Luxor, Egypten

Luxor Templet

Luxor Templet

Hvor tit oplever man at køre hjemmefra i tåge, i snevejr i Tyskland for derefter at flyve over de snedækkede Alper, albanske bjerge, græske øer og Saharas mægtige ørken, for til sidst at lande i en grøn stribe langs Nilen.
Sådan startede turen til Egypten.

Efter at have bygget hus i halvandet år, hvor vi derfor ikke havde været ude at rejse, besluttede vi os for at tage på vinterferie i 2009, både for at opleve noget andet, slappe og nyde solen.

Derfor kørte vi midt om natten til Hamborg Lufthavn, hvorfra vi med Condor fløj via München til Luxor i Egypten

Luxor

Luxor templet

Fra vores hotel var der udsigt til sfinks alleen som førte op til Luxor templet. Dette tempel var også et af de første steder vi besøgte i byen. Sfinkserne ligger med få meters mellemrum med deres løveagtige kroppe og menneskehoveder på hver sin side af alleen, som oprindelig var 2,6 km og førte hele vejen til Karnak templet. Ved indgangen til Luxor templet måtte vi lægge nakken tilbage for at beundre den 25 meter høje obelisk med hieroglyffer og andre tegn og figurer. Engang stod der en tilsvarende obelisk ved siden af, men den blev foræret til Frankrig og står nu på Concordepladsen i Paris.
Herefter fulgte en åben gård med flotte statuer af Ramses, og bagved blev vi forbløffede over gange og gårde med gigantiske og imponerende søjler. Overalt var der udsmykninger med guderne i kamp eller ved festlige lejligheder.

Mætte af indtryk og sultne i maverne fandt vi en lille lokal cafe og spiste oliedryppende friskstegte falafler og drak en kop kaffe.

Herefter var vi klar igen og gik ad af trappen til mumie museet. Her så vi alle slags mumier; mennesker med hud og hår og mange dyr som fx kat, krokodiller, fisk og et ben fra en ged. En lidt spøjs og finurlig oplevelse.

Karnak templerne

I Luxor ligger også Karnak templerne. Det var ikke svært at finde vej. Fra hotellet fulgte vi sfinks alleen. Ved Luxor templet var sfinkserne og alleen velbevaret, men forfaldet satte hurtigt ind jo længere væk vi kom. Mange steder stod kun soklerne tilbage, og selve alleen blev brugt til affald og fodboldspil. Grimme beboelsesblokke var bygget tæt på den historiske alle. Da vi havde gået et stykke tid, blev vi overhalet af en ung dreng, som kørte med en simpel æselkærre. Vi rakte tomlen ud for sjov, og sørme om han ikke stoppede og lod os kravle op bag på kærren. Han smilede over hele hovedet, og vi kørte af sted. Han var stolt, og lod som om han kørte en fin hestevogn, mens de lokale vinkede og lo til os. Det gik noget langsommere end forrige aftens hestevogn, men vi nød turen i det specielle køretøj. Vel fremme ved templerne takkede vi og stak ham nogle penge, og han fortsatte sin langsomme tur.

Ved indgangen til templerne blev vi mødt af en 40 meter høj og 110 meter bred mur, som var det første varsel om store forhold, der herskede i templerne. Bagved gemte sig store åbne gårde, søjlehaller, kapel, festtempel, kolossale pyloner, hvoraf en var ufærdig og en hellig sø, hvortil der engang var direkte vandtilførsel fra Nilen.

Luxor – oplevelser i byen

Overfor hotellet var et stort antal arbejdere ved at rive en bygning ned. De brugte en stor maskine til nedrivningen, men resten foregik med håndkraft, hvor mændene bankede stenene fri for mørtel, så de kunne anvendes igen. Stenene blev derefter båret hen og stakket på hestevogne, som tungt læssede kørte derfra. I den uge vi boede der, havde vi svært ved at se, at den store bunke sten blev mindre. Det var et støvet, hårdt og varmt arbejde.

Rundt omkring i byen var der mange hestevogne, eller kalesh som de hed. Hestevognene var overpyntede, skævhjulede og hestene så ikke alle ud til at have det godt. Konstant blev vi tilråbt og spurgt, om vi skulle med. Så lød det, fx “Kalesh, kalesh – egyptian ferrari”. Det var meget underholdende, men de sidste dage blev vi noget trætte af de mange tilbud.

Det samme gjorde sig gældende ved Nilen, her var det dog bare felukka, som var små både, der blev tilbudt. De havde også humor og råbte sjove ting for at tiltrække sig kunder. Nogle af de bemærkninger vi husker er: “Cheap price, maybe tomorrow or next year”, som faldt efter vi takkede nej tak. En anden sagde: “Do you know how much sunshine is on my boat?”

I gaden ved siden af hotellet blev der en aften afholdt en brullupsfest. Forberedelserne startede flere dage i forvejen, hvor gaden blev overdækket med farvestrålende tæpper, der blev ophængt kulørte lyskæder og sat en masse stole frem. Hele natten bragede musikken så løs, mens en masse mennesker festede.

Vi fik meget tid til at gå med at iagttage gadelivet. Der var altid mange mennesker og køretøjer overalt. De fleste mænd gik i traditionel klædedragt, som bestod af kjortel og turban. De havde ingen problemer med at cykle med kjortlen flagrende omkring sig. Mange af de handlende havde en frisk kommentar, fx en tæppesælger som råbte efter os: “I have a flying carpet” eller en anden som råbte efter Mads: “Hello, Mr Lucky”. Mange ønskede os også velkommen til byen.

Marked

Det lokale marked var et sted med mange forskellige varer, mange mennesker og lidt plads. Markedet var som i mange andre lande pakket med små boder, der side om side solgte fisk, tøj, grøntsager, plasticbaljer, frugt, brød, cykler og alle mulige dimser til hjemmet. Overalt var der et tæt menneskemylder, som blev endnu mere tæt, da der pludselig kom en kortege af hestevogne med turister ned gennem den smalle gade. Det virkede lidt malplaceret og anmassende, og det havde nok været en større oplevelse for dem at gå rundt og se på varerne.
Da vi havde set nok, valgte vi en sidevej ud og kom ud i et beboelseskvarter. Pludselig havde vi en hel horde af børn efter os, som tiggede penge og slik. Vi ville ikke give dem noget, for så ville der bare komme flere til. De ville ikke gå igen og de var meget påtrængende og det begyndte at være for meget. Samtidig havde vi svært ved at finde vej i de små gader. Heldigvis kom der en mand og gennede dem væk og viste os vej ned til Nilen. Der var dog også lige indlagt en omvej i en turistbazar, som han lige mente vi skulle se. Han kendte ejeren, men vi tog det ikke ilde op, for der var faktisk flotte ting i butikken.

 

Kongernes Dal – på cykeltur

Vi brugte to dage på at udforske området vest for Nilen. Første dag lejede vi cykler hos en mand lige udenfor hotellet. Ved Nilens bred kom vi lidt ufrivilligt om bord på en lille turistbåd, før vi fik set os om, tog de fat i vores cykler og bar dem om bord og efterfølgende forlangte de selvfølgelig drikkepenge for det. Nå, men båden sejlede os hurtigt til den anden side, hvor der straks var et par drenge, der løftede cyklerne op igen og slæbte dem op af landgangsbroen.

Efter at have provianteret appelsiner og bananer i en lille butik med utrolig store grøntsager, cyklede vi af sted. Først kom vi gennem det grønne bælte, som strækker sig langs Nilen. Her så vi folk, der arbejdede i markerne, hvor de dyrkede grønt til dyrene, sukkerrør og korn. Vi overhalede adskillige æselvogne, og mange råbte og hilste på os, mens vi cyklede af sted i adstadigt tempo på de gamle cykler.

Første historiske monument var Memnon-Kolosserne, som engang flankerede indgangen til et dødetempel, som Nilens årlige oversvømmelser for længst har bortvasket. Nu står de alene tilbage på den tørre jord ved siden af vejen til Kongernes Dal.

Vejen gik svagt opad gennem den efterhånden golde ørken, hvor vi så templer og gravhuler i bjergene undervejs. Efter omkring 10 km ankom vi til Kongernes Dal, hvor et lille turisttog fragtede os det sidste stykke op til faraoernes gravsteder.

Vi havde på forhånd valgt hvilke gravsteder vi ville besøge, men flere af dem var lukkede, så vi måtte revidere planerne. Det første gravsted blev derfor Tutmose III, hvor vi gik ned af en smal trappe, som førte os dybt ned i bjerget til kammeret, som var flot dekoreret. Der var dog også meget varmt og indelukket.

Derefter så vi Ramses V/VI´s grav. Vi slap for at betale ekstra og få et klip i billetten, da gravvogteren hørte, at vi var uden guide. En lang, bred og meget flot udsmykket gang førte ned til gravkammeret, hvor der stod en sarkofag.

