Usbekistan – del 2

Læs om første del af turen i Usbekistan her.

Samarkand, Bukhara og Tashkent

SamarkandSamarkand, et navn der leder tankerne hen på gamle tiders karavanevandringer på Silkevejen. Før vi kunne komme så langt, skulle vi dog tilbagelægge en lang tur fra ørkenen ved Aidarkul søen.

Vi vågnede op efter en god nats søvn i vores yurt (stort traditionelt telt brugt i ørkenen). Solens stråler brændte allerede kraftigt da vi kom ud af teltet. Turen til Samarkand gik gennem et kedeligt landskab der blev brudt af små landsbyer og et sted kom vi forbi nogle statsejede guldminer, hvor store kraner og huller i jorden dominerede.  De private guldminer var mere primitive og her var ingen kraner.

Bilen vi kørte i, kunne som så mange andre både køre på gas og benzin. Da vi kom forbi en gasstation skulle bilen fyldes op. Der holdt adskillige biler i kø, så vi havde tid til at iagttage hvorledes de ombyggede biler på forskellig vis fik gas fyldt på. De fleste havde en gastank monteret i bagagerummet. Bilen var så smart indrettet at chaufføren på en håndtag kunne skifte mellem gas og benzin. Gas var utroligt billigt, men der var langt i mellem tankstationerne.  En tankfuld gas kostede 40 kr og rakte til 350 km. Benzinen kostede 3,50 kr/liter.

Samarkand

Da vi ankom til Samarkand var vi glade for at vores chauffør, som selvom han ikke var fra byen, var lokalkendt. Han navigerede uden problemer gennem den gamle bydels labyrint af talrige smalle og kringelkrogede gader uden gadeskilte og fandt vores hotel.

Hotel Legende havde til huse i et gammelt traditionelt hus, hvor alle værelser lå omkring en central gårdhave med skyggefulde træer. Vores værelse indeholdt smukke gamle møbler og havde omkring 3,5-4 meter til loftet og vægge og loftet var udsmykkede med tæpper og malerier.

Efter indkvartering blev Mads’ evner som stifinder sat på en hård prøve eftersom de mange smalle gader slet ikke var indtegnet på vores kort. Af en snirklet vej fandt vi dog ud af den gamle bydel og stod pludselig foran en stor og imponerende bygning med flotte mosaikker. Uden at tænke mere over det antog vi at det var Registan, den store hovedseværdighed i byen og glædede os til at udforske den senere.

På markedspladsen var vi især var imponerede over de store mængder kæmpe vandmeloner og de flotte krydderurter og grøntsager. Der blev også solgt mange non-brød, som er store og runde med forskellige mønstre stemplet i midten, så man kan se hvem der har lavet dem. Vi så konstant drenge der transporterede brød til markedet. Nogle havde dem i barnevogne, andre havde dem i store tasker der hang på deres cykelstyr.
Bag markedspladsen fandt vi den lille restaurant Chaikhana, hvor man kunne vælge at sidde ved almindelige borde eller på tapchans, hvor man sidder på puder omkring en dug, hvor der dækkes op. Vi fik et par lækre shashlik, grillspyd med krydrede kødboller og dertil lækkert frisk non-brød, mens vi iagttog alle de mennesker der kom forbi på vej til og fra markedet.

Efter den lækre mad tog vi ud til banegården, som var en flot bygning 7 km udenfor centrum. Bevæbnede vagter passede på og vi skulle vise pas og forklare vores ærinde for at komme ind på området. Uden problemer fik vi købt billetter til Bukhara. Vi var glade for at vi kunne betale med dollars (25 $), så vi slap for at tælle 150 sedler op.

Da vi skulle tilbage til byen bad vi chaufføren om at køre os til Registan. Stor var vores forbløffelse da vi blev sat af ved en bygning vi ikke havde set før. Det viste sig at bygningen vi tidligere havde set var den store Bibi Khanum Moske.
I dagene derefter så vi først Bibi Khanum Moskeen, hvor vi faldt i svime over de overdådige udsmykninger. Indgangsportalen var 40 meter høj og udsmykket med blå kakler, der snoede sig op af søjler, på murværk og de enorme kupler. Moskeen blev bygget af Tamerlane og gik dengang for at være den flotteste moske i verden. De bedende måtte dog allerede få år efter færdiggørelsen tage sig i agt for faldende mursten og senere jordskælv og fjenders hærgen accelererede forfaldet. Under sovjetisk styre blev en omfattende renovering foretaget og bygning fremstår i dag som et fantastisk mesterværk.

Overfor ligger Bibi Khanum Mausoleum, hvor en af de ansatte tilbød at vi kunne klatre op på taget mod betaling i det skjulte. Den slags gør de vist meget i for at tjene lidt ekstra.

Længere ude af centrum ligger Shah-i-Zinda, som er en begravelsesplads bestående af en masse mausoleer, som ligger i en lang kæde op over en bakke. Bag den store indgangsportal ligger de mange små mausoleer på hver sin side af en lille vej med en masse trappetrin. Selvom de mange mausoleer er små sammenlignet med mange andre i byen er de utrolig rigt udsmykket og øjnene kan aldrig finde ro på vejen op af bakken.
Bag Shah-i-Zinda finder man en kirkegård med et interessant miks af simple muslimske gravpladser og store iøjnefaldende sovjetiske mindesmærker.

De mange mausoleer var imponerende i antal og udsmykning til trods for deres størrelse. I en helt anden målestok var Timurs eget store mausoleum i den anden ende af byen. Timur eller Tamerlane, som han også blev kaldt var en magtfuld leder i området. Gur Emit hedder mausoleet han byggede til sig selv. Facaderne udenfor er som de fleste andre historiske bygninger beklædt mere eller mindre med blå fliser. Indvendigt var væggene dekoreret med guld.

Den største seværdighed i byen var Registan, som ligger hvor de vigtigste veje mødtes på Timus tid. Komplekset består af tre madrassaher. En madrassah var en skole, hvor eleverne boede og studerede islam og naturvidenskab. Hver madrassah bestod af små rum rundt om en gårdhave. Hvert rum var i to etager, og husede to studerende som sov på den øverste etage og studerede i den nederste etage. Nu bliver de små rum brugt som souvenirbutikker.Den ene madrassah startede som et sted, hvor karavanerne overnattede, senere blev det ombygget til en madrassah. En anden madrassah havde oprindelig fladt tag. For at give illusion af en kuppel var loftet malet med optisk bedrag, så det lignede en kuppel når man kiggede op. Det virkede selvfølgelig kun indenfor. Først for 100 år siden byggede man en rigtig kuppel på, men loftet er bevaret.
Midt i området var der sat en scene op hvor dansere øvede sig om morgenen og aftenen til en stor årlig festival. Det betød at vi kun kunne besøge området midt om dagen, hvor solen bagte og det var 40 grader.

Vi gik også en tur i det russiske kvarter vest for centrum. Her var der store lige veje og en del butikker. Da vi havde gået meget og var blevet trætte steg vi på en minibus tilbage til centrum. Vi betalte 2 kr for turen til billetdrengen, men da vi steg ud igen, gav han os pengene i hånden igen og ville ikke modtage betaling. Meget underligt, men alle var så gæstfrie og imødekommende.

På vej til en af de få moskeer i byen der stadig fungerer som moske kom vi forbi en gade med små værksteder, hvor der blev arbejdet i blik og jern. Vi kiggede indenfor og blev straks mødt med nysgerrighed. En mand havde mange spørgsmål, men talte ikke engelsk, så han tilkaldte sin arbejdsdreng, som skulle oversætte. Drengen havde dog svært ved sin nye rolle, men fandt straks løsningen. Han trak en iphone op af lommen og brugte google translate. Ja, vi undrede os en del over at en arbejdsdreng havde så fin en telefon. Med hans hjælp fik vi afklaret vigtige spørgsmål, som bl.a. gik på om Danmark skulle med til WM i Brasilien. Vi kiggede på dem mens de nittede blik sammen og vi købte til stor morskab og forundring en fin blikspand og nogle grillspyd. Ja, vi er nok blandt de få der har en håndlavet spand til de nyopgravede kartofler.

Aftensmaden indtog vi første aften på Restaurant Labi-Gor, som lå på første sal overfor Registan. Maden var ok, men ikke mere end det. Der var ikke det store udvalg af restauranter i byen, så derfor valgte vi de to efterfølgende aftener at forudbestille mad på vores hotel, Legende. Menuen var forudbestemt, og det var bestemt rart bare at kunne sætte sig og ikke skulle tage beslutninger. Der blev dækket op ved et bord i gårdhaven, hvor vi kunne nyde de grønne træer og alle de antikke genstande der stod overalt på hotellet. Vi fik serveret utrolig lækker mad. Gode salater, mørt lam, spændende grønsagsretter og frugt til dessert. At der slet ikke var andre gæster på hotellet gjorde det lidt kedeligt, men omvendt så var der stille og roligt. Det kunne tydelig mærkes at det var lavsæson.

 Bukhara

Hvor det før i tiden tog adskillige dage med kameler at komme til Bukhara var togturen nu noget hurtigere og sikkert også mere behageligt. Vi havde pladser på 1. kl. og sad i en seks-mandskupe med fladskærme, hvor et usbekisk underholdningsshow kørte på fulde drøn. Udenfor kunne vi se kornmarker, frugttræer, bomuldsmarker og tør slette suse forbi.

Vel fremme steg vi ud og blev mødt af en varmemur på 43 grader. Sveden løb af os selvom vi stod helt stille. Før vi tog fra stationen skulle vi lige have købt billetter til turen tilbage til Tashkent. Køkulturen var ikke eksisterende og vi måtte kæmpe hårdt for ikke at miste pladserne. Så efter en lang og meget varm halv time blev det vores tur til at købe billetter. Vi fik dem og på vej væk fra skranken kom vi til at se på billetterne og opdagede at slet ikke havde fået nok byttepenge tilbage. Billetsælgeren lignede en der var klar over problemet for hun fandt uden at sige noget pengene frem og gav os dem. Det var heldigvis den eneste gang vi blev snydt på turen.

Emir Bed and Breakfast lå i et gammel hus, som havde tilhørt en handelsmand. Værelserne lå i to etager omkring nogle små gårdhaver. Hotellet lå i den gamle bydel tæt på Lyab-i Hauz pladsen, hvor man også finder en stor firkantet sø, trækameler, souvenirbutikker, restaurant og en masse mennesker der spiser is.

De efterfølgende dage var der heldigvis kun 37 grader, hvilket gjorde det tåleligt at gå rundt i byen til de mange seværdigheder. Ligesom samarkand var der i Bukhara mange madrassaer og andre flotte gamle bygninger. I Bukhara var størstedelen af bygningerne dog ikke iklædt blå fliser, men vise blot den sandfarvede murværk frem. Der var langt flere turister i Bukhara end i Samarkand, nok fordi seværdighederne her lå mere koncentreret.

Midt i hjertet af byen lå den 48 m høje Kalon minaret, hvis yderside er dekoreret med en overdådig udsmykning skabt af mursten sat sammen i forskellige mønstre. ved siden af minareten lå Kalon moskeen, som blev bygget til at kunne huse hele byens mandlige befolkning. Overfor lå en madrassa, der stadig er i funktion som religiøst studiested. Vi kunne derfor ikke komme indenfor, men måtte nøjes med at kigge ind gennem gitteret mens vi talte med en af lærerne.

Udenfor den gamle bydel lå Chor Minor, som er en lille bygning med fire tårne. Dette var indgangen til en endnu madrassah, som for længst er væk. Nu er kun denne bygning tilbage blandt en masse beboelseshuse.

Byen har en masse madrassaher, faktisk var der engang 127 madrassaher og 365 moskeer. og vi blev da også lidt mættede af dem. Nogle bød dog på ekstra oplevelser, ud over flot arkitektur, fx Abdullah Khan Madrassah. Bygningen var ikke nær så restaureret som mange andre, og det var meget specielt og stemningsfuldt at gå rundt i de forsømte rum og gange. Vi fandt en trappe op til taget, hvor vi gik rundt blandt kuplerne over de hvælvede lofter og nød udsigten og stilheden, for vi var de eneste til stede.

En anden madrassah i endnu dårligere stand gav en sjov oplevelse. Vi kom forbi en madrassah, som nærmest lå i ruiner. Vi kiggede ind af porten og straks kom der en mand hen og inviterede os indenfor. Han hev os rundt i hele bygningen, og viste os hvordan de var ved at tømme alle celler for murbrokker. Vi måtte gå rundt om store huller i gulvet på førstesalen og der var ingen afspærringer eller moderne elværktøj, bare skovle og spande. Manden var i højt humør og snakkede løs mens han viste rundt. Det bare ærgerligt at det var på usbekisk, så vi forstod intet, men det lod ikke til at genere ham. Han lugtede af alkohol, så det var måske derfor han var så snakkesaglig.

En andet sted med ikke eksisterende sikkerhedsforhold, var tivoliet vi kom forbi i parken på vej til Ismael Samanis mausoleum der udvendig udelukkende var udsmykket med sandfarvede mursten der dannede mønstre. I tivoliet i den nærliggende park købte vi en billet til 2 kr til pariserhjulet. Da vi sad oppe på det simple sæde med kun en spinkel kæde som symbolsk sikring og kiggede ned på den knirkende konstruktion håbede vi på at den holdt til endnu en tur.

