Slovakiet

Vi var en gruppe på 11 friluftselskere, som i efterårsferien 2005 drog en tur til Tatra bjergene i Slovakiet for at vandre.
Vi fløj med Sky Air til hovedstaden Bratislava, hvor vi steg på toget mod Tatra-bjergene. Efter et togskift i Poprad ankom vi med lokalbanen til landsbyen Horny Smokovec (ja, det hedder byen faktisk) for foden af Tatra bjergene.  Det var efterhånden blevet sent aften, og vi havde derfor hjemmefra bestilt værelser på Penzion Partizan, hvor de var så venlige at servere suppe, selvom klokken var blevet mange.

Stary Smokovec

Næste morgen var vi friske og veludhvilede, og vi blev meget begejstrede, da vi nu kunne se den flotte udsigt til de snedækkede bjerge, som rejste sig bag byen. Vi spændte rygsækkene på og vandrede de få km til Stary Smokovec, en lille by som er en af adgangsvejene til bjergene og derfor også ret turistet, omend det var et godt sted lige at få provianteret det allersidste.

Zamkovskeho chata – Tatra bjergene

Fra pladsen bag Grand Hotel tog vi tandhjulsbanen op til Hrebienok, hvorfra der var en times vandring til bjerghytten, Zamkovskeho chata (The Zamkovsky Chalet). Her fik vi tildelt nogle 4-mandsværelser med køjesenge og delt bad. Hytten var hyggelig med et dejligt fællesrum og restaurant i stueetagen. Vi havde bestilt halvpension og fik derfor morgenmad og aftensmad i hytten. Morgenmaden var fin, aftensmaden var af skiftende kvalitet. Det var også muligt at købe varme drikke, snacks og lune retter. Udvalget var selvfølgeligt begrænset, da alt skulle bæres op af sherpaer. Dem mødte vi en del af på vandreturene, og det var imponerende, hvor meget de kunne bære på simple jernstativer, som sammen med de enkle bæreremme må være en hård belastning for ryggen. På trods af dette holdt de et højt tempo, og det var svært ikke at få dårlig samvittighed, når vi kom gående med vores noget mere avancerede og komfortable rygsække.

Eftersom hytten lå tæt på tandhjulsbanen, blev hytten meget anvendt af vandrere på dagture fra hotellerne i byerne for bjergets fod, og restauranten var derfor også fyldt godt op i dagtimerne. Hytten er et godt udgangspunkt for dagture i området. Der er adskillige vandreruter i området, og det er også muligt lave rundture, således at man ikke skal samme vej tilbage. Der er desuden en del andre hytter i området med passende afstand, således at man fint kan vandre fra hytte til hytte.
Personalet i hytten var søde og venlige. De talte ikke så godt engelsk, men det var muligt at kommunikere fint med dem. Den sidste aften i hytten kom de med en flaske af den lokale brændevin og vi hyggede os i flere timer, trods sprogvanskeligheder.

Efter indkvartering fik vi frokost, hvor vi spiste en Klobasa (en stor krydret pølse), der var så god, at navnet hænger ved og pølser kaldes jævnligt for klobasa i vores hjem.
Herefter tog vi på den første vandretur i området. Turen blev dog ikke så lang som planlagt, da vi kom forbi en lille hytte, som hurtigt blev døbt Glühwien-hytten, fordi man her kunne få en kop glühwein serveret direkte fra en stor gryde på et brændekomfur i et lille bitte rum. Hytten hedder faktisk Rainerova chata og er den ældste og mindste hytte i Slovakiet. Møblementet bestod af simple træborde og bænke, der var intet elektricitet eller andre faciliteter, til gengæld var der langs væggene en udstilling af gamle redskaber fra livet i bjergene.
Herefter håbede vi på hele turen på at støde på pandekage-hytten, men en sådan havde de desværre ikke.

De næste par dage brugte vi dog på at vandre længere ture. En af dagene vandrede vi af sted i samlet flok langs bjerget. Turen var planlagt som en rundtur, men på et tidspunkt kunne jeg se, at det blev for meget for mig. Jeg er ikke hardcore-vandrer, jeg kan bedst lide at vandre af sted i mit eget tempo, tage masser af billeder undervejs, stå og nyde udsigten og bare tage det stille og roligt. Men for at komme  tilbage til hytten før mørkets frembrud krævede det et lidt andet tempo, end jeg syntes om, så min kæreste og jeg besluttede os for at vandre et stykke i eget tempo og så vende om.
I stedet vandrede vi til Skalnaté Pleso, hvor vi først spiste en knap så fantastisk frokost med sauerkraut, som vi absolut skulle prøve.

Herefter blev vandreturen nok lidt luksuspræget, for vi tog en kabinelift op til toppen af områdets højeste tinde, Lomnický štít (3634 m). Området er også et skisportssted om vinteren. På  toppen er der astronomisk og metrologisk måleudstyr og en fantastisk udsigt over de omkringliggende spidse og sneklædte tinder. Her var dog også meget koldt, og alle overflader,  rækværk og instrumenter var dækket af is, som det også ses på billederne. Vi var dog heldige med vejret, solen varmede os dejligt, så vi kunne nyde den flotte udsigt, som vi havde snydt os til, men ok, hvem siger, at man skal vandre sig til at alle oplevelser.

Landskabet i bjergene var imponerende. Der lå sne overalt, men da der var mange nåletræer i området, virkede det stadigt grønt og frodigt. Blandt de mange nåletræer var der også en del lærketræer, som lyste op med deres gule efterårsfarver.

Dagen efter vandrede vi i en anden retning, og efter par timers vandring op kom vi til Téryho Chata, en hytte hvor vi holdt pause.
Hytten lå ved nogle frosne søer, som vi faktisk havde stået og kigget ned på fra toppen af  Lomnický štít, dagen i forvejen. Her var det muligt at købe varme drikke og snacks. Ved hytten sad vi og nød det dejlige solskinsvejr og udsigten over bjergsiden under os.

Halvdelen af gruppen fortsatte op i bjergene, mens vi var andre, der vandrede tilbage til hytten, hvor vi brugte resten af eftermiddagen på at sidde udenfor og nyde udsigten og det strålende solskinsvejr.

Da de andre efter mørkets frembrud kom tilbage, fortalte de om deres tur, som var blevet ret nervepirrende, da de ikke havde læst kortet
grundigt nok og set at der på dele af turen var via ferratta, som gik på stejle sider dækket af sne. Eftersom de intet udstyr havde med til klatring, og det var svært at vende om, var de nødt til at fortsætte. De var ret glade, da de med bævende knæ kom sikre om på den anden side.

På den sidste vandringsdag delte vi os igen i forskellige hold. Efter at have set vores billeder fra Lomnický štít var der nogle, som også havde lyst til en tur til toppen.
Andre tog af sted på en lang rundtur. Jeg var i en gruppe som gik ned af bjerget gennem skovråder, som jo længere vi kom ned, var udsat for større og større grad af tømmerhugst. Det var dog interessant at se de slovakiske skovarbejdere bruge heste til at trække træstammer væk med.

Nede i Tatranska Lomnica kunne vi tydeligt mærke, at vi var kommet ned fra bjergene, for solen varmede os og der var ingen sne. Det var skønt at sidde udenfor og nyde en kold øl. Turen op igen blev nem, da vi tog en lille kabinelift, som hævede os op over alle træerne og gjorde, at vi kunne se hele bjergsiden, som vi var vandret ned af.

Link til kort kabinelifte, skilifte m.m i området

Tatras officielle hjemmeside

Turen tilbage til Bratislava

På afrejsedagen tog vi igen med lokaltoget og fra Poprad med et nattog til Bratislava Vi havde på forhånd købt billetter til sovevognen, men da vi stod i toget og ledte efter vores kupéer, fandt vi ud af, at de var bestilt til den forkerte dato. Togpersonalet lavede dog nye billetter til os, og mod et mindre gebyr blev vi opgraderet til nogle flotte 3 mands kupéer med rigtige dyner, vask i kupeen, forhæng for sengen m.m.

Bratislava

Vi ankom nogenlunde veludhvilede til Bratislava om morgenen, hvor vi først tog ud tilHotel Remy, som lå i nærheden af lufthavnen, hvorfra vi skulle flyve hjem den efterfølgende morgen.
Efter indkvartering tog vi ind til centrum, hvor vi så de vigtigste seværdigheder, bl.a. borgen, det flotte nationalteater, floden gennem byen og de mange flotte gamle huse.

Om aftenen spiste vi en lækker afskedsmiddag på en hyggelig og ret speciel restaurant med et halsbrækkende navn; Staroslovenskú krčmu, hvor vi sad i kælderen i et flot udsmykket aflukke.

Tidligt næste morgen tog vi et par taxier til lufthavnen, hvorfra vi igen fløj med Sky Air tilbage til København.

Rom

Jeg har været i Rom to gange. Første gang i 1997 med gymnasiet, men herfra har jeg desværre ingen billeder indscannet. Vi kørte dertil i bus, det tog næsten et døgn, og det det er den længste tur jeg nogensinde har foretaget med bus.

Anden gang jeg besøgte Rom var i forbindelse med turen rundt i Syditalien i 2005. Vi fløj til Rom, og herfra tog vi direkte til Napoli.
Efter en dejlig rejse rundt i Syditalien tog vi nattoget fra Bari til Rom og ankom lidt trætte om morgenen til Rom. Vi skyndte os at deponere rygsækkene og gjorde som mange italienere gør hver morgen; drak kaffe og spiste croissanter stående ved en disk i en lille cafe. Efter den lange togtur var dog ikke helt så velfriserede og velklædte som italienerne.

Vi havde en halv dag i byen, hvor vi bare dasede rundt. Vi så ikke så mange seværdigheder, da vi efterhånden var ret trætte efter at have rejst rundt i 14 dage og fået så mange indtryk og oplevelser.

 

 

 

Prag, Tjekkiet

Turen gik i 10. klasse sammen med 9. klassen i foråret 1994 til Prag. Vi havde tjent pengene ved at plukke vindruer i Frankrig efteråret inden, og de blev brugt på en bustur til Prag i en uge.

Prag er en utrolig smuk gammel by med velbevarede huse i mange forskellige stilarter. Dette har givet byen en plads på Unescos verdensarvsliste.

30 km udenfor Prag ligger en gammel og meget velbesøgt borg, Karlštejn. Der er en gåtur på et par kilometer fra landsbyen og parkeringspladsen op til den imponerende borg, som knejser øverst oppe, som kun en rigtig borg kan gøre det.

Terezien-Stadt (Terezin) er en koncentrationslejr fra anden verdenskrig, hvor næsten 100.000 mennesker mistede livet. Stemningen på hele stedet var utrolig intens og selvom vi kendte historien bag, kunne vi ikke undgå at blive dybt rystede og berørte. Jeg blev skrækslagen og trist ved tanken om de onde ting mennesket er i stand til at gøre. På billedet ses kirkegården med de mange gravsten, kun indgraveret med et nummer.

På den gamle rådhusplads finder man det astronomiske ur på rådhuset. Uret er 500 år gammelt og består af tre dele. Man kan se solen og månes position, månederne og de tolv apostle som tiltrækker en masse turister ved timeslag når to små døre i uret åbnere sig og figurer af de tolv apostle og andre figurer bevæger sig.

