Krakow

Markedspladsen, Rynek Glowny - Udsigten fra Rådhustårnet

Flybilletterne til Krakow faldt i kategorien årets bedste køb. Da jeg opdagede at en returbillet med Ryanair fra Billund til Krakow kostede 200 kr pr person alt inkl., købte jeg spontant to billetter og måtte så efterfølgende finde ud af, … Continue reading

Malta

Nedenstående tekst er skrevet af min kæreste, Mads og handler om rejsen til Malta i påskeferien, marts 2013.

Maleriske både ligger og gør havnen i Marsaxlokk et postkort værdigt.

Maleriske både ligger og gør havnen i Marsaxlokk et postkort værdigt.

Påsken er en fantastisk tid, hvor feriedage og forår smukt forenes. Og traditionen tro havde Mette tjekket Ryanairs hjemmeside og fundet et godt tilbud på en 5-dages tur til Malta, hvor vi kunne nyde naturen, få nye oplevelser og blive klogere – samtidig med at det var varmt. Malta ville også være nyt kapret land på Mettes resultatliste i De Berejstes Klub.

Forud for turen havde vi brugt et par aftener på at planlægge de enkelte dage. Det blev til henholdsvis en dag på den sydlige, midterste og nordlige del af øen, samt en dag i hovedstaden Valletta. En ingeniør kunne ikke have fundet en mere rational plan! Leje af bil er vældig billigt på Malta, så selv om øen er lille og de kører i venstre side, syntes vi det var penge, som var godt anvendt for at gøre os mest mobile. Vi havde også fundet et fornuftigt hotel i Sliema, der opfyldte vores tre krav til pris, værelse med eget toilet og morgenmad.

Efter en 3-timers flyvning, obligatorisk Ryanair fanfare og underskrift på bilud-lejningsaftale bragte GPS’en i vores smart-phone os trygt til hotel Plevna. Det var en enorm hjælp med GPS, da skilte er en udbredt mangelvare på disse kanter.

Sydøen – Dag 1

Næste morgen kørte vi til Birgu/Vittoria. Det er et gammelt fæstningsområde med stor strategisk betydning, som de berømte maltetiske riddere gjorde til hovedstad. Det var her slaget stod i 1565 mellem de mange Ottomanere og Grand Master Valletta med hans 60 andre riddere og få hundrede lokale beboere, som alligevel formåede at vinde, da byen havde opbygget et imponerende fæstningsanlæg med meter tykke mure, voldgrave osv., der gjorde byen uindtagelig. Anlægget var under genopførsel, så vi kunne desværre kun se det udefra.

Nede på havnen lå flere gigantiske lystyachter til kaj. Vi spurgte en person, hvem ejeren var, hvortil han sagde, at det var en fyr fra Sicilien. Vi tænkte straks mafia og syntes det var en trist kontrast til de maltetiske riddere og helte.

Fra Birgu kørte vi til Marsaxlokk, en idyllisk lille fiskerby, hvor små træbåde er malet i klare, skarpe farver og smukt vugger i bugten, mens turister spankulerer rundt blandt de lokale fiskere, der klargør deres net. Vi spiste naturligvis fisk til frokost. To flotte og meget velsmagende filletter af brasen med krydderurter samt lidt salat og (ret kedelige) fritter. Mums.

Det første af eftermiddagen blev brugt i Ghar Dalam cave, hvor en eroderet flod har aflejret store mængder af knogler fra dværgelefanter, flodheste, ulve, ræve, hjorte og andre eksotiske dyr, som levede på Malta for op til 200.000 år siden. Sidst på eftermiddagen så vi de gamle templer ved Hagar Quim og Mjandra.

Dagens højdepunkt var absolut aftenens landskamp mellem Malta og ærkefjenden Italien i VM-kvalifikationsgruppe B, hvor også Danmark spiller. Det var en sand folkefest med sang og musik, hvor nutidens maltetiske riddere var iklædt fodboldstøvler, som skulle forsøge at banke overmagten fra spaghettilandet med smørhår. Vi havde købt billetter til de billige rækker bag maltesernes mål i første halvleg. Her kunne vi høre folk råbe Forza Malta og opmuntre de lokale helte gennem hele kampen, også selvom ikonet og hadeobjekt nr. 1 Mario Balotelli scorede to mål for Italien. Italien vandt kampen, men Malta sejrede når det gjaldt sympati og opbakning på tribunerne.

Midtøen – Dag 2

Næste morgen kørte vi tidligt af sted mod Den Blå Grotte for at få en bådtur, mens solen lyste ind i bugten. Vi var der som de første kl. 9 og måtte derfor vente i ½ time, før båden var fyldt og kaptajnen ville sejle. South-american- style. Vi sejlede rundt til i alt 7 grotter, hvor Den Blå Grotte var absolut den største og flotteste. Klipperne var mange meter høje, helt lodrette med lilla og grønne nuancer fra de alger som groede på klipperne i det azurblå vand, som flot lyste i solen og spejlede sig i grotterne. Det var en fredfyldt og smuk start på en dejlig feriedag.

Vi kørte gennem det kuperede landskab op langs kysten for at finde en vandretur, som vi havde planlagt ved Dingli. De lykkedes ikke rigtig. I stedet tog vi til Il-buskett, den eneste rigtige skov på Malta, hvor præsidentens sommerpalads er opført. Her var fyrretræer, eukalyptustræer, citron- og appelsinlunde og flere andre vækster. Vi plukkede en appelsin, men hele munden snerpede sig sammen, da den skarpe syre ramte smagsløgene. Turen sluttede med et kig på cart ruts – nogle gamle hjul- eller slædespor, som antageligt er opstået ved transport af frugtbar jord til markerne.

Vi spiste frokost i Mdina, som også er en gammel fæstningsby med små snævre gader, hvor husene er bygget af sandsten med farvestrålende døre, smukke dørhåndtag og flere steder med de klassiske balkoner i grønmalet træ. Igen blev vi imponeret over de meter tykke mure, der omkranser Mdina og det enorme slid, som opbygningen har krævet. Arbejdsdagen har vist også været lidt længere end 8-16 med fri i weekenden og 6 ugers ferie….

Eftermiddagen blev spenderet i kunsthåndværkerbyen ved Ta’ Qali. Det var Maltas luftbase under WWII, men bliver nu anvendt af kunstfolk inden for keramik, glas, smykker og andre kunsthåndværker. Unægtelig en mere fredelig brug af de gamle hangarer. Om end udbuddet var prangende, købte vi ikke andet end en kop eftermiddagskaffe og en empanada.

Tilbage i Sliema spiste vi aftensmad på en lille lokal restaurant med maltetiske specialiteter som menu. Til forret en fast let krydret gedeost fra Gozo samt en gang sublim ravioli, hovedret bestod af henholdsvis kanin-stew og farsbrød med æg svøbt i røget skinke og til dessert en (lidt tam) tiramisu. Det blev skyllet ned med huset rødvin og mineralvand. I alt godt 300 kroner.

Gozo – Dag 3

Denne dag var dedikeret til Gozo. Vi kørte til færgen og kunne fra stævnen nyde udsigten til både Comino og Gozo, hvor vi efter ½ time kørte i land og op til endnu et gammelt fæstningsanlæg på toppen af et klippemassiv. Vi stillede bilen og fik en os en lille gåtur ned til vandkanten, forbi de mange små overdrev der bugnede af gule, hvide og røde blomster samt frodige kornmarker. Foråret er utrolig smukt. Nede ved vandet så vi saltbassiner, hvor havvand blev aflejret og fordampet for at udvinde salt. Flere steder var der aflejringer af skalddyr i klippen, som vidne om at det var gammel havbund vi gik på.

Vi kørte videre rundt på øen og endte ved middagstid i Victoria foran Basilikaen på plads Jan Gorg. Vi fik akkurat bestilt en plate med pølse, da klokkespillerne gik i gang og de følgende 3o minutter umuliggjorde enhver almindelig kommunikation og med en ringen for øret. Vi trængte til stilhed og kørte til Gharb for at gå en rundtur som vi havde fået anbefalet og udleveret kort til i turistinformationen i Victoria. Det var en smuk tur, hvor en lille asfaltvej blev til en grusvej der snoede sig ud blandt duftende kornmarker og flotte stendiger langs vejkanten. Vi så flere utrolige stenformationer skabt af vejr og vind og endte til sidst i flodudmundingen af en flod (Wied Il-Mielah) med et smukt ”vindue” (hul) i en gigantisk klippeformation. Oplevelserne blev gentaget og forstærket længere vestpå ved Azure Window. Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage mod færgen og hjem mod Sliema efter en lang dag i det fri.

Valletta – Dag 4

Sidste dag og tid til at se hovestaden Valletta, der som nævnt er opkaldt efter den gamle maltetiske storridder. Selve byen er ikke stor, ca. ½ x 1 km og omkranset af, naturligvis, kæmpe mure, som udgør et stærkt fæstningsanlæg. Der er lange snorlige gader med fleretager huse i karakteristisk stil med balkoner og med pragtfuld udsigt til vandet og de omkringliggende byer.

Der var langfredag, og flere af kirkerne var smukt dekoreret med blomster. De lokale var klædt i det stiveste tøj og gik rundt til de forskellige kirker for at beundre dem og ære Kristus. Bageren havde haft travlt med at bage store runde brød med hul i midten, som åbenbart var traditionel spise i påsken. Vi fik også set en enkelt procession, hvor et kors blev båret gennem byen efterfulgt af en den lokale skare.

