Malta

Nedenstående tekst er skrevet af min kæreste, Mads og handler om rejsen til Malta i påskeferien, marts 2013.

Maleriske både ligger og gør havnen i Marsaxlokk et postkort værdigt.

Maleriske både ligger og gør havnen i Marsaxlokk et postkort værdigt.

Påsken er en fantastisk tid, hvor feriedage og forår smukt forenes. Og traditionen tro havde Mette tjekket Ryanairs hjemmeside og fundet et godt tilbud på en 5-dages tur til Malta, hvor vi kunne nyde naturen, få nye oplevelser og blive klogere – samtidig med at det var varmt. Malta ville også være nyt kapret land på Mettes resultatliste i De Berejstes Klub.

Forud for turen havde vi brugt et par aftener på at planlægge de enkelte dage. Det blev til henholdsvis en dag på den sydlige, midterste og nordlige del af øen, samt en dag i hovedstaden Valletta. En ingeniør kunne ikke have fundet en mere rational plan! Leje af bil er vældig billigt på Malta, så selv om øen er lille og de kører i venstre side, syntes vi det var penge, som var godt anvendt for at gøre os mest mobile. Vi havde også fundet et fornuftigt hotel i Sliema, der opfyldte vores tre krav til pris, værelse med eget toilet og morgenmad.

Efter en 3-timers flyvning, obligatorisk Ryanair fanfare og underskrift på bilud-lejningsaftale bragte GPS’en i vores smart-phone os trygt til hotel Plevna. Det var en enorm hjælp med GPS, da skilte er en udbredt mangelvare på disse kanter.

Sydøen – Dag 1

Næste morgen kørte vi til Birgu/Vittoria. Det er et gammelt fæstningsområde med stor strategisk betydning, som de berømte maltetiske riddere gjorde til hovedstad. Det var her slaget stod i 1565 mellem de mange Ottomanere og Grand Master Valletta med hans 60 andre riddere og få hundrede lokale beboere, som alligevel formåede at vinde, da byen havde opbygget et imponerende fæstningsanlæg med meter tykke mure, voldgrave osv., der gjorde byen uindtagelig. Anlægget var under genopførsel, så vi kunne desværre kun se det udefra.

Nede på havnen lå flere gigantiske lystyachter til kaj. Vi spurgte en person, hvem ejeren var, hvortil han sagde, at det var en fyr fra Sicilien. Vi tænkte straks mafia og syntes det var en trist kontrast til de maltetiske riddere og helte.

Fra Birgu kørte vi til Marsaxlokk, en idyllisk lille fiskerby, hvor små træbåde er malet i klare, skarpe farver og smukt vugger i bugten, mens turister spankulerer rundt blandt de lokale fiskere, der klargør deres net. Vi spiste naturligvis fisk til frokost. To flotte og meget velsmagende filletter af brasen med krydderurter samt lidt salat og (ret kedelige) fritter. Mums.

Det første af eftermiddagen blev brugt i Ghar Dalam cave, hvor en eroderet flod har aflejret store mængder af knogler fra dværgelefanter, flodheste, ulve, ræve, hjorte og andre eksotiske dyr, som levede på Malta for op til 200.000 år siden. Sidst på eftermiddagen så vi de gamle templer ved Hagar Quim og Mjandra.

Dagens højdepunkt var absolut aftenens landskamp mellem Malta og ærkefjenden Italien i VM-kvalifikationsgruppe B, hvor også Danmark spiller. Det var en sand folkefest med sang og musik, hvor nutidens maltetiske riddere var iklædt fodboldstøvler, som skulle forsøge at banke overmagten fra spaghettilandet med smørhår. Vi havde købt billetter til de billige rækker bag maltesernes mål i første halvleg. Her kunne vi høre folk råbe Forza Malta og opmuntre de lokale helte gennem hele kampen, også selvom ikonet og hadeobjekt nr. 1 Mario Balotelli scorede to mål for Italien. Italien vandt kampen, men Malta sejrede når det gjaldt sympati og opbakning på tribunerne.

Midtøen – Dag 2

Næste morgen kørte vi tidligt af sted mod Den Blå Grotte for at få en bådtur, mens solen lyste ind i bugten. Vi var der som de første kl. 9 og måtte derfor vente i ½ time, før båden var fyldt og kaptajnen ville sejle. South-american- style. Vi sejlede rundt til i alt 7 grotter, hvor Den Blå Grotte var absolut den største og flotteste. Klipperne var mange meter høje, helt lodrette med lilla og grønne nuancer fra de alger som groede på klipperne i det azurblå vand, som flot lyste i solen og spejlede sig i grotterne. Det var en fredfyldt og smuk start på en dejlig feriedag.

Vi kørte gennem det kuperede landskab op langs kysten for at finde en vandretur, som vi havde planlagt ved Dingli. De lykkedes ikke rigtig. I stedet tog vi til Il-buskett, den eneste rigtige skov på Malta, hvor præsidentens sommerpalads er opført. Her var fyrretræer, eukalyptustræer, citron- og appelsinlunde og flere andre vækster. Vi plukkede en appelsin, men hele munden snerpede sig sammen, da den skarpe syre ramte smagsløgene. Turen sluttede med et kig på cart ruts – nogle gamle hjul- eller slædespor, som antageligt er opstået ved transport af frugtbar jord til markerne.

Vi spiste frokost i Mdina, som også er en gammel fæstningsby med små snævre gader, hvor husene er bygget af sandsten med farvestrålende døre, smukke dørhåndtag og flere steder med de klassiske balkoner i grønmalet træ. Igen blev vi imponeret over de meter tykke mure, der omkranser Mdina og det enorme slid, som opbygningen har krævet. Arbejdsdagen har vist også været lidt længere end 8-16 med fri i weekenden og 6 ugers ferie….

Eftermiddagen blev spenderet i kunsthåndværkerbyen ved Ta’ Qali. Det var Maltas luftbase under WWII, men bliver nu anvendt af kunstfolk inden for keramik, glas, smykker og andre kunsthåndværker. Unægtelig en mere fredelig brug af de gamle hangarer. Om end udbuddet var prangende, købte vi ikke andet end en kop eftermiddagskaffe og en empanada.

Tilbage i Sliema spiste vi aftensmad på en lille lokal restaurant med maltetiske specialiteter som menu. Til forret en fast let krydret gedeost fra Gozo samt en gang sublim ravioli, hovedret bestod af henholdsvis kanin-stew og farsbrød med æg svøbt i røget skinke og til dessert en (lidt tam) tiramisu. Det blev skyllet ned med huset rødvin og mineralvand. I alt godt 300 kroner.

Gozo – Dag 3

Denne dag var dedikeret til Gozo. Vi kørte til færgen og kunne fra stævnen nyde udsigten til både Comino og Gozo, hvor vi efter ½ time kørte i land og op til endnu et gammelt fæstningsanlæg på toppen af et klippemassiv. Vi stillede bilen og fik en os en lille gåtur ned til vandkanten, forbi de mange små overdrev der bugnede af gule, hvide og røde blomster samt frodige kornmarker. Foråret er utrolig smukt. Nede ved vandet så vi saltbassiner, hvor havvand blev aflejret og fordampet for at udvinde salt. Flere steder var der aflejringer af skalddyr i klippen, som vidne om at det var gammel havbund vi gik på.