Bukhara har også et stort fort, som er mest imponerende udefra, hvor en stor bombastisk mur var et imponerende syn. Indenfor lå en by i byen. Stedet har været ombygget af mange omgange og en stor del er afspærret fordi det ikke er udgravet. Dog kan man se pladsen, hvor henrettelserne foregik.

Ligeså grusomt var den næste seværdighed, nemlig det gamle fængsel. Her så vi ned i det dybe fangehul, hvortil der kun var adgang ved hjælp af et reb. der var også grusomme billeder af fanger med lænker om arme, ben og hals.

Restauranter

Byen havde ikke et overvældende udbud af restauranter. Første aften spiste vi på restaurant Minzifa, hvor vi fra den udendørs tagterrasse havde et flot udsyn over byens kuplede tage og solnedgangen. Her lykkedes det os at presse regningen op på næsten 100 kr, men vi bestilte også to hovedretter hver for at få nogle flere grøntsager. Ved søen midt i byen lå også en restaurant med god stemning, live musik og folk der dansede. Den sidste aften spise vi på Saroy, hvor vi for første gang på hele turen spiste indendørs. Her var der fine hvide duge og flot indretning, men ingen andre gæster, hvilket undrede os meget, for maden var meget lækker og kødet mørt.

 Tashkent

Fra Bukhara tog vi toget til Tashkent. For at komme ind på stationen skulle vi igennem kontrol af pas, billet og bagage. Da vi kom ind i toget viste det sig at vi på sidste togtur åbenbart havde kørt på 1. kl, for denne gang sad vi ikke i 6-mands kupeer, men på almindelige flysæder. Også her blev der vist film. Selvom lyden var utrolig høj var det svært at følge med, for de var på usbetisk. 7 timer og 4 film senere ankom vi godt svedige til Tashkent, hvor vi fandt ned til metroen. Selvom vi ikke forstod mange af skiltene fandt vi uden problemer frem til Hotel Usbekistan.

Hotellet havde vi valgt fordi det stod i stor kontrast til de små hyggelige bed and breakfast vi tidligere havde benyttet. Hotellet var en kæmpe kasse på 16 etager i sovjetstil. Vores værelse var stort og lå på 15. sal med altan og udsigt til tv-tårnet og bjergene.

Foran hotellet lå den store Timur Plads, hvor der var en stor statue af Timur. Fra pladsen udgik en stor bred boulevard med store skyggefulde træer.

Byens marked lå i en stor betonkuppel, hvor der blev solgt frugt, grøntsager, krydderier m.m. Vi købte nogle blommer, hvilket blev en længerevarende affære. Først lagde sælgeren en masse blommer i en pose, så tog vi alle de dårlige bløde op igen. Dette tog han nu ikke ilde op, men ville have at vi tog adskillige billeder af ham og os. Frokosten blev også indtaget på markedet. Der var en række boder, som alle havde en rende med glødende kul, hvor de stegte grillspyd. Her var de også helt vilde med at få taget billeder og de blev endnu mere glade da vi satte os ved plasticbordene bag boderne og bestilte et par grillspyd. Det var hyggeligt og meget lokalt at sidde der og iagttage hvordan folk fra de forskellige boder lavede sjov med hinanden og hvordan en mand med en stor spand med glødende kul kom forbi med mere kul til boderne.

Vi fandt også den gamle bydel, som på trods af den centrale beliggenhed stadig bestod af lerklinede huse og smalle veje og gyder.

Lidt udenfor centrum lå tv-tårnet, som vi havde planlagt at besøge. Da vi fandt ud af at entreen for turister var 100 kr afstod vi fra turen og gik i stedet ind i et nærliggende tivoli, hvor vi tog en lang tur med en svævebane hen over hele tivoliet og vandlandet ved siden af.

Restauranter

Eftersom der i Tashkent bor en masse etniske russere valgte vi en dag at spise på en russisk restaurant. Desserten var noget speciel, nemlig en pandekage med kanel, rosiner og hytteost. Ikke en kombination jeg har lyst til igen.

En anden aften mødtes vi med Lene, som vi kender fra De Berejstes Klub. Hun var på vej fra Kina til Europa af Silkevejen. Hun brugte i alt 1,5 år på rejsen med diverse afstikkere. Det var hyggeligt at høre om hendes rejse og alle hendes oplevelser. Restaurantbesøget huskes også fordi en af gæsterne gentagne gange styrtede ud på det nærliggende toilet og kastede voldsomt op.

Fra Tashkent tog vi på en guidet tur i bjergene. Turen blev meget specielt og mindeværdig, mest pga. guiderne hvis lige heldigvis aldrig er set før eller siden. Turen kan du læse mere om her.

Usbekistan

Nurata bjergene, Aidarkul søen og yurtcamp i ørkenen

usb (17)Sommerferien var en palet af forskellige oplevelser og spændende kontraster. Rejsen bød på en perlerække af smukke gamle byer med imponerende og farvestrålende arkitektur, flotte bjergområder, møder med utallige utrolig venlige mennesker og overnatninger både privat i guesthouses, på hoteller og i soveposen under fuldmånen i bjergene.

Usbekistan er et land jeg kan anbefale på det kraftigste, sjældent har jeg mødt så venlige, imødekommende og hjælpsomme mennesker.

Flytur og ankomst

Kvinderne forsøger at få al bagagen stablet på bagagevognenFra København fløj vi via Riga til Tashkent med Air Baltic. At sidde fem timer i et lavprisfly midt om natten er ikke fedt, og det er slet ikke rart at ankomme kl. 3 om natten dansk tid, efter en nat med meget lidt søvn. Klokken var 6 lokal tid, og foran os stod en masse mennesker og maste for at komme igennem paskontrollen. Vi måtte dog vente med at deltage i kaosset, for først skulle vi have visum. Der gik 20 min før personalet til visumkontoret dukkede op. Vi var i alt 10-12 turister, alle skandinaver, der skulle have visum. Mens den ene tastede løs på computeren, skrev den anden kvitteringer i hånden på en lille blok. 30 min senere og 120 $ senere havde vi et visum. Køen til paskontrollen var væk, og i stedet stod folk nu på den anden side og ventede på at komme gennem toldeftersyn. Det tog lang tid, eftersom mange medbragte mange sirligt indbundne pakker. Fladskærme så meget populære ud.

Nurata bjergene

Nurata bjergene

Nurata bjergene

To timer efter ankomsten stod vi endelig udenfor lufthavnen. Her blev vi mødt at vores chauffør, som skulle køre os langt ud i bjergene. Hovedstaden nåede vi derfor ikke at se meget til. Turen tog fem timer på først en fin hovedvej, som blev afløst af mindre og mindre veje jo længere vi kørte. Da vi ramta Nurata bjergene var vejen en simpel grusvej, som førte os op i en frodig dal. Her blev vi sat af hos en lokal familie, som var en del af et projekt, der formidler ophold hos private. Vi fik anvist et gæsteværelse i familiens hus og blev derefter budt på frokost under et kæmpestort valnøddetræ. Vi spiste med god appetit, for vi havde ikke fået morgenmad. Maden var lækker, og det var interessant at få et indblik i hvilke små mængder af især kød, de anså som værende normalt.

Penge

Penge

Så meget fyldte 200 dollars i lokal valuta. Ikke så let at have i lommen.

Chaufføren havde også været så venlig at medbringe penge så vi kunne veksle. Valutasituationen i Usbekistan er den mest groteske jeg har oplevet. Vi vekslede 200 us-dollars og fik en hel pose pengesedler udleveret. Der var næsten 1000 sedler i posen, da langt de fleste af dem kun var 1 kr værd. Den største seddel de havde var 2 kr værd, så vi måtte hurtigt vænne os til hver morgen at stikke kæmpe seddelbundter i lommerne. Her var det ikke pinligt at stå og flagre med en stort bundt sedler, det gjorde alle. Vi vænnede os til at rende rundt med de store bundter, men det var en daglig irritation at håndtere de mange penge, både fordi de fyldte og fordi vi var så langsomme til at tælle dem og forhold til de lokale som var utrolig fingerfærdige.

Yahshigul’s Guesthouse i landsbyen Asraf

usb (13)Det guesthouse, vi boede i, hed Yahshigul’s Guesthouse og lå i den lille landsby Asraf, som bare var en række huse langs vandløbet i dalen. Familien levede som de andre familier primært af landbrug. De havde en stor have, hvor de dyrkede mange forskellige grøntsager, derudover havde de en del frugttræer og høns, køer og geder. Vandløbet blev brugt til kunstvanding af de små jordlodder og gjorde dalen grøn og frugtbar i modsætning til de omkringliggende tørre og golde bjerge, hvor får og geder gik.

landsbyen i Nurata bjergeneSønnen i huset tog os med på nogle vandreture i bjergene. Her kunne vi se ud over de tørre bjerge, hvor der hist og her var grønne pletter, hvor de små landsbyer lå. Ud over en masse får og geder mødte vi også landsbyboere til hest og hyrder, som passede på dyrene. At livet stadig var meget primitivt, opdagede vi, da vi kom forbi to kvinder, som stod i den bagende sol og rensede korn ved at kaste det op i luften for at få urenheder væk. Vi var ved at smelte bare ved at stå stille og se på dem.

usb (11)Selvom folk levede primitivt og ikke havde mange materielle ting, var de alligevel alle smilende og imødekommende. Den første dag var vi gået en lille tur og sad på en bakketop og kiggede ud over dalen. Da vi havde siddet der noget tid, kom der en pige ud af et hus i dalen og kom gående op til os slæbende på en stor skål æbler. Hun kunne ikke et ord engelsk, men hun ville gerne forære os æblerne. Vi blev glade og overraskede over den venlige gestus, men havde efterfølgende lidt svært ved at slæbe 20 æbler med ned i lommerne.

Far og søn i en tapchan foran ildstedet hvor kvinderne lavede mad i Yahshigul’s Guesthouse

Familien vi boede hos havde indrettet sig hyggeligt og rart. Vandløbet løb lige forbi huset, og her hentede de vand til madlavning og rengøring. Under de store træer stod spisebordene og nogle tapchans, som var en slags stor kvadratisk sofa med tre sider. Dette traditionelle møbel så man hos alle familier, hvor de blev brugt som spisested ved at maden stod i midten og man sad rundt om. De sad der også og skrællede kartofler, og den blev også brugt til afslapning, og om aftenen lå hele familien sammen i deres tapchan og snakkede, døsede og kiggede på deres lille bitte fjernsyn.

Køkkenet var et udendørs ildsted, hvor al maden blev tilberedt på primitiv vis. Maden smagt godt, men den var utrolig fed, da der blev tilsat store mængder olie til alle retter.

Rotten på værelset

Vores værelseVi sov i et gæsteværelse på traditionelle madrasser på gulvet. Den første nat sov jeg fint, men næste morgen klagede min kæreste over, at der havde været der noget, der havde puslet på loftet. Jeg havde heldigvis vanen tro ørepropper i og havde ikke hørt noget. Aftenen efter var jeg dog ikke så heldig. Allerede før vi gik i seng var der lyde på loftet, og da Mads kiggede op i stort hul i loftet, så han lige op i et par øjne og en rottenæse. Min muse/rotte-fobi brød sig ikke om dette. Værten blev tilkaldt. Han kunne ikke se det store problem. Han bankede lidt på loftet, satte en pude i hullet og gik igen. Vi fandt et hul i gulvet som vi stoppede til med en flaske. Vi gik i seng og jeg skyndte mig at tage ørepropper i og lade som om, der aldrig havde været en rotte lige over mig.

Utrolig nok sov jeg godt, men næste morgen var det ikke fedt at opdage, at der var et nyt hul i gulvet en meter fra mit hoved, og at der var spist af et æble, som lå i den anden ende af værelset. Rotten havde været der og gået lige forbi os, mens vi sov på madrasser på gulvet. Ikke så rar en tanke. Vi var glade for at vi skulle videre samme dag.

Muhlima guesthouse i landsbyen Sentyab

En ældgammel Skoda med heftigt ratslør, et ikke-fungerende instrumentbræt, men til gengæld med super velspillende højttalere kørte os til den næste landsby; Sentyab. Vi blev modtaget af værtsparret og vist ind i et flot værelse i et nybygget guesthouse ved siden af deres eget hus. Huset var i to etager og bygget i sten med et udsigtstårn på toppen. Der var en hel del værelser og endda plads til et æsel i stueetagen.

På den anden side af grusvejen der gik gennem landsbyen havde familien en stor parklignende have, som gik helt ned til floden, hvor der var små pools og terrasser. Frokosten, som bestod af ged og kartofler, blev indtaget ved floden under skyggefulde træer. Værten spiste sammen med os, mens hans kone vartede op. Han var utrolig snakkesaglig og fortalte om traditionerne og livet i landsbyen. Han fortalte bl.a. hvordan det foregik når et par skulle giftes. Manden skulle købe kvinden et antal kjoler, hun skulle købe et jakkesæt til ham og hendes forældre skulle give hende alt med til husholdningen. Vores vært havde i lighed med alle andre både får og geder, og han måtte sælge nogle af dem på markedet for at få råd til brylluppet.

Vores vært tog os med på en gåtur i området. Landsbyen var næsten 10 km lang, og de fleste huse lå på langs en grusvej, der snoede sig på bunden af dalen. På bakkerne til begge sider var der spredte huse og græssende dyr. På gåturen kom vi forbi nogle personer, der var ved at lave en mur rundt om deres hus. Muren blev lavet af marksten og ler de gravede op lige ved siden af muren. Ingen tvivl om at det var et hårdt arbejde og at muren ikke ville holde evigt, men det kostede til gengæld ikke andet end tid.