Vi fik også set botanisk have uden for voldene, hvor ikke kun vækster, men også mange flotte katte holdt til. Den syntes at være et vellidt dyr, som lokale flere steder har bygget små huse til og dagligt fodrer. Der var overraskende mange røde katte, om end det er en egenskab der er recessiv.

Turen sluttede på den lille ø, Manoel Island, hvor vi blev grundigt overrasket over at se Duck Village. Det er et sandt paradis for ænder, gæs, duer, marsvin m.m., i stil med Christiania bygget af genbrugsmaterialer i en rustik facon, der gør stedet ganske særligt.

Fakta

Fly: Billund-Malta med Ryanair, DKK 2.500
Hotel: Hotel Plevna, 4 overnatninger DKK 1.200
Billeje: Peugot 207 inklusiv 1 tank benzin, DKK 1.000
Forbrug: Mad, vand, seværdigheder etc. DKK 3.500
Alle priser er for to personer.

 

Længste strækning på GPS på Malta: 27 km

Befolkningstæthed: 1.261 pr. km2 – DK 126 pr. km2.

Sardinien

Engang i det tidlige forår i 2011 opdagede jeg pludseligt, at der på kalenderen, som hang på køleskabet, var skrevet Sardinien ud for nogle af dagene. Jeg spurgte undrende min kæreste, hvorfor der stod det, og han forklarede, at han, som en overraskelse til mig, havde købt flybilletter og bestilt overnatning på Sardinien.

I påskeferien 2011 fløj vi derfor med Ryanair til Alghero, hvor vi var 5 dage.

Vi havde lejet en lille bil, som vi hentede i lufthavnen, og herfra var der kun en kort køretur til den nærliggende by Alghero, hvor vi skulle bo.

Alghero

Alghero er en by med omkring 40.000 indbyggere,, som ligger i det nordvestlige Sardinien. Øen blev et spansk territorium i 1479, og spanierne forsøgte ihærdigt at etnisk udrense øen og erstatte befolkningen med spaniere. Dette lykkedes dog kun i Alghero, som derfor har et spansk præg.

Murene, som skulle beskytte byen mod indtrængende fra havet, kan stadig ses ,og langs fæstningsværket er der nu en promenade, hvor man kan nyde den flotte udsigt over havet, mens man spiser en dejlig italiensk is. Til den anden side afgrænses den gamle middelalderby af nogle store klodsede vagttårne, men selve muren er væk. Selve bymidten var hyggelig med smalle gader belagt med brosten og en stille og rolig atmosfære.

 

Fra Alghero tog vi på flere dagsture med bilen rundt på øen.

Nord for Alghero

En af dagene kørte vi nordpå, først til Nuraghe di Palmavera,  ruinerne af en 3500 år gamle landsby og et af de flotteste og vigtigste af de mange ruiner efter et folkeslag, som hed Nurage. Området består af et gammelt palads omringet af en masse cirkelrunde bygninger. Alt er meget forfaldent, men jeg blev stadig imponeret over den store byggekunst, denne gamle kultur mestrede.

Herfra kørte vi videre vestpå af en snoet vej til Grotta di Nettuno. Efter parkering af bilen gik vi af 656 trin ned og ned og ned til grotten. Udsigten fra stien og trapperne som alt sammen var hugget ud i de stejle klipper var fantastisk. Da vi kom frem til hulens indgang, nåede vi lige at komme med på en guidet tur i drypstenshulen.  Indgangen ligger i havniveau, og grotten strækker sig 4 km ind, men en stor del er ikke åbent for publikum. Inde i grotten er der en 120 m lang saltvandssø, og undervejs kom vi forbi en masse stalagmitter og andre drypstensformationer.

Vi fortsatte videre nordpå og tog en afstikker ud til kysten igen til den forladte mineby Argentiera, hvor man indtil 1963 udvandt sølv. Nu står alle bygninger forladte tilbage og forfalder stille og roligt. Vi gik en runde i by,en hvor stilheden og forfaldet fik det hele til at minde om kulisser fra en gammel westernfilm. Et par bygninger var dog restaureret og rummede bl.a. en simpel restaurant, som servicerede dem, der kom for at bade på den nærliggende strand.

Da vi kørte videre nordpå langs kysten, anede vi ikke, hvilket syn der ville møde os, da vi ramte spidsen af den halvø, som udgør Sardiniens nordvestligste hjørne. Vi kørte gennem by Stintino og besluttede os for at køre helt ud for enden af halvøen, og den beslutning var god, for pludselig havde vi udsigt til et fantastisk turkisblåt hav og klippeskrænter hvorpå der voksede store mængder røde blomster. Strædet hedder Spiaggia della Pelosa og afgrænser Sardinien fra den lille ø Isola Asinara.

Syd for Alghero

En anden dag kørte vi mod syd langs kysten, hvor vi nød den flotte udsigt, som konstant ændrede sig hver gang vi rundede endnu et sving på den bugtede kystvej. På et tidspunkt mødte vi en hyrde med en flok får, som vi holdt tilbage for mens de krydsede vejen.

Første stop gjorde vi i den lille by Bosa, hvor vi af en smal stil med mange trappetrin gik op til det gamle middelaldercentrum, som ligger på en stejl bakke. Udsigten over floden Temo, den nyere lavereliggende bydel og landskabet omkring var flot og retfærdiggjorde pauserne, vi blev nødt til at tage på den stejle gåtur. Den gamle bydel bestod af smalle gader, små torve og et stort slot.

Køreturen fortsatte ud på sydspidsen af en halvø, hvor ruinerne efter den gamle by Tharros ligger med en imponerende udsigt over havet. Byen blev grundlagt af fønnikkerne, men de bygninger man ser ruiner af, er romerske fra det 2. og 3. århundrede. Romerne byggede et amfiteater, akvædukter og templer, hvor det er to søjler der står tilbage efter et af templerne, der er det mest imponerede ved stedet.

I nærheden af ruinerne ligger en af de ældste kirker på øen, hvis byggematerialer er sten fra Tharros ruinerne.

På vores videre tur kom vi pga. vores simple kort til at lave en genvej på en vej som blev smallere og smallere og førte os langt væk fra al bebyggelse. Vi fortsatte dog, men da bilen blev omringet af en fåreflok, følte vi os langt ude på landet. Fårehyrden var dog moderne og drev fårene af sted, mens han kørte i bil bag dem. Til sidst blev vejen en meget hullet grusvej, så vi blev glade, da vi endelig kom frem til en asfalteret vej.

Efter den landlige køretur kom vi frem til Forum Traianus, som er romerske ruiner ved floden Tirsu. Her havde romerne termiske bade, hvor de udnyttede undergrundens varme vand i mange forskellige bassiner. Det varme vand kommer stadig op af undergrunden, og vi kom forbi stedet, hvor det 54 grader varme vand løber ud i floden. Dampen stod op og svovllugten kildede i næsen, hvilket ikke så ud til at genere dem, som badede i det varme vand i floden.

Det sidste stop på denne udflugt var ved Nuraghe Santu Antine. Nuragherne var et folkefærd som levede i bronzealderen. De byggede talrige bygninger, hvis rester man kan se over hele øen. Dette sted bestod af et stort tårn i midten og tre mindre rundt om. Det hele var forbundet af nogle gange med nogle enormt tykke mure lavet af store sten. Tårnene var ligeledes lavet af store sten, og det store tårn var endda i flere etager med store spindeltrapper. Det mest imponerende ved hele konstruktionen var, at der ikke var anvendt mørtel, det var alene stenenes vægt,der holdt det hele sammen. Utroligt at de kunne finde ud af dette for næsten 4000 år siden.

 

Øst for Alghero

Den sidste tur vi kørte var til Tempio Pausania, hvor vi kørte ud i bjergene syd for byen. Her gik vi en tur i den friske kølige luft og kørte helt op på toppen af bjerget Monte Limbara, hvor der var en masse sendemaster. Vel nede fra den lange snoede vej drak vi en velfortjent kop kaffe i den lille by Oschiri.

 

Fakta om turen

Vi overnattede i et bed and breakfast; ElisArt (50euro/dobbelt), som lå i en lejlighed i et beboelseskvarter lidt udenfor centrum af Alghero. Alle værelser og gangen var dekoreret med forskellige udsmykninger malet på væggene. Morgenmaden var hver morgen sat frem i lejlighedens køkken og var meget enkel, men ok. Vi fik udleveret en nøgle ved check ind, og efterfølgende så vi ikke meget til vores vært.

Økonomi:

Rejsen kostede for 5 dage i alt 9900kr, i dette er inkluderet fly, bed and breakfast, billeje og forbrug.

 

Holland

En af de sidste ferier med mine forældre og søskende før jeg flyttede hjemmefra gik til Holland og Frankrig.   Vi kørte først til Holland, hvor vi var et par dage. Landet minder meget om den del af Danmark jeg kommer fra, nemlig marsklandet i Sønderjylland. Holland er lige så fladt, og mange arealer er da også indvundet fra havet. Nu hvor jeg lige har benævnt sammenlignet Holland og Danmark skal det nævnes at Hollands højeste punkt faktisk er 322 m.o.h. og dermed højere end Danmarks højeste punkt.

Der var mange møller, men også af den gamle slags, før de grimme vindmøllers tid. Her sidder vi i grøftekanten og nyder synet af rækken af møller, mens vi spiser vores madpakke.