Vi kørte videre rundt på øen og endte ved middagstid i Victoria foran Basilikaen på plads Jan Gorg. Vi fik akkurat bestilt en plate med pølse, da klokkespillerne gik i gang og de følgende 3o minutter umuliggjorde enhver almindelig kommunikation og med en ringen for øret. Vi trængte til stilhed og kørte til Gharb for at gå en rundtur som vi havde fået anbefalet og udleveret kort til i turistinformationen i Victoria. Det var en smuk tur, hvor en lille asfaltvej blev til en grusvej der snoede sig ud blandt duftende kornmarker og flotte stendiger langs vejkanten. Vi så flere utrolige stenformationer skabt af vejr og vind og endte til sidst i flodudmundingen af en flod (Wied Il-Mielah) med et smukt ”vindue” (hul) i en gigantisk klippeformation. Oplevelserne blev gentaget og forstærket længere vestpå ved Azure Window. Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage mod færgen og hjem mod Sliema efter en lang dag i det fri.

Valletta – Dag 4

Sidste dag og tid til at se hovestaden Valletta, der som nævnt er opkaldt efter den gamle maltetiske storridder. Selve byen er ikke stor, ca. ½ x 1 km og omkranset af, naturligvis, kæmpe mure, som udgør et stærkt fæstningsanlæg. Der er lange snorlige gader med fleretager huse i karakteristisk stil med balkoner og med pragtfuld udsigt til vandet og de omkringliggende byer.

Der var langfredag, og flere af kirkerne var smukt dekoreret med blomster. De lokale var klædt i det stiveste tøj og gik rundt til de forskellige kirker for at beundre dem og ære Kristus. Bageren havde haft travlt med at bage store runde brød med hul i midten, som åbenbart var traditionel spise i påsken. Vi fik også set en enkelt procession, hvor et kors blev båret gennem byen efterfulgt af en den lokale skare.

Vi fik også set botanisk have uden for voldene, hvor ikke kun vækster, men også mange flotte katte holdt til. Den syntes at være et vellidt dyr, som lokale flere steder har bygget små huse til og dagligt fodrer. Der var overraskende mange røde katte, om end det er en egenskab der er recessiv.

Turen sluttede på den lille ø, Manoel Island, hvor vi blev grundigt overrasket over at se Duck Village. Det er et sandt paradis for ænder, gæs, duer, marsvin m.m., i stil med Christiania bygget af genbrugsmaterialer i en rustik facon, der gør stedet ganske særligt.

Fakta

Fly: Billund-Malta med Ryanair, DKK 2.500
Hotel: Hotel Plevna, 4 overnatninger DKK 1.200
Billeje: Peugot 207 inklusiv 1 tank benzin, DKK 1.000
Forbrug: Mad, vand, seværdigheder etc. DKK 3.500
Alle priser er for to personer.

 

Længste strækning på GPS på Malta: 27 km

Befolkningstæthed: 1.261 pr. km2 – DK 126 pr. km2.

Sardinien

Engang i det tidlige forår i 2011 opdagede jeg pludseligt, at der på kalenderen, som hang på køleskabet, var skrevet Sardinien ud for nogle af dagene. Jeg spurgte undrende min kæreste, hvorfor der stod det, og han forklarede, at han, som en overraskelse til mig, havde købt flybilletter og bestilt overnatning på Sardinien.

I påskeferien 2011 fløj vi derfor med Ryanair til Alghero, hvor vi var 5 dage.

Vi havde lejet en lille bil, som vi hentede i lufthavnen, og herfra var der kun en kort køretur til den nærliggende by Alghero, hvor vi skulle bo.

Alghero

Alghero er en by med omkring 40.000 indbyggere,, som ligger i det nordvestlige Sardinien. Øen blev et spansk territorium i 1479, og spanierne forsøgte ihærdigt at etnisk udrense øen og erstatte befolkningen med spaniere. Dette lykkedes dog kun i Alghero, som derfor har et spansk præg.

Murene, som skulle beskytte byen mod indtrængende fra havet, kan stadig ses ,og langs fæstningsværket er der nu en promenade, hvor man kan nyde den flotte udsigt over havet, mens man spiser en dejlig italiensk is. Til den anden side afgrænses den gamle middelalderby af nogle store klodsede vagttårne, men selve muren er væk. Selve bymidten var hyggelig med smalle gader belagt med brosten og en stille og rolig atmosfære.

 

Fra Alghero tog vi på flere dagsture med bilen rundt på øen.

Nord for Alghero

En af dagene kørte vi nordpå, først til Nuraghe di Palmavera,  ruinerne af en 3500 år gamle landsby og et af de flotteste og vigtigste af de mange ruiner efter et folkeslag, som hed Nurage. Området består af et gammelt palads omringet af en masse cirkelrunde bygninger. Alt er meget forfaldent, men jeg blev stadig imponeret over den store byggekunst, denne gamle kultur mestrede.

Herfra kørte vi videre vestpå af en snoet vej til Grotta di Nettuno. Efter parkering af bilen gik vi af 656 trin ned og ned og ned til grotten. Udsigten fra stien og trapperne som alt sammen var hugget ud i de stejle klipper var fantastisk. Da vi kom frem til hulens indgang, nåede vi lige at komme med på en guidet tur i drypstenshulen.  Indgangen ligger i havniveau, og grotten strækker sig 4 km ind, men en stor del er ikke åbent for publikum. Inde i grotten er der en 120 m lang saltvandssø, og undervejs kom vi forbi en masse stalagmitter og andre drypstensformationer.

Vi fortsatte videre nordpå og tog en afstikker ud til kysten igen til den forladte mineby Argentiera, hvor man indtil 1963 udvandt sølv. Nu står alle bygninger forladte tilbage og forfalder stille og roligt. Vi gik en runde i by,en hvor stilheden og forfaldet fik det hele til at minde om kulisser fra en gammel westernfilm. Et par bygninger var dog restaureret og rummede bl.a. en simpel restaurant, som servicerede dem, der kom for at bade på den nærliggende strand.

Da vi kørte videre nordpå langs kysten, anede vi ikke, hvilket syn der ville møde os, da vi ramte spidsen af den halvø, som udgør Sardiniens nordvestligste hjørne. Vi kørte gennem by Stintino og besluttede os for at køre helt ud for enden af halvøen, og den beslutning var god, for pludselig havde vi udsigt til et fantastisk turkisblåt hav og klippeskrænter hvorpå der voksede store mængder røde blomster. Strædet hedder Spiaggia della Pelosa og afgrænser Sardinien fra den lille ø Isola Asinara.

Syd for Alghero

En anden dag kørte vi mod syd langs kysten, hvor vi nød den flotte udsigt, som konstant ændrede sig hver gang vi rundede endnu et sving på den bugtede kystvej. På et tidspunkt mødte vi en hyrde med en flok får, som vi holdt tilbage for mens de krydsede vejen.

Første stop gjorde vi i den lille by Bosa, hvor vi af en smal stil med mange trappetrin gik op til det gamle middelaldercentrum, som ligger på en stejl bakke. Udsigten over floden Temo, den nyere lavereliggende bydel og landskabet omkring var flot og retfærdiggjorde pauserne, vi blev nødt til at tage på den stejle gåtur. Den gamle bydel bestod af smalle gader, små torve og et stort slot.

