Uruguay

Teksten på denne side er de rejsemails jeg sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

 

Fra Buenos Aires sejlede jeg til Uruguay. Jeg sejlede med en katamaranfærge, og jeg bryder mig ikke om den måde de “ruller” på, så jeg var glad for at turen kun tog en time. Herefter tog jeg bussen til Uruguays hovedstad, Montevideo. Byen er nok en af de mindste hovedstader hernede, kun 1,3 mio. mennesker og nok også en af de mest stille og rolige.

Der var ikke særlig mange seværdigheder, så efter to dage tog jeg videre langs med kysten. Jeg havnede i en lille fiskerlandsby, Valizas. Atmosfæren i landsbyen var rar. Der var kun ganske få butikker, ingen banker, intet internet og der var ingen asfalterede gader. Livet foregik ganske stille og roligt, og det var ganske normalt at se heste græsse i haverne foran de små huse. Mange af husene var stråtækkede og mange af dem
var lidt hippieagtige. Der var stadig folk i landsbyen, som fiskede og flere gange så jeg folk reparere net og fiske fra stranden. Eftersom jeg ankom udenfor sæsonen, var der ikke ret mange turister i byen, og jeg kan ikke forestille mig at der er mange, selv i højsæsonen, eftersom der kun er et par små hostels og små huse man kan leje.

En af aftenerne kom der helt vildt mange flyvende sorte biller og landede på døren til hostellet. Det var ret klamt, for når man åbnede døren væltede de ind, og vi måtte bruge en kost til at feje dem ud med igen. Det lyder som noget fra en gyserfilm, men den er god nok. Hele natten kunne jeg også høre dem flyve ind i nettet foran mit vindue, det lød som regn. Om morgenen var mange af dem døde, og lå rundt omkring. På stranden var der også millionvis af døde biller, som var blevet skyllet op af havet og lå i bræmmer på stranden. Værten på hostellet sagde, at det var fordi vejret er ved at blive køligere, og så dør de.

Jeg mødte en fransk-canadier på hostellet, og jeg var lidt rystet, da jeg fandt ud af, at jeg talte bedre engelsk end ham. Ok, hans accent var bedre, men jeg havde et bedre  ordforråd og grammatik.

En af dagene var vi på en gåtur til en anden lille fiskerlandsby Cabo Polonio, 6-7 km væk. Vi gik først op over de sandklitter/bakker, der var udenfor Valizas, og herefter gik vi igennem et bart og ubeboet hedelandskab uden ret meget vegetation. På trods af dette mødte vi nogle køer, som græssede den sparsomme bevoksning. Faktisk gik de nærmest på stranden, og det var godt nok et underligt syn. Cabo Polonio, som vi ankom
til, var en endnu mindre landsby, og her var der ikke engang butikker eller elektricitet. Vi var en tur oppe i deres fyrtårn, og vi kunne høre og se nogle søløver langt ude på et rev i havet. På stranden så vi flere steder døde sæler fyldt med fluer. Det var lidt vammelt, især da en hund, som fulgte efter os hele vejen, rullede sig i en af dem!

Efter nogle dage her med sol og strand, tog jeg den samme vej tilbage igen og endte i Colonia, som ligger overfor Buenos Aires på den anden side af floden/bugten. Byen er en gammel koloniby, grundlagt af portugiserne på et strategisk sted, hvor de kunne kontrollere indsejlingen til floderne i Argentina. De havde dog ikke byen længe, før den blev erobret af spanierne. Der er stadig mange gamle huse tilbage i byen, og det gør det
til et hyggeligt (og turistet) sted at gå rundt. I en af gaderne er der huse og brosten fra starten af 1700-tallet, og det er virkeligt gammelt hernede.

Uruguay har været en positiv oplevelse. Jeg vidste ikke ret meget om landet, inden jeg kom hertil, og det er ikke et land man hører så meget om i turistmæssige sammenhænge, men det er helt sikkert et besøg værd. Jeg kan godt forstå at så mange europæere har slået sig ned i disse dele af Sydamerika, for det minder meget om Europa.

Fra Uruguay tog jeg hele vejen til La Paz i Bolivia på en dag. En lang dag. Jeg var nødt til at tage tilbage til Bolivia, fordi mit fly hjem afgår herfra, og dette kan ikke ændres.

 

Peru

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika

Peru

Vi startede i Perus hovedstad Lima. Byen er ikke særlig spændende, faktisk syntes vi at den var ret stressende. Mange mennesker på gaden og utrolig mange taxier som kørte rundt og dyttede efter en, for at få opmærksomheden. Bilerne dyttede også efter
hinanden i et væk, for den peruvianske tankegang må være at jo mere man
dytter jo bedre glider trafikken! Altså skulle man jo tro at trafikken gled godt, men det var ikke tilfældet, faktisk stod der trafikbetjente og dirigerede trafikken i mange lyskryds, selvom lyskurvene virkede fint. Det der med at overholde dem virkede til gengæld ikke så godt.

Vi boede dog på et dejligt hotel i Lima. Hotel España var et gammelt kolonihus i flere forskudte etager. Der var mange underlige kringelkroge, vindeltrapper, græske statuer, malerier og et utal af hængende planter overalt, hvilket gjorde det til et dejligt afslappende sted. Derudover havde de dyr, hvilket vi har fundet ud af er meget populært på hoteller hernede. De nøjedes dog ikke med en enkelt kat eller hund som ellers er normen, nej de havde 3 katte, 1 hundehvalp, 2 skildpadder, 2 papegøjer og
1 ara. Alle dyrene på nær fuglene gik frit omkring inklusiv i restauranten.

I Lima har mange af kolonitidens huse nogle flotte udskårede træbalkoner og der er mange flotte kirker og bygninger.

Efter Lima drog vi mod nord. Vi skulle til Trujillo som ligger 560 km nord for Lima. Busturen ville tage 8 timer af hovedvejen langs med kysten, hvor der ikke er bjerge, så vi besluttede at tage natbussen. Vi bestilte de dyreste pladser og fik at vide at det var en sovebus. Bussen var skam også ny og moderne og der var god plads, da vi kun sad 3 på tværs i stedet for 4. Vi var dog ikke imponerede for selvom sæderne var brede og kunne lægges langt tilbage var det dog svært at sove. Det blev til max 5 timer i fosterstilling.

Fra Trujillo, 3. største by i Peru, tog vi en taxi 10 km nordpå til en lille fiskerby Huanchaco. Her fandt vi et skønt hostel, med direkte udsigt til Stillehavet. En perfekt base for de næste par dage. Byen er en gammel fiskerby, hvor de stadig bruger nogle ret primitive sivbåde. Derudover er det et stort trækplaser for surfere, herunder Mads som blev en surfer-dude for et par timer – det var så fedt at prøve, og armene var helt ødelagte dagen efter.

Vi tog til Chan Chan, en præ-inka ruin opført i lersten der bestod af 9 større og mindre selvstændige områder, der tilsammen fyldte mere end 25 km2. Der var masser af tegninger/udskæringer i væggene af pelikaner, bølger, fisk og fiskenet, alle ting der havde stor betydning for deres samfund.

Dagen efter tog vi ud til en gammel Moche-pyramider. Den bestod af ikke mindre end 9 pyramider som var bygget uden på hinanden. Det var et resultat af El Niño, hvor en katastrofe førte til krav om nye og større pyramider med nye ofringer, bl.a. også egne samfundsborgere. Helt utroligt og meget imponerende og lidt klamt.

Efter et par fine dage nordpå, tog vi tilbage til Lima og videre 200 km sydpå til Pisco. Her brugte vi et par timer på at sejle ud til Ballestas Island og se på søløver, delfiner, Humboldtpingviner (ret kære), pelikaner og tusindvis af suler og andre fugle. Peru har solgt nogle få rettigheder til de lokale, som får lov at samle guano (fuglebæ) som de kan sælge. Der var MASSER af guano, og det lugtede ikke så godt. Men dyrene var flotte og oplevelsen en helt anden end hvis man ser dem i Zoo.

Så listede vi med lokalbussen til den lille oaseby Huacachina. Den ligger lidt inde i en ørken og består kun af en vej med lidt hoteller og restauranter. Den helt store begivenhed er at sand-surfe og køre boggycar. Det skulle selvfølgelig prøves. Mette, som vi nok må erkende aldrig bliver den store surfer-dude, susede ned over sandpisterne liggende på bordet i et afsindigt tempo med sand sprøjtende op til alle sider. Det var helt vildt. Mads tog den lidt mere forsigtigt, men nok mere stilfuldt i
(korrekt) opretstående position.

Ellers var den helt store oplevelse en tur i stenørkenen med den lokale Indiana Jones. Han var noget af en særling. Han kørte os mere end 100 km ind i den stenørken, som engang var gammel havbund. Vi fandt hajtænder, hvalskeletter, sten med fossiler inden i, bl.a. fisk og muslinger. (Så var Mads glad, han havde fisket i ørkenen). Vi så enorme kløfter efter de gamle floder og hilste på hans lige så underlige fætter som havde et økologisk samfund med 20 ansatte i en oase milevidt fra alt anden civilisation. Vi så en dynge af skeletter fra den storhedstid der engang var, og hvor spanierne endevendte alle gravene for at finde lidt værdier. Det var helt utrolig oplevelse og noget af det fineste vi har set og oplevet herned.

 

Sidste gang var vi vist kommet til Nasca, hvor vi fik set de gamle Nasca-linier, som er afbilledet i ørkenen af pre-columbianske peruvianere for mere end 2000 år siden. Der er motiver af dyr (en abe, hval, kolibri m.m.) og lange rette linier så langt øjet rækker. Det ser flot ud midt i den endeløse ørken. Linierne er gengivet for at kunne finde vand under jorden, da det stort set aldrig regner i lavlandet. Derfor er linierne også meget tydelige selv efter så mange år. Desværre er der selvfølgelig nogle tåber, som har kørt over tegninger og linier i deres 4×4. Det kan dog ikke ødelægge endnu en god oplevelse.

Fra Nasca skulle vi mod Cusco, inkaernes højborg. Da turen tager 15 timer med bus gennem bjergene, ville vi tage et pitstop i Abancay undervejs. Det blev en superfin og næsten for heldig beslutning. Det viste sig, at der var fest i byen netop da vi kom. Om morgenen var det byens skoleelever og uddannelsessystem som blev hædret. Borgmesteren holdt en tale, også marcherede alle elever gennem byen i det fineste tøj, mens der blev spillet på trompet og tromme. Det lignede fuldstændig en militærparade.

Om aftenen var det så de voksnes tur til at vise sig frem. Det var særlig indianerne der prægede bybilledet. De havde klædt sig ud i deres mange farverige dragter og indøvet forskellige danse, som de opførte lige foran hovedscenen, hvor også vores hostel lå. De dansede, hoppede og skreg. Og i en af dansene var der pludselig et æsel med som blev trukket rundt – danse havde den vist ikke rigtig lært. Samtidig havde en anden fået fat i et par horn fra en tyr, som han nu efterlignede ved at fare rundt blandt de andre dansere. Det gik selvfølgelig galt og han dansede direkte ind i en af de
andre, så de begge faldt. Vild jubel blandt de lokale. Hele showet var rigtig fint, ikke mindst fordi vi var de eneste turister i byen. Der var ægte, autentisk og meget lokalt. Igen blev vi bekræftet i, at det ofte er sjovere at vælge de lidt utraditionelle veje end turistbrochuren anbefaler.

Nu har vi efterhånden været af sted så længe, at vi er ved at være lidt trætte af at spise på restaurant hver dag. Mest fordi det er lidt anstrengende hele tiden at skulle forholde sig til, hvor man skal spise og hvad man skal spise.

Det sidste er dog ikke altid et problem på de restauranter, hvor vi har spist. I Abancay kom vi ind på en restaurant og satte os ned. Tjeneren (sikkert datteren i familien, der havde stedet) kom og fortalte os, at de kun havde dagens ret. Vi svarede, at det var fint nok og med det samme kom en anden forbi med to supper, som hun straks kommanderede hen til vores bord. Først herefter fik vi bestik og drikkevarer. Vi var ikke blevet færdige med suppen da hovedretten (ris og kylling) blev serveret. Det hele
gik pænt hurtigt og smagte meget godt. Til sidst fik Mads en the og vi bad om regningen. Vi havde ikke spurgt om prisen inden vi begyndte at spise og sad og gættede på hvad det kunne koste. Vi blev begge noget overraskede, det var meget billigere end forventet, faktisk kostede det hele for to personer 7.80 soles (ca. 15 kr). Hun kunne have forlangt det dobbelte og vi ville stadig have syntes at det var billigt.

Det samme oplevede vi for nylig i Urubamba. Restauranten havde en stor tavle udenfor med alle retterne, men da vi kom indenfor havde de også kun dagens ret, det var selvfølgelig kylling med enten ris eller pommes frites, som er det man spiser her. Vi sad ved samme bord som en lokal familie og suppen kom også meget hurtigt. Vi smagte på den, den smagte fint. Så så vi lidt nærmere på indholdet og i Mads’ suppe stak et par hønsefødder pludselig op og i Mettes var det noget ikke nærmere defineret
indvoldsagtigt noget. Vi spiste dog suppen, men lod fødderne og Mettes “kød” være. Også her var maden meget billig.

Kylling er utroligt populært her. I alle byer findes der polleria’er, som oversat er kyllingerier. Her steger de ofte hele kyllinger på rotationsspid over åben ild. Kyllingen serveres med pommes frites eller ris og salat. Herudover serveres der også ofte kyllingebryst eller kyllingevinger. Man kan også få oksekød, men det er ofte noget tørt og kedeligt noget. Svinekød ser man næsten ikke. Et par gange har vi smagt
Alpaca (smager ok) og i går fik vi marsvin (temmelig kedeligt med masser af ben og næsten ingen kød).

I Peru spiser man typisk en mindre morgenmad, stor frokost og lidt til aften. Frokosten består oftest af en suppe med èt lille stykke kød, godt med grøntsager og ris. Det mætter og er billigt. Så kommer hovedretten, som et stykke kød og noget mere ris. Så kan man arbejde lidt igen, hvis da ikke man falder i søvn – og det gør peruvianerne tit.

Faktisk er det forbløffende så søvnige folk er hernede. I en lokalbus uden nogen form for komfort og affjedring og på en landevej, der mest minder om en rød pukkelpist, formår stort set alle peruvianere at sove. Vi er imponerede! Og på vores vej mod Cusco, var det kun èn person som med sikkerhed sov godt – en midaldrende mand fra Peru. Resten af os gringoer måtte acceptere at blive kastet rundt i bussen, mens den kørte rundt i de skarpe kurver på vej op i Andesbjergene.

Ellers er det store hit at køre i moto! Det er en knallert som man har savet over på midten, og så smidt en lille kabine ind. Her kan 2 personer lige akkurat sidde. Det er fuldstændig som en tuk-tuk i østen. I Urubamba lidt uden for Cusco boede vi nogle kilometer fra centrum. En taxi kostede ca. 15 kr. Men der satte vi grænsen – det var for dyrt! En moto kunne gøre samme tur for 4 kr., også selv om det gik op af en lille bitte grusvej og motoen næsten ikke kunne trække sådan et par blege vesterlændinge.

Sikkerhed er ikke noget de gør sig meget i hernede. Biler har sjældent seler og mange har skrammer og buler efter sammenstød. Blinklyset bruges næsten ikke, faktisk er det mere populært at række armen ud af vinduet, det lægges der mere mærke til. Det skal være meget mørkt før man tænder bilens lys. En dag kørte vi med en moto og vupti – der røg baglygten ind i hjulet så køretøjet nær var væltet. Nå, men så blev lyset bare pillet af også kørte motoen igen. Heldigvis var det ikke mørkt.

Nå, men det var jo maden vi skrev om. Selv om hovedmåltiderne er lidt trivielle, er der også klare lyspunkter. Fx spiser man masser af frisk frugt til morgenmad. Det smager mega-godt. Og så lige et skud yoghurt med musli og honning…Mmmmmm… Men det bedste er med sikkerhed deres juice. Flere steder på gaden står damer og sælger friskpresset appelsinjuice til 2 kroner – og så får man næsten altid glasset fyldt to gange. MUMS! En anden ting der hitter hernede er avocadoer. Der er masser af dem og de koster ingen penge. Fx fandt vi et fantastisk hyggelig spisested i Abancay. Her kunne vi få hjemmebagte “grovere” boller med avocado og frisk juice til ialt 4 kr. Der kom vi tit forbi – helt tilfældigt vel og mærke.

Ikke mere om mad lige nu. I stedet nogle linier om vores travetur til Machu Pichu, Perus altoverskyggende seværdighed. Det blev hård og meget fin tur over 4 dage dage. Den første dag var stille og rolig i let kupereret terræn. Her kunne vi fint tale med de 13 andre i gruppen. På 2. dagen skulle vi stige 1.200 meter til i alt 4.200 meter over havet. Pyha, det var dæleme hårdt, når vi samtidig skulle slæbe sovepose, skiftetøj og
pyjamas. Heldigvis var vi godt akklimatiseret, så højden var ikke så hård ved os. På 3. dagen gik det peruviansk “ligeud” – lidt ligesom at vandre på Bornholm… Det var absolut den bedste vandredag med fint vejr og mange flotte udsigter. Undervejs på hele turen havde vi set flere Inka-ruiner og de karakteristiske terrasser, hvor de dyrkede afgrøder. Det i sig selv var meget flot. Læg så oveni de allerfineste bjerge. På en gang voldsomt stejle og dramatiske og samtidig grønne og bløde. Der var skrænter og dale hele tiden og vegetationen skiftede fra almindelig skov, til tørt græs og
igen til regnskov. Udsigten skiftede hurtigt efterhånden som vejen skred frem fra pas til pas og fra sving til sving. Det var noget af det aller flotteste vi nogensinde har set. De trætte ben og skuldre blev hurtig glemt – og ellers røg der lige en toblerone mere ned. Som guiden sagde, vi har jo brug for energi.

Den sidste dag stod vi op kl. 4 om morgenen for at nå solopgangen fra Solens Tempel med udsigt til Machu Pichu. I første omgang fik vi ikke den lovede forblændende udsigt – det var nemlig overskyet. Efter 2 timers venten gik vi derfor ned til selve Machu Pichu. Og her så vi så den by, som Inkaerne havde bygget på toppen af et højt og stejlt bjerg og som spanierne aldrig fandt. Her var ikke tale om en ruin, men velbevarede huse, templer og terrasser. Det var hele turen værd.

Når vi ikke gik sørgede kokken for 3 retters menuer, popcorn og hjemmebagte småkager, mens vi sad og drak kaffe og talte med de andre i gruppen. Det var super hyggeligt. Også var det rart at være sammen med de samme mennesker i flere dage, så man lærer hinanden bedre at kende. Alt i alt en helt fantastisk tur.