Til sidst så vi gravene for Ramses I og Ramses IV. Begge var meget flotte og den ene havde en kæmpe granitsarkofag, hvor granitten var transporteret hele vejen fra Aswan.

I området var der også en udgravning, hvor mange mænd gravede og slæbte sandet væk på skuldrene i baljer, som lignede de var lavet af bildæk.

 

Tilbage ved cyklerne, hvor vagterne havde lagt pap på sadlerne for at beskytte dem mod solen, opdagede vi, at den ene var punkteret. Vi var nødt til at cykle på den alligevel, og det gik heldigvis ned af bakke næsten hele vejen.

Derefter cyklede vi til Hatshepsuts Døde-tempel, som består af et tempel i flere etager delvist hugget ud af klippesiden. Udsigten fra det imponerende værk var fantastisk. Herfra kunne vi se ud over Nildalens paradoksale modsætninger med det frodige grønne bælte midt i den tørre ørken.

Undervejs tilbage til Nilen, stoppede vi ved en lille og meget lokal butik for at få lidt forfriskninger i varmen. Her var ingen turister og vi faldt i snak med butiksejeren og en advokat fra Luxor, der var engelsk gift. Vi blev budt på the og ostemaddere og havde en hyggelig tid i skyggen.

Vi sejlede med lokalfærgen tilbage til Luxor og spiste lækker aftensmad i den sydlige del af byen, hvorefter vi ræsede tilbage til hotellet i superhurtig kalesh (hestevogn), som overhalede alle de andre med sin vilde kørsel.

Dronningernes Dal, Habu templet og Deir el Medina – på cykeltur

Til den anden cykeltur på vestbredden af Nilen lejede vi cykler derovre, det viste sig at være både nemmere og billigere. Første stop på turen var Habu templet, hvor vi endnu engang blev mødt af store pyloner, søjler og store åbne gårde. Templet var ikke nær så velbesøgt som templerne i Luxor og Karnak, og det var rart at have det lidt mere for sig selv og nyde det storslåede bygningsværk.

Herefter cyklede vi til Dronningernes Dal, hvor der trods navnet, også er begravet andre end dronninger. Der var meget mere stille end i kongernes dal. Selvom der er næsten 100 grave på stedet, var der kun 3 af dem der var åbne. Vi kunne dog se de mange huller rundt omkring, som ledte ned til de mange grave. Udsmykningerne i gravene, vi besøgte, var utrolig flot bevarede og restaurerede.

Det sidste stop på cykelturen blev i Deir el Medina, som var en gammel arbejderlandsby. Her kunne vi se fundamenterne efter en del huse. Her boede de arbejdere, som udhuggede og dekorerede gravstederne i Kongernes Dal. Arbejderne lavede også fine gravsteder til sig selv, og vi kom ned i en af disse. Her begyndte vi at løbe tør for småpenge, og vagterne blev lidt gnavne, da vi ikke kunne give dem ret meget i drikkepenge for den rundvisning, man åbenbart ikke kan blive fri for. Småpenge havde vi meget tit brug for, for der var mange, der forventede drikkepenge for alt mulig hjælp.

Nilen

Hver dag kom vi tæt på Nilen og kunne forundres over den store forskel, der var på de kæmpestore luxuriøse cruiseskibe og de mere simple etageejendomme, egypterne boede i. Skibene fyldte op langs hele flodbredden og lå 3-4 ved siden af hinanden, således at man skulle gå igennem skibene for at komme ud til de yderste. Hver aften sejlede de af sted, og næste morgen lå der nye skibe, som spyttede nye turister ud til sightseeing.

En af dagene, hvor den varme sol var afløst af en kold blæst, gik vi en tur på den anden side af Nilen. Vi fandt først en lille restaurant på en tagterrasse, hvor vi spiste frokost, og tjeneren viste os et temmelig let gennemskueligt korttrick. Vi kom hurtigt udenfor den lille by og fulgte grusvejen langs Nilen. For enden gik vi ned til et stort nyanlagt pumpeanlæg. Arbejderne på stedet fortalte os, at det skulle forsyne beboerne på den side af floden med drikkevand fra Nilen. De syntes vist, at det var lidt underligt, at vi kom forbi og kiggede ind, og en af dem tog et billede af os, mens han sad gemt i et simpelt skur af blikplader.

Gadeliv

Hotel Queens Valley

Vi boede på Queens Valley Hotel, som var en del af en pakkerejse. Hotellet blev valgt, fordi det lå centralt i Luxor, tæt ved templet og Nilen. Hotellet er tre-stjernet og ret billigt og kvaliteten var derefter. Da vi kom ind på værelset bemærkede vi først håndklæderne, der kunstfærdigt var foldet til slanger og derefter en kvalmende lugt af ferskenspray. Lugten forsvandt dog nogenlunde, da vi pillede et tykt, fedtet og langhåret tæppe af sengen og gemte det i et skab. Herefter fandt vi rengøringskonen og forbød hende at spraye vores værelse.
Vi havde en fin udsigt fra værelset til Luxor templet, Nilen og et travlt og larmende gadekryds nedenfor, hvor hestevogne, minibusser, cykler og gående konstant var i vejen for hinanden. Det var dog interessant og underholdende at holde øje med den livlige trafik udenfor. Fra hotellet hørte vi ikke så meget. Hotellets egen hjemmeside viser et hotel i 7 etager, men virkeligheden var, at de øverste 3 etager ikke var færdige og at der heller ikke blev bygget der. De ventede nok på at der blev råd eller behov for flere værelser.
På taget var der en tagterrasse med en pool og en ynkelig bar. Vi benyttede ikke poolen, men vi sad på terrassen og nød udsigten over byen.
Morgenmaden var ikke særlig god. Der var mange gæster og tjenerne havde meget travlt, og der stod derfor konstant rester tilbage på bordene, som man blev nødt til at fjerne for at få plads. Vi fik hver morgen serveret en tallerken med et æg, som havde kogt så længe, at det var helt grønt, ost, syltetøj og et par tørre hvide boller, dertil neskaffe. Eftersom vi hos gadehandlerne havde set, hvordan brødet stod i store poser og de handlende berørte dem alle for at finde de mindst tørre, var det altid lidt spændende, om vi blev syge efter at have spist. Det skete nu slet ikke.
På hotellet boede der mange grupper af arabiske turister, som var på ferie. Det var lidt spændende, at det ikke kun var vestlige turister, som man jo er vant til andre steder.

[Not a valid template]

Tunesien

Solnedgang på kanten af Saharaørkenen

Solnedgang på kanten af Saharaørkenen

Efter en kold vinter i Danmark benyttede jeg mig af muligheden for at få lidt varme i vinterferien 2012 ved at udnytte et godt tilbud på en charterrejse til Tunesien. Jeg kunne ikke lokke andre med, men med en pris på 2300 kr for fly, hotel og halvpension, kunne jeg ikke sige nej, så jeg tog af sted og bookede et par gruppeture dernede, da jeg ikke havde lyst til at rejse for meget rundt alene.

Jeg fløj til Monastir lufthavn med Tunisair fra Hamburg. Jeg ankom til hotellet i Sousse lidt over midnat, hvor temperaturen kun var 6 grader, og værelset var da også meget køligt.

Sousse

De første dage brugte jeg på at udforske Sousse, som jeg boede i. Jeg gik langs vandet ind til centrum, og på vejen købte jeg en slags pandekage, som jeg spiste mens jeg sad ved vandkanten og varmede mig i solens lune stråler. Sousse er Tunesiens tredjestørste by, og der strækker sig endeløse rækker af hoteller, restauranter, barer m.m. langs stranden. Byens gamle medina er dog stadig velbevaret og et helt fantastisk sted at vandre rundt. Rundt om medinaen er der en høj bymur med små porte og tårne. Mod nord er der en større indgang, for her ramte de allierede med en bombe i 1943. Medinaen består af en masse smalle gader, som tilsammen danner en labyrint, hvor det er overordentligt svært at finde rundt, eftersom gaderne snor sig meget og mange ender i blindgyder. Hvis man som jeg har en elendig stedsans bliver det ikke nemmere. Jeg nød dog at fare vild i de smalle gader og iagttage det spændende liv der var i den tætbebyggede bydel.

Midt i medinaen var Souq Er-Ribba, i denne souk blev der som i gamle dage solgt kød, fisk, grøntsager, frugt og andet fra de små boder. Det var ret overvældende med sælgerne, der råbte deres tilbud ud og drenge der skubbede overlæssede vogne gennem den tætte menneskemængde, der stod på nakken af hinanden for at vurdere de forskellige varer.

Lige inden for indgangen mod nord stod Den Store Moske, som var et meget imponerende bygningsværk. Moskeen var speciel fordi den et ombygget fort og derfor havde takkede borgmure. Endvidere var der ingen minaret, eftersom den lå så tæt på Ribatens tårn, som i stedet blev brugt til at kalde til bøn.