Køreturen fortsatte ud på sydspidsen af en halvø, hvor ruinerne efter den gamle by Tharros ligger med en imponerende udsigt over havet. Byen blev grundlagt af fønnikkerne, men de bygninger man ser ruiner af, er romerske fra det 2. og 3. århundrede. Romerne byggede et amfiteater, akvædukter og templer, hvor det er to søjler der står tilbage efter et af templerne, der er det mest imponerede ved stedet.

I nærheden af ruinerne ligger en af de ældste kirker på øen, hvis byggematerialer er sten fra Tharros ruinerne.

På vores videre tur kom vi pga. vores simple kort til at lave en genvej på en vej som blev smallere og smallere og førte os langt væk fra al bebyggelse. Vi fortsatte dog, men da bilen blev omringet af en fåreflok, følte vi os langt ude på landet. Fårehyrden var dog moderne og drev fårene af sted, mens han kørte i bil bag dem. Til sidst blev vejen en meget hullet grusvej, så vi blev glade, da vi endelig kom frem til en asfalteret vej.

Efter den landlige køretur kom vi frem til Forum Traianus, som er romerske ruiner ved floden Tirsu. Her havde romerne termiske bade, hvor de udnyttede undergrundens varme vand i mange forskellige bassiner. Det varme vand kommer stadig op af undergrunden, og vi kom forbi stedet, hvor det 54 grader varme vand løber ud i floden. Dampen stod op og svovllugten kildede i næsen, hvilket ikke så ud til at genere dem, som badede i det varme vand i floden.

Det sidste stop på denne udflugt var ved Nuraghe Santu Antine. Nuragherne var et folkefærd som levede i bronzealderen. De byggede talrige bygninger, hvis rester man kan se over hele øen. Dette sted bestod af et stort tårn i midten og tre mindre rundt om. Det hele var forbundet af nogle gange med nogle enormt tykke mure lavet af store sten. Tårnene var ligeledes lavet af store sten, og det store tårn var endda i flere etager med store spindeltrapper. Det mest imponerende ved hele konstruktionen var, at der ikke var anvendt mørtel, det var alene stenenes vægt,der holdt det hele sammen. Utroligt at de kunne finde ud af dette for næsten 4000 år siden.

 

Øst for Alghero

Den sidste tur vi kørte var til Tempio Pausania, hvor vi kørte ud i bjergene syd for byen. Her gik vi en tur i den friske kølige luft og kørte helt op på toppen af bjerget Monte Limbara, hvor der var en masse sendemaster. Vel nede fra den lange snoede vej drak vi en velfortjent kop kaffe i den lille by Oschiri.

 

Fakta om turen

Vi overnattede i et bed and breakfast; ElisArt (50euro/dobbelt), som lå i en lejlighed i et beboelseskvarter lidt udenfor centrum af Alghero. Alle værelser og gangen var dekoreret med forskellige udsmykninger malet på væggene. Morgenmaden var hver morgen sat frem i lejlighedens køkken og var meget enkel, men ok. Vi fik udleveret en nøgle ved check ind, og efterfølgende så vi ikke meget til vores vært.

Økonomi:

Rejsen kostede for 5 dage i alt 9900kr, i dette er inkluderet fly, bed and breakfast, billeje og forbrug.

 

Holland

En af de sidste ferier med mine forældre og søskende før jeg flyttede hjemmefra gik til Holland og Frankrig.   Vi kørte først til Holland, hvor vi var et par dage. Landet minder meget om den del af Danmark jeg kommer fra, nemlig marsklandet i Sønderjylland. Holland er lige så fladt, og mange arealer er da også indvundet fra havet. Nu hvor jeg lige har benævnt sammenlignet Holland og Danmark skal det nævnes at Hollands højeste punkt faktisk er 322 m.o.h. og dermed højere end Danmarks højeste punkt.

Der var mange møller, men også af den gamle slags, før de grimme vindmøllers tid. Her sidder vi i grøftekanten og nyder synet af rækken af møller, mens vi spiser vores madpakke.

Husene i Holland er også ret specielle, i hvert tilfælde de gamle huse på landet. De har i mange tilfælde stråtag, men ikke som vi kender det herhjemmefra. De har valgt at lægge det på lidt over halvdelen af taget, og så have almindelig tag på resten. De ser ret underligt og halvfærdigt ud. Andre huse har et ualmindeligt højt tag, også lavet af strå, som det ses på billedet til højre.

 

 

Tenerife

I januar 2005 var min kæreste og jeg på en uges ferie på Tenerife. Rejsen, som vi havde bestilt kort tid inden, var en uspecificeret rejse, og derfor billig. Det betød selvfølgelig at vi ikke vidste hvor vi skulle bo. Det fik vi at vide hos rejsebureauet da vi landede. Vi endte i byen Puerto de la Cruz på øens nordside. Vi havde bestilt et dobbeltværelse med bad, så vi vi blev glædeligt overraskede da vi fandt ud af at vi havde fået en toværelses lejlighed med køkken, bad og stue.

Puerto de la Cruz

Byen har 45.000 indbyggere, og rigtig mange hoteller. Byen har flere spændende seværdigheder. Langs med kysten er der en moderne promenade med palmer og restauranter i massevis. Her ligger også en slags badeland. Atlanterhavets bølger er så store og slår så stærkt mod kysten at der er en kraftig understrøm. Derfor vejrer det røde flag ofte, og det er ikke muligt at bade. Derfor findes der et indhegnet område med en række bassiner med havvand. Her kan man mod betaling bade i stille vand og ligge og slikke sol i liggestolene.

I den østlige del af byen, hvor vi boede findes mange moderne hoteller og indkøbscentre. I den anden ende, kan man stadig finde gamle huse, små torve og hyggelige små restauranter, hvor menuerne ikke fås på seks sprog. Her spiste vi hver aften. Restauranterne, der lå i turistområderne, havde folk ansat til at gå på gaden og dele brochurer ud om deres restauranter, og menuerne var på rigtig mange sprog, ikke bare engelsk og tysk, men også fransk, svensk, dansk og sågar finsk!

Papegøjer er noget specielt for øen. Puerto de la
Cruz er hjemsted for Loro Parque, som er verdens største papegøjepark. Mange forsøger at udnytte turisternes svaghed for de farvestrålende dyr, og tilbyder at man mod betaling kan få taget billeder af sig selv med en papegøje eller to på skulderen. Disse papegøjemænd holdt til på promenaden med deres papegøjer.

Bananer

Udenfor byen ligger der bananmarker og her bliver den særlige kanariske banan dyrket. Disse bananer er anderledes, fordi de er meget mindre end normalt og mere søde. Bananklaserne på palmerne er ofte pakket ind i plastic for at beskytte dem, men det er altså ikke så pænt. Desuden lå markerne ofte inde bag store, grimme, grå mure, som tog udsigten til bananerne.

Blomster og planter

I Puerto de la Cruz var det pudsigt hele tiden at se julestjerner overalt. De voksede i mange bede, og blev også brugt som potteplanter på restauranter. Vi så også en del andre planter, som vi herhjemme kun kender som potteplanter, mange af dem kender vi ikke navnene på, men kunne sagtens genkende dem, men ofte i større udgaver end vi er vant til. Vi så bl.a. Hibiscus og Svigermors Skarpe Tunge. Ved promenaden stod et syrentræ, som blomstrede og duftede så dejligt forårsagtigt. Langs promenaden og andre steder voksede palmer og kæmpestore kaktus af forskellige slags. I en grøftekant ude på landet plukkede Mads en appelsin. Det var en rigtig lækker appelsin, som bare var saftig, varm og sød. Vi så mange haver med appelsintræer, vinranker, papaya m.m.

