Krakow

Markedspladsen, Rynek Glowny - Udsigten fra Rådhustårnet

Flybilletterne til Krakow faldt i kategorien årets bedste køb. Da jeg opdagede at en returbillet med Ryanair fra Billund til Krakow kostede 200 kr pr person alt inkl., købte jeg spontant to billetter og måtte så efterfølgende finde ud af, … Continue reading

Albanien

Denne artikel har jeg skrevet til magasinet Globen, som er et medlemsblad for De Berejstes Klub, hvor jeg er medlem.

Valbona: en endnu uspoleret dal i det nordlige Albanien

I den nordlige del af Albanien ligger Valbona. Selve rejsen gik med en af de færgeruter, der af nogle er udnævnt som en af de smukkeste i verden. Fremme i Valbona blev vi mødt af smuk natur, vilde bjerge og gæstfrie beboere.

Rejsen til Valbona begyndte i Tirana for min kæreste og jeg. Vi var lidt usikre på hvordan vi skulle komme dertil. Fra hotellet i Valbona havde vi fået en e-mail, som omhyggeligt forklarede bussystemet. Man skulle helst kende chaufføren og ringe til ham på forhånd, for præcist at få at vide hvor og hvornår bussen kørte. Der var vedlagt telefonnummer, og vi fik vores hotel i Tirana til at ringe op. Vi fik at vide, at bussen gik kl. 5 fra en bestemt plads, og at den var hvid med en blå stribe.

Så tidligt næste morgen gik vi ned til pladsen, hvor vi fandt minibussen. Chaufføren sad på en nærliggende cafe. Efter den obligatoriske runde gennem byen for at samle passagerer op, kom vi endeligt af sted. Efter tre timers kørsel var vi fremme ved Komani-søen, som er dannet ved en opdæmning af Valbona-floden.

Min kæreste fordrev ventetiden med at fiske fra færgelejet. Dette tiltrak sig stor opmærksomhed fra de lokale, som ivrigt kommenterede og kom med gode råd. Han fangede nogle små skaller, som han bestemt ikke måtte smide ud igen, dem ville chaufføren gerne have med hjem. De lå så i en plasticpose og blev godt varme på resten af turen i bussen.

Søen følger flodens snoede forløb gennem dalen, og udsigten skiftede derfor konstant, hver gang vi rundede endnu et sving. På begge sider rejser stejle klipper sig og spejler sig i det azurblå vand. Nogle steder var vi ganske tæt på skrænterne, kun 20 meter adskilte os fra klipperne, som strakte sig over 100 meter op. Langs søen, på nogle af de knap så stejle skråninger, er der huse og små terrasselandbrug.

Vi nød at sidde på det øverste dæk og betragte det flotte landskab, der flød forbi i langsomt tempo. De lokale havde tilsyneladende set det så mange gange før, at det på dem virkede mere tillokkende at sidde inde i den indelukkede bar og ryge og drikke øl. På de par timer, færgeturen tog, var der nogle, der vi hældt overordentlig mange øl ned. Da vi kørte fra borde og så en synlig påvirket mand sætte sig bag rattet i en lastbil lastet tungt med cementsække, var vi rystede.

Vi havde med buschaufføren forhandlet os frem til, at han skulle køre os helt til vores hotel i Valbona-dalen, frem for kun til færgelejet, hvortil ruten normalt gik. Herved undgik vi problemer med at finde transport til den sparsomt befolkede dal.

Herefter fortsatte vi med minibussen i nogle timer på grusvejen langs floden op gennem den imponerende dal. Til sidst nåede vi vores bestemmelsessted, Hotel Rilindja, hvor der er fem værelser og en restaurant. Stedet drives af en lokal mand og hans familie. Hans kæreste, Catherine, er amerikaner, og hun har en meget informativ hjemmeside om området. Hun er utrolig hjælpsom med information og forslag til vandreture i området. Hun har på eget initiativ startet afmærkning af stier i området og brænder for at udvikle stedet til økoturisme.

Vandreskoene findes frem

En af dagene var vi på en længere vandretur i området. Turen begyndte i landsbyen Valbona længst inde i dalen. Catherine havde givet os et simpelt kort og nogle forklaringer, men selve ruten var ikke markeret. Så med simple anvisninger såsom ”grønt hus foran jer – gå rundt til højre rundt om det og drej til venstre” gik vi af sted.

Først krydsede vi det næsten udtørrede flodleje, og herefter gik det opad. På dette sted i dalen var bjergskråningerne ikke så stejle som langs Komani-søen, men vi kom alligevel hurtigt op i højden, hvor vi kunne se ud over landsbyen. Vi kom forbi enkelte simple huse med små indhegninger. og vi mødte en kvinde med sine to børn, der var ude at samle pinde til brænde. Endvidere så vi tre mænd, der var ved at slå græs med le på en stejl græsmark.

Pludselig kom vi op gennem en gruppe træer og blev mødt af et fantastisk syn og duft. Her var græsgangene til landsbyens dyr, og blandt græsset voksede der små engblomster og store mængder blomstrende vild timian, som udsendte en kraftig duft, for hvert skridt vi tog. Bag engen rejste sig nogle stejle, vilde og barske bjerge sig, og gjorde engen, vi gik på, endnu mere tillokkende. Vi satte os derfor ned midt mellem blomsterne og fandt vores madpakker frem. Vi var spændte på, hvad vi havde fået med, og stor var glæden, da vi fandt ud af, at Catherine havde pakket nøjagtig det, som passede sig til sådan en vidunderlig vandretur. Mellem tykke skiver af saftigt nybagt brød var der pølse, tomat og agurk. Ved siden af lå store tykke osteklodser, et kogt æg og et par chokoladekiks. Med en fantastisk udsigt over dalen foran os, majestætiske bjerge bag os, en varmende sol, timianduft i næsen og maven fuld af lækker mad, følte vi os som i himmerige. Vi havde næsten ikke lyst til at bryde op og fortsætte.

Montenegros sorte bjerge

Ud af træerne under os kom der pludselig en mand gående. Da han kom nærmere, viste det sig at være Michael, en af de få andre gæster fra vores hotel. Hvilket sammentræf. Sammen med ham fortsatte vi op. Målet var at nå grænsen mellem Montenegro og Albanien. Ingen af os var sikre på, hvor langt der var, og der var intet at tage pejling efter. Vi var dog overbeviste om, at vi var på rette vej, så vi blev ved med at følge stien op. Landskabet blev stadig mere barskt og stejlt. Temperaturen faldt også, og det samme gjorde mit blodsukker og energiniveau, så de hjemmebagte myslibarer blev fortæret.  Vi indgik en aftale om, at vi ville vende om kl. 15, hvis vi ikke var nået frem til grænsen forinden, så vi kunne være tilbage, før det blev mørkt. I stilhed knoklede vi på og kom længere og længere op. Pludselig kunne vi se en betonklods og vidste, at den måtte markere grænsen.

Da vi kom op til den et par minutter før deadline, var vi et godt stykke over trægrænsen, og det eneste, vi kunne se i Montenegro, var nøgne stejle bjerge. Vi stod et par minutter på Montenegros side af grænsen og blev blæst igennem af den kraftige kolde vind.

Vi gik ned samme vej, som vi var kommet op. På en eller anden måde gik vi forkert og kom væk fra den utydelige sti midt på en stejl eng. Vi stod og spejdede efter den og gik lidt frem og tilbage. Pludselig hørte vi råb. Vi kiggede op og så en mand højt oppe på et bjerg. Det var en hyrde, som kunne se vores problemer, og han havde tydeligvis overblik over stien og forsøgte at guide os med armbevægelser og råb. Det var ret svært at forstå ham, forbi han var så langt væk, men det lykkedes os at komme tilbage på stien og sikkert ned til landsbyen igen.

Herfra var der 5 km tilbage til hotellet ad vejen langs floden. Mens vi gik af sted på vores nu meget ømme fødder, håbede vi, at der kom en bil forbi. Heldigvis kom der et ældre ægtepar i en gammel varebil, og vi fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke kommunikere, men de syntes vist, at det var ret pudsigt at have et par turister siddende på et par gamle aviser bag i bilen. Vi var bare glade for liftet og tvang dem nærmest til at tage imod en skilling for turen.

Vel tilbage på hotellet bestilte vi straks et par kolde Korcaer – albanske øl – og satte os på husets veranda og hvilede fødderne, mens vi tænkte tilbage på den lange vandretur, og alt det vi havde set undervejs.

Vild natur

Den første dag gik vi et par mindre ture i området. Forinden havde Catherine fortalt os om dyrelivet, og om hvordan et universitet havde sat et webkamera op. Hun viste os endda nogle af billederne af ulve, vildkatte, los, grævling, bjørne m.m.

På en af turene kom vi forbi en grotte i klippesiden, og da det regnede, spøgte vi med, at vi ikke turde søge ly derinde, for det var nok bjørnens hule. Lidt senere regnede det endnu kraftigere, og mens vi stod i læ under et stort træ, kom vi til at se os omkring. Pludselig fik vi øje på en lille kasse, der var monteret på et træ ved stien, og vi kunne se, at det var et webkamera. Nu var det ikke længere så indbydende at stå på den smalle sti med stejle klipper op og ned til begge sider. Hvis bjørnen kom den vej, kunne vi ikke lige træde til side og lade den passere. Selvom risikoen for at møde bjørnen var forsvindende lille, kunne vi alligevel ikke helt ryste den lille irrationelle frygt af os. Lysten til at fortsætte videre op af stien forduftede ret hurtigt, og vi gik ned i dalen igen og fandt et andet sted at fortsætte turen.

Vi brugte et par dage i Valbona-dalen, før turen gik videre rundt i Albanien. Valbona er et område, som ikke er ret udviklet endnu. Internettet er ustabilt, strømudfald sker jævnligt, infrastrukturen er simpel, og vejen lukkes tit af sne om vinteren. Der findes enkelte små private hoteller og pensionater i området. Der er sat initiativer i gang for at tiltrække flere turister, og der er helt sikkert et stort potentiale.

Valbona var højdepunktet på vores tur rundt i Albanien. Vi blev mødt af en fantastisk venlighed, gæstfrihed og enestående natur. Jeg håber, at udviklingen i området vil ske i pagt med den omkringliggende natur, således at folk også i fremtiden vil kunne nyde dette unikke sted.