Tæt på moskeen lå Ribat, som var bygget som et befæstet islamisk kloster. Stedet fungerede som fort og kloster og indgangen gik gennem tykke borgmure ind til en gårdsplads, omgivet af søjlegange. Alt var utrolig flot restaureret, og der var en stille og fredelig stemning. Fra fortets tårn var der en fantastisk udsigt over Sousse og især over medinaens tage.

Besøget hos Museum Dar Essid var utrolig spændende. Museet var engang en rigmands hus, og det var indrettet, som det så ud i 1800-tallet. Manden, som modtog betaling ved indgangen, gav mig også en meget informativ rundtur. Han fortale boede om museets indretning, om livet dengang og om livet i Tunesien nu. Han havde boet mange år i Spanien, Tyskland og Sydamerika, men efter revolutionen var han vendt tilbage, fordi situationen var blevet bedre. Han var utrolig glad for den frihed folk havde fået.

I huset var der to soveværelser, et til hver af konerne. Desuden var der et værelse til alle børnene. I hvert af konernes soveværelse var der en bred seng og ved siden af hang en olielampe på væggen. Det ægteskabelige samvær skulle vare lige så længe, som lyset brændte for at sikre, at konerne fik, hvad de havde ret til fra manden. Når  de var færdige, lagde hun sig i den smalle seng i den anden ende af værelset og sov der. Huset havde desuden et tårn, hvorfra man kunne se månen og dermed bestemme ramadanen.

Jeg spiste frokost på Cafe Seles, som havde en tagterasse. Mens jeg spiste couscous, nød jeg udsigten over byens tage.

Udenfor centrum ligger nogle katakomber. Det var ret svært at finde dertil, og jeg måtte spørge om vej. Da jeg endelig kom dertil var billetmanden ret sur og ville ikke lukke mig ind, selvom der var over 20 minutter til de lukkede. Han mente bestemt, at jeg skulle komme igen en anden dag. Til sidst gik han dog med til at låse op til de underjordiske gange og tænde lyset dernede. Katakomberne består af 5,5 km underjordiske gange, men man kan kun besøge 100 meter. Stedet blev brugt af de kristne til at begrave de døde omkring år 300.

Det var tydeligt, at byen var vant til store mængder turister. Jeg kom i lavsæsonen, men de mange butikker med souvenirs i medinaen afslørede, hvor slemt det måtte være om sommeren. Da en butiksejer fandt ud af, at jeg var dansker, begyndte han straks at tale dansk! Generelt kunne de mange sprog og brugte dem gerne til at råbe efter turisterne i de smalle gader.

En dag hvor jeg gik ind til centrum kom jeg forbi en lille restaurant, hvor man kunne bestille mad direkte fra gaden. Jeg bad om en sandwich, som viste sig at bestå af et fladbrød rullet om chili, kylling, grøntager og til sidst og underligt nok; pommes frites. Jeg tog den med til stranden, og da jeg først havde fået pillet alle fritterne ud igen, smagte den rigtig godt.

Monastir

Fra Sousse tog jeg et lille tog til Monasir. Toget kørte langsom af sted langs kysten og nåede ni stoppesteder på de 25 km turen var.  Undervejs kørte vi først igennem en noget industri og herefter en masse olivenlunde. Lige før Monastir var der en række firkantede søer, hvor der blev inddampet salt.

I Monastir blev jeg meget imponeret over deres Ribat, som med god grund er på Unescos Verdenarvsliste. Bygningsværket var stort og tydeligvis bygget til og om af flere omgange, for der var trapper og gange sådan lidt tilfældigt rundt omkring. Udsigten over stranden, marinaen og det azurblå hav var utrolig flot

Da jeg kom ind på den muslimske kirkegård, som lå i nærheden, blev jeg straks slæbt med på en rundtur af en ældre mand. Han fortalte, at folk ikke blev begravet i kister, til gengæld var gravene to meter dybe. Han mente også, at det var uislamisk at have gravsten af fliser og marmor, de skulle være af forgængelige materialer. På trods af dette var der dog mange imponerende gravsten.

I forbindelse med kirkegården ligger et mausoleum for Tunesiens første præsident. Han lod en stor del af kirkegården rydde og lavede en kæmpestor plads og et stort mausoleum til ham og sine koner.

Rundtur 1

Hjemmefra havde jeg bestilt en to-dages tur hos Tunisia Direct, som hed Sahara Explorer og foregik som grupperejse med bus rundt i landet. Det blev en dejlig tur spækket med gode seværdigheder og oplevelser. Guiden hed Habib og talte utrolig mange sprog, og for at det ikke skulle være nok, sad han også i bussen og terpede russisk, som var det nyeste sprog, han var ved at lære.

El Jem/El Djem

Første stop var ved El Jem, som er et romersk amfiteater, som var det 3. største i verden og kunne rumme 35.000 tilskuere. Stedet var flot renoveret og det var muligt at gå helt op til toppen og ned på det imponerende bygningsværk, hvor Gladiator bl.a. er filmet. Atmosfæren var stille og rolig, eftersom det var tidligt på dagen og den lille landsby var bestemt ikke helt klar til turistbusserne endnu.

Herfra fortsatte vi sydpå til vi igen ramte kysten. Langs vejen så vi mange små boder, hvor folk solgte benzin i små flasker, som blev hældt direkte på bilerne. Benzinen henter de i Libanon, hvor den er billigere. Det er ulovligt, men det tolereres af myndighederne. Vi kom forbi en del olivenlunde og blomstrende mandeltræer. Mange steder er de små marker afgrænset af kaktusser, som ud over at fungere som grænse, også bruges som foder til dyrene og frugterne spises og laves til marmelade.

Matmata

Efterhånden aftog vegetationen, og vi ankom til Matmata. Her i ørkenen blev nogle af scenerne til Star Wars filmet. Frokosten blev indtaget på Hotel Le Diar el Barbar, hvor en udendørs swimmingpool virkede enormt malplaceret i den tørre ørken.

Eftersom det bliver så varmt i ørkenen om sommeren og koldt om vinteren, boede berberne i gamle dage i underjordiske huler. Der er stadig 500 beboede huler i området. Vi var på besøg hos en familie. Det var lidt underligt at gå rundt i deres private hjem, hvor de uanfægtet fortsatte med at lave mad, mens de smilede til os. Det var overraskende at træde ind i de forskellige rum, hvor der var elektricitet fra solceller, rindende vand, tv og sofaer. Der var rent, pænt og meget hyggeligt. Det største problem for boligerne var kraftige regnskyl, som dem der i 1969 ødelagde rigtig mange boliger.

Sahara og Douz

Ørkenen ændrede sig efterhånden fra at være stenørken til at blive mere sandet. Vi kørte gennem nogle flotte landskaber og kom tilsidst til byen Douz, hvor vi skulle ride på dromedarer. Derfor blev vi alle iklædt lokal berbertøj; en stribet kjortel og en blå turban. Vi så ret fjollede ud, men det beskyttede da tøjet. Så blev vi sat på dromedarerne, og det gyngede noget da den rejste sig på sine lange ben. Vi red af sted gennem flotte sandklitter forbi enkelte palmer. Solen var ved at gå ned og skyggerne blev længere og længere og sandet farvet mere rødt af den synkende sol. Til sidst forsvandt solen og vores tur i Sahara var slut.

Vi overnattede på Hotel Sahara Douz, som var et rigtig fint hotel med indbydende værelser. Aftensmaden var buffet i hotellets restaurant, maden var lækker og der var et kæmpe udvalg af desserter. Efter maden gik alle tidligt i seng, trætte efter alle dagens oplevelser.

Chott el-Jerid

Om morgenen efter en tidlig morgenmad, kørte vi af sted kl. 6. Efter lidt over en times kørsel, kom vi til en 5000km2 stor saltsø, Chott el-Jerid. Vi kørte hen over den ret tørre sø på en hævet vej. Meningen var at vi skulle se solopgangen ved søen, men eftersom der var nogle af deltagerne, der absolut skulle hæve penge i Douz, nåede vi ikke at se solen stå op over søen. Himlen var dog rød og farvede de nærliggende bjerge, og stedet var ganske specielt og meget øde. Også her blev der optaget scener til Star Wars.

Tozeur, Chebika og Tamerza

Herefter fortsatte turen mod vest hen over saltsøen. Tozeur er en større oase midt i det barske og tørre landskab. Rundt omkring byen var der et meget stort antal dadelpalmer, som er utrolige vigtige for byens økonomi. I byen stod der en række jeeps klar, som kørte os gennem stenørkenen mod Atlasbjergene i vest.

Ved bjergenes fod ankom vi til en lille oase, som hed Chebika. Byen blev forladt i 1969 efter kraftige oversvømmelser, og ruinerne står stadig tilbage ved siden af den kilde, som giver oasen dens liv. Jeg gik mod strømmen i vandløbet og fulgte den snoede vej, det havde skabt i klipperne. Hele ruten var grøn og meget frodig. Til sidst gik jeg op på bakkerne ovenfor ruinerne og havde et flot udsyn over ruinerne, kilden, den nye by og dadelplantagerne. Rundt om den lille grønne frodige plet var der gold ørken. Det var et fascinerende og kontrastfyldt syn, som bestemt var turen værd. Måske kunne jeg også se ind i Algeriet, eftersom der var under 10 km til grænsen.