Foruden Machu Pichu har vi set flere inka-ruiner i Cusco og i Den Hellige Dal. Det er utroligt at se, hvordan inkaerne med millimeters præcision sleb tons-tunge sten til, så de passede perfekt som legoklodser ind mellem hinanden. Kun på den måde var bygningerne i stand til at modstå de mange jordskælv. Mørtel brugte de ikke – det var overflødigt med deres byggestil. Vi fik også set ruiner af inkaernes depoter i Raqchi. Her havde de bygget 160 store “siloer” til opbevaring af korn, tekstiler og andre
ting. Depotet lå midt på den gamle inkavej fra Chile til Ecuador. Depoterne blev bl.a. brugt til at forsyne tropperne når de var i krig. Smart.

Efter Machu Pichu har vi brugt tiden på at fragte os selv til Ariquipa, som er Perus næststørste by. For at komme dertil, skulle vi over Perus højslette, Altiplanonen, i knap 4.000 meters højde. Her opdrætter de alpacer, køer og får, som fint kan leve af den fattige vegetation. Her er tørt og goldt, men med fin udsigt til de omkringliggende bjerge, bl.a. vulkaner med sne på toppen.

I går tog vi på en cykeltur, for ligesom at holde formen lidt ved lige. Turen gik op til de omkringliggende bjergmassiver, til en lille antennestation i 4.800 meters højde. Ny højderekord på turen. På vej op i firhjulstrækkeren kunne vi (vores to guider og os selv) se over til den imponerende vulkan Misti (5.800), som pludselig lod store skyer af
svovldampe stige op fra dens indre. Det havde ingen af os set før. På toppen hørte vi fra stationslederen, at der netop havde været et jordskælv og at lyset var forsvundet i Ariquipa et kort øjeblik. Det var ret vildt! Foruden røg, damp og jordskælv, fik vi også set vicuñaer – lamaens lillebror. Der løb lige en flok på 6 hen over vejen, da vi var på vej op af bjerget. De var fine.

Selve cykelturen var temmelig hård. Og særlig cykelmyggen Mette var i store vanskeligheder da vi skulle cykle let opad i den tynde luft, inden det igen gik nedad for fuld fart. Benene var tunge og lungerne hev heftigt efter de sparsomt tilstedeværende iltmolekyler. Det blev ikke bedre af, at cyklerne sank ned i den vulkanske aske flere steder – pyha! Men udsigten til vulkaner, bjerge og dalen var rigtig flot.

 

 

Efter en sviptur fra de forholdsvis kolde Andesbjerge til Arequipa, tog vi nordpå igen til en lille landsby, Chivay. Det specielle ved denne by er at den ligger på kanten af Colca-kløften, som er verdens 2. dybeste kløft (den dybeste ligger i nærheden og er 160 m dybere).

I Chivay var der godt nok koldt om aftenen. Om dagen var vejret fint og solen skinnede, og man kunne gå i t-shirt, men når solen gik ned skiftede det brat. De lokale kvinder svøbte sig ind i tykke tæpper, vi måtte nøjes med termoundertøj, alpacatrøjer og fleece-jakker.

I Colca-kløften overnatter kondoren, som er en af verdens største fugle, med et enormt vingefang. Dem skulle vi selvfølgelig ud at se. De fleste turister tager på en arrangeret flerdages tur, hvor man også går ned i kløften og op igen, men vi ville hellere selv lave en tur. Derfor var vi nødt til at stå op kl. 4 om morgenen for at nå den lokale bus (vores rare hotelvært kom endda og bankede på døren for at sikre sig at vi var vågne). Busturen var utrolig flot. Vi kørte langs med kløften, hvor bønderne havde
lavet små terrasser. Udsigten til de bagvedliggende bjerge med morgensol på, var fantastisk. Kl. 6.45 ankom vi så til Cruz del Condor, Kondorudsigtspunktet. Her snød vi for 2. gang på turen souvenirsælgerne ved at ankomme så tidligt at de endnu ikke havde pakket ud og stillet ting frem.

Kondorerne ville først begynde at flyve ud mellem kl. 8 og 9, så vi havde god tid til at sidde og nyde udsigten ned i den stejle og dybe kløft og ud over bjergene. Vi var meget glade for alt det tøj, vi havde pakket os ind i, men da solen begyndte at varme blev det lidt for varmt. Som tiden gik begyndte turistbusserne at ankomme, så vi var glade for at have haft det lidt for os selv. Kl. 8 begyndte vi at spejde efter kondorer, og det var Mette der vandt en friskpresset appelsinjuice fra Mads ved at være den første der spottede en kondor. Den kom ud fra klippevæggen under os og brugte de luftstrømme solen opvarmede til at løfte sig selv op. Det tog lang tid for den at komme op fra kløften for den fløj rundt og rundt i cirkler mens den langsommere kom højere og højere op. Til sidst fløj den af sted for at finde morgenmad.

Herefter kom der to kondorer mere til syne. Det var en unge som blev fulgt meget nøje af sin mor. Da de var kommet op satte den voksne sig på en klippetop, mens ungen fløj rundt. Her blev den siddende ret længe og først da vi var lige ved at gå, lettede den igen og fløj tæt hen over hovedet på os. Da den var lige over os fangede den en varm luftstrøm og begyndte at cirkle lige over os. Det var helt fantastisk at se den så tæt på og i så lang tid.

Vi så i alt 5 kondorer på turen. Herefter gik vi ud af vejen indtil vi fangede bussen sammen med et ældre par. Da vi steg ind i bussen måbede vi lidt. Halvdelen af bussen var fyldt op med kvinder i deres pæneste tøj, som var noget fint broderet noget med nogle meget særprægede og broderede hatte.

I Chivay var vi dagen efter også i nogle termiske bade, som lå udenfor landsbyen med flot udsigt til bjergene. Vandet var dejligt varmt og det var rart at ligge i vandet og flyde og se på den flotte natur. På turen herud må vi have tabt nogle hjerneceller for vi, blegansigterne her, syntes ikke at det var nødvendigt at bruge solcreme. Det kom vi hurtigt til at betale for. Allerede da vi klædte om igen, kunne vi se at arme og ben så lidt røde ud, på trods af, at vi mest havde været under vand. Som dagen gik begyndte det at gøre ondt flere steder på kroppen og især skuldrene og Mettes lår var kraftigt ramt. Derfor så man Mette gå rundt på en meget underlig stivbenet måde de næste par dage og man så os begge tage jakken forsigtig af og på med underlige grimasser. Det værste var dog at slæbe på de store rygsække, det føltes som om huden blev skrællet af skuldrene hver gang rygsækkene skulle af eller på. Nu er vi dog fine igen,
vi har fået ny hud og lært farerne ved ikke at bruge solcreme når man er oppe i 4.000 meters højde og solen skinner fra en skyfri himmel omkring middagstid. Det var dæleme dumt!

Herfra tog vi igen op til Andesbjergene, hvor vi kørte på altiplanoen til Puno ved Titicaca søen. Altiplanoen er et fladt område i 3000-4000 meters højde. Det er underligt at være her, for området er vitterligt lige så fladt som marsklandet i Sønderjylland. Her er ikke meget vegetation men alligevel græsser store flokke af lamaer, alpacaer og får her. Her er også små marker, som pløjes med en lille plov trukket af okser eller simpelthen af mænd og kvinder som står foroverbøjet med simple hakker og spader.

I Puno tog vi på en tur ud til de berømte sivøer i Titicaca søen. Øerne er lavet af siv og flyder ovenpå vandet. Vi tog tidligt derud for vi ville undgå den store turiststrøm, vi vidste, at der ville være. Øerne er ikke så store, der er 3-5 huse på hver. På den ene ø lå skolen og på en anden lå kirken. Det var ret sjovt at vade rundt på sivene, man kunne slet ikke mærke at vi gik ovenpå vandet. Ved øerne lå de sivbåde som blev brugt før i tiden, nu bruger man træbåde for de holder længere tid.

Vi var også ude at se nogle gamle tårne fra før inkatiden som blev brugt til at begrave folk (mumier) i. På vej hjem herfra i bussen oplevede vi et kraftigt uvejr. Det lynede, tordnede og regnede kraftigt. Faktisk oplevede vi flere gange uvejr i Puno, hvor det lige hen over hovedet på os og vinduerne rystede. Så kraftigt uvejr har vi aldrig oplevet før.

Generelt har vejret været rigtig fint. Temperaturen ligger omkring 20-25 grader, og i solen bliver det hurtigt rigtig varmt. Regn har vi ikke haft meget af endnu, trods at vi befinder os i starten af regntiden. Det kommer nok.

Fra Puno krydsede vi ind over grænsen til Bolivia. Det gik smertefrit. Vi steg ud af bussen og gik ind i et lille kontor. Et minut senere kom vi ud med endnu et stempel i passet og kunne gå de hundrede meter i ingenmandsland til det bolivianske immigrationskontor, hvor det gik lige så nemt.

I sidste mail skrev vi lidt om transportmidlerne, vi har benyttet os af. Vi kan nu tilføje et nyt til listen, nemlig cykeltaxa. I Puno ved Titicaca søen var der utrolig mange af disse og de blev flittigt brugt af de lokale. De bevægede sig frygtløst rundt mellem den øvrige trafik (moto’er, taxier, biler, busser mm). Det var en rar og stille måde at
bevæge sig rundt på.

Som regel kører vi dog i bus. Busserne hernede er af forskellige standarder. Langtursbusserne er generelt ret gode, mens de lokale busser nogle gange ligner noget der skulle have været kasseret for længst. Det er dog sjovt at køre med de lokale busser for her møder man de lokale og er vidne til de sære ting de til tider foretager sig. Det er helt normalt for dem at slæbe dyr med i bussen. Ok, en kasse med kyllinger, som pippede hele tiden og var ved at flyve ud flere gange, det var da fint nok. En killing pakket ind i en gammel skjorte, det var da også meget hyggeligt, især fordi Mette sad ved siden af den. Den fik lige et hårdt klap af sin ejer, når den blev for livlig og fik besked om at sove igen. Hundehvalpe har der været nogle stykker af. I Puno skulle en dame på busstationen have 10 store sække med. Pludselig så vi at de bevægede sig og da vi kiggede nærmere på dem, viste de sig at indeholde
høns. Den mest underlige dyreoplevelse i bussen må dog være, da et ældre ægtepar stoppede bussen i en lille flække. Ved siden af dem på jorden, lå en stor vædder. Dens ben var bundet sammen og rundt om maven havde den et reb, som sammen med dens store horn blev brugt som håndtag, da den skulle hives op på taget af bussen!!! Ja, den blev hevet op på taget af bussen til alt det andet bagage! Da sad vi godt nok måbende ved vinduet lige ved siden af.

I de lokale busser kan alt lade sig gøre og man kan også aflevere pakker til chaufføren, som han så udleverer til en anden i en anden by. Man kan selvfølgelig stoppe bussen overalt, intet sving er for farligt til at sætte folk af i, og intet sted er for øde at stige på bussen. De lokale busser har ansat en billetdreng, hvis job det er at skrige bussens destination til alle der befinder sig i nærheden af bussen, det kunne jo være at man kunne få et par ekstra passagerer på den måde. Når nogle så gør tegn til at de vil med bussen, hopper han ud mens bussen stadig har lidt fart på og hjælper/skubber folk op i bussen (afhængig af om det er kvinder eller mænd, unge eller gamle der skal med bussen). Buschaufføren og billetdrengen får del i overskuddet, de har derfor god grund til at finde ekstra passagerer og vente på folk som kommer løbende mod bussen tværs over markerne. Det kan desværre resultere at man kører ret langsomt, hvis en anden minibus lige har overhalet en, for så skal man vente på nye passagerer længere fremme.

Når busserne passerer gennem små byer stiger der tit sælgere om bord. Her kan man købe sodavand, slik, nødder, hjemmebagte kager, varme majskolber, brød og varme retter. Især omkring frokosttid kan der derfor godt brede sig en kraftig maddunst i bussen. Når maden er fortæret ryger indpakningen ofte ud af vinduet.
Ofte kommer der også sælgere i bussen, som sælger naturmedicin. Først holder de et halv times foredrag hvor de lovpriser medicinen, som nærmest kan kurere alt fra hovedpine, åndedrætsbesvær, forstoppelse til ledsmerter. Ofte sælger de en kamfercreme mod kolde hænder (sikkert en god ide, for mange vasker dagligt tøj og opvask i koldt vand), alle der har lyst får så lige en prøve smurt på hænderne og pludselig dufter hele bussen igen. En stakkels handelsmand kunne dog ikke bruge sin kamfercreme, da toiletdøren satte sig fast. Han kom først ud da bussen gjorde stop
efter en god time.

Panama

Rejsen rundt i Panama var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Rejsen i Latinamerika var bestemt ikke velplanlagt hjemmefra. Faktisk var det eneste jeg havde foretaget mig, at købe en billet til Quito og en hjem fra Mexico City. Derudover havde jeg arrangeret et sprogskoleophold og arbejdet som frivillig i regnskoven i Ecuador.

Planen var så at rejse fra Ecuador til Mexico. Da jeg begyndte at spekulere på at komme videre fra Ecuador, viste dette sig at være noget naivt. Det viste sig, at selvom Sydamerika er landfast med Mellemamerika og den panamerikanske landevej strækker sig hele vejen ned gennem Amerika, kan man ikke rejse over land til Panama fra Sydamerika.

Regnskoven i området er så tæt at der ikke er veje og desuden stod et besøg hos guerillasoldater heller ikke på ønskelisten. Colombia var på det pågældende tidspunkt (2000) heller ikke et rejsevenligt land.
Derfor fløj jeg fra Quito i Ecuador til Panama City, hvor jeg mødtes med Mark, som jeg havde aftalt at rejse sammen med i Mellemamerika.

 

Panama City      

I Panama City blev jeg mødt af en kvælende og fugtig hede. Der var omkring 35 grader, hvilket var meget mere, end jeg var vant til i Ecuadors højland.
I Ecuador havde jeg fået genopfrisket eller nærmere lært spansk påny på et intensivt sprogkursus. Via mit frivillige arbejde i regnskoven havde jeg talt så meget spansk, at jeg var blevet tryg ved sproget. Stor var overraskelsen derfor, da jeg ankom til Panama og havde svært ved at forstå folk. Det spanske de talte, var anderledes end det de talte i Ecuador. Her brugte de andre ord, snakkede meget hurtigere, slugte alle endelserne og trak det hele sammen. Med tiden vænnede jeg dog mig til den lokale lingo.
I Panama kommer man ikke udenom Panama Kanalen, som er verdenskendt. Kanalen er bygget af amerikanerne og medførte en halvering af rejsetiden for skibstransport. Kanalen er nu overdraget til Panama og indtægter herfra udgør en stor del af landets økonomi.
Vi tog en bus til Miraflores Locks. Her var der et besøgscenter, som var utroligt godt organiseret i forhold til seværdigheder i Ecuador. Der var et videoshow på flere sprog om tilblivelsen og historien om kanalen og guider som svarede på spørgsmål. Der var desuden tribuner, så alle kunne få gode pladser til at iagttage de store skibe. Det var imponerede at se et kæmpestort skib sejle ind i slusen, som pludselig så meget smal og lille ud. Herefter blev det stille og roligt sænket 16,5 meter ned.

 

6 km uden for centrum ligger ruinerne af Panama Viejo – Gamle Panama, dvs den gamle hovedstad. Efter grundlæggelsen i starten af 1500-tallet blev byen ramt af adskillige brande, jordskælv og angreb fra befolkningen fra andre dele af landet. Det sidste angreb var så voldsomt, at byen brændte ned i slutningen af 1600-tallet, og man besluttede at opføre byen længere mod vest.

Jeg tog en taxi til ruinerne, som nu ligger i en af de moderne forstæder til Panama City. Det var stadig muligt at se, hvor de gamle veje gik, men af bygningerne var kun den gamle kirke interessant.

I udkanten af byen ligger Parque Natural Metropolitano, som er en park, der indeholder en rest af den oprindelige regnskov som engang dækkede hele området. Jeg havde lidt besvær med at finde dertil, jeg kom til at køre for langt med bussen, men efter to busture kom jeg dertil.
Parken er 265 hektar stor og rummer en del spændende dyr og planter, som forskere forsøger at bevare. Parken ligger så tæt på byen, at man nemt kan se byens skyline fra de højere områder, men på trods heraf er det en fredfyldt oase, hvor jeg bl.a. så fem gato solos (vaskebjørne).
Jeg blev også fascineret af bladskærermyrerne, som havde travlt med at skære blade og bære dem hjem til myretuen.

I Panama City boede vi på et lille lavprishotel, som hed Residencial Turistico Volcan (Calle 29 este, mellem Avenida Peru og Cuba). Det kostede 12 US$ for et dobbeltværelse, og hotellet var som man kunne forvente til prisen; simpelt, men ok.

 David

Efter Panama City tog vi mod vest. Da vi ankom til busterminalen i Panama City, blev vi igen overraskede over de velordnede forhold. Det var meget anderledes fra de kaotiske busstationer i Ecuador, hvor mange forskellige busselskaber konkurrerede om kunderne samtidig med at sælgere, rejsende og andre myldrede rundt.
Her var der helt anderledes. Vi fik en billet printet ud med vores navne på og blev vist ind i en ventesal kun for rejsende med billet. Da vi satte os ind på vores nummererede plads, opdagede vi at bussen havde airconditioning, hvilket vi satte stor pris på. Vi kørte af de gode asfalterede veje forbi et frodigt landskab domineret af bananplantager og ankom sent på eftermiddagen til byen David, hvor vi skulle overnatte, før vi kunne fortsætte.

Dagen efter forsøgte vi at finde en romfabrik, som guidebogen omtalte, men ingen vi talte med kendte til den, så efter noget tid måtte vi konstatere, at der nok var en fejl i bogen. Til gengæld nød vi synet af en masse skolebørn, der i deres fine uniformer marcherede i gaden i anledning af en mærkedag.

Vi boede på Hotel Iris, hvor vi forhandlede et værelse ned til 12 US$. Hotellet var ok, og det lå centralt ved pladsen Cervantes Parque.

Bocas del Toro

Fra David tog vi bussen nordpå. Vi blev behageligt overraskede, da vi opdagede at vi kunne køre med helt til byen Almirante. Guidebogen havde ellers udtrykkelig skrevet, at der ingen vej var mellem Chiriqui Grande og Almirante, men den var heldigvis blevet lavet i mellemtiden. Herfra fandt vi en båd, som sejlede os til byen Bocas del Toro på øen Isla Colón.

Ved bådebroen i Bocas del Toro blev vi mødt af en dreng, som ville hjælpe os med at finde et hotel. Han trak os derfor med rundt til forskellige steder i byen, og vi endte på Mondo Taitu, som var et rigtig caribisk backpacker hangout med en dejlig afslappet hippie stemning. Der var godt nok kun plads til en person, men Mark havde heldigvis en hængekøje i rygsækken, og den fik han lov at sove i på balkonen.