Den mest berømte seværdighed i Prag er nok Karlsbroen. Broen er ret lang (over 500 m), går over floden Vltava (Moldau) og forbinder Prag Borg og den gamle by. Konstruktionen er imponerende med tårne, hvælvinger og et rækværk med en masse statuer. Her er færdsel er kun tilladt her til fods, og på alle tidspunkter ses her en masse mennesker som promenerer. Turisterne har tiltrukket en masse små boder til broen, hvor kunstnere sælger små malerier m.m.

Selvom der findes både sporvogne og metro i Prag er der alligevel så mange ting at se at man hurtigt får ondt i fødderne. Vores simple hotelværelse indeholdt ikke spa, og så må håndvasken jo tages i brug for at give lindring til de fødder som trofast har båret en rundt hele dagen.

 

 

Portugal

Jeg var i juli 2002 på interrail-tur med min veninde Stine i en hel måned. Turen gik gennem Amsterdam, Bordeaux, Portugal, Barcelona og Paris.

Oversigt over turen i Europa og rundt i Portugal

Porto

I Bordeaux tog vi om aftenen endnu et nattog og vi ankom til Porto næste morgen. Byen er mest kendt for portvin, som der laves meget af i området, og som lagres i Porto. Byen er utrolig hyggelig med stejle smalle gader, og skønne udsigter over byens tage, og portvinshusene langs floden. På den anden side af floden, i Vila Nova de Gaia, har alle portvinsproducenterne deres portvin opmagasineret før den eksporteres. Lagrene ligger side om side på bakken og mange har store skilte, som kan ses på lang afstand.
Vi besøgte vinstedet Ofley, som havde rundture. Her hørte vi om portvinsproduktion, så deres lagre og smagte på de færdige produkter. Til sidste var der selvfølgelig mulighed for at købe portvine.
I Vila Nova de Gaia ligger også et gammelt kloster, Monsterio da Serra do Pilar. Selvom klosteret tilhører militæret er det muligt at komme ind.

Vi boede på et lille pensionat Pensão Residencial D. FILIPE I,og brugte meget af tiden på at gå rundt i gaderne og beundre de flotte gamle huse. Porto er kendt for de flotte blå kakler, azulejos, som pynter mange af husenes facader.

 

Coimbra

Efter et par dage i Porto tog vi sydpå til byen Coimbra. Herfra tog vi til Conimbraga, hvor vi så de romerske ruiner med fine mosaikker og romerske bade.

Vi tog også til Mata Nacional do Buçaco, som er en lille nationalpark syd for Coimbra. Parken blev lavet og brugt af munke, og den indeholder et besynderligt slot, som blev bygget til de kongelige som sommerslot. Slottet består af lutter udsmykninger og spir, og ser utrolig rodet og overpyntet ud. I parken var der også et udsigtspunkt, som i guidebogen var beskrevet som Portugals smukkeste udsigt. Den udsigt måtte vi se og vi blev nødt til at gå de seks kilometer derop. Der var da også smukt da vi endelig kom derop. Vi valgte dog at få et lift ned igen.
Byen Luso, som parken lå i, var kendt for sit kildevand, som de solgte på flasker i hele landet. Man kunne dog også tanke det gratis fra haner på byens torv. Portugiserne er generelt glade for kildevand, og flere steder så vi haner langs vejen, hvor de lokale kom slæbende med store dunke for at tappe det.

En af de seværdigheder vi så i Coimbra var det gamle universitet. Det lå på en høj midt i byen. Ud over en flot udsigt var bygningerne også flotte.
Byens katedralvar ikke særlig imponerende. Facaden var eroderet af vind og vejr og selve kirken var en underlig kompakt en. Da vi skulle hvile vores trætte ben satte vi os ned i den botaniske have og nød stilheden.

Vi boede igen på en pension, da de var billige. Denne hed Pensão Lorvanense og vi fik et lille værelse med køjeseng.

 

Fatima

En ret forfærdelig by, som forlod igen, allerede efter én dag. Byen var før 1917 kun en lille landsby, men efter at Jomfru Maria angiveligt viste sig for tre børn på stedet har alt ændret sig. Byen invaderes årligt af 4 millioner pilgrimme, og det virker som om hele byen lever da også af dette, enten ved at udleje værelser eller ved at sælge helt ufattelige mængder af vokslys og grimme religiøse figurer.
Byen har en stor kirke med en plads, hvorpå der to gange om året forsamles 100.000 mennesker til messe. På denne plads så vi flere mennesker komme kravlende på deres knæ hele den lange vej op til kirken. Alt i alt var det hele bare alt for meget.

Vi fik hurtigt nok af den kommercielle religiøsitet, og ville ud til nogle store drypstenshuler i nærheden. Der gik dog ikke offentlig transport, så gik ud til en mindre grotte i nærheden. Grutas da Moeda var mere imponerende og flot end alt det tingeltangel vi havde set i Fatima.

I byen overnattede vi på Residencial Rosa. Hotellet var fint og det bedste på hele turen. Morgenmaden var dog ikke fantastisk. Da vi mødte op kl. 9.20 var vi de første og fik bare et par kedelige boller med smør og marmelade og en kop kaffe.

 

Lissabon

Portugals hovedstad er beliggende på syv forskellige høje, så der er masser af stejle gader i hele byen. Det gjorde dog ikke så meget for de hyggelige sporvogne kørte alle steder, og mange gange var det som at køre i rutschebanen, når de kørte op og ned af de stejleste og smalleste gader.
På den højeste bakke ligger Lissabons borg, São Jorge, som så ud præcis som man forestiller sig en gammel borg, med tårne, tårnmure, skydehuller og det hele. Da vi besøgte borgen var der ølfestival inde i borgen, og det var enormt hyggeligt at sidde derinde og drikke øl og spise grillspyd.

I bydelen Belém, ude ved vandet lå der også et gammelt fort; Torre de Belém, som mere lignede et lille dukkehus. Tæt ved lå et monument; Padrão dos Descobrimentos, bygget til minde om Henrik Søfareren, som var den opdagelsesrejsende der erobrede mange af Portugals kolonier. Også et gammelt kloster; Mosteiro dos Jerónimos, som nu er Marinemuseum var imponerende.

Tæt ved Lissabon ligger byen Sintra, som har nogle fantastiske slotte og en imponerende borg. Borgen Castelo dos Mouros, blev bygget af maurerne og ligger i bjergene 3 km over byen, og har en fantastisk beliggenhed med en flot udsigt. Selve borgen er også imponerende, selvom det kun er murene der er tilbage.
På en anden bakketop, ligger paladset; Palácio Nacional da Pena, som er det mest underlige bygningskonstruktion jeg nogensinde har set. Paladset er bygget i flere forskellige stilarter, og har så mange tårne, spir, tilbygninger og forskellige farver, at det mest af alt ligner noget fra Disneyland. Paladset har været brugt af den royale familie indtil 1910 og interiøret er bevaret som det stod dengang, overdådigt og i mange forskellige stilarter.

Vi satte vores telt op på Lisboa Camping lidt udenfor byen. Vi fandt et sted under eukalyptustræerne, hvor teltet hvilede på de bløde blade, hvis duft mindede mig om Australien. Om natten sov vi godt og den eneste lyd var en susen fra træerne og motorvejen i det fjerne. Campingpladsen havde også en fin swimmingpool og andre gode faciliteter.

Mine forældre og lillesøster var tilfældigvis på ferie i Portugal på samme tidspunkt som vi var der, og vi mødtes med dem i en lille by mellem Coimbra og Lissabon; Santarém. Der skete absolut intet i byen og næsten alle restauranterne var lukkede, som det er vane i Portugal om søndagen. Vi fandt dog en som var åben, og på typisk portugisisk vis serverede de nogle enorme portioner mad.

Lagos

Da vi sad i toget til Lagos på Lissabon Banegård gik det op for os at vi skulle have pladsbilletter. Med kun et par minutter til afgang gik vi ud igen og en togmand så heldigvis vores nød og slæbte os med gennem banegården og skubbede os ind foran i en kø. Da vi løb tilbage til toget, holdt det og ventede kun på os.
I toget havde vi fået pladsbilletter i ikke-ryger afdelingen. Vi kom dog til at sidde bag tre meget snakkesaglige portugisere som røg joints hele vejen. Så var stilen ligesom slået fast og vi fik en fornemmelse af at vi var på vej til et sted hvor storbyens unge tog hen for at slå sig løs.
Lagos er en turistby på Algarvekysten med flotte strande, store hoteller og diskoteker. En nat efter vi havde været på diskotek, kom vi forbi en pølsevogn, som solgte de underligste hotdogs jeg nogensinde har fået: En flute med en pølse, rå løg, revne gulerødder, majs, ketchup, sennep og kartoffelchips! Vi spiste dem, og sikkert pga. det sene tidspunkt blev vi også enige om at de da smagte meget godt.

For at komme lidt væk fra det hele var vi på en tur med et sejlskib til nogle grotter, som vi dog desværre ikke kunne sejle ind i fordi det gyngede for meget. I stedet fik vi en svømmetur i det iskolde Atlanterhav.

I Lagos sov vi telt på Parque de Campismo da Trindade. Pladsen var lidt underlig og lidt hippieagtig. Der var mange ombyggede biler og mange mennesker der lignede at de havde boet der meget længe.

 

Tavira

Efter to dage i Lagos´ masseturisme tog vi  til  den lille by, Tavira længere mod øst på Algarvekysten.
På vej hertil med toget så vi hvordan de inddampede salt i store bassiner ved vandkanten.

Vi boede på Tavira Camping på øen Ilha de Tavira ud for byen. Øen er 11 km lang og 1 km bred, og består af sand, fyrretræer, campingpladsen, 5 restauranter og 10 sommerhuse. Der må ikke bygges flere huse da øen er en del af et fredet naturområde.
Øen var derfor utrolig afslappet, selvom  den dagligt blev invaderet af turister fra fastlandet. De fleste af disse tog dog tilbage om aftenen og så var der stille og roligt igen.

Mellem øen og fastlandet sejlede vi med en meget lille færge. Turen tog ikke mange minutter og var nok også den billigste færgetur jeg nogensinde har været på.

 

Evora

Rundt om i Portugal havde vi mødt rigtig mange venlige og hjælpsomme portugisere. Men i Evora mødte vi adskillige mennesker som bestemt ikke kunne sættes i denne kategori.
På stationen var adskillige uvenlige ansatte med et utroligt lavt informationsniveau der sendte os fra en kø til en anden uden på nogen måde at hjælpe os.

Heldigvis mødte vi en utrolig sød guide. Vi havde booket en tur til seværdighederne i Evoras omegn.
På turen så vi forskellige stendysser, bl.a. Anta Grande do Zambujeiro, som er kæmpestor, faktisk den største i Europa. Stenene som kammeret er opbygget af var over 6 m høje.

Vi så også nogle små stendysser, bl.a. en (Anta Capela de Säo Brissos) som var blevet lavet om til et kapel i et forsøg på at få portugiserne til at glemme gamle hedenske skikke med at besøge dysserne.

Cromeleque dos Almendres er gruppe med 95 monolitter; bautasten sat i forskellige cirkler på en bakke. Det var meget imponerende, men der var ikke nær så mange som dem jeg har set i Frankrig.

På turen så vi også mange korktræer. Det var nemt at se hvor de havde fjernet korken og de nøgne træer stod tilbage. Portugal er verdens største producent af kork og 8% af landets areal er dækket af korktræer.