Vi gjorde også stop i en anden oase, Tamerza, som jeg dog ikke synes var nær så charmerende og imponerende som Chebika. Herefter ræsede jeeperne i al for høj fart de 60 km tilbage gennem ørkenen med 110 km/t på den simple vej. Chaufførerne fandt det åbenbart sjovt at køre ræs og overhale hinanden. Jeg var dog ikke imponeret og var glad, da jeg kunne stige ud af bilen.

Tilbage i Tozeur blev vi læsset på endnu et transportmiddel, denne gang hestevogne, som kørte os en tur rundt i oasen, hvor vi kom gennem de små dadelplantager. På en gåtur imellem træerne fik vi forklaret, hvordan man, efter høsten i efteråret, gravede jorden under palmerne og såede spinat, salat m.m. En gammel krumrygget mand, som stod og hakkede jorden i nærheden, klatrede op i en dadelpalme og viste os, hvordan de gjorde når de skulle høste. Det var tydeligt, at han havde gjort det mange gange før. Ikke alene klatrede han uforfærdet op i det høje træ, men hans fodsåler vidnede også om mange ture på de ru stammer.

Efter alle disse aktiviteter var vi sultne og vi spise frokost på Hotel Jugurtha Palace, som var ret kitch indrettet med fliser, dekorationer og især spejle overalt.

På turen videre holdt vi en lille pause i en lille by, hvor jeg gik ind et sted, hvor der stod supermarked over døren. “Supermarkedet” bestod af en kæmpestor sal med to små reoler med et ynkeligt udvalg af varer. I den anden ende af det store rum stod der et par fine stole og udsmykningen tydede på, at der skulle holdes bryllup.

Kairouan

Det sidste stop gjorde vi i Kairouan, den 4. helligste by i verden for muslimerne. Desværre havde vi kun kort tid i byen. Solen var lige gået ned og der lå en underlig fred og ro over byen. Jeg gik en lille tur rundt i de smalle gader i medinaen og rundt om den store imponerende moske.

Til sidst kørte vi tilbage mod Sousse. Det tog noget tid at sætte alle gæsterne af, og jeg ankom lige et kvarter før restauranten lukkede. Så efter en hurtig aftensmad gik jeg i seng, ret ør i hovedet af alle de mange indtryk og over 1000 km i bussen.

Rundtur 2

Jeg var på endnu en rundtur i Tunesien, også denne gang en gruppetur med bus. Turen gik til den nordvestlige del af landet.

Zaghouan

Det første stop var i Zaghouan, hvor vi så Temple de Eaux, som var et romersk vandtempel. Her startede en 132 km lang akvædukt, som i romertiden bragte frisk vand helt til Carthage. Vandtemplet var fint og havde 12 nicher, der engang indeholdt statuer. Akvædukten var rørlagt mange steder, og vi så den flere steder langs vejen.

Thuburbo Majus

Næste stop var ruinerne efter en romersk by, Thuburbo Majus, som har lang historie bag sig, også før romerne kom til. Stedet var ret velbevaret, og det var muligt at se mange bygninger og funktioner på stedet. Især var forum og templet med mange store søjler imponerende. Rundt omkring var der var bl.a. huse, som var opbygget omkring en gård med søjler. Alle gulve havde flotte mosaikker, som var ret velbevarede pga. det tørre klima.

Dougga/Thugga

Vi fortsatte vestpå gennem området, der var overraskende grønt. Landskabet var helt anderledes, end det jeg tidligere havde stiftet bekendtskab med i den sydligere del af landet. Her var landskabet fladt, og på de grønne marker blev der især dyrket hvede og byg.

Vi ankom til Dougga, som er på Unescos verdensarvsliste, fordi det er den bedst bevarede romerske by i Afrika. Ruinerne er velbevarede og ligger på en lille bakke. I forvejen var det koldt og blæsende, og det begyndte også at regne lidt, så det var en kold fornøjelse at gå rundt på stedet. Jeg var dog iklædt både sweater, fleece og lange bukser, hvilket stod i skarp kontrast til nogle unge briter, som mødte op kl. syv om morgenen i bussen i små shorts og sandaler. De frøs og var heller ikke imponerede af ruinerne og brugte i stedet tiden i en nærliggende cafe. Jeg undrede mig lidt over, hvorfor de var med.

På trods af vejret var det dog stadig en god rundtur på stedet. Vi så et imponerende teater med plads til 3500 tilskuere. Teatret bruges stadig til udendørsteater. Endnu mere spektakulært var det utrolig velbevarede tempel Capitol, et stort tempel med seks 8 m høje søjler lavet af ét klippestykke. Vi kom også forbi mange andre imponerede templer, døråbninger, huse, mosaikgulve og nogle termiske bade, hvis opbygning er den samme, man finder i tyrkiske bade den dag i dag.

Efter den kolde rundtur spiste vi en ikke ret imponerende frokost på Hotel Thugga. En af briterne ville slet ikke spise hovedretten, hun mente ikkem at der var noget hun kunne lide, selvom der kun var ris, kylling, grøntsager og lidt sovs på tallerken.

Der var ret mange briter med på turen, nogle af dem havde været på ferie i Tunesien under revolutionen og var blevet evakueret. Nu var de så på erstatningsferie.

Resten af turen tilbage til Sousse gik af den samme vej, det var lidt kedeligt at køre retur. Det var dog interessant at se, at der på toppen af mange højspændingsmaster var platforme, hvorpå der var storkereder med storke.

I nødsporet på motorvejen stod en del unge mænd, en efter en, med 100 meters mellemrum. De vinkede efter bilerne med plasticposer. Guiden forklarede, at de solgte snegle, som folk spiste. Man skal helt sikker være lokal for at vide, hvor man skal købe tingene.

Hotellet

Hotel Marabout var ret stort. Det bestod af tre fløje, der omkransede nogle store svømmebassiner og vandrutsjebaner. Desuden var der indendørs pool, souvenirbutik, cafe, barer, frisør, massage, restaurant, billard, tennis, beachvolley og egen strand og strandbar. Tydeligvis et sted hvor der skete meget om sommeren, men eftersom jeg kom i vinterferien, hvilket var lavsæsonen, var der ret dødt. Mange af faciliteterne var lukkede pga. det lave antal gæster, men jeg synes at det var rart, at det var så fredeligt. Personalet var imødekommende og venligt, og værelset var fint og rent, og som man kan forvente på et tre-stjernet hotel. Fra hotellet var der en halv times gang langs vandet indtil centrum.

En af aftenerne var der pludseligt fyldt op i spisesalen, da jeg skulle have aftensmad. Det viste sig, at der kom et drag/transvestit- show og underholdt. Det var forfærdeligt. To mænd kom ind på skift i forskellige overdrevne kjoler og mimede til musikken, mens de dansede lidt rundt. Lyden gik op og ned, og til sidst gik den ud midt i en sang, mens manden stod slukøret tilbage med mikrofonen for munden. Det var både tåkrummende pinligt og grinagtigt. Jeg nød dog at spise min mad færdig i stilhed.

Men jeg slap ikke for showet. To dage senere dukkede de igen op med et erstatningsshow og igen var salen fyldt op med gæster, som især kom fra Tyskland og Polen. Jeg så ud til at være den eneste, der havde lyst til at tage min tallerken med og spise et andet sted.

Eftersom jeg rejste med et tysk rejseselskab, var jeg havnet på et sted med mange tyske gæster. Dette betød, at jeg de første mange dage, konstant blev tiltalt på tysk. Ved morgenmaden mødte mange af tyskerne op med deres eget kæmpestore farvestrålende krus, som de fyldte med kaffe. Jeg kunne forstå på mange af dem, at de skulle være der 3-4 uger, og at de havde været der før.

Generelt var det interessant at stifte bekendtskab med denne type rejse. Jeg har før været på charterferie, men aldrig boet på så stort et hotel med så mange faciliter, og aldrig før spist aftensmad på mit hotel. Lige til denne tur passede det mig dog godt, men generelt er det en vigtig del af en rejse at spise på forskellige restauranter og prøve forskelligt lokal mad.
På en af busturene mødte jeg et ungt par, der nævnte, at de ikke kunne forstå, at de havde hørt ,at couscous var landets mest spiste ret, for det havde de ikke fået. Da jeg spurgte dem, hvorfor de ikke havde fået det, forklarede de at det serverede de ikke på deres hotel, hvor de havde boet i næsten to uger. Jeg spurgte undrende, om de slet ikke havde været på restaurant, hvortil de forklarede, at de jo havde all-inclusive. Ok, men derfor kunne man vel godt gå ud at spise en enkelt aften alligevel.