I Bocas del Toro var stemningen og kulturen en anden, end vi tidligere havde oplevet. Ligesom i andre dele af Panama var her heller ingen tilbage af de oprindelige folk. Befolkningen var efterkommere af de afrikanske slaver, som rige amerikanere tog med til stedet i 1800-tallet. Da slaveriet ophørte, blev de tidligere slaver i området, og derfor er en stor del af befolkningen sort og engelsktalende.

Byen var lille med en enkelt hovedgade og små pensionater. Trafik var der ikke meget af, eftersom næsten al transport foregik med både. Byen var utrolig stille og fredfyldt. Langs vandet var der små restauranter, hvor vi sad på trædækkene og kiggede lige ned på farvestrålende fisk og om aftenen nød farvestrålende drinks.

En af dagene var vi på en arrangeret sejltur. Først sejlede vi ud til et sted, hvor en masse delfiner muntrede sig med at springe op foran os. Vi forsøgte alle med mere eller mindre held at tage billeder af dem. Det var en stor oplevelse at se dem, for det var første gang jeg så delfiner.
Herefter sejlede vi til Coral Key, hvor vi snorklede. Her var der et flot koralrev med spændende farvestrålende fisk. Vi havde allerede fået en forsmag på, hvor flotte fiskene var, for selv ved bådebroen i byen kunne man se dem.
Efter snorkelturen sejlede vi ind til kysten hvor vi besøgte Red Frog Beach, hvor vi som navnet antyder, så røde frøer i den nærliggende skov. Selve stranden var som taget ud af en bounty-reklame, hvid sandstrand, palmer og blåt hav.
Sidste stop på sejlturen var et rev, som hed Hospital Point, hvor vi igen snorklede. Revet var ikke så flot som det første sted, men der var et større antal store farvestrålende fisk og mange stimer af mindre fisk.
Efter nogle fantastiske dage i Bocas del Toro sejlede vi til Isla Bastimentos, en anden ø i nærheden. Her fandt vi et simpelt værelse på et lille pensionat. Her gik vi bl.a. ture i det flotte frodige landskab og nød de skønne hvide strande.

Herefter var det tid til at sige farvel til Panama og tage videre til Costa Rica. Fra Almirante tog vi bussen til Changuinola, hvor vi fandt en taxi, som kørte os til grænsen. Grænsekrydsningen gik utrolig nemt. Vi fik vores pas stemplet i immigrationskontoret, og derefter krydsede vi floden, som markerede grænsen. På den anden side af broen gik vi ind på et tilsvarende kontor, hvor vi uden problemer kom gennem formalia. Tilbage var der kun at veksle de amerikanske dollars, de brugte i Panama til Colons. Efter lidt forvirring omkring bustider fandt vi også ud af, at der var en times tidsforskel.

 Generelt

Panama var et land som overraskede mig positivt. Jeg havde vist bare forventet, at vi skulle rejse hurtigt gennem landet for at komme videre til Costa Rica, men det dog helt sikkert værd at bruge tid på at opleve landet. Vi kunne sagtens have brugt endnu mere tid på de skønne steder, vi besøgte.

Prisniveauet var dog relativt højt, især i sammenligning med Ecuador, som jeg lige kom fra, men også i forhold til resten af Mellemamerika.

 

 

Nicaragua

Rejsen rundt i Nicaragua var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Da vi ankom til grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua, var det tydeligt, at vi stod mellem to lande med forskellige levestandarter og økonomier. Selv om de to grænsekontorer lå side om side, var der stor forskel. På Costa Rica siden var der asfalteret, rent og pænt, og før vi kunne forlade landet, skulle vi købe to forskellige mærker, som blev klistret ind i vores pas. Jeg tror, at de skulle vise, at vi havde betalt udrejseskatten.
På Nicaragua siden måtte vi betale 7 dollars for at rejse ind i landet, og det skulle være amerikanske dollars, som jeg heldigvis havde. Herefter blev vi lukket ind i landet, og på vej hen til bussen bemærkede vi, at grænseområdet var en støvet grusplads, der flød med affald.

Herefter startede en længere rejse til øen Ometepe. Vi var først med to busser til henholdsvis Rivas og San Jorge. Herefter sejlede vi med en lille båd til Moyogalpa på øen Ometepe. Herfra tog vi endnu en bus til Balgue, hvortil vi ankom efter mørkets frembud. En mand i landsbyen viste os vej til vores overnatningssted. I en halv time gik vi op af små stier mellem marker med banantræer, kaffebuske m.m. Vi havde kun to små lommelygter til at vise vej i mørket, og der var mange stier i området, så vi var glade for guiden.

Ometepe – Vulkan Madera

Vi ankom til Finca Magdalena, som er en gård, som bliver drevet som et kooperativ. Gården fungerer også som et hostel med mulighed for overnatning i private hytter, sovesale og hængekøjer. Eftersom stedet lå så isoleret, var der også et køkken, hvor man kunne bestille simple retter dagen igennem. Dette var vi glade for, for vi havde ikke spiste hele dagen, og snart sad vi med en varm portion  mad og en kold øl på verandaen og slappede af.

For 15 kr fik vi lov at hænge vores hængekøjer op bagerst på verandaen, og vi faldt hurtigt i søvn i mørket.
Næste morgen vågnede vi ved, at husets tamme fugl sad og snakkede til os. Da vi slog øjnene op, stirrede vi forbløffede ud over landskabet, der bredte sig rundt om verandaen og vores hængekøjer. Lige nedenfor huset var en flok køer ved at blive drevet ud på græs, og bagved kunne vi se de marker, vi var gået igennem aftenen forinden. Allerbagerst var det mest imponerende, nemlig vulkanen Concepcion, som dominerede udsigten. Alt dette havde vi ikke set dagen før, fordi vi var ankommet efter solnedgang.

På gården arrangerede vi en vandretur til toppen af den nærliggende vulkan Madera. Først vandrede vi gennem nogle af gårdens mange marker og senere på de stejle skråninger gennem en tågeskov, hvor stierne var utrolig våde. Utallige gange gled vi i mudderet på vejen op, og på et tidspunkt kom vi forbi en abekoloni, som gemte sig i trækronerne. Efter nogle timers vandring kom vi til toppen af den 1250 m høje vulkan. Eftersom toppen var indhyllet i skyer, var det ikke meget, vi kunne se af den sø, der var i krateret på toppen. Udsigten, før vi ramte skyerne, var dog flot, og vi kunne se ud over Lago Nicaragua, verdens 3. største ferskvandssø, landsbyen Balgue og vulkan Concepcion. Nedturen gik noget nemmere, og nogle frygtløse vovehalse i gruppen løb/gled hele vejen ned.

Ometepe – Alta Gracia

Fra Finca Magdalena tog vi til den anden ende af øen, til byen Alta Gracia. Herfra ville vi tage båden tilbage til fastlandet om aftenen. Bilen, der skulle køre til havnen, kom dog aldrig, og derfor blev vi nødt til at overnatte i byen. Byen havde ingen seværdigheder, så de to dage vi måtte vente, blev brugt til at vandre rundt i området og til at sidde i parken og slappe af og tale med de lokale. Hvor end man var i byen, var der udsigt til den flotte vulkan Concepcion som ikke lå langt væk.

Byen var ikke turistet på nogen måde, alt foregik stille og roligt, og folk boede i små farvestrålende huse. På de hullede jordveje så vi flere kærer trukket af okser, og der gik utrolig mange grise og et par heste løst rundt i byen. Selv i byens park kunne jeg pludselig høre det pusle bag mig, og så kom et par grise til syne. Det slog dog alt, da vi sad på en lille primitiv restaurant, og der pludselig kom en gris løbende ind fra gaden og forsvandt ud i køkkenet!

I Alta Gracia overnattede vi på to af byens hoteller. Første nat på Hotel Kencho, som vi dagen efter skiftede ud med Hotel Central. De kostede det samme (25kr/person), men sidstnævnte havde en hyggelig gårdhave i midten af hotellet med flotte planter, gyngestole og en tam papegøje.

Efter to dages venten skulle vi med færgen om morgenen. Vækkeuret ringede ikke, så vi kom sent ud af døren, og der var ingen biler, der kørte mod havnen. Vi travede af sted i hastigt tempo. Vi vidste ikke præcist, hvor langt der var, men vi kunne godt begynde at regne ud, at vi ikke ville nå færgen. Heldigvis kom en lastbil forbi, og de spurgte bekymrede, om vi var på vej mod færgen, for den sejlede altså snart. Vi satte os om bagi og kom frem til havnen. Her blev vi mødt at et underligt syn. Hele færgen var lastet med bananer både ude på dækket og indenfor. Faktisk havde de taget en del af bænkene ud for at få plads til alle bananerne. Der var dog også plads til os og kort tid efter sejlede vi.

Fire timer senere ankom vi til Granada. Denne sejltur var bedre end turen til Ometepe, for færgen var større og gyngede ikke så meget.

Granada

På havnen i Granada blev vi mødt af en mand, som tilbød overnatning på sit hostel. Det viste sig at være ejeren af The Bearded Monkey, et sted vi havde hørt om og planlagt at benytte. Eftersom stedet lige var åbnet, var det endnu ikke med i guidebøgerne, og han var derfor nødt til at opsøge turister ved færgen og på busstationen.
Her fik vi en seng i en af de store sovesale, hvor ustabile køjesenge stod tæt. Midt i bygningen var der en hyggelig åben gårdhave, med frodige planter, hængekøjer, billardbord og en meget afslappet atmosfære. Hele dagen kunne man bestille enkle retter i baren, og om aftenen var der happyhour. Derudover var der et tv-rum, hvor man kunne se film, låne bøger m.m. Stedet var et typisk backpacker hangout med livlige fester om aftenen. Ikke et sted for god nattesøvn, men et godt sted at møde og feste med andre backpackere.

Granada, som er Nicaraguas ældste by, er meget flot med mange store gamle huse i kolonistil, som ligger ud til åbne pladser og smalle gader. Mange af husene har kun få vinduer mod gaden, men når man får mulighed for at se inden gennem portene, kan man se de lyse åbne gårdhaver, som er indenfor murene.
Nogle af husene var restaurerede, men en del var forfaldne, og vi så også folk, der stadig kørte rundt i hestevogne. Der var dog ingen tvivl om, at Granada havde et stort potentiale som turistby, eftersom stemningen var så god.

Ved bredden af Nicaragua-søen i Granada var der en park, Complejo Turistico. Udsigten over søen var fin, og der var en del restauranter og barer. Stedet blev dog skæmmet af utrolig mange store Coca-Cola skilte og skrald, der lå og flød alle vegne.

Masaya, Catarina og Laguna de Apoyo

En af dagene tog vi bussen til byen Masaya, som har en godt marked. Her købte jeg en af den slags hængekøje man ser mange steder i landet.
Fra Masaya tog vi til landsbyen Catarina, hvor der i udkanten af byen er et fantastisk udsigtspunkt. Herfra kunne vi se ud over kratersøen Laguna de Apoyo, bag den Granada med alle dens kirkespir og røde tage og endnu længere ude den store Nicaragua-sø. Som om det ikke var nok kunne vi også se Mombacho vulkanen, hvis top var dækket af skyer.
Masaya er også kendt for sine mange planteskoler og mange steder var de flotte blomster og planter til salg ved vejkanterne.

Busser og busstationer

I Nicaragua kunne vi straks mærke, at vi igen var kommet til et fattigt land. Hvor busstationerne i Panama og Costa Rica bestod af smarte bygninger med billetkontorer, butikker og ventesale, så var de i Nicaragua, som en markedsplads. En meget tør og støvet plads med et mylder af sælgere, som solgte alverdens ting; færdiglavede middagsretter på plastictallerkener eller i plasticposer lige til at tage med i bussen, slik og cigaretter enkeltvis, sodavand i poser, frugt m.m. Disse ting blev også ofte solgt inde i bussen, for når den stoppede for at tage passagerer med, hoppede der tit sælgere om bord.
I bussen var der chaufføren og billetdrengen. Billetdrengen skulle sørge for at smide alle folks ting op på taget eller bag i bussen og hjælpe gamle og kvinder af og på bussen i farten. Hans vigtigste opgave var dog at hjælpe med at få bussen fyldt ved at stå i den åbne dør og råbe bussens destination, mens bussen kørte rundt i byen. Da billetdrengen og chaufføren deler overskuddet forlod bussen ofte ikke byen, før den var fyldt op. Enten holdt den på stationen og ventede, eller også kørte de rundt og rundt, indtil der var passagerer nok. Det betyder derfor også, at de meget motiverede for at samle alt og alle op de møder, og det er ikke noget problem, at få selv de mest mærkelige ting med bussen. Jeg så et sted, hvor de baksede med at få to får ind i rummet under bussen, og jeg har set kasser med levende kyllinger på taget af bussen. Busserne var gamle amerikanske skolebusser uden meget plads til benene, faktisk havde jeg svært ved at sidde i dem, selvom jeg kun er 1,7 m. Til gengæld kunne man sidde 5 personer tværs i bussen, og det er ikke uden grund at de blev kaldt chicken-busses for det blev simpelthen fyldt godt op.

 

Pochomil

Efter Granada skiltes jeg med Mark som jeg havde rejst sammen med en måned, og jeg tog alene til Pochomil, som er en lille strandby ved Stillehavet et par timer sydvest for hovedstaden Managua.

Turistresortet var efter sigende meget benyttet at indbyggerne fra Mangua, pga. den korte afstand, men jeg mødte næsten ingen turister, måske fordi det var midt i ugen eller udenfor sæson (november). Stranden var rigtig god, stor, hvid og øde. Langs stranden var en række små restauranter og pensionater.

Jeg overnattede hos en familie, der lejede værelser ud i deres eget hus. Her fik jeg indblik i de simple forhold hos de lokale. Værelset bestod af betongulv og vægge. Det samme gjorde badeværelset, hvor der, som så mange andre steder, ikke var rindende vand, men i stedet en stor tønde, hvorfra man tog en spand vand og skyllede i toilettet eller hældte over sig selv som brusebad. Når der så en gang om dagen var vand, skyndte de sig at fylde tønden op. Ind til dette formidable badeværelse var der kun et forhæng. Denne elendighed fik jeg pruttet ned til 40 kr, hvilket stadig var overpris.Til interesserede kan jeg oplyse, at stedet hed Hospedaje Johanna.

Eftersom der ikke var mange andre turister i området, havde jeg svært ved at sidde alene på stranden. Konstant kom der folk hen som ville sælge mig halskæder med muslingeskaller, leje en hest ud til mig,
Da jeg om aftenen skulle finde et sted at spise aftensmad, var det også svært at gå i fred, alle ville have mig til at spise i netop deres restaurant.

Så selvom solen skinnede, og stranden var dejlig, blev det mig dog hurtigt for meget, og jeg besluttede, nok lidt for hastigt, at prøve strandende ved det Caribiske Hav på den østlige side af landet i stedet. Her skulle det for første gang vise sig, at nogle gange kan det godt betale sig at lave lidt research og tjekke vejrudsigten og infrastrukturen.

 

Turen til Corn Islands – den værste oplevelse på hele turen

Beslutningen om at tage til Islas de Maiz eller Corn Islands var som nævnt ret spontan. Jeg tog fra Pochomil til Mangua om eftermiddagen med bussen, som efter sigende var en express-bus og derfor dyrere, hvilket dog ikke forhindrede chaufføren i både at tanke op og senere at holde ind og holde snak med nogle venner.

Jeg ankom til Managua og skulle med fra en anden busstation i byen. Taxaturen hertil tog næsten en time. Jeg måtte herefter vente på bussen, som kørte kl. 22, og så startede turen, som skulle blive den værste i det halve år, jeg rejste.
Min sidemand havde taget den plads, jeg havde fået tildelt, men efter en mindre diskussion fik jeg det sæde der var tildelt mig, og jeg kunne derefter få rettet benene ud. Bussens tilstand var som så mange andre busser i landet, nemlig en ramponeret aflagt amerikansk skolebus. Bestemt ikke en bus jeg havde lyst til tilbringe natten i. Vejene var asfalteret, men der var utrolig mange og store huller i vejen, så chaufføren måtte bruge hele vejens bredde for at undgå de værste. Dette betød at bussen svingede fra side til side og desuden op og ned, for han undgik bestemt ikke alle hullerne. Affjedringen var nærmest ikke eksisterende, så det var umuligt at sove. En gang i mellem døsede jeg alligevel hen, og straks hamrede jeg hovedet i sædet eller sammen med sidemanden.

Rama

Otte timer senere ankom jeg helt radbrækket til byen Rama kl. 6 om morgenen. Der var god tid til at spise morgenmad og drikke kaffe, for båden til Bluefields afgik først kl. 12. Jeg fik sovet lidt på en bænk, inden jeg kom af sted med båden.
Båden gled stille og roligt af sted på floden, og det var dejligt at sidde i den friske luft og iagttage landskabet, vi flød forbi på den seks timer lange tur. Der var mange små hytter med strå på taget, rundt om løb nøgne børn rundt og legede, og mellem husene var der citrontræer og bananmarker. Båden, jeg sejlede med, var et vigtigt transportmiddel for de lokale, og de havde læsset den til med bylter og kasser med dagligvarer. Jeg var den eneste turist om bord. På et tidspunkt kom jeg i snak med en mand fra Corn Island, som skulle hjem. Han fortalte, at båden til øen ville sejle fra Bluefields tidlig næste morgen, og jeg kunne følges med ham.

Bluefields

Min rejsemakker kendte et billigt hostel, som viste sig at være nogle værelser i et privat hjem. Først måtte vi sidde og vente på familien i deres stue på de plastichavestole, mange anvender i hjemmet. Da de endelig kom hjem, fik vi vores værelser, og da jeg så det, var jeg lige ved at finde et andet sted, men min nye rejsekammerat kendte familien, så jeg synes ikke jeg kunne sige, at jeg ikke brød mig om stedet.
Værelset stank af mus. Der var kun lige plads til en seng i rummet, som ikke havde vinduer, men kun rå betonvægge og betongulv. Sengen rummede 5-6 muselugtende tæpper og nogle uvaskede lagner, så jeg skyndte mig at finde min sovepose frem i stedet. Badeværelset var rå beton og meget primitivt. Selvom prisen var lav (14 kr), var det bestemt i overkanten.
Jeg sov dog ok, nok mest pga af træthed efter den lange transport. Ruten fra Managua til Bluefields var faktisk kun 365 km, men alligevel tog det 8 timer i bus og 6 timer på båden, det siger vist alt om vejens tilstand.