 

Valbona ligger i det nordlige Albanien, tæt på grænsen til Kosova og Montenegro. Læs mere om Valbona-dalen på www.journeytovalbona.com.

REJSEN DERTIL: Vi fløj til Tirana og retur fra Hamburg via Budapest. Rundrejsen tog 10 dage og kostede 5500kr alt inkl. pr. person.

LOKAL TRANSPORT: Fra Tirana tager det ca. syv-otte timer til Valbona, uanset om turen går via Komani-søen eller den noget længere tur ad hovedvejen via Kosova. Bus og minibus-systemet var velfungerende med mange afgange.

MAD & OVERNATNING: Måltiderne var meget billige. Omkring 50-60kr for salat, hovedret og en øl på en restaurant. Næsten alle retter indeholdt flere forskellige oste og i store mængder.

Hotelovernatningerne kostede 240-300kr for et dobbeltværelse.

BEFOLKNINGEN: Utrolig mange talte godt engelsk og hjælpsomheden og gæstfriheden var stor overalt, hvilken var med til at gøre det til en utrolig nemt land at rejse rundt i.

Slovenien

Sommerferien i 2004 var en rundrejse med min kæreste Mads. Turen startede i Venedig, da Mærsk Air havde billige flybilletter dertil. Herfra gik turen rundt i Slovenien og Kroatien, hvorefter vi igen endte i Venedig hvorfra Mads fløj tilbage til Danmark. Jeg tog en ekstra uge, hvor jeg besøgte Innsbruck i Østrig og Verona i Italien.

Efter en overnatning i Venedig, tog vi toget direkte til Ljubljana. Turen tog omkring fire timer, og gik langs Italiens kyst og gennem flot landskab med udsigt til bjergene i Slovenien.

Ljubljana

Hovedstaden i Slovenien hedder Ljubljana og ligger næsten midt i landet. Slovenien er et lille land, halvt så stort som Danmark. Det er derfor muligt at besøge de fleste steder i landet indenfor et par timer.

Byen er en usædvanlig hyggelig lille hovedstad, hvor der kun bor kun  330.000 personer. Gennem byen løber Ljubljana Floden, og langs den findes smukke gamle huse, hyggelige caféer og hængende træer.

Overalt kan man se Ljubljana Slot (Ljubljanski Grad), som ligger på en bakke højt hævet over byen. Slottet er fra 1500-tallet, om end tårnet er noget nyere.

Slottet er renoveret, og fremstår derfor ikke så rustikt og gammelt som man måske kunne ønske sig. Udsigten derfra er fin og får et godt overblik over hvor lille byen er.

I Ljubljana findes et stort udendørs marked med frugt og grønt. Derudover findes der indendørs boder i en stor hal, med oste, skinker, brød, kager, nødder og andre lækre ting. I kælderen findes fiskemarkedet med spændende friskfangede fisk.

Ljubljana er en hyggelig by, med mange hyggelige udendørs caféer. Her kan man iagttage folk som går og kører forbi og man kan hvile benene efter en lang dag. Her behøver man ikke hele tiden at være opmærksom på cyklister og rulleskøjteløbere. I byen er der nemlig rigtig mange der cykler og løber på rulleskøjter. For så vidt meget godt, og ligesom i Danmark. Problemet er ikke kun at de fleste benytter fortovet til dette, men også at de kører i begge retninger på dem.

I Ljubljana boede vi på et kollegium, som hed Dijaski dom Siska. I sommerferien blev stedet anvendt som hostel for turister, men i skoleperioderne er det her de studerende ved byens universitet bor. Vi havde et stort værelse med grimme møbler, som var meget kollegie-agtige. Atmosfæren på stedet var der ikke gjort meget ud af, men der var rent. Det var ikke tydeligt at der normalt boede studerende, væggene var beklædt med træ og alt var anonymt og kedeligt. Der var morgenmad med i prisen, og den blev indtaget i spisesalen. Menuen stod på næsten det samme alle de steder vi boede: Brød, marmelade, smør, ost (nogle gange) og sød rød te. Hvis vi var heldige blev der serveret kaffe.
Det var spændende at få et lille indblik i hvordan de studerende boede.

Udenfor byen ligger et stort område, som på kortet er angivet som Tivoli. Da det lå i nærheden af vores hostel, skulle vi jo udforske dette. Området viste sig at være en kæmpe park, hvor folk kunne slappe af og dyrke diverse former for sport. Parken var af meget forskellig karakter. Der var bl.a. en skov, store græsplæner, et slot og idrætscenter.

Postojna Drypstenshuler

Fra Ljubljana tog vi toget til Postojna. Lidt udenfor byen findes Postojna Grotter (Postojnska jama). Vi ankom med toget på den anden side af byen og gik derefter gennem centrum for at komme til grotterne. Allerede her kunne vi mærke at grotterne nok var byens største seværdighed, for der hang plakater og skilte for dem overalt.

Vi var dog alligevel ikke forberedte på det syn der mødte os ved grotterne. Efter at have kæmpet os i gennem en hel allé af souvenirboder ankom vi til indgangen til grotterne. Her strakte en lang lang kø sig. Ca. 200 mennesker stod i kø ved indgangen, og det var lige midt i den bagende middagssol. Vi blev noget betænkelige og bandede lidt over at nu skulle vi stå der de næste par timer. Jeg gik dog alligevel op for at købe billetter, mens Mads stod i køen. Pludseligt begyndte køen at bevæge sig. Det gik stærkt. Inden jeg havde fået købt billetterne var køen væk, og Mads stod og ventede på mig ved indgangen til grotterne. Indenfor viste det sig at vi skulle køre ind i grotterne i to tog på skinner. De var meget lange, og kunne sagtens rumme alle folk fra køen.

Vi skyndte os at tage mere tøj på, for temperaturen faldt hurtigt til 8˚C. Så kørte toget, og det kørte hurtigt. For fuldt fart kørte det rundt i svingene og ned i grotterne. Ofte susede det forbi ganske tæt på klippevæggen og man dukkede af refleks hovedet. Her var der ingen sikkerhedsbøjler til at holde nysgerrige arme, ben og hoveder indenfor. Vi susede forbi de mest fantastiske drypstensformationer. Efter 2½ km stoppede toget og vi steg ud. Nu kunne vi rigtigt få tid til at nyde og studere de fantastiske formationer.

Hulerne er dannet af Pivka-floden for mange år siden. Undergrunden og derfor også grotterne består af limsten. Denne limsten opløses af den fugt der kondenserer sig på vægge og lofter i grotterne. Fugten samles til vanddråber som drypper ned. Når vandet fra dråberne fordamper bliver limstenen tilbage og med tiden vokser søjler af limsten frem. Det er en langsommelig proces, og det tager ca. 30 år at producere 1 mm. Søjlerne er ikke alle hvide. De er farvede af de mineraler der også har været opløst i vanddråberne.

Grotterne består af 20 km gange, men kun 5 km er åbent for publikum.
Efter at have gået 1½ km rundt i denne labyrint af gange i de forskellige grotter, steg vi igen på toget og kørte tilbage til solen og varmen.

Borovnica

På vej tilbage til Ljubljana med toget fra Postojna, steg vi af i en lille landsby, som hedder Borovnica. Her gik vi en tur, hvor vi så landsbyen som havde en rest af en gammel viadukt. Viadukten havde været meget høj, og havde gået tværs hen over dalen som byen lå i. Nu var der kun en søjle tilbage.

Udenfor landsbyen så vi deres små marker. Der var både små køkkenhaver, som vi så dem mange steder i Slovenien. Det er ret normalt at have en lille have lidt udenfor byen, langs banestrækninger og lignende. Vi så også små marker. Majs og græs ser ud til at være det eneste de dyrkede. Græsset slog de med små slåmaskiner spændt for små traktorer og derefter rev de det sammen med en trærive i hånden. For at græsset kunne tørre til hø, hængte de det op på stativer med tag over. En meget møjsommelig proces.

 

Bohinj Søen

Vi tog bussen fra Ljubljana til Bohinj søen i udkanten af Triglav Nationalpark. Turen gik gennem fantastisk landskab og gennem små landsbyer, hvor alle husene var udsmykkede med røde blomster som hang fra altankasser. Vi kom forbi små landbrug, med majsmarker og græsmarker. Bjergene i baggrunden blev større og større. Vi kom også fordi den idylliske by Bled, hvor en sø rummer en lille bitte ø med et yndigt lille slot.

Vel fremme ved søen købte vi ind til frokosten og besluttede os for at vandre langs med søen til den anden ende. Vi gik gennem skoven et stykke oppe, og ved den anden ende af søen var en cable car, altså en kabinelift, som tog os fra foden af bjergene i 500 meters højde op på bjerget Vogel i 1537 meters højde. Mads havde måneden inden været i Slovenien på vandretur, så dette var unægtelig en noget mere afslappet måde at komme op i højderne på.

Deroppe kunne vi hurtigt mærke højdeforskellen, idet luften var køligere og det blæste mere. Udsigten over søen og de høje bjerge med sne på var fantastisk. Et par bjergkøer som lå og tyggede drøv mødte os. De var dog ret ligeglade med os og virrede blot lidt med hovedet, så vi kunne høre lyden fra deres klokker.

Det var muligt at tage skilifte til andre områder, og der var mange vandre og cykelstier. Vi fandt sted med sol og læ og nød vores medbragte mad i den friske bjergluft samtidig med at vi kunne se ud over hele den flotte frodige dal.

Vel nede igen, gik vi denne gang langs med søen og vejen tilbage mod landsbyen. Der var flere steder mulighed for at bade i søen og det benyttede vi os af. Vandet var forfriskende for vores svedige og varme kroppe. Vi gik forbi landsbyen Ribcev Laz, hvorfra bussen afgik, og gik videre til en anden lille hyggelig landsby; Stara Fuzina. Også her var alle huse overpyntet med blomster.
Da vi steg på bussen begyndte det at regne og snart øsede det ned. Vi gjorde derfor ikke som planlagt et stop i Bled, men nøjedes med at se den fra bussen og fortsatte tilbage til Ljubljana.

Brežice

Turen til Brežice med toget tog kun to timer, men vi lagde mærke til hvordan landskabet ændrede sig og blev mere og mere fladt.