De udendørs svømmebassiner var lukkede, men det var muligt at benytte liggestolene. Det benyttede jeg mig af om formiddagen, hvor solen var fremme. Temperaturen kom aldrig over 16 grader, da jeg var så uheldig at ramme den koldeste vinter i landets historie. Det lykkedes mig at finde læ og sol og kunne sidde i korte ærmer, men generelt havde jeg lange bukser, lange ærmer og en fleece på. Derfor undrede det mig, at der kunne ligge nogle i bikini på stranden.

Lufthavnen

Turen til lufthavnen tog en lille times tid. Lufthavnen er under et år gammel og ligger ved kysten. Indenfor gik jeg gennem paskontrollen og fandt herefter ud af, at man kun kunne betale med euro og fremmed valuta i lufthavnen, at det var forbudt at udføre tunesiske penge og at al veksling skulle foregå på den anden side af paskontrollen.
Da jeg kom tilbage igen, var det eneste man kunne købe kedelige sandwich, burgere og pizza til priser der var 3 gange højere end i Sousse.
Heldigvis blev der ligesom på udturen serveret mad på flyet, ris med kylling, dertil øl og vin og bagefter dessert. Det er ellers ikke tit, man oplever at der serveres mad længere.

 

Da jeg skulle køre fra Tyskland og hjem, kom jeg til at smække bildøren hårdt, mens vinduet var rullet ned. Det betød at vinduet faldt af hejseværket, og derfor ikke kunne rulle op igen. Det blev en kold tur hjem midt om natten i februar måned. Da var jeg glad for at jeg havde handsker og halstørklæde liggende i bilen.

 

Økonomi

Fly, transfer og hotel med halv pension: 2300kr
Sahara Explorer – 2 dages tur: 820 kr
Dougga m.m. – 1 dages tur: 280 kr
Souvenirs, mad, tøj, m.m.: 1500 kr

I alt 4900 kr.

Tunisia

Tenerife

I januar 2005 var min kæreste og jeg på en uges ferie på Tenerife. Rejsen, som vi havde bestilt kort tid inden, var en uspecificeret rejse, og derfor billig. Det betød selvfølgelig at vi ikke vidste hvor vi skulle bo. Det fik vi at vide hos rejsebureauet da vi landede. Vi endte i byen Puerto de la Cruz på øens nordside. Vi havde bestilt et dobbeltværelse med bad, så vi vi blev glædeligt overraskede da vi fandt ud af at vi havde fået en toværelses lejlighed med køkken, bad og stue.

Puerto de la Cruz

Byen har 45.000 indbyggere, og rigtig mange hoteller. Byen har flere spændende seværdigheder. Langs med kysten er der en moderne promenade med palmer og restauranter i massevis. Her ligger også en slags badeland. Atlanterhavets bølger er så store og slår så stærkt mod kysten at der er en kraftig understrøm. Derfor vejrer det røde flag ofte, og det er ikke muligt at bade. Derfor findes der et indhegnet område med en række bassiner med havvand. Her kan man mod betaling bade i stille vand og ligge og slikke sol i liggestolene.

I den østlige del af byen, hvor vi boede findes mange moderne hoteller og indkøbscentre. I den anden ende, kan man stadig finde gamle huse, små torve og hyggelige små restauranter, hvor menuerne ikke fås på seks sprog. Her spiste vi hver aften. Restauranterne, der lå i turistområderne, havde folk ansat til at gå på gaden og dele brochurer ud om deres restauranter, og menuerne var på rigtig mange sprog, ikke bare engelsk og tysk, men også fransk, svensk, dansk og sågar finsk!

Papegøjer er noget specielt for øen. Puerto de la
Cruz er hjemsted for Loro Parque, som er verdens største papegøjepark. Mange forsøger at udnytte turisternes svaghed for de farvestrålende dyr, og tilbyder at man mod betaling kan få taget billeder af sig selv med en papegøje eller to på skulderen. Disse papegøjemænd holdt til på promenaden med deres papegøjer.

Bananer

Udenfor byen ligger der bananmarker og her bliver den særlige kanariske banan dyrket. Disse bananer er anderledes, fordi de er meget mindre end normalt og mere søde. Bananklaserne på palmerne er ofte pakket ind i plastic for at beskytte dem, men det er altså ikke så pænt. Desuden lå markerne ofte inde bag store, grimme, grå mure, som tog udsigten til bananerne.

Blomster og planter

I Puerto de la Cruz var det pudsigt hele tiden at se julestjerner overalt. De voksede i mange bede, og blev også brugt som potteplanter på restauranter. Vi så også en del andre planter, som vi herhjemme kun kender som potteplanter, mange af dem kender vi ikke navnene på, men kunne sagtens genkende dem, men ofte i større udgaver end vi er vant til. Vi så bl.a. Hibiscus og Svigermors Skarpe Tunge. Ved promenaden stod et syrentræ, som blomstrede og duftede så dejligt forårsagtigt. Langs promenaden og andre steder voksede palmer og kæmpestore kaktus af forskellige slags. I en grøftekant ude på landet plukkede Mads en appelsin. Det var en rigtig lækker appelsin, som bare var saftig, varm og sød. Vi så mange haver med appelsintræer, vinranker, papaya m.m.

Kirkegården

Kirkegården var ret speciel. Urnerne med aske var placeret i små “hylder”, og derefter muret til. Urnestederne pyntet med farvestrålende blomster. Kirkegården lå ligesom mange andre lokaliteter i byen, med en fantastisk udsigt til vulkanen Teide.

 

Loro Parque

Denne dyrepark ligger i udkanten af byen. Det er faktisk en papegøjepark, men der findes også mange andre dyr. Papegøjerne er dog klart i overtal, der er 300 arter papegøjer, i alt 2000 stk. De sad i deres tremmebure og skreg af hinanden, det var til tider ret ulideligt. Parken får utrolig mange besøgende, over 1,4 mio. om året. Vi var glade for at vi var der i lavsæsonen, selvom stedet bestemt ikke var øde af den grund.

I parken så vi et show med søløver. Det var helt fantastisk. Søløverne kunne faktisk rigtig mange tricks, og showet var meget humoristisk opbygget. Desuden så vi et delfinshow. Også dette var utroligt. Delfinerne kunne hoppe mange meter op af vandet, lave dobbelte saltomortaler og andre vilde ting. På pædagogisk vis blev det også demonstreret hvordan delfinerne bruger ultralyd og ikke synet til at finde ting i vandet med. Et par uigennemsigtige kopper blev simpelthen sat fast på øjnene af den, og derefter fandt den så let som ingenting en lille ring på bunden.

Parken havde også mere traditionelle zoo-afsnit, bl.a. et stort område med gorillaer. Desuden havde parken et kæmpestort pingvinhus med flere afdelinger med pingviner fra de arktiske egne og fra det sydlige Chile.

En sidste fantastisk ting, var det store akvarium. Her var der et kæmpestort akvarium, som man kunne gå igennem via en tunnel. Herfra kunne vi se flere hajer og rokker, som svømmede hen over hovederne på os. Andre mindre akvarier rummede lokale fisk, eksotiske fisk, søstjerner, søheste og lignende. Desuden var der flere cylinderformede akvarier, som stod frit i rummet.

Det var helt sikkert en oplevelse at besøge Loropark, som bestemt var byens største attraktion. Den blev også markedsført godt med plakater overalt og der var endda et særligt turisttog, som kørte i pendulfart mellem parken og byen.

Strande

Der er to strande i Puerto de la Cruz. Vi boede tæt ved den lille strand Playa de Martiánez. Den anden strand er større og hedder Playa Jardin og er meget hyggelig. Stranden er delt op i forskellige afdelinger og der er mulighed for at leje liggestole, købe is m.m. Igennem byen løber de såkaldte barrancoer, som er dybe slugter, der gennem årtusinder er skabt af vand fra Teide, som har løbet her og eroderet klipperne væk  til disse slugter. Vandet har medbragt sand fra Teide, så derfor ligger der, hvor disse barrancoer møder havet, strande med sort sand fra vulkanen. Disse barrancoer præger landskabet på hele øen. Mange steder har landsbyer været uden infrastruktur indtil nyere tid, fordi de dybe barrancoer gjorde det vanskeligt at bygge veje. I Puerto de la Cruz kunne vi også se barrancoerne gå gennem byen. Det lignede udtørrede floder.

Bølgerne slog hårdt mod stranden, og hver dag vejrede det røde flag på den lille strand. Hele tiden kunne man høre bølgerne brage mod kysten, men det skærmede mod trafikstøjen. På Playa Jardín var det gule flag dog hejst, og det betyder at man kan bade, hvis man passer godt på. Det var især surferne som benyttede sig af denne mulighed. Den sidste dag vi var på øen, var bølgerne højere end sædvanlig og slog langt op på stranden. Dele af stranden blev afspærret fordi det var for farligt at komme tæt på de lumske bølger, som kom i stimer af 3-4 stykker og nogle gange kom meget langt op. Da vi gik hjem langs vandet, så vi overalt folk som bare stod og så på havets brusen. Det var nu tydeligt hvorfor store dele af kysten havde en meget kraftig kystsikring. Undervejs ind mod byen så vi flere afspærringer, lavet af politiet. I byens havn var en sikkerhedsmand og en politimand i gang med at afspærre de gader som lå helt nede mod havnen fordi vandet simpelthen skyllede op i dem. Det var en underlig fornemmelse at gå denne tur, fordi der var så mange bare stod og stirrede på vandet.