En lille dreng henter vandNogle steder gik vi gennem flotte grønne haver med græs, blomster, grøntsager og frugttræer. Alle steder var der kanaler, der ledte vandet rundt til de forskellige marker. Hver landsby valgte en mand, som stod for fordelingen af vandet, så alle fik del i det. De der boede på bakkeskråningerne måtte hente vand i floden og transportere det op på æselryg.

Om aftenen spiste vi sammen med værten i den lille gårdhave, der hørte til deres hus. De grønne plasticmøbler stod i kontrast til de små sirlige og frodige bede, hvor alverdens blomster kæmpede om pladsen. Vores vært var meget interesseret i vores guidebog og tog en masse billeder af siderne med sin smartphone, som han i øvrigt ikke kunne bruge til at ringe med fra huset, for der var ingen mobildækning. Værtens kone serverede lever og stegte kartofler til forret. Herefter var der hjemmelavet ravioli med kødfyld. Vi havde lidt svært ved at vænne os til, at man bare enten bare spiste direkte fra skålene, eller brugte sin egen gaffel til at tage noget over på sin egen tallerken.

Da vi sagde godnat og forlod bordet, blev vi ret overraskede, da vi så at værtens søster, som havde holdt sig i baggrunden hele aftenenen, sad og ammede, godt nok var det tusmørke, men hun gjorde intet for at skjule det. Værten havde fortalt, at religion ikke betød meget for den yngre del af befolkningen, men eftersom de alligevel definerede sig selv som muslimer, var det ikke noget vi havde forventet, men det var nu meget befriende at opleve.

Om morgenen var værtens kone blevet mindre genert og ville tydeligvis gerne kommunikere med os, selvom hun ikke talte engelsk. Det blev lidt anstrengende at have hendes mand til at oversætte til dårlig engelsk, så vi viste hende billeder på telefonen fra vores tur. Hun var meget interesseret i de ting vi havde valgt at fotografere fra hendes land, og efter at have set disse billeder fortsatte hun gennem alle billederne på telefonen og fik dermed et indblik i andre ferier, jul, vores hus og hverdag. Det var faktisk meget interessant at se, hvilke billeder hun fandt spændende.

Yurtcamp i ørkenen ved Aidarkul søen

Efter en overnatning i Sentyab kørte vi ned fra bjergene og derefter fortsatte vi et par timer på en ensformig vej, der gik bare gik ligeud og fulgte bjergene til den ene side og den lange Aidarkul sø på den anden side. Den eneste adspredelse på turen gennem det tørre landskab var de hen ved 100 vejskilte, der viste stigningen på bakkerne, alle skilte viste enten 10 eller 12%. Jeg ætter på at de har fået mængderabat.

Et sted var der en masse kraner og huller i jorden. Det var statens guldminer. Usbekistan er verdens 9. største guldudvinder. I nærheden lå mindre miner uden kraner, de tilhørte landsbyen der lå i nærheden.

På markerne langs vejene græssede der får og geder, og flere gange skulle vi holde tilbage for dyreflokke, der blev gennet over vejen. Vores chauffør dyttede efter alle dyr og mennesker, der havde bare den mindste teoretiske mulighed for at ville krydse vejen, og det var tit. Generelt kørte han utrolig pænt og overholdt fartgrænserne, selv gennem byerne. Efter at have rejst meget og kørt med mange forskellige chauffører, er jeg begyndt at være meget opmærksom på chauffører og måden de kører på.

Ved Aidarkul søens vestside lå der en yurtcamp, hvor vi skulle overnatte. En yurt er et filttelt, meget lig dem mongolerne anvender. Teltet bestod af et træskelet dækket af filttæpper. Indeni var der traditionelle madrasser på gulvet og fra loftet hang en masse forskellige snører og kvaster. Ørkenen hvor yurtcampen var, var meget varm, omkring 40 grader. Luften stod nærmest stille, og det var umuligt at foretage sig andet end at holde siesta.

Da temperaturen var faldet så meget, at vi kunne holde ud at bevæge os, kørte vi til ned til søen. Her prøvede Mads uden held at fange en fisk og måtte derfor nøjes med at bade i det varme vand. Da vi kom tilbage til teltene, stod der et par kameler klar til os, som vi i bedste turiststil skulle ride på. Fra toppen af disse prustende og gyngende  dyr, så vi skyggerne i ørkenen blive længere, i takt med at solen sank længere ned mod det gule ørkensand. Vi så de sidste af solens stråler forsvinde, mens vi nød en kold øl på toppen af en sandklit.

Om morgenen vågnede vi i vores store telt ved at solen skinnede gennem alle huller og de røde klæder på teltes inderside lyste kraftigt op. Allerede da vi kom ud af teltet kunne vi mærke solens stråler brænde.

Turen til Samarkand blev lang og ret monoton. Undervejs gjorde vi holdt ved en gasstation, hvor vi skulle have fyldt gas på bilen. Der var kø, så vi havde tid til at iagttage den anderledes brændstof blive fyldt på bilen. Bilerne var ombygget til at kunne køre på gas og i mange af bilerne var gastanken placeret i bagagerummet. Vi fik at vide, at gas var utrolig billigt sammenlignet med benzin, men der var ikke så mange tankstationer, derfor var der kø. En tank kostede 40 kr og rakte til 350km. Benzin var noget dyrere og kostede hele 3,50 kr pr. liter. Bilerne var så smart indrettet, at de kunne køre på både gas og benzin, man skiftede bare ved at trykke på en knap.

 

Læs om turen videre til Samarkand, Bukhaha, Tashkent og Tian Sian bjergene i kommende indlæg på bloggen.

Albanien

Denne artikel har jeg skrevet til magasinet Globen, som er et medlemsblad for De Berejstes Klub, hvor jeg er medlem.

Valbona: en endnu uspoleret dal i det nordlige Albanien

I den nordlige del af Albanien ligger Valbona. Selve rejsen gik med en af de færgeruter, der af nogle er udnævnt som en af de smukkeste i verden. Fremme i Valbona blev vi mødt af smuk natur, vilde bjerge og gæstfrie beboere.

Rejsen til Valbona begyndte i Tirana for min kæreste og jeg. Vi var lidt usikre på hvordan vi skulle komme dertil. Fra hotellet i Valbona havde vi fået en e-mail, som omhyggeligt forklarede bussystemet. Man skulle helst kende chaufføren og ringe til ham på forhånd, for præcist at få at vide hvor og hvornår bussen kørte. Der var vedlagt telefonnummer, og vi fik vores hotel i Tirana til at ringe op. Vi fik at vide, at bussen gik kl. 5 fra en bestemt plads, og at den var hvid med en blå stribe.

Så tidligt næste morgen gik vi ned til pladsen, hvor vi fandt minibussen. Chaufføren sad på en nærliggende cafe. Efter den obligatoriske runde gennem byen for at samle passagerer op, kom vi endeligt af sted. Efter tre timers kørsel var vi fremme ved Komani-søen, som er dannet ved en opdæmning af Valbona-floden.

Min kæreste fordrev ventetiden med at fiske fra færgelejet. Dette tiltrak sig stor opmærksomhed fra de lokale, som ivrigt kommenterede og kom med gode råd. Han fangede nogle små skaller, som han bestemt ikke måtte smide ud igen, dem ville chaufføren gerne have med hjem. De lå så i en plasticpose og blev godt varme på resten af turen i bussen.

Søen følger flodens snoede forløb gennem dalen, og udsigten skiftede derfor konstant, hver gang vi rundede endnu et sving. På begge sider rejser stejle klipper sig og spejler sig i det azurblå vand. Nogle steder var vi ganske tæt på skrænterne, kun 20 meter adskilte os fra klipperne, som strakte sig over 100 meter op. Langs søen, på nogle af de knap så stejle skråninger, er der huse og små terrasselandbrug.

Vi nød at sidde på det øverste dæk og betragte det flotte landskab, der flød forbi i langsomt tempo. De lokale havde tilsyneladende set det så mange gange før, at det på dem virkede mere tillokkende at sidde inde i den indelukkede bar og ryge og drikke øl. På de par timer, færgeturen tog, var der nogle, der vi hældt overordentlig mange øl ned. Da vi kørte fra borde og så en synlig påvirket mand sætte sig bag rattet i en lastbil lastet tungt med cementsække, var vi rystede.

Vi havde med buschaufføren forhandlet os frem til, at han skulle køre os helt til vores hotel i Valbona-dalen, frem for kun til færgelejet, hvortil ruten normalt gik. Herved undgik vi problemer med at finde transport til den sparsomt befolkede dal.

Herefter fortsatte vi med minibussen i nogle timer på grusvejen langs floden op gennem den imponerende dal. Til sidst nåede vi vores bestemmelsessted, Hotel Rilindja, hvor der er fem værelser og en restaurant. Stedet drives af en lokal mand og hans familie. Hans kæreste, Catherine, er amerikaner, og hun har en meget informativ hjemmeside om området. Hun er utrolig hjælpsom med information og forslag til vandreture i området. Hun har på eget initiativ startet afmærkning af stier i området og brænder for at udvikle stedet til økoturisme.

Vandreskoene findes frem

En af dagene var vi på en længere vandretur i området. Turen begyndte i landsbyen Valbona længst inde i dalen. Catherine havde givet os et simpelt kort og nogle forklaringer, men selve ruten var ikke markeret. Så med simple anvisninger såsom ”grønt hus foran jer – gå rundt til højre rundt om det og drej til venstre” gik vi af sted.

Først krydsede vi det næsten udtørrede flodleje, og herefter gik det opad. På dette sted i dalen var bjergskråningerne ikke så stejle som langs Komani-søen, men vi kom alligevel hurtigt op i højden, hvor vi kunne se ud over landsbyen. Vi kom forbi enkelte simple huse med små indhegninger. og vi mødte en kvinde med sine to børn, der var ude at samle pinde til brænde. Endvidere så vi tre mænd, der var ved at slå græs med le på en stejl græsmark.

Pludselig kom vi op gennem en gruppe træer og blev mødt af et fantastisk syn og duft. Her var græsgangene til landsbyens dyr, og blandt græsset voksede der små engblomster og store mængder blomstrende vild timian, som udsendte en kraftig duft, for hvert skridt vi tog. Bag engen rejste sig nogle stejle, vilde og barske bjerge sig, og gjorde engen, vi gik på, endnu mere tillokkende. Vi satte os derfor ned midt mellem blomsterne og fandt vores madpakker frem. Vi var spændte på, hvad vi havde fået med, og stor var glæden, da vi fandt ud af, at Catherine havde pakket nøjagtig det, som passede sig til sådan en vidunderlig vandretur. Mellem tykke skiver af saftigt nybagt brød var der pølse, tomat og agurk. Ved siden af lå store tykke osteklodser, et kogt æg og et par chokoladekiks. Med en fantastisk udsigt over dalen foran os, majestætiske bjerge bag os, en varmende sol, timianduft i næsen og maven fuld af lækker mad, følte vi os som i himmerige. Vi havde næsten ikke lyst til at bryde op og fortsætte.

Montenegros sorte bjerge

Ud af træerne under os kom der pludselig en mand gående. Da han kom nærmere, viste det sig at være Michael, en af de få andre gæster fra vores hotel. Hvilket sammentræf. Sammen med ham fortsatte vi op. Målet var at nå grænsen mellem Montenegro og Albanien. Ingen af os var sikre på, hvor langt der var, og der var intet at tage pejling efter. Vi var dog overbeviste om, at vi var på rette vej, så vi blev ved med at følge stien op. Landskabet blev stadig mere barskt og stejlt. Temperaturen faldt også, og det samme gjorde mit blodsukker og energiniveau, så de hjemmebagte myslibarer blev fortæret.  Vi indgik en aftale om, at vi ville vende om kl. 15, hvis vi ikke var nået frem til grænsen forinden, så vi kunne være tilbage, før det blev mørkt. I stilhed knoklede vi på og kom længere og længere op. Pludselig kunne vi se en betonklods og vidste, at den måtte markere grænsen.

Da vi kom op til den et par minutter før deadline, var vi et godt stykke over trægrænsen, og det eneste, vi kunne se i Montenegro, var nøgne stejle bjerge. Vi stod et par minutter på Montenegros side af grænsen og blev blæst igennem af den kraftige kolde vind.

Vi gik ned samme vej, som vi var kommet op. På en eller anden måde gik vi forkert og kom væk fra den utydelige sti midt på en stejl eng. Vi stod og spejdede efter den og gik lidt frem og tilbage. Pludselig hørte vi råb. Vi kiggede op og så en mand højt oppe på et bjerg. Det var en hyrde, som kunne se vores problemer, og han havde tydeligvis overblik over stien og forsøgte at guide os med armbevægelser og råb. Det var ret svært at forstå ham, forbi han var så langt væk, men det lykkedes os at komme tilbage på stien og sikkert ned til landsbyen igen.

Herfra var der 5 km tilbage til hotellet ad vejen langs floden. Mens vi gik af sted på vores nu meget ømme fødder, håbede vi, at der kom en bil forbi. Heldigvis kom der et ældre ægtepar i en gammel varebil, og vi fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke kommunikere, men de syntes vist, at det var ret pudsigt at have et par turister siddende på et par gamle aviser bag i bilen. Vi var bare glade for liftet og tvang dem nærmest til at tage imod en skilling for turen.