Vi ankom til Brežice, en lille by, med kun 7000 indbyggere. Byen ligger i et fladt område, kun 30 km fra grænsen til Kroatien. Vi ankom på en søndag, hvilket ikke var heldigt.

Det viste sig nemlig at mange pensioner og små hoteller holder lukket denne dag. Vi havde derfor svært ved at finde et sted at bo, men med lidt hjælp fra en venlig tjerner på en café som ringede rundt for os, endte vi på en lille pension, Gostilna Les, i landsbyen Čatež ob Savi på den anden side af floden. Et sted lidt dyrere end beregnet i vores budget, men et meget lækkert sted, hvor vi fra terassen hvor morgenmaden blev serveret kunne se ud over floden og landskabet.

Herfra var der kun 1½ km til det spabad byen er kendt for. Ved ordet spabad, havde jeg forventninger om noget stille, roligt og afslappende. Som vi nærmede os stedet, kunne vi se at sådan var det ikke. Terme Čatež viste sig at være et vandland. Der var både et udendørs og et indendørs område. Vi valgte den indendørs del, efter mange betænkeligheder, for der var simpelthen mennesker overalt, og skrigende unger som susede rundt i vandrutschebanerne. Der var alle mulige former for forskellige bassiner; boblebade med forskellige slags bobler, bølgebad, rutschebaner m.m. Det var dejligt at være der, men vi var også glade for at vi kunne forlade området igen. Mange boede i de hoteller, lejligheder og lignende der var på området.

Cykeltur

Dagen efter lejede vi cykler for at cykle en tur i området. Vi fulgte en cykelrute, som var angivet på et kort vi fik med hos cykeludlejeren. Den gik gennem et vinområde. Cykelturen var hård, den var i alt på 35 km, og gik gennem et bakket landskab. Bakkerne var godt nok ikke så stejle, men cyklerne var store og tunge. De var bedre til det flade landskab hvor man kunne cykle majestætisk af sted, men op af bakkerne, gik det meget trægt.

Turen var rigtig god. Vi kom igennem vinområder, hvor vi så vinmarkerne på de sydvendte skråninger. Mange marker lå på meget stejle bakker og vi undrede os over hvordan de kunne bevæge sig rundt på markerne. Vi så vingårdene, og små bondegårde, hvor høns, kalkuner, får, geder, grise, køer m.m. gik rundt udenfor. Det hele var meget idyllisk, og her kunne man for alvor se at Slovenien er et land, som er på vej frem, men ikke på niveau med vestlige lande endnu.

Vi kom forbi en vingård, som tog imod gæster. Da vi ankom var der kun børnene tilstede, men de fik hurtigt tilkaldt deres far, som ejede gården. Han talte kun lidt tysk og engelsk, men han ville gerne give os en rundtur på gården. Han havde bygget et gæstehus, hvor turister kunne overnatte. Han havde selv lavet alt træarbejde, inkl. møblerne af træ fra hans egen skov. På gården lavede han vin og vi smagte en hvidvin og en blandings-vin, som bestod af rød- og hvidvin, den var faktisk meget forfriskende og kølig, selvom vi også blev lidt omtumlede fordi vi lige havde cyklet i middagsheden.

Desuden havde han grise, får og et par æsler. Maden han serverede kom også udelukkende fra egen avl. Det hele var meget imponerende, og vi var ret sikre på at hans fremtid var god.

Den sidste del af turen foregik i den mere flade dal, hvor også byen ligger. Her cyklede vi langs med floden tilbage til byen.

Den sidste dag i Brežice og i Slovenien, slappede vi mest af. Vi besøgte borgen, som lå i udkanten af byen. Det var en typisk borg med tykke mure og runde tårne. Mest imponerende i borgen var riddersalen. Her var alle flader bemalet. Vægge og loft var fuldstændig dekoreret og selv søjler og kanter var malet på væggene for at skabe en illusion af noget tredimensionelt. Vi fik at vide at dette var det mest eftertragtede sted at blive gift i hele Slovenien.

Resten af dagen gik med at sidde på en café og spille kort og drikke kaffe, alt imens byens unge bøller drønede op og ned af hovedgaden i deres biler. Det var ganske underholdende, men samtidig meget enerverende at se, hvordan de samme 5-6 biler kørte rundt og rundt i byen, mens musikken kørte for fuld udblæsning.

Den sidste dag tog vi toget til Zagreb. Grænsen til Kroatien lå ganske tæt på Brežice, og turen varede i alt kun 1½ time.

Specielt

Mange hustage i Slovenien er udstyret med små tapper som stikker op, eller små hegn. Dette er for at forhindre sneen i at styrte ned om vinteren.

På landet dyrker man mest majs og græs som slås ned til hø. For at græsset skal kunne tørre til hø, hænger man det op på stativer. Stativerne har et lille tag over, og på den måde bliver det ikke vådt når det regner. Det må være et stort arbejde, for græsset slås med ganske små traktorer med en meget lille slåmaskine. Derefter rives græsset sammen i hånden med en trærive.

De slovenske huse er ofte pyntet meget flot med blomster. De hænger fra altankasser, potter og lignende. Vi så det meget på landet, men også rigtig mange gader og huse i byerne var pyntet med blomster. Det gjorde et stort indtryk på os.

 

Generelt

De fleste slovenere kan tale en anelse engelsk eller tysk og unge mennesker taler godt engelsk. Det er derfor forholdsvis nemt at gøre sig forståelig. Menukort og lignende findes næsten altid på engelsk og tysk.

Slovenerne er utrolige venlige og hjælpsomme. Man behøver ikke at stå mange sekunder med et bykort og se fortabt ud, så kommer der nogle og tilbyder hjælp. Venligheden var virkelig slående og noget der gjorde rejseoplevelserne endnu større.

Transportnettet er ganske godt, toget kører mange steder, og hvor der ikke er tog, er der bus. Billetterne er billige og der er mange afgange om dagen.

Generelt fungerer alt i landet godt, og er forbavsende effektivt og pålideligt. Slovenien er derfor er nemt land at rejse rundt i.

Kort over turen

 

Slovakiet

Vi var en gruppe på 11 friluftselskere, som i efterårsferien 2005 drog en tur til Tatra bjergene i Slovakiet for at vandre.
Vi fløj med Sky Air til hovedstaden Bratislava, hvor vi steg på toget mod Tatra-bjergene. Efter et togskift i Poprad ankom vi med lokalbanen til landsbyen Horny Smokovec (ja, det hedder byen faktisk) for foden af Tatra bjergene.  Det var efterhånden blevet sent aften, og vi havde derfor hjemmefra bestilt værelser på Penzion Partizan, hvor de var så venlige at servere suppe, selvom klokken var blevet mange.

Stary Smokovec

Næste morgen var vi friske og veludhvilede, og vi blev meget begejstrede, da vi nu kunne se den flotte udsigt til de snedækkede bjerge, som rejste sig bag byen. Vi spændte rygsækkene på og vandrede de få km til Stary Smokovec, en lille by som er en af adgangsvejene til bjergene og derfor også ret turistet, omend det var et godt sted lige at få provianteret det allersidste.

Zamkovskeho chata – Tatra bjergene

Fra pladsen bag Grand Hotel tog vi tandhjulsbanen op til Hrebienok, hvorfra der var en times vandring til bjerghytten, Zamkovskeho chata (The Zamkovsky Chalet). Her fik vi tildelt nogle 4-mandsværelser med køjesenge og delt bad. Hytten var hyggelig med et dejligt fællesrum og restaurant i stueetagen. Vi havde bestilt halvpension og fik derfor morgenmad og aftensmad i hytten. Morgenmaden var fin, aftensmaden var af skiftende kvalitet. Det var også muligt at købe varme drikke, snacks og lune retter. Udvalget var selvfølgeligt begrænset, da alt skulle bæres op af sherpaer. Dem mødte vi en del af på vandreturene, og det var imponerende, hvor meget de kunne bære på simple jernstativer, som sammen med de enkle bæreremme må være en hård belastning for ryggen. På trods af dette holdt de et højt tempo, og det var svært ikke at få dårlig samvittighed, når vi kom gående med vores noget mere avancerede og komfortable rygsække.

Eftersom hytten lå tæt på tandhjulsbanen, blev hytten meget anvendt af vandrere på dagture fra hotellerne i byerne for bjergets fod, og restauranten var derfor også fyldt godt op i dagtimerne. Hytten er et godt udgangspunkt for dagture i området. Der er adskillige vandreruter i området, og det er også muligt lave rundture, således at man ikke skal samme vej tilbage. Der er desuden en del andre hytter i området med passende afstand, således at man fint kan vandre fra hytte til hytte.
Personalet i hytten var søde og venlige. De talte ikke så godt engelsk, men det var muligt at kommunikere fint med dem. Den sidste aften i hytten kom de med en flaske af den lokale brændevin og vi hyggede os i flere timer, trods sprogvanskeligheder.

Efter indkvartering fik vi frokost, hvor vi spiste en Klobasa (en stor krydret pølse), der var så god, at navnet hænger ved og pølser kaldes jævnligt for klobasa i vores hjem.
Herefter tog vi på den første vandretur i området. Turen blev dog ikke så lang som planlagt, da vi kom forbi en lille hytte, som hurtigt blev døbt Glühwien-hytten, fordi man her kunne få en kop glühwein serveret direkte fra en stor gryde på et brændekomfur i et lille bitte rum. Hytten hedder faktisk Rainerova chata og er den ældste og mindste hytte i Slovakiet. Møblementet bestod af simple træborde og bænke, der var intet elektricitet eller andre faciliteter, til gengæld var der langs væggene en udstilling af gamle redskaber fra livet i bjergene.
Herefter håbede vi på hele turen på at støde på pandekage-hytten, men en sådan havde de desværre ikke.

De næste par dage brugte vi dog på at vandre længere ture. En af dagene vandrede vi af sted i samlet flok langs bjerget. Turen var planlagt som en rundtur, men på et tidspunkt kunne jeg se, at det blev for meget for mig. Jeg er ikke hardcore-vandrer, jeg kan bedst lide at vandre af sted i mit eget tempo, tage masser af billeder undervejs, stå og nyde udsigten og bare tage det stille og roligt. Men for at komme  tilbage til hytten før mørkets frembrud krævede det et lidt andet tempo, end jeg syntes om, så min kæreste og jeg besluttede os for at vandre et stykke i eget tempo og så vende om.
I stedet vandrede vi til Skalnaté Pleso, hvor vi først spiste en knap så fantastisk frokost med sauerkraut, som vi absolut skulle prøve.