Kirkegården

Kirkegården var ret speciel. Urnerne med aske var placeret i små “hylder”, og derefter muret til. Urnestederne pyntet med farvestrålende blomster. Kirkegården lå ligesom mange andre lokaliteter i byen, med en fantastisk udsigt til vulkanen Teide.

 

Loro Parque

Denne dyrepark ligger i udkanten af byen. Det er faktisk en papegøjepark, men der findes også mange andre dyr. Papegøjerne er dog klart i overtal, der er 300 arter papegøjer, i alt 2000 stk. De sad i deres tremmebure og skreg af hinanden, det var til tider ret ulideligt. Parken får utrolig mange besøgende, over 1,4 mio. om året. Vi var glade for at vi var der i lavsæsonen, selvom stedet bestemt ikke var øde af den grund.

I parken så vi et show med søløver. Det var helt fantastisk. Søløverne kunne faktisk rigtig mange tricks, og showet var meget humoristisk opbygget. Desuden så vi et delfinshow. Også dette var utroligt. Delfinerne kunne hoppe mange meter op af vandet, lave dobbelte saltomortaler og andre vilde ting. På pædagogisk vis blev det også demonstreret hvordan delfinerne bruger ultralyd og ikke synet til at finde ting i vandet med. Et par uigennemsigtige kopper blev simpelthen sat fast på øjnene af den, og derefter fandt den så let som ingenting en lille ring på bunden.

Parken havde også mere traditionelle zoo-afsnit, bl.a. et stort område med gorillaer. Desuden havde parken et kæmpestort pingvinhus med flere afdelinger med pingviner fra de arktiske egne og fra det sydlige Chile.

En sidste fantastisk ting, var det store akvarium. Her var der et kæmpestort akvarium, som man kunne gå igennem via en tunnel. Herfra kunne vi se flere hajer og rokker, som svømmede hen over hovederne på os. Andre mindre akvarier rummede lokale fisk, eksotiske fisk, søstjerner, søheste og lignende. Desuden var der flere cylinderformede akvarier, som stod frit i rummet.

Det var helt sikkert en oplevelse at besøge Loropark, som bestemt var byens største attraktion. Den blev også markedsført godt med plakater overalt og der var endda et særligt turisttog, som kørte i pendulfart mellem parken og byen.

Strande

Der er to strande i Puerto de la Cruz. Vi boede tæt ved den lille strand Playa de Martiánez. Den anden strand er større og hedder Playa Jardin og er meget hyggelig. Stranden er delt op i forskellige afdelinger og der er mulighed for at leje liggestole, købe is m.m. Igennem byen løber de såkaldte barrancoer, som er dybe slugter, der gennem årtusinder er skabt af vand fra Teide, som har løbet her og eroderet klipperne væk  til disse slugter. Vandet har medbragt sand fra Teide, så derfor ligger der, hvor disse barrancoer møder havet, strande med sort sand fra vulkanen. Disse barrancoer præger landskabet på hele øen. Mange steder har landsbyer været uden infrastruktur indtil nyere tid, fordi de dybe barrancoer gjorde det vanskeligt at bygge veje. I Puerto de la Cruz kunne vi også se barrancoerne gå gennem byen. Det lignede udtørrede floder.

Bølgerne slog hårdt mod stranden, og hver dag vejrede det røde flag på den lille strand. Hele tiden kunne man høre bølgerne brage mod kysten, men det skærmede mod trafikstøjen. På Playa Jardín var det gule flag dog hejst, og det betyder at man kan bade, hvis man passer godt på. Det var især surferne som benyttede sig af denne mulighed. Den sidste dag vi var på øen, var bølgerne højere end sædvanlig og slog langt op på stranden. Dele af stranden blev afspærret fordi det var for farligt at komme tæt på de lumske bølger, som kom i stimer af 3-4 stykker og nogle gange kom meget langt op. Da vi gik hjem langs vandet, så vi overalt folk som bare stod og så på havets brusen. Det var nu tydeligt hvorfor store dele af kysten havde en meget kraftig kystsikring. Undervejs ind mod byen så vi flere afspærringer, lavet af politiet. I byens havn var en sikkerhedsmand og en politimand i gang med at afspærre de gader som lå helt nede mod havnen fordi vandet simpelthen skyllede op i dem. Det var en underlig fornemmelse at gå denne tur, fordi der var så mange bare stod og stirrede på vandet.

Jardin Botanico/Botanisk Have

I den botaniske have findes over 4000 eksotiske planter og blomster. Det var slet ikke meningen at her skulle være en botanisk have. Kong Carlos III ville hente planter fra Amerika og Asien til de kongelige haver i Spanien. Planterne kunne dog ikke tåle den store klimatiske
omvæltning, så der kongen oprettede dette afklimatiseringssted for planterne. Dette projekt blev dog en fiasko og planterne er her derfor stadig. Efter at have ligget i ruiner i mange år, blev stedet renoveret og åbnede som botanisk have. I haven findes bl.a. et stort og over 200 år gammelt gummitræ med et spændende fletværk.

Paradisfugl

Denne blomst kan betegnes som Tenerifes nationalblomst. Blomsten ligner en fugl, og kan købes hos de mange blomsterdamer på gaderne.

Tur til Ananga-halvøen

Vi lejede en lille bil (Opel Corsa) i 2 dage. Der findes utrolig mange biludlejningsfirmaer på øen og det er den samme slags biler de udlejer.

Den første dag kørte vi en tur i den østlige del af øen (se kortet nederst på denne side).

Vi kom hurtigt ud på landet, hvor vi kørte forbi bananmarker og små landhuse. Vi kørte lang med kysten et stykke tid og nød udsigten. Derefter gik vejen ind i landet og vi kørte op i bjergene. De blev hastigt køligere, for her var der skyer for solen. I dette område oplevede var det for eneste gang overskyet på ferien. Det var underligt at se hvordan der hele tiden blev dannet skyer og de kom ud af
intet. Vi kørte gennem Mercedesskoven, som er en eventyragtig skov laurbærtræer, bregner og cedertræer som groede som en tæt tunnel rundt om vejen. Vejen snoede sig af sted med mange sving, og med fantastiske udsigter, hvor vi kunne se La Laguna, Teide selvfølgelig og endnu længere i klart vejr.

Vejen snoede sig i en uendelighed og gang på gang var udsigten fantastisk og gang på gang var der meget langt ned, og nogle gange endda på begge sider af vejen.

 

Taganana

Da vi havde kørt tværs hen over bjergryggen kørte
vi igen ud mod kysten. Vi kom til Taganana, som er en malerisk by, der ligger stejlt på klipperne højt over den stejle kyst.

Længere ude gik vejen langs et fantastisk  kystlandskab med store klippeformationer i vandet og bjerge som forsvandt ned i det sprøjtende hav. Bølgerne slår som mange andre steder på øen så hårdt mod kysten, at vandsprøjt sprøjter langt væk.