Jardin Botanico/Botanisk Have

I den botaniske have findes over 4000 eksotiske planter og blomster. Det var slet ikke meningen at her skulle være en botanisk have. Kong Carlos III ville hente planter fra Amerika og Asien til de kongelige haver i Spanien. Planterne kunne dog ikke tåle den store klimatiske
omvæltning, så der kongen oprettede dette afklimatiseringssted for planterne. Dette projekt blev dog en fiasko og planterne er her derfor stadig. Efter at have ligget i ruiner i mange år, blev stedet renoveret og åbnede som botanisk have. I haven findes bl.a. et stort og over 200 år gammelt gummitræ med et spændende fletværk.

Paradisfugl

Denne blomst kan betegnes som Tenerifes nationalblomst. Blomsten ligner en fugl, og kan købes hos de mange blomsterdamer på gaderne.

Tur til Ananga-halvøen

Vi lejede en lille bil (Opel Corsa) i 2 dage. Der findes utrolig mange biludlejningsfirmaer på øen og det er den samme slags biler de udlejer.

Den første dag kørte vi en tur i den østlige del af øen (se kortet nederst på denne side).

Vi kom hurtigt ud på landet, hvor vi kørte forbi bananmarker og små landhuse. Vi kørte lang med kysten et stykke tid og nød udsigten. Derefter gik vejen ind i landet og vi kørte op i bjergene. De blev hastigt køligere, for her var der skyer for solen. I dette område oplevede var det for eneste gang overskyet på ferien. Det var underligt at se hvordan der hele tiden blev dannet skyer og de kom ud af
intet. Vi kørte gennem Mercedesskoven, som er en eventyragtig skov laurbærtræer, bregner og cedertræer som groede som en tæt tunnel rundt om vejen. Vejen snoede sig af sted med mange sving, og med fantastiske udsigter, hvor vi kunne se La Laguna, Teide selvfølgelig og endnu længere i klart vejr.

Vejen snoede sig i en uendelighed og gang på gang var udsigten fantastisk og gang på gang var der meget langt ned, og nogle gange endda på begge sider af vejen.

 

Taganana

Da vi havde kørt tværs hen over bjergryggen kørte
vi igen ud mod kysten. Vi kom til Taganana, som er en malerisk by, der ligger stejlt på klipperne højt over den stejle kyst.

Længere ude gik vejen langs et fantastisk  kystlandskab med store klippeformationer i vandet og bjerge som forsvandt ned i det sprøjtende hav. Bølgerne slår som mange andre steder på øen så hårdt mod kysten, at vandsprøjt sprøjter langt væk.

Herfra kørte vi tværs over halvøen mod San Andres, og derpå sydpå mod Santa Cruz. På grund af mangelfuld skiltning havde vi ret svært ved at finde igennem byen, og ud på rette vej. Planen var at køre over La Esperanza mod Puerto de la Cruz, men grundet flere forskellige forhold valgte vi til sidst at køre på vejen som gik midt på øen mod Teide, og så dreje fra mod Puerto de la Cruz. Det blev en længere tur, men det var utrolig flot at køre gennem  Esparanzaskoven oppe i de kølige og meget friske luftlag. Turen tilbage mod Puerto de la Cruz føltes lidt lang, for vi kunne se byen næsten hele tiden, men fordi vejen var så snoet, tog det meget lang tid at køre derned.

Tur til Teno-halvøen

Anden dag vi havde bilen kørte vi mod vest. Også denne gang startede vi med at køre langs vandet på motorvejen. Her var terrænet fladt, men blot få meter længere inde i landet begyndte bjergene.

Garachico

Efter at have kørt langs vandet et stykke tid drejede vi fra motorvejen. Vi kom forbi en lille havneby, Garachico, som så meget hyggelig ud, som den lå der på bjergsiden lige ned mod vandet. Vi besluttede derfor at holde pause og besøge byen. Det viste sig at være en god ide for byen var utrolig hyggelig. Jeg synes at den mindede lidt om de latinamerikanske kolonibyer, med dens farvestrålende simple huse og katedralen og rådhuset i tydelig kolonistil. Faktisk var byen den som gjorde kraftigst modstand mod spanierne.

Byen har været næsten udryddet adskillige gange af vulkanudbrud og mudderskred. Hver gang er den dog blevet genopbygget af de stædige indbyggere. Byen har et hyggelig torv, hvor kirken Santa Ana dominerer. Her drak vi en kop kaffe under de skyggefulde træer i selskab med ældre dominospillende mænd.

Vi kørte videre langs vandet, gennem byen Buenavista mod Punta de Teno, punktet yderst mod vest. Så langt kom vi dog ikke, for vejen var spærret p  ga. fare for stenskred. Eftersom de havde gjort sig den umage, at lave store skilte på fire forskellige sprog, valgte vi at vende om, selvom mange kørte videre. Vi kørte derfor mod syd fra Buenavista.

Vi kørte tværs over halvøen mod landsbyen Masca. Her kom vi igennem et fantastisk landskab, og vi sneglede os af sted i andet gear i de mange sving, som ofte var næsten 180 grader. Vi kom forbi små landsbyer, hvor de dyrkede jorden på de stejle skrænter ved at lave tusindvis af terrasser. Frokosten blev indtaget i en grøftekant med udsigt til de vilde bjerge. De ubestridte højdepunkt for Mads ved frokosten var nok de appelsiner han plukkede fra et træ i vejkanten. De var søde, saftige og varme af solen.

Masca

I Masca kørte vi igen højt oppe på bjergkammen og havde en utrolig udsigt til begge sider. Det var helt fantastisk at se vejen sno sig ud og ind gennem landskabet, og det lidt som at se den kinesiske mur, fordi vejen var kanten med gule firkantede sten med jævne mellemrum. Ved Santiago del Teide drejede vi igen ind i landet. Her kørte vi igen gennem små landsbyer med ufattelig stejle gader. Vi drak kaffe i en landsby med de lokale på en meget lokal café, byens gader var så stejle, at jeg overhovedet ikke var glad da Mads absolut skulle køre ned af en sådan. Det var som om man kiggede lodret ned.

Ved Icod de los vinos kørte vi igen på motorvejen ved kysten og fortsatte af den tilbage til Puerto de la Cruz.

Vulkanen Teide

Pico de Teide er 3718 m. Det er Spaniens højeste bjerg, med et krater på 80m. Det er også verdens tredjestørste vulkan. Ved siden af Teide ligger Pico Viejo (3134 m).

Vi tog den offentlige bus til vulkanen Teide. Der er kun en bus fra Puerto de la Cruz til Teide om dagen. Vi ankom i god tid til busstationen, men der var allerede en stor kø af turister som skulle med bussen. De fleste af dem var tyske pensionister, så vi var i godt selskab.
Bussen gav sig af sted mod Teide. Først kørte vi igennem byen La Oratava som ligger ovenfor Puerto de la Cruz. Herefter kørte vi ud på landet, og vi så hvor de lokale boede i små huse med haver med appelsintræer og visne vinranker.
Vejen siksakkede sig opad, og vi kom snart ind i en grøn granskov. Her var ganske smukt, men desværre havde jeg lidt svært ved at nyde det efter et stykke tid, for jeg blev køresyg. Bussen kørte hele tiden ind i nye sving og ofte foregik det med et dyt for at advare modkørende. Til sidst havde jeg det så dårligt at jeg måtte op foran i bussen og sidde i midtergangen. Her fik jeg det meget bedre, for vinduet stod åbent og jeg fik den friske luft jeg manglede. Desuden var det meget bedre at jeg kunne se ud af forruden og køresygen forsvandt. Kort tid før vulkanen var der 5 minutters pause. Her kom vi ud i den meget friske bjergluft, og her kunne vi virkelig nyde synet af Teide som var ret tæt på. Da bussen igen kørte videre var der meget mere snak i bussen igen, så jeg var nok ikke den eneste der havde haft det dårligt.

Vi steg af bussen ved Teides fod. Herfra tog vi kabelbanen fra udgangspunktet på 2356 m op til endestationen La Rambleta i 2555 m højde. Man kommer altså ikke helt op til Teides top, den er nemlig spærret for offentlig adgang. Herfra havde vi en fin udsigt. Man kunne gå af en fin sti et stykke rundt om vulkanen. Vi kunne se toppene af øerne La Gomera og El Hierro. Vi kunne også se en anden vulkan, nemlig Pico Viejo. Desuden kunne vi se havet og store marker overdækket af hvid plastic.