Herefter blev vandreturen nok lidt luksuspræget, for vi tog en kabinelift op til toppen af områdets højeste tinde, Lomnický štít (3634 m). Området er også et skisportssted om vinteren. På  toppen er der astronomisk og metrologisk måleudstyr og en fantastisk udsigt over de omkringliggende spidse og sneklædte tinder. Her var dog også meget koldt, og alle overflader,  rækværk og instrumenter var dækket af is, som det også ses på billederne. Vi var dog heldige med vejret, solen varmede os dejligt, så vi kunne nyde den flotte udsigt, som vi havde snydt os til, men ok, hvem siger, at man skal vandre sig til at alle oplevelser.

Landskabet i bjergene var imponerende. Der lå sne overalt, men da der var mange nåletræer i området, virkede det stadigt grønt og frodigt. Blandt de mange nåletræer var der også en del lærketræer, som lyste op med deres gule efterårsfarver.

Dagen efter vandrede vi i en anden retning, og efter par timers vandring op kom vi til Téryho Chata, en hytte hvor vi holdt pause.
Hytten lå ved nogle frosne søer, som vi faktisk havde stået og kigget ned på fra toppen af  Lomnický štít, dagen i forvejen. Her var det muligt at købe varme drikke og snacks. Ved hytten sad vi og nød det dejlige solskinsvejr og udsigten over bjergsiden under os.

Halvdelen af gruppen fortsatte op i bjergene, mens vi var andre, der vandrede tilbage til hytten, hvor vi brugte resten af eftermiddagen på at sidde udenfor og nyde udsigten og det strålende solskinsvejr.

Da de andre efter mørkets frembrud kom tilbage, fortalte de om deres tur, som var blevet ret nervepirrende, da de ikke havde læst kortet
grundigt nok og set at der på dele af turen var via ferratta, som gik på stejle sider dækket af sne. Eftersom de intet udstyr havde med til klatring, og det var svært at vende om, var de nødt til at fortsætte. De var ret glade, da de med bævende knæ kom sikre om på den anden side.

På den sidste vandringsdag delte vi os igen i forskellige hold. Efter at have set vores billeder fra Lomnický štít var der nogle, som også havde lyst til en tur til toppen.
Andre tog af sted på en lang rundtur. Jeg var i en gruppe som gik ned af bjerget gennem skovråder, som jo længere vi kom ned, var udsat for større og større grad af tømmerhugst. Det var dog interessant at se de slovakiske skovarbejdere bruge heste til at trække træstammer væk med.

Nede i Tatranska Lomnica kunne vi tydeligt mærke, at vi var kommet ned fra bjergene, for solen varmede os og der var ingen sne. Det var skønt at sidde udenfor og nyde en kold øl. Turen op igen blev nem, da vi tog en lille kabinelift, som hævede os op over alle træerne og gjorde, at vi kunne se hele bjergsiden, som vi var vandret ned af.

Link til kort kabinelifte, skilifte m.m i området

Tatras officielle hjemmeside

Turen tilbage til Bratislava

På afrejsedagen tog vi igen med lokaltoget og fra Poprad med et nattog til Bratislava Vi havde på forhånd købt billetter til sovevognen, men da vi stod i toget og ledte efter vores kupéer, fandt vi ud af, at de var bestilt til den forkerte dato. Togpersonalet lavede dog nye billetter til os, og mod et mindre gebyr blev vi opgraderet til nogle flotte 3 mands kupéer med rigtige dyner, vask i kupeen, forhæng for sengen m.m.

Bratislava

Vi ankom nogenlunde veludhvilede til Bratislava om morgenen, hvor vi først tog ud tilHotel Remy, som lå i nærheden af lufthavnen, hvorfra vi skulle flyve hjem den efterfølgende morgen.
Efter indkvartering tog vi ind til centrum, hvor vi så de vigtigste seværdigheder, bl.a. borgen, det flotte nationalteater, floden gennem byen og de mange flotte gamle huse.

Om aftenen spiste vi en lækker afskedsmiddag på en hyggelig og ret speciel restaurant med et halsbrækkende navn; Staroslovenskú krčmu, hvor vi sad i kælderen i et flot udsmykket aflukke.

Tidligt næste morgen tog vi et par taxier til lufthavnen, hvorfra vi igen fløj med Sky Air tilbage til København.

Prag, Tjekkiet

Turen gik i 10. klasse sammen med 9. klassen i foråret 1994 til Prag. Vi havde tjent pengene ved at plukke vindruer i Frankrig efteråret inden, og de blev brugt på en bustur til Prag i en uge.

Prag er en utrolig smuk gammel by med velbevarede huse i mange forskellige stilarter. Dette har givet byen en plads på Unescos verdensarvsliste.

30 km udenfor Prag ligger en gammel og meget velbesøgt borg, Karlštejn. Der er en gåtur på et par kilometer fra landsbyen og parkeringspladsen op til den imponerende borg, som knejser øverst oppe, som kun en rigtig borg kan gøre det.

Terezien-Stadt (Terezin) er en koncentrationslejr fra anden verdenskrig, hvor næsten 100.000 mennesker mistede livet. Stemningen på hele stedet var utrolig intens og selvom vi kendte historien bag, kunne vi ikke undgå at blive dybt rystede og berørte. Jeg blev skrækslagen og trist ved tanken om de onde ting mennesket er i stand til at gøre. På billedet ses kirkegården med de mange gravsten, kun indgraveret med et nummer.

På den gamle rådhusplads finder man det astronomiske ur på rådhuset. Uret er 500 år gammelt og består af tre dele. Man kan se solen og månes position, månederne og de tolv apostle som tiltrækker en masse turister ved timeslag når to små døre i uret åbnere sig og figurer af de tolv apostle og andre figurer bevæger sig.

Den mest berømte seværdighed i Prag er nok Karlsbroen. Broen er ret lang (over 500 m), går over floden Vltava (Moldau) og forbinder Prag Borg og den gamle by. Konstruktionen er imponerende med tårne, hvælvinger og et rækværk med en masse statuer. Her er færdsel er kun tilladt her til fods, og på alle tidspunkter ses her en masse mennesker som promenerer. Turisterne har tiltrukket en masse små boder til broen, hvor kunstnere sælger små malerier m.m.

Selvom der findes både sporvogne og metro i Prag er der alligevel så mange ting at se at man hurtigt får ondt i fødderne. Vores simple hotelværelse indeholdt ikke spa, og så må håndvasken jo tages i brug for at give lindring til de fødder som trofast har båret en rundt hele dagen.

 

 

Kroatien

Zagreb

Zagreb er en hyggelig by med atmosfære med mange gamle historiske bygninger. Man skulle ikke tro at man befandt sig i en hovedstad for der var mange hyggelige små gader med små gamle huse. Byen breder sig over to bakker. Her holdt for mange år siden to rivalerende grupper til. De kæmpede mod hinanden i mange år, men sluttede til sidst fred og de to landsbyer smeltede sammen. I Zagreb bor der omkring 800.000 personer.

Der var mange små pladser og gader, hvor cafeerne havde udendørsservering. Her var det hyggeligt at sidde og drikke kaffe og iagttage kroaterne. Eftersom byen var så lille var det nemt at komme rundt til fods, men ellers var de mange sporvogne et godt alternativ.

Turen til Zagreb med toget var kort eftersom vi kun skulle rejse de 30 km fra Brežice i Slovenien.

Vi boede på et af Zagrebs få hostels, som hed Ravnice Youth Hostel. Det viste sig at være en meget god ide at vi havde bestilt overnatning, da der var stor mangel på billig overnatning i byen. Stedet måtte hver dag afvise folk, på trods af at tv-stuen blev omdannet til sovesal med madrasser på gulvet, og folk slog telt op i haven.

Stedet lå lidt udenfor centrum, men detgjorde ikke så meget for sporvognen kørte lige dertil. En morgen duftede der af chokoladekage i hele kvarteret og det viste sig at ved siden af vores hostel lå en fabrik som lavede kiks. Åbenbart også chokoladekiks at dømme efter den dejlige duft.

Samobor

20 km vest for Zagreb ligger en lille hyggelig by, som hedder Samobor. Hertil tager folk fra Zagreb for at slappe af. Vi tog bussen dertil. Den afgår hver halve time fra busstationen i Zagreb og turen tager ikke lang tid.

Vi startede med en kop kaffe på en af de hyggelige caféer på hovedgaden. Herfra kunne vi se en ruin på toppen af en bakke og vi besluttede os for at vandre op til den. Det var lidt svært at finde derop, for selv om der var mange skilte, var der ikke nogen der pegede mod ruinen. Til sidst fandt vi dog stien som førte op, og vi vandrede op til ruinen. Her fandt vi ud af at ruinerne var fra Samobor Castle, bygget i 1200-tallet.

Langs den lavvandede å som løber gennem byen, ligger gamle hyggelige huse.
Med udsigt til dette spiste vi frokost, som bestod af billige burgere lavet på et splitsekund i en bod i nærheden.

Rab

Efter et par dage i Zagreb tog vi videre sydpå mod kysten. Vi tog bussen til byen Rab, på øen af samme navn. Bussen kørte sydpå, næsten ned til Rijeka, hvorefter den fulgte kysten til Jablanac. Turen til Rijeka gik fint, men langs kysten var der problemer. Vejen fulgte kystenlinjen, hvilket betød at bussen kørte ret langsomt pga. de mange sving. Derudover gik vejen gennem de mange badebyer som lå langs kysten, og her var der rigtig meget trafik, mange biler og turister i badetøj. Vi var derfor godt trætte af turen da vi endelig ankom til Jablanac, hvor færgen sejlede os til øen Rab. Her holdt også mange i kø, men heldigvis overhalede bussen dem alle og kørte direkte om bord på færgen. Nogle gange er offentlig transport altså bedre.