Husene i Holland er også ret specielle, i hvert tilfælde de gamle huse på landet. De har i mange tilfælde stråtag, men ikke som vi kender det herhjemmefra. De har valgt at lægge det på lidt over halvdelen af taget, og så have almindelig tag på resten. De ser ret underligt og halvfærdigt ud. Andre huse har et ualmindeligt højt tag, også lavet af strå, som det ses på billedet til højre.

 

 

Albanien

Denne artikel har jeg skrevet til magasinet Globen, som er et medlemsblad for De Berejstes Klub, hvor jeg er medlem.

Valbona: en endnu uspoleret dal i det nordlige Albanien

I den nordlige del af Albanien ligger Valbona. Selve rejsen gik med en af de færgeruter, der af nogle er udnævnt som en af de smukkeste i verden. Fremme i Valbona blev vi mødt af smuk natur, vilde bjerge og gæstfrie beboere.

Rejsen til Valbona begyndte i Tirana for min kæreste og jeg. Vi var lidt usikre på hvordan vi skulle komme dertil. Fra hotellet i Valbona havde vi fået en e-mail, som omhyggeligt forklarede bussystemet. Man skulle helst kende chaufføren og ringe til ham på forhånd, for præcist at få at vide hvor og hvornår bussen kørte. Der var vedlagt telefonnummer, og vi fik vores hotel i Tirana til at ringe op. Vi fik at vide, at bussen gik kl. 5 fra en bestemt plads, og at den var hvid med en blå stribe.

Så tidligt næste morgen gik vi ned til pladsen, hvor vi fandt minibussen. Chaufføren sad på en nærliggende cafe. Efter den obligatoriske runde gennem byen for at samle passagerer op, kom vi endeligt af sted. Efter tre timers kørsel var vi fremme ved Komani-søen, som er dannet ved en opdæmning af Valbona-floden.

Min kæreste fordrev ventetiden med at fiske fra færgelejet. Dette tiltrak sig stor opmærksomhed fra de lokale, som ivrigt kommenterede og kom med gode råd. Han fangede nogle små skaller, som han bestemt ikke måtte smide ud igen, dem ville chaufføren gerne have med hjem. De lå så i en plasticpose og blev godt varme på resten af turen i bussen.

Søen følger flodens snoede forløb gennem dalen, og udsigten skiftede derfor konstant, hver gang vi rundede endnu et sving. På begge sider rejser stejle klipper sig og spejler sig i det azurblå vand. Nogle steder var vi ganske tæt på skrænterne, kun 20 meter adskilte os fra klipperne, som strakte sig over 100 meter op. Langs søen, på nogle af de knap så stejle skråninger, er der huse og små terrasselandbrug.

Vi nød at sidde på det øverste dæk og betragte det flotte landskab, der flød forbi i langsomt tempo. De lokale havde tilsyneladende set det så mange gange før, at det på dem virkede mere tillokkende at sidde inde i den indelukkede bar og ryge og drikke øl. På de par timer, færgeturen tog, var der nogle, der vi hældt overordentlig mange øl ned. Da vi kørte fra borde og så en synlig påvirket mand sætte sig bag rattet i en lastbil lastet tungt med cementsække, var vi rystede.

Vi havde med buschaufføren forhandlet os frem til, at han skulle køre os helt til vores hotel i Valbona-dalen, frem for kun til færgelejet, hvortil ruten normalt gik. Herved undgik vi problemer med at finde transport til den sparsomt befolkede dal.

Herefter fortsatte vi med minibussen i nogle timer på grusvejen langs floden op gennem den imponerende dal. Til sidst nåede vi vores bestemmelsessted, Hotel Rilindja, hvor der er fem værelser og en restaurant. Stedet drives af en lokal mand og hans familie. Hans kæreste, Catherine, er amerikaner, og hun har en meget informativ hjemmeside om området. Hun er utrolig hjælpsom med information og forslag til vandreture i området. Hun har på eget initiativ startet afmærkning af stier i området og brænder for at udvikle stedet til økoturisme.

Vandreskoene findes frem

En af dagene var vi på en længere vandretur i området. Turen begyndte i landsbyen Valbona længst inde i dalen. Catherine havde givet os et simpelt kort og nogle forklaringer, men selve ruten var ikke markeret. Så med simple anvisninger såsom ”grønt hus foran jer – gå rundt til højre rundt om det og drej til venstre” gik vi af sted.

Først krydsede vi det næsten udtørrede flodleje, og herefter gik det opad. På dette sted i dalen var bjergskråningerne ikke så stejle som langs Komani-søen, men vi kom alligevel hurtigt op i højden, hvor vi kunne se ud over landsbyen. Vi kom forbi enkelte simple huse med små indhegninger. og vi mødte en kvinde med sine to børn, der var ude at samle pinde til brænde. Endvidere så vi tre mænd, der var ved at slå græs med le på en stejl græsmark.

Pludselig kom vi op gennem en gruppe træer og blev mødt af et fantastisk syn og duft. Her var græsgangene til landsbyens dyr, og blandt græsset voksede der små engblomster og store mængder blomstrende vild timian, som udsendte en kraftig duft, for hvert skridt vi tog. Bag engen rejste sig nogle stejle, vilde og barske bjerge sig, og gjorde engen, vi gik på, endnu mere tillokkende. Vi satte os derfor ned midt mellem blomsterne og fandt vores madpakker frem. Vi var spændte på, hvad vi havde fået med, og stor var glæden, da vi fandt ud af, at Catherine havde pakket nøjagtig det, som passede sig til sådan en vidunderlig vandretur. Mellem tykke skiver af saftigt nybagt brød var der pølse, tomat og agurk. Ved siden af lå store tykke osteklodser, et kogt æg og et par chokoladekiks. Med en fantastisk udsigt over dalen foran os, majestætiske bjerge bag os, en varmende sol, timianduft i næsen og maven fuld af lækker mad, følte vi os som i himmerige. Vi havde næsten ikke lyst til at bryde op og fortsætte.

Montenegros sorte bjerge

Ud af træerne under os kom der pludselig en mand gående. Da han kom nærmere, viste det sig at være Michael, en af de få andre gæster fra vores hotel. Hvilket sammentræf. Sammen med ham fortsatte vi op. Målet var at nå grænsen mellem Montenegro og Albanien. Ingen af os var sikre på, hvor langt der var, og der var intet at tage pejling efter. Vi var dog overbeviste om, at vi var på rette vej, så vi blev ved med at følge stien op. Landskabet blev stadig mere barskt og stejlt. Temperaturen faldt også, og det samme gjorde mit blodsukker og energiniveau, så de hjemmebagte myslibarer blev fortæret.  Vi indgik en aftale om, at vi ville vende om kl. 15, hvis vi ikke var nået frem til grænsen forinden, så vi kunne være tilbage, før det blev mørkt. I stilhed knoklede vi på og kom længere og længere op. Pludselig kunne vi se en betonklods og vidste, at den måtte markere grænsen.

Da vi kom op til den et par minutter før deadline, var vi et godt stykke over trægrænsen, og det eneste, vi kunne se i Montenegro, var nøgne stejle bjerge. Vi stod et par minutter på Montenegros side af grænsen og blev blæst igennem af den kraftige kolde vind.

Vi gik ned samme vej, som vi var kommet op. På en eller anden måde gik vi forkert og kom væk fra den utydelige sti midt på en stejl eng. Vi stod og spejdede efter den og gik lidt frem og tilbage. Pludselig hørte vi råb. Vi kiggede op og så en mand højt oppe på et bjerg. Det var en hyrde, som kunne se vores problemer, og han havde tydeligvis overblik over stien og forsøgte at guide os med armbevægelser og råb. Det var ret svært at forstå ham, forbi han var så langt væk, men det lykkedes os at komme tilbage på stien og sikkert ned til landsbyen igen.

Herfra var der 5 km tilbage til hotellet ad vejen langs floden. Mens vi gik af sted på vores nu meget ømme fødder, håbede vi, at der kom en bil forbi. Heldigvis kom der et ældre ægtepar i en gammel varebil, og vi fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke kommunikere, men de syntes vist, at det var ret pudsigt at have et par turister siddende på et par gamle aviser bag i bilen. Vi var bare glade for liftet og tvang dem nærmest til at tage imod en skilling for turen.

Vel tilbage på hotellet bestilte vi straks et par kolde Korcaer – albanske øl – og satte os på husets veranda og hvilede fødderne, mens vi tænkte tilbage på den lange vandretur, og alt det vi havde set undervejs.

Vild natur

Den første dag gik vi et par mindre ture i området. Forinden havde Catherine fortalt os om dyrelivet, og om hvordan et universitet havde sat et webkamera op. Hun viste os endda nogle af billederne af ulve, vildkatte, los, grævling, bjørne m.m.

På en af turene kom vi forbi en grotte i klippesiden, og da det regnede, spøgte vi med, at vi ikke turde søge ly derinde, for det var nok bjørnens hule. Lidt senere regnede det endnu kraftigere, og mens vi stod i læ under et stort træ, kom vi til at se os omkring. Pludselig fik vi øje på en lille kasse, der var monteret på et træ ved stien, og vi kunne se, at det var et webkamera. Nu var det ikke længere så indbydende at stå på den smalle sti med stejle klipper op og ned til begge sider. Hvis bjørnen kom den vej, kunne vi ikke lige træde til side og lade den passere. Selvom risikoen for at møde bjørnen var forsvindende lille, kunne vi alligevel ikke helt ryste den lille irrationelle frygt af os. Lysten til at fortsætte videre op af stien forduftede ret hurtigt, og vi gik ned i dalen igen og fandt et andet sted at fortsætte turen.