Krateret Las Cañadas

Det mest imponerende syn var dog vulkankrateret Las Cañadas. Vulkanen Teide ligger midt i dette langt større vulkankrater Las Cañadas. Hele Las Cañadas har en diameter på 17 km og en omkreds på ca. 75 km. Man mener at her engang lå en kæmpe vulkan som var 5 km høj. Efterhånden som den havde sprøjtet alt sin lava og sten ud, blev den så hul at den til sidst brasede sammen. Ved dette blev der presset to nye vulkaner op, Teide og Pico Viejo. Der findes også andre forklaringer og ingen ved helt præcis hvordan det det store krater er opstået. Det var faktisk ikke helt til at tro at det vi stod og så ned i, og hvor bussen havde kørt var et kæmpestort krater.

Krateret er en lavaørken med underlige
lavaformationer, hvor lava fra vulkanerne har løbet. De gamle lavastrømme kan stadig ses på Teides sider, og i Las Cañadas ses strømmene også tydeligt. Nogle steder er overgangen fra lava til jord, som tegnet med en lineal.

Vel nede fra vulkanen igen, gik vi en tur i lavaørkenen. Vi besluttede af gå gennem lavaen til det sted hvor bussen skulle starte fra. Det blev en spændende og imponerende tur, men også hårdere end vi havde forventet. Først gik vi igennem et fladt område uden ret meget lava, hvor der voksede tørre små buske. Her spiste vi vores frokost.

Senere kom vi til forskellige lavaformationer. Terrænet var ret knoldet og vi klatrede rundt i små ru lavabakker. Vi kunne se at der var forskellige typer lava. Nogle lavasten var meget porøse og vejede meget lidt. Andre var lagdelte med lag der skinnede i solen. Andet lava var meget ru og skarpt og hårdt at gå på. Til sidst var jeg ret træt af at gå på lavaen. Heldigvis kom vi til det sted hvor strømmen var stoppet.
Pludselig stod vi ved en kant, hvor det gik 2-3 meter lodret ned fra lavaen til den sandede jord. Det var underligt at det bare stoppede sådan. Herfra var der en nem gåtur hen til bussen.

Da vi skulle tilbage med bussen, havde chaufføren været så flink at reservere forsædet til os. Derfor blev jeg ikke køresyg, og vi kunne nyde udsigten hele vejen ned. Vi kunne også more os over hvordan chaufføren dyttede til alt og alle da vi nærmede os Puerto de la Cruz. På et tidspunkt samlede han også en op han åbenbart kendte og denne lånte hans avis, som han læste i til han skulle af igen. Senere så chaufføren en han kendte på gaden og han smed avisen ud til ham i farten.

Hjemturen

Vi fløj til Tenerife med MyTravel. Turen derned gik godt, selvom det ikke var så rart at sidde 5 timer i de meget trange charter-flysæder.

Vi skulle flyve til Danmark igen søndag eftermiddag. Flyet afgik med 15 minutters forsinkelse, men ellers planmæssigt.

Da vi havde fløjet længe og snart kunne begynde at se Danmark, lød der pludseligt nogle underlige lyde fra den ene side af flyet. Dong dong dong sagde det, meget regelmæssigt. Skiltet med sikkerhedsselen blev tændt og filmen vi var ved at stoppede. Flyet gik også ned i højde og vi sad alle og undrede os over hvad der skete. Der kom ingen beskeder over højttalerne og nogle begyndte at blive godt nervøse.

Endelig sagde kaptajnen i højttaleren at flyets ene motor havde tabt olietrykket pga. problemer med hydraulikken og derfor virkede motoren ikke længere. Vi fløj derfor kun med en motor. Vi var nødt til at lave en sikkerhedslanding i Hamburg, i følge sikkerhedsforskrifterne. Det tog meget lang tid at lande, for flyet fløj meget langsom hele vejen ned, for ikke at have for meget fart på ved landingen. Selve landingen gik godt, selvom det var lidt underligt at der holdt en masse udrykningskøretøjer med blå blink på landingsbanen.

Efter noget tid kunne vi komme ud af flyet og vi skulle vente på et nyt fly, som de skulle flyve ned fra Sverige. Derfor sad vi flere timer i en mennesketom lufthavn i Hamburg. Vi kunne næsten intet købe, for alt var lukket, de havde normalt ingen flyvninger om aftenen. Vi var alle sultne, men det eneste flyselskabet kunne skaffe til så mange mennesker var tørre kiks, chokolade, peanuts, og lignende i små flypakker.

Endelig kom det nye fly dog, og vi kunne komme hjem. Vi landede i København ved midnat, 5 timer forsinket.

Mad

På Tenerife fik vi rigtig god mad. Vi prøvede forskellige restauranter hver aften. Vi forsøgte at undgå de meget turistede steder i byen.

Den ret vi bedst kunne lide var Conejo al Salmorejo. Det er kanin i en dejlig marinade med hvidløg. Vi fik denne ret flere gange og en gang fik Mads faktisk serveret en hel kanin. Alle gange var kødet fantastisk mørt og lækkert. Hertil fik vi ofte Papas Canarias, kanariske kartofler, som var kogt i meget saltet vand. De var rynkede og dækket af krystalliseret salt.

Vi fik også møre kalvekødssteaks, tapas, pizza, suppe og kylling. På havnen spiste vi grillede muslinger med hvidløgssauce.

Til frokost spiste vi hver dag sandwiches som vi selv lavede. Vi købte brød, ost, grøntsager og skinke og lavede derefter sandwiches som vi spiste ude i naturen. På Tenerife kunne man overalt købe lækkert pålæg i delikatesserne, hvor de havde en utal af forskellige skinker.

 

Bulgarien

Mange tænker nok på teenage-drukferier, blegfede turister og byer uden meget lokal kultur når de hører om ferier i Bulgarien.

Hvis det er den slags tur man søger, skal man nok ikke læse videre. Hvis man derimod vil høre om en ferie i en lille oprindelig fiskerlandsby, hvor ikke alle menukort endnu var oversat til andre sprog, hvor hestevogne stadig bruges som transportmiddel og hvor hovednummeret i det lokale cirkus var en løbsk struds, så bliv hængende på siden.

I sommeren 2003 var jeg sammen med min kæreste Mads en uge i Lozenets ved Sortehavet i Bulgarien. Lozenetz er en af de sydligste byer, 30 km fra grænsen til Tyrkiet.

Hele min barndom har ferierne bestået af sommerhus, teltture, bilferier med overnatning på bed & breakfasts osv. Senere har jeg selv planlagt mine rejser, men da denne sommerferie skulle planlægges valgte vi en charterferie, mit livs første.
Vi havde kun en uges ferie og ville ikke bruge en stor del af tiden på at rejse rundt og planlægge hvordan vi kom fra et sted til et andet. De arrangerede rundtture var for dyre for en på SU og udbudet var på det tidspunkt heller ikke så stort.
Vi købte rejsen hos Penguin Travel, som på det tidspunkt var et ganske lille rejsebureau.

Vi fløj fra København til Bourgas med Bulgarian Air.Vi mærkede varmen straks vi steg ud af flyet og snart sad vi i bussen som skulle køre os de 60 km sydpå til Lozenets.
Her blev vi råbt op af den skandinaviske guide. Eller dvs. de andre blev råbt op, for vi var ikke på listen. Da vi ankom til hotellet var det derfor heller ingen overraskelse at der ikke var et værelse klar til os. Efter noget ventetid fik vi dog tildelt det største værelse i hotelfløjen, et hjørneværelse med en gigantisk altan vendt mod 3 verdenshjørner. Vi skulle desværre skifte værelse midt i opholdet og blev tildelt et noget mindre værelse i et at de røde huse på hotellets grund.

Byen

Vi havde valgt Lozenets, fordi det var den mindste by blandt mulighederne, og den er da bestemt også lille. Vi ville gerne væk fra de overrendte turiststeder og det lykkedes til fulde. Der var en del turister i byen, men langt den største del af dem var bulgarere på ferie. Der var ikke mange hoteller i byen, selvom vi kunne se at der var godt gang i byggeriet. De få hoteller var ikke ret store og mange boede privat i bed & breakfast.

Der var hverken banker, supermarkeder, burgerbarer, tøjbutikker eller lignende. Byen bestod primært af tre etagers huse samlet indenfor et net af seks gader.

Om aftenen sad alle familier samlet i forhaven, typisk ved et bord under skyggende vinranker. Her lavede de mad på den murede grill alle havde og spiste og hyggede sig i den lune aften.

I byen kunne vi mange steder se storke i reder på skorstene og tage. For os et speceielt og sjældent syn, men bulgarerne tog ikke meget notist af de store fugle. besynderligt var det da vi senere var ude at sejle og alle bulgarerne tog kameraet frem og begyndte at tage billeder af en skarv i et træ. Tja, en ikke videre eksotisk fugl for os.