I Rab by havde vi ikke bestilt overnatning på forhånd. Vi regnede ikke med at det ville blive svært at finde et sted eftersom rigtig mange skiltede med at de lejede værelser ud.

Vi gik derfor rundt i byen og ringede på forskellige steder og talte med folk på både engelsk, tysk og spansk (italiensk), men alle var dog optagede og var nok heller ikke så interesserede i at leje ud til os, eftersom vi kunne ville bo der tre dage og ikke en uge.
Til sidst kapitulerede vi og gik ind på et bureau, som formidlede kontakt til en kvinde som lejede værelser ud. Værelset var rigtig godt, med eget badeværelse og altan, tilmed var det billigt.

Om eftermiddagen oplevede vi for første gang en af de kroatiske strande. Stranden ved byen bestod af en 2 meter bred betonkant langs med vandet. Herfra badede man og her sad og lå folk på måtter og håndklæder.
Der var absolut ikke plads til at alle kunne ligge ned. Underlaget i vandet bestod af sten, så det var ikke nogen behagelig oplevelse af gå derude for vi havde ikke de badesko på som næsten alle kroaterne var iført for netop ikke at skære fødderne på de skarpe sten.
Vi havde på forhånd hørt at næsten alle Kroatiens strande består af sten og grus, men for mig, som er opvokset ved Nordeuropas bredeste sandstrand var det alligevel svært at tilpasse mig de anderledes forhold.

Da der ikke var morgenmad på vores pensionat, købte vi næste morgen morgenbrød hos købmanden og spiste det på havnen med udsigt til de hvide huse i Rab.

Derefter udforskede vi den gamle bydel. Byen består af tre gader på langs; lower-, middle- og upperstreet. Ind i mellem de tre gader er der snævre passager. Bydelen virker utrolig stille og rolig, for der er ingen biler, og stort set alle bygninger består af lyse sten. Der er ikke så mange træer, men der er et par dejlige torve alligevel, hvor solen og de hvide sten bidrager til afslapningen. Byen er kendt for dens fire klokketårne, som står på en lang række. De ser også flotte ud og bidrager til at byen er utrolig smuk på afstand. Fra tårnene er det muligt at skue ud over byens tage.

Den sidste aften i Rab var der fest i byen; en armbrøstkonkurrence, hvor deltagerne og dommere var iklædt kostumer fra gamle dage. Det var spændende at se hvor præcist de faktisk kunne ramme med armbrøsterne.

 

Bådtur

Om aftenen bemærkede vi alle turbådene der kom ind. Dem var der utrolig mange af, og de reklamerede meget for deres ture. Alle ture var dog heldagsture, og der var kun 3-4 forskellige ruter og muligheder. Jeg var lidt skeptisk og havde ikke lyst til at sidde pakket på en båd sammen med en masse mennesker hele dagen. Derfor havde vi ikke bestilt en tur.
Ved frokosttid en dag kom vi dog forbi havnen, hvor vi så at der var en båd der tilbød en eftermiddagstur. Kaptajnens planer var blevet ændret, derfor tilbød han denne tur. Eftersom den først blev udbudt samme dag, og alle var taget af sted på de andre ture, var vi kun 5 personer i alt til denne tur. Det betød at turen blev lidt mere personlig og der var masser af plads. Først sejlede vi til Dolfin Island hvor vi badede i det klare Adriaterhav. Der var desværre ingen delfiner, øen hedder bare sådan. Derefter sejlede vi til landsbyen Lun på øen Pag, hvor vi spiste pandekager på en café og gik en lille tur. Øen var meget stenet og tør, helt anderledes end Rab. Den eneste vegetation var en masse oliventræer.

Cykeltur

Dagen efter bådturen lejede vi cykler i byen. Denne gang var det mountainbikes, så de var noget bedre at cykle i bjerge med end cyklerne i Brežice.

Vi cyklede i rask tempo ud af byen, og mødte straks den første stigning. Vejen var god og asfalteret. Sådan blev det dog ikke ved med at være. Den gode vej viste sig at lede op til en kirkegård, og da den var passeret var vejen en grusvej. Grusvejen blev dog hurtigt værre og til sidst var den en sti med store løse sten og huller. Stien gik op og ned af bakkerne og var desuden så smal at buskenes tjørne til tider rev os. Turen var dog god alligevel og landskabet var flot. Der var en fin udsigt over Rab by, og på den anden side kunne vi se en bjergkam med mange stengærder. Vi fandt aldrig ud af hvad disse stengærder blev brugt til, men det har sikkert været til at holde dyr inde. Vi kom endelig op på bakkekammen, og cyklede ned på den anden side fordi vi blev sultne.

Her købte vi ind til sandwiches i en lille butik og dem spiste vi på byens havn. Efter frokosten cyklede vi videre langs kysten. Vi cyklede på de betonkanter, som de bruger som strande, de var nemlig mærket på vores kort som cykel- og vandrerute. Det betød at vi cyklede på den samme smalle kant, hvor der lå folk og slikkede sol. De så dog ikke ud til at have noget imod at vi trillede forbi, og de var nok også vant til at dele den plads der var.

Vi kom forbi mange lokkende strande, men vi havde udset os en bestemt en på kortet. Vi kom også derhen efter at vi havde cyklet/trukket cyklerne ad nogle meget stejle stier fulde af store løse sten. De var også mærket som cykelruter, selvom jeg tvivler på at nogen kunne cykle på dem. Vi var også nødt til at bære cyklerne over et hegn, fordi vi kom til en indhegnet skov.
Da vi kom til den bugt vi havde udset os, så den virkelig lækker ud. Godt nok var der en stenstrand, men der var ingen mennesker i bugten og vandet så lækkert ud. Da vi kom derned var der masser af hvepse. De var meget aggressive og fløj om hovedet på os hele tiden. Det hjalp nok heller ikke at vi svedte voldsomt. Vi var derfor nødt til at flygte fra stedet og cykle videre.
Vi endte derfor på en strand ved et turistresort sammen med en masse andre mennesker. Stranden var en klippestrand, hvor folk lå og sad på de store klippestykker. De der solgte tykke liggemadrasser og badesko havde en god forretning. Vi tog os en dukkert og cyklede tilbage til Rab by med meget ømme bagdele.

Pula

Eftersom busturen til Rab havde været ret lang, var vi glade da vi fandt ud af at der gik en katamaranfærge til Rijeka fra Rab.
Båden afgik tidligt om morgenen og turen tog 2 timer. Mads nød udsigten over Adriaterhavet, mens jeg følte mig mindre godt tilpas over at være på en gyngende båd så tidligt om morgenen. Katameraner ruller på en bestemt måde som jeg ikke bryder mig om. Endvidere var det ikke muligt at komme udenfor på dækket. Indenfor var der bare en masse rækker med sæder hvor man kunne sidde, der var ikke andet at lave.

I Rijeka fandt vi bussen til Pula, som afgik efter kort ventetid. Turen ned langs vestkysten af halvøen Istria/Istrien var meget smuk.
I Pula tog vi bussen til Youth Hostel Pula, hvor vi havde bestilt plads. Hostelet lå lidt udenfor byen, men det gjorde ikke så meget, for det lå lige ved stranden. Dette betød at vi kunne spise vores morgenmad mens vi kiggede ud over vandet. Det er dog også det bedste der klan siges om stedet. Det var billigt, men ikke særligt hyggeligt. Der var en del hytter, hvor der boede nogle mennesker som larmede ret meget. tmosfæren var ikke så hyggeligt og selvom stranden foran hostellet var ok ren, så skulle man kun gå få meter væk så flød det med affald. Jeg kan kun anbefale det til dem der er på et stramt budget.

I Pula så vi allerførst deres store flotte romerske amfiteater, som er det 6. største i verden. Det er bygget i 1. århundrede og kunne rumme 20.000 tilskuere. Teatret er meget imponerende på trods af at de indre vægge og stentrapperne/sæderne blev fjernet i middelalderen og brugt som byggemateriale.
Under teatret findes kælderen hvor de vilde dyr, gladiatorerne kæmpede med, var spærret inde. I dag findes der en udstilling om stedet og en samling af gamle krukker og andre gamle genstande.

På torvet, som er det gamle romerske forum, findes en anden romersk bygning, nemlig Augustus Templet. Dele af templet er ødelagt og dele af templet er ombygget og er i dag byens rådhus. Der står dog også noget af templet tilbage og minder med de store søjler om en tid hvor romernes imperium var stort og bl.a. strakte sig ind i nuværende Kroatien.

Rovinj

Rovinj er en by med 12000 indbyggere, som ligger ved kysten lidt over 40 minutters kørsel nord for Pula. Vi tog dertil med den lokale bus, og det var en skøn tur, som gik gennem små landsbyer og tørt landskab. Vinrankerne stod og gispede i varmen, og oliventræer og tørt græs prydede den brune jord.

Rovinj er en meget hyggelig by, hvor husene i det gamle centrum ligger på en bakke langs med smalle gader og gyder. Brostenene i de smalle kringlede gader var  meget slidte og glatte. Vasketøjet hang på ægte sydlandsk stil til tørre mellem husene. På bakken lå katedralen og det var tilsyneladende her alle turisterne søgte hen. I hvert fald var der i nogle af gaderne horder af turister som alle gik den samme vej, mens andre gader var totalt øde.

Den bedste seværdighed i byen var alle disse små gader der gik på kryds og tværs som en labyrint, hvor der var stille og roligt og ingen trafik.

Det var muligt at gå op i katedralens tårn, men vi magtede ikke at være lukket inde i et tårn, sammen med flere hundrede andre. Til gengæld besøgte vi byens akvarium. Akvariet var ikke særlig stort, kun 12-15 små akvarier, men til gengæld kom vi gratis ind, fordi der ikke sad nogen i billetlugen.

I byens havn lå der voldsomt mange både. De lå utrolig tæt, og jeg tror næsten man kunne gå tværs over havnen, ved at gå fra båd til båd. Jeg kan nu godt forstå det, for det må være en dejlig oplevelse at sejle til alle de kroatiske byer ved Adriaterhavet.

Om eftermiddagen tog vi tilbage til Pula, hvor vi nød vores sidste aften, inden vi næste dag skulle vende næsen mod Venedig, hvor Mads skulle flyve tilbage til Danmark fra, og hvor jeg skulle mod Innsbruck i Østrig.