Byens største seværdighed er nok resterne af et romersk tempel, som er fra det 2. århundrede og er det bedst bevarede romerske monument i Portugal. Templet ligger på en plads midt i byen og det var ret underligt at se det der i Portugal, for vi følte sig som om vi var i Grækenland.

Byen har også en utrolig velbevaret bymur som omringer hele byen. Dele af muren er fra 14. hundredtallet og muren har stadig de gamle tårne og porte.
Endvidere havde byen en gammel akvædukt fra romertiden.
Akvædukten starter flere kilometer udenfor byen, og den bragte vand ind til byen fra de lavere beliggende områder. Nogle steder kan man se butikker og huse bygget ind i de flotte buer på akvædukten.
Byens underligste seværdighed var nok Capela dos Ossos, et kapel lavet 50.000 skeletter, som blev til overs ved nedlæggelsen af en kirkegård! Et utroligt makabert rum at være inde i, hvor knoglerne er sidder tæt overalt i sirlige mønstre, så man slet ikke kan se væggene. Kapellet ligger i kirken Ingreja de São Francisco.

I Evora boede vi på Parque de Campismo de Évora. På campingpladsen var der ikke mange andre telte. Serviceniveauet var ikke højt. Der lå en restaurant på pladsen og da vi en aften efter en hel dags sightseeing spurgte hvornår de åbnede, fik vi at vide at det ville de gøre om en time, dvs. kl. 20. Vi var ret sultne, men vi ventede på at portugisernes tidspunkt for aftensmåltider skulle indfinde sig. Kl. 20.10 fandt vi ud efter at have spurgt et par gange, at restauranten slet ikke åbnede fordi kokken var syg.
Ved siden af campingpladsen var der et åbent græsareal. Her lå en del byggeaffald og en større gruppe romaer havde slået lejr her og boede i skurvogne, telte og lastbiler. De var kommet for at plukke vindruer og andet frugt.

 

Elvas

Byen husker vi nok især for varmen, for temperaturen kom op på 39 grader mens vi var der, og det eneste vi kunne foretage os,  var at sidde i skyggen, og holde siesta med de lokale.

Den lille by med 18.000 indbyggere ligger på grænsen til Spanien, og har derfor en enorm og imponerende bymur fra det 17. århundrede som omringer hele byen. Muren er indtakt og har stadig de gamle porte og tårne.

Desuden ligger der et fæstningsanlæg (Castelo) nord for centrum. Her er der skydehuller, mure og tårne som hører sig til i en rigtig borg. Fæstningens beliggenhed giver en utrolig flot udsigt over det omkringliggende landskab.

Ligesom Evora har Elvas også en lang akvædukt, hvis mure med buegange starter 7 km vest for byen og ender ved en fontæne i centrum. Konstruktionen tog 100 år at fuldføre og er stadig et særdeles imponerende bygningsværk.

Campingpladsen vi boede på hed Senhor jesus da piedade parque de campismo, og var en lille plads med kun fem andre telte. Faciliteterne var fine og personalet var hjælpsomme og venlige og hjalp os med at undersøge togafgangene videre til Barcelona.

Fra Elvas tog vi toget et stop og så var vi i Spanien. Her skiftede vi tog og brugte hele dagen på togturen til Barcelona.

Facts om turen:

Turen varede 30 dage, og kostede alt incl. (billet, overnatning, mad, entreer m.m.) 10.000 kr.

 

Jeg var i juli 2002 på interrail-tur med min veninde Stine i en hel måned. Turen gik gennem Amsterdam, Bordeaux, Portugal, Barcelona og Paris.

Oversigt over turen i Europa og rundt i Portugal

Porto

I Bordeaux tog vi om aftenen endnu et nattog og vi ankom til Porto næste morgen. Byen Portvinshusene i Porto, på den anden side
                        af floden er mest kendt for portvin, som der laves meget af i området, og som lagres i Porto. Byen er utrolig hyggelig med stejle smalle gader, og skønne udsigter over  byens tage, og portvinshusene langs floden. På den anden side af floden, i Vila Nova de Gaia, har alle portvinsproducenterne deres portvin opmagasineret før den eksporteres. Lagrene ligger side om side på bakken og mange har store skilte, som kan ses på lang afstand.
Vi besøgte vinstedet Ofley, som havde rundture. Her  hørte vi om portvinsproduktion, så deres lagre og smagte på de færdige produkter. Til sidste var der selvfølgelig mulighed for at købe portvine.
I Vila Nova de Gaia ligger også et gammelt kloster, Monsterio da Serra do Pilar. Selvom klosteret tilhører militæret er det muligt at komme ind.

Vi boede på et lille pensionat Pensão Residencial D. Udsigt over PortoHuse
                        dekorede med de flotte blå og hvide azulejos
                        (kakler), som ses mange steder i PortugalFILIPE I,og brugte meget af tiden på at gå rundt i gaderne og beundre de flotte gamle huse. Porto er kendt for de flotte blå kakler, azulejos, som pynter mange af husenes facader.

 

Coimbra

Romerske bade i ConimbrigaEfter et par dage i Porto tog vi sydpå til byen Coimbra. Herfra tog vi til Conimbraga, hvor vi så de romerske ruiner med fine mosaikker og romerske bade.

Vi  tog også til Mata Nacional do Buçaco, som er en lille nationalpark syd for Coimbra. Parken blev lavet og brugt af munke, og den indeholder et besynderligt slot, som blev bygget til de kongelige som sommerslot. Slottet består af lutter udsmykninger og spir, og ser utrolig rodet og overpyntet ud. I parken var der også et udsigtspunkt, som i guidebogen var beskrevet som Portugals Parken; Mata Nacional do Buçaco, med nogle
                        af de flotte stier og trapperSlottet i parken, Mata Nacional do Buçaco smukkeste udsigt. Den udsigt måtte vi se og vi blev nødt til at gå de seks kilometer derop. Der var da også smukt da vi endelig kom derop. Vi valgte dog at få et lift ned igen.
Byen Luso, som parken lå i, var kendt for sit kildevand, som de solgte på flasker i hele landet. Man kunne dog også tanke det gratis fra haner på byens torv. Portugiserne er generelt glade for kildevand, og flere steder så vi haner langs vejen, hvor de lokale kom slæbende med store dunke for at tappe det.

En af de seværdigheder vi så i Coimbra var det gamle universitet. Det lå på en Gader
                        så stejle i Coimbra, at de bestod af trapper,
                        her sa folk ofte og grillede om aftenenhøj midt i byen. Ud over en flot udsigt var bygningerne også flotte.
byens katedral var ikke særlig flot. Facaden var eroderet af vind og vejr og selve kirken var en underlig kompakt en.
Da vi skulle hvile vores trætte ben satte vi os ned i den botaniske have og nød stilheden.

Vi boede igen på en pension, da de var billige. Denne hed Pensão Lorvanense og vi fik et lille værelse med køjeseng.

 

Fatima

Den
                        store plads i Fatima, hvorpå der to gange om
                        året befinder sig 100.000 menneskerNogle
                        af alle de ting man kunne købe, bemærk
                        voksbenene!En ret forfærdelig by, som forlod igen, allerede efter én dag. Byen var før 1917 kun en lille landsby, men efter at Jomfru Maria angiveligt  viste sig for tre børn  på stedet har alt ændret sig. Byen invaderes årligt af 4  millioner pilgrimme, og det virker som om hele byen lever da også af dette, enten ved at udleje værelser eller ved at sælge helt ufattelige mængder af vokslys og grimme religiøse figurer.
Byen har en stor kirke med en plads, hvorpå der to gange om  året forsamles 100.000 mennesker til messe. På denne plads så vi flere mennesker komme kravlende på deres knæ hele den lange vej op til kirken. Alt i alt var det hele bare alt for meget.

Vi fik hurtigt nok af den kommercielle religiøsitet, og ville ud til nogle store Grutas do Moedas; en lille grotte udenfor
                        Fatimadrypstenshuler i nærheden. Der gik dog ikke offentlig transport, så gik ud til en mindre grotte i nærheden. Grutas da Moeda var mere imponerende og flot end alt det tingeltangel vi havde set i Fatima.

I byen overnattede vi på Residencial Rosa. Hotellet var fint og det bedste på hele turen. Morgenmaden var dog ikke fantastisk. Da vi mødte op kl. 9.20 var vi de første og fik bare et par kedelige boller med smør og marmelade og en kop kaffe.

 

Lissabon

Torre
                        de BelemPortugals hovedstad er beliggende på syv forskellige høje, så der er masser af stejle gader i hele byen. Det gjorde dog ikke så meget for de hyggelige sporvogne kørte alle steder, og mange gange var det som at køre i rutschebanen, når de kørte op og ned af de stejleste og Borgen, Sao jorge, på bakken højt oppe over
                        Lissabon smalleste gader.
På den højeste bakke ligger Lissabons borg, São Jorge, som så ud præcis som man forestiller sig en gammel borg, med tårne, tårnmure, skydehuller og det hele. Da vi besøgte borgen var der ølfestival inde i borgen, og det var enormt hyggeligt at sidde derinde og drikke øl og Sporvogne i Lissabons stejle og smalle
                        gader spise grillspyd.

I bydelen Belém, ude ved vandet lå der også et gammelt fort; Torre de Belém, som mere lignede et lille dukkehus. Tæt ved lå et monument; Padrão dos Descobrimentos, bygget til minde om Henrik Søfareren, som var den opdagelsesrejsende der erobrede mange af Portugals kolonier. Også et gammelt kloster; Mosteiro dos Jerónimos, som nu er Marinemuseum var imponerende.

Borgen; Castelo dos MourosTæt ved Lissabon ligger byen Sintra, som har nogle fantastiske slotte og en imponerende borg. Borgen Castelo dos Mouros, blev bygget af maurerne og ligger i bjergene 3 km over byen, og har en fantastisk beliggenhed med en flot udsigt. Selve borgen er også imponerende, Palácio Nacional da Pena selvom det kun er murene der er tilbage.
På en anden bakketop, ligger paladset; Palácio Nacional da Pena, som er det mest underlige bygningskonstruktion jeg nogensinde har set. Paladset er bygget i flere forskellige stilarter, og har så mange tårne, spir, tilbygninger og forskellige farver, at det mest af alt ligner noget fra Disneyland. Paladset har været brugt af den royale familie indtil 1910 og interiøret er bevaret som det stod dengang, overdådigt og i mange forskellige stilarter.

Lokaltog i det nordlige Portugal, disse
                        kørte vi meget medVi satte vores telt op på Lisboa Camping lidt udenfor byen. Vi fandt et sted under eukalyptustræerne, hvor teltet hvilede på de bløde blade, hvis duft mindede  mig om Australien. Om natten sov vi godt og den eneste lyd var en susen fra træerne og motorvejen i det fjerne. Campingpladsen havde også en fin swimmingpool og andre gode faciliteter.

Mine forældre og lillesøster var tilfældigvis på ferie i Portugal på samme tidspunkt som vi var der, og vi mødtes med dem i en lille by mellem Coimbra og Udsigten fra borgen i Santarém Lissabon; Santarém. Der skete absolut intet i byen og næsten alle restauranterne var lukkede, som det er vane i Portugal om søndagen. Vi fandt dog en som var åben, og på typisk portugisisk vis serverede de nogle enorme portioner mad. 

