Færøerne

I sommeren 1992 var jeg med min familie på Færøerne og Island. Turen derop foregik med færge (Smyril Line), og efter 36 timer ankom vi til Tórshavn på Færøerne. Her var vi i 3 dage, hvor vi bl.a. besøgte en ven fra mine forældres studietid. Han viste os rundt på øerne, og serverede endda den færøske nationalret; skjerpikjøt, som er lufttørret fårekød, dette har en særdeles uvant smag.

Vi var rundt på mange af de færøske øer, hvor man kun kan komme til med færger, og som om vi ikke havde sejlet nok, tog vi også på en sejltur ved fuglefjeldene. Vejret var meget dårligt, men vi var blevet søstærke og ingen blev søsyge. Desværre var det ikke muligt at komme så tæt på fuglefjeldene som man normalt kommer pga. de store bølger og den stærke blæst.
Om foråret bæres der enkelte får op på toppen af klipperne, alt græs skal udnyttes.

Færøerne er et meget smukt sted, der er meget grønt og frodigt, og bestemt ikke overrendt at turister.

Til venstre ses byen Klaksvik, som er den andenstørste by på Færøerne.  Alle byer er meget idylliske og de små træhuse ligger kønt i den flotte natur. Tågen og skyerne kommer som her ofte ned over fjeldene.

Som det ses på billederne er vejret ikke det mest sommerlige, men sikkert meget karakteristisk for Færøerne. Sommeren 1992 bød på hedebølge i Danmark og det var surrealistisk at pakke sit vintertøj i kufferten midt i den værste hedeperiode i Danmark.

Vandretur i de flotte og grønne fjelde. Her gøres der hvil og og madpakkerne spises, mens den flotte udsigt nydes. Dette er et typisk billede fra ferier med mine forældre. Jeg har ikke tal på alle de gange vi har købt brød og røget fisk fra havnen, kirsebær ved vejboder eller lignende og derefter spist det i grøftekanter, skove, havnemoler eller andre steder med flot udsigt.

Det er ikke så meget jeg husker i detaljer fra turen eftersom det er så længe siden, men jeg erindrer stadig tydeligt den flotte natur hvor grønt det hele var. Overalt er der grønne fjelde, små vandløb og ja… bare natur, den var overalt.

 

 

 

Bretagne

I sommeren 1995 var jeg på ferie med min familie. Først var vi et par dage i Holland, og derefter kørte vi til Frankrig, nærmere bestemt området Bretagne i det nordvestlige Frankrig. Området var stort nok i sig selv, og det ville være uoverkommeligt at se hele landet på den uge vi havde til rådighed.

Ud for kysten ligger Mont Saint-Michel, som en er en lille klippeø, som rummer en ret sammenpresset lille by. Øen har været en strategisk vigtig del af forsvarsværket og senere blev øen hjemsted for et kloster, som har givet navn til stedet. Tidevandet omkring øen er ekstremt. Højvandet kommer hurtigt ind og der er hele 46 meters forskel på høj- og lavvande. Dette betyder at øen ser besynderlig ud ved lavvande. Den nederste del er rå klipper og den øverste del rummer en meget tæt samling huse. Ved lavvande kan man parkere på den blotlagte havbund og gå ud til øen.
Indenfor bymurene finder man smalle gader, gamle huse, små butikker, en kirke og klosteret. Øen er en del af Unescos verdensarv.

Vejene i Frankrig ligner selvfølgelig dem i Danmark og resten af Europa og i rundkørslerne er der som i Danmark ofte placeret en eller andet mere eller mindre køn skulptur. I rundkørslen på billedet er det dog en ruin man har udsigt til.

Solsikkemarkerne gjorde indtryk på mig. De var bare så flotte med de mange tusinde gule solsikker, som bare strålede flot selv hvis det var overskyet. Selvom en bølgende dansk kornmark er et smukt syn var disse blomster alligevel betagende med deres store gule hoveder.

Landskabet var i overalt imponerende og forskelligt. Vi købte flere gange ind til frokost i de små byer og gjorde herefter stop ved nogle af de flotte steder og spiste maden i naturen, mens vi nød udsigten, den simple, men lækre mad, solen og bare slappede af.

Der var også mange flotte kyststrækninger, en af dem ses på billedet til venstre.
En anden var den lyserøde kyst (Côte de granit rose) som kaldes sådan fordi klipperne og sandet har en svag lyserød farve. Denne kyststækning er over 30 km lang og er en del af Côtes d’Armor. Den lyserøde klippetype findes kun ganske få andre steder i verden.

Menhir betyder lang opretstående sten, og det er nøjagtig hvad disse sten er. Man ved ikke så meget om hvad stenene har været brugt til, selvom de fleste mener at de har været en del af ceremonier eller frugtbarhedsritualer. De blev rejst for 5-7000 år siden og koncentrationen af dem er størst i Bretagne, selvom de står mange steder i landet og i resten af verden.
Menhiren på billedet står ved St. Jean, hvor vi boede på et bed and breakfast. Værten herfra tog os med ud for at se denne lokale menhir. Den er 8 meter høj, dog gemmer der sig endnu 4 meter under jorden.
Menhirene på billedet står ved Erleur, hvor der står flere samlet.

I Carnac findes et fantastisk syn. Det består af 3000 megalitter eller bautasten sat på lange rækker.
også disse sten er rejst for 5-7000 år siden. Stenene er fra ½ til 7 meter høje, og altså ikke så store som mehirene, men der er til gengæld langt flere af dem, hvilket gør det meget imponerende. Stenene står i kilometerlange rækker, og man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor de blev sat der. Som med menhirene er man i tvivl om formålet med rækkerne, en af teorierne er at de i lighed med Stonehenge er blevet anvendt til astronomiske observationer.