Vel tilbage på hotellet bestilte vi straks et par kolde Korcaer – albanske øl – og satte os på husets veranda og hvilede fødderne, mens vi tænkte tilbage på den lange vandretur, og alt det vi havde set undervejs.

Vild natur

Den første dag gik vi et par mindre ture i området. Forinden havde Catherine fortalt os om dyrelivet, og om hvordan et universitet havde sat et webkamera op. Hun viste os endda nogle af billederne af ulve, vildkatte, los, grævling, bjørne m.m.

På en af turene kom vi forbi en grotte i klippesiden, og da det regnede, spøgte vi med, at vi ikke turde søge ly derinde, for det var nok bjørnens hule. Lidt senere regnede det endnu kraftigere, og mens vi stod i læ under et stort træ, kom vi til at se os omkring. Pludselig fik vi øje på en lille kasse, der var monteret på et træ ved stien, og vi kunne se, at det var et webkamera. Nu var det ikke længere så indbydende at stå på den smalle sti med stejle klipper op og ned til begge sider. Hvis bjørnen kom den vej, kunne vi ikke lige træde til side og lade den passere. Selvom risikoen for at møde bjørnen var forsvindende lille, kunne vi alligevel ikke helt ryste den lille irrationelle frygt af os. Lysten til at fortsætte videre op af stien forduftede ret hurtigt, og vi gik ned i dalen igen og fandt et andet sted at fortsætte turen.

Vi brugte et par dage i Valbona-dalen, før turen gik videre rundt i Albanien. Valbona er et område, som ikke er ret udviklet endnu. Internettet er ustabilt, strømudfald sker jævnligt, infrastrukturen er simpel, og vejen lukkes tit af sne om vinteren. Der findes enkelte små private hoteller og pensionater i området. Der er sat initiativer i gang for at tiltrække flere turister, og der er helt sikkert et stort potentiale.

Valbona var højdepunktet på vores tur rundt i Albanien. Vi blev mødt af en fantastisk venlighed, gæstfrihed og enestående natur. Jeg håber, at udviklingen i området vil ske i pagt med den omkringliggende natur, således at folk også i fremtiden vil kunne nyde dette unikke sted.

 

Valbona ligger i det nordlige Albanien, tæt på grænsen til Kosova og Montenegro. Læs mere om Valbona-dalen på www.journeytovalbona.com.

REJSEN DERTIL: Vi fløj til Tirana og retur fra Hamburg via Budapest. Rundrejsen tog 10 dage og kostede 5500kr alt inkl. pr. person.

LOKAL TRANSPORT: Fra Tirana tager det ca. syv-otte timer til Valbona, uanset om turen går via Komani-søen eller den noget længere tur ad hovedvejen via Kosova. Bus og minibus-systemet var velfungerende med mange afgange.

MAD & OVERNATNING: Måltiderne var meget billige. Omkring 50-60kr for salat, hovedret og en øl på en restaurant. Næsten alle retter indeholdt flere forskellige oste og i store mængder.

Hotelovernatningerne kostede 240-300kr for et dobbeltværelse.

BEFOLKNINGEN: Utrolig mange talte godt engelsk og hjælpsomheden og gæstfriheden var stor overalt, hvilken var med til at gøre det til en utrolig nemt land at rejse rundt i.

Venedig

Denne ferie gik til Slovenien og Kroatien. Disse lande er dog ret dyre at flyve til, så vi valgte at købe nogle billige flybilletter med Mærsk-Air til Venedig i stedet, og så tage til Slovenien herfra, da der ikke er så langt. Derfor fik vi altså også en tur til Venedig, hvilket vi var ganske tilfredse med.

Vi ankom til Venedig med fly til lufthavnen Marco Polo et stykke udenfor byen om aftenen. Vi tog derefter bussen ind til Venedigs centrum, og nåede vi at kigge lidt på kanalerne og gaderne inden det blev mørkt.

Aftensmaden var selvfølgelig en rigtig ægte italiensk pizza, som vi spiste på broen over en af de mange kanaler. Desserten var med lige så stor selvfølgelighed en italiensk is.

Derefter gik vi ned til kajen, hvor det lykkedes os at finde den båd
(nr. 16 fra Zattere) som sejlede til campingpladsen. Bådturen tog 20 min og var ret speciel fordi der i vandet var sat en hel masse pæle i to rækker. Mellem disse skulle båden så sejle hele vejen. Denne vand-vej var ikke ret bred og eftersom det var mørkt måtte bådføreren flere gange bruge et stærkt projektørlys for at orientere sig.

Vi ankom til fastlandet og fulgte bare efter de mange andre turister på båden op til Camping Fusina som lå 5 minutters gang derfra. Her blev vi mødt af diskorytmer, da der var fest i restauranten på campingpladsen. Vi betalte og fik nøgle til vores logi. Det viste sig at være en slags skurvogn som var delt i to rum. I hvert rum stod to senge (simple metalsenge med en tynd madras) og et lille skab. Der var heller ikke plads til mere. Vi var fint tilfredse, vi havde fået vores eget værelse, og det var meget billigt. Sent om aftenen begyndte det at blæse op, og regnen slog ind af vores åbne vindue, og grenene væltede ned på taget fra de høje træer. Vi sov dog godt alligevel og vågnede op til morgenmad i campingpladsens udendørs restaurant.

Efter morgenmaden tog vi båden tilbage til Venedig igen. Turen var meget flot, for denne gang var der lyst og vi kunne se de gamle forsvarsværker på øerne udenfor Venedig og alle de fine huse langs vandet ved indsejlingen til Venedig. Det var en dejligt at ankomme fra vandsiden til en by hvor vandet i kanalerne spiller en så stor rolle.

Vi gik rundt i alle de mange smalle gader og så på huse, kanaler og gondoler. Venedig er et meget hyggeligt sted og man farer ret hurtigt vild i labyrinten af kanaler og gader. Selvfølgelig kan man forsøge at bruge et kort og følge en bestemt rute, men jeg synes det sjoveste på sådanne steder er at lade kortet ligge i tasken og gå på opdagelse i gaderne. Jo længere væk man kommer fra turisthovedstrøgene, jo mere ro har man til at beundre de gamle huse med de gamle skodder og flotte udsmykninger og forundres over hvordan det må være at bo sådan et sted.

Vi lagde mærke til at mange af husene var skoddet til og så ubeboede ud. der var bestemt ikke det samme liv som i centrum af andre italienske byer. Ikke engang om aftenen var der meget liv i husene. Det virkede lidt som en tom filmkulisse.

Da vi nærmede os Markuspladsen der bare flere og flere  turister og gadesælgere. Det var lige før det blev for meget, for vi gik af sted i et menneskehav. Til sidst fandt vi dog pladsen, det var ikke så svært, det var bare at følge menneskestrømmen. Vi var dog ikke synderligt imponerede, Pladsen var da fin og imponerede i sin størrelse, men vi syntes at det var mere hyggeligt at vandre alene rundt i gaderne.

Om eftermiddagen fandt vi togstationen, hvorfra vi tog toget til hovedstaden i Slovenien, Ljubljana.

Efter at have rejst rundt i Slovenien og Kroatien, kom vi tilbage til Venedig, hvorfra Mads fløj tilbage til København. Eftersom jeg var studerende havde jeg stadig ferie og to derfor videre til Verona og Innsbruck i Østrig.

Jeg var nødt til at overnatte i Venedig igen før jeg kunne komme videre med toget til Østrig. Denne gang overnattede jeg på en anden campingplads nær togstationen Mestre og lufthavnen. Campingpladsen hed Campeggio Alba D’Oro. Prisen var den samme som på Camping Fusina, så jeg havde forventet nogenlunde det samme. Men i stedet for et værelse, fik jeg en seng i et telt. Teltene var stationære og stod i rækkevis. De var meget små, kun omkring 2*2 meter og lavet af tykt plastic som ikke sluttede tæt på jorden. Der var en hængelås på døren, men det var ikke rigtig nok til at sikre sine værdigenstande. Der var ingen lagener eller tæpper og sengene var meget simple. Myggene kunne meget nemt trænge ind i teltet og derfor fik jeg en del myggebid. Jeg var glad for at jeg kom sent og kun skulle overnatte før jeg skulle videre med toget, for jeg ville ikke bryde mig om at overnatte i sådan et telt i længere tid. De havde også vogne man kunne bo i, og de var sikkert bedre.

 

Uruguay

Teksten på denne side er de rejsemails jeg sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

 

Fra Buenos Aires sejlede jeg til Uruguay. Jeg sejlede med en katamaranfærge, og jeg bryder mig ikke om den måde de “ruller” på, så jeg var glad for at turen kun tog en time. Herefter tog jeg bussen til Uruguays hovedstad, Montevideo. Byen er nok en af de mindste hovedstader hernede, kun 1,3 mio. mennesker og nok også en af de mest stille og rolige.

Der var ikke særlig mange seværdigheder, så efter to dage tog jeg videre langs med kysten. Jeg havnede i en lille fiskerlandsby, Valizas. Atmosfæren i landsbyen var rar. Der var kun ganske få butikker, ingen banker, intet internet og der var ingen asfalterede gader. Livet foregik ganske stille og roligt, og det var ganske normalt at se heste græsse i haverne foran de små huse. Mange af husene var stråtækkede og mange af dem
var lidt hippieagtige. Der var stadig folk i landsbyen, som fiskede og flere gange så jeg folk reparere net og fiske fra stranden. Eftersom jeg ankom udenfor sæsonen, var der ikke ret mange turister i byen, og jeg kan ikke forestille mig at der er mange, selv i højsæsonen, eftersom der kun er et par små hostels og små huse man kan leje.

En af aftenerne kom der helt vildt mange flyvende sorte biller og landede på døren til hostellet. Det var ret klamt, for når man åbnede døren væltede de ind, og vi måtte bruge en kost til at feje dem ud med igen. Det lyder som noget fra en gyserfilm, men den er god nok. Hele natten kunne jeg også høre dem flyve ind i nettet foran mit vindue, det lød som regn. Om morgenen var mange af dem døde, og lå rundt omkring. På stranden var der også millionvis af døde biller, som var blevet skyllet op af havet og lå i bræmmer på stranden. Værten på hostellet sagde, at det var fordi vejret er ved at blive køligere, og så dør de.

Jeg mødte en fransk-canadier på hostellet, og jeg var lidt rystet, da jeg fandt ud af, at jeg talte bedre engelsk end ham. Ok, hans accent var bedre, men jeg havde et bedre  ordforråd og grammatik.

En af dagene var vi på en gåtur til en anden lille fiskerlandsby Cabo Polonio, 6-7 km væk. Vi gik først op over de sandklitter/bakker, der var udenfor Valizas, og herefter gik vi igennem et bart og ubeboet hedelandskab uden ret meget vegetation. På trods af dette mødte vi nogle køer, som græssede den sparsomme bevoksning. Faktisk gik de nærmest på stranden, og det var godt nok et underligt syn. Cabo Polonio, som vi ankom
til, var en endnu mindre landsby, og her var der ikke engang butikker eller elektricitet. Vi var en tur oppe i deres fyrtårn, og vi kunne høre og se nogle søløver langt ude på et rev i havet. På stranden så vi flere steder døde sæler fyldt med fluer. Det var lidt vammelt, især da en hund, som fulgte efter os hele vejen, rullede sig i en af dem!

Efter nogle dage her med sol og strand, tog jeg den samme vej tilbage igen og endte i Colonia, som ligger overfor Buenos Aires på den anden side af floden/bugten. Byen er en gammel koloniby, grundlagt af portugiserne på et strategisk sted, hvor de kunne kontrollere indsejlingen til floderne i Argentina. De havde dog ikke byen længe, før den blev erobret af spanierne. Der er stadig mange gamle huse tilbage i byen, og det gør det
til et hyggeligt (og turistet) sted at gå rundt. I en af gaderne er der huse og brosten fra starten af 1700-tallet, og det er virkeligt gammelt hernede.

Uruguay har været en positiv oplevelse. Jeg vidste ikke ret meget om landet, inden jeg kom hertil, og det er ikke et land man hører så meget om i turistmæssige sammenhænge, men det er helt sikkert et besøg værd. Jeg kan godt forstå at så mange europæere har slået sig ned i disse dele af Sydamerika, for det minder meget om Europa.

Fra Uruguay tog jeg hele vejen til La Paz i Bolivia på en dag. En lang dag. Jeg var nødt til at tage tilbage til Bolivia, fordi mit fly hjem afgår herfra, og dette kan ikke ændres.

 

Slovenien

Sommerferien i 2004 var en rundrejse med min kæreste Mads. Turen startede i Venedig, da Mærsk Air havde billige flybilletter dertil. Herfra gik turen rundt i Slovenien og Kroatien, hvorefter vi igen endte i Venedig hvorfra Mads fløj tilbage til Danmark. Jeg tog en ekstra uge, hvor jeg besøgte Innsbruck i Østrig og Verona i Italien.

Efter en overnatning i Venedig, tog vi toget direkte til Ljubljana. Turen tog omkring fire timer, og gik langs Italiens kyst og gennem flot landskab med udsigt til bjergene i Slovenien.

Ljubljana

Hovedstaden i Slovenien hedder Ljubljana og ligger næsten midt i landet. Slovenien er et lille land, halvt så stort som Danmark. Det er derfor muligt at besøge de fleste steder i landet indenfor et par timer.