Lagos

En af
                        strandene i LagosPå
                        sejltur til nogle grotter udenfor Lagos med et
                        sejlskibDa vi sad i toget til Lagos på Lissabon Banegård gik det op for os at vi skulle have pladsbilletter. Med kun et par minutter til afgang gik vi ud igen og en togmand så heldigvis vores nød og slæbte os med gennem banegården og skubbede os ind foran i en kø. Da vi løb tilbage til toget, holdt det og ventede kun på os.
I toget havde vi fået pladsbilletter i ikke-ryger afdelingen. Vi kom dog til at sidde bag tre meget snakkesaglige portugisere som røg joints hele vejen. Så var stilen ligesom slået fast og vi fik en fornemmelse af at vi var på vej til et sted hvor storbyens unge tog hen for at slå sig løs.
Lagos er en turistby på Algarvekysten med flotte strande, store hoteller og diskoteker. En nat efter vi havde været på diskotek, kom vi forbi en pølsevogn, som solgte de underligste hotdogs jeg nogensinde har fået: En flute med en pølse, rå løg, revne gulerødder, majs, ketchup, sennep og kartoffelchips! Vi spiste dem, og sikkert pga. det sene tidspunkt blev vi også enige om at de da smagte meget godt.

For at komme lidt væk fra det hele var vi på en tur med et sejlskib til nogle grotter, som vi dog desværre ikke kunne sejle ind i fordi det gyngede for meget. I stedet fik vi en svømmetur i det iskolde Atlanterhav.

I Lagos sov vi telt på Parque de Campismo da Trindade. Pladsen var lidt underlig og lidt hippieagtig. Der var mange ombyggede biler og mange mennesker der lignede at de havde boet der meget længe.

 

Tavira

Efter to dage i Lagos´ masseturisme tog Saltinvinding foregik i store mængder langs
                        Algarvekysten vi  til  den lille by, Tavira Udsigt
                        fra toget.længere mod øst på Algarvekysten.
På vej hertil med toget så vi hvordan de inddampede salt i store bassiner ved vandkanten.

Mig i
                        vores telt på Tavira CampingVi boede på Tavira Camping på øen Ilha de Tavira ud for byen. Øen er 11 km lang og 1 km bred, og består af sand, fyrretræer, campingpladsen, 5 restauranter og 10 sommerhuse. Der må ikke bygges flere huse da øen er en del af et fredet naturområde.
Øen var derfor utrolig afslappet, selvom  den dagligt blev invaderet af turister fra fastlandet. De fleste af disse tog dog tilbage om aftenen og så var der stille og roligt igen.

Mellem øen og fastlandet sejlede vi med en meget lille Typiske arabisk inspirerede skorstene i
                        Tavira By Havnen i byen Tavirafærge. Turen tog ikke mange minutter og var nok også den billigste færgetur jeg nogensinde har været på.

 

Evora

Cromeleque do Almendres, de 95 monolitter
                        udenfor EvoraRundt om i Portugal havde vi mødt rigtig mange venlige og hjælpsomme portugisere. Men i Evora mødte vi adskillige mennesker som bestemt ikke kunne sættes i denne kategori.
På stationen var adskillige uvenlige ansatte med et utroligt lavt informationsniveau der sendte os fra en kø til en anden uden på nogen måde at hjælpe os.

Heldigvis mødte vi en utrolig sød guide. Vi havde booket en tur til seværdighederne i Evoras omegn.
På turen så vi forskellige stendysser, bl.a. Anta Grande do Zambujeiro, som er  kæmpestor, faktisk den største i Europa. Stenene som kammeret er opbygget af var over 6 m høje.

Vi så også nogle små stendysser, bl.a. en (Anta Capela de Säo Brissos) som var blevet lavet om til et kapel i et forsøg på at få portugiserne  til at glemme gamle hedenske skikke med at besøge dysserne.

Cromeleque dos Almendres er gruppe med 95 monolitter; bautasten sat i forskellige cirkler på  en bakke. Det var meget imponerende, men der var ikke nær så mange som dem jeg har set i Frankrig.

Det
                        tørre landskab udenfor EvoraPå turen så vi også mange korktræer. Det var nemt at se Lastbil med kork, som Portugal avler
                        utroligt meget afhvor de havde fjernet korken og de nøgne træer stod tilbage. Portugal er verdens største producent af kork og 8% af landets areal er dækket af korktræer.


Byens største  seværdighed er nok resterne af et  romersk tempel, som
Det
                        romerske tempel i Evoraer fra det 2. århundrede og er det bedst bevarede romerske monument i Portugal. Templet ligger på en plads midt i byen og det var ret underligt at se det der i Portugal, for vi følte sig som om vi var i Grækenland.

Evoras bymur, som stadig er bevaret, og går
                        hele vejen rundt om byenByen har også en utrolig  velbevaret bymur som omringer hele byen. Dele af muren er fra 14. hundredtallet og muren har stadig de gamle tårne og porte.


Endvidere  havde byen en gammel akvædukt fra romertiden.
Evoras lange og flotte ækvadukt
Akvædukten starter  flere kilometer udenfor byen, og den bragte vand ind til byen fra de lavere beliggende områder. Nogle steder kan man se butikker og huse bygget ind i de flotte buer på akvædukten.


Capela dos Ossos, kapellet lavet af
                        knoglerByens underligste seværdighed var nok Capela dos Ossos, et kapel lavet 50.000 skeletter, som blev til overs ved nedlæggelsen af en kirkegård! Et utroligt makabert rum at være inde i, hvor knoglerne er sidder tæt overalt i sirlige mønstre, så man slet ikke kan se væggene. Kapellet ligger i kirken Ingreja de São Francisco.

I Evora boede vi på Parque de Campismo de Évora. På campingpladsen var der ikke mange andre telte. Serviceniveauet var ikke højt. Der lå en restaurant på pladsen og da vi en aften efter en hel dags sightseeing spurgte hvornår de åbnede, fik vi at vide at det ville de gøre om en time, dvs. kl. 20. Vi var ret sultne, men vi ventede på at portugisernes tidspunkt for aftensmåltider skulle indfinde sig. Kl. 20.10 fandt vi ud efter at have spurgt et par gange, at restauranten slet ikke åbnede fordi kokken var syg.
Ved siden af campingpladsen var der et åbent græsareal. Her lå en del byggeaffald og en større gruppe romaer havde slået lejr her og boede i skurvogne, telte og lastbiler. De var kommet for at plukke vindruer og andet frugt.

 

Elvas

Byen husker vi nok især for varmen, for temperaturen kom op på 39 grader mens vi var der, og det eneste vi kunne foretage os,  var at sidde i skyggen, og holde siesta med de lokale.

Den lille by med 18.000 indbyggere ligger på grænsen til Spanien, og har derfor en enorm og imponerende bymur fra det 17. århundrede som omringer hele byen. Muren er indtakt og har stadig de gamle porte og tårne.

Den
                        store og voldsomme bymur i ElvasDesuden ligger der et fæstningsanlæg (Castelo) nord for centrum. Her er der skydehuller, mure og tårne som hører sig til i en rigtig borg. Fæstningens beliggenhed giver en utrolig flot udsigt over det omkringliggende landskab.

Ligesom Evora har Elvas også en lang akvædukt, hvis mure med Elvas´ ækvaduktbuegange starter 7 km vest for byen og ender ved en fontæne i centrum. Konstruktionen tog 100 år at fuldføre og er stadig et særdeles imponerende bygningsværk.

Campingpladsen vi boede på hed Senhor jesus da piedade parque de campismo, og var en lille plads med kun fem andre telte. Faciliteterne var fine og personalet var hjælpsomme og venlige og hjalp os med at undersøge togafgangene videre til Barcelona.

Fra Elvas tog vi toget et stop og så var vi i Spanien. Her skiftede vi tog og brugte hele dagen på togturen til Barcelona.

 

Se også siden med en liste over de bedste og de værste ting

Facts om turen:

Turen varede 30 dage, og kostede alt incl. (billet, overnatning, mad, entreer m.m.) 10.000 kr.

Paris

Jeg var i juli 2002 på interrail-tur med min veninde Stine i en hel måned. Turen gik gennem Amsterdam, Bordeaux, Portugal, Barcelona og Paris.

Oversigt over turen i Europa

 

Efter Portugal hvor vi brugte størstedelen af tiden på interrailturen var vi et par dage i Barcelona.
Herfra tog vi et nattog til Paris. På turen til Portugal kom vi også gennem Paris, men vi var der kun den time det tog at styrte fra en banegård til en anden og kun med nød og næppe nå TGV’en sydpå. Denne gang havde vi hele dagen i byen, og ligesom opholdet i Bordeaux på udturen regnede det også på denne dag i de franske.

Vi var ret trætte efter næsten en måned på farten, men vi fik da set en del af de sædvanlige turistseværdigheder i byen før vi måtte tage en lille lur på en græsplæne i nærheden af Eiffeltårnet.
Facts om turen:

Turen varede 30 dage, og kostede alt incl. (billet, overnatning, mad, entreer m.m.) 10.000 kr.

 

Norge

NorgeI 9. klasse i 1993 var jeg med min klasse i Johnsgård i Norge i en uge, hvor vi stod på langrend. Jeg husker ikke længere så meget fra turen, men det var første gang jeg var på ski og første gang at jeg oplevede så meget sne.

NorgeLandskabet i området var fantastisk flot, den klare blå himmel og det kridhvide landskab var imponerende. Området var et langrendsområde, så det var meget velegnet til alle os nybegyndere.

Jeg må nok indrømme at sne og kulde aldrig rigtig har været min favorit. Jeg elsker at være udenfor og det var rart at få en masse frisk luft og motion, men jeg følte mig aldrig nogensinde helt sikker med ski under fødderne.

Det var helt sikkert sjovt at prøve at stå på langrend, men det er ikke noget jeg siden aktivt har efterspurgt.

Milano

Ulig mange andre byer i Italien er her en by som ikke tiltrækker turister i hopetal, som bruger dagene på at se århundreders bygningsværker i mere eller mindre forfald.
Her er tværtimod tale om en by som er kendt for mode af højeste kvalitet. Alle kendte mærker har butikker i byen og byens modeuge er velbesøgt. Italiens største koncentration af industri findes også her.
Vi besøgte byen på en fire dages miniferie i oktober 2010. Turens længde var passende, det gav os mulighed for at se de seværdigheder der er i et passende tempo og mulighed for at slappe af ved de mange fortovscafeer.

Vi fløj fra Lubeck Lufthavn med Ryanair (500 kr, retur pr. person). Det var første gang vi fløj fra Lubeck, som kun benyttes af to lavprisselskaber. Selve afgangshallen var et telt. Ja, et telt med varmelamper i loftet og 6 gates. Det generede ikke os, tværtimod, hele konceptet havde mange fordele. Vi kunne parkere lige ved siden af lufthavnen, turen fra indgangsdøren gennem sikkerhedskontrol og til gate tog 2 minutter, og flyet parkerede lige udenfor døren.
Vi landede i Bergamo lufthavn (Orio al Serio), som ikke er Milanos primære lufthavn, men igen en der benyttes af lavprisselskaber. Fra Bergamo lufthavn tog vi en lufthavnsbus til Milano centrum.