Vi brugte et par dage i Valbona-dalen, før turen gik videre rundt i Albanien. Valbona er et område, som ikke er ret udviklet endnu. Internettet er ustabilt, strømudfald sker jævnligt, infrastrukturen er simpel, og vejen lukkes tit af sne om vinteren. Der findes enkelte små private hoteller og pensionater i området. Der er sat initiativer i gang for at tiltrække flere turister, og der er helt sikkert et stort potentiale.

Valbona var højdepunktet på vores tur rundt i Albanien. Vi blev mødt af en fantastisk venlighed, gæstfrihed og enestående natur. Jeg håber, at udviklingen i området vil ske i pagt med den omkringliggende natur, således at folk også i fremtiden vil kunne nyde dette unikke sted.

 

Valbona ligger i det nordlige Albanien, tæt på grænsen til Kosova og Montenegro. Læs mere om Valbona-dalen på www.journeytovalbona.com.

REJSEN DERTIL: Vi fløj til Tirana og retur fra Hamburg via Budapest. Rundrejsen tog 10 dage og kostede 5500kr alt inkl. pr. person.

LOKAL TRANSPORT: Fra Tirana tager det ca. syv-otte timer til Valbona, uanset om turen går via Komani-søen eller den noget længere tur ad hovedvejen via Kosova. Bus og minibus-systemet var velfungerende med mange afgange.

MAD & OVERNATNING: Måltiderne var meget billige. Omkring 50-60kr for salat, hovedret og en øl på en restaurant. Næsten alle retter indeholdt flere forskellige oste og i store mængder.

Hotelovernatningerne kostede 240-300kr for et dobbeltværelse.

BEFOLKNINGEN: Utrolig mange talte godt engelsk og hjælpsomheden og gæstfriheden var stor overalt, hvilken var med til at gøre det til en utrolig nemt land at rejse rundt i.

Venedig

Denne ferie gik til Slovenien og Kroatien. Disse lande er dog ret dyre at flyve til, så vi valgte at købe nogle billige flybilletter med Mærsk-Air til Venedig i stedet, og så tage til Slovenien herfra, da der ikke er så langt. Derfor fik vi altså også en tur til Venedig, hvilket vi var ganske tilfredse med.

Vi ankom til Venedig med fly til lufthavnen Marco Polo et stykke udenfor byen om aftenen. Vi tog derefter bussen ind til Venedigs centrum, og nåede vi at kigge lidt på kanalerne og gaderne inden det blev mørkt.

Aftensmaden var selvfølgelig en rigtig ægte italiensk pizza, som vi spiste på broen over en af de mange kanaler. Desserten var med lige så stor selvfølgelighed en italiensk is.

Derefter gik vi ned til kajen, hvor det lykkedes os at finde den båd
(nr. 16 fra Zattere) som sejlede til campingpladsen. Bådturen tog 20 min og var ret speciel fordi der i vandet var sat en hel masse pæle i to rækker. Mellem disse skulle båden så sejle hele vejen. Denne vand-vej var ikke ret bred og eftersom det var mørkt måtte bådføreren flere gange bruge et stærkt projektørlys for at orientere sig.

Vi ankom til fastlandet og fulgte bare efter de mange andre turister på båden op til Camping Fusina som lå 5 minutters gang derfra. Her blev vi mødt af diskorytmer, da der var fest i restauranten på campingpladsen. Vi betalte og fik nøgle til vores logi. Det viste sig at være en slags skurvogn som var delt i to rum. I hvert rum stod to senge (simple metalsenge med en tynd madras) og et lille skab. Der var heller ikke plads til mere. Vi var fint tilfredse, vi havde fået vores eget værelse, og det var meget billigt. Sent om aftenen begyndte det at blæse op, og regnen slog ind af vores åbne vindue, og grenene væltede ned på taget fra de høje træer. Vi sov dog godt alligevel og vågnede op til morgenmad i campingpladsens udendørs restaurant.

Efter morgenmaden tog vi båden tilbage til Venedig igen. Turen var meget flot, for denne gang var der lyst og vi kunne se de gamle forsvarsværker på øerne udenfor Venedig og alle de fine huse langs vandet ved indsejlingen til Venedig. Det var en dejligt at ankomme fra vandsiden til en by hvor vandet i kanalerne spiller en så stor rolle.

Vi gik rundt i alle de mange smalle gader og så på huse, kanaler og gondoler. Venedig er et meget hyggeligt sted og man farer ret hurtigt vild i labyrinten af kanaler og gader. Selvfølgelig kan man forsøge at bruge et kort og følge en bestemt rute, men jeg synes det sjoveste på sådanne steder er at lade kortet ligge i tasken og gå på opdagelse i gaderne. Jo længere væk man kommer fra turisthovedstrøgene, jo mere ro har man til at beundre de gamle huse med de gamle skodder og flotte udsmykninger og forundres over hvordan det må være at bo sådan et sted.

Vi lagde mærke til at mange af husene var skoddet til og så ubeboede ud. der var bestemt ikke det samme liv som i centrum af andre italienske byer. Ikke engang om aftenen var der meget liv i husene. Det virkede lidt som en tom filmkulisse.

Da vi nærmede os Markuspladsen der bare flere og flere  turister og gadesælgere. Det var lige før det blev for meget, for vi gik af sted i et menneskehav. Til sidst fandt vi dog pladsen, det var ikke så svært, det var bare at følge menneskestrømmen. Vi var dog ikke synderligt imponerede, Pladsen var da fin og imponerede i sin størrelse, men vi syntes at det var mere hyggeligt at vandre alene rundt i gaderne.

Om eftermiddagen fandt vi togstationen, hvorfra vi tog toget til hovedstaden i Slovenien, Ljubljana.

Efter at have rejst rundt i Slovenien og Kroatien, kom vi tilbage til Venedig, hvorfra Mads fløj tilbage til København. Eftersom jeg var studerende havde jeg stadig ferie og to derfor videre til Verona og Innsbruck i Østrig.

Jeg var nødt til at overnatte i Venedig igen før jeg kunne komme videre med toget til Østrig. Denne gang overnattede jeg på en anden campingplads nær togstationen Mestre og lufthavnen. Campingpladsen hed Campeggio Alba D’Oro. Prisen var den samme som på Camping Fusina, så jeg havde forventet nogenlunde det samme. Men i stedet for et værelse, fik jeg en seng i et telt. Teltene var stationære og stod i rækkevis. De var meget små, kun omkring 2*2 meter og lavet af tykt plastic som ikke sluttede tæt på jorden. Der var en hængelås på døren, men det var ikke rigtig nok til at sikre sine værdigenstande. Der var ingen lagener eller tæpper og sengene var meget simple. Myggene kunne meget nemt trænge ind i teltet og derfor fik jeg en del myggebid. Jeg var glad for at jeg kom sent og kun skulle overnatte før jeg skulle videre med toget, for jeg ville ikke bryde mig om at overnatte i sådan et telt i længere tid. De havde også vogne man kunne bo i, og de var sikkert bedre.

 

Tenerife

I januar 2005 var min kæreste og jeg på en uges ferie på Tenerife. Rejsen, som vi havde bestilt kort tid inden, var en uspecificeret rejse, og derfor billig. Det betød selvfølgelig at vi ikke vidste hvor vi skulle bo. Det fik vi at vide hos rejsebureauet da vi landede. Vi endte i byen Puerto de la Cruz på øens nordside. Vi havde bestilt et dobbeltværelse med bad, så vi vi blev glædeligt overraskede da vi fandt ud af at vi havde fået en toværelses lejlighed med køkken, bad og stue.

Puerto de la Cruz

Byen har 45.000 indbyggere, og rigtig mange hoteller. Byen har flere spændende seværdigheder. Langs med kysten er der en moderne promenade med palmer og restauranter i massevis. Her ligger også en slags badeland. Atlanterhavets bølger er så store og slår så stærkt mod kysten at der er en kraftig understrøm. Derfor vejrer det røde flag ofte, og det er ikke muligt at bade. Derfor findes der et indhegnet område med en række bassiner med havvand. Her kan man mod betaling bade i stille vand og ligge og slikke sol i liggestolene.

I den østlige del af byen, hvor vi boede findes mange moderne hoteller og indkøbscentre. I den anden ende, kan man stadig finde gamle huse, små torve og hyggelige små restauranter, hvor menuerne ikke fås på seks sprog. Her spiste vi hver aften. Restauranterne, der lå i turistområderne, havde folk ansat til at gå på gaden og dele brochurer ud om deres restauranter, og menuerne var på rigtig mange sprog, ikke bare engelsk og tysk, men også fransk, svensk, dansk og sågar finsk!

Papegøjer er noget specielt for øen. Puerto de la
Cruz er hjemsted for Loro Parque, som er verdens største papegøjepark. Mange forsøger at udnytte turisternes svaghed for de farvestrålende dyr, og tilbyder at man mod betaling kan få taget billeder af sig selv med en papegøje eller to på skulderen. Disse papegøjemænd holdt til på promenaden med deres papegøjer.