Sejlturen

Næste morgen gik vi ned til havnen kl. 5 om morgenen. Her var jeg rigtig glad for at følges med min nye rejseven, for på vejen mødte vi adskillige fulde sorte sømænd, som så meget skumle ud. Fra havnen sejlede vi med en lille båd ud til The Bluff, som var en lille ø, hvorfra færgen ville afgå.
Af en eller anden grund sejlede færgen ikke, og i stedet fik vi mulighed for at komme med et skib, som sejlede med varer. Kaptajnen tog dog ulovligt passagerer med for at tjene flere penge, men det betød at der ikke var faciliteter, toilettet var spæret og, der var ingen steder, man kunne sidde. Vi var omkring 10 passagerer på færgen, og en af dem blev straks hyret til at lave mad til kaptajnen.
Den første time gik det fint, men så kom vi ud i åbent hav, hvor bølgerne blev større og større og vinden kraftigere. Varerne, som båden havde med, blev kastet rundt, en bil som var blevet placeret på dækket flyttede sig sidelæns. Nogle kvinder med børn lå nede i kaptajnens soveværelse og bad til Gud, mens de ind i mellem styrtede ud på dækket og kastede op. Kokken forlod gryderetten i det ildelugtende køkken og lagde sig ud på dækket, hvor han lå i flere timer, mens han blev gennemblødt af bølgerne.
Jeg havde taget søsygepiller, men det forhindrede mig ikke i at have kvalme, dog ikke nær som slemt som de andre. Jeg gav de lokale søsygepiller, men de kastede dem bare op igen og jamrede videre. Kaptajnen tog det hele meget roligt, men jeg var bestemt ikke tryg ved situationen og forbandede mig selv for at være havnet på et skib uden ordentlige sikkerhedsforanstaltninger. Til tider var jeg sikker på, at vi ville gå under, og det var ikke sjovt at høre på kvinderne under dæk, som græd og skreg på Gud.
Da vi endelig kunne se land var jeg utrolig lettet og da jeg efter 6 timer, men føltes som en evighed, stod på fast grund var jeg klar til at kysse jorden.

Corn Islands – Islas de Maiz

Prøvelserne var dog ikke ovre endnu. Da jeg besluttede at tage til Det Caribiske hav, var det hvide strande, palmer og turkis hav jeg så for mit indre blik, men der var nu ikke meget caribisk bounty-reklame over Corn Islands, da jeg ankom. Stormen vi havde sejlet igennem havde også ramt øen, og gjort det umuligt at nyde strandlivet. De palmer der ikke var knækket i orkan Mitch, svajede meget, det regnede kraftigt, og havet blev presset op mod kysten. Den ene morgen opdagede vi, at hele vejen foran pensionatet, hvor jeg boede, var blevet oversvømmet i nattens løb, for drivtømmeret lå overalt. Folk stod i regnen og forsøgte at sømme bliktagene bedre fast på husene, og nogle strandede, fordi færgen mellem de to øer ikke kunne sejle. Jeg mødte dog en masse søde mennesker, og vi fik tiden til at gå med at spille spil og bade, selvom det regnede. Vi fik også spist en masse lækker fisk og drukket en del rom.
På Corn Island var befolkningen overvejende afro-caribisk og hovedsproget var engelsk, fordi øerne oprindelig blev koloniseret af briterne. Faktisk blev mange irriterede, hvis jeg kom til at tale spansk til dem. Jeg boede på Big Corn Island, den mindst besøgte af øerne. Jeg fik et værelse (120 C – 84 kr) på pensionatet Casa Blanca, som var ejet og drevet af en venlig og stor sort kvinde med papillotter i håret. Huset lå lige ved stranden, og det var dejligt at falde i søvn til bølgerne, der slog mod kysten. Prisen taget i betragtning, var faciliteterne primitive, bl.a. med das uden træk og slip, men derudover var det et dejligt sted at bo. På pensionatet var der aldrig strøm fra midnat til kl. 14, hvilket også var tilfældet mange andre steder på øen.
Efter tre dage havde jeg ikke længere mere tørt tøj og da  fornøjelsen ved at strandture i regnen var aftaget, besluttede jeg mig for at tage fra øen.
Jeg var fast besluttet på ikke at tage samme vej tilbage igen, og sammen med et par svenske piger købte jeg billet til et fly. Jeg var dog heller ikke så tryg ved flyene, da det var ganske små propelfly med plads til 14 passagerer. Turen tilbage til Managua gik dog fint, det tog kun 1½ time og kostede omkring 500 kr. Noget hurtigere, ikke så nervepirrende, mere komfortabelt, men ikke så spændende at berette om.
Underligt nok kunne jeg frit tage bagagen med om bord på flyet, men ved ankomsten til Mangua skulle den gennemlyses.

León

Fra Managua tog jeg bussen videre til León, som var Nicaraguas hovedstad indtil 1858 og nu landets 2. største by. Ligesom Granada er det en gammel koloniby, hvis smalle gader, røde tegltage, små lave farvede huse og bygninger i pittoresk forfald tilsammen danner en charmerende og stemningsfuld by.
Jeg nød at se solen igen og gå rundt i de hyggelige gader og beundre de flotte gamle bygninger. Jeg var heldig at være til stede d. 7. december, som er Dia de la Concepcion, hvor Jomfru Marias undfangelse blev fejret og byen fyldt op af tilrejsende. Hele dagen blev der fyret raketter af, og kl. 24 var det som om hele byen eksploderede i et kæmpe fyrværkeri.
Byen har utrolig mange katedraler fra kolonitiden, deriblandt en kæmpestor katedral som er flot udsmykket.
Jeg boede på hostel La Posada del Doctor (65 C – 45 kr/dorm), hvilket var et hyggeligt sted med en dejlig gårdhave.

León Viejo og Momotombo

Fra León tog jeg til León Viejo, som betyder Gamle León. Denne by blev ødelagt af et jordskælv og et vulkanudbrud i 1609, og byen blev derefter genopbygget, hvor León ligger i dag. Selvom der kun er 32 km, var det lidt besværligt at komme dertil. Først tog jeg bussen  til byen La Paz Centro, hvor jeg efter længere ventetid kom med bussen til León Viejo. Vejen var ok de første 500 m, hvor den var belagt med brosten, men så var de ikke nået længere i vejarbejdet, end til at læsse grus af i en masse bunker på jordvejen, og dem måtte bussen så køre slalom imellem. Derfor tog den støvede tur næsten en time, før jeg kom til Puerto Momotombo, hvor ruinerne af León Viejo befinder sig.
Puerto Momotombo lå ved bredden af søen Lago Managua, og udsigten over søen var fantastisk flot og domineret af vulkanen Momotombo. Landsbyen var et dejligt sted med små lerhuse, jordveje og frodige grønne marker, og det var helt sikkert besværet værd at tage dertil.

Matagalpa

Det sidste sted jeg var i Nicaragua var i Matagalpa, som lå i bjergene i 700 meters højde. Klimaet var derfor køligere, end det jeg tidligere havde oplevet, og jeg havde derfor sko på for anden gang, siden jeg forlod Ecuador mere end en måned tidligere. Jeg var også nødt til at sove med min sovepose for at holde varmen på hotellet.

Turen til Matagalpa foregik med en bus, som havde intet mindre end to punkteringer, som det tog dem noget tid at skifte. Området var et af dem i Nicaragua, der blev hårdest ramt af Orkan Mitch i 1999. Mange huse skyllede væk fordi floderne oversvømmede området.. Fra bussen kunne jeg se, hvordan forskellige lande havde hjulpet med til genopbygningen. Mange af de lidt kedelige betonbygninger bar nemlig navnene på de NGO’ere og lande, der havde sponsoreret dem. Danida var også repræsenteret. De fleste mennesker i Mellemamerika har ikke toilet i huset, men i et lille skur ved siden af huset. Disse toiletskure i beton var der også sponsoreret en masse af, hvilke helt sikkert var med til at hæve hygiejneforholdene.

Selve byen var ikke så spændende og charmerende som León og Granada, og der var da heller ikke ret mange turister. Jeg var dog glad for at være i byen, der var stille og roligt, og folk var meget venlige. Det omkringliggende bjerglandskab var flot og frodigt.

Jeg boede på  et lille Hotel, som hed El Mirador (40C – 28 kr) en blok sydvest for Parque San José. Navnet betyder udsigten, og der var da også en flot udsigt over bjergene fra hotellet. Her var vandforsyningen, som så mange andre steder, sporadisk, hvilket betød, at der på badeværelserne var opstillet store vandtønder. Herfra kunne man så tage en spand vand til toiletskyld eller til at bade i. Når man har prøvet det nogle gange, er det ikke så slemt, og efter noget tid reflekterede jeg ikke længere over det.

Landbruget i området fokuserede på kaffedyrkning, og jeg tog ud til en af kaffefarmene i området. Farmen hed Selva Negra, og lå 10 km fra Matagalpa. Fra landevejen var der et par km ned til farmen og gåturen var utrolig flot af en fyrretræsallé med kaffemarker på begge sider. Farmen var ejet af nogle tyskere og økologisk. På stedet var der en restaurant, hvor jeg straks fik en fantastisk god kop kaffe. Derudover var der forskellige overnatningsmuligheder med både hytter og sovesale. Efter den gode kop kaffe fik jeg udleveret et kort over området, og jeg gik en tur i bjergene omkring farmen. Undervejs kom jeg forbi mange af de bygninger, som var lavet til arbejderne, der var forskellige beboelseshuse, en lille kirke og et medicinudsalg.

Det var tydeligt, at der ikke blev anvendt maskiner til kaffehøsten, for kaffebuskene groede op og ned af de stejle bakker og ind i mellem store træer. Landskabet var flot og bølgende, og der var flere små søer i området.

Vandreturen i området var flot og temperaturen god. Det var lidt svært at følge kortet, eftersom der var flere stier i skoven, end der var på kortet. Jeg blev ekstra påpasselig med at bruge kortet, da jeg kom til en sti, hvor et lille skilt fortalte, at den var navngivet efter to turister, der var faret vild i området og derfor havde måttet overnatte i skoven.

At landet producerer kaffe kan man se mange steder i landet, hvor de høstede bønner hver morgen lægges ud til tørre i solen på store cementflader.

 

Rejsen til Honduras

Fra Matagalpa gik turen videre til Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras. Før jeg kom så langt, måtte jeg dog med det største antal transportmidler, jeg til dags dato har benyttet på en dag. Nemlig seks busser og en taxi, og det til trods for at afstanden kun er godt 300 km. De mange skift betød også at turen tog hele dagen, men det var interessant at iagtage landskabet, hvor der var marker med majs, ris, kvæg, korn og kaffe. Grænsekrydsningen foregik hurtigt og uden problemer.
For interesserede var ruten: Matagalpa – Esteli – Ocotal – Los Manos (grænseovergang) – El Paraiso – Danli – Tegucigalpa

Generelt

Nicaragua er et land, som overraskede mig meget. Jeg kendte ikke så meget til landet inden, ud over at det var fattigt. Jeg vidste dog ikke, at landet ville have så meget at byde på, både med hensyn til smukke landskaber og venlige folk.

Landet og befolkningen har lidt meget i borgerkrige og naturkatastrofer, senest var det orkanen Mitch der ødelagde en stor del på den caribiske side. Det er som om landet aldrig får lov til at komme ovenpå, men alligevel er folk venlige og glade.

Det var til tider et noget ustruktureret land at rejse i, men med lidt velvilje og lidt spanskkundskaber kommer man langt.  I Nicaragua kommer man meget hurtigt ‘off the beaten track’, så hvis man vil prøve noget anderledes, er der oplagte muligheder her.

 

Mexico

Rejsen rundt i Mexico var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Chetumal

Fra Guatemala via Belize ankom jeg til Chetumal, som ligger tæt ved grænsen. Her mærkede jeg for første gang det mexicanske prisleje som lå noget over det jeg var blevet vant til i Guatemala. Her var det dyrt at rejse alene, da priserne på hotellerne ofte var det samme for en person som for to. Desuden var det sværere at prutte om prisen.
Chetumal er en havneby med store brede gader, hvor der var pænt og rent. Ved vandet var der en fin strandpromenade, hvor man kunne se til Belize. Der var ikke de store seværdigheder i byen, men der var varmt og det var rart bare at slentre rundt i de stille gader og slappe af.

Jeg overnattede på Hotel Ejidal (60p-48kr/enkelt). Hoteller havde ikke mange værelser og lå i et beboelsesområde lidt udenfor centrum. Alt var rent og pænt og meget roligt.

Tulum

Fra Chetumal tog jeg videre nordpå til Tulum. Busserne var af en noget bedre kvalitet end de gamle amerikanske skolebusser de brugte i Guatemala. Her var der faktisk plads til at sidde normalt og endda strække benene lidt ud. Prisniveauet for transport var dog også flere gange større end i Guatemala.

I Tulum endte jeg i et turistområde ved stranden lidt syd for ruinerne. Jeg overnattede på Cabanas Santa Fe (30p-24kr/hængekøje), som ikke var et hotel, men en masse små simple stråhytter ved stranden. Jeg fik lov at sætte min hængekøje op i et stativ under en palme på stranden sammen med andre backpackere. Her sov jeg under fuldmånen, mens bølgerne slog ind mod kysten få meter væk. Om morgenen vågnede jeg tidligt og kunne se hvordan solen langsomt farvede himlen mere og mere rød over havet.

Tulum-ruinerne var kun en ganske kort gåtur væk. Jeg ankom før det væltede ind med turbusser og nød at der var så stille omkring ruinerne. Bygningsværkerne var ikke imponerende, men det var til gengæld beliggenheden på en skrænt ud mod havet. Det klare blå hav, hvide sand og de grønne palmer var en flot baggrund for maya-templerne som var dedikeret tilbedelsen af Den Faldende Gud (solnedgangen).
Upåvirket af de mange turister der efterhånden strømmede til, lå øglerne og solede sig på de varme sten.

Isla Mujeres

Fra Tulum tog jeg først bussen til Cancun, som er et af de største chartersteder i Mexico. Jeg var dog heldigvis kun i byen den tid det tog at finde fra bussen til færgeterminalen, men jeg kom alligevel forbi en masse barer, restauranter og store mængder blege turister. Anderledes fredeligt var der på Isla Mujeres, som jeg sejlede til.
Øen var overskuelig med lækre strande. En af dagene lejede jeg en cykel og cyklede øen rundt. Jeg besøgte bl.a. en skildpaddefarm, hvor de udklækkede skildpaddeæg for derefter at sætte skildpadderne ud for at øge den faldende bestand.
På øens sydspids var der ruinerne af en maya fyrtårn, Ixtel. Udsigten fra det moderne fyrtårn var god og jeg kunne se alle hotellerne i Cancun i det fjerne.

Jeg overnattede på Hostel Poc-Na (39p-30kr/dorm). Her havde de nogle enorme sovesale og jeg mødte endnu engang nogle af de mennesker jeg tidligere havde mødt rundt omkring i Mellemamerika.

Chitchen Itza

Herefter tog jeg fra kysten ind i hjertet af Yucatan-halvøen, til den lille by Piste. Tidligt næste morgen gik jeg de få kilometer til ruinerne af Chichen Itza, hvor jeg ankom netop som de åbnede. Ruinerne var spredt over et større område med mange imponerende bygningsværker. Midt i det hele tronede en stor pyramide, hvor der på hver side var 91 trin op til den flade top, hvorfra jeg kunne se ud over hele området. Det var også muligt at komme op i pyramidens indre via en smal trappe, hvor varmen og den tunge luft sammen med den klaustrofobiske tanke om at være midt inde i en stor pyramide gjorde det til en oplevelse der hurtigt skulle overstås. Ved toppen af den smalle trappe var der nogle små rum, hvor man bl.a. kunne se en jaguarfigur af sten med jadeøjne. Jaguarudsmykninger så jeg mange steder, for det blev anset for et guddommeligt dyr.

En anden imponerede bygning var ‘De Tusinde Søjlers Tempel’, hvor der godt nok ikke helt var tusinde søjler, men engang havde alle disse søjler båret et kæmpe trætag. Også imponerende, men lidt mere grotesk var ‘Skeletternes Platform’. Denne lå lige ved siden af boldbanen, hvilket var meget praktisk, for på platformen blev de afhuggede hoveder af det tabende hold udstillet. Platformen var meget sigende udsmykket med en masse udhuggede skelethoveder.

Merida

Herfra gik turen videret il Merida, en stor by, hvor det var som om der var en gadesælger på hvert gadehjørne der solgte hængekøjer.

Fra Merida tog jeg på en lille udflugt til Celestun, som ligger ved kysten på den vestlige side af Yucatan.  Her så jeg for første gang flamingoer i naturen, hvilket var en fantastisk oplevelse. Jeg tog med på en bådtur, hvorfra jeg til at begynde med kun kunne se en lyserød plet i horisonten, og da vi kom tættere på, kunne vi se at der var flamingoer i tusindvis. De stod alle bare der i vandet og ledte efter rejer og små fisk, og vi kom ret tæt på dem. Derefter sejlede vi lidt rundt i mangroven i Parque Natural del Flamenco Mexicano. Det var en speciel oplevelse at sejle af de smalle vandveje i det som lignede en tunnel af træer.
Til sidst badede vi en en lille lagune med ferskvand, hvilket var meget forfriskende i varmen.

Jeg overnattede på Hotel El Latino i Merida (90p-72kr-enkelt).

Uxmal

Ruinerne i Uxmal dækkede et noget mindre område end dem i Chichen Itza, men alligevel meget imponerende, især den 30 meter høje pyramide, hvorpå der var to templer.
Der var utroligt tørt i ruinområdet og på de mange sten lå der en del leguaner og solede sig. I udkanten af de restaurerede ruiner var der områder som endnu så ud som dengang området blev genopdaget. Alle maya-templerne er på et tidspunkt blevet forladt overladt til sin egen skæbne og naturens kræfter. Græs og træer har dækket det hele og rødderne har trængt dybt ned og løsnet stenene, så mange af bygningsværkerne efterhånden er blevet omdannet til en bunke løse sten.
Det var interessant at iagttage hvordan stenene blev nummereret, sorteret og derefter cementeret på plads igen. Nogle steder har der dog været kritik af restaureringsarbejdet som nogle mener er for voldsomt og at stenene endda sættes forkert sammen.
At stederne har ligget gemt i træerne har dog også betydet at de flotte udsmykninger er bevaret mange steder og ikke endt i kirker og andre kolonibygninger.

Jeg overnattede på Sacbe (50p-40kr/dorm), som var en campingplads med bungalows, som lå omkring 15 km syd for ruinerne. Stedet lå udenfor den lille landsby Santa Elena, og ejerne var utrolig venlige og det var et rart og fredeligt sted at være.

Jeg havde taget min rygsæk med ud til ruinerne og tog derfra en bus til Campeche, hvorfra jeg tog natbussen til Palenque.

 

Palenque

Jeg ankom til Palenque kl. 3 om natten. Det var ikke det mest ideelle tidspunkt at vandre rundt i byen, og da jeg som altid ikke havde udset mig et specifikt hotel eller lavet reserveringer kunne jeg heller ikke være sikker på at komme ind. Jeg var derfor nødt til at sove på busstationen op af min rygsæk til det lysnede udenfor.
Tidligt om morgenen gik jeg derefter ud i byen og fandt et hotel. Da jeg havde smidt bagagen og fået lidt vand i ansigtet ankom en tysker jeg tidligere havde mødt i Uxmal. Sådan mødte jeg hele tiden tilfældigt de samme rejsende igen og igen. Efter morgenmad tog vi sammen ud til Palenque ruinerne, som i et et skovområde udenfor byen.