Milano – centrum

Den første dag brugte vi på at slentre rundt i centrum. Vi var meget imponerede over katedralen på Piazza del Duomo. Katedralen kan rumme 40.000 mennesker. Dens indre er som så mange andre italienske kirker, flot og overdådigt udsmykket, men det var ikke det som vi fandt interessant.
Det der gjorde katedralen speciel, var at man kan gå op af en trappe helt op på selve katedralens tag. Hele tagområdet er overdådigt udsmykket med marmorfigurer, spir, gesimser, rækværk og små trapper overalt. Faktisk er der på facaden og taget intet mindre end 135 spir og 3200 statuer, som dækker alle flader på en utrolig ekstravagant måde.
På selve taget sad vi og nød solens stråler, de mange udsmykninger, den imponerende udsigt og turisternes samtaler på utallige sprog mens solen glimtede i en kobberstatue af Jomfru Maria på en 108 m højt spir.

Mode er en vigtig del af Milano og i gågaderne som udgør den såkaldte Gyldne Firkant har alle de verdenskendte mærker, som Prada, Vercaca, Dolce & Gabbana deres egne butikker. Alt er meget eksklusivt og mange steder står der vagter foran butikkerne.
Den slags butikker og luksus har aldrig sagt mig ret meget. Jeg vil hellere bruge pengene på at rejse, men det var alligevel en speciel oplevelse at slentre igennem gaderne hvor ultratjekkede italienere, turister og andet godtfolk myldrede omkring.

Termiske bade

En af dagene brugte vi i spa/termiske bade. Stedet er ikke omtalt i turistbøgerne, men vi fandt det på nettet hjemmefra. Terme Milano består af en række termiske bade af forskellig slags. Udendørs er der et par bade beliggende i en flot have omkranset af en gammel rustik bymur. Indendørs er der en lang række forskellige bade med dyser der masserer ryggen, bassiner med undervands musik og lysshow, rum hvor det er muligt at ligge under vandfald, regn etc. Desuden er der mulighed for at bruge badesalte, skrubbecremer, olier og lignende. Der er desuden saunaer af forskellig slags og mulighed for at løbe forskellige massager. Derudover er der en lækker buffet med brød, skinker, sunde snacks, frugt og friskpressede juicer.
Med i prisen følger også lån af badekåbe, håndklæder, slippers og man får et sæt med shampoo, balsam, creme m.m. Desuden er der i brusebadene en lang række forskellige shampooer, cremer m.m. man kan benytte.
Vi havde en dejlig dag i de termiske bade. Det var dejligt at slappe af i flotte omgivelser, og jeg synes virkelig, at vi fik meget for pengene her. Stedet henvender sig ikke direkte til turister, men det er ligger i gåafstand fra centrum og hotellet vi boede på. Prisen for et besøg er 42-49 euro.

En af aftenerne spiste på en restaurant (Restaurant Da Maruzzella) i nærheden af hotellet. Da vi ankom var stedet stuvende fuldt og vi måtte vente ti minutter på at få et bord. Det gjorde ikke så meget, for i ventetiden blev vi underholdt at energiske pizzabagere i højt humør, som stod ved døren og bagte pizzaer i et hæsblæsende tempo.
Maden vi fik var god, meget enkel og typisk italiensk. Vi fik antipasti med parmaskinke, herefter nogle lækre stegte grøntsager og en pastaret hver. Præcis hvad vi fik husker jeg ikke, men kun at maden var godt tilberedt og at vi fik så mange retter og vin at vi vaklede fra bordet. Stemningen på stedet var god, til trods for at stedet var fyldt med mennesker i al den tid, vi var der.

Bergamo

På afrejsedagen tog vi tilbage til Bergamo, denne gang med tog (45 min). Togturen var fin, på nær den mindre, men irriterende bøde, vi fik for ikke at have stemplet billetterne i en automat før afgang.
Billetkontrolløren talte et fint engelsk og gav os en stor bøde (omkring 500 kr). Da vi argumenterede med, at vi ikke vidste, at man skulle stemple billetten, og at vi i øvrigt ikke havde så mange kontanter, talte han pludseligt kun italiensk.Han gik dog alligevel med til en bøde på ca.100 kr, som han tilgengæld ikke gave os en kvittering for, så dem har han sikkert stukket direkte i lommen.
Vi kom til Bergamo og fik et hostel til at opbevare vores bagage, mens vi udforskede byen. Den gamle bydel ligger på en bakke ca. 1,5 km fra stationen. Udsigten fra hovedgaden op mod bydelen med en imponerende fæstning er flot, og det sidste stejle stykke er det muligt at køre med en tandhjulsbane.
Indenfor bymuren i den gamle middelalderby kan man se Bergamos fæstning, hvor der i dag er to museer og desuden et par kirker. Rundt langs hele bymuren er der udsigtspunkter, hvor man kan nyde den betagende udsigt over Bergamos tage og de mange flotte haver som til tider nærmest hænger på skråningen.Gaderne er smalle og munder her og der ud i små torve. På et af disse fandt vi en lille restaurant hvor vi fik grocchi til frokost.
Efter frokosten og en sidste kop italiensk kaffe var der kun tilbage at tage lokalbussen fra stationen til lufthavnen og flyve retur over Alperne.

Hotel

Hotel: Eurohotel
Hotellet ligger tæt på metrostationen Porta Venezia, hvilken gjorde det nemt hurtigt at komme til at fra centrum, hvis man ikke har lyst til at gå. Det er muligt at købe et to-dages kort til den offentlige transport. Turistbussen i to etager kører også forbi tæt på.
Hotellet er tre-stjernet og vi oplevede en fin service under vores besøg. Værelset og badeværelset var som den slags skal være, pænt og rent uden at være prangende. Værelset lå ud mod gaden, men eftersom det er en lille gade var der ikke meget støj og det var hyggeligt at følge med i de lokales liv.
Morgenmaden var en standartbuffet med croissanter, baguettes, søde kager, toastbrød, ost, syltetøj, yoghurt, mysli, frugt, kaffe og the.

Kroatien

Zagreb

Zagreb er en hyggelig by med atmosfære med mange gamle historiske bygninger. Man skulle ikke tro at man befandt sig i en hovedstad for der var mange hyggelige små gader med små gamle huse. Byen breder sig over to bakker. Her holdt for mange år siden to rivalerende grupper til. De kæmpede mod hinanden i mange år, men sluttede til sidst fred og de to landsbyer smeltede sammen. I Zagreb bor der omkring 800.000 personer.

Der var mange små pladser og gader, hvor cafeerne havde udendørsservering. Her var det hyggeligt at sidde og drikke kaffe og iagttage kroaterne. Eftersom byen var så lille var det nemt at komme rundt til fods, men ellers var de mange sporvogne et godt alternativ.

Turen til Zagreb med toget var kort eftersom vi kun skulle rejse de 30 km fra Brežice i Slovenien.

Vi boede på et af Zagrebs få hostels, som hed Ravnice Youth Hostel. Det viste sig at være en meget god ide at vi havde bestilt overnatning, da der var stor mangel på billig overnatning i byen. Stedet måtte hver dag afvise folk, på trods af at tv-stuen blev omdannet til sovesal med madrasser på gulvet, og folk slog telt op i haven.

Stedet lå lidt udenfor centrum, men detgjorde ikke så meget for sporvognen kørte lige dertil. En morgen duftede der af chokoladekage i hele kvarteret og det viste sig at ved siden af vores hostel lå en fabrik som lavede kiks. Åbenbart også chokoladekiks at dømme efter den dejlige duft.

Samobor

20 km vest for Zagreb ligger en lille hyggelig by, som hedder Samobor. Hertil tager folk fra Zagreb for at slappe af. Vi tog bussen dertil. Den afgår hver halve time fra busstationen i Zagreb og turen tager ikke lang tid.

Vi startede med en kop kaffe på en af de hyggelige caféer på hovedgaden. Herfra kunne vi se en ruin på toppen af en bakke og vi besluttede os for at vandre op til den. Det var lidt svært at finde derop, for selv om der var mange skilte, var der ikke nogen der pegede mod ruinen. Til sidst fandt vi dog stien som førte op, og vi vandrede op til ruinen. Her fandt vi ud af at ruinerne var fra Samobor Castle, bygget i 1200-tallet.

Langs den lavvandede å som løber gennem byen, ligger gamle hyggelige huse.
Med udsigt til dette spiste vi frokost, som bestod af billige burgere lavet på et splitsekund i en bod i nærheden.

Rab

Efter et par dage i Zagreb tog vi videre sydpå mod kysten. Vi tog bussen til byen Rab, på øen af samme navn. Bussen kørte sydpå, næsten ned til Rijeka, hvorefter den fulgte kysten til Jablanac. Turen til Rijeka gik fint, men langs kysten var der problemer. Vejen fulgte kystenlinjen, hvilket betød at bussen kørte ret langsomt pga. de mange sving. Derudover gik vejen gennem de mange badebyer som lå langs kysten, og her var der rigtig meget trafik, mange biler og turister i badetøj. Vi var derfor godt trætte af turen da vi endelig ankom til Jablanac, hvor færgen sejlede os til øen Rab. Her holdt også mange i kø, men heldigvis overhalede bussen dem alle og kørte direkte om bord på færgen. Nogle gange er offentlig transport altså bedre.

I Rab by havde vi ikke bestilt overnatning på forhånd. Vi regnede ikke med at det ville blive svært at finde et sted eftersom rigtig mange skiltede med at de lejede værelser ud.

Vi gik derfor rundt i byen og ringede på forskellige steder og talte med folk på både engelsk, tysk og spansk (italiensk), men alle var dog optagede og var nok heller ikke så interesserede i at leje ud til os, eftersom vi kunne ville bo der tre dage og ikke en uge.
Til sidst kapitulerede vi og gik ind på et bureau, som formidlede kontakt til en kvinde som lejede værelser ud. Værelset var rigtig godt, med eget badeværelse og altan, tilmed var det billigt.

Om eftermiddagen oplevede vi for første gang en af de kroatiske strande. Stranden ved byen bestod af en 2 meter bred betonkant langs med vandet. Herfra badede man og her sad og lå folk på måtter og håndklæder.
Der var absolut ikke plads til at alle kunne ligge ned. Underlaget i vandet bestod af sten, så det var ikke nogen behagelig oplevelse af gå derude for vi havde ikke de badesko på som næsten alle kroaterne var iført for netop ikke at skære fødderne på de skarpe sten.
Vi havde på forhånd hørt at næsten alle Kroatiens strande består af sten og grus, men for mig, som er opvokset ved Nordeuropas bredeste sandstrand var det alligevel svært at tilpasse mig de anderledes forhold.

Da der ikke var morgenmad på vores pensionat, købte vi næste morgen morgenbrød hos købmanden og spiste det på havnen med udsigt til de hvide huse i Rab.

Derefter udforskede vi den gamle bydel. Byen består af tre gader på langs; lower-, middle- og upperstreet. Ind i mellem de tre gader er der snævre passager. Bydelen virker utrolig stille og rolig, for der er ingen biler, og stort set alle bygninger består af lyse sten. Der er ikke så mange træer, men der er et par dejlige torve alligevel, hvor solen og de hvide sten bidrager til afslapningen. Byen er kendt for dens fire klokketårne, som står på en lang række. De ser også flotte ud og bidrager til at byen er utrolig smuk på afstand. Fra tårnene er det muligt at skue ud over byens tage.