 

Stranden

Lige neden for byen lå stranden, kun 150 meter fra hotellet. Stranden var fin og ren, vandet var dejlig varmt og ikke særlig salt. Faktisk fik vi at vide at vandet her altid er et par grader varmere end i Sunny Beach, pga. den sydligere beliggenhed.

Hvis man går sydpå langs vandet, kommer man til den lille primitive havn, og længere væk findes der små laguner og strande.

Vi mødte i en af disse laguner tre kvinder, som sad på klipperne og rensede muslinger og konkylier. Ude i vandet så vi en dreng, som med snorkel og svømmefødder hentede muslinger op til de tre kvinder. Vi prøvede at tale med dem, men det var svært eftersom de kun talte bulgarsk. De var dog flinke og lod ikke til at have noget i mod at vi kom og forstyrrede arbejdet. Til slut gav de os hver en fin konkylieskal.

Fra den store strand er det muligt at windsurfe. Det var der en del der gjorde. Det var også muligt at leje udstyr og få undervisning. Mads var strakt med på at prøve noget nyt og efter at have fået instruktioner og prøvet at vende sejlet på et board på land, blev han sendt ud i bølgerne. Det gik faktisk fint, ikke så hurtigt, men han blev på boardet.

 

Hestevogne

Landskabet var goldt og tørt, men temperaturen og den ringe nedbørsmængde taget i betragtning, så er det nok hvad man kan forvente.
Vi så ingen marker, de eneste steder vi så afgrøder var i de små køkkenhaver i byen.
Alligevel fik vi associationer til gammeldags landbrugsliv, for vi så mange vogne trukket af heste og æsler. Hver dag kom et ældre par kørende forbi hotellet. De indsamlede pap og papir på deres simple hestetrukne vogn.

Biler og trafik

Desværre kører ikke alle rundt i hestevogne, de fleste kører i gamle trabant-lignende biler. Kørslen er kreativ og vild. Man undres over at de overhovedet gider lave optrukne linier, og sætte skilte op med fartgrænser og overhaling forbudt, når de alligevel ikke bliver fulgt.
da vi så politibilen her havde vi også svært ved at tro at politiet kan indhente fartsynderne. Politibetjenten virkede dog ikke flov over sin politibils manglende pondus og stillede glad op til fotografering. Læg i øvrigt mærke til hvor velpudset bilen er og hvor ulæselig nummerpladen er.

Butikker og markeder

Alle butikker i byen lukkede meget sent, mange af de lokale købte først ind om aftenen, vel pga. heden midt på dagen. Butikkernevar små og simple og førte de mest almindelige dagligvarer og derudover ting til strandlivet, som solcreme, badebolde, legetøj osv.
Der fandtes også små boder i gaderne som solgte frugt, slik i løs vægt og andre småting.

Vi stødte også på en butik som udelukkende solgte kildevand og sodavand. Mange af bulgarerne købte kildevand i store mængder, men vi kunne faktisk bedst lide vandet i vandhanerne.

 

 

   Fisketur på Sortehavet

En af dagene fik vi arrangeret en tur med en lokal fisker på Sortehavet. Ud over os var der også et par andre bulgarer med. Ingen af dem kunne tale andet end bulgarsk, så vi anede faktisk ikke rigtigt hvad vi fiskede efter og hvor lang turen var. På trods af at vi næsten ikke kunne kommunikere var det faktisk en hyggelig tur.

Vi fangede en del fisk, de var dog så små at vi troede  at  de skulle smides ud. Det skulle de ikke. I lang tid troede vi at de så skulle bruges til madding, men det viste sig at det var den slags fisk de var på tur efter og at det var dem de skulle have med hjem på grillen.
Skipper bød undervejs på en grøn mint-likør, som ikke smagte særlig godt og slet ikke midt ude i den bagende sol.

 

Byggestil

Overalt i byen så vi halvfærdige huse. Traditionen er åbenbart som i Latinamerika, at man begynder at bygge, når man har bare nogle af pengene. Også her bor man i de husene, hvor der mangler vinduer, mure, døre m.v. En anden underlig ting er at husene ofte var bygget af mange forskellige slags sten i forskellige farver og størrelser.

Desværre flød der med skrald i sidegaderne og naturen. Det var ikke nær så slemt som i andre dele af verden, men det er bestemt ikke noget der pynter.

 

Dødsannoncer

En pudsig ting i Bulgarien er at de sætter dødsannoncer op på mure og træer, så alle kan læse dem. Dette stammer sikkert fra tiden hvor endnu færre end nu læste aviser.

 

Sproget

Det bulgarske sprog var nok den største udfordring på turen. Det minder ikke om noget som helst andet jeg kender, og for at gøre det hele værre, så skrev de med kyrilliske bogstaver, som slet ikke var til at læse. Kun få forstod lidt engelsk eller tysk, så vi klarede os mest med tegnsprog og fagter. Der var endda et par restauranter hvor menukortene kun var på bulgarsk.

 

Ropotamo-floden

Nord for Lozenetz ligger floden Ropotamo.
Floden er næsten 50 km  og løber i Strandzha-naturparken, som dækker Strandzha bjergene.

Vi tog en taxi til turbådenes startsted nord for Primorsko. Der blev udbudt to forskellige sejlture.

Den ene gik med floden ind i landet. Skoven her var ret tæt og grøn. Vi så en masse skildpadder, som lå og solede sig i vandkanten og på væltede træer. Inde i skoven så vi to rådyr. det var her to skarver fik stor opmærksomhed fra bulgarerne.

På den anden tur som gik ud til Sortehavet, ændrede skoven og landskabet sig jo tættere vi kom på havet, det blev mere og mere åbent. Til sidst kunne vi se det sted hvor floden løber ud i Sortehavet, her er floden 30 meter bred.

 

Sozopol

Vi tog også bussen til byen Sozopol, som ligger på en halvø mellem Lozenetz og Burgas. Her findes en gammel og en ny bydel.

I den gamle bydel ved stranden er gaderne små, og husene  har alle det specielle kendetegn at grundplanet på førstesalen er større end i stuen.Derfor rækker alle husene ud over gaderne og bidrager med deres mørke træværk til en speciel stemning.

I de små gader sælger kvinderne
hjemmelavede marmelader og hæklede duge, som vejrer i den lune luft.
hvis det bliver for varmt at gå rundt kan man slå sig ned i skyggen på et af de små torve der er rundt omkring.

I den nye bydel, som ligger længere væk fra kysten er der meget befærdet og turistet og der sælges billigt tøj, cd´ere og grimme souvenirs fra de mange boder.

Maden

Maden i Bulgarien er overraskende god. Af en eller anden grund kunne man ikke få oksekød i Lozenetz, kun kylling, svinekød og fisk.
Vi opdagede dog at svinekødet var usædvanlig godt, og især grillspyddene var fantastiske, kødet var utrolig mørt, og grillsmagen i top. Alt tilbehøret skulle bestilles separat, men dette gav mulighed for større variationer.
Mange retter blev serveret med ost i mange afskygninger. Det blev næsten for meget når det også var på pommes frites og i suppen.

Cirkus

Det omrejsende cirkus kom til byen, mens vi var der. Selvom det hed Cirkus Arena, var det knapt så stort som det man ser i Danmark.
Vi flottede os og købte billetter til VIP-pladserne. De kostede 8 kr, mod 4. kr for alm. pladser. Da vi kom ind i teltet viste det sig at VIP var hvide plastic-havestole på første række, mens resten sad på træbænke. Ja, nogle steder skal der ikke så meget til for at blive VIP.

Der var forskellige artister, bl.a. trapezkunstner, en kvinde som svingede i et reb, en mand der slugte ild, to piger som blev “gennemboret” af spyd i en kasse med flere.
Desuden var der en hel del dyr. Små gøende og dansende hunde, duer, dansende heste, to vilde og store strudse, hvoraf den ene dansede og den anden var ude af kontrol og løb ud af manegen, samtidig med at den kiggede ondt på en. Her var det pludseligt ikke længere så rart at sidde på første række, for vi var meget tæt på den løbske struds, som dog heldigvis blev indfanget igen under mindre panik.

Der var også et nummer hvor tilskuerne blev involveret og da min kæreste var den eneste udlænding til stede, blev han selvfølgelig hevet ind i manegen.

Til sidst var der et par, hvis nummer gik ud på at de kunne tage diverse slanger og øgler op af nogle kurve og holde op i luften. Jo, der skulle åbenbart ikke så meget til for at blev cirkusartist.
Selvom det var en lidt primitiv forestilling, var det dog alligevel sjovt at få indblik lokal underholdning.

Hotellet

Hotellet hedder Merlin og ligger i den sydvestlige del af byen. Der er både hotelværelser og lejligheder. Der er endvidere to swimmingpools og en poolbar. Hotellet er som resten af byen primært for familier og folk som vil have en stille afslappende ferie.

Morgenmaden bestod af en lækker buffet med de sædvanlige morgenmadsretter. Personalet talte engelsk og tysk og var meget venlige, hjælpsomme og servicemindede.