Ruinerne ligger på et ryddet område midt i skoven, men nogle plancher viste hvordan området så ud da det blev genopdaget. Skoven dækkede alle bygninger og man mener at kun 10% af den gamle by er blevet fritlagt. I udkanten af området var der stadig bygninger der var dækket af træer og når man gik rundt i skoven kunne man se udhuggede sten mellem træerne.

Det tog hele dagen at gå rundt og udforske det store område. Der var utrolig mange flotte bygninger, jeg var især imponeret over Paladset, som havde et flot tårn og Inskriptionernes tempel, hvor der er en masse hieroglyffer.

Agua Azul og Misol-ha

Fra Palenque tog vi også på en arrangeret dagstur til nogle af seværdighederne i området. Først kørte vi til Misol-ha, som er et vandfald, som falder 35 meter midt i en frodig og grøn regnskov. Bag vandfaldet har vandet eroderet en hule, således at det er muligt at gå bagom vandfaldet og opleve det helt tæt på.

Herefter kørte vi videre sydpå gennem bjergene til Agua Azul, som betyder Blå Vand, hvilket var et velvalgt navn til den serie af vandfald som strakte sig over syv km af floden. Vandet var utroligt blåt og mange steder langs floden sad der familier der var på skovtur. På trods af den stærke strøm, var det muligt at bade i floden fordi der var nogle naturlige pools. Vandet var lidt koldt, men det var rart at ligge og varme sig i solen efterfølgende.

Det var en dejlig dag, hvor jeg nød den flotte natur. Stedet lå lige på grænsen til bjergene og det var en dejlig afveksling fra det flade Yucatan.

Jeg overnattede på Hotel Posada Canek (50p-40kr/dorm). Der var heldigvis ingen køjesenge, men enkeltsenge, og stedet var stille og roligt og lå centralt i byen.

Villahermosa

På vej fra Palenque mod Mexico City gjorde jeg holdt i Villahermosa. Byens største seværdighed er nogle stenhoveder som stammer fra olmec-kulturen, som eksisterede længe før mayaerne. Stenhovederne, hvoraf den største vejer 20 tons og er 2,5 m høj, blev opdaget i en næsten uigennemtrængelig skov i 1925. Da de var truet af nærliggende oliefund blev de flyttet til parken La Venta i Villahermosa. Kulturen blomstrede omkring år 1000 før vor tid, så det er utroligt at de har kunnet udhugge så store figurer. Endnu mere imponerende er det når man hører at stenene blev transporteret over store afstande, for den type af sten fandes ikke hvor olmecerne boede.

Jeg overnattede på Hotel San Rafael (80p-65kr/enkelt).

Mexico City

Efter Villahermosa ankom jeg til den sidste destination på min tur; Mexico City, verdens største by. Jeg kunne straks mærke, at det var en storby, der er bare mennesker over det hele, men heldigvis er der et velfungerende metrosystem til at fragte dem alle rundt. Mændene i Mexico City var også værre end i andre dele af landet, hvor jeg også syntes at de var slemme. Her generede de dem ikke for at gå hen og tage på en. Man bliver simpelthen så overrasket at man ikke kan nå at gøre noget.

Der var selvfølgelig også behageligere ting ved Mexico City, bl.a. var katedralen, som er verdens største meget imponerende. En sjov detalje er, at alle taxierne i byen er grønne og hvide folkevogsbobler.

Lidt uden for byen ligger et pyramideområde; Teotihuacan, som indeholder verdens 3. største pyramide. Verdens allerstørste er faktisk også mexicansk, men ikke så restaureret. Pyramiden går under navnet solens pyramide og er 64 meter høj, og altså bare en smule mindre end Cheops pyramiden i Egypten. Pyramiden har den rigtige pyramideform, og selve bunden er enorm. Den er ikke så stejl at bestige, som andre pyramider jeg har været oppe på, men derfor skulle der da stadig klatres nogle trin. Mere imponerende er faktisk Månens Pyramide, som ligger ved siden af. Den er ikke helt så høj, men der fører en 2 km lang allé; Dødens gade, op til pyramiden. På begge side af denne allé er der en masse små pyramider, som har tjent som platforme for templer. Dette gør denne pyramide meget imponerende, og det var da også fantastisk, at gå ad denne gade derhen og så senere se ned på det hele fra toppen.

Generelt

Mexico er et meget smukt, men også ret dyrt land at rejse i. Jeg forstår godt, at landet tiltrækker så mange turister, for udover flotte strande, smuk natur og ruinerne er landet meget udviklet og rigt. Men netop på grund af alt dette, kommer man meget nemt til føle sig bare som endnu en turist. Desuden er især mændene meget underlige, og har ingen hæmninger overfor hvide piger.  Jeg ved godt at jeg ikke opholdt mig i landet ret længe og netop var i turistzonen, men det er også her, man har mulighed for at se en masse ting på kort tid.

 

 

Honduras

Tegucigalpa

Efter at have krydset grænsen fra Nicaragua og været med tre busser på hver side af grænsen og en enkelt taxi nåede jeg til Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras.

I bussen havde jeg mødt nogle andre backpackere, som jeg fulgtes med, hvilket var rart, da det var blevet mørkt, mens vi gik rundt for at finde et hotel. Vi havnede i et område med billige hoteller, faktisk var mange af dem af den type, som udlejede på timebasis, og da vi kom til at gå ind på en af dem, fik vi at vide, at man ikke kunne få et værelse for en hel nat.
Vi fik dog et par værelser på Hotel Fortuna (70L-42 kr/dobbelt). Hotellet var muligvis lidt bedre end de andre i nabolaget, men vi blev alligevel holdt vågne en stor del af natten, hvor kvinden i naboværelset viste sig at være en prostitueret, som havde en kunde i adskillige timer, hvilket medførte en del skrig, råb og til sidst slagsmål over betalingen. Hotellet indskrev sig også i hukommelsen, fordi der løb en kæmpe mus hen over gulvet i opholdsrummet, uden at de ansatte bekymrede sig om det.

På hotellet mødte vi en canadisk pige som arbejdede som frivillig blandt gadebørnene. Hun tog os med ud for at se byen. På rundturen kom der flere gange både gadebørn og unge bandemedlemmer hen og hilste på hende. Det var bestemt en anderledes sightseeing og specielt at få indblik i de sørgelige skæbner, der findes i enhver storby især i de fattigere lande som Honduras.

En anden speciel oplevelse i byen hændte, da jeg sad på et torv og slappede af. Pludselig og ud af det blå blev området som forvandlet. En masse politibiler med sirener begyndte at køre rundt i gaderne, de fleste af butikkerne og bankerne rullede gitteret ned og lukkede, bevæbnede vagter gik rundt og der var endda en helikopter, der cirklede rundt over hele området. Det viste sig, at der havde været et bankrøveri i nærheden. Jeg forstod ikke helt, hvorfor alle andre banker og butikker lukkede, man måtte da formode, at bankrøverne var flygtet langt væk fra gerningsstedet.

Selvom der var under to uger til juleaften, var der ikke meget julestemning i byen. Et par steder kunne man købe julekort og plasticjuletræer med glimmer, og en enkel gang så jeg endda selveste julemanden gå rundt i den bagende hede.

Fra Tegucigalpa tog jeg bussen hele den lange vej til Santa Rosa de Copán i den vestlige del af landet.

 

Santa Rosa de Copán

Byen må ikke forveksles med den noget mere kendte og velbesøgte Copán som ligger i nærheden. Santa Rosa de Copán ligger i et kuperet landskab, og der er en del bakker og stejle gader i byen. Den største attraktion er tobaksdyrkning og cigarproduktion. Jeg fik dog desværre ikke en rundtur på cigarfabrikken, da de ikke havde ture, mens jeg var der.
I stedet gik jeg rundt i byen og nød den rolige stemning. Mange af gaderne var belagt med grove sten, men de var så stejle og fulde af huller, at de faktisk ikke var velegnede til bilkørsel. De var ved at grave en del af gaderne op med håndkraft, så noget blev da gjort. Mange steder stod der heste bundet foran husene, og de blev også brugt til at slæbe brænde ind til byen fra nåleskovene rundt om byen.

Jeg boede på Hospedaje Calle Real (35L-21 kr/enkelt).

Copán

Derefter tog jeg lidt længere vest på, til Copán, en utrolig populær turistby. Byen er berømt pga. de maya-ruiner, der er i området. De mange turister betød, at det var svært at gå i fred for sælgere, og der var mange souvenirbutikker. Der var dog også madboderne, hvor de lokale og backpackerne kunne få et billigt måltid mad. Byen var ikke ret stor, og gaderne var brostensbelagte. Kirken var et flot syn om aftenen, da den var pyntet op til jul med lyskæder.

Da maya-ruinerne blev genopdaget i 1800-tallet, var de overgroet af den omkringliggende skov. Siden er skoven blevet ryddet og ruinerne restaureret. Området består af pyramider, templer, stelaer og en boldbane. Det hele var utroligt flot udsmykket med udhuggede hieroglyffer og billeder. Områdets mest fantastiske konstruktion er Den Hieroglyfiske Trappe, som består af over 1200 udhuggede sten, som hver er en hieroglyf. Det er først i disse år at man er begyndt at kunne tyde dem. De fortæller om Mayaernes konger og historie.

Selvom ruinerne er blevet restaureret, så ser templerne stadig ikke ud, som de gjorde i maya-tiden, da var de nemlig malede i stærke farver. Et eksempel på dette kan man se på Museum of Mayan Sculpture, som ligger ved besøgscenteret. Her har man opført en nøjagtig kopi af Rosalila templet, som man fandt under et andet tempel. Malingen og udskæringerne var stadig intakte takket være beskyttelsen fra det øvre tempel.

Jeg ankom til stedet tidlig om morgenen, hvor turistbusserne endnu ikke var ankommet, og jeg kunne derfor nyde stilheden, som kun blev brudt af de mange fugle, der sang. Vagterne på stedet kedede sig bravt  og fortalte gerne om de forskellige ruiner. En af dem viste mig endda en grav, som endnu ikke var åben for publikum. Der foregik stadig en del udgravninger på stedet, og man fandt hele tiden nye templer under de gamle, så stedet vil helt sikkert udvikle sig.

Ved ruinerne er der også en natursti gennem skoven, her kom jeg forbi et par ruiner mellem træerne og så et par egern.

Efter at have set Copan ruinerne gik jeg ud til Las Sepulturas, som er ruinerne efter et beboelsesområde fra maya-tiden. På vej tilbage til byen fik jeg et lift bag på en pickup af en familie, som i forvejen havde deres fire børn og noget brænde bag på ladet.

En af dagene gik jeg ud til en gård, som hed Hacienda San Lucas. Vejen dertil var meget mudret eftersom det regnede, og jeg kom forbi mange marker med tobaksplanter, majs og tomater, hvor der gik folk og arbejdede.

Jeg mødte også adskillige kvinder og børn der slæbte brænde. På gården blev jeg vist hen til Los Sapos, som betyder tudserne. I klipperne var der udhugget forskellige dyr, bl.a. tudser, som var et frugtbarhedssymbol for mayaerne.
Fra Copan tog jeg også på dagstur til Agua Caliente (varme kilder) med en tysker, jeg havde mødt på hotellet. Turudbyderne ville have 200 kr for turen, men vi ville selv finde derud. På vej ud af byen mødte vi en pick-up bil, og det viste sig, at de skulle samme vej. Bilen var indrettet til persontransport. De havde sat sider på ladet og bænke ind, og snart sad vi tæt sammen med en masse lokale, som havde alle deres indkøb i sække, som fyldte resten af ladet op. Turen var utrolig flot, vi kørte langsomt op gennem bjergene og kom forbi små hytter og en masse appelsintræer. Efter 1 time havde vi tilbagelagt de 22 km, og vi blev sat af.

Ved de varme kilder boede en familie, som tog entre for at man kunne bade i floden ved deres hus. Vi fik først vist, hvor de varme kilder kom ud et stykke oppe på bjergsiden, og herefter gik vi ned til floden, hvori det varme vand løb ud. Familien havde bygget en række små pools af sten i floden, og heri blev det varme vand opsamlet, samtidig med at det kolde flodvand strømmede igennem og gjorde det muligt at sidde der uden at blive forbrændt. Snart sad vi i vandet med hver vores kolde øl og nød at se på de flotte grønne bjerge, der rejste sig over os mens vandet dampede.

På vej tilbage til byen igen med endnu en pick-up blev vi sat af på en bakke udenfor byen for at nyde udsigten. Snart kom nogle børn hen for at snakke med os, og vi endte med at blive seværdighederne, da vi begyndte at lege med dem. De voksne kom ud af husene, for at se på de skøre gringoer der hoppede i sjippetov med deres børn.

I Copán boede jeg på Hospedaje Los Gemelos (100L-62kr/dobbelt). Værelserne lå rundt om en hyggelig lille gårdhave, hvor backpackere mødtes og udvekslede erfaringer.

Toiletter og bad

Toiletterne i Latinamerika er et kapitel værd. Mest fordi det er en ting vi i vesten tager for givet, men i Latinamerika kommer man til at tænke over hvordan de fungerer og hvordan man bruger dem. Toiletterne ligner vores, men forskellen er at alle steder skal man smide det brugte toiletpapir i en spand ved siden af toilettet, for kloakeringen kan ikke klare papiret. Først virker det lidt ulækkert og uhygiejnisk, men de er ret gode til at tømme dem ofte og brænde indholdet af, for der lugtede meget sjældent, selvom der var så varmt. Mange steder var der dog også problemer med vandet. Vandforsyningen var ofte uregelmæssig, og nogle toiletters træk-og-slip-funktion virkede ikke, så mange mennesker fyldte store olietønder med vand, og derfra skulle man så tage en spandfuld og hælde i toilettet i de perioder der ikke var vand. Dette oplevede jeg på mange offentlige toiletter, på hostels og på restauranter. Faktisk findes der ikke ret mange offentlige toiletter, man er ofte nødt til at låne et i restauranter o. lign. Desuden oplevede jeg et sted jeg boede, at vandet til badning også stod i en stor olietønde, og derfra skulle man så tage en lille skål og overhælde sig selv med vand, en besværlig og tidskrævende affære.

Tela

Fra Copán tog jeg videre mod nordøst, til det caribiske hav. I San Pedro Sula skiftede jeg bus og ankom om eftermiddagen til Tela, hvor jeg blev nødt til at overnatte, før turen gik videre. Hele dagen havde det regnet, og ved kysten må det have regnet i flere dage, for noget af området var oversvømmet. Heldigvis stod husene på pæle, så det betød ikke så meget. Stranden var dog utrolig ulækker, dækket af skrald og en del af husene var i meget dårlig forfatning.
I Tela fandt jeg et hotel, som hed Boarding House Sara (35 L-22kr/enkelt) og lå lige ud til kysten. Det var en ret speciel bygning bygget udelukkende i træ. Det var i flere etager i forskudte niveauer med små snoede gange og trapper rundt omkring.
Fra Tela tog jeg til La Ceiba, hvorfra jeg sejlede til Roatan.

Roatan

Jeg ankom til Roatan et par dage før jul. Sejturen tog et par timer og var noget mere rolig end turen til Corn Island i Nicaragua. Det var kun køen til båden, der ikke var fredelig. Folk skubbede og masede for at komme ombord med alle deres pakkenelliker. På båden mødte jeg en dansker, som jeg fulgtes sammen med til den lille by West End, hvor de fleste hoteller lå.

Roatan er en af Bay-øerne i det Caribiske Hav. Øen blev ramt voldsomt af Orkan Mitch i 1999, og rundt omkring så jeg de knækkede palmer ved strandene. Ved Bay-øerne ligger et stort koralrev, hvor der er gode muligheder for dykning, som sammen med de kridhvide strande tiltrækker mange turister. Befolkningen er som på Corn Island overvejende efterkommere af afrikanske slaver, og de taler engelsk. Derudover er der en del fastboende udlændinge, hvilket sammen med de mange turister medvirker til en meget international stemning, som ikke er som andre steder i Honduras.

Det regnede en del, da jeg var på øen, men det var alligevel muligt at nyde de flotte strande. Maden var i særklasse. Hver aften fik vi friskfanget fisk. Mange steder havde en stor tavle med dagens fisk og antallet af dem. Når man havde bestilt en blev antallet på tavlen justeret og fisken lagt på grillen.

Vi boede på Valerie´s hostel, som var ejet af en smilende og venlig irsk kvinde. Hotellet var et finurligt bygningsværk. Det bestod af adskillige bygninger og skurvogne som var bundet sammen af gangbroer og en del trapper. Alt var i forskudte etager og rundt omkring var der små områder, hvor man kunne sidde.

Her fejrede vi juleaften. Ejeren Valery tog initiativ til en julemiddag, som vi alle hjalp hinanden med at lave i det store fælleskøkken. Middagen bestod af kalkun, kartoffelsalat, rissalat med rejer, rødbeder, salat, brød og en chokoladekage til dessert. Nogle af Valeries venner dukkede også op, og aftenen blev meget festlig, med folk der spillede guitar, fløjte og tromme mens folk sang med og drak rom. Stemningen var utrolig god, og det var en hyggelig og mindeværdig aften i et meget internationalt selskab.

Selv to canadiere, som jeg mødte, var i godt humør. De havde ellers mistet alle deres ejendele, som de havde været ved at få transporteret til Roatan, hvor de ville bosætte sig. Båden var kæntret lige ude foran havnen i La Ceiba, og vi så den faktisk da vi sejlede til Roatan.

Dagen efter juleaften var der flere af restauranter, der havde udsolgt af øl, så det må have været en hård omgang.

Fra Roatan ville jeg videre til naboen Utila. Jeg forsøgte at finde en båd, der sejlede direkte mellem øerne, men det blæste for meget til at de små både kunne sejle, så jeg måtte tage båden tilbage til La Ceiba og derefter en anden båd til Utila.

 

Utila

Øen er meget velbesøgt at backpackere, som kommer der for at dykke. Jeg havde aftalt med en tysker, jeg tidligere havde mødt, at vi skulle mødes til nytår på Utila. Hele den ene side af øen er næsten plastret til med dykkersteder, og de havde aftalt en fast pris på $159 (1430kr) for et firedages kursus. Eftersom prisen lå fast konkurrerede de ved at tilbyde gratis fun-dives, gratis værelser m.m.
Jeg tog mit dykkersertifikat hos Underwater Vision, som havde et samarbejde med
Hotel Trudy´s (45kr/enkelt), hvor jeg boede.

Det regnede mange af dagene, men det betød ikke så meget, når så meget af tiden blev brugt under vandet eller i undervisningslokalet. Regnen gjorde dog, at det ikke var så interessant at opholde sig på stranden, og tiden gik mere med at tale med de andre på hotellet, læse og gå ture på øen.