Byen er en usædvanlig hyggelig lille hovedstad, hvor der kun bor kun  330.000 personer. Gennem byen løber Ljubljana Floden, og langs den findes smukke gamle huse, hyggelige caféer og hængende træer.

Overalt kan man se Ljubljana Slot (Ljubljanski Grad), som ligger på en bakke højt hævet over byen. Slottet er fra 1500-tallet, om end tårnet er noget nyere.

Slottet er renoveret, og fremstår derfor ikke så rustikt og gammelt som man måske kunne ønske sig. Udsigten derfra er fin og får et godt overblik over hvor lille byen er.

I Ljubljana findes et stort udendørs marked med frugt og grønt. Derudover findes der indendørs boder i en stor hal, med oste, skinker, brød, kager, nødder og andre lækre ting. I kælderen findes fiskemarkedet med spændende friskfangede fisk.

Ljubljana er en hyggelig by, med mange hyggelige udendørs caféer. Her kan man iagttage folk som går og kører forbi og man kan hvile benene efter en lang dag. Her behøver man ikke hele tiden at være opmærksom på cyklister og rulleskøjteløbere. I byen er der nemlig rigtig mange der cykler og løber på rulleskøjter. For så vidt meget godt, og ligesom i Danmark. Problemet er ikke kun at de fleste benytter fortovet til dette, men også at de kører i begge retninger på dem.

I Ljubljana boede vi på et kollegium, som hed Dijaski dom Siska. I sommerferien blev stedet anvendt som hostel for turister, men i skoleperioderne er det her de studerende ved byens universitet bor. Vi havde et stort værelse med grimme møbler, som var meget kollegie-agtige. Atmosfæren på stedet var der ikke gjort meget ud af, men der var rent. Det var ikke tydeligt at der normalt boede studerende, væggene var beklædt med træ og alt var anonymt og kedeligt. Der var morgenmad med i prisen, og den blev indtaget i spisesalen. Menuen stod på næsten det samme alle de steder vi boede: Brød, marmelade, smør, ost (nogle gange) og sød rød te. Hvis vi var heldige blev der serveret kaffe.
Det var spændende at få et lille indblik i hvordan de studerende boede.

Udenfor byen ligger et stort område, som på kortet er angivet som Tivoli. Da det lå i nærheden af vores hostel, skulle vi jo udforske dette. Området viste sig at være en kæmpe park, hvor folk kunne slappe af og dyrke diverse former for sport. Parken var af meget forskellig karakter. Der var bl.a. en skov, store græsplæner, et slot og idrætscenter.

Postojna Drypstenshuler

Fra Ljubljana tog vi toget til Postojna. Lidt udenfor byen findes Postojna Grotter (Postojnska jama). Vi ankom med toget på den anden side af byen og gik derefter gennem centrum for at komme til grotterne. Allerede her kunne vi mærke at grotterne nok var byens største seværdighed, for der hang plakater og skilte for dem overalt.

Vi var dog alligevel ikke forberedte på det syn der mødte os ved grotterne. Efter at have kæmpet os i gennem en hel allé af souvenirboder ankom vi til indgangen til grotterne. Her strakte en lang lang kø sig. Ca. 200 mennesker stod i kø ved indgangen, og det var lige midt i den bagende middagssol. Vi blev noget betænkelige og bandede lidt over at nu skulle vi stå der de næste par timer. Jeg gik dog alligevel op for at købe billetter, mens Mads stod i køen. Pludseligt begyndte køen at bevæge sig. Det gik stærkt. Inden jeg havde fået købt billetterne var køen væk, og Mads stod og ventede på mig ved indgangen til grotterne. Indenfor viste det sig at vi skulle køre ind i grotterne i to tog på skinner. De var meget lange, og kunne sagtens rumme alle folk fra køen.

Vi skyndte os at tage mere tøj på, for temperaturen faldt hurtigt til 8˚C. Så kørte toget, og det kørte hurtigt. For fuldt fart kørte det rundt i svingene og ned i grotterne. Ofte susede det forbi ganske tæt på klippevæggen og man dukkede af refleks hovedet. Her var der ingen sikkerhedsbøjler til at holde nysgerrige arme, ben og hoveder indenfor. Vi susede forbi de mest fantastiske drypstensformationer. Efter 2½ km stoppede toget og vi steg ud. Nu kunne vi rigtigt få tid til at nyde og studere de fantastiske formationer.

Hulerne er dannet af Pivka-floden for mange år siden. Undergrunden og derfor også grotterne består af limsten. Denne limsten opløses af den fugt der kondenserer sig på vægge og lofter i grotterne. Fugten samles til vanddråber som drypper ned. Når vandet fra dråberne fordamper bliver limstenen tilbage og med tiden vokser søjler af limsten frem. Det er en langsommelig proces, og det tager ca. 30 år at producere 1 mm. Søjlerne er ikke alle hvide. De er farvede af de mineraler der også har været opløst i vanddråberne.

Grotterne består af 20 km gange, men kun 5 km er åbent for publikum.
Efter at have gået 1½ km rundt i denne labyrint af gange i de forskellige grotter, steg vi igen på toget og kørte tilbage til solen og varmen.

Borovnica

På vej tilbage til Ljubljana med toget fra Postojna, steg vi af i en lille landsby, som hedder Borovnica. Her gik vi en tur, hvor vi så landsbyen som havde en rest af en gammel viadukt. Viadukten havde været meget høj, og havde gået tværs hen over dalen som byen lå i. Nu var der kun en søjle tilbage.

Udenfor landsbyen så vi deres små marker. Der var både små køkkenhaver, som vi så dem mange steder i Slovenien. Det er ret normalt at have en lille have lidt udenfor byen, langs banestrækninger og lignende. Vi så også små marker. Majs og græs ser ud til at være det eneste de dyrkede. Græsset slog de med små slåmaskiner spændt for små traktorer og derefter rev de det sammen med en trærive i hånden. For at græsset kunne tørre til hø, hængte de det op på stativer med tag over. En meget møjsommelig proces.

 

Bohinj Søen

Vi tog bussen fra Ljubljana til Bohinj søen i udkanten af Triglav Nationalpark. Turen gik gennem fantastisk landskab og gennem små landsbyer, hvor alle husene var udsmykkede med røde blomster som hang fra altankasser. Vi kom forbi små landbrug, med majsmarker og græsmarker. Bjergene i baggrunden blev større og større. Vi kom også fordi den idylliske by Bled, hvor en sø rummer en lille bitte ø med et yndigt lille slot.

Vel fremme ved søen købte vi ind til frokosten og besluttede os for at vandre langs med søen til den anden ende. Vi gik gennem skoven et stykke oppe, og ved den anden ende af søen var en cable car, altså en kabinelift, som tog os fra foden af bjergene i 500 meters højde op på bjerget Vogel i 1537 meters højde. Mads havde måneden inden været i Slovenien på vandretur, så dette var unægtelig en noget mere afslappet måde at komme op i højderne på.

Deroppe kunne vi hurtigt mærke højdeforskellen, idet luften var køligere og det blæste mere. Udsigten over søen og de høje bjerge med sne på var fantastisk. Et par bjergkøer som lå og tyggede drøv mødte os. De var dog ret ligeglade med os og virrede blot lidt med hovedet, så vi kunne høre lyden fra deres klokker.

Det var muligt at tage skilifte til andre områder, og der var mange vandre og cykelstier. Vi fandt sted med sol og læ og nød vores medbragte mad i den friske bjergluft samtidig med at vi kunne se ud over hele den flotte frodige dal.

Vel nede igen, gik vi denne gang langs med søen og vejen tilbage mod landsbyen. Der var flere steder mulighed for at bade i søen og det benyttede vi os af. Vandet var forfriskende for vores svedige og varme kroppe. Vi gik forbi landsbyen Ribcev Laz, hvorfra bussen afgik, og gik videre til en anden lille hyggelig landsby; Stara Fuzina. Også her var alle huse overpyntet med blomster.
Da vi steg på bussen begyndte det at regne og snart øsede det ned. Vi gjorde derfor ikke som planlagt et stop i Bled, men nøjedes med at se den fra bussen og fortsatte tilbage til Ljubljana.

Brežice

Turen til Brežice med toget tog kun to timer, men vi lagde mærke til hvordan landskabet ændrede sig og blev mere og mere fladt.

Vi ankom til Brežice, en lille by, med kun 7000 indbyggere. Byen ligger i et fladt område, kun 30 km fra grænsen til Kroatien. Vi ankom på en søndag, hvilket ikke var heldigt.

Det viste sig nemlig at mange pensioner og små hoteller holder lukket denne dag. Vi havde derfor svært ved at finde et sted at bo, men med lidt hjælp fra en venlig tjerner på en café som ringede rundt for os, endte vi på en lille pension, Gostilna Les, i landsbyen Čatež ob Savi på den anden side af floden. Et sted lidt dyrere end beregnet i vores budget, men et meget lækkert sted, hvor vi fra terassen hvor morgenmaden blev serveret kunne se ud over floden og landskabet.

Herfra var der kun 1½ km til det spabad byen er kendt for. Ved ordet spabad, havde jeg forventninger om noget stille, roligt og afslappende. Som vi nærmede os stedet, kunne vi se at sådan var det ikke. Terme Čatež viste sig at være et vandland. Der var både et udendørs og et indendørs område. Vi valgte den indendørs del, efter mange betænkeligheder, for der var simpelthen mennesker overalt, og skrigende unger som susede rundt i vandrutschebanerne. Der var alle mulige former for forskellige bassiner; boblebade med forskellige slags bobler, bølgebad, rutschebaner m.m. Det var dejligt at være der, men vi var også glade for at vi kunne forlade området igen. Mange boede i de hoteller, lejligheder og lignende der var på området.

Cykeltur

Dagen efter lejede vi cykler for at cykle en tur i området. Vi fulgte en cykelrute, som var angivet på et kort vi fik med hos cykeludlejeren. Den gik gennem et vinområde. Cykelturen var hård, den var i alt på 35 km, og gik gennem et bakket landskab. Bakkerne var godt nok ikke så stejle, men cyklerne var store og tunge. De var bedre til det flade landskab hvor man kunne cykle majestætisk af sted, men op af bakkerne, gik det meget trægt.

Turen var rigtig god. Vi kom igennem vinområder, hvor vi så vinmarkerne på de sydvendte skråninger. Mange marker lå på meget stejle bakker og vi undrede os over hvordan de kunne bevæge sig rundt på markerne. Vi så vingårdene, og små bondegårde, hvor høns, kalkuner, får, geder, grise, køer m.m. gik rundt udenfor. Det hele var meget idyllisk, og her kunne man for alvor se at Slovenien er et land, som er på vej frem, men ikke på niveau med vestlige lande endnu.

Vi kom forbi en vingård, som tog imod gæster. Da vi ankom var der kun børnene tilstede, men de fik hurtigt tilkaldt deres far, som ejede gården. Han talte kun lidt tysk og engelsk, men han ville gerne give os en rundtur på gården. Han havde bygget et gæstehus, hvor turister kunne overnatte. Han havde selv lavet alt træarbejde, inkl. møblerne af træ fra hans egen skov. På gården lavede han vin og vi smagte en hvidvin og en blandings-vin, som bestod af rød- og hvidvin, den var faktisk meget forfriskende og kølig, selvom vi også blev lidt omtumlede fordi vi lige havde cyklet i middagsheden.

Desuden havde han grise, får og et par æsler. Maden han serverede kom også udelukkende fra egen avl. Det hele var meget imponerende, og vi var ret sikre på at hans fremtid var god.

Den sidste del af turen foregik i den mere flade dal, hvor også byen ligger. Her cyklede vi langs med floden tilbage til byen.

Den sidste dag i Brežice og i Slovenien, slappede vi mest af. Vi besøgte borgen, som lå i udkanten af byen. Det var en typisk borg med tykke mure og runde tårne. Mest imponerende i borgen var riddersalen. Her var alle flader bemalet. Vægge og loft var fuldstændig dekoreret og selv søjler og kanter var malet på væggene for at skabe en illusion af noget tredimensionelt. Vi fik at vide at dette var det mest eftertragtede sted at blive gift i hele Slovenien.

Resten af dagen gik med at sidde på en café og spille kort og drikke kaffe, alt imens byens unge bøller drønede op og ned af hovedgaden i deres biler. Det var ganske underholdende, men samtidig meget enerverende at se, hvordan de samme 5-6 biler kørte rundt og rundt i byen, mens musikken kørte for fuld udblæsning.

Den sidste dag tog vi toget til Zagreb. Grænsen til Kroatien lå ganske tæt på Brežice, og turen varede i alt kun 1½ time.

Specielt

Mange hustage i Slovenien er udstyret med små tapper som stikker op, eller små hegn. Dette er for at forhindre sneen i at styrte ned om vinteren.

På landet dyrker man mest majs og græs som slås ned til hø. For at græsset skal kunne tørre til hø, hænger man det op på stativer. Stativerne har et lille tag over, og på den måde bliver det ikke vådt når det regner. Det må være et stort arbejde, for græsset slås med ganske små traktorer med en meget lille slåmaskine. Derefter rives græsset sammen i hånden med en trærive.

De slovenske huse er ofte pyntet meget flot med blomster. De hænger fra altankasser, potter og lignende. Vi så det meget på landet, men også rigtig mange gader og huse i byerne var pyntet med blomster. Det gjorde et stort indtryk på os.