Mad

Maden vi fik i Slovenien og Kroatien var god, billig og rigelig. På menukortet er der mange retter med forskellig slags grillet kød. Vi bestilte flere gange en mixed grill, hvilket var en tallerken med 3-4 forskellige slags grillet kød. Tilbehør som salat, kartofler, ris el lign. skulle ofte bestilles separat, men så fik man også netop den sammensætning man ville have.

Vi kom flere gange til at bestille en platte. Retten gik under flere betegnelser, men hed altid noget med platte og den var altid beregnet til to (sultne) personer. Hver gang glemte vi hvor meget mad man faktisk fik serveret. Ind kom et kæmpe fad med 6-7 stykker kød til hver samt salat, kartofler og ris. Hele anretningen blev anbragt på en varmeplade, så den store mængde mad kunne holde sig varm.

Retten på billedet er en Balkanplatte og vi fik den serveret i Rab. Anretningen består til hver person af: 1 kyllingespyd, 1 rulle af hakket oksekød, 1 hakkebøf, 1 svinekotelet, 1 oksesteak, 1 kyllingesteak, 1 fiskefilet, risotto, pommes frites og derudover bestilte vi salat. Det hele var så ´elegant´ anrettet som en mand på fadet, med en halv brød som krop. Faktisk spiste vi næsten det hele, men vi var også blevet vant til de store portioner.

Kaffen var også speciel. Som regel fik vi serveret dejlig kaffe på caféerne, men nogle steder i Slovenien fik vi serveret kogekaffe. Simpelthen kaffe som har stået og kogt og serveres med grums. Det smager meget fælt og jeg anbefaler det ikke.

Is

Alle vegne i Slovenien og Kroatien kunne man købe is ligesom i Italien. Det var en virkelig cremet og lækker is i utrolig mange varianter, som smagte rigtig godt. Overalt så man også de lokale guffe is, især om aftenen hvor temperaturen var faldet og folk derfor kom frem for at promenere på gaderne.

 

Zagreb

Zagreb er en hyggelig by med atmosfære med mange gamle historiske bygninger. Man skulle ikke tro at man befandt sig i en hovedstad for der var mange hyggelige små gader med små gamle huse. Byen breder sig over to bakker. Her holdt for mange år siden to rivalerende grupper til. De kæmpede mod hinanden i mange år, men sluttede til sidst fred og de to landsbyer smeltede sammen. I Zagreb bor der omkring 800.000 personer.

Der var mange små pladser og gader, hvor cafeerne havde udendørsservering. Her var det hyggeligt at sidde og drikke kaffe og iagttage kroaterne. Eftersom byen var så lille var det nemt at komme rundt til fods, men ellers var de mange sporvogne et godt alternativ.

Turen til Zagreb med toget var kort eftersom vi kun skulle rejse de 30 km fra Brežice i Slovenien.

Vi boede på et af Zagrebs få hostels, som hed Ravnice Youth Hostel. Det viste sig at være en meget god ide at vi havde bestilt overnatning, da der var stor mangel på billig overnatning i byen. Stedet måtte hver dag afvise folk, på trods af at tv-stuen blev omdannet til sovesal med madrasser på gulvet, og folk slog telt op i haven.

Stedet lå lidt udenfor centrum, men detgjorde ikke så meget for sporvognen kørte lige dertil. En morgen duftede der af chokoladekage i hele kvarteret og det viste sig at ved siden af vores hostel lå en fabrik som lavede kiks. Åbenbart også chokoladekiks at dømme efter den dejlige duft.

Samobor

20 km vest for Zagreb ligger en lille hyggelig by, som hedder Samobor. Hertil tager folk fra Zagreb for at slappe af. Vi tog bussen dertil. Den afgår hver halve time fra busstationen i Zagreb og turen tager ikke lang tid.

Skiltekaos. Der var skilte der pegede i alle
                      retninger, men ingen der viste mod ruinen.Vi startede med en kop kaffe på en af de hyggelige caféer på hovedgaden. Herfra kunne vi se en ruin på toppen af en bakke og vi besluttede os for at vandre op til den. Det var lidt svært at finde derop, for selv om der var mange skilte, var der ikke nogen der pegede mod ruinen. Til sidst fandt vi dog stien som førte op, og vi vandrede op til ruinen. Her fandt vi ud af at ruinerne var fra Samobor Castle, bygget i 1200-tallet.

Langs den lavvandede å som løber gennem byen, ligger gamle hyggelige huse.
Med udsigt til dette spiste vi frokost, som bestod af billige burgere lavet på et splitsekund i en bod i nærheden.

Rab

Udsigt fra bussenUdsigt fra bussenUdsigt fra bussenEfter et par dage i Zagreb tog vi videre sydpå mod kysten. Vi tog bussen til byen Rab, på øen af samme navn. Bussen kørte sydpå, næsten ned til Rijeka, hvorefter den fulgte kysten til Jablanac. Turen til Rijeka gik fint, men lUdsigt fra bussen.angs kysten var der problemer. Vejen fulgte kystenlinjen, hvilket betød at bussen kørte ret langsomt pga. de mange sving. Derudover gik vejen gennem de mange badebyer som lå langs kysten, og her var der rigtig meget trafik, mange biler og turister i badetøj. Vi var derfor godt trætte af turen da vi endelig ankom til Jablanac, hvor færgen sejlede os til øen Rab. Her holdt også mange i kø, men heldigvis overhalede bussen dem alle og kørte direkte om bord på færgen. Nogle gange er offentlig transport altså bedre.

I Rab by havde vi ikke bestilt overnatning på forhånd. Vi regnede ikke med at det ville blive svært at finde et sted eftersom rigtig mange skiltede med at de lejede værelser ud.

Vi gik derfor rundt i byen og ringede på forskellige steder og talte med folk på både engelsk, tysk og spansk (italiensk), men alle var dog optagede og var nok heller ikke så interesserede i at leje ud til os, eftersom vi kunne ville bo der tre dage og ikke en uge.
Til sidst kapitulerede vi og gik ind på et bureau, som formidlede kontakt til en kvinde som lejede værelser ud. Værelset var rigtig godt, med eget badeværelse og altan, tilmed var det billigt.

Udsigten fra vores værelse.Om eftermiddagen oplevede vi for første gang en af de kroatiske strande. Stranden ved byen bestod af en 2 meter bred betonkant langs med vandet. Herfra badede man og her sad og lå folk på måtter og håndklæder.
Der var absolut ikke plads til at alle kunne ligge ned. Solopgang da vi sejler fra Rab med
                      katameranfærgen.Underlaget i vandet bestod af sten, så det var ikke nogen behagelig oplevelse af gå derude for vi havde ikke de badesko på som næsten alle kroaterne var iført for netop ikke at skære fødderne på de skarpe sten.
Vi havde på forhånd hørt at næsten alle Kroatiens strande består af sten og grus, men for mig, som er opvokset ved Nordeuropas bredeste sandstrand var det alligevel svært at tilpasse mig de anderledes forhold.

Da der ikke var morgenmad på vores pensionat, købte vi næste morgen morgenbrød hos købmanden og spiste det på havnen med udsigt til de hvide huse i Rab.

Derefter udforskede vi den gamle bydel. Byen består af tre gader på langs; lower-, middle- og upperstreet. Ind i mellem de tre gader er der snævre passager. Bydelen virker utrolig stille og rolig, for der er ingen biler, og stort set alle bygninger består af lyse sten. Der er ikke så mange træer, men der er et par dejlige torve alligevel, hvor solen og de hvide sten bidrager til afslapningen. Byen er kendt for dens fire klokketårne, som står på en lang række. De ser også flotte ud og bidrager til at byen er utrolig smuk på afstand. Fra tårnene er det muligt at skue ud over byens tage.

Den sidste aften i Rab var der fest i byen; en armbrøstkonkurrence, hvor deltagerne og dommere var iklædt kostumer fra gamle dage. Det var spændende at se hvor præcist de faktisk kunne ramme med armbrøsterne.

Bådtur

Om aftenen bemærkede vi alle turbådene der kom ind. Dem var der utrolig mange af, og de reklamerede meget for deres ture. Alle ture var dog heldagsture, og der var kun 3-4 forskellige ruter og muligheder. Jeg var lidt skeptisk og havde ikke lyst til at sidde pakket på en båd sammen med en masse mennesker hele dagen. Derfor havde vi ikke bestilt en tur.
Ved frokosttid en dag kom vi dog forbi havnen, hvor vi så at der var en båd der tilbød en eftermiddagstur. Kaptajnens planer var blevet ændret, derfor tilbød han denne tur. Eftersom den først blev udbudt samme dag, og alle var taget af sted på de andre ture, var vi kun 5 personer i alt til denne tur. Det betød at turen blev lidt mere personlig og der var masser af plads. Først sejlede vi til Dolfin Island hvor vi badede i det klare Adriaterhav. Der var desværre ingen delfiner, øen hedder bare sådan. Oliventræer og får på øen Pag ved landsbyen
                      LunOliventræer på øen Pag ved landsbyen LunDerefter sejlede vi til landsbyen Lun på øen Pag, hvor vi spiste pandekager på en café og gik en lille tur. Øen var meget stenet og tør, helt anderledes end Rab. Den eneste vegetation var en masse oliventræer.

Cykeltur

De mange stendiger på bakkesiden.Den gode asfaltvej, som snart ophørte.Udsigt over Rab by fra cykelrutenDagen efter bådturen lejede vi cykler i byen. Denne gang var det mountainbikes, så de var noget bedre at cykle i bjerge med end cyklerne i Brežice.

Vi cyklede i rask tempo ud af byen, og mødte straks den første stigning. Vejen var god og asfalteret. Sådan blev detKirikegården vi kom forbi. dog ikke ved med at være. Den gode vej viste sig at lede op til en kirkegård, og da den var passeret var vejen en grusvej. Grusvejen blev dog hurtigt værre og til sidst var den en sti med store løse sten og huller. Stien gik op og ned af bakkerne og var desuden så smal at buskenes tjørne til tider rev os. Turen var dog god alligevel og landskabet var flot. Der var en fin udsigt over Rab by, og på den Stien vi cyklede på. Den blev senere endnu
                      værre.anden side kunne vi se en Landskabet vi cyklede igennem.bjergkam med mange stengærder. Vi fandt aldrig ud af hvad disse stengærder blev brugt til, men det har sikkert været til at holde dyr inde. Vi kom endelig op på bakkekammen, og cyklede ned på den anden side fordi vi blev sultne.