Nytårsaften lavede vi mad på hotellet og senere besøgte vi forskellige barer ved stranden. Nogle af barerne havde et dæk ud over vandet og her dansede vi hele natten i den lune regnfulde nat.

Det var en fantastisk oplevelse at dykke. Tidligere havde jeg kun prøvet at snorkle, men det var en helt anden oplevelse at bevæge sig rundt blandt de mange flotte farvestrålende fisk. Jeg glemte næsten tid og sted, mens jeg bevægede mig rundt over det flotte koralrev.

 

Turen videre til Guatemala

Efter en veloverstået nytårsaften og dykkerkursus tog jeg videre til Guatemala, med en overnatning i San Pedro Sula og derefter via La Entrada og Copán hvor jeg havde været en gang før.

Honduras er et land meget lig Nicaragua, både når det gælder prisniveau, kultur, arkitektur og befolkningssammensætningen. Jeg besøgte ikke så mange steder i Honduras som i Nicaragua, fordi jeg prioriterede tiden til dykkerkurset.

Det var en speciel oplevelse at fejre jul i Latinamerika. Juleudsmykningen var næsten ikke eksisterende, og generelt virkede det ikke til at være så stor en begivenhed som i Danmark.

 

Guatemala

Rejsen rundt i Guatemala var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Fra Copán i Honduras kørte jeg med en pick-up-bil til grænsen, La Florida. Grænsekrydsningen var hurtigt overstået og indrejseskatten beløb sig til sølle 10 kr. Ved grænseovergangen måtte jeg vente på videre transport. Der var kun et par huse og en støvet vej. Jeg var tørstig og havde intet vand, så jeg drak en slurk fra en vandhane, velvidende, at man mange steder ikke kan drikke vandet. I Nicaragua var der dog ingen problemer, og jeg troede, at jeg havde vænnet mig til bakterierne, men det havde jeg ikke helt, skulle det vise sig senere.

Guatemala City

Fra grænsen kom jeg med en bus til Chiquimula og herfra videre til Guatemala City. Da jeg ankom, var klokken efterhånden blevet mange, og jeg havde været på farten i 12 timer med fire busser og en pick-up bil. Det var for sent til at finde transport videre til Antigua, som var målet. Jeg var derfor nødt til at overnatte i hovedstaden. Buschaufføren var bekymret og ikke meget for at lade mig tage alene fra busstationen og ud i byen, så han tilbød at følge mig over på et nærliggende hotel. Her overnattede mange af chaufførerne, før de skulle retur den efterfølgende dag. Hotellet var billigt, primitivt og meget larmende, og da jeg tilmed havde maveproblemer pga. vandet var det ikke den bedste nat på rejsen.

Næste morgen tog jeg bussen til den nærliggende by Antigua.

Antigua

Byen blev grundlagt af den spanske kolonimagt og var hovedstad i Guatemala fra 1543. Et stort jordskælv ramte byen i 1717 og ødelagde mere end 3000 bygninger. Endnu et stort jordskælv ramte byen i 1773, hvilket ødelagde størstedelen af byen, hvor der på daværende tidspunkt boede over 50.000 mennesker. Herefter blev det besluttet at flytte hovedstaden til den nuværende placering 40 km væk.

Byen var et flot eksempel på spansk arkitektur med utallige kirker, et universitet og mange kunstnere i byen. Selv mens byen var hovedstad blev den jævnlig ramt at små jordskælv, men bygningerne blev genopført igen og igen.

Efter at hovedstaden flyttede til nuværende Guatemala City forfaldt byen og mange skulpturer m.m. endte i Guatemala City. Først i 1970’erne begyndte man at forsøge at beskytte og genopbygge bygningerne. Ruinerne efter de store jordskæv præger stadig bybilledet, selvom der mange steder til stadighed restaureres og genopbygges. At byen ligger uheldigt blev yderligere bevist i 1976, hvor endnu et stort jordskælv betød store ødelæggelser.

Byen er erklæret verdensarv af Unesco World Heritage, pga. de mange imponerende eksempler på spansk koloni arkitektur. Syd for byen ligger Vulkan Agua, hvis flotte kegleform minder om de ustabile pladetektoniske forhold i området.

Antigua er en af de mest populære turistdestinationer i landet, og turismen betyder utrolig meget for økonomien. Rundt omkring i byen er der et hav af spanskskoler, souvenirsælgere, barer, restauranter og cafeer rettet mod turister. Jeg havde været en del i områder uden turister, og jeg synes derfor, at det var dejligt, at jeg kunne få en god kop kaffe, spise noget internationalt mad og ikke ris med bønner, tale med andre rejsende og endda få en massage.

Temperaturen var mærkbart lavere i byen, end de andre steder jeg tidligere havde været, for Antigua ligger 1500 m.o.h. Om natten havde jeg svært ved at holde varmen på hotellet, og selv om dagen var det køligt.
Heldigvis var der et godt marked, hvor der blev solgt vævede tæpper og andre flotte varer. Jeg købte straks en tyk uldtrøje, og den hjalp med at holde varmen.

Antigua var det første sted jeg besøgte i Guatemala, og jeg bemærkede straks den ændrede befolkningssammensætning i forhold til de andre lande, jeg havde rejst i. Der var tydeligvis mere indiansk end spansk blod i befolkningen, og de havde også bevaret kulturen, hvilket gav sig udtryk i de traditionelle tøjstile, lokale indianersprog og gamle mayatraditioner.

Jeg boede på Hotel Posada Ruiz No 2 (24Q – 30 kr/enkelt), som var et af de billigste i byen. Værelset var koldt, meget lille, uden vinduer eller udsmykning. Værelserne, de delte badeværelser og vaskebassiner lå rundt om en meget enkel gårdhave. Familien der ejede stedet holdt det hele rent og pænt, og hvis man ikke kræver den store komfort, er det et fint sted at bo og møde backpackere fra hele verden.

Panajachel

Fra Antigua til Panajachel tog jeg for en gang skyld en direkte turistbus. Blandt fordelene kan nævnes, at de kører fra centrum, tager den direkte vej uden at standse i alle de små landsbyer på vejen, og komforten er bedre, da busserne er nyere og ikke aflagte skolebusser.
På min rejse havde jeg været med utrolig mange lokalbusser, og jeg var på daværende tidspunkt lidt træt af transporttid. Jeg havde dog haft mange busture, som af både positive og negative årsager blev mindeværdige. Hvis jeg kun havde taget turistbusserne mellem turistdestinationerne, havde jeg ikke oplevet, hvordan de lokale kan slæbe alverdens dyr med i bussen, såsom får på taget og i bagagerummet og kamphaner, kyllinger, høns og katte i bussen. Jeg havde heller ikke oplevet, hvordan de straks faldt i søvn, selvom vejen var i ekstrem dårlig stand, og de sad med børn på skødet og i bylten på ryggen.
Bussen til Panajachel var fyldt med turister, og det var nok derfor, at den blev fulgt hele vejen af en motorcykelbetjent.

Panajachel er en af de mange små byer ved bredden af Lago Atitlán. Her er så mange turister, at byen bærer tilnavnet Gringotenango. Ud over turisterne var der også mange fastboende udlændinge i byen, som ejede mange hoteller, restauranter og cafeer. Desværre var der også et stort antal ihærdige og insisterende gadesælgere, mange af dem børn.

Da jeg ankom med bussen, blev jeg mødt at et fantastisk syn. Søens vand var spejlblankt, og de tre vulkaner, der ligger rundt om søen, spejlede sig deri. Alle steder var udsigten fantastisk med vulkaner i baggrunden. En af dagene tog jeg op til et mirador – udsigtspunkt på vejen til Solola, herfra kunne jeg se ud over byen, søen og vulkanerne.

Jeg overnattede på Hospedaje Eli’s (20Q – 25 kr/enkelt). Værelserne var indrettet hos en familie, og alle værelserne var forskellige. Mit værelse havde nogle meget tykke vægge af kampesten, og stor var min forundring, da væggene en dag begyndte at vibrere. Det tog lidt tid, før det gik op for mig, at det var et jordskælv, der fik hele huset til at give sig, for jeg havde ikke tidligere oplevet jordskælv.
Efterfølgende fandt jeg ud af, at jordskælvets styrke var 7,8, og epicentrum var ud for El Salvadors kyst, hvor næsten 1000 mennesker mistede livet, mange af dem i et stort mudderskred og 150.000 bygninger blev ødelagt i skælvet, der kunne mærkes fra Colombia til Mexico City. I Guatemala var der også dræbte, og nogle af kirkeruinerne i Antigua led yderligere skade.

San Pedro La Laguna

Fra Panajachel tog jeg en lille båd tværs over søen til San Pedro, hvor stemningen var helt anderledes. Byen ligger for foden af en stor vulkan, og området ved søens bred består af små stier mellem marker og små huse. Herfra går de stejlt op, og længere oppe ligger størstedelen af byen.
Jeg boede meget tæt ved søen og fandt det utroligt stemningsfuldt at gå rundt på de små stier, som snoede sig rundt om marker med majs og kaffe. Hist og her var der små primitive stenhuse og enkelte dyr. Rundt omkring lå kaffebønner til tørre i solen, og hver dag kunne man se kvinder, der vaskede tøj og sig selv i søen. Beboerne var iklædt traditionelt vævet tøj, og alt virkede meget autentisk og traditionelt.
Der var også turister i området og langt de fleste var backpackere, som nød den rolige stemning i området. Der var ingen dyre hoteller eller fine restauranter, kun simple hostels og billige restauranter.
Der var et marked, hvor frugt og grøntsager var utrolig billige. Avokadoer var meget populære, og jeg fik fortalt, at folk fra San Pedro blev kaldt estómago verdes (grønne maver), for avokado blev serveret i store mængder til alt.

Jeg boede på Hotel Ti-Kaaj (12Q – 15 kr/dobbelt). Igen et sted med utrolig enkle værelser og delte badeværelser. Værelsets standart betød dog ikke så meget, for jeg opholdt mig mest i haven, hvor hængekøjer indbød til afslapning i andre backpackeres selskab. En gang i mellem kom der nogle indianerkvinder forbi og solgte nybagte banankager, frugt og avokadoer. Det vakte altid lykke, og det var utroligt, at man kunne købe en hjemmebagt kage for et par kroner.

I nærheden lå et sted, hvor et amerikansk par havde nogle varme bade i haven, som man kunne benytte. Vandet blev opvarmet i nogle enormt lange sorte rør, som var rullet op som en spiral i solen, herfra blev det ledt ud i nogle små bassiner.
De solgte også friskbagt brød, og det benyttede jeg mig af hver morgen, hvor jeg spiste brød med avokado i hængekøjen, mens jeg nød livet.

 

Santiago Atitlán

En af dagene tog jeg en lille båd til en anden by, som hed Santiago. Turen var ikke ret lang, knap 10 km, men alligevel tog det 45 minutter. Det gjorde bestemt ikke noget, for så var der mulighed for at nyde den flotte udsigt. Vi sejlede tæt forbi Vulkan San Pedro, og jeg kunne se en masse majsmarker, som strakte sig langt op af vulkanens stejle sider.
På bådebroen blev vi straks mødt at en mand, som tilbød os en guidet tur til byens lokale maskot, Maximón.

Maximón er figur, som er en del af mayaernes tro. Figuren står i et privat hjem, og hvert år flyttes han til et nyt hjem under en procession. Her stilles han op i et rum, som pyntes flot og vogtes på skift af de lokale. Her kan man så besøge Maximón og ofre alkohol, penge og cigaretter for at sikre sig en god høst eller et godt helbred.
Da vi kom ind til Maximón var han iklædt farvestrålende tøj og havde en stor tændt cigar i munden. Han stod i et rigt udsmykket rum på et alter med blinkende lys og røgelse. Der var folk til stede, som ofrede rom og cigarer, men vi kunne nøjes med et par små pengesedler.
Det var spændende at overvære dette fænomen, og det var ikke den eneste gang jeg mødte mayaernes tro. Mange var endda katolikker og gik i kirke, hvor de ikke så noget underligt i at ofre alkohol ved at stænke det på alteret. De havde helt bestemt en anden tilgang til den katolske tro, end den man ser i Sydeuropa.

Chichicastenango

Busturen til Chichicastenango var hæsblæsende. Chaufføren kørte meget hurtigt på de små bjergveje med mange sving. Billetdrengen var adræt som en abe. Han gik ud af bussens bagdør, mens bussen kørte, og klatrede op på taget, så han var klar til at smide ting ned til folk i samme øjeblik bussen stoppede. Ud over den vilde bjergkørsel var turen flot. Vi kom forbi flere terasselandbrug, og der var steder, hvor de havde mursten af ler liggende til tørre i solen.

Chichicastenango kaldes også Santo Tomás eller Chichi for nemheds skyld. Mange stednavne i Guatemala ender på tenango, som betyder det samme som place of.

Chichi er ligesom Otavalo i Ecuador kendt for et overdådigt indianermarked. Jeg ankom dagen før det store marked, for da var priserne lavere, og der var tid til at prutte om prisen. Der var mange smukke vævede ting på markedet og alt var meget billigt.

Her blev brugt mange stærke farver til alle de vævede ting, og kvinderne gik med farvestrålende bluser, som i stil og farve tydeligt viste hvorfra i landet hun kom. De bar også et sammenfoldet klæde på hovedet, som både skyggede for den bagende sol, men også var praktisk, når de bar store kurve på hovedet.

Min guidebog havde kort nævnt, at der fandtes et idol, som hed Pascual Abaj på en bakke udenfor byen. Jeg gik derop for at se udsigten og få rørt mig. Jeg havde ikke forventet det syn, der mødte mig. På bakken var der flere indianerceremonier i gang. En del mennesker var forsamlet omkring det hellige sted, som bestod af en stenfigur og nogle kors. En kvinde og en lille pige sad på jorden, og de blev velsignet med stænk af alkohol og en masse ord.
Der blev også udført et ritual for to mænd. Shamanen tegnede først en cirkel på jorden, hvori der blev skrevet nogle tegn. Herefter blev der lagt røgelse ud i et sirligt mønster og ovenpå dette et stort antal stearinlys. Derpå blev der sat ild til det hele, mens shamanen læste nogle tekster op. Til sidst blev der ofret et par flasker alkohol, det blev først stænket ud over de hellige figurer, derefter rundt om bålet, og tilsidst blev der malet korsets tegn i panden på mændene med alkoholen.

En anden oplevelse, men knap så stor, var endnu et jordskælv. Det føltes ikke helt så kraftigt som det første, selv om ruderne klirrede meget. Dette jordskælv havde centrum i Chiapas i Mexico.

Jeg boede på Hotel El Telefono (35Q – 43 kr/enkelt).

Quetzaltenango / Xela

Fra Chichi tog jeg videre lidt højere op i bjergene til Quetzaltenango, en by som dagligt omtales som Xela.
Byen ligger 2300 m.o.h, og på busturen dertil kunne jeg tydelig se på vegetationen, at vi kom højere op, for grantræer og fyrretræer begyndte at dominere landskabet. Temperaturen faldt også drastisk, og det var temmelig koldt og fugtigt overalt, især om natten for hotellet var, som de fleste andre bygninger, ikke isoleret. Men det skulle dog vise sig senere i landet, at det kunne blive endnu koldere.

Om aftenen kom jeg forbi nogle kvinder i parken, som havde sat en lille bod op, hvor dampen stod op i den kolde luft fra de store gryder. Her købte jeg en kop arroz con leche, som var en meget populær drik/ret i Guatemala. Det var ris kogt i mælk, sukker og kanel, faktisk som en meget tynd risengrød, som man kunne drikke. Det smagte godt og gav varmen i kulden og var meget populært.

Fra Xela tog jeg til nogle varme kilder; Fuentes Georginas, langt oppe i bjergene. Først kørte jeg med bus til Zenil, hvorfra jeg sammen med nogle israelere tog en pick-up resten af de 8 km op til kilderne. Vi sad på ladet og turen var utrolig smuk. Vi kom forbi flere små marker med gulerødder, løg og salat, helt andre afgrøder end jeg tidligere havde set i landet. Der var så mange små marker at bjergsiderne lignede patchworktæpper.

De varme kilder lå utrolig malerisk. Det varme vand løb ned over klipperne og endte i en pool hugget ud i klipperne. Vandet var temmelig varmt, og herfra blev det ledt over i flere mindre pools, hvor vandtemperaturen efterhånden blev lavere. Det var utrolig afslappende at sidde i det varme vand og nyde den fantastiske udsigt. På begge sider rejste bjergene sig over os og var grønne og utrolig frodige. Luften var kold og dampen steg og gjorde stedet endnu mere mystisk og fortryllende.

Jeg overnattede på Hotel San Rafael (20Q – 35 kr/enkelt). Tidligere på turen havde jeg bl.a. sendt min sovepose hjem til Danmark. Det fortrød jeg bitterligt i højlandet, men mens jeg var i den tropiske hede, blev jeg træt af at slæbe på den, og derfor kom den ned i kassen til Danmark. På hotellet var det så koldt, at jeg sov med et lagen, to tæpper, et sengetæppe og min alpacajakke. Værelset var ret enkelt, men de fælles toiletter var beskidte, og den sidste nat forstyrrede en prostitueret nattesøvnen. De største kvaliteter ved hotellet var prisen og de flinke backpackere, jeg mødte der.

Nebaj

Fra Xela fortsatte jeg videre i bjergene. Turen til Nebaj foregik først med to busser og derefter med pick-up. På turen mødte jeg en israeler, som jeg fulgtes med i en uges tid. De sidste halvanden time til den isolerede landsby foregik bag på en pick-up, og det var den koldeste transport på hele rejsen. Luften blev koldere og mere fugtig, jo længere vi kom ind i bjergene, og til sidst lå skyerne så lavt, at vi kørte gennem dem. Det var bidende koldt, og vi var glade, da vi endelig blev sat af i Nebaj.

Vi fandt et lille hotel, hvor vi skyndte os at få endnu flere tæpper end den stak, der lå i værelset, for vi var klar over ,at det ville blive koldt om natten.

Chajul

Næste dag tog vi på udflugt til nogle af de små afsidesliggende landsbyer i bjergene. Først fik vi et lift af en lastbil sammen med en masse andre, som enten skulle på arbejde i markerne eller videre til andre byer.
Bilen satte os af i San Juan Coetzal, hvorfra vi gik af en grusvej til Chajul, en tur på knap 10 km. Landskabet undervejs var fantastisk flot, og de grønne frodige bjerge og den blå himmel dannede en flot ramme om gåturen, hvor vi ikke mødte trafik overhovedet. Undervejs kom vi forbi små hytter og landbrug. Vel fremme i Chajul blev vi mødt af et marked, hvor en masse mennesker var samlet for at købe og sælge forskellige varer primært til husholdningen. Kvinderne var alle iklædt traditionelt tøj, som bestod af vævede nederdele, broderede bluser og hovedbeklædninger med ponponer.
Nogle kvinder inviterede os ind i deres hus, hvor de forsøgte, at sælge os det tøj de lavede. De fortalte os, at det tog ugevis at brodere de flotte bluser, og at de normalt havde to-tre bluser, de skiftede i mellem. Det var også spændende at se huset de boede i, det var af lersten, som folk selv laver og tørrer i solen. Der var kun få, meget små vinduer, så huset var ret mørkt og bestemt ikke egnet til at sidde i og brodere.