 

Generelt

De fleste slovenere kan tale en anelse engelsk eller tysk og unge mennesker taler godt engelsk. Det er derfor forholdsvis nemt at gøre sig forståelig. Menukort og lignende findes næsten altid på engelsk og tysk.

Slovenerne er utrolige venlige og hjælpsomme. Man behøver ikke at stå mange sekunder med et bykort og se fortabt ud, så kommer der nogle og tilbyder hjælp. Venligheden var virkelig slående og noget der gjorde rejseoplevelserne endnu større.

Transportnettet er ganske godt, toget kører mange steder, og hvor der ikke er tog, er der bus. Billetterne er billige og der er mange afgange om dagen.

Generelt fungerer alt i landet godt, og er forbavsende effektivt og pålideligt. Slovenien er derfor er nemt land at rejse rundt i.

Kort over turen

 

Slovakiet

Vi var en gruppe på 11 friluftselskere, som i efterårsferien 2005 drog en tur til Tatra bjergene i Slovakiet for at vandre.
Vi fløj med Sky Air til hovedstaden Bratislava, hvor vi steg på toget mod Tatra-bjergene. Efter et togskift i Poprad ankom vi med lokalbanen til landsbyen Horny Smokovec (ja, det hedder byen faktisk) for foden af Tatra bjergene.  Det var efterhånden blevet sent aften, og vi havde derfor hjemmefra bestilt værelser på Penzion Partizan, hvor de var så venlige at servere suppe, selvom klokken var blevet mange.

Stary Smokovec

Næste morgen var vi friske og veludhvilede, og vi blev meget begejstrede, da vi nu kunne se den flotte udsigt til de snedækkede bjerge, som rejste sig bag byen. Vi spændte rygsækkene på og vandrede de få km til Stary Smokovec, en lille by som er en af adgangsvejene til bjergene og derfor også ret turistet, omend det var et godt sted lige at få provianteret det allersidste.

Zamkovskeho chata – Tatra bjergene

Fra pladsen bag Grand Hotel tog vi tandhjulsbanen op til Hrebienok, hvorfra der var en times vandring til bjerghytten, Zamkovskeho chata (The Zamkovsky Chalet). Her fik vi tildelt nogle 4-mandsværelser med køjesenge og delt bad. Hytten var hyggelig med et dejligt fællesrum og restaurant i stueetagen. Vi havde bestilt halvpension og fik derfor morgenmad og aftensmad i hytten. Morgenmaden var fin, aftensmaden var af skiftende kvalitet. Det var også muligt at købe varme drikke, snacks og lune retter. Udvalget var selvfølgeligt begrænset, da alt skulle bæres op af sherpaer. Dem mødte vi en del af på vandreturene, og det var imponerende, hvor meget de kunne bære på simple jernstativer, som sammen med de enkle bæreremme må være en hård belastning for ryggen. På trods af dette holdt de et højt tempo, og det var svært ikke at få dårlig samvittighed, når vi kom gående med vores noget mere avancerede og komfortable rygsække.

Eftersom hytten lå tæt på tandhjulsbanen, blev hytten meget anvendt af vandrere på dagture fra hotellerne i byerne for bjergets fod, og restauranten var derfor også fyldt godt op i dagtimerne. Hytten er et godt udgangspunkt for dagture i området. Der er adskillige vandreruter i området, og det er også muligt lave rundture, således at man ikke skal samme vej tilbage. Der er desuden en del andre hytter i området med passende afstand, således at man fint kan vandre fra hytte til hytte.
Personalet i hytten var søde og venlige. De talte ikke så godt engelsk, men det var muligt at kommunikere fint med dem. Den sidste aften i hytten kom de med en flaske af den lokale brændevin og vi hyggede os i flere timer, trods sprogvanskeligheder.

Efter indkvartering fik vi frokost, hvor vi spiste en Klobasa (en stor krydret pølse), der var så god, at navnet hænger ved og pølser kaldes jævnligt for klobasa i vores hjem.
Herefter tog vi på den første vandretur i området. Turen blev dog ikke så lang som planlagt, da vi kom forbi en lille hytte, som hurtigt blev døbt Glühwien-hytten, fordi man her kunne få en kop glühwein serveret direkte fra en stor gryde på et brændekomfur i et lille bitte rum. Hytten hedder faktisk Rainerova chata og er den ældste og mindste hytte i Slovakiet. Møblementet bestod af simple træborde og bænke, der var intet elektricitet eller andre faciliteter, til gengæld var der langs væggene en udstilling af gamle redskaber fra livet i bjergene.
Herefter håbede vi på hele turen på at støde på pandekage-hytten, men en sådan havde de desværre ikke.

De næste par dage brugte vi dog på at vandre længere ture. En af dagene vandrede vi af sted i samlet flok langs bjerget. Turen var planlagt som en rundtur, men på et tidspunkt kunne jeg se, at det blev for meget for mig. Jeg er ikke hardcore-vandrer, jeg kan bedst lide at vandre af sted i mit eget tempo, tage masser af billeder undervejs, stå og nyde udsigten og bare tage det stille og roligt. Men for at komme  tilbage til hytten før mørkets frembrud krævede det et lidt andet tempo, end jeg syntes om, så min kæreste og jeg besluttede os for at vandre et stykke i eget tempo og så vende om.
I stedet vandrede vi til Skalnaté Pleso, hvor vi først spiste en knap så fantastisk frokost med sauerkraut, som vi absolut skulle prøve.

Herefter blev vandreturen nok lidt luksuspræget, for vi tog en kabinelift op til toppen af områdets højeste tinde, Lomnický štít (3634 m). Området er også et skisportssted om vinteren. På  toppen er der astronomisk og metrologisk måleudstyr og en fantastisk udsigt over de omkringliggende spidse og sneklædte tinder. Her var dog også meget koldt, og alle overflader,  rækværk og instrumenter var dækket af is, som det også ses på billederne. Vi var dog heldige med vejret, solen varmede os dejligt, så vi kunne nyde den flotte udsigt, som vi havde snydt os til, men ok, hvem siger, at man skal vandre sig til at alle oplevelser.

Landskabet i bjergene var imponerende. Der lå sne overalt, men da der var mange nåletræer i området, virkede det stadigt grønt og frodigt. Blandt de mange nåletræer var der også en del lærketræer, som lyste op med deres gule efterårsfarver.

Dagen efter vandrede vi i en anden retning, og efter par timers vandring op kom vi til Téryho Chata, en hytte hvor vi holdt pause.
Hytten lå ved nogle frosne søer, som vi faktisk havde stået og kigget ned på fra toppen af  Lomnický štít, dagen i forvejen. Her var det muligt at købe varme drikke og snacks. Ved hytten sad vi og nød det dejlige solskinsvejr og udsigten over bjergsiden under os.

Halvdelen af gruppen fortsatte op i bjergene, mens vi var andre, der vandrede tilbage til hytten, hvor vi brugte resten af eftermiddagen på at sidde udenfor og nyde udsigten og det strålende solskinsvejr.

Da de andre efter mørkets frembrud kom tilbage, fortalte de om deres tur, som var blevet ret nervepirrende, da de ikke havde læst kortet
grundigt nok og set at der på dele af turen var via ferratta, som gik på stejle sider dækket af sne. Eftersom de intet udstyr havde med til klatring, og det var svært at vende om, var de nødt til at fortsætte. De var ret glade, da de med bævende knæ kom sikre om på den anden side.

På den sidste vandringsdag delte vi os igen i forskellige hold. Efter at have set vores billeder fra Lomnický štít var der nogle, som også havde lyst til en tur til toppen.
Andre tog af sted på en lang rundtur. Jeg var i en gruppe som gik ned af bjerget gennem skovråder, som jo længere vi kom ned, var udsat for større og større grad af tømmerhugst. Det var dog interessant at se de slovakiske skovarbejdere bruge heste til at trække træstammer væk med.

Nede i Tatranska Lomnica kunne vi tydeligt mærke, at vi var kommet ned fra bjergene, for solen varmede os og der var ingen sne. Det var skønt at sidde udenfor og nyde en kold øl. Turen op igen blev nem, da vi tog en lille kabinelift, som hævede os op over alle træerne og gjorde, at vi kunne se hele bjergsiden, som vi var vandret ned af.

Link til kort kabinelifte, skilifte m.m i området

Tatras officielle hjemmeside

Turen tilbage til Bratislava

På afrejsedagen tog vi igen med lokaltoget og fra Poprad med et nattog til Bratislava Vi havde på forhånd købt billetter til sovevognen, men da vi stod i toget og ledte efter vores kupéer, fandt vi ud af, at de var bestilt til den forkerte dato. Togpersonalet lavede dog nye billetter til os, og mod et mindre gebyr blev vi opgraderet til nogle flotte 3 mands kupéer med rigtige dyner, vask i kupeen, forhæng for sengen m.m.

Bratislava

Vi ankom nogenlunde veludhvilede til Bratislava om morgenen, hvor vi først tog ud tilHotel Remy, som lå i nærheden af lufthavnen, hvorfra vi skulle flyve hjem den efterfølgende morgen.
Efter indkvartering tog vi ind til centrum, hvor vi så de vigtigste seværdigheder, bl.a. borgen, det flotte nationalteater, floden gennem byen og de mange flotte gamle huse.

Om aftenen spiste vi en lækker afskedsmiddag på en hyggelig og ret speciel restaurant med et halsbrækkende navn; Staroslovenskú krčmu, hvor vi sad i kælderen i et flot udsmykket aflukke.

Tidligt næste morgen tog vi et par taxier til lufthavnen, hvorfra vi igen fløj med Sky Air tilbage til København.

Rom

Jeg har været i Rom to gange. Første gang i 1997 med gymnasiet, men herfra har jeg desværre ingen billeder indscannet. Vi kørte dertil i bus, det tog næsten et døgn, og det det er den længste tur jeg nogensinde har foretaget med bus.

Anden gang jeg besøgte Rom var i forbindelse med turen rundt i Syditalien i 2005. Vi fløj til Rom, og herfra tog vi direkte til Napoli.
Efter en dejlig rejse rundt i Syditalien tog vi nattoget fra Bari til Rom og ankom lidt trætte om morgenen til Rom. Vi skyndte os at deponere rygsækkene og gjorde som mange italienere gør hver morgen; drak kaffe og spiste croissanter stående ved en disk i en lille cafe. Efter den lange togtur var dog ikke helt så velfriserede og velklædte som italienerne.

Vi havde en halv dag i byen, hvor vi bare dasede rundt. Vi så ikke så mange seværdigheder, da vi efterhånden var ret trætte efter at have rejst rundt i 14 dage og fået så mange indtryk og oplevelser.

 

 

 

Portugal

Jeg var i juli 2002 på interrail-tur med min veninde Stine i en hel måned. Turen gik gennem Amsterdam, Bordeaux, Portugal, Barcelona og Paris.

Oversigt over turen i Europa og rundt i Portugal

Porto

I Bordeaux tog vi om aftenen endnu et nattog og vi ankom til Porto næste morgen. Byen er mest kendt for portvin, som der laves meget af i området, og som lagres i Porto. Byen er utrolig hyggelig med stejle smalle gader, og skønne udsigter over byens tage, og portvinshusene langs floden. På den anden side af floden, i Vila Nova de Gaia, har alle portvinsproducenterne deres portvin opmagasineret før den eksporteres. Lagrene ligger side om side på bakken og mange har store skilte, som kan ses på lang afstand.
Vi besøgte vinstedet Ofley, som havde rundture. Her hørte vi om portvinsproduktion, så deres lagre og smagte på de færdige produkter. Til sidste var der selvfølgelig mulighed for at købe portvine.
I Vila Nova de Gaia ligger også et gammelt kloster, Monsterio da Serra do Pilar. Selvom klosteret tilhører militæret er det muligt at komme ind.

Vi boede på et lille pensionat Pensão Residencial D. FILIPE I,og brugte meget af tiden på at gå rundt i gaderne og beundre de flotte gamle huse. Porto er kendt for de flotte blå kakler, azulejos, som pynter mange af husenes facader.

 

Coimbra

Efter et par dage i Porto tog vi sydpå til byen Coimbra. Herfra tog vi til Conimbraga, hvor vi så de romerske ruiner med fine mosaikker og romerske bade.

Vi tog også til Mata Nacional do Buçaco, som er en lille nationalpark syd for Coimbra. Parken blev lavet og brugt af munke, og den indeholder et besynderligt slot, som blev bygget til de kongelige som sommerslot. Slottet består af lutter udsmykninger og spir, og ser utrolig rodet og overpyntet ud. I parken var der også et udsigtspunkt, som i guidebogen var beskrevet som Portugals smukkeste udsigt. Den udsigt måtte vi se og vi blev nødt til at gå de seks kilometer derop. Der var da også smukt da vi endelig kom derop. Vi valgte dog at få et lift ned igen.
Byen Luso, som parken lå i, var kendt for sit kildevand, som de solgte på flasker i hele landet. Man kunne dog også tanke det gratis fra haner på byens torv. Portugiserne er generelt glade for kildevand, og flere steder så vi haner langs vejen, hvor de lokale kom slæbende med store dunke for at tappe det.

En af de seværdigheder vi så i Coimbra var det gamle universitet. Det lå på en høj midt i byen. Ud over en flot udsigt var bygningerne også flotte.
Byens katedralvar ikke særlig imponerende. Facaden var eroderet af vind og vejr og selve kirken var en underlig kompakt en. Da vi skulle hvile vores trætte ben satte vi os ned i den botaniske have og nød stilheden.