Bananer

Udenfor byen ligger der bananmarker og her bliver den særlige kanariske banan dyrket. Disse bananer er anderledes, fordi de er meget mindre end normalt og mere søde. Bananklaserne på palmerne er ofte pakket ind i plastic for at beskytte dem, men det er altså ikke så pænt. Desuden lå markerne ofte inde bag store, grimme, grå mure, som tog udsigten til bananerne.

Blomster og planter

I Puerto de la Cruz var det pudsigt hele tiden at se julestjerner overalt. De voksede i mange bede, og blev også brugt som potteplanter på restauranter. Vi så også en del andre planter, som vi herhjemme kun kender som potteplanter, mange af dem kender vi ikke navnene på, men kunne sagtens genkende dem, men ofte i større udgaver end vi er vant til. Vi så bl.a. Hibiscus og Svigermors Skarpe Tunge. Ved promenaden stod et syrentræ, som blomstrede og duftede så dejligt forårsagtigt. Langs promenaden og andre steder voksede palmer og kæmpestore kaktus af forskellige slags. I en grøftekant ude på landet plukkede Mads en appelsin. Det var en rigtig lækker appelsin, som bare var saftig, varm og sød. Vi så mange haver med appelsintræer, vinranker, papaya m.m.

Kirkegården

Kirkegården var ret speciel. Urnerne med aske var placeret i små “hylder”, og derefter muret til. Urnestederne pyntet med farvestrålende blomster. Kirkegården lå ligesom mange andre lokaliteter i byen, med en fantastisk udsigt til vulkanen Teide.

 

Loro Parque

Denne dyrepark ligger i udkanten af byen. Det er faktisk en papegøjepark, men der findes også mange andre dyr. Papegøjerne er dog klart i overtal, der er 300 arter papegøjer, i alt 2000 stk. De sad i deres tremmebure og skreg af hinanden, det var til tider ret ulideligt. Parken får utrolig mange besøgende, over 1,4 mio. om året. Vi var glade for at vi var der i lavsæsonen, selvom stedet bestemt ikke var øde af den grund.

I parken så vi et show med søløver. Det var helt fantastisk. Søløverne kunne faktisk rigtig mange tricks, og showet var meget humoristisk opbygget. Desuden så vi et delfinshow. Også dette var utroligt. Delfinerne kunne hoppe mange meter op af vandet, lave dobbelte saltomortaler og andre vilde ting. På pædagogisk vis blev det også demonstreret hvordan delfinerne bruger ultralyd og ikke synet til at finde ting i vandet med. Et par uigennemsigtige kopper blev simpelthen sat fast på øjnene af den, og derefter fandt den så let som ingenting en lille ring på bunden.

Parken havde også mere traditionelle zoo-afsnit, bl.a. et stort område med gorillaer. Desuden havde parken et kæmpestort pingvinhus med flere afdelinger med pingviner fra de arktiske egne og fra det sydlige Chile.

En sidste fantastisk ting, var det store akvarium. Her var der et kæmpestort akvarium, som man kunne gå igennem via en tunnel. Herfra kunne vi se flere hajer og rokker, som svømmede hen over hovederne på os. Andre mindre akvarier rummede lokale fisk, eksotiske fisk, søstjerner, søheste og lignende. Desuden var der flere cylinderformede akvarier, som stod frit i rummet.

Det var helt sikkert en oplevelse at besøge Loropark, som bestemt var byens største attraktion. Den blev også markedsført godt med plakater overalt og der var endda et særligt turisttog, som kørte i pendulfart mellem parken og byen.

Strande

Der er to strande i Puerto de la Cruz. Vi boede tæt ved den lille strand Playa de Martiánez. Den anden strand er større og hedder Playa Jardin og er meget hyggelig. Stranden er delt op i forskellige afdelinger og der er mulighed for at leje liggestole, købe is m.m. Igennem byen løber de såkaldte barrancoer, som er dybe slugter, der gennem årtusinder er skabt af vand fra Teide, som har løbet her og eroderet klipperne væk  til disse slugter. Vandet har medbragt sand fra Teide, så derfor ligger der, hvor disse barrancoer møder havet, strande med sort sand fra vulkanen. Disse barrancoer præger landskabet på hele øen. Mange steder har landsbyer været uden infrastruktur indtil nyere tid, fordi de dybe barrancoer gjorde det vanskeligt at bygge veje. I Puerto de la Cruz kunne vi også se barrancoerne gå gennem byen. Det lignede udtørrede floder.

Bølgerne slog hårdt mod stranden, og hver dag vejrede det røde flag på den lille strand. Hele tiden kunne man høre bølgerne brage mod kysten, men det skærmede mod trafikstøjen. På Playa Jardín var det gule flag dog hejst, og det betyder at man kan bade, hvis man passer godt på. Det var især surferne som benyttede sig af denne mulighed. Den sidste dag vi var på øen, var bølgerne højere end sædvanlig og slog langt op på stranden. Dele af stranden blev afspærret fordi det var for farligt at komme tæt på de lumske bølger, som kom i stimer af 3-4 stykker og nogle gange kom meget langt op. Da vi gik hjem langs vandet, så vi overalt folk som bare stod og så på havets brusen. Det var nu tydeligt hvorfor store dele af kysten havde en meget kraftig kystsikring. Undervejs ind mod byen så vi flere afspærringer, lavet af politiet. I byens havn var en sikkerhedsmand og en politimand i gang med at afspærre de gader som lå helt nede mod havnen fordi vandet simpelthen skyllede op i dem. Det var en underlig fornemmelse at gå denne tur, fordi der var så mange bare stod og stirrede på vandet.

Jardin Botanico/Botanisk Have

I den botaniske have findes over 4000 eksotiske planter og blomster. Det var slet ikke meningen at her skulle være en botanisk have. Kong Carlos III ville hente planter fra Amerika og Asien til de kongelige haver i Spanien. Planterne kunne dog ikke tåle den store klimatiske
omvæltning, så der kongen oprettede dette afklimatiseringssted for planterne. Dette projekt blev dog en fiasko og planterne er her derfor stadig. Efter at have ligget i ruiner i mange år, blev stedet renoveret og åbnede som botanisk have. I haven findes bl.a. et stort og over 200 år gammelt gummitræ med et spændende fletværk.

Paradisfugl

Denne blomst kan betegnes som Tenerifes nationalblomst. Blomsten ligner en fugl, og kan købes hos de mange blomsterdamer på gaderne.

Tur til Ananga-halvøen

Vi lejede en lille bil (Opel Corsa) i 2 dage. Der findes utrolig mange biludlejningsfirmaer på øen og det er den samme slags biler de udlejer.

Den første dag kørte vi en tur i den østlige del af øen (se kortet nederst på denne side).

Vi kom hurtigt ud på landet, hvor vi kørte forbi bananmarker og små landhuse. Vi kørte lang med kysten et stykke tid og nød udsigten. Derefter gik vejen ind i landet og vi kørte op i bjergene. De blev hastigt køligere, for her var der skyer for solen. I dette område oplevede var det for eneste gang overskyet på ferien. Det var underligt at se hvordan der hele tiden blev dannet skyer og de kom ud af
intet. Vi kørte gennem Mercedesskoven, som er en eventyragtig skov laurbærtræer, bregner og cedertræer som groede som en tæt tunnel rundt om vejen. Vejen snoede sig af sted med mange sving, og med fantastiske udsigter, hvor vi kunne se La Laguna, Teide selvfølgelig og endnu længere i klart vejr.

Vejen snoede sig i en uendelighed og gang på gang var udsigten fantastisk og gang på gang var der meget langt ned, og nogle gange endda på begge sider af vejen.

 

Taganana

Da vi havde kørt tværs hen over bjergryggen kørte
vi igen ud mod kysten. Vi kom til Taganana, som er en malerisk by, der ligger stejlt på klipperne højt over den stejle kyst.

Længere ude gik vejen langs et fantastisk  kystlandskab med store klippeformationer i vandet og bjerge som forsvandt ned i det sprøjtende hav. Bølgerne slår som mange andre steder på øen så hårdt mod kysten, at vandsprøjt sprøjter langt væk.

Herfra kørte vi tværs over halvøen mod San Andres, og derpå sydpå mod Santa Cruz. På grund af mangelfuld skiltning havde vi ret svært ved at finde igennem byen, og ud på rette vej. Planen var at køre over La Esperanza mod Puerto de la Cruz, men grundet flere forskellige forhold valgte vi til sidst at køre på vejen som gik midt på øen mod Teide, og så dreje fra mod Puerto de la Cruz. Det blev en længere tur, men det var utrolig flot at køre gennem  Esparanzaskoven oppe i de kølige og meget friske luftlag. Turen tilbage mod Puerto de la Cruz føltes lidt lang, for vi kunne se byen næsten hele tiden, men fordi vejen var så snoet, tog det meget lang tid at køre derned.

Tur til Teno-halvøen

Anden dag vi havde bilen kørte vi mod vest. Også denne gang startede vi med at køre langs vandet på motorvejen. Her var terrænet fladt, men blot få meter længere inde i landet begyndte bjergene.

Garachico

Efter at have kørt langs vandet et stykke tid drejede vi fra motorvejen. Vi kom forbi en lille havneby, Garachico, som så meget hyggelig ud, som den lå der på bjergsiden lige ned mod vandet. Vi besluttede derfor at holde pause og besøge byen. Det viste sig at være en god ide for byen var utrolig hyggelig. Jeg synes at den mindede lidt om de latinamerikanske kolonibyer, med dens farvestrålende simple huse og katedralen og rådhuset i tydelig kolonistil. Faktisk var byen den som gjorde kraftigst modstand mod spanierne.