Vi mødte ikke andre turister i byen, og at dømme efter den opmærksomhed vi fik, var det bestemt ikke tit, der kom besøg fra udlandet. Det var heller ikke så let at komme dertil, men det var helt bestemt anstrengelserne værd.

Da vi skulle tilbage til Nebaj igen, fandt vi en lastbil på torvet, som skulle dertil. Bilen var allerede fyldt godt op med folk, som havde været på markedet og derfor havde en del sække med. Vi fik dog plads ovenpå bylterne, og senere blev lastbilen fyldt endnu mere op af mennesker som vi samlede op på vejen.

Transportsystemet i området var specielt, for der var næsten ingen busser, og transport foregik ofte med lastbiler og pickups. De samlede en op, når man stod ved vejen og ventede. Så fik man plads på ladet sammen med en masse andre.Hvis man skulle af, bankede man på lastbilens tag, så stoppede den, og man kunne hoppe ud. Det var meget hyggeligt og utroligt billigt, men bestemt ikke særlig komfortabelt. Vi mødte dog en masse af de lokale indianere, og de fortalte os om deres liv og traditioner. Vi havde bemærket, at kvindernes vævede og broderede tøj var forskelligt, og vi fandt ud af, at det viste hvilken landsby, man kom fra. Faktisk kunne der være forskel på landsbyer, som kun lå 5 km fra hinanden. Folk i området talte også lokale maya-sprog, og vi opdagede at sprogene var så forskellige, at folk nogle gange havde svært ved at forstå hinanden. Vi mødte også folk i området, som ikke talte spansk, men kun den lokale dialekt. Da følte vi virkelig, at vi var kommet langt ud på landet, når folk ikke talte landets officielle sprog.

Coban

Efter Nebaj ville vi videre, hvilket selvfølgelig var lettere sagt end gjort, for vejen fra Nebaj og videre øst på til Coban gik for at være den værste i hele Guatemala. Vi kom dog dertil, efter at have været med først den daglige, og derfor totalt overfyldte bus til Sacapulas, derefter en pickup til Uspantan, og endnu en til Chaciman. Herfra fik vi et lift med en lastbil, hvor vi sad bag på ladet mens vi kørte af sted på en utrolig dårlig grusvej i bjergene, hvor de første 30 km tog 2 timer at tilbagelægge. Vi blev ret støvede, men det øde bjerglandskab vi kørte gennem var utrolig flot. Heldigvis blev vejen bedre fra San Christibal.  De i alt 70 km med lastbilen tog intet mindre end fire timer, hvilket gør det til den strækning det tog længst tid at tilbagelægge på hele rejsen. Familien som vi kørte med, havde været på familiebesøg, og samlede selvfølgelig alle op på vejen, for i det mindste at tjene benzinen hjem igen. Således kom vi til Coban, meget sent, meget trætte, støvede og sultne. Hele distancen var 160 km og den effektive transporttid var på over 8 timer. Min guidebog skriver om ruten at det er en af de flotteste og barskeste bjergveje i Guatemala og at turen tager syv timer hvis man er heldig, som regel meget længere. (Footprint 1999).

Vi boede på Hotel La Paz (48Q-60kr/dobbelt), et hotel som så mange andre i samme prisklasse.

Fra Coban tog vi på et par udflugter. Først tog vi til San Juan Chamelco, en landsby syv km fra Coban. På en bakketop i byen ligger kirken som var kendt for malerier som viser ankomsten af de spanske erobrere. Desværre var kirken ikke åben, så vi måtte nøjes med at gå en tur i byen og nyde udsigten fra bakketoppen.

Vi tog også til Biotopo del Quetzal, som er et reservat dedikeret til at beskytte quetzalen og den tågeregnskov den lever i. Quetzalen er en flot og farvestrålende fugl, som udover at være Guatemalas nationalfugl også lægger navn til pengene i landet. Fuglen er ret sjælden i landet og vi så da heller ingen i parken, selvom vi så godt efter. Til gengæld gik vi en længere tur i den flotte tågeregnskov, hvor små bække og vandfald fuldendte det frodige landskab.

I Coban besøgte vi en kirke hvor vi endnu engang stiftede bekendtskab med den måde indianerne kombinerede den katolske tor med de gamle mayaritualer.
I kirken var der ophængt en masse majskolber, formentlig var det en form for ofring og et håb om at få en god høst.
Vi så også folk som stænkede alkohol på alteret før de satte sig ned og bad en bøn.

Lanquin

Lidt trætte af at have kørt med så mange lastbiler, tog vi bussen til Lanquin. Der mødte vi, da vi stod af bussen, selvfølgelig den sædvanlig flok af folk, der lige ville vise vej til et hotel. Den ene af dem viste sig at kunne tale hebraisk, hvilket han startede på uden overhovedet at spørge min rejsemakker, om han var fra Israel. Det behøvede han nu heller ikke, for de har alle den samme slags rygsæk, og den samme slags sandaler. Det viser vist bare hvor mange israelere, der rejser rundt i verden.

Lanquin var en landsby med nogle utrolig smukke og næsten uvirkeligt udseende seværdigheder.

Et af de usædvanlige steder, var den store grotte, der lå tæt på landsbyen. Vi begav os ind i den med et par små lommelygter, som knapt kunne lyse den store grotte op. I grotten var var drypstensformationer og flagermus. Vi famlede os delvist frem i den mørke, fugtige og varme grotte og passede på med ikke at komme for langt ind i hulen, da vi havde fået at vide at man kunne fare vild i det forgrenede netværk af gange.

Lige uden for grotten løb en flod, Rio Lanquin, hvor vandet var turkist. Jeg fandt dog hurtigt ud af, hvorfor der ikke var nogen, der badede der. Vandet var isnende koldt, og strømmen meget kraftig, så jeg skyndte mig op igen.

Semuc Champey

10 km fra byen ligger Semuc Champey, som er en naturlig bro af kalksten,  som spænder 60 meter over en flod, som løber delvist over og under jorden. Floden var spektakulær med turkisblåt vand, som var et utroligt syn. I floden er der adskillige små pools, hvor vi badede, mens vi nød udsigten til de frodige bjergsider der rejste sig på begge sider. Andre steder forsvandt floden under klipperne og kom ud igen som brusende vandfald.

For at komme til Semuc Champey fik vi et lift med en lastbil. På turen skulle vi krydse en træbro, hvor der var et stort hul. Vi skulle alle stige ud mens lastbilen forsigtigt trillede hen over. På vej tilbage så vi at hullet var forsøgt repareret med grene og træstammer. Ja, man må jo bruge hvad man har.

Vi overnattede først en nat på Hospedaje La Divina Providencia (15Q-20kr/dobbelt). Israeleren jeg rejste med var dog ikke tilfreds med stedet eftersom de ikke havde varmt vand, så vi skiftede til Hospedaje El Centro (20Q-25kr/dobbelt). Værelserne og hotellerne mindede meget om hinanden, simpel indretning, men rent og pænt.

 

Fray Bartalome de las Casas

Da vi skulle fra Lanquin kom vi for sent til dagens eneste bus, og derfor var vi nødt til at tage med endnu en lastbil. Vi ventede temmelig længe på en som kørte os til landevejen, hvor vi derfor også kom for sent til den bus. Derfor måtte vi med endnu en lastbil og en bus før jeg kom til byen Fray Bartalome de las Casas, hvor jeg blev nødt til at overnatte før jeg kunne komme videre. Jeg var lidt træt af at køre rundt i lastbiler og valgte derfor at tage en bus videre. Eneste problem var at den afgik kl. 3 om natten. Det var ret underligt at stå op midt om natten og vandre gennem en mørk by til busstoppestedet, hvor der stod en del mennesker og ventede i mørket. Sikkerhedsmæssigt er jeg ikke sikker på hvad der er værst; at sidde på ladet af en lastbil eller køre med bussen om natten på de dårlige veje.

Poptun

Kl 8 om morgenen blev jeg sat af foran Finca Ixobel, som var en gård, der nu var omdannet til et overnatningssted. Gården, som ejes af en amerikansk kvinde, ligger 5 km syd for Poptun, omgivet af marker og træer. Der var mange forskellige overnatningsmuligheder, lige fra hytter i trætoppene, private værelser med bad, sovesale, teltplads og en stor rund træhytte med stråtag, hvor man kunne sætte sin hængekøje op, hvilket jeg gjorde (17Q-20kr/hængekøje).

Der var mulighed for at tage på flere forskellige slags ture til bl.a. grotter hvilket jeg ikke gjorde, da jeg blev syg. Der var også en lille sø med ænder og en af dem angreb mig og bed mig i benet til stor morskab for de andre der lå og solbadede ved søbredden.

Det var hyggeligt at få på gården i landlige omgivelser. Bygningerne lå spredt rundt på et større område så der var stille og roligt. I køkkenet kunne man dagen lang bestille mad og der var altid nogle at tale med ved det store fællesbord på verandaen ved hovedhuset.

Fra Finca Ixobel skulle jeg til Poptun for at tage bussen videre. Sammen med et par hollændere stod jeg på vejen der gik forbi gården og forsøgte at få et lift. Vi endte med at få et lift af politiet, som kørte os til busstationen i Poptun. Herfra tog jeg bussen til El Remate. I bussen var der ingen siddepladser tilbage og der var bræk på gulvet. Det ordnede de dog hurtigt – ved at smide et par aviser ovenpå!

El Remate

Jeg ankom til landsbyen El Remate ved bredden af søen Lago Peten Itza. Stedet lå omkring 25 km syd for Tikal. Stedet var kendt for de gode snedkere og træskærere, som solgte deres flotte håndværk i boder ved søbredden.
Området var meget fredeligt og ved søen gik der et par grise med unger og rodede efter mad.
Jeg overnattede på Hotel El Mirador del Duende (15Q-20kr/hængekøje). Stedet bestod af en række små hvidkalkede hytter i bløde organiske former. Hver hytte var bare et værelse med åbne huller som døre og vinduer, hvilket betød at alt skulle låses inde i skabe. Hytterne var placeret mellem træerne på en skråning overfor søen og udsigten var rigtig god. Jeg fik plads til min hængekøje i en større hytte. Stedet var ret specielt og lidt alternativt og serverede også udelukkende vegetarisk mad i deres lille restaurant.
På stedet mødte jeg et par fra Canada. de var cyklet til Guatemala og det havde taget dem 7 måneder.

 

Tikal

At opleve solopgangen over maya-pyramiderne i Tikal var noget som mange fremhævede, og jeg havde derfor booket en plads i en minibus som skulle dertil tidligt om morgenen. Det med tid kan man ikke altid planlægge i Latinamerika og bussen kom da heller ikke til tiden. Selvom vi blev lidt forsinkede nåede vi alligevel at opleve den specielle morgenstemning som herskede i området.
De store turbusser var endnu ikke ankommet og der var meget stille og roligt i området. På vej mod den første pyramide så vi aber og tukaner i træerne, en grå ræv, en fasanlignende fugl med flotte farver og vaskebjørne.
Tikal var engang et vigtigt tempelområde for mayaerne, men ligger nu hen som ruiner. Området består af 5 pyramider og en række andre bygninger. Vi kunne klatre op på alle pyramider pånær en, og turen op af de stejle pyramider til tempelområdet på toppen var lidt udfordrende, men udsigten over området var fantastisk. Især var synet fra Tempel IV var imponerende og fra den 65 meter høje pyramide kunne vi se ud over de andre pyramidetoppe som stak op gennem træerne i skoven som omgav området.

 

Santa Elena/Flores

Dagen efter tog jeg til Santa Elena, hvor jeg overnattede på Hotel Jade (20Q-25kr/enkelt), hvis eneste kvalitet var at det var det billigste i byen og lå centralt.

Herfra tog jeg til Mexico, via Belize.

 

Generelt

Afslutningsvis kan jeg sige om Guatemala, at det var et fantastisk land, jeg forstår godt at der kommer så mange turister. Naturen er smuk og meget varieret, med både søer, vulkaner, bjerge og kyst, indianernes kultur og traditioner er bevaret og spiller en stor rolle i hverdagen, prisniveauet er lavt og befolkningen er venlig, hjælpsom og imødekommende. Landet kan helt klart anbefales, men man behøver meget tid hvis man vil se alt. Jeg blev overrasket over alle de muligheder der var, og jeg kunne sagtens have brugt endnu mere tid i landet. Det er helt klart et af de lande jeg godt kunne tænke mig at genbesøge.
 

Costa Rica

Rejsen rundt i Costa Rica var en del af en større rejse i Latinamerika i 2000-2001.

Costa Rica er sammen med Panama det land i Mellemamerika med de højeste rejseomkostninger, men også de er også de mest udviklede lande. Den amerikanske indflydelse er meget stor i Costa Rica, der er mange amerikanske turister, aflagte amerikanske skolebusser og amerikanske kædebutikker.
Mange af byerne langs kysten baserer økonomien fuldstændig på turisme, og det er derfor svært at finde noget autentisk og uspoleret disse steder. I lighed med en stor del af Mellemamerika er der ikke mange helblodsindianere tilbage, som lever med de gamle traditioner og sprog. Befolkningen består overvejende af mestizer; blanding mellem spaniere og indianere.
Grænsekrydsningen fra Panama gik utrolig nemt. Vi fik vores pas stemplet i immigrationskontoret, og derefter krydsede vi floden, som markerede grænsen. På den anden side af broen gik vi ind på et tilsvarende kontor, hvor vi uden problemer kom gennem formalia. Tilbage var der kun at veksle de amerikanske dollars, de brugte i Panama til Colones. Efter lidt forvirring omkring bustider fandt vi også ud af, at der var en times tidsforskel.

Puerto Viejo

Ved grænsen kom vi med en bus, som med åbne vinduer og døre kørte af sted på en støvet grusvej. Varmen og støvet lagde sig hurtigt i bussen, og kun den flotte udsigt formildede turen. På begge sider af vejen var der mark efter mark med banantræer. Bananerne blev solgt under mærket chiquita, og vi så en del chiquita-lagre, lastbiler og togvogne i området.

5 km fra landsbyen Puerto Viejo stod vi af bussen. Herfra lykkedes det os at få et lift resten af vejen. Puerto Viejo betyder gammel havn og var en landsby ved Det Caribiske Hav. Byen er en magnet for surfere pga. de gode bølger og de billige hostels.

Befolkningen her er et mix af forskellige kulturer. En stor del har afro-caribiske rødder og stammer især fra Jamaica, men der er også europæere, amerikanere og indfødte. Pga. dette er der mange der har engelsk, som modersmål. Rastafari kulturen var tydelig, mange mænd havde strikhuer i de jamaicanske farver trukket ned over rasta-håret.
Mange startede morgenen med at skrue højt op for Bob Marley musikken, ryge dagens første joint, for derefter at tage surfboardet under armen og prøve bølgerne.
Vi boede på Hotel Puerto Viejo, et lille surfersted med lave priser og simple faciliteter tæt ved stranden. Der var ikke de store seværdigheder på stedet. De fleste kom for at surfe, slappe af og feste. Strandene var ok, men vi kunne bedre lide dem vi kom fra i Bocas del Toro.

 

San José

Efter et par dage i Puerto Viejo havde vi fået nok af Bob Marley og hans venner, så vi tog videre til hovedstaden San José.

Det var en utrolig kontrast at komme fra den forholdsvis stille strandby til det støj- og trafikhelvede, der i lighed med andre latinamerikanske hovedstæder, var i San Jose.
Værelset vi fik på Hotel Gran Imperial var som en fængelscelle; ingen vinduer, ingen billeder på væggene, kun grønne afskallede mure og en hård seng.

Vulkan Poa

Fra San José tog vi på en tur til vulkanen Poa. Tidligt om morgenen tog vi en bus til Alajula, hvor vi fandt bussen som kørte hele vejen til toppen. Eftersom der var mange turister med, stoppede bussen i nogle af de små landsbyer, den kørte igennem. Her var det muligt at smage og købe noget af den gedeost, de lokale producerede. Turen til vulkankrateret var virkelig flot. Vi kom forbi marker med kaffebuske og udsigten, som vi kom højere og højere op fra imponerende.

Allerøverst var det store vulkankrater med en diameter på 1,5 km. Fra udsigtspunktet kunne vi se ned på en turkisfarvet sø i krateret. Farven kom fra svovlforbindelser, og det kunne vi også nemt lugte på de røgskyer, som kom ud af sprækker i krateret. Søen har en utrolig lav pH-værdi og rummer derfor intet dyreliv.
Det var surrealistisk og uvirkeligt at betragte søen, og det var ulig andet jeg tidligere har set. Fra udsigtspunktet gik vi videre til en anden kratersø i tågeregnskoven, som omgav vulkanen. Denne sø havde dog ikke samme turkise farve.

Cartago

Cartago ligger en halv times kørsel fra San Jose og er den gamle hovedstad. Byen er blevet ødelagt at jordskælv flere gange, og der er derfor ikke mange gamle huse tilbage. Midt i byen står resterne af en gammel kirke, La Parroquia, som blev ødelagt i et af jordskælvene. Inde i ruinen er der nu en hyggelig lille have med blomster, kolibrier og en lille sø med fisk.

Lidt udenfor byen besøgte vi en orkidehave (Jardín Botánico Lankester). Haven rummer halvdelen af de 1400 orkidearter der findes i Costa Ricas regnskove.Ud over orkideer var der også et område med bambus, kaktusser og palmer. Blandt det hele sværmede sommerfugle og kolibrier. Det var meget hyggeligt at vandre rundt i den fredelige have, og dejligt med et pusterum i forhold til San Jose.

Montezuma

Da vi efter et par dage i San Jose havde fået nok af de mange mennesker, sælgerne og trafikken, tog vi af sted til endnu en strand, denne gang på en halvø i den sydlige del af landet ved Stillehavet.

Turen dertil var dog lidt besværlig. Efter to busture ankom vi til Puntarenas, hvor vi efter en lille gåtur fandt ned til færgelejet. Sejlturen over Golfo de Nicoya tog omkring halvanden time og udsigten til de små øer og kystlandskabet var flot. På færgen mødte vi en colombiansk pige, som skulle til Montezuma for at arbejde. Da vi kom i land var der tre timer til næste busafgang, og taxierne ville vi ikke betale for. Vi forsøgte derfor at få et lift, og mens vi ventede på næste færge med biler, lærte vi colombianeren at spille præsident og røvhul, det var ret sjovt, især da hun fandt ud af hvad spillet hed. Endelig fik vi et lift, og ud på eftermiddagen ankom vi til Montezuma.