Her købte vi ind til sandwiches i en lille butik og Udsigt fra cykelrutenKombineret strand og cykelstidem spiste vi på byens havn. Efter frokosten cyklede vi videre langs kysten. Vi cyklede på de betonkanter, som de bruger som strande, de var nemlig mærket på vores kort som cykel- og vandrerute. Det betød at vi cyklede på den samme smalle kant, hvor der lå folk og slikkede sol. De så dog ikke ud til at have noget imod at vi trillede forbi, og de var nok også vant til at dele den plads der var.

Vi kom forbi mange lokkende strande, men vi havde udset os en bestemt en på kortet. Vi kom også derhen efter at vi havde cyklet/trukket cyklerne ad nogle meget stejle stier fulde af store løse sten. De var også mærket som cykelruter, selvom jeg tvivler Vi bærer cyklerne over et hegnLandskabet vi cyklede igennem.på at nogen kunne cykle på dem. Vi var også nødt til at bære cyklerne over et hegn, fordi vi kom til en indhegnet skov.
Da vi kom til den bugt vi havde udset os, så den virkelig lækker ud. Godt nok var der en stenstrand, men der var ingen mennesker i bugten og vandet så lækkert ud. Da vi kom derned var der masser af hvepse. De var meget aggressive og fløj om hovedet på os hele tiden. Det hjalp nok heller ikke at vi svedte voldsomt. Vi var derfor nødt til at flygte fra stedet og cykle videre.
Vi endte derfor på en strand ved et turistresort sammen med en masse andre mennesker. Klippestranden vi endte på.Stranden var en klippestrand, hvor folk lå og sad på de store klippestykker. De der solgte tykke liggemadrasser og badesko havde en god forretning. Vi tog os en dukkert og cyklede tilbage til Rab by med meget ømme bagdele.

Videoklip med udsigt over Rab by

Pula

Eftersom busturen til Rab havde været ret lang, var vi glade da vi fandt ud af at der gik en katamaranfærge til Rijeka fra Rab.
Båden afgik tidligt om morgenen og turen tog 2 timer. Mads nød udsigten over Adriaterhavet, mens jeg følte mig mindre godt tilpas over at være på en gyngende båd så tidligt om morgenen. Katameraner ruller på en bestemt måde som jeg ikke bryder mig om. Endvidere var det ikke muligt at komme udenfor på dækket. Indenfor var der bare en masse rækker med sæder hvor man kunne sidde, der var ikke andet at lave.

I Rijeka fandt vi bussen til Pula, som afgik efter kort ventetid. Turen ned langs vestkysten af halvøen Istria/Istrien var meget smuk.

Udsigten fra hostellet en stille morgen mens
                      vi spiser morgenmad.I Pula tog vi bussen til Youth Hostel Pula, hvor vi havde bestilt plads. Hostelet lå lidt udenfor byen, men det gjorde ikke så meget, for det lå lige ved stranden. Dette betød at vi kunne spise vores morgenmad mens vi kiggede ud over vandet. Det er dog også det bedste der klan siges om stedet. Det var billigt, men ikke særligt hyggeligt. Der var en del hytter, hvor der boede nogle mennesker som larmede ret meget. tmosfæren var ikke så hyggeligt og selvom stranden foran hostellet var ok ren, så skulle man kun gå få meter væk så flød det med affald. jeg kan kun anbefale det til dem der er på et stramt budget.  

I Pula så vi allerførst deres store flotte romerske amfiteater, som er det 6. største i verden. Det er bygget i 1. århundrede og kunne rumme 20.000 tilskuere. Teatret er meget imponerende på trods af at de indre vægge og stentrapperne/sæderne blev fjernet i middelalderen og brugt som byggemateriale.
Under teatret findes kælderen hvor de vilde dyr, gladiatorerne kæmpede med, var spærret inde. I dag findes der en udstilling om stedet og en samling af gamle krukker og andre gamle genstande.

På torvet, som er det gamle romerske forum, findes en anden romersk bygning, nemlig Augustus Templet. Dele af templet er ødelagt og dele af templet er ombygget og er i dag byens rådhus. Der står dog også noget af templet tilbage og minder med de store søjler om en tid hvor romernes imperium var stort og bl.a. strakte sig ind i nuværende Kroatien.

Rovinj

Rovinj er en by med 12000 indbyggere, som ligger ved kysten lidt over 40 minutters kørsel nord for Pula. Vi tog dertil med den lokale bus, og det var en skøn tur, som gik gennem små landsbyer og tørt landskab. Vinrankerne stod og gispede i varmen, og oliventræer og tørt græs prydede den brune jord.

Rovinj er en meget hyggelig by, hvor husene i det gamle centrum ligger på en bakke langs med smalle gader og gyder. Brostenene i de smalle kringlede gader var  meget slidte og glatte. Vasketøjet hang på ægte sydlandsk stil til tørre mellem husene. På bakken lå katedralen og det var tilsyneladende her alle turisterne søgte hen. I hvert fald var der i nogle af gaderne horder af turister som alle gik den samme vej, mens andre gader var totalt øde.

Den bedste seværdighed i byen var alle disse små gader der gik på kryds og tværs som en labyrint, hvor der var stille og roligt og ingen trafik.

Det var muligt at gå op i katedralens tårn, men vi magtede ikke at være lukket inde i et tårn, sammen med flere hundrede andre. Til gengæld besøgte vi byens akvarium. Akvariet var ikke særlig stort, kun 12-15 små akvarier, men til gengæld kom vi gratis ind, fordi der ikke sad nogen i billetlugen.

I byens havn lå der voldsom mange både. De lå utrolig tæt, og jeg tror næsten man kunne gå tværs over havnen, ved at gå fra båd til båd. Jeg kan nu godt forstå det, for det må være en dejlig oplevelse at sejle til alle de kroatiske byer ved Adriaterhavet.

Om eftermiddagen tog vi tilbage til Pula, hvor vi nød vores sidste aften, inden vi næste dag skulle vende næsen mod Venedig, hvor Mads skulle flyve tilbage til Danmark fra, og hvor jeg skulle mod Innsbruck i Østrig.

Mad

Maden vi fik i Slovenien og Kroatien var god, billig og rigelig. På menukortet er der mange retter med forskellig slags grillet kød. Vi bestilte flere gange en mixed grill, hvilket var en tallerken med 3-4 forskellige slags grillet kød. Tilbehør som salat, kartofler, ris el lign. skulle ofte bestilles separat, men så fik man også netop den sammensætning man ville have.

Vi kom flere gange til at bestille en platte. Retten gik under flere betegnelser, men hed altid noget med platte og den var altid beregnet til to (sultne) personer. Hver gang glemte vi hvor meget mad man faktisk fik serveret. Ind kom et kæmpe fad med 6-7 stykker kød til hver samt salat, kartofler og ris. Hele anretningen blev anbragt på en varmeplade, så den store mængde mad kunne holde sig varm.

Balkanplatte

Retten på billedet er en Balkanplatte og vi fik den serveret i Rab. Anretningen består til hver person af: 1 kyllingespyd, 1 rulle af hakket oksekød, 1 hakkebøf, 1 svinekotelet, 1 oksesteak, 1 kyllingesteak, 1 fiskefilet, risotto, pommes frites og derudover bestilte vi salat. Det hele var så ´elegant´ anrettet som en mand på fadet, med en halv brød som krop. Faktisk spiste vi næsten det hele, men vi var også blevet vant til de store portioner.

Kaffen var også speciel. Som regel fik vi serveret dejlig kaffe på caféerne, men nogle steder i Slovenien fik vi serveret kogekaffe. Simpelthen kaffe som har stået og kogt og serveres med grums. Det smager meget fælt og jeg anbefaler det ikke.

Is

Alle vegne i Slovenien og Kroatien kunne man købe is ligesom i Italien. Det var en virkelig cremet og lækker is i utrolig mange varianter, som smagte rigtig godt. Overalt så man også de lokale guffe is, især om aftenen hvor temperaturen var faldet og folk derfor kom frem for at promenere på gaderne.

Kort over turen

Bulgarien

Mange tænker nok på teenage-drukferier, blegfede turister og byer uden meget lokal kultur når de hører om ferier i Bulgarien.

Hvis det er den slags tur man søger, skal man nok ikke læse videre. Hvis man derimod vil høre om en ferie i en lille oprindelig fiskerlandsby, hvor ikke alle menukort endnu var oversat til andre sprog, hvor hestevogne stadig bruges som transportmiddel og hvor hovednummeret i det lokale cirkus var en løbsk struds, så bliv hængende på siden.

I sommeren 2003 var jeg sammen med min kæreste Mads en uge i Lozenets ved Sortehavet i Bulgarien. Lozenetz er en af de sydligste byer, 30 km fra grænsen til Tyrkiet.

Hele min barndom har ferierne bestået af sommerhus, teltture, bilferier med overnatning på bed & breakfasts osv. Senere har jeg selv planlagt mine rejser, men da denne sommerferie skulle planlægges valgte vi en charterferie, mit livs første.
Vi havde kun en uges ferie og ville ikke bruge en stor del af tiden på at rejse rundt og planlægge hvordan vi kom fra et sted til et andet. De arrangerede rundtture var for dyre for en på SU og udbudet var på det tidspunkt heller ikke så stort.
Vi købte rejsen hos Penguin Travel, som på det tidspunkt var et ganske lille rejsebureau.

Vi fløj fra København til Bourgas med Bulgarian Air.Vi mærkede varmen straks vi steg ud af flyet og snart sad vi i bussen som skulle køre os de 60 km sydpå til Lozenets.
Her blev vi råbt op af den skandinaviske guide. Eller dvs. de andre blev råbt op, for vi var ikke på listen. Da vi ankom til hotellet var det derfor heller ingen overraskelse at der ikke var et værelse klar til os. Efter noget ventetid fik vi dog tildelt det største værelse i hotelfløjen, et hjørneværelse med en gigantisk altan vendt mod 3 verdenshjørner. Vi skulle desværre skifte værelse midt i opholdet og blev tildelt et noget mindre værelse i et at de røde huse på hotellets grund.