Herfra kørte vi tværs over halvøen mod San Andres, og derpå sydpå mod Santa Cruz. På grund af mangelfuld skiltning havde vi ret svært ved at finde igennem byen, og ud på rette vej. Planen var at køre over La Esperanza mod Puerto de la Cruz, men grundet flere forskellige forhold valgte vi til sidst at køre på vejen som gik midt på øen mod Teide, og så dreje fra mod Puerto de la Cruz. Det blev en længere tur, men det var utrolig flot at køre gennem  Esparanzaskoven oppe i de kølige og meget friske luftlag. Turen tilbage mod Puerto de la Cruz føltes lidt lang, for vi kunne se byen næsten hele tiden, men fordi vejen var så snoet, tog det meget lang tid at køre derned.

Tur til Teno-halvøen

Anden dag vi havde bilen kørte vi mod vest. Også denne gang startede vi med at køre langs vandet på motorvejen. Her var terrænet fladt, men blot få meter længere inde i landet begyndte bjergene.

Garachico

Efter at have kørt langs vandet et stykke tid drejede vi fra motorvejen. Vi kom forbi en lille havneby, Garachico, som så meget hyggelig ud, som den lå der på bjergsiden lige ned mod vandet. Vi besluttede derfor at holde pause og besøge byen. Det viste sig at være en god ide for byen var utrolig hyggelig. Jeg synes at den mindede lidt om de latinamerikanske kolonibyer, med dens farvestrålende simple huse og katedralen og rådhuset i tydelig kolonistil. Faktisk var byen den som gjorde kraftigst modstand mod spanierne.

Byen har været næsten udryddet adskillige gange af vulkanudbrud og mudderskred. Hver gang er den dog blevet genopbygget af de stædige indbyggere. Byen har et hyggelig torv, hvor kirken Santa Ana dominerer. Her drak vi en kop kaffe under de skyggefulde træer i selskab med ældre dominospillende mænd.

Vi kørte videre langs vandet, gennem byen Buenavista mod Punta de Teno, punktet yderst mod vest. Så langt kom vi dog ikke, for vejen var spærret p  ga. fare for stenskred. Eftersom de havde gjort sig den umage, at lave store skilte på fire forskellige sprog, valgte vi at vende om, selvom mange kørte videre. Vi kørte derfor mod syd fra Buenavista.

Vi kørte tværs over halvøen mod landsbyen Masca. Her kom vi igennem et fantastisk landskab, og vi sneglede os af sted i andet gear i de mange sving, som ofte var næsten 180 grader. Vi kom forbi små landsbyer, hvor de dyrkede jorden på de stejle skrænter ved at lave tusindvis af terrasser. Frokosten blev indtaget i en grøftekant med udsigt til de vilde bjerge. De ubestridte højdepunkt for Mads ved frokosten var nok de appelsiner han plukkede fra et træ i vejkanten. De var søde, saftige og varme af solen.

Masca

I Masca kørte vi igen højt oppe på bjergkammen og havde en utrolig udsigt til begge sider. Det var helt fantastisk at se vejen sno sig ud og ind gennem landskabet, og det lidt som at se den kinesiske mur, fordi vejen var kanten med gule firkantede sten med jævne mellemrum. Ved Santiago del Teide drejede vi igen ind i landet. Her kørte vi igen gennem små landsbyer med ufattelig stejle gader. Vi drak kaffe i en landsby med de lokale på en meget lokal café, byens gader var så stejle, at jeg overhovedet ikke var glad da Mads absolut skulle køre ned af en sådan. Det var som om man kiggede lodret ned.

Ved Icod de los vinos kørte vi igen på motorvejen ved kysten og fortsatte af den tilbage til Puerto de la Cruz.

Vulkanen Teide

Pico de Teide er 3718 m. Det er Spaniens højeste bjerg, med et krater på 80m. Det er også verdens tredjestørste vulkan. Ved siden af Teide ligger Pico Viejo (3134 m).

Vi tog den offentlige bus til vulkanen Teide. Der er kun en bus fra Puerto de la Cruz til Teide om dagen. Vi ankom i god tid til busstationen, men der var allerede en stor kø af turister som skulle med bussen. De fleste af dem var tyske pensionister, så vi var i godt selskab.
Bussen gav sig af sted mod Teide. Først kørte vi igennem byen La Oratava som ligger ovenfor Puerto de la Cruz. Herefter kørte vi ud på landet, og vi så hvor de lokale boede i små huse med haver med appelsintræer og visne vinranker.
Vejen siksakkede sig opad, og vi kom snart ind i en grøn granskov. Her var ganske smukt, men desværre havde jeg lidt svært ved at nyde det efter et stykke tid, for jeg blev køresyg. Bussen kørte hele tiden ind i nye sving og ofte foregik det med et dyt for at advare modkørende. Til sidst havde jeg det så dårligt at jeg måtte op foran i bussen og sidde i midtergangen. Her fik jeg det meget bedre, for vinduet stod åbent og jeg fik den friske luft jeg manglede. Desuden var det meget bedre at jeg kunne se ud af forruden og køresygen forsvandt. Kort tid før vulkanen var der 5 minutters pause. Her kom vi ud i den meget friske bjergluft, og her kunne vi virkelig nyde synet af Teide som var ret tæt på. Da bussen igen kørte videre var der meget mere snak i bussen igen, så jeg var nok ikke den eneste der havde haft det dårligt.

Vi steg af bussen ved Teides fod. Herfra tog vi kabelbanen fra udgangspunktet på 2356 m op til endestationen La Rambleta i 2555 m højde. Man kommer altså ikke helt op til Teides top, den er nemlig spærret for offentlig adgang. Herfra havde vi en fin udsigt. Man kunne gå af en fin sti et stykke rundt om vulkanen. Vi kunne se toppene af øerne La Gomera og El Hierro. Vi kunne også se en anden vulkan, nemlig Pico Viejo. Desuden kunne vi se havet og store marker overdækket af hvid plastic.

Krateret Las Cañadas

Det mest imponerende syn var dog vulkankrateret Las Cañadas. Vulkanen Teide ligger midt i dette langt større vulkankrater Las Cañadas. Hele Las Cañadas har en diameter på 17 km og en omkreds på ca. 75 km. Man mener at her engang lå en kæmpe vulkan som var 5 km høj. Efterhånden som den havde sprøjtet alt sin lava og sten ud, blev den så hul at den til sidst brasede sammen. Ved dette blev der presset to nye vulkaner op, Teide og Pico Viejo. Der findes også andre forklaringer og ingen ved helt præcis hvordan det det store krater er opstået. Det var faktisk ikke helt til at tro at det vi stod og så ned i, og hvor bussen havde kørt var et kæmpestort krater.

Krateret er en lavaørken med underlige
lavaformationer, hvor lava fra vulkanerne har løbet. De gamle lavastrømme kan stadig ses på Teides sider, og i Las Cañadas ses strømmene også tydeligt. Nogle steder er overgangen fra lava til jord, som tegnet med en lineal.

Vel nede fra vulkanen igen, gik vi en tur i lavaørkenen. Vi besluttede af gå gennem lavaen til det sted hvor bussen skulle starte fra. Det blev en spændende og imponerende tur, men også hårdere end vi havde forventet. Først gik vi igennem et fladt område uden ret meget lava, hvor der voksede tørre små buske. Her spiste vi vores frokost.