Den sidste aften i Rab var der fest i byen; en armbrøstkonkurrence, hvor deltagerne og dommere var iklædt kostumer fra gamle dage. Det var spændende at se hvor præcist de faktisk kunne ramme med armbrøsterne.

 

Bådtur

Om aftenen bemærkede vi alle turbådene der kom ind. Dem var der utrolig mange af, og de reklamerede meget for deres ture. Alle ture var dog heldagsture, og der var kun 3-4 forskellige ruter og muligheder. Jeg var lidt skeptisk og havde ikke lyst til at sidde pakket på en båd sammen med en masse mennesker hele dagen. Derfor havde vi ikke bestilt en tur.
Ved frokosttid en dag kom vi dog forbi havnen, hvor vi så at der var en båd der tilbød en eftermiddagstur. Kaptajnens planer var blevet ændret, derfor tilbød han denne tur. Eftersom den først blev udbudt samme dag, og alle var taget af sted på de andre ture, var vi kun 5 personer i alt til denne tur. Det betød at turen blev lidt mere personlig og der var masser af plads. Først sejlede vi til Dolfin Island hvor vi badede i det klare Adriaterhav. Der var desværre ingen delfiner, øen hedder bare sådan. Derefter sejlede vi til landsbyen Lun på øen Pag, hvor vi spiste pandekager på en café og gik en lille tur. Øen var meget stenet og tør, helt anderledes end Rab. Den eneste vegetation var en masse oliventræer.

Cykeltur

Dagen efter bådturen lejede vi cykler i byen. Denne gang var det mountainbikes, så de var noget bedre at cykle i bjerge med end cyklerne i Brežice.

Vi cyklede i rask tempo ud af byen, og mødte straks den første stigning. Vejen var god og asfalteret. Sådan blev det dog ikke ved med at være. Den gode vej viste sig at lede op til en kirkegård, og da den var passeret var vejen en grusvej. Grusvejen blev dog hurtigt værre og til sidst var den en sti med store løse sten og huller. Stien gik op og ned af bakkerne og var desuden så smal at buskenes tjørne til tider rev os. Turen var dog god alligevel og landskabet var flot. Der var en fin udsigt over Rab by, og på den anden side kunne vi se en bjergkam med mange stengærder. Vi fandt aldrig ud af hvad disse stengærder blev brugt til, men det har sikkert været til at holde dyr inde. Vi kom endelig op på bakkekammen, og cyklede ned på den anden side fordi vi blev sultne.

Her købte vi ind til sandwiches i en lille butik og dem spiste vi på byens havn. Efter frokosten cyklede vi videre langs kysten. Vi cyklede på de betonkanter, som de bruger som strande, de var nemlig mærket på vores kort som cykel- og vandrerute. Det betød at vi cyklede på den samme smalle kant, hvor der lå folk og slikkede sol. De så dog ikke ud til at have noget imod at vi trillede forbi, og de var nok også vant til at dele den plads der var.

Vi kom forbi mange lokkende strande, men vi havde udset os en bestemt en på kortet. Vi kom også derhen efter at vi havde cyklet/trukket cyklerne ad nogle meget stejle stier fulde af store løse sten. De var også mærket som cykelruter, selvom jeg tvivler på at nogen kunne cykle på dem. Vi var også nødt til at bære cyklerne over et hegn, fordi vi kom til en indhegnet skov.
Da vi kom til den bugt vi havde udset os, så den virkelig lækker ud. Godt nok var der en stenstrand, men der var ingen mennesker i bugten og vandet så lækkert ud. Da vi kom derned var der masser af hvepse. De var meget aggressive og fløj om hovedet på os hele tiden. Det hjalp nok heller ikke at vi svedte voldsomt. Vi var derfor nødt til at flygte fra stedet og cykle videre.
Vi endte derfor på en strand ved et turistresort sammen med en masse andre mennesker. Stranden var en klippestrand, hvor folk lå og sad på de store klippestykker. De der solgte tykke liggemadrasser og badesko havde en god forretning. Vi tog os en dukkert og cyklede tilbage til Rab by med meget ømme bagdele.

Pula

Eftersom busturen til Rab havde været ret lang, var vi glade da vi fandt ud af at der gik en katamaranfærge til Rijeka fra Rab.
Båden afgik tidligt om morgenen og turen tog 2 timer. Mads nød udsigten over Adriaterhavet, mens jeg følte mig mindre godt tilpas over at være på en gyngende båd så tidligt om morgenen. Katameraner ruller på en bestemt måde som jeg ikke bryder mig om. Endvidere var det ikke muligt at komme udenfor på dækket. Indenfor var der bare en masse rækker med sæder hvor man kunne sidde, der var ikke andet at lave.

I Rijeka fandt vi bussen til Pula, som afgik efter kort ventetid. Turen ned langs vestkysten af halvøen Istria/Istrien var meget smuk.
I Pula tog vi bussen til Youth Hostel Pula, hvor vi havde bestilt plads. Hostelet lå lidt udenfor byen, men det gjorde ikke så meget, for det lå lige ved stranden. Dette betød at vi kunne spise vores morgenmad mens vi kiggede ud over vandet. Det er dog også det bedste der klan siges om stedet. Det var billigt, men ikke særligt hyggeligt. Der var en del hytter, hvor der boede nogle mennesker som larmede ret meget. tmosfæren var ikke så hyggeligt og selvom stranden foran hostellet var ok ren, så skulle man kun gå få meter væk så flød det med affald. Jeg kan kun anbefale det til dem der er på et stramt budget.

I Pula så vi allerførst deres store flotte romerske amfiteater, som er det 6. største i verden. Det er bygget i 1. århundrede og kunne rumme 20.000 tilskuere. Teatret er meget imponerende på trods af at de indre vægge og stentrapperne/sæderne blev fjernet i middelalderen og brugt som byggemateriale.
Under teatret findes kælderen hvor de vilde dyr, gladiatorerne kæmpede med, var spærret inde. I dag findes der en udstilling om stedet og en samling af gamle krukker og andre gamle genstande.

På torvet, som er det gamle romerske forum, findes en anden romersk bygning, nemlig Augustus Templet. Dele af templet er ødelagt og dele af templet er ombygget og er i dag byens rådhus. Der står dog også noget af templet tilbage og minder med de store søjler om en tid hvor romernes imperium var stort og bl.a. strakte sig ind i nuværende Kroatien.

Rovinj

Rovinj er en by med 12000 indbyggere, som ligger ved kysten lidt over 40 minutters kørsel nord for Pula. Vi tog dertil med den lokale bus, og det var en skøn tur, som gik gennem små landsbyer og tørt landskab. Vinrankerne stod og gispede i varmen, og oliventræer og tørt græs prydede den brune jord.

Rovinj er en meget hyggelig by, hvor husene i det gamle centrum ligger på en bakke langs med smalle gader og gyder. Brostenene i de smalle kringlede gader var  meget slidte og glatte. Vasketøjet hang på ægte sydlandsk stil til tørre mellem husene. På bakken lå katedralen og det var tilsyneladende her alle turisterne søgte hen. I hvert fald var der i nogle af gaderne horder af turister som alle gik den samme vej, mens andre gader var totalt øde.

Den bedste seværdighed i byen var alle disse små gader der gik på kryds og tværs som en labyrint, hvor der var stille og roligt og ingen trafik.

Det var muligt at gå op i katedralens tårn, men vi magtede ikke at være lukket inde i et tårn, sammen med flere hundrede andre. Til gengæld besøgte vi byens akvarium. Akvariet var ikke særlig stort, kun 12-15 små akvarier, men til gengæld kom vi gratis ind, fordi der ikke sad nogen i billetlugen.

I byens havn lå der voldsomt mange både. De lå utrolig tæt, og jeg tror næsten man kunne gå tværs over havnen, ved at gå fra båd til båd. Jeg kan nu godt forstå det, for det må være en dejlig oplevelse at sejle til alle de kroatiske byer ved Adriaterhavet.

Om eftermiddagen tog vi tilbage til Pula, hvor vi nød vores sidste aften, inden vi næste dag skulle vende næsen mod Venedig, hvor Mads skulle flyve tilbage til Danmark fra, og hvor jeg skulle mod Innsbruck i Østrig.

Mad

Maden vi fik i Slovenien og Kroatien var god, billig og rigelig. På menukortet er der mange retter med forskellig slags grillet kød. Vi bestilte flere gange en mixed grill, hvilket var en tallerken med 3-4 forskellige slags grillet kød. Tilbehør som salat, kartofler, ris el lign. skulle ofte bestilles separat, men så fik man også netop den sammensætning man ville have.

Vi kom flere gange til at bestille en platte. Retten gik under flere betegnelser, men hed altid noget med platte og den var altid beregnet til to (sultne) personer. Hver gang glemte vi hvor meget mad man faktisk fik serveret. Ind kom et kæmpe fad med 6-7 stykker kød til hver samt salat, kartofler og ris. Hele anretningen blev anbragt på en varmeplade, så den store mængde mad kunne holde sig varm.

Retten på billedet er en Balkanplatte og vi fik den serveret i Rab. Anretningen består til hver person af: 1 kyllingespyd, 1 rulle af hakket oksekød, 1 hakkebøf, 1 svinekotelet, 1 oksesteak, 1 kyllingesteak, 1 fiskefilet, risotto, pommes frites og derudover bestilte vi salat. Det hele var så ´elegant´ anrettet som en mand på fadet, med en halv brød som krop. Faktisk spiste vi næsten det hele, men vi var også blevet vant til de store portioner.

Kaffen var også speciel. Som regel fik vi serveret dejlig kaffe på caféerne, men nogle steder i Slovenien fik vi serveret kogekaffe. Simpelthen kaffe som har stået og kogt og serveres med grums. Det smager meget fælt og jeg anbefaler det ikke.

Is

Alle vegne i Slovenien og Kroatien kunne man købe is ligesom i Italien. Det var en virkelig cremet og lækker is i utrolig mange varianter, som smagte rigtig godt. Overalt så man også de lokale guffe is, især om aftenen hvor temperaturen var faldet og folk derfor kom frem for at promenere på gaderne.

 

Zagreb

Zagreb er en hyggelig by med atmosfære med mange gamle historiske bygninger. Man skulle ikke tro at man befandt sig i en hovedstad for der var mange hyggelige små gader med små gamle huse. Byen breder sig over to bakker. Her holdt for mange år siden to rivalerende grupper til. De kæmpede mod hinanden i mange år, men sluttede til sidst fred og de to landsbyer smeltede sammen. I Zagreb bor der omkring 800.000 personer.

Der var mange små pladser og gader, hvor cafeerne havde udendørsservering. Her var det hyggeligt at sidde og drikke kaffe og iagttage kroaterne. Eftersom byen var så lille var det nemt at komme rundt til fods, men ellers var de mange sporvogne et godt alternativ.

Turen til Zagreb med toget var kort eftersom vi kun skulle rejse de 30 km fra Brežice i Slovenien.

Vi boede på et af Zagrebs få hostels, som hed Ravnice Youth Hostel. Det viste sig at være en meget god ide at vi havde bestilt overnatning, da der var stor mangel på billig overnatning i byen. Stedet måtte hver dag afvise folk, på trods af at tv-stuen blev omdannet til sovesal med madrasser på gulvet, og folk slog telt op i haven.