Vi boede igen på en pension, da de var billige. Denne hed Pensão Lorvanense og vi fik et lille værelse med køjeseng.

 

Fatima

En ret forfærdelig by, som forlod igen, allerede efter én dag. Byen var før 1917 kun en lille landsby, men efter at Jomfru Maria angiveligt viste sig for tre børn på stedet har alt ændret sig. Byen invaderes årligt af 4 millioner pilgrimme, og det virker som om hele byen lever da også af dette, enten ved at udleje værelser eller ved at sælge helt ufattelige mængder af vokslys og grimme religiøse figurer.
Byen har en stor kirke med en plads, hvorpå der to gange om året forsamles 100.000 mennesker til messe. På denne plads så vi flere mennesker komme kravlende på deres knæ hele den lange vej op til kirken. Alt i alt var det hele bare alt for meget.

Vi fik hurtigt nok af den kommercielle religiøsitet, og ville ud til nogle store drypstenshuler i nærheden. Der gik dog ikke offentlig transport, så gik ud til en mindre grotte i nærheden. Grutas da Moeda var mere imponerende og flot end alt det tingeltangel vi havde set i Fatima.

I byen overnattede vi på Residencial Rosa. Hotellet var fint og det bedste på hele turen. Morgenmaden var dog ikke fantastisk. Da vi mødte op kl. 9.20 var vi de første og fik bare et par kedelige boller med smør og marmelade og en kop kaffe.

 

Lissabon

Portugals hovedstad er beliggende på syv forskellige høje, så der er masser af stejle gader i hele byen. Det gjorde dog ikke så meget for de hyggelige sporvogne kørte alle steder, og mange gange var det som at køre i rutschebanen, når de kørte op og ned af de stejleste og smalleste gader.
På den højeste bakke ligger Lissabons borg, São Jorge, som så ud præcis som man forestiller sig en gammel borg, med tårne, tårnmure, skydehuller og det hele. Da vi besøgte borgen var der ølfestival inde i borgen, og det var enormt hyggeligt at sidde derinde og drikke øl og spise grillspyd.

I bydelen Belém, ude ved vandet lå der også et gammelt fort; Torre de Belém, som mere lignede et lille dukkehus. Tæt ved lå et monument; Padrão dos Descobrimentos, bygget til minde om Henrik Søfareren, som var den opdagelsesrejsende der erobrede mange af Portugals kolonier. Også et gammelt kloster; Mosteiro dos Jerónimos, som nu er Marinemuseum var imponerende.

Tæt ved Lissabon ligger byen Sintra, som har nogle fantastiske slotte og en imponerende borg. Borgen Castelo dos Mouros, blev bygget af maurerne og ligger i bjergene 3 km over byen, og har en fantastisk beliggenhed med en flot udsigt. Selve borgen er også imponerende, selvom det kun er murene der er tilbage.
På en anden bakketop, ligger paladset; Palácio Nacional da Pena, som er det mest underlige bygningskonstruktion jeg nogensinde har set. Paladset er bygget i flere forskellige stilarter, og har så mange tårne, spir, tilbygninger og forskellige farver, at det mest af alt ligner noget fra Disneyland. Paladset har været brugt af den royale familie indtil 1910 og interiøret er bevaret som det stod dengang, overdådigt og i mange forskellige stilarter.

Vi satte vores telt op på Lisboa Camping lidt udenfor byen. Vi fandt et sted under eukalyptustræerne, hvor teltet hvilede på de bløde blade, hvis duft mindede mig om Australien. Om natten sov vi godt og den eneste lyd var en susen fra træerne og motorvejen i det fjerne. Campingpladsen havde også en fin swimmingpool og andre gode faciliteter.

Mine forældre og lillesøster var tilfældigvis på ferie i Portugal på samme tidspunkt som vi var der, og vi mødtes med dem i en lille by mellem Coimbra og Lissabon; Santarém. Der skete absolut intet i byen og næsten alle restauranterne var lukkede, som det er vane i Portugal om søndagen. Vi fandt dog en som var åben, og på typisk portugisisk vis serverede de nogle enorme portioner mad.

Lagos

Da vi sad i toget til Lagos på Lissabon Banegård gik det op for os at vi skulle have pladsbilletter. Med kun et par minutter til afgang gik vi ud igen og en togmand så heldigvis vores nød og slæbte os med gennem banegården og skubbede os ind foran i en kø. Da vi løb tilbage til toget, holdt det og ventede kun på os.
I toget havde vi fået pladsbilletter i ikke-ryger afdelingen. Vi kom dog til at sidde bag tre meget snakkesaglige portugisere som røg joints hele vejen. Så var stilen ligesom slået fast og vi fik en fornemmelse af at vi var på vej til et sted hvor storbyens unge tog hen for at slå sig løs.
Lagos er en turistby på Algarvekysten med flotte strande, store hoteller og diskoteker. En nat efter vi havde været på diskotek, kom vi forbi en pølsevogn, som solgte de underligste hotdogs jeg nogensinde har fået: En flute med en pølse, rå løg, revne gulerødder, majs, ketchup, sennep og kartoffelchips! Vi spiste dem, og sikkert pga. det sene tidspunkt blev vi også enige om at de da smagte meget godt.

For at komme lidt væk fra det hele var vi på en tur med et sejlskib til nogle grotter, som vi dog desværre ikke kunne sejle ind i fordi det gyngede for meget. I stedet fik vi en svømmetur i det iskolde Atlanterhav.

I Lagos sov vi telt på Parque de Campismo da Trindade. Pladsen var lidt underlig og lidt hippieagtig. Der var mange ombyggede biler og mange mennesker der lignede at de havde boet der meget længe.

 

Tavira

Efter to dage i Lagos´ masseturisme tog vi  til  den lille by, Tavira længere mod øst på Algarvekysten.
På vej hertil med toget så vi hvordan de inddampede salt i store bassiner ved vandkanten.

Vi boede på Tavira Camping på øen Ilha de Tavira ud for byen. Øen er 11 km lang og 1 km bred, og består af sand, fyrretræer, campingpladsen, 5 restauranter og 10 sommerhuse. Der må ikke bygges flere huse da øen er en del af et fredet naturområde.
Øen var derfor utrolig afslappet, selvom  den dagligt blev invaderet af turister fra fastlandet. De fleste af disse tog dog tilbage om aftenen og så var der stille og roligt igen.

Mellem øen og fastlandet sejlede vi med en meget lille færge. Turen tog ikke mange minutter og var nok også den billigste færgetur jeg nogensinde har været på.

 

Evora

Rundt om i Portugal havde vi mødt rigtig mange venlige og hjælpsomme portugisere. Men i Evora mødte vi adskillige mennesker som bestemt ikke kunne sættes i denne kategori.
På stationen var adskillige uvenlige ansatte med et utroligt lavt informationsniveau der sendte os fra en kø til en anden uden på nogen måde at hjælpe os.

Heldigvis mødte vi en utrolig sød guide. Vi havde booket en tur til seværdighederne i Evoras omegn.
På turen så vi forskellige stendysser, bl.a. Anta Grande do Zambujeiro, som er kæmpestor, faktisk den største i Europa. Stenene som kammeret er opbygget af var over 6 m høje.

Vi så også nogle små stendysser, bl.a. en (Anta Capela de Säo Brissos) som var blevet lavet om til et kapel i et forsøg på at få portugiserne til at glemme gamle hedenske skikke med at besøge dysserne.

Cromeleque dos Almendres er gruppe med 95 monolitter; bautasten sat i forskellige cirkler på en bakke. Det var meget imponerende, men der var ikke nær så mange som dem jeg har set i Frankrig.

På turen så vi også mange korktræer. Det var nemt at se hvor de havde fjernet korken og de nøgne træer stod tilbage. Portugal er verdens største producent af kork og 8% af landets areal er dækket af korktræer.

Byens største seværdighed er nok resterne af et romersk tempel, som er fra det 2. århundrede og er det bedst bevarede romerske monument i Portugal. Templet ligger på en plads midt i byen og det var ret underligt at se det der i Portugal, for vi følte sig som om vi var i Grækenland.

Byen har også en utrolig velbevaret bymur som omringer hele byen. Dele af muren er fra 14. hundredtallet og muren har stadig de gamle tårne og porte.
Endvidere havde byen en gammel akvædukt fra romertiden.
Akvædukten starter flere kilometer udenfor byen, og den bragte vand ind til byen fra de lavere beliggende områder. Nogle steder kan man se butikker og huse bygget ind i de flotte buer på akvædukten.
Byens underligste seværdighed var nok Capela dos Ossos, et kapel lavet 50.000 skeletter, som blev til overs ved nedlæggelsen af en kirkegård! Et utroligt makabert rum at være inde i, hvor knoglerne er sidder tæt overalt i sirlige mønstre, så man slet ikke kan se væggene. Kapellet ligger i kirken Ingreja de São Francisco.

I Evora boede vi på Parque de Campismo de Évora. På campingpladsen var der ikke mange andre telte. Serviceniveauet var ikke højt. Der lå en restaurant på pladsen og da vi en aften efter en hel dags sightseeing spurgte hvornår de åbnede, fik vi at vide at det ville de gøre om en time, dvs. kl. 20. Vi var ret sultne, men vi ventede på at portugisernes tidspunkt for aftensmåltider skulle indfinde sig. Kl. 20.10 fandt vi ud efter at have spurgt et par gange, at restauranten slet ikke åbnede fordi kokken var syg.
Ved siden af campingpladsen var der et åbent græsareal. Her lå en del byggeaffald og en større gruppe romaer havde slået lejr her og boede i skurvogne, telte og lastbiler. De var kommet for at plukke vindruer og andet frugt.

 

Elvas

Byen husker vi nok især for varmen, for temperaturen kom op på 39 grader mens vi var der, og det eneste vi kunne foretage os,  var at sidde i skyggen, og holde siesta med de lokale.

Den lille by med 18.000 indbyggere ligger på grænsen til Spanien, og har derfor en enorm og imponerende bymur fra det 17. århundrede som omringer hele byen. Muren er indtakt og har stadig de gamle porte og tårne.

Desuden ligger der et fæstningsanlæg (Castelo) nord for centrum. Her er der skydehuller, mure og tårne som hører sig til i en rigtig borg. Fæstningens beliggenhed giver en utrolig flot udsigt over det omkringliggende landskab.

Ligesom Evora har Elvas også en lang akvædukt, hvis mure med buegange starter 7 km vest for byen og ender ved en fontæne i centrum. Konstruktionen tog 100 år at fuldføre og er stadig et særdeles imponerende bygningsværk.

Campingpladsen vi boede på hed Senhor jesus da piedade parque de campismo, og var en lille plads med kun fem andre telte. Faciliteterne var fine og personalet var hjælpsomme og venlige og hjalp os med at undersøge togafgangene videre til Barcelona.

Fra Elvas tog vi toget et stop og så var vi i Spanien. Her skiftede vi tog og brugte hele dagen på togturen til Barcelona.

Facts om turen:

Turen varede 30 dage, og kostede alt incl. (billet, overnatning, mad, entreer m.m.) 10.000 kr.

 

Jeg var i juli 2002 på interrail-tur med min veninde Stine i en hel måned. Turen gik gennem Amsterdam, Bordeaux, Portugal, Barcelona og Paris.

Oversigt over turen i Europa og rundt i Portugal

Porto

I Bordeaux tog vi om aftenen endnu et nattog og vi ankom til Porto næste morgen. Byen Portvinshusene i Porto, på den anden side
                        af floden er mest kendt for portvin, som der laves meget af i området, og som lagres i Porto. Byen er utrolig hyggelig med stejle smalle gader, og skønne udsigter over  byens tage, og portvinshusene langs floden. På den anden side af floden, i Vila Nova de Gaia, har alle portvinsproducenterne deres portvin opmagasineret før den eksporteres. Lagrene ligger side om side på bakken og mange har store skilte, som kan ses på lang afstand.
Vi besøgte vinstedet Ofley, som havde rundture. Her  hørte vi om portvinsproduktion, så deres lagre og smagte på de færdige produkter. Til sidste var der selvfølgelig mulighed for at købe portvine.
I Vila Nova de Gaia ligger også et gammelt kloster, Monsterio da Serra do Pilar. Selvom klosteret tilhører militæret er det muligt at komme ind.

Vi boede på et lille pensionat Pensão Residencial D. Udsigt over PortoHuse
                        dekorede med de flotte blå og hvide azulejos
                        (kakler), som ses mange steder i PortugalFILIPE I,og brugte meget af tiden på at gå rundt i gaderne og beundre de flotte gamle huse. Porto er kendt for de flotte blå kakler, azulejos, som pynter mange af husenes facader.

 

Coimbra

Romerske bade i ConimbrigaEfter et par dage i Porto tog vi sydpå til byen Coimbra. Herfra tog vi til Conimbraga, hvor vi så de romerske ruiner med fine mosaikker og romerske bade.