Senere kom vi til forskellige lavaformationer. Terrænet var ret knoldet og vi klatrede rundt i små ru lavabakker. Vi kunne se at der var forskellige typer lava. Nogle lavasten var meget porøse og vejede meget lidt. Andre var lagdelte med lag der skinnede i solen. Andet lava var meget ru og skarpt og hårdt at gå på. Til sidst var jeg ret træt af at gå på lavaen. Heldigvis kom vi til det sted hvor strømmen var stoppet.
Pludselig stod vi ved en kant, hvor det gik 2-3 meter lodret ned fra lavaen til den sandede jord. Det var underligt at det bare stoppede sådan. Herfra var der en nem gåtur hen til bussen.

Da vi skulle tilbage med bussen, havde chaufføren været så flink at reservere forsædet til os. Derfor blev jeg ikke køresyg, og vi kunne nyde udsigten hele vejen ned. Vi kunne også more os over hvordan chaufføren dyttede til alt og alle da vi nærmede os Puerto de la Cruz. På et tidspunkt samlede han også en op han åbenbart kendte og denne lånte hans avis, som han læste i til han skulle af igen. Senere så chaufføren en han kendte på gaden og han smed avisen ud til ham i farten.

Hjemturen

Vi fløj til Tenerife med MyTravel. Turen derned gik godt, selvom det ikke var så rart at sidde 5 timer i de meget trange charter-flysæder.

Vi skulle flyve til Danmark igen søndag eftermiddag. Flyet afgik med 15 minutters forsinkelse, men ellers planmæssigt.

Da vi havde fløjet længe og snart kunne begynde at se Danmark, lød der pludseligt nogle underlige lyde fra den ene side af flyet. Dong dong dong sagde det, meget regelmæssigt. Skiltet med sikkerhedsselen blev tændt og filmen vi var ved at stoppede. Flyet gik også ned i højde og vi sad alle og undrede os over hvad der skete. Der kom ingen beskeder over højttalerne og nogle begyndte at blive godt nervøse.

Endelig sagde kaptajnen i højttaleren at flyets ene motor havde tabt olietrykket pga. problemer med hydraulikken og derfor virkede motoren ikke længere. Vi fløj derfor kun med en motor. Vi var nødt til at lave en sikkerhedslanding i Hamburg, i følge sikkerhedsforskrifterne. Det tog meget lang tid at lande, for flyet fløj meget langsom hele vejen ned, for ikke at have for meget fart på ved landingen. Selve landingen gik godt, selvom det var lidt underligt at der holdt en masse udrykningskøretøjer med blå blink på landingsbanen.

Efter noget tid kunne vi komme ud af flyet og vi skulle vente på et nyt fly, som de skulle flyve ned fra Sverige. Derfor sad vi flere timer i en mennesketom lufthavn i Hamburg. Vi kunne næsten intet købe, for alt var lukket, de havde normalt ingen flyvninger om aftenen. Vi var alle sultne, men det eneste flyselskabet kunne skaffe til så mange mennesker var tørre kiks, chokolade, peanuts, og lignende i små flypakker.

Endelig kom det nye fly dog, og vi kunne komme hjem. Vi landede i København ved midnat, 5 timer forsinket.

Mad

På Tenerife fik vi rigtig god mad. Vi prøvede forskellige restauranter hver aften. Vi forsøgte at undgå de meget turistede steder i byen.

Den ret vi bedst kunne lide var Conejo al Salmorejo. Det er kanin i en dejlig marinade med hvidløg. Vi fik denne ret flere gange og en gang fik Mads faktisk serveret en hel kanin. Alle gange var kødet fantastisk mørt og lækkert. Hertil fik vi ofte Papas Canarias, kanariske kartofler, som var kogt i meget saltet vand. De var rynkede og dækket af krystalliseret salt.

Vi fik også møre kalvekødssteaks, tapas, pizza, suppe og kylling. På havnen spiste vi grillede muslinger med hvidløgssauce.

Til frokost spiste vi hver dag sandwiches som vi selv lavede. Vi købte brød, ost, grøntsager og skinke og lavede derefter sandwiches som vi spiste ude i naturen. På Tenerife kunne man overalt købe lækkert pålæg i delikatesserne, hvor de havde en utal af forskellige skinker.

 

Den svenske skærgård

Ferien i 1994 gik til Sverige og Finland sammen med mine forældre og søskende.
Vi sejlede til Sverige med færgen og var der kun kort tid, før turen gik videre til Finland.
Fra Stockholm i Sverige tog vi færgen til Helsinki/Helsingfors i Finland. Sejlturen tog hele dagen og udsejlingen gennem den svenske skærgård var meget smuk. Vi kom forbi nogle af de omkring 20.000 øer og skær der er i skærgården.
Jeg har ikke så mange billeder og oplysninger fra denne tur til Sverige, både pga. det korte tidsrum vi var der og der er efterhånden gået så mange år så jeg har glemt hvad vi så og oplevede.

Her er dog et par billeder fra Globen i Stockholm og fra den svenske skærgård.

Stockholm er en ret speciel hovedstad idet den ligger på 14 øer som er forbundet af 54 broer, hvilket betyder at man aldrig er ret langs fra vandet i byen.

 

 

Smaalandsstenar

Området indeholder mange flotte søer

Området indeholder mange flotte søer

 

 

 

 

 

 

 

 

Svenskerne har lang tradition for rødmalede træhuse

Svenskerne har lang tradition for rødmalede træhuse

Min kærestes forældre havde for år tilbage et sommerhus/ødegård lidt uden for Smålandsstenar i Sydsverige. Her har jeg været på besøg flere gange i 2003 og 2004. Huset var et typisk svensk hus, rødmalet træ med hvide vinduer. Huset lå op til skoven, hvor vi gik mange ture. Faktisk lå huset så tæt på skoven at de oplevede at elgene kom ud og raserede æbletræet på græsplænen. Der var også udsigt over stenede marker og små landbrug.

 

 

 

Cykeltur med solnedgang

Cykeltur med solnedgang

Færgeturen fra Helsingør til Helsingborg tager kun 25 minutter. Før vi fik bil tog vi toget via Halmstad og

sejlede derfor også med færgen. Selvom sejlturen ikke var lang, var det alligevel hyggeligt og med de første salte havsprøjt i ansigtet, var det som om ferien var startet for alvor.

Vi gik og cyklede ofte tur i aftenskumringen for at kigge efter elge. Familien havde set mange elge i tidens løb, men jeg er åbenbart ikke stille nok, for jeg så kun en, og den var langt væk.
Solnedgangen var dog ofte turen værd.

 

Fisketur i robåd

Fisketur i robåd

I området var der mange små og større søer. Min kæreste havde gennem sin barndom haft en båd liggende ved en af dem og havde fisket rigtig meget. Mens han fiskede slikkede jeg sol ved søbredden. Det er muligt at bade i søerne og det er der mange der gør. Vandet er koldt og bliver ret hurtigt grumset af sand og bundfald der hvirvles op, så jeg er ikke så vild med det.

På ødegården havde familien et par gamle faldefærdige cykler som vi ofte benyttede. Cyklernes stand betød ikke så meget for vi nød at cykle af sted i et mageligt tempo og nyde det flotte landskab undervejs.

