-centen (værdi lidt under 10 øre). Få priser ender på noget med 5-cent, men når det sker, har butikkerne ofte ingen 5-cent at give tilbage med. Derfor tilbyder de ofte en karamel i stedet. Mange butikker har til dette formål en stor krukke med karameller stående. Fordi der er så få af disse 5-cent i omløb, er der lavet en speciel lov om den, som siger at hvis butikken ikke kan give en tilbage, skal de runde af til 10-cent i kundens favør. Hvorfor de ikke bare afskaffer den, aner jeg ikke. Småpenge er generelt et problem i mange lande hernede. Modsat derhjemme, hvor man forsøger at komme af med småpengene, når man køber noget, holder man her fast på dem, fordi der er så mange steder, hvor de ikke kan give tilbage på større sedler. Det har været rart at rejse i Argentina. Alting fungerer bare, busserne er supermoderne og er næsten bedre end dem, vi har derhjemme, de har endda et system, hvor en alarm går i gang, hvis de kører mere end 100km/t. Vejene er også helt fantastiske i forhold til Peru og Bolivia. Landskabet har også været flot og meget varieret. Noget har mindet om Danmark, men det gør ikke så meget, når man har været væk hjemmefra længe nok. Folk har været overvældende hjælpsomme og imødekommende. Chile og Argentina minder på mange måder om hinanden, og en ting de har til fælles er, at uhyggelig mange mennesker ryger. Rygning var slet ikke et problem i Peru og Bolivia, hvor folk er så fattige. Rygerne der, røg typisk kun lige en cigaret efter endt arbejdsdag. Her er det dog anderledes. Overalt er der folk der ryger, og jeg bliver næsten helt rødglødende når jeg ser forældre sidde med deres børn på skødet, samtidig med at de ryger. Jeg mener virkeligt, at dette burde forbydes. På trods af at mange ryger eller netop derfor, er der faktisk strammere rygeregler i mange lande hernede end i Danmark. I Peru og Bolivia er det forbudt ved lov at ryge indendørs i offentlige rum (restauranter, busstationer m.m.) og det er det også i visse distrikter her i Argentina. Folkesundheden kunne være bedre her. Her er mange overvægtige børn og unge piger, men det er nemt at forstå, når man ser hvor meget sodavand der drikkes her. Til maden serveres der også meget ofte pommes frites, og morgenmaden består ofte af en slags fede croissanter. Til gengæld er tandhygiejnen klart bedre her i Argentina, end i Peru og Bolivia, hvilket nok er et levn fra dengang landet var temmelig rigt. I hvert tilfælde ser man ingen unge mennesker med manglende tænder og guldkroner, som er meget normalt at have i Peru og Bolivia, før man fylder 20.