Byen har været næsten udryddet adskillige gange af vulkanudbrud og mudderskred. Hver gang er den dog blevet genopbygget af de stædige indbyggere. Byen har et hyggelig torv, hvor kirken Santa Ana dominerer. Her drak vi en kop kaffe under de skyggefulde træer i selskab med ældre dominospillende mænd.

Vi kørte videre langs vandet, gennem byen Buenavista mod Punta de Teno, punktet yderst mod vest. Så langt kom vi dog ikke, for vejen var spærret p  ga. fare for stenskred. Eftersom de havde gjort sig den umage, at lave store skilte på fire forskellige sprog, valgte vi at vende om, selvom mange kørte videre. Vi kørte derfor mod syd fra Buenavista.

Vi kørte tværs over halvøen mod landsbyen Masca. Her kom vi igennem et fantastisk landskab, og vi sneglede os af sted i andet gear i de mange sving, som ofte var næsten 180 grader. Vi kom forbi små landsbyer, hvor de dyrkede jorden på de stejle skrænter ved at lave tusindvis af terrasser. Frokosten blev indtaget i en grøftekant med udsigt til de vilde bjerge. De ubestridte højdepunkt for Mads ved frokosten var nok de appelsiner han plukkede fra et træ i vejkanten. De var søde, saftige og varme af solen.

Masca

I Masca kørte vi igen højt oppe på bjergkammen og havde en utrolig udsigt til begge sider. Det var helt fantastisk at se vejen sno sig ud og ind gennem landskabet, og det lidt som at se den kinesiske mur, fordi vejen var kanten med gule firkantede sten med jævne mellemrum. Ved Santiago del Teide drejede vi igen ind i landet. Her kørte vi igen gennem små landsbyer med ufattelig stejle gader. Vi drak kaffe i en landsby med de lokale på en meget lokal café, byens gader var så stejle, at jeg overhovedet ikke var glad da Mads absolut skulle køre ned af en sådan. Det var som om man kiggede lodret ned.

Ved Icod de los vinos kørte vi igen på motorvejen ved kysten og fortsatte af den tilbage til Puerto de la Cruz.

Vulkanen Teide

Pico de Teide er 3718 m. Det er Spaniens højeste bjerg, med et krater på 80m. Det er også verdens tredjestørste vulkan. Ved siden af Teide ligger Pico Viejo (3134 m).

Vi tog den offentlige bus til vulkanen Teide. Der er kun en bus fra Puerto de la Cruz til Teide om dagen. Vi ankom i god tid til busstationen, men der var allerede en stor kø af turister som skulle med bussen. De fleste af dem var tyske pensionister, så vi var i godt selskab.
Bussen gav sig af sted mod Teide. Først kørte vi igennem byen La Oratava som ligger ovenfor Puerto de la Cruz. Herefter kørte vi ud på landet, og vi så hvor de lokale boede i små huse med haver med appelsintræer og visne vinranker.
Vejen siksakkede sig opad, og vi kom snart ind i en grøn granskov. Her var ganske smukt, men desværre havde jeg lidt svært ved at nyde det efter et stykke tid, for jeg blev køresyg. Bussen kørte hele tiden ind i nye sving og ofte foregik det med et dyt for at advare modkørende. Til sidst havde jeg det så dårligt at jeg måtte op foran i bussen og sidde i midtergangen. Her fik jeg det meget bedre, for vinduet stod åbent og jeg fik den friske luft jeg manglede. Desuden var det meget bedre at jeg kunne se ud af forruden og køresygen forsvandt. Kort tid før vulkanen var der 5 minutters pause. Her kom vi ud i den meget friske bjergluft, og her kunne vi virkelig nyde synet af Teide som var ret tæt på. Da bussen igen kørte videre var der meget mere snak i bussen igen, så jeg var nok ikke den eneste der havde haft det dårligt.

Vi steg af bussen ved Teides fod. Herfra tog vi kabelbanen fra udgangspunktet på 2356 m op til endestationen La Rambleta i 2555 m højde. Man kommer altså ikke helt op til Teides top, den er nemlig spærret for offentlig adgang. Herfra havde vi en fin udsigt. Man kunne gå af en fin sti et stykke rundt om vulkanen. Vi kunne se toppene af øerne La Gomera og El Hierro. Vi kunne også se en anden vulkan, nemlig Pico Viejo. Desuden kunne vi se havet og store marker overdækket af hvid plastic.

Krateret Las Cañadas

Det mest imponerende syn var dog vulkankrateret Las Cañadas. Vulkanen Teide ligger midt i dette langt større vulkankrater Las Cañadas. Hele Las Cañadas har en diameter på 17 km og en omkreds på ca. 75 km. Man mener at her engang lå en kæmpe vulkan som var 5 km høj. Efterhånden som den havde sprøjtet alt sin lava og sten ud, blev den så hul at den til sidst brasede sammen. Ved dette blev der presset to nye vulkaner op, Teide og Pico Viejo. Der findes også andre forklaringer og ingen ved helt præcis hvordan det det store krater er opstået. Det var faktisk ikke helt til at tro at det vi stod og så ned i, og hvor bussen havde kørt var et kæmpestort krater.

Krateret er en lavaørken med underlige
lavaformationer, hvor lava fra vulkanerne har løbet. De gamle lavastrømme kan stadig ses på Teides sider, og i Las Cañadas ses strømmene også tydeligt. Nogle steder er overgangen fra lava til jord, som tegnet med en lineal.

Vel nede fra vulkanen igen, gik vi en tur i lavaørkenen. Vi besluttede af gå gennem lavaen til det sted hvor bussen skulle starte fra. Det blev en spændende og imponerende tur, men også hårdere end vi havde forventet. Først gik vi igennem et fladt område uden ret meget lava, hvor der voksede tørre små buske. Her spiste vi vores frokost.

Senere kom vi til forskellige lavaformationer. Terrænet var ret knoldet og vi klatrede rundt i små ru lavabakker. Vi kunne se at der var forskellige typer lava. Nogle lavasten var meget porøse og vejede meget lidt. Andre var lagdelte med lag der skinnede i solen. Andet lava var meget ru og skarpt og hårdt at gå på. Til sidst var jeg ret træt af at gå på lavaen. Heldigvis kom vi til det sted hvor strømmen var stoppet.
Pludselig stod vi ved en kant, hvor det gik 2-3 meter lodret ned fra lavaen til den sandede jord. Det var underligt at det bare stoppede sådan. Herfra var der en nem gåtur hen til bussen.

Da vi skulle tilbage med bussen, havde chaufføren været så flink at reservere forsædet til os. Derfor blev jeg ikke køresyg, og vi kunne nyde udsigten hele vejen ned. Vi kunne også more os over hvordan chaufføren dyttede til alt og alle da vi nærmede os Puerto de la Cruz. På et tidspunkt samlede han også en op han åbenbart kendte og denne lånte hans avis, som han læste i til han skulle af igen. Senere så chaufføren en han kendte på gaden og han smed avisen ud til ham i farten.

Hjemturen

Vi fløj til Tenerife med MyTravel. Turen derned gik godt, selvom det ikke var så rart at sidde 5 timer i de meget trange charter-flysæder.

Vi skulle flyve til Danmark igen søndag eftermiddag. Flyet afgik med 15 minutters forsinkelse, men ellers planmæssigt.

Da vi havde fløjet længe og snart kunne begynde at se Danmark, lød der pludseligt nogle underlige lyde fra den ene side af flyet. Dong dong dong sagde det, meget regelmæssigt. Skiltet med sikkerhedsselen blev tændt og filmen vi var ved at stoppede. Flyet gik også ned i højde og vi sad alle og undrede os over hvad der skete. Der kom ingen beskeder over højttalerne og nogle begyndte at blive godt nervøse.

Endelig sagde kaptajnen i højttaleren at flyets ene motor havde tabt olietrykket pga. problemer med hydraulikken og derfor virkede motoren ikke længere. Vi fløj derfor kun med en motor. Vi var nødt til at lave en sikkerhedslanding i Hamburg, i følge sikkerhedsforskrifterne. Det tog meget lang tid at lande, for flyet fløj meget langsom hele vejen ned, for ikke at have for meget fart på ved landingen. Selve landingen gik godt, selvom det var lidt underligt at der holdt en masse udrykningskøretøjer med blå blink på landingsbanen.

Efter noget tid kunne vi komme ud af flyet og vi skulle vente på et nyt fly, som de skulle flyve ned fra Sverige. Derfor sad vi flere timer i en mennesketom lufthavn i Hamburg. Vi kunne næsten intet købe, for alt var lukket, de havde normalt ingen flyvninger om aftenen. Vi var alle sultne, men det eneste flyselskabet kunne skaffe til så mange mennesker var tørre kiks, chokolade, peanuts, og lignende i små flypakker.

Endelig kom det nye fly dog, og vi kunne komme hjem. Vi landede i København ved midnat, 5 timer forsinket.

Mad

På Tenerife fik vi rigtig god mad. Vi prøvede forskellige restauranter hver aften. Vi forsøgte at undgå de meget turistede steder i byen.

Den ret vi bedst kunne lide var Conejo al Salmorejo. Det er kanin i en dejlig marinade med hvidløg. Vi fik denne ret flere gange og en gang fik Mads faktisk serveret en hel kanin. Alle gange var kødet fantastisk mørt og lækkert. Hertil fik vi ofte Papas Canarias, kanariske kartofler, som var kogt i meget saltet vand. De var rynkede og dækket af krystalliseret salt.