 

 

Island

I sommeren 1992, under hedebølgen, pakkede jeg mit vintertøj, og tog på ferie sammen med mine forældre og søskende.
Vi sejlede til Færøerne, hvor vi var tre dage. Derfra sejlede vi videre til Island, hvor vi ankom til Seydisfjordur på Østsiden af øen. Vi havde lejet en bil og vi kørte fra øst til vest ad den sydlige vej. I store træk er der nemlig kun en vej på Island, en som følger kysten hele vejen rundt om øen.
Vi brugte en uges tid på at udforske øen, men vi kunne sagtens have brugt meget længere tid. Desværre er der meget dyrt, og mine forældre skulle også til Danmark og passe arbejdet.

Landskabet på Island er fantastisk, og meget grønnere end navnet på landet antyder. De burde bytte navn med Grønland. Der er så anderledes fra alt andet jeg før og siden har set. Gejsere, isbjerge, gletscher, vandfald m.m. Vi spiste tit frokost ude i den smukke med kolde natur som det ses på billedet.
Vi boede på bed and breakfasts, primært på gårde. Dette var en god måde at få kontakt med og indblik i de lokales liv. Værterne gjorde meget for at vi skulle føle os velkomne. De serverede dejlig mad og fortalte om livet på Island. Nogle af de ældre kunne tale dansk, men ellers var de gode til engelsk eller tysk.
På flere af gårdene havde de islandske heste og de tog os med på rideture i det smukke landskab. Jeg har aldrig gået til ridning, men jeg følte mig tryg på de små islandske heste. Hestene er specielle fordi de kan en speciel gangart (tølt)

Jökulsarlon er en sø på kanten af nationalparken Vatnajökull. Ved søen ligger gletscheren Breidamerkurjökull, som kælver, dvs. den brækker i stykker og danner isbjerge. Det var et fantastisk syn at se isbjerge, og de var vitterligt blå som det kan ses på billeder. Vi sejlede en tur i søen mellem de smukke isbjerge, mens vi beundrede den flotte blå farve og den dramatiske himmel.

Svartifoss er et imponerende vandfald i Skafafell Nationalpark. Det er ikke så meget størrelsen som gør vandfaldet flot, det er de basaltsøjler som omgiver vandfaldet. Søjlerne er sekskantede, og danner en anderledes baggrund for vandfaldet. Søjlerne er dannet af lava som blev kølet langsomt ned. Det er muligt at gå bagom vandfaldet, endda uden at blive ret våd og derved komme tæt på de skarpe søjler.

I nationalparken af samme navn findes gletsjeren Vatnajökull, som er Islands største på 8100 km², dvs. større end Sjælland.
Det var underligt at komme fra den behagelige sol ved Svartifoss til kulden ved gletsjeren på så kort tid. Her fik vi endnu engang brug for vores medbragte vintertøj. Isen er op til 1 km tyk og ved gletsjerens kant kan man se den konstante strøm af vand som smelter fra gletsjeren. Det var fascinerende at se den mængde af smeltevand der fossede fra isen og jeg syntes at det var utroligt at isen aldrig smelter helt væk men gendannes hele tiden. Under isen ligger nogle af Islands mest aktive vulkaner, men dem mærkede vi heldigvis intet ti.

Undervejs på turen kom vi fobi stativer med lufttørrede fisk. Fiskene er tørret på den gammeldags måde ophængt på et stativ udenfor, og der lugtede selvfølgelig af fisk, men det var sjovt at se at de stadig bruger bruger en metode der har været anvendt i mange år.

Gammeldags huse med græstørv på taget så vi mange steder i landskabet. Disse ses der stadig en del af på Island, selvom jeg ikke tror de bliver brugt til andet end opbevaring. Vi så endda også en kirke med tørv på taget.
Man brugte græstørv og sten for at spare på træet som var en mangelvare og derfor kostbart.

Vulkanen Hekla ligger på på den sydlige del af Island, men vi kom desværre aldrig tæt på da tiden ikke tillod det. Vulkanen er 1490 m høj og er en stratovulkan. Den er en af de mest aktive på Island.
På billedet ses vulkanen i det fjerne. Billedet viser desuden det øde og golde lavalandskab vi kørte igennem kilometer efter kilometer.

Gullfoss er Islands største vandfald. Vandfaldet styrter 32 meter ned i en kløft. Det buldrer højt og vandet sprøjter ud til alle sider, hvilket gør det umuligt at tale sammen, og man bliver ret våd, hvis man vil tæt på kanten.

Gejseren Stokkur. Lige inden gejseren sprøjter vand op, bobler vandet kraftigt, og der dannes en større og større vandbobbel. Pludselig er det som om denne sprænger og alt vandet sprøjter op i luften. Lidt som at se en gryde mælk koge over, bare meget mere overdrevet.

Stokkur sprøjter vand op ca. hvert 5. minut. Højden på vandsøjlen er 15-20 meter, nogle gange endnu højere.
Det er et meget imponerende syn, og jeg følte mig ret lille i forhold til de kræfter, der så åbenlyst er i jordens indre.

Overalt i området siver der damp op fra undergrunden. Dampen er meget svovlholdig og lugter lidt som når man koger æg. Alt dette gør hele området føles som en anden planet.

Den sorte strand ved Vík er anderledes i forhold til de strande man kender. For det første ligger der ikke en masse turister og steger i solen, da både vandet og luften er for kold (under 10 grader) og der er ikke ret mange turister på Island.
For det anden er den speciel for sandet er sort, og ved stranden står de sorte klipper hvorfra sandet er eroderet.

no images were found

 

 

Kort over Island

 

Irland

I sommeren 93 var jeg med mine forældre og søskende i Irland en uges tid. Vi fløj til Dublin, hvor vi lejede en bil. Vi kørte rundt i landet og boede på forskellige bed and breakfasts.

Irland er et smukt land og det har fuldt ud fortjent tilnavnet “Den grønne ø”. Det regner en del og vi slap da heller ikke for nogle byger, men den store mængde nedbør betyder også at der er grønt og frodigt overalt.

Vi mødte utrolig mange venlige mennesker, men eftersom jeg på daværende tidspunkt kun gik i folkeskolen og derfor ikke havde de store engelskundskaber var det til tider lidt svært at forstå den særlige irske dialekt.

Et bed and breakfast vi boede på. Huset var bygget sammen med en gammel slotsruin. Nok mere specielt end kønt.  Mange af de steder vi overnattede var på gårde eller huse på landet, da mine forældre godt kan lide det indblik det giver i livet på landet. På mange af stederne bestod morgenmaden af lokale produkter, som vi spiste i familiens stue. Det var vældig hyggeligt og gav en god fornemmelse af dagliglivet i Irland.

Der er masser af sten i overalt i landet og mange af dem som blev samlet fra markerne blev brugt som stendiger for at holde dyrene inde på markerne. Mange af disse stendiger ligger der stadig og udgør nu et dekorativt element mellem de mange grønne græsmarker.

På vores tur rundt i landet bemærkede mange store pompøse og voldsomme indkørsler, selvom de kun førte op til små huse, som slet ikke levede op til forventninger man fik ved vejen.

Vejen snoede sig af sted i bjergene. Stendigerne langs vejen er dekorative, men nok ikke tilstrækkeligt til at holde bilen på vejen hvis det går galt.

Vi var rundt at se mange seværdigheder og især brugte vi meget tid i naturen. Jeg har desværre ikke så mange billeder derfra og jeg husker heller ikke så mange detaljer fra turen, så derfor er siden her ret mangelfuld.