Montezuma er en lille strandby, som især tiltrækker backpackere. Der var ikke så mange seværdigheder i byen, men nogle dejlige strande og en del barer og restauranter. Vi boede på Pension Arenas, som lå på stranden. Hotellet var bestemt ikke noget særligt, men det var dejligt at kunne høre havets brusen fra værelset og kunne gå lige ud på stranden og lægge sig i en af hængekøjerne.

Tæt ved landsbyen lå et vandfald, som vi gik op til.   Under vandfaldet var der en naturlig pool som vi badede i. En af drengene i gruppen klatrede op af klipperne ved siden af vandfaldet. Vi var alle nervøse for om han ville glide på de våde sten, men han klarede den heldigvis.

En af de sidste dage vi var i byen, begyndte det at storme, mens vi sad på en af strandbarerne. Det styrtregnede og tordnede og lynede. Regnen var så kraftig, at den blæste flere meter ind i lokalet, som ikke havde vægge, men bare et tag. Personalet fik travlt med at redde elektronikken i baren. Lynene oplyste hele havet, og det var hyggeligt at sidde i nogenlunde tørvejr og iagttage det oplyste hav.

Efter en uges tid tog vi af sted. Da havde det regnet et par dage i træk, og så var stedet ikke så fedt, det var ikke bygget til at man skulle være inden døre.

Fra Montezuma ville vi videre til Nicaragua. Turen fra Montezuma foregik også med et par busser og færge. Sent om eftermiddagen ankom vi til byen Liberia, hvor vi blev nødt til at overnatte, før vi kunne komme videre. Vi så intet i byen, fandt bare et hotel, spiste aftensmad og tog bussen videre næste morgen.

Affald

Overalt i Latinamerika er der desværre problemer med skrald der flyder overalt. Der bliver brugt mange plasticposer til mad og lignende, og disse kastes blot væk når de er brugt. Det samme sker med andet affald. Det smides hvor man nu går og står; ud af busvinduet, over skibsrælingen eller på gaden.

Befolkningen har mange store udfordringer i  hverdagen, og miljøhensyn er ikke noget der vægtes højt. Ingen så ud til at overveje at det var grimt med affald overalt, og selv hvis man havde fokus på problemet, var det meget svært at finde offentlige skraldespande.

Mark, som jeg rejste med, fortalte mig at han, på en flerdages tur på Amazon-floden i regnskoven, havde bemærket, hvordan mange smed affald i floden. Han blev derfor glad, da der kom en ansat rundt med en skraldespand, og han smed glad alt det affald i den, som han havde samlet sammen. Til hans forfærdelse så han herefter manden tømme hele affaldsspanden ud over skibssiden.

Generelt

Costa Rica bød på mange flotte oplevelser, især strande. Vi valgte ikke at besøge regnskovene, da vi begge havde været en del i regnskovene i Sydamerika.
Costa Rica var et nemt land at rejse rundt i. Der var mange busforbindelser og alting var mere velorganiseret end i nogle af de andre fattigere lande i området.
Vi mødte mange venlige og hjælpsomme mennesker. Vi var overraskede over, hvor mange fastboende fra især USA, vi mødte i landet, og den vestlige indflydelse kunne godt irritere os til tider. Billedet illustrerer meget godt, hvordan vestlige mærkevarers reklamer var overalt, selv på markerne.

 

 

Chile

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

 

Turen sluttede på 3. dagen, hvor vi blev gennet op kl. 4 om morgenen for at se gejserne dampe. Underligt at man tager op i 5.000 meters højde for at kunne se ind i jordens indre. Vi kørte videre til endnu en sø, denne gang grøn pga. af mineraler fra bjergene. Så var turen slut og vi blev kørt til grænsen til Chile og videre herfra til San Pedro.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke at Chile ikke var en del af vore rejseplaner. Da vi ikke kom til regnskoven i Bolivia, pga. regn havde vi pludselig ekstra tid. Derfor besluttede vi at turen nordpå tilbage mod La Paz lige så godt kunne gå gennem Chile, fremfor at rejse på de mere usikre og meget mere langsommelige bjergveje i Bolivia.

Her i San Pedro de Atacama har vi haft det varmeste vejr på hele turen, ikke lige noget der ledte tankerne hen på jul. Byen har kun 5.000 indbyggere og ligger ved et vandløb, hvilket gør den til en grøn oase i den omkringliggende Atacama-ørken – verdens tørreste. Gaderne består mest af ler og jord, så mange mennesker vander hver dag vejen foran huset, så det ikke støver så meget.

Julen blev også tilbragt her. Og måske har vi oplevet mere sne og is end derhjemme, for lillejuleaften var vi i Valle de Luna. Det er en rigtig månelandskab, hvor vi gik rundt blandt underlige bjergformationer. Jorden var flere steder sprød og dækket af et fint lag saltkrystaller. Det var som at gå på en frossen muldjord. Dertil var der flere steder klatter af klare saltudlejringer der mest af alt lignede is. En dejlig vinterfornemmelse i 25-30 graders varme.

Selve juleaften gik vi en fin tur i en frodig dal i en nærliggende lille by midt i ørkenen. En flod løb i dalen og her var figen-, abrikos- og små pæretræer. Vi købte en del figner og pærer hos en gammel dame, så mindende det lidt om jul.

Aftensmaden blev indtaget på en fin restaurant i San Pedro. Vi fik kalkunspyd og en indbagt svinekød, begge dele med kompot af svesker, æbler og rosiner. Dertil en kraftig chilensk rødvin. Vi kom hjem og gik i seng, men kl. 4 vågnede jeg ved at maven rumlede! Så skulle Mads på potten – hurtigt! Det er vist nogen maveinfluenza, for Mette har haft det samme for få dagen siden. Nu står den 4-2 til Mette i antal diarreer.

Vi kan godt mærke at det er et nyt og anderledes land vi er kommet til. Chile er et rigt land og priserne er steget markant i forhold til Peru og Bolivia. Der er store biler fra USA, god asfalt til de moderne busser og chilenere klædt i smart tøj. Væk er indianere, tiggere og gadesælgere. Det er noget af en omvæltning, men spændende at se en ny side af Sydamerika.

Anden juledag tog vi ca. 100 km nordpå til Calama. Her var vi ude at se verdens største åbne kobbermine uden for byen. Minen er enorm og måler 4.5 km lang, 3 km bred og 900 meter dyb. Der arbejder ca. 900 personer. Hver morgen laver de eksplosioner nede i minen og bruger så resten af dagen på at fragte stenene op fra det dybe hul. De bruger nogle enorme maskiner til arbejdet. Vi kunne ikke komme ned i minen, kun stå på kanten og kigge ned. Ved siden af minerne ligger en by. Denne by er opstået sammen med minen, men på et tidspunkt voksede Calama sig større. Nu bliver alle minearbejderne tvangsflyttet til Calama af sundhedshensyn (vist nok pga. arsenik). Eksporten af kobber udgør næsten 50% af Chiles samlede eksport. Som med sølvet i Bolivia, er prisen på kobber høj i øjeblikket, grundet stor efterspørgsel i Kina.

Efter Calama tog vi tilbage til Stillehavet til byen Iquique. Det er Chiles førende strandby, med lækre strande og masser af mennesker på ferie – primært chilenere og bolivianere. Det var rart at tage en slapper og nyde det gode vejr, 25-30 grader og sol.

En dag var vi ude og se Humberstone. Det er en forladt mineby og nu del af UNESCOs verdensarv. Før kobber var nitrat en vigtig indkomstkilde. Men nitrat-eventyret endte i 60´erne og Humberstone blev hurtig forladt. Nu er det en spøgelsesby. Vi kunne dog fint fornemme byens storhedstid med teatret med plads til over 800 personer, det dengang moderne 21-meters lange og 4 meter dybe svømmebassin nittet sammen af jernplader, samt jernbanen som kørte gennem byen. Nu er alt øde og forladt og forsvinder
langsom af vind og vejr.

Nytårsaften blev også holdt i Iquique. Det var godt nok ikke let. Det hostel vi boede på, havde ikke noget nytårsshow på programmet. Vi spurgte på andre hostels, men nej. Og flere af byens få restauranter holdt lukket.

Til sidst lykkedes det os at finde et sted blot 10 km fra centrum i byen… juhuuu. Heldigvis var det superhyggeligt og lå lige ud til Stillehavet og maden var lækker. Tilbage i centrum tog vi ned på stranden og så et rigtig fint fyrværkeri, mens de tusindvis af begejstrede
chilenere sang nationalsang. Så slentrede vi ellers op og ned ad strandpromenaden, sammen med de mange andre mere eller mindre berusede nytårsgæster.

Efter Iquique tog vi til endnu en strandby, nemlig Arica, som ligger tæt på grænsen til Peru. Faktisk var området også peruviansk indtil Chile tog det sammen med et boliviansk område syd for dette, under Stillehavskrigen. Dette er ikke noget hverken peruvianere eller bolivianere har glemt. Det var her Bolivia mistede deres kystområde og Peru et vigtigt og rigt mineområde, som har været med til at gøre Chile rigt.

I Arica var vi ude at se nogle oldgamle mumier. Faktisk var de verdens ældste, flere tusinde år ældre end de mere kendte ægyptiske mumier. Da dette område i lighed med resten af Chiles nordligste kyst ligger verdens tørreste ørken, Atacama ørkenen, er mumierne og andre ting meget velbevarede. Mumierne var iklædt lermasker over hovedet, mens resten af kroppen var bar, så man stadig tydeligt kunne se de indtørrede fingre, negle m.m. Pænt ulækkert.

Vi var også ude at cykle en tur. Vi trængte til at være aktive. Vi cyklede langs med kysten og først kom vi forbi en surferkonkurrence. Selvom chilenerne kun body-surfer (altså ligger ned på et kort bræt) kunne de alligevel lave nogle imponerende tricks i de høje bølger.
Herefter kom vi forbi flere strande og noget senere kom vi forbi nogle store lugtende fiskemelsfabrikker. Pludselig ved en lille strand fik vi øje på nogle mænd som sad og rensede konkylier. De prøvede at overtale os til at spise en rå, men det havde vi ikke lige lyst til. I stedet købte vi et par stykker, som skulle bruges som fiskemadding.
Vi var også inde at spise en frisk og meget lækker fiskefilet på en lille familierestaurant på stranden (ja, Mads spiste også fisk, og han kunne faktisk godt lide det).
Til sidst kom vi til turens mål, nogle grotter i klipperne. De var ikke fantastisk imponerende, men klippeformationerne i vandet var flotte. Vi fandt også en fin klippe som Mads kastede sin fiskeline ud fra. Haps, der var bid med det samme, en fin fisk synes åbenbart at orangefarvet konkyliekød var godt.
På tilbageturen så vi en søløve der lå og solede sig på en klippe tæt på stien.

Efter Arica var badeferien slut. Det var en dejlig afslutning på turen at slappe af i solen. Herefter blev temperaturen og højden en anden, for vi tog bussen tilbage til Bolivia og La Paz. Her var temperaturen 10-15 grader lavere og højden 4000 meter højere.  Det var dog langt fra den eneste forskel. Pludselig var vi tilbage hvor folk var mørkere i huden og
meget mere indianske, der var minibusser, taxier og gadesælgere overalt.

Forskellen på Chile og de andre lande (Ecuador, Peru og Bolivia) er meget stor. Nærmest som Vesteuropa og Østeuropa. Chile er temmelig rigt i forhold til resten af Sydamerika og folk her er meget europæiske, både i ansigtstrækkene og i tøjet. Indianere ser man næsten ikke langs kysten i Chile, og der er heller ingen gadesælgere. Til gengæld er der mange butikker der sælger tøj, elektronik og andre dyre ting. I Chile var alt ting af en meget bedre kvalitet, men også meget dyrere.

 

Som jeg skrev sidst, har jeg været et smut i Chile. Først var jeg i hovedstaden Santiago. Byen er faktisk meget hyggelig, men der er ikke så mange gamle kolonibygninger, som mange andre steder i Sydamerika. Til gengæld havde de helt vildt mange fastfood restauranter.
Faktisk havde de en hel arkade med små boder og restauranter. Her var det helt store hit, foruden den sædvanlige kylling med fritter, hotdogs. Jeg fik en italiensk hotdog med pølse, guacemole, hakket tomat og en voldsom vammel mængde mayonnaise.

Efter et par dage i Santiago, tog jeg videre ud til kysten til byen Valparaiso. Byen er på Unescos lister over verdensarv pga. de specielle huse, der er i byen. Byen ligger på omkring 20 bakker, og der er derfor en uhyggelig mængde trapper og stejle gader. Det kan derfor godt være lidt besværligt at bevæge sig rundt. Det er dog gjort lidt nemmere, for der er lavet en række “ascensadorer” som er en slags elevatorer, der trækkes op
af de stejle bakker af et kabel. Beliggenheden gør, at der mange steder er en fantastisk udsigt. Det, som dog gør byen så speciel, er de mange farvestrålende huse. De findes i mange farver og i mange kreative farvesammensætninger. Husene er lavet i træ eller en slags bølgeplader. Man kan ikke undgå at blive i godt humør, når man går rundt i dette
farveorgie.

Hostellet, jeg boede på, var også specielt. Det var ejet af forfatteren til Footprint Chile (en guidebog) og der var stærke farver og store oliemalerier indendørs.

I Valparaiso er de glade for at male og mange husmure er dekorerede med flotte malerier. Faktisk var der et sted et “åbent museum”, hvor mange husmure havde malerier, og man kunne så gå rundt i dette “museum”. Som det fremgår af billederne, var det ikke kun murene, der var kommet tæt på malerpenslen.

Chile har en nobelprismodtager i litteratur, Pablo Neruda, og han boede en overgang i Valparaiso. Huset, som han selv har indrettet, er nu et museum og her var en fantastisk udsigt over havet og bakkerne, som strålede med de farvede huse.

Nærmest sammenhængende med Valparaiso ligger en anden kystby, Viña del Mar. Denne by er en rigtig badeby med mange turister. Her er store strande, og jeg valgte dumt nok en søndag til at tage hertil, og stranden var pakket med mennesker. Der er dog altid plads til en til, især hernede, hvor man ikke bekymrer sig så meget om, hvis man kommer tæt på andre mennesker.

Den sidste dag jeg var i Valparaiso var der cykelløb i byen. Det var som vi havde set det i Cusco, hvor de drønede ned på cykel gennem de stejle gader og trapper og hoppede ud over ramper. Det var ret vildt at se på, især da de øvede aftenen inden, for da var gaderne ikke afspærrede, og jeg så en kvinde i bil, som bestemt ikke gad lytte til dem der vinkende holdt hende tilbage. Hun kørte frem og blev næsten ramt af en cykel som kom flyvende ud over en rampe. På selve dagen forvildede en hund sig ind på
banen, og den styrtede af sted med et skræmt udtryk i øjnene, mens en cyklist kom drønende ned af trapperne bag den, mens alle skreg at den skulle flytte sig.

Jeg har mødt utrolig mange mennesker på min tur. Jeg har selvfølgelig mødt mange lokale, især i busserne er jeg faldet i snak med mange. Jeg har også mødt mange rejsende og nogle af dem har virkelig været anderledes.

En amerikansk pige, jeg mødte, havde et “green-card-marriage”, dvs. hun var blevet gift med en af sine venner, en argentiner, for at han kunne blive i USA. Som om dette ikke var nok, havde de også fået et barn sammen, for med tiden var de blevet lidt mere end venner. De var dog ikke sammen mere, men de delte forældremyndigheden (eftersom de stadig var gift) over deres 3-årige søn.

Jeg måbede også lidt, da jeg snakkede med en ung mand fra Finland. Han havde boet de sidste par år i Nicaragua, hvor han havde en kæreste. Han arbejde ikke, men for at de lokale ikke skulle tro han var alt for underlig, bildte han dem ind, at han arbejdede på internettet, hvor han oversatte ting for regeringen i Finland. Da han fik lyst til at komme ud
at rejse, kunne han ikke sige til kæresten, at han ville rejse rundt i Sydamerika, for hun ville ikke kunne forstå hans valg. Derfor havde han bildt hende ind at han var rejst tilbage til Finland for at besøge sin far, mens han i virkeligheden rejste rundt i flere måneder i Sydamerika. Han talte tit med hende i telefonen og fortalte hvor koldt det var i Finland, og havde endda taget et billede i en granskov i Colombia og sendt det til hende og fortalt at det var Finland.

En hollandsk pige jeg mødte, fortjener også at blive nævnt, fordi hun konsekvent købte to busbilletter til sig selv, så hun slap for at sidde ved siden af de lokale. Da hun kastede en tom vandflaske fra sig midt i naturen, mistede jeg nærmest al respekt for hende.

Israelerne er et kapitel for sig selv. De går for at være de mest specielle, fordi de rejser i store grupper, altid skal have alt til absolut laveste pris og ikke altid er lige høflige. Jeg har dog været skånet for de store oplevelser med denne type og næsten kun mødt ganske søde israelere. En gjorde sig dog voldsomt bemærket på et dormitorium, jeg
boede på, da han straks efter ankomst gik ud på badeværelset og begyndte
at lave armbøjninger.

 

Brasilien

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

Efter at have set vandfaldene fra den argentinske side, kunne jeg ikke lade være med at tage et par dage til Brasilien (hvor jeg er lige nu) og se vandfaldene herfra. Dem så jeg så i går. Herfra kan man se mere af vandfaldene på en gang, især Gargante del Diablo, så det gav et godt overblik over området.

Faktisk havde Paraguay også nogle vandfald, som var endnu større, men de valgte at oversvømme dem, da de lavede verdens største vandkraftværk. Sikken en skam, eftersom de sikkert kunne have tjent ligeså mange penge på turisme (men nok ikke lavet så meget strøm).

Dette vandkraftværk var jeg ude at se her i Brasilien. Det producerer mere strøm end det nye værk i Kina kommer til. Det var et stort og imponerende bygningsværk. Hver af de 20 turbiner genererer nok strøm til en by på 1,5 mio. mennesker og hele værket producerer 90% af Paraguays strømforbrug og 22% af Brasiliens.

I morgen tager jeg bussen tilbage over grænsen til Argentina, hvorfra jeg flyver til Buenos Aires. Busturen tager mindst 17 timer, så jeg har valgt at flyve. Det tager kun knap to timer og koster kun 720 kr.

Selvom jeg er så tæt på grænsen, er det alligevel tydeligt at jeg er i Brasilien. Primært selvfølgelig pga. sproget. Her tales portugisisk, hvilket er ret svært at forstå. Jeg tror at det for spansktalende er som at tale med en fra skåne, altså et sprog som virker familiært og alligevel anderledes. Heldigvis for mig taler mange mennesker her spansk eller engelsk eller begge dele.

Her i Foz do Iguaçu som byen hedder, har jeg for første gang her i Sydamerika set muslimer. Her bor mange arabere og mange af dem har små butikker i Paraguay, men bor her. Også her er de dækket godt til, selvom temperaturen her er 35 grader eller mere.
Generelt er brasilianerne, ligesom argentinerne, et blandet folkefærd og alle folkeslag er repræsenteret her og blandet sammen i en skøn blanding.