Vi fik også møre kalvekødssteaks, tapas, pizza, suppe og kylling. På havnen spiste vi grillede muslinger med hvidløgssauce.

Til frokost spiste vi hver dag sandwiches som vi selv lavede. Vi købte brød, ost, grøntsager og skinke og lavede derefter sandwiches som vi spiste ude i naturen. På Tenerife kunne man overalt købe lækkert pålæg i delikatesserne, hvor de havde en utal af forskellige skinker.

 

Den svenske skærgård

Ferien i 1994 gik til Sverige og Finland sammen med mine forældre og søskende.
Vi sejlede til Sverige med færgen og var der kun kort tid, før turen gik videre til Finland.
Fra Stockholm i Sverige tog vi færgen til Helsinki/Helsingfors i Finland. Sejlturen tog hele dagen og udsejlingen gennem den svenske skærgård var meget smuk. Vi kom forbi nogle af de omkring 20.000 øer og skær der er i skærgården.
Jeg har ikke så mange billeder og oplysninger fra denne tur til Sverige, både pga. det korte tidsrum vi var der og der er efterhånden gået så mange år så jeg har glemt hvad vi så og oplevede.

Her er dog et par billeder fra Globen i Stockholm og fra den svenske skærgård.

Stockholm er en ret speciel hovedstad idet den ligger på 14 øer som er forbundet af 54 broer, hvilket betyder at man aldrig er ret langs fra vandet i byen.

 

 

Smaalandsstenar

Området indeholder mange flotte søer

Området indeholder mange flotte søer

 

 

 

 

 

 

 

 

Svenskerne har lang tradition for rødmalede træhuse

Svenskerne har lang tradition for rødmalede træhuse

Min kærestes forældre havde for år tilbage et sommerhus/ødegård lidt uden for Smålandsstenar i Sydsverige. Her har jeg været på besøg flere gange i 2003 og 2004. Huset var et typisk svensk hus, rødmalet træ med hvide vinduer. Huset lå op til skoven, hvor vi gik mange ture. Faktisk lå huset så tæt på skoven at de oplevede at elgene kom ud og raserede æbletræet på græsplænen. Der var også udsigt over stenede marker og små landbrug.

 

 

 

Cykeltur med solnedgang

Cykeltur med solnedgang

Færgeturen fra Helsingør til Helsingborg tager kun 25 minutter. Før vi fik bil tog vi toget via Halmstad og

sejlede derfor også med færgen. Selvom sejlturen ikke var lang, var det alligevel hyggeligt og med de første salte havsprøjt i ansigtet, var det som om ferien var startet for alvor.

Vi gik og cyklede ofte tur i aftenskumringen for at kigge efter elge. Familien havde set mange elge i tidens løb, men jeg er åbenbart ikke stille nok, for jeg så kun en, og den var langt væk.
Solnedgangen var dog ofte turen værd.

 

Fisketur i robåd

Fisketur i robåd

I området var der mange små og større søer. Min kæreste havde gennem sin barndom haft en båd liggende ved en af dem og havde fisket rigtig meget. Mens han fiskede slikkede jeg sol ved søbredden. Det er muligt at bade i søerne og det er der mange der gør. Vandet er koldt og bliver ret hurtigt grumset af sand og bundfald der hvirvles op, så jeg er ikke så vild med det.

På ødegården havde familien et par gamle faldefærdige cykler som vi ofte benyttede. Cyklernes stand betød ikke så meget for vi nød at cykle af sted i et mageligt tempo og nyde det flotte landskab undervejs.

 

 

Slovenien

Sommerferien i 2004 var en rundrejse med min kæreste Mads. Turen startede i Venedig, da Mærsk Air havde billige flybilletter dertil. Herfra gik turen rundt i Slovenien og Kroatien, hvorefter vi igen endte i Venedig hvorfra Mads fløj tilbage til Danmark. Jeg tog en ekstra uge, hvor jeg besøgte Innsbruck i Østrig og Verona i Italien.

Efter en overnatning i Venedig, tog vi toget direkte til Ljubljana. Turen tog omkring fire timer, og gik langs Italiens kyst og gennem flot landskab med udsigt til bjergene i Slovenien.

Ljubljana

Hovedstaden i Slovenien hedder Ljubljana og ligger næsten midt i landet. Slovenien er et lille land, halvt så stort som Danmark. Det er derfor muligt at besøge de fleste steder i landet indenfor et par timer.

Byen er en usædvanlig hyggelig lille hovedstad, hvor der kun bor kun  330.000 personer. Gennem byen løber Ljubljana Floden, og langs den findes smukke gamle huse, hyggelige caféer og hængende træer.

Overalt kan man se Ljubljana Slot (Ljubljanski Grad), som ligger på en bakke højt hævet over byen. Slottet er fra 1500-tallet, om end tårnet er noget nyere.

Slottet er renoveret, og fremstår derfor ikke så rustikt og gammelt som man måske kunne ønske sig. Udsigten derfra er fin og får et godt overblik over hvor lille byen er.

I Ljubljana findes et stort udendørs marked med frugt og grønt. Derudover findes der indendørs boder i en stor hal, med oste, skinker, brød, kager, nødder og andre lækre ting. I kælderen findes fiskemarkedet med spændende friskfangede fisk.

Ljubljana er en hyggelig by, med mange hyggelige udendørs caféer. Her kan man iagttage folk som går og kører forbi og man kan hvile benene efter en lang dag. Her behøver man ikke hele tiden at være opmærksom på cyklister og rulleskøjteløbere. I byen er der nemlig rigtig mange der cykler og løber på rulleskøjter. For så vidt meget godt, og ligesom i Danmark. Problemet er ikke kun at de fleste benytter fortovet til dette, men også at de kører i begge retninger på dem.

I Ljubljana boede vi på et kollegium, som hed Dijaski dom Siska. I sommerferien blev stedet anvendt som hostel for turister, men i skoleperioderne er det her de studerende ved byens universitet bor. Vi havde et stort værelse med grimme møbler, som var meget kollegie-agtige. Atmosfæren på stedet var der ikke gjort meget ud af, men der var rent. Det var ikke tydeligt at der normalt boede studerende, væggene var beklædt med træ og alt var anonymt og kedeligt. Der var morgenmad med i prisen, og den blev indtaget i spisesalen. Menuen stod på næsten det samme alle de steder vi boede: Brød, marmelade, smør, ost (nogle gange) og sød rød te. Hvis vi var heldige blev der serveret kaffe.
Det var spændende at få et lille indblik i hvordan de studerende boede.

Udenfor byen ligger et stort område, som på kortet er angivet som Tivoli. Da det lå i nærheden af vores hostel, skulle vi jo udforske dette. Området viste sig at være en kæmpe park, hvor folk kunne slappe af og dyrke diverse former for sport. Parken var af meget forskellig karakter. Der var bl.a. en skov, store græsplæner, et slot og idrætscenter.

Postojna Drypstenshuler

Fra Ljubljana tog vi toget til Postojna. Lidt udenfor byen findes Postojna Grotter (Postojnska jama). Vi ankom med toget på den anden side af byen og gik derefter gennem centrum for at komme til grotterne. Allerede her kunne vi mærke at grotterne nok var byens største seværdighed, for der hang plakater og skilte for dem overalt.

Vi var dog alligevel ikke forberedte på det syn der mødte os ved grotterne. Efter at have kæmpet os i gennem en hel allé af souvenirboder ankom vi til indgangen til grotterne. Her strakte en lang lang kø sig. Ca. 200 mennesker stod i kø ved indgangen, og det var lige midt i den bagende middagssol. Vi blev noget betænkelige og bandede lidt over at nu skulle vi stå der de næste par timer. Jeg gik dog alligevel op for at købe billetter, mens Mads stod i køen. Pludseligt begyndte køen at bevæge sig. Det gik stærkt. Inden jeg havde fået købt billetterne var køen væk, og Mads stod og ventede på mig ved indgangen til grotterne. Indenfor viste det sig at vi skulle køre ind i grotterne i to tog på skinner. De var meget lange, og kunne sagtens rumme alle folk fra køen.

Vi skyndte os at tage mere tøj på, for temperaturen faldt hurtigt til 8˚C. Så kørte toget, og det kørte hurtigt. For fuldt fart kørte det rundt i svingene og ned i grotterne. Ofte susede det forbi ganske tæt på klippevæggen og man dukkede af refleks hovedet. Her var der ingen sikkerhedsbøjler til at holde nysgerrige arme, ben og hoveder indenfor. Vi susede forbi de mest fantastiske drypstensformationer. Efter 2½ km stoppede toget og vi steg ud. Nu kunne vi rigtigt få tid til at nyde og studere de fantastiske formationer.

Hulerne er dannet af Pivka-floden for mange år siden. Undergrunden og derfor også grotterne består af limsten. Denne limsten opløses af den fugt der kondenserer sig på vægge og lofter i grotterne. Fugten samles til vanddråber som drypper ned. Når vandet fra dråberne fordamper bliver limstenen tilbage og med tiden vokser søjler af limsten frem. Det er en langsommelig proces, og det tager ca. 30 år at producere 1 mm. Søjlerne er ikke alle hvide. De er farvede af de mineraler der også har været opløst i vanddråberne.