 

Gotland, Sverige

Efter at jeg ikke havde været på ferie med mine forældre og søskende i flere år tog vi sammen til Gotland i Sverige i 2001. Turen var en kort tur på fire dage, men vi nåede alligevel at opleve en hel del.

Gotland er Sveriges største ø og er på størrelse med Fyn. Øen ligger næsten 100 km fra fastlandet og man skal derfor sejle dertil.

Vi kørte tværs gennem Sverige og overnattede den første nat på Scandic i Vaxjö. Her besøgte vi museet; Udvandrernes Hus, som fortalte historien om de mange der i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet udvandrede især til Amerika. Småland var især hårdt ramt og i mange byer udvandrede halvdelen af indbyggerne. Her så vi plancher og billeder der fortalte om hvad folk flygtede fra og hvad de måtte gennemgå for at komme ind i Amerika. Det var utrolig spændende at dykke ned nogle af skæbnerne på de over 1 mio mennesker der forlod landet.

Fra Vaxjö kørte vi videre mod nordøst til Oskarhamn, hvorfra vi tog færgen til Visby på Gotland. Sejlturen tog 3 timer og vejret var dejligt så vi sad udenfor på dækket og nød den friske luft.

Efter ankomsten gik vi en tur i Visby. Byen er den største by på øen og er en middelalderby, hvor de små huse og smalle brostensbelagte gader er klemt inde bag en imponerende ringmur. Muren er et par kilometer lang og er mange steder ret velbevaret med tårne og skydehuller. Hele byen er på Unescos Verdensarvsliste.

Herefter kørte vi ud til det Bed and Breakfast vi havde booket. Til huset hørte også et galleri, hvor ejeren udstillede egne og andres malerier.

På øen findes en del raukar, som er limstens-klipper i fantastiske formationer. De findes på hele øen og er dannet ved at havet har eroderet de bløde områder væk fra klipperne. De var især imponerende fordi mange af dem faktisk stod ret langt fra havet. I en af skrænterne ved havet fandt vi mange fossiler af muslinger m.m.

Lummelunda grotten er en af Sveriges dybeste grotter. Den udforskede del er 4 km lang, men så meget så vi ikke på vores tur i grotten. Grotten rummer en masse flotte drypstensformationer og søjler.

Mange steder på øen ser man et ret sjovt flag. Det er blåt med en vædder på. Rundt omkring på øen så vi da også en del får, hvoraf nogle havde store horn og krøllet pels som fåret på flaget.

Landskabet på øen var frodigt og grønt. Mange steder så vi flotte blomsterenge og marker med dyr. Ofte var der flotte udsigter over havet og de mange kyststrækninger. Øen egnede sig fint til et par dages ferie og det var hyggeligt at køre rundt på øen og nyde de mange flotte landskaber.

På vej hjem gennem Sverige overnattede vi i Kalmar. Byen er især kendt for slottet, hvor Kalmarunionen blev indgået. Unionen samlede Danmark, Norge og Sverige under Dronning Margrethe I.
Slottet er utrolig flot, med tykke mure og flotte gamle kobbertage og spir. Selve byen er også et besøg værd og har mange gamle fine huse.

Alt i alt havde vi nogle dejlige dage i Sverige. Turen bød på andre oplevelser end dem jeg har fået i andre dele af Sverige, hvor landskabet er præget af store nåleskove. Det var dejligt at opleve de flotte gamle byer, åbne landskaber og flotte klippeformationer.

 

Finland

Sommerferien i 1994, da jeg var 17 år, gik til Finland sammen med mine forældre og søskende.
Vi kørte gennem Sverige til Stockholm, hvorfra vi tog færgen til Helsinki. Sejlturen tog hele dagen, men heldigvis var vejret fantastisk, så vi sad på dækket og nød solen hele vejen. Turen var utrolig smuk, først ud gennem den svenske skærgård og så senere på dagen den finske skærgård, hvor vi kom forbi nogle af de 98.000 øer der er i landet.

Vi var i Finland en uge og vi kørte rundt i den sydligste del af landet. I de områder vi besøgte, talte en stor del af befolkningen svensk, de var de såkaldte finlandssvenskere. Finland er officielt et tosproget land, hvilket betyder at befolkningen skal have mulighed for svensksprogede aviser, skoler, skilte og myndigheder. De svensksprogede udgør 300.000 personer (5%). Hovedstaden kaldes af de finsksprogede for Helsinki og af de svensksprogede for Helsingfors.
På turen besøgte vi bl.a. nogle af mine forældres venner, som har en gård nord for Helsinki/Helsingfors. Her mødte vi også mandens far, som tilfældigvis stammer fra Danmark. Han var som ung mand taget til Finland for at kæmpe under 2. verdenskrig og var blevet deroppe og havde stiftet familie. Han havde næsten glemt det danske s prog, men lidt efter lidt kom det igen.

På turen rundt i landet boede vi på forskellige bed and breakfasts, alle indrettet på gårde, da mine forældre godt kan lide at få et indblik i livet på landet.

Her så vi hvor forskelligt landbruget i Finland var fra det i Danmark. Gårdene var ofte ganske små med få hektar jord og kun få grise eller køer. Rundt omkring på markerne så vi høstakke på gammeldags vis. Det så alt sammenmeget idyllisk ud, men det var er sikkert et hårdt liv.

Finland er kendt som de tusinde søers land, faktisk er der over 180.000 søer. Billederne her er fra nogle af dem, hvor vi sejlede i kanoer, svømmede og bare dasede.

Olavinlinna Slottet ligger i det østlige Finland og blev bygget i 1400-tallet som et forsvarsværk mod russerne. Slottet er imponerende fordi det tårner sig op på et lille klippeskær i en system af søer.
På slottet er der indrettet to museer og mange af salene kan lejes til fester og andre begivenheder. Desuden afholdes der hvert år i august den meget populære Olavinlinna Opera Festival på slottet, hvor der er plads til 2300 tilhørere indenfor murene.

Domkirken i Helsinki (Helsingin tuomiokirkko) ligger midt i Helsinki og er en flot bygning og meget besøgt seværdighed. Kirkens store grønne kuppel og fire mindre kan ses fra mange steder i byen.

Tempelpladsens kirke (Temppeliaukion kirkko) er en arkitektonisk seværdighed i Helsinki. Kirken er bygget ind i Tempelbjerget og nogle af væggene består derfor af den rå klippevæg. Taget er konstrueret af 22 km kobbertråd og lyset der kommer ind i gennem det danner nogle flotte mønstre i kirken.
Kirken har ingen tårn og derfor ingen kirkeklokker. I stedet er der højtalere udenfor som afspiller et klokkespil. Bygningen anvendes pga. den fantastiske akustik ofte som koncertsal.

Vi besøgte også en dyrepark, hvor vi bl.a. så vildsvin. Vildsvineungerne var meget fascinerende med deres karakteristiske striber.
I parken spiste vi også grillet vildsvinekød, som smagte dejligt.

Alt i alt havde vi en dejlig tur rundt i en lille del af Finland. At siden er ret mangelfuld m.h.t. oplysninger om turen skyldes at det er så lag tid siden vi var der og at jeg ingen noter har om stederne. Jeg vil dog gerne tilbage til landet og se det har at byde på, også i de nordlige egne.