Byen

Vi havde valgt Lozenets, fordi det var den mindste by blandt mulighederne, og den er da bestemt også lille. Vi ville gerne væk fra de overrendte turiststeder og det lykkedes til fulde. Der var en del turister i byen, men langt den største del af dem var bulgarere på ferie. Der var ikke mange hoteller i byen, selvom vi kunne se at der var godt gang i byggeriet. De få hoteller var ikke ret store og mange boede privat i bed & breakfast.

Der var hverken banker, supermarkeder, burgerbarer, tøjbutikker eller lignende. Byen bestod primært af tre etagers huse samlet indenfor et net af seks gader.

Om aftenen sad alle familier samlet i forhaven, typisk ved et bord under skyggende vinranker. Her lavede de mad på den murede grill alle havde og spiste og hyggede sig i den lune aften.

I byen kunne vi mange steder se storke i reder på skorstene og tage. For os et speceielt og sjældent syn, men bulgarerne tog ikke meget notist af de store fugle. besynderligt var det da vi senere var ude at sejle og alle bulgarerne tog kameraet frem og begyndte at tage billeder af en skarv i et træ. Tja, en ikke videre eksotisk fugl for os.

 

Stranden

Lige neden for byen lå stranden, kun 150 meter fra hotellet. Stranden var fin og ren, vandet var dejlig varmt og ikke særlig salt. Faktisk fik vi at vide at vandet her altid er et par grader varmere end i Sunny Beach, pga. den sydligere beliggenhed.

Hvis man går sydpå langs vandet, kommer man til den lille primitive havn, og længere væk findes der små laguner og strande.

Vi mødte i en af disse laguner tre kvinder, som sad på klipperne og rensede muslinger og konkylier. Ude i vandet så vi en dreng, som med snorkel og svømmefødder hentede muslinger op til de tre kvinder. Vi prøvede at tale med dem, men det var svært eftersom de kun talte bulgarsk. De var dog flinke og lod ikke til at have noget i mod at vi kom og forstyrrede arbejdet. Til slut gav de os hver en fin konkylieskal.

Fra den store strand er det muligt at windsurfe. Det var der en del der gjorde. Det var også muligt at leje udstyr og få undervisning. Mads var strakt med på at prøve noget nyt og efter at have fået instruktioner og prøvet at vende sejlet på et board på land, blev han sendt ud i bølgerne. Det gik faktisk fint, ikke så hurtigt, men han blev på boardet.

 

Hestevogne

Landskabet var goldt og tørt, men temperaturen og den ringe nedbørsmængde taget i betragtning, så er det nok hvad man kan forvente.
Vi så ingen marker, de eneste steder vi så afgrøder var i de små køkkenhaver i byen.
Alligevel fik vi associationer til gammeldags landbrugsliv, for vi så mange vogne trukket af heste og æsler. Hver dag kom et ældre par kørende forbi hotellet. De indsamlede pap og papir på deres simple hestetrukne vogn.

Biler og trafik

Desværre kører ikke alle rundt i hestevogne, de fleste kører i gamle trabant-lignende biler. Kørslen er kreativ og vild. Man undres over at de overhovedet gider lave optrukne linier, og sætte skilte op med fartgrænser og overhaling forbudt, når de alligevel ikke bliver fulgt.
da vi så politibilen her havde vi også svært ved at tro at politiet kan indhente fartsynderne. Politibetjenten virkede dog ikke flov over sin politibils manglende pondus og stillede glad op til fotografering. Læg i øvrigt mærke til hvor velpudset bilen er og hvor ulæselig nummerpladen er.

Butikker og markeder

Alle butikker i byen lukkede meget sent, mange af de lokale købte først ind om aftenen, vel pga. heden midt på dagen. Butikkernevar små og simple og førte de mest almindelige dagligvarer og derudover ting til strandlivet, som solcreme, badebolde, legetøj osv.
Der fandtes også små boder i gaderne som solgte frugt, slik i løs vægt og andre småting.

Vi stødte også på en butik som udelukkende solgte kildevand og sodavand. Mange af bulgarerne købte kildevand i store mængder, men vi kunne faktisk bedst lide vandet i vandhanerne.

 

 

   Fisketur på Sortehavet

En af dagene fik vi arrangeret en tur med en lokal fisker på Sortehavet. Ud over os var der også et par andre bulgarer med. Ingen af dem kunne tale andet end bulgarsk, så vi anede faktisk ikke rigtigt hvad vi fiskede efter og hvor lang turen var. På trods af at vi næsten ikke kunne kommunikere var det faktisk en hyggelig tur.

Vi fangede en del fisk, de var dog så små at vi troede  at  de skulle smides ud. Det skulle de ikke. I lang tid troede vi at de så skulle bruges til madding, men det viste sig at det var den slags fisk de var på tur efter og at det var dem de skulle have med hjem på grillen.
Skipper bød undervejs på en grøn mint-likør, som ikke smagte særlig godt og slet ikke midt ude i den bagende sol.

 

Byggestil

Overalt i byen så vi halvfærdige huse. Traditionen er åbenbart som i Latinamerika, at man begynder at bygge, når man har bare nogle af pengene. Også her bor man i de husene, hvor der mangler vinduer, mure, døre m.v. En anden underlig ting er at husene ofte var bygget af mange forskellige slags sten i forskellige farver og størrelser.

Desværre flød der med skrald i sidegaderne og naturen. Det var ikke nær så slemt som i andre dele af verden, men det er bestemt ikke noget der pynter.

 

Dødsannoncer

En pudsig ting i Bulgarien er at de sætter dødsannoncer op på mure og træer, så alle kan læse dem. Dette stammer sikkert fra tiden hvor endnu færre end nu læste aviser.

 

Sproget

Det bulgarske sprog var nok den største udfordring på turen. Det minder ikke om noget som helst andet jeg kender, og for at gøre det hele værre, så skrev de med kyrilliske bogstaver, som slet ikke var til at læse. Kun få forstod lidt engelsk eller tysk, så vi klarede os mest med tegnsprog og fagter. Der var endda et par restauranter hvor menukortene kun var på bulgarsk.

 

Ropotamo-floden

Nord for Lozenetz ligger floden Ropotamo.
Floden er næsten 50 km  og løber i Strandzha-naturparken, som dækker Strandzha bjergene.

Vi tog en taxi til turbådenes startsted nord for Primorsko. Der blev udbudt to forskellige sejlture.

Den ene gik med floden ind i landet. Skoven her var ret tæt og grøn. Vi så en masse skildpadder, som lå og solede sig i vandkanten og på væltede træer. Inde i skoven så vi to rådyr. det var her to skarver fik stor opmærksomhed fra bulgarerne.

På den anden tur som gik ud til Sortehavet, ændrede skoven og landskabet sig jo tættere vi kom på havet, det blev mere og mere åbent. Til sidst kunne vi se det sted hvor floden løber ud i Sortehavet, her er floden 30 meter bred.

 

Sozopol

Vi tog også bussen til byen Sozopol, som ligger på en halvø mellem Lozenetz og Burgas. Her findes en gammel og en ny bydel.

I den gamle bydel ved stranden er gaderne små, og husene  har alle det specielle kendetegn at grundplanet på førstesalen er større end i stuen.Derfor rækker alle husene ud over gaderne og bidrager med deres mørke træværk til en speciel stemning.

I de små gader sælger kvinderne
hjemmelavede marmelader og hæklede duge, som vejrer i den lune luft.
hvis det bliver for varmt at gå rundt kan man slå sig ned i skyggen på et af de små torve der er rundt omkring.

I den nye bydel, som ligger længere væk fra kysten er der meget befærdet og turistet og der sælges billigt tøj, cd´ere og grimme souvenirs fra de mange boder.

Maden

Maden i Bulgarien er overraskende god. Af en eller anden grund kunne man ikke få oksekød i Lozenetz, kun kylling, svinekød og fisk.
Vi opdagede dog at svinekødet var usædvanlig godt, og især grillspyddene var fantastiske, kødet var utrolig mørt, og grillsmagen i top. Alt tilbehøret skulle bestilles separat, men dette gav mulighed for større variationer.
Mange retter blev serveret med ost i mange afskygninger. Det blev næsten for meget når det også var på pommes frites og i suppen.

Cirkus

Det omrejsende cirkus kom til byen, mens vi var der. Selvom det hed Cirkus Arena, var det knapt så stort som det man ser i Danmark.
Vi flottede os og købte billetter til VIP-pladserne. De kostede 8 kr, mod 4. kr for alm. pladser. Da vi kom ind i teltet viste det sig at VIP var hvide plastic-havestole på første række, mens resten sad på træbænke. Ja, nogle steder skal der ikke så meget til for at blive VIP.

Der var forskellige artister, bl.a. trapezkunstner, en kvinde som svingede i et reb, en mand der slugte ild, to piger som blev “gennemboret” af spyd i en kasse med flere.
Desuden var der en hel del dyr. Små gøende og dansende hunde, duer, dansende heste, to vilde og store strudse, hvoraf den ene dansede og den anden var ude af kontrol og løb ud af manegen, samtidig med at den kiggede ondt på en. Her var det pludseligt ikke længere så rart at sidde på første række, for vi var meget tæt på den løbske struds, som dog heldigvis blev indfanget igen under mindre panik.

Der var også et nummer hvor tilskuerne blev involveret og da min kæreste var den eneste udlænding til stede, blev han selvfølgelig hevet ind i manegen.

Til sidst var der et par, hvis nummer gik ud på at de kunne tage diverse slanger og øgler op af nogle kurve og holde op i luften. Jo, der skulle åbenbart ikke så meget til for at blev cirkusartist.
Selvom det var en lidt primitiv forestilling, var det dog alligevel sjovt at få indblik lokal underholdning.

Hotellet

Hotellet hedder Merlin og ligger i den sydvestlige del af byen. Der er både hotelværelser og lejligheder. Der er endvidere to swimmingpools og en poolbar. Hotellet er som resten af byen primært for familier og folk som vil have en stille afslappende ferie.

Morgenmaden bestod af en lækker buffet med de sædvanlige morgenmadsretter. Personalet talte engelsk og tysk og var meget venlige, hjælpsomme og servicemindede.