Stedet lå lidt udenfor centrum, men detgjorde ikke så meget for sporvognen kørte lige dertil. En morgen duftede der af chokoladekage i hele kvarteret og det viste sig at ved siden af vores hostel lå en fabrik som lavede kiks. Åbenbart også chokoladekiks at dømme efter den dejlige duft.

Samobor

20 km vest for Zagreb ligger en lille hyggelig by, som hedder Samobor. Hertil tager folk fra Zagreb for at slappe af. Vi tog bussen dertil. Den afgår hver halve time fra busstationen i Zagreb og turen tager ikke lang tid.

Skiltekaos. Der var skilte der pegede i alle
                      retninger, men ingen der viste mod ruinen.Vi startede med en kop kaffe på en af de hyggelige caféer på hovedgaden. Herfra kunne vi se en ruin på toppen af en bakke og vi besluttede os for at vandre op til den. Det var lidt svært at finde derop, for selv om der var mange skilte, var der ikke nogen der pegede mod ruinen. Til sidst fandt vi dog stien som førte op, og vi vandrede op til ruinen. Her fandt vi ud af at ruinerne var fra Samobor Castle, bygget i 1200-tallet.

Langs den lavvandede å som løber gennem byen, ligger gamle hyggelige huse.
Med udsigt til dette spiste vi frokost, som bestod af billige burgere lavet på et splitsekund i en bod i nærheden.

Rab

Udsigt fra bussenUdsigt fra bussenUdsigt fra bussenEfter et par dage i Zagreb tog vi videre sydpå mod kysten. Vi tog bussen til byen Rab, på øen af samme navn. Bussen kørte sydpå, næsten ned til Rijeka, hvorefter den fulgte kysten til Jablanac. Turen til Rijeka gik fint, men lUdsigt fra bussen.angs kysten var der problemer. Vejen fulgte kystenlinjen, hvilket betød at bussen kørte ret langsomt pga. de mange sving. Derudover gik vejen gennem de mange badebyer som lå langs kysten, og her var der rigtig meget trafik, mange biler og turister i badetøj. Vi var derfor godt trætte af turen da vi endelig ankom til Jablanac, hvor færgen sejlede os til øen Rab. Her holdt også mange i kø, men heldigvis overhalede bussen dem alle og kørte direkte om bord på færgen. Nogle gange er offentlig transport altså bedre.

I Rab by havde vi ikke bestilt overnatning på forhånd. Vi regnede ikke med at det ville blive svært at finde et sted eftersom rigtig mange skiltede med at de lejede værelser ud.

Vi gik derfor rundt i byen og ringede på forskellige steder og talte med folk på både engelsk, tysk og spansk (italiensk), men alle var dog optagede og var nok heller ikke så interesserede i at leje ud til os, eftersom vi kunne ville bo der tre dage og ikke en uge.
Til sidst kapitulerede vi og gik ind på et bureau, som formidlede kontakt til en kvinde som lejede værelser ud. Værelset var rigtig godt, med eget badeværelse og altan, tilmed var det billigt.

Udsigten fra vores værelse.Om eftermiddagen oplevede vi for første gang en af de kroatiske strande. Stranden ved byen bestod af en 2 meter bred betonkant langs med vandet. Herfra badede man og her sad og lå folk på måtter og håndklæder.
Der var absolut ikke plads til at alle kunne ligge ned. Solopgang da vi sejler fra Rab med
                      katameranfærgen.Underlaget i vandet bestod af sten, så det var ikke nogen behagelig oplevelse af gå derude for vi havde ikke de badesko på som næsten alle kroaterne var iført for netop ikke at skære fødderne på de skarpe sten.
Vi havde på forhånd hørt at næsten alle Kroatiens strande består af sten og grus, men for mig, som er opvokset ved Nordeuropas bredeste sandstrand var det alligevel svært at tilpasse mig de anderledes forhold.

Da der ikke var morgenmad på vores pensionat, købte vi næste morgen morgenbrød hos købmanden og spiste det på havnen med udsigt til de hvide huse i Rab.

Derefter udforskede vi den gamle bydel. Byen består af tre gader på langs; lower-, middle- og upperstreet. Ind i mellem de tre gader er der snævre passager. Bydelen virker utrolig stille og rolig, for der er ingen biler, og stort set alle bygninger består af lyse sten. Der er ikke så mange træer, men der er et par dejlige torve alligevel, hvor solen og de hvide sten bidrager til afslapningen. Byen er kendt for dens fire klokketårne, som står på en lang række. De ser også flotte ud og bidrager til at byen er utrolig smuk på afstand. Fra tårnene er det muligt at skue ud over byens tage.

Den sidste aften i Rab var der fest i byen; en armbrøstkonkurrence, hvor deltagerne og dommere var iklædt kostumer fra gamle dage. Det var spændende at se hvor præcist de faktisk kunne ramme med armbrøsterne.

Bådtur

Om aftenen bemærkede vi alle turbådene der kom ind. Dem var der utrolig mange af, og de reklamerede meget for deres ture. Alle ture var dog heldagsture, og der var kun 3-4 forskellige ruter og muligheder. Jeg var lidt skeptisk og havde ikke lyst til at sidde pakket på en båd sammen med en masse mennesker hele dagen. Derfor havde vi ikke bestilt en tur.
Ved frokosttid en dag kom vi dog forbi havnen, hvor vi så at der var en båd der tilbød en eftermiddagstur. Kaptajnens planer var blevet ændret, derfor tilbød han denne tur. Eftersom den først blev udbudt samme dag, og alle var taget af sted på de andre ture, var vi kun 5 personer i alt til denne tur. Det betød at turen blev lidt mere personlig og der var masser af plads. Først sejlede vi til Dolfin Island hvor vi badede i det klare Adriaterhav. Der var desværre ingen delfiner, øen hedder bare sådan. Oliventræer og får på øen Pag ved landsbyen
                      LunOliventræer på øen Pag ved landsbyen LunDerefter sejlede vi til landsbyen Lun på øen Pag, hvor vi spiste pandekager på en café og gik en lille tur. Øen var meget stenet og tør, helt anderledes end Rab. Den eneste vegetation var en masse oliventræer.

Cykeltur

De mange stendiger på bakkesiden.Den gode asfaltvej, som snart ophørte.Udsigt over Rab by fra cykelrutenDagen efter bådturen lejede vi cykler i byen. Denne gang var det mountainbikes, så de var noget bedre at cykle i bjerge med end cyklerne i Brežice.

Vi cyklede i rask tempo ud af byen, og mødte straks den første stigning. Vejen var god og asfalteret. Sådan blev detKirikegården vi kom forbi. dog ikke ved med at være. Den gode vej viste sig at lede op til en kirkegård, og da den var passeret var vejen en grusvej. Grusvejen blev dog hurtigt værre og til sidst var den en sti med store løse sten og huller. Stien gik op og ned af bakkerne og var desuden så smal at buskenes tjørne til tider rev os. Turen var dog god alligevel og landskabet var flot. Der var en fin udsigt over Rab by, og på den Stien vi cyklede på. Den blev senere endnu
                      værre.anden side kunne vi se en Landskabet vi cyklede igennem.bjergkam med mange stengærder. Vi fandt aldrig ud af hvad disse stengærder blev brugt til, men det har sikkert været til at holde dyr inde. Vi kom endelig op på bakkekammen, og cyklede ned på den anden side fordi vi blev sultne.

Her købte vi ind til sandwiches i en lille butik og Udsigt fra cykelrutenKombineret strand og cykelstidem spiste vi på byens havn. Efter frokosten cyklede vi videre langs kysten. Vi cyklede på de betonkanter, som de bruger som strande, de var nemlig mærket på vores kort som cykel- og vandrerute. Det betød at vi cyklede på den samme smalle kant, hvor der lå folk og slikkede sol. De så dog ikke ud til at have noget imod at vi trillede forbi, og de var nok også vant til at dele den plads der var.

Vi kom forbi mange lokkende strande, men vi havde udset os en bestemt en på kortet. Vi kom også derhen efter at vi havde cyklet/trukket cyklerne ad nogle meget stejle stier fulde af store løse sten. De var også mærket som cykelruter, selvom jeg tvivler Vi bærer cyklerne over et hegnLandskabet vi cyklede igennem.på at nogen kunne cykle på dem. Vi var også nødt til at bære cyklerne over et hegn, fordi vi kom til en indhegnet skov.
Da vi kom til den bugt vi havde udset os, så den virkelig lækker ud. Godt nok var der en stenstrand, men der var ingen mennesker i bugten og vandet så lækkert ud. Da vi kom derned var der masser af hvepse. De var meget aggressive og fløj om hovedet på os hele tiden. Det hjalp nok heller ikke at vi svedte voldsomt. Vi var derfor nødt til at flygte fra stedet og cykle videre.
Vi endte derfor på en strand ved et turistresort sammen med en masse andre mennesker. Klippestranden vi endte på.Stranden var en klippestrand, hvor folk lå og sad på de store klippestykker. De der solgte tykke liggemadrasser og badesko havde en god forretning. Vi tog os en dukkert og cyklede tilbage til Rab by med meget ømme bagdele.

Videoklip med udsigt over Rab by

Pula

Eftersom busturen til Rab havde været ret lang, var vi glade da vi fandt ud af at der gik en katamaranfærge til Rijeka fra Rab.
Båden afgik tidligt om morgenen og turen tog 2 timer. Mads nød udsigten over Adriaterhavet, mens jeg følte mig mindre godt tilpas over at være på en gyngende båd så tidligt om morgenen. Katameraner ruller på en bestemt måde som jeg ikke bryder mig om. Endvidere var det ikke muligt at komme udenfor på dækket. Indenfor var der bare en masse rækker med sæder hvor man kunne sidde, der var ikke andet at lave.

I Rijeka fandt vi bussen til Pula, som afgik efter kort ventetid. Turen ned langs vestkysten af halvøen Istria/Istrien var meget smuk.

Udsigten fra hostellet en stille morgen mens
                      vi spiser morgenmad.I Pula tog vi bussen til Youth Hostel Pula, hvor vi havde bestilt plads. Hostelet lå lidt udenfor byen, men det gjorde ikke så meget, for det lå lige ved stranden. Dette betød at vi kunne spise vores morgenmad mens vi kiggede ud over vandet. Det er dog også det bedste der klan siges om stedet. Det var billigt, men ikke særligt hyggeligt. Der var en del hytter, hvor der boede nogle mennesker som larmede ret meget. tmosfæren var ikke så hyggeligt og selvom stranden foran hostellet var ok ren, så skulle man kun gå få meter væk så flød det med affald. jeg kan kun anbefale det til dem der er på et stramt budget.  

I Pula så vi allerførst deres store flotte romerske amfiteater, som er det 6. største i verden. Det er bygget i 1. århundrede og kunne rumme 20.000 tilskuere. Teatret er meget imponerende på trods af at de indre vægge og stentrapperne/sæderne blev fjernet i middelalderen og brugt som byggemateriale.
Under teatret findes kælderen hvor de vilde dyr, gladiatorerne kæmpede med, var spærret inde. I dag findes der en udstilling om stedet og en samling af gamle krukker og andre gamle genstande.

På torvet, som er det gamle romerske forum, findes en anden romersk bygning, nemlig Augustus Templet. Dele af templet er ødelagt og dele af templet er ombygget og er i dag byens rådhus. Der står dog også noget af templet tilbage og minder med de store søjler om en tid hvor romernes imperium var stort og bl.a. strakte sig ind i nuværende Kroatien.