Grotterne består af 20 km gange, men kun 5 km er åbent for publikum.
Efter at have gået 1½ km rundt i denne labyrint af gange i de forskellige grotter, steg vi igen på toget og kørte tilbage til solen og varmen.

Borovnica

På vej tilbage til Ljubljana med toget fra Postojna, steg vi af i en lille landsby, som hedder Borovnica. Her gik vi en tur, hvor vi så landsbyen som havde en rest af en gammel viadukt. Viadukten havde været meget høj, og havde gået tværs hen over dalen som byen lå i. Nu var der kun en søjle tilbage.

Udenfor landsbyen så vi deres små marker. Der var både små køkkenhaver, som vi så dem mange steder i Slovenien. Det er ret normalt at have en lille have lidt udenfor byen, langs banestrækninger og lignende. Vi så også små marker. Majs og græs ser ud til at være det eneste de dyrkede. Græsset slog de med små slåmaskiner spændt for små traktorer og derefter rev de det sammen med en trærive i hånden. For at græsset kunne tørre til hø, hængte de det op på stativer med tag over. En meget møjsommelig proces.

 

Bohinj Søen

Vi tog bussen fra Ljubljana til Bohinj søen i udkanten af Triglav Nationalpark. Turen gik gennem fantastisk landskab og gennem små landsbyer, hvor alle husene var udsmykkede med røde blomster som hang fra altankasser. Vi kom forbi små landbrug, med majsmarker og græsmarker. Bjergene i baggrunden blev større og større. Vi kom også fordi den idylliske by Bled, hvor en sø rummer en lille bitte ø med et yndigt lille slot.

Vel fremme ved søen købte vi ind til frokosten og besluttede os for at vandre langs med søen til den anden ende. Vi gik gennem skoven et stykke oppe, og ved den anden ende af søen var en cable car, altså en kabinelift, som tog os fra foden af bjergene i 500 meters højde op på bjerget Vogel i 1537 meters højde. Mads havde måneden inden været i Slovenien på vandretur, så dette var unægtelig en noget mere afslappet måde at komme op i højderne på.

Deroppe kunne vi hurtigt mærke højdeforskellen, idet luften var køligere og det blæste mere. Udsigten over søen og de høje bjerge med sne på var fantastisk. Et par bjergkøer som lå og tyggede drøv mødte os. De var dog ret ligeglade med os og virrede blot lidt med hovedet, så vi kunne høre lyden fra deres klokker.

Det var muligt at tage skilifte til andre områder, og der var mange vandre og cykelstier. Vi fandt sted med sol og læ og nød vores medbragte mad i den friske bjergluft samtidig med at vi kunne se ud over hele den flotte frodige dal.

Vel nede igen, gik vi denne gang langs med søen og vejen tilbage mod landsbyen. Der var flere steder mulighed for at bade i søen og det benyttede vi os af. Vandet var forfriskende for vores svedige og varme kroppe. Vi gik forbi landsbyen Ribcev Laz, hvorfra bussen afgik, og gik videre til en anden lille hyggelig landsby; Stara Fuzina. Også her var alle huse overpyntet med blomster.
Da vi steg på bussen begyndte det at regne og snart øsede det ned. Vi gjorde derfor ikke som planlagt et stop i Bled, men nøjedes med at se den fra bussen og fortsatte tilbage til Ljubljana.

Brežice

Turen til Brežice med toget tog kun to timer, men vi lagde mærke til hvordan landskabet ændrede sig og blev mere og mere fladt.

Vi ankom til Brežice, en lille by, med kun 7000 indbyggere. Byen ligger i et fladt område, kun 30 km fra grænsen til Kroatien. Vi ankom på en søndag, hvilket ikke var heldigt.

Det viste sig nemlig at mange pensioner og små hoteller holder lukket denne dag. Vi havde derfor svært ved at finde et sted at bo, men med lidt hjælp fra en venlig tjerner på en café som ringede rundt for os, endte vi på en lille pension, Gostilna Les, i landsbyen Čatež ob Savi på den anden side af floden. Et sted lidt dyrere end beregnet i vores budget, men et meget lækkert sted, hvor vi fra terassen hvor morgenmaden blev serveret kunne se ud over floden og landskabet.

Herfra var der kun 1½ km til det spabad byen er kendt for. Ved ordet spabad, havde jeg forventninger om noget stille, roligt og afslappende. Som vi nærmede os stedet, kunne vi se at sådan var det ikke. Terme Čatež viste sig at være et vandland. Der var både et udendørs og et indendørs område. Vi valgte den indendørs del, efter mange betænkeligheder, for der var simpelthen mennesker overalt, og skrigende unger som susede rundt i vandrutschebanerne. Der var alle mulige former for forskellige bassiner; boblebade med forskellige slags bobler, bølgebad, rutschebaner m.m. Det var dejligt at være der, men vi var også glade for at vi kunne forlade området igen. Mange boede i de hoteller, lejligheder og lignende der var på området.

Cykeltur

Dagen efter lejede vi cykler for at cykle en tur i området. Vi fulgte en cykelrute, som var angivet på et kort vi fik med hos cykeludlejeren. Den gik gennem et vinområde. Cykelturen var hård, den var i alt på 35 km, og gik gennem et bakket landskab. Bakkerne var godt nok ikke så stejle, men cyklerne var store og tunge. De var bedre til det flade landskab hvor man kunne cykle majestætisk af sted, men op af bakkerne, gik det meget trægt.

Turen var rigtig god. Vi kom igennem vinområder, hvor vi så vinmarkerne på de sydvendte skråninger. Mange marker lå på meget stejle bakker og vi undrede os over hvordan de kunne bevæge sig rundt på markerne. Vi så vingårdene, og små bondegårde, hvor høns, kalkuner, får, geder, grise, køer m.m. gik rundt udenfor. Det hele var meget idyllisk, og her kunne man for alvor se at Slovenien er et land, som er på vej frem, men ikke på niveau med vestlige lande endnu.

Vi kom forbi en vingård, som tog imod gæster. Da vi ankom var der kun børnene tilstede, men de fik hurtigt tilkaldt deres far, som ejede gården. Han talte kun lidt tysk og engelsk, men han ville gerne give os en rundtur på gården. Han havde bygget et gæstehus, hvor turister kunne overnatte. Han havde selv lavet alt træarbejde, inkl. møblerne af træ fra hans egen skov. På gården lavede han vin og vi smagte en hvidvin og en blandings-vin, som bestod af rød- og hvidvin, den var faktisk meget forfriskende og kølig, selvom vi også blev lidt omtumlede fordi vi lige havde cyklet i middagsheden.

Desuden havde han grise, får og et par æsler. Maden han serverede kom også udelukkende fra egen avl. Det hele var meget imponerende, og vi var ret sikre på at hans fremtid var god.

Den sidste del af turen foregik i den mere flade dal, hvor også byen ligger. Her cyklede vi langs med floden tilbage til byen.

Den sidste dag i Brežice og i Slovenien, slappede vi mest af. Vi besøgte borgen, som lå i udkanten af byen. Det var en typisk borg med tykke mure og runde tårne. Mest imponerende i borgen var riddersalen. Her var alle flader bemalet. Vægge og loft var fuldstændig dekoreret og selv søjler og kanter var malet på væggene for at skabe en illusion af noget tredimensionelt. Vi fik at vide at dette var det mest eftertragtede sted at blive gift i hele Slovenien.

Resten af dagen gik med at sidde på en café og spille kort og drikke kaffe, alt imens byens unge bøller drønede op og ned af hovedgaden i deres biler. Det var ganske underholdende, men samtidig meget enerverende at se, hvordan de samme 5-6 biler kørte rundt og rundt i byen, mens musikken kørte for fuld udblæsning.

Den sidste dag tog vi toget til Zagreb. Grænsen til Kroatien lå ganske tæt på Brežice, og turen varede i alt kun 1½ time.

Specielt

Mange hustage i Slovenien er udstyret med små tapper som stikker op, eller små hegn. Dette er for at forhindre sneen i at styrte ned om vinteren.

På landet dyrker man mest majs og græs som slås ned til hø. For at græsset skal kunne tørre til hø, hænger man det op på stativer. Stativerne har et lille tag over, og på den måde bliver det ikke vådt når det regner. Det må være et stort arbejde, for græsset slås med ganske små traktorer med en meget lille slåmaskine. Derefter rives græsset sammen i hånden med en trærive.

De slovenske huse er ofte pyntet meget flot med blomster. De hænger fra altankasser, potter og lignende. Vi så det meget på landet, men også rigtig mange gader og huse i byerne var pyntet med blomster. Det gjorde et stort indtryk på os.

 

Generelt

De fleste slovenere kan tale en anelse engelsk eller tysk og unge mennesker taler godt engelsk. Det er derfor forholdsvis nemt at gøre sig forståelig. Menukort og lignende findes næsten altid på engelsk og tysk.

Slovenerne er utrolige venlige og hjælpsomme. Man behøver ikke at stå mange sekunder med et bykort og se fortabt ud, så kommer der nogle og tilbyder hjælp. Venligheden var virkelig slående og noget der gjorde rejseoplevelserne endnu større.

Transportnettet er ganske godt, toget kører mange steder, og hvor der ikke er tog, er der bus. Billetterne er billige og der er mange afgange om dagen.

Generelt fungerer alt i landet godt, og er forbavsende effektivt og pålideligt. Slovenien er derfor er nemt land at rejse rundt i.

Kort over turen