Rovinj

Rovinj er en by med 12000 indbyggere, som ligger ved kysten lidt over 40 minutters kørsel nord for Pula. Vi tog dertil med den lokale bus, og det var en skøn tur, som gik gennem små landsbyer og tørt landskab. Vinrankerne stod og gispede i varmen, og oliventræer og tørt græs prydede den brune jord.

Rovinj er en meget hyggelig by, hvor husene i det gamle centrum ligger på en bakke langs med smalle gader og gyder. Brostenene i de smalle kringlede gader var  meget slidte og glatte. Vasketøjet hang på ægte sydlandsk stil til tørre mellem husene. På bakken lå katedralen og det var tilsyneladende her alle turisterne søgte hen. I hvert fald var der i nogle af gaderne horder af turister som alle gik den samme vej, mens andre gader var totalt øde.

Den bedste seværdighed i byen var alle disse små gader der gik på kryds og tværs som en labyrint, hvor der var stille og roligt og ingen trafik.

Det var muligt at gå op i katedralens tårn, men vi magtede ikke at være lukket inde i et tårn, sammen med flere hundrede andre. Til gengæld besøgte vi byens akvarium. Akvariet var ikke særlig stort, kun 12-15 små akvarier, men til gengæld kom vi gratis ind, fordi der ikke sad nogen i billetlugen.

I byens havn lå der voldsom mange både. De lå utrolig tæt, og jeg tror næsten man kunne gå tværs over havnen, ved at gå fra båd til båd. Jeg kan nu godt forstå det, for det må være en dejlig oplevelse at sejle til alle de kroatiske byer ved Adriaterhavet.

Om eftermiddagen tog vi tilbage til Pula, hvor vi nød vores sidste aften, inden vi næste dag skulle vende næsen mod Venedig, hvor Mads skulle flyve tilbage til Danmark fra, og hvor jeg skulle mod Innsbruck i Østrig.

Mad

Maden vi fik i Slovenien og Kroatien var god, billig og rigelig. På menukortet er der mange retter med forskellig slags grillet kød. Vi bestilte flere gange en mixed grill, hvilket var en tallerken med 3-4 forskellige slags grillet kød. Tilbehør som salat, kartofler, ris el lign. skulle ofte bestilles separat, men så fik man også netop den sammensætning man ville have.

Vi kom flere gange til at bestille en platte. Retten gik under flere betegnelser, men hed altid noget med platte og den var altid beregnet til to (sultne) personer. Hver gang glemte vi hvor meget mad man faktisk fik serveret. Ind kom et kæmpe fad med 6-7 stykker kød til hver samt salat, kartofler og ris. Hele anretningen blev anbragt på en varmeplade, så den store mængde mad kunne holde sig varm.

Balkanplatte

Retten på billedet er en Balkanplatte og vi fik den serveret i Rab. Anretningen består til hver person af: 1 kyllingespyd, 1 rulle af hakket oksekød, 1 hakkebøf, 1 svinekotelet, 1 oksesteak, 1 kyllingesteak, 1 fiskefilet, risotto, pommes frites og derudover bestilte vi salat. Det hele var så ´elegant´ anrettet som en mand på fadet, med en halv brød som krop. Faktisk spiste vi næsten det hele, men vi var også blevet vant til de store portioner.

Kaffen var også speciel. Som regel fik vi serveret dejlig kaffe på caféerne, men nogle steder i Slovenien fik vi serveret kogekaffe. Simpelthen kaffe som har stået og kogt og serveres med grums. Det smager meget fælt og jeg anbefaler det ikke.

Is

Alle vegne i Slovenien og Kroatien kunne man købe is ligesom i Italien. Det var en virkelig cremet og lækker is i utrolig mange varianter, som smagte rigtig godt. Overalt så man også de lokale guffe is, især om aftenen hvor temperaturen var faldet og folk derfor kom frem for at promenere på gaderne.

Kort over turen

Island

I sommeren 1992, under hedebølgen, pakkede jeg mit vintertøj, og tog på ferie sammen med mine forældre og søskende.
Vi sejlede til Færøerne, hvor vi var tre dage. Derfra sejlede vi videre til Island, hvor vi ankom til Seydisfjordur på Østsiden af øen. Vi havde lejet en bil og vi kørte fra øst til vest ad den sydlige vej. I store træk er der nemlig kun en vej på Island, en som følger kysten hele vejen rundt om øen.
Vi brugte en uges tid på at udforske øen, men vi kunne sagtens have brugt meget længere tid. Desværre er der meget dyrt, og mine forældre skulle også til Danmark og passe arbejdet.

Landskabet på Island er fantastisk, og meget grønnere end navnet på landet antyder. De burde bytte navn med Grønland. Der er så anderledes fra alt andet jeg før og siden har set. Gejsere, isbjerge, gletscher, vandfald m.m. Vi spiste tit frokost ude i den smukke med kolde natur som det ses på billedet.
Vi boede på bed and breakfasts, primært på gårde. Dette var en god måde at få kontakt med og indblik i de lokales liv. Værterne gjorde meget for at vi skulle føle os velkomne. De serverede dejlig mad og fortalte om livet på Island. Nogle af de ældre kunne tale dansk, men ellers var de gode til engelsk eller tysk.
På flere af gårdene havde de islandske heste og de tog os med på rideture i det smukke landskab. Jeg har aldrig gået til ridning, men jeg følte mig tryg på de små islandske heste. Hestene er specielle fordi de kan en speciel gangart (tølt)

Jökulsarlon er en sø på kanten af nationalparken Vatnajökull. Ved søen ligger gletscheren Breidamerkurjökull, som kælver, dvs. den brækker i stykker og danner isbjerge. Det var et fantastisk syn at se isbjerge, og de var vitterligt blå som det kan ses på billeder. Vi sejlede en tur i søen mellem de smukke isbjerge, mens vi beundrede den flotte blå farve og den dramatiske himmel.

Svartifoss er et imponerende vandfald i Skafafell Nationalpark. Det er ikke så meget størrelsen som gør vandfaldet flot, det er de basaltsøjler som omgiver vandfaldet. Søjlerne er sekskantede, og danner en anderledes baggrund for vandfaldet. Søjlerne er dannet af lava som blev kølet langsomt ned. Det er muligt at gå bagom vandfaldet, endda uden at blive ret våd og derved komme tæt på de skarpe søjler.

I nationalparken af samme navn findes gletsjeren Vatnajökull, som er Islands største på 8100 km², dvs. større end Sjælland.
Det var underligt at komme fra den behagelige sol ved Svartifoss til kulden ved gletsjeren på så kort tid. Her fik vi endnu engang brug for vores medbragte vintertøj. Isen er op til 1 km tyk og ved gletsjerens kant kan man se den konstante strøm af vand som smelter fra gletsjeren. Det var fascinerende at se den mængde af smeltevand der fossede fra isen og jeg syntes at det var utroligt at isen aldrig smelter helt væk men gendannes hele tiden. Under isen ligger nogle af Islands mest aktive vulkaner, men dem mærkede vi heldigvis intet ti.

Undervejs på turen kom vi fobi stativer med lufttørrede fisk. Fiskene er tørret på den gammeldags måde ophængt på et stativ udenfor, og der lugtede selvfølgelig af fisk, men det var sjovt at se at de stadig bruger bruger en metode der har været anvendt i mange år.

Gammeldags huse med græstørv på taget så vi mange steder i landskabet. Disse ses der stadig en del af på Island, selvom jeg ikke tror de bliver brugt til andet end opbevaring. Vi så endda også en kirke med tørv på taget.
Man brugte græstørv og sten for at spare på træet som var en mangelvare og derfor kostbart.

Vulkanen Hekla ligger på på den sydlige del af Island, men vi kom desværre aldrig tæt på da tiden ikke tillod det. Vulkanen er 1490 m høj og er en stratovulkan. Den er en af de mest aktive på Island.
På billedet ses vulkanen i det fjerne. Billedet viser desuden det øde og golde lavalandskab vi kørte igennem kilometer efter kilometer.

Gullfoss er Islands største vandfald. Vandfaldet styrter 32 meter ned i en kløft. Det buldrer højt og vandet sprøjter ud til alle sider, hvilket gør det umuligt at tale sammen, og man bliver ret våd, hvis man vil tæt på kanten.

Gejseren Stokkur. Lige inden gejseren sprøjter vand op, bobler vandet kraftigt, og der dannes en større og større vandbobbel. Pludselig er det som om denne sprænger og alt vandet sprøjter op i luften. Lidt som at se en gryde mælk koge over, bare meget mere overdrevet.

Stokkur sprøjter vand op ca. hvert 5. minut. Højden på vandsøjlen er 15-20 meter, nogle gange endnu højere.
Det er et meget imponerende syn, og jeg følte mig ret lille i forhold til de kræfter, der så åbenlyst er i jordens indre.

Overalt i området siver der damp op fra undergrunden. Dampen er meget svovlholdig og lugter lidt som når man koger æg. Alt dette gør hele området føles som en anden planet.

Den sorte strand ved Vík er anderledes i forhold til de strande man kender. For det første ligger der ikke en masse turister og steger i solen, da både vandet og luften er for kold (under 10 grader) og der er ikke ret mange turister på Island.
For det anden er den speciel for sandet er sort, og ved stranden står de sorte klipper hvorfra sandet er eroderet.

no images were found

 

 

Kort over Island

 

Irland

I sommeren 93 var jeg med mine forældre og søskende i Irland en uges tid. Vi fløj til Dublin, hvor vi lejede en bil. Vi kørte rundt i landet og boede på forskellige bed and breakfasts.

Irland er et smukt land og det har fuldt ud fortjent tilnavnet “Den grønne ø”. Det regner en del og vi slap da heller ikke for nogle byger, men den store mængde nedbør betyder også at der er grønt og frodigt overalt.

Vi mødte utrolig mange venlige mennesker, men eftersom jeg på daværende tidspunkt kun gik i folkeskolen og derfor ikke havde de store engelskundskaber var det til tider lidt svært at forstå den særlige irske dialekt.

Et bed and breakfast vi boede på. Huset var bygget sammen med en gammel slotsruin. Nok mere specielt end kønt.  Mange af de steder vi overnattede var på gårde eller huse på landet, da mine forældre godt kan lide det indblik det giver i livet på landet. På mange af stederne bestod morgenmaden af lokale produkter, som vi spiste i familiens stue. Det var vældig hyggeligt og gav en god fornemmelse af dagliglivet i Irland.

Der er masser af sten i overalt i landet og mange af dem som blev samlet fra markerne blev brugt som stendiger for at holde dyrene inde på markerne. Mange af disse stendiger ligger der stadig og udgør nu et dekorativt element mellem de mange grønne græsmarker.

På vores tur rundt i landet bemærkede mange store pompøse og voldsomme indkørsler, selvom de kun førte op til små huse, som slet ikke levede op til forventninger man fik ved vejen.

Vejen snoede sig af sted i bjergene. Stendigerne langs vejen er dekorative, men nok ikke tilstrækkeligt til at holde bilen på vejen hvis det går galt.

Vi var rundt at se mange seværdigheder og især brugte vi meget tid i naturen. Jeg har desværre ikke så mange billeder derfra og jeg husker heller ikke så mange detaljer fra turen, så derfor er siden her ret mangelfuld.