Vi  tog også til Mata Nacional do Buçaco, som er en lille nationalpark syd for Coimbra. Parken blev lavet og brugt af munke, og den indeholder et besynderligt slot, som blev bygget til de kongelige som sommerslot. Slottet består af lutter udsmykninger og spir, og ser utrolig rodet og overpyntet ud. I parken var der også et udsigtspunkt, som i guidebogen var beskrevet som Portugals Parken; Mata Nacional do Buçaco, med nogle
                        af de flotte stier og trapperSlottet i parken, Mata Nacional do Buçaco smukkeste udsigt. Den udsigt måtte vi se og vi blev nødt til at gå de seks kilometer derop. Der var da også smukt da vi endelig kom derop. Vi valgte dog at få et lift ned igen.
Byen Luso, som parken lå i, var kendt for sit kildevand, som de solgte på flasker i hele landet. Man kunne dog også tanke det gratis fra haner på byens torv. Portugiserne er generelt glade for kildevand, og flere steder så vi haner langs vejen, hvor de lokale kom slæbende med store dunke for at tappe det.

En af de seværdigheder vi så i Coimbra var det gamle universitet. Det lå på en Gader
                        så stejle i Coimbra, at de bestod af trapper,
                        her sa folk ofte og grillede om aftenenhøj midt i byen. Ud over en flot udsigt var bygningerne også flotte.
byens katedral var ikke særlig flot. Facaden var eroderet af vind og vejr og selve kirken var en underlig kompakt en.
Da vi skulle hvile vores trætte ben satte vi os ned i den botaniske have og nød stilheden.

Vi boede igen på en pension, da de var billige. Denne hed Pensão Lorvanense og vi fik et lille værelse med køjeseng.

 

Fatima

Den
                        store plads i Fatima, hvorpå der to gange om
                        året befinder sig 100.000 menneskerNogle
                        af alle de ting man kunne købe, bemærk
                        voksbenene!En ret forfærdelig by, som forlod igen, allerede efter én dag. Byen var før 1917 kun en lille landsby, men efter at Jomfru Maria angiveligt  viste sig for tre børn  på stedet har alt ændret sig. Byen invaderes årligt af 4  millioner pilgrimme, og det virker som om hele byen lever da også af dette, enten ved at udleje værelser eller ved at sælge helt ufattelige mængder af vokslys og grimme religiøse figurer.
Byen har en stor kirke med en plads, hvorpå der to gange om  året forsamles 100.000 mennesker til messe. På denne plads så vi flere mennesker komme kravlende på deres knæ hele den lange vej op til kirken. Alt i alt var det hele bare alt for meget.

Vi fik hurtigt nok af den kommercielle religiøsitet, og ville ud til nogle store Grutas do Moedas; en lille grotte udenfor
                        Fatimadrypstenshuler i nærheden. Der gik dog ikke offentlig transport, så gik ud til en mindre grotte i nærheden. Grutas da Moeda var mere imponerende og flot end alt det tingeltangel vi havde set i Fatima.

I byen overnattede vi på Residencial Rosa. Hotellet var fint og det bedste på hele turen. Morgenmaden var dog ikke fantastisk. Da vi mødte op kl. 9.20 var vi de første og fik bare et par kedelige boller med smør og marmelade og en kop kaffe.

 

Lissabon

Torre
                        de BelemPortugals hovedstad er beliggende på syv forskellige høje, så der er masser af stejle gader i hele byen. Det gjorde dog ikke så meget for de hyggelige sporvogne kørte alle steder, og mange gange var det som at køre i rutschebanen, når de kørte op og ned af de stejleste og Borgen, Sao jorge, på bakken højt oppe over
                        Lissabon smalleste gader.
På den højeste bakke ligger Lissabons borg, São Jorge, som så ud præcis som man forestiller sig en gammel borg, med tårne, tårnmure, skydehuller og det hele. Da vi besøgte borgen var der ølfestival inde i borgen, og det var enormt hyggeligt at sidde derinde og drikke øl og Sporvogne i Lissabons stejle og smalle
                        gader spise grillspyd.

I bydelen Belém, ude ved vandet lå der også et gammelt fort; Torre de Belém, som mere lignede et lille dukkehus. Tæt ved lå et monument; Padrão dos Descobrimentos, bygget til minde om Henrik Søfareren, som var den opdagelsesrejsende der erobrede mange af Portugals kolonier. Også et gammelt kloster; Mosteiro dos Jerónimos, som nu er Marinemuseum var imponerende.

Borgen; Castelo dos MourosTæt ved Lissabon ligger byen Sintra, som har nogle fantastiske slotte og en imponerende borg. Borgen Castelo dos Mouros, blev bygget af maurerne og ligger i bjergene 3 km over byen, og har en fantastisk beliggenhed med en flot udsigt. Selve borgen er også imponerende, Palácio Nacional da Pena selvom det kun er murene der er tilbage.
På en anden bakketop, ligger paladset; Palácio Nacional da Pena, som er det mest underlige bygningskonstruktion jeg nogensinde har set. Paladset er bygget i flere forskellige stilarter, og har så mange tårne, spir, tilbygninger og forskellige farver, at det mest af alt ligner noget fra Disneyland. Paladset har været brugt af den royale familie indtil 1910 og interiøret er bevaret som det stod dengang, overdådigt og i mange forskellige stilarter.

Lokaltog i det nordlige Portugal, disse
                        kørte vi meget medVi satte vores telt op på Lisboa Camping lidt udenfor byen. Vi fandt et sted under eukalyptustræerne, hvor teltet hvilede på de bløde blade, hvis duft mindede  mig om Australien. Om natten sov vi godt og den eneste lyd var en susen fra træerne og motorvejen i det fjerne. Campingpladsen havde også en fin swimmingpool og andre gode faciliteter.

Mine forældre og lillesøster var tilfældigvis på ferie i Portugal på samme tidspunkt som vi var der, og vi mødtes med dem i en lille by mellem Coimbra og Udsigten fra borgen i Santarém Lissabon; Santarém. Der skete absolut intet i byen og næsten alle restauranterne var lukkede, som det er vane i Portugal om søndagen. Vi fandt dog en som var åben, og på typisk portugisisk vis serverede de nogle enorme portioner mad. 

Lagos

En af
                        strandene i LagosPå
                        sejltur til nogle grotter udenfor Lagos med et
                        sejlskibDa vi sad i toget til Lagos på Lissabon Banegård gik det op for os at vi skulle have pladsbilletter. Med kun et par minutter til afgang gik vi ud igen og en togmand så heldigvis vores nød og slæbte os med gennem banegården og skubbede os ind foran i en kø. Da vi løb tilbage til toget, holdt det og ventede kun på os.
I toget havde vi fået pladsbilletter i ikke-ryger afdelingen. Vi kom dog til at sidde bag tre meget snakkesaglige portugisere som røg joints hele vejen. Så var stilen ligesom slået fast og vi fik en fornemmelse af at vi var på vej til et sted hvor storbyens unge tog hen for at slå sig løs.
Lagos er en turistby på Algarvekysten med flotte strande, store hoteller og diskoteker. En nat efter vi havde været på diskotek, kom vi forbi en pølsevogn, som solgte de underligste hotdogs jeg nogensinde har fået: En flute med en pølse, rå løg, revne gulerødder, majs, ketchup, sennep og kartoffelchips! Vi spiste dem, og sikkert pga. det sene tidspunkt blev vi også enige om at de da smagte meget godt.

For at komme lidt væk fra det hele var vi på en tur med et sejlskib til nogle grotter, som vi dog desværre ikke kunne sejle ind i fordi det gyngede for meget. I stedet fik vi en svømmetur i det iskolde Atlanterhav.

I Lagos sov vi telt på Parque de Campismo da Trindade. Pladsen var lidt underlig og lidt hippieagtig. Der var mange ombyggede biler og mange mennesker der lignede at de havde boet der meget længe.

 

Tavira

Efter to dage i Lagos´ masseturisme tog Saltinvinding foregik i store mængder langs
                        Algarvekysten vi  til  den lille by, Tavira Udsigt
                        fra toget.længere mod øst på Algarvekysten.
På vej hertil med toget så vi hvordan de inddampede salt i store bassiner ved vandkanten.

Mig i
                        vores telt på Tavira CampingVi boede på Tavira Camping på øen Ilha de Tavira ud for byen. Øen er 11 km lang og 1 km bred, og består af sand, fyrretræer, campingpladsen, 5 restauranter og 10 sommerhuse. Der må ikke bygges flere huse da øen er en del af et fredet naturområde.
Øen var derfor utrolig afslappet, selvom  den dagligt blev invaderet af turister fra fastlandet. De fleste af disse tog dog tilbage om aftenen og så var der stille og roligt igen.

Mellem øen og fastlandet sejlede vi med en meget lille Typiske arabisk inspirerede skorstene i
                        Tavira By Havnen i byen Tavirafærge. Turen tog ikke mange minutter og var nok også den billigste færgetur jeg nogensinde har været på.

 

Evora

Cromeleque do Almendres, de 95 monolitter
                        udenfor EvoraRundt om i Portugal havde vi mødt rigtig mange venlige og hjælpsomme portugisere. Men i Evora mødte vi adskillige mennesker som bestemt ikke kunne sættes i denne kategori.
På stationen var adskillige uvenlige ansatte med et utroligt lavt informationsniveau der sendte os fra en kø til en anden uden på nogen måde at hjælpe os.

Heldigvis mødte vi en utrolig sød guide. Vi havde booket en tur til seværdighederne i Evoras omegn.
På turen så vi forskellige stendysser, bl.a. Anta Grande do Zambujeiro, som er  kæmpestor, faktisk den største i Europa. Stenene som kammeret er opbygget af var over 6 m høje.

Vi så også nogle små stendysser, bl.a. en (Anta Capela de Säo Brissos) som var blevet lavet om til et kapel i et forsøg på at få portugiserne  til at glemme gamle hedenske skikke med at besøge dysserne.

Cromeleque dos Almendres er gruppe med 95 monolitter; bautasten sat i forskellige cirkler på  en bakke. Det var meget imponerende, men der var ikke nær så mange som dem jeg har set i Frankrig.

Det
                        tørre landskab udenfor EvoraPå turen så vi også mange korktræer. Det var nemt at se Lastbil med kork, som Portugal avler
                        utroligt meget afhvor de havde fjernet korken og de nøgne træer stod tilbage. Portugal er verdens største producent af kork og 8% af landets areal er dækket af korktræer.


Byens største  seværdighed er nok resterne af et  romersk tempel, som
Det
                        romerske tempel i Evoraer fra det 2. århundrede og er det bedst bevarede romerske monument i Portugal. Templet ligger på en plads midt i byen og det var ret underligt at se det der i Portugal, for vi følte sig som om vi var i Grækenland.

Evoras bymur, som stadig er bevaret, og går
                        hele vejen rundt om byenByen har også en utrolig  velbevaret bymur som omringer hele byen. Dele af muren er fra 14. hundredtallet og muren har stadig de gamle tårne og porte.


Endvidere  havde byen en gammel akvædukt fra romertiden.
Evoras lange og flotte ækvadukt
Akvædukten starter  flere kilometer udenfor byen, og den bragte vand ind til byen fra de lavere beliggende områder. Nogle steder kan man se butikker og huse bygget ind i de flotte buer på akvædukten.


Capela dos Ossos, kapellet lavet af
                        knoglerByens underligste seværdighed var nok Capela dos Ossos, et kapel lavet 50.000 skeletter, som blev til overs ved nedlæggelsen af en kirkegård! Et utroligt makabert rum at være inde i, hvor knoglerne er sidder tæt overalt i sirlige mønstre, så man slet ikke kan se væggene. Kapellet ligger i kirken Ingreja de São Francisco.

I Evora boede vi på Parque de Campismo de Évora. På campingpladsen var der ikke mange andre telte. Serviceniveauet var ikke højt. Der lå en restaurant på pladsen og da vi en aften efter en hel dags sightseeing spurgte hvornår de åbnede, fik vi at vide at det ville de gøre om en time, dvs. kl. 20. Vi var ret sultne, men vi ventede på at portugisernes tidspunkt for aftensmåltider skulle indfinde sig. Kl. 20.10 fandt vi ud efter at have spurgt et par gange, at restauranten slet ikke åbnede fordi kokken var syg.
Ved siden af campingpladsen var der et åbent græsareal. Her lå en del byggeaffald og en større gruppe romaer havde slået lejr her og boede i skurvogne, telte og lastbiler. De var kommet for at plukke vindruer og andet frugt.

 

Elvas

Byen husker vi nok især for varmen, for temperaturen kom op på 39 grader mens vi var der, og det eneste vi kunne foretage os,  var at sidde i skyggen, og holde siesta med de lokale.

Den lille by med 18.000 indbyggere ligger på grænsen til Spanien, og har derfor en enorm og imponerende bymur fra det 17. århundrede som omringer hele byen. Muren er indtakt og har stadig de gamle porte og tårne.

Den
                        store og voldsomme bymur i ElvasDesuden ligger der et fæstningsanlæg (Castelo) nord for centrum. Her er der skydehuller, mure og tårne som hører sig til i en rigtig borg. Fæstningens beliggenhed giver en utrolig flot udsigt over det omkringliggende landskab.

Ligesom Evora har Elvas også en lang akvædukt, hvis mure med Elvas´ ækvaduktbuegange starter 7 km vest for byen og ender ved en fontæne i centrum. Konstruktionen tog 100 år at fuldføre og er stadig et særdeles imponerende bygningsværk.

Campingpladsen vi boede på hed Senhor jesus da piedade parque de campismo, og var en lille plads med kun fem andre telte. Faciliteterne var fine og personalet var hjælpsomme og venlige og hjalp os med at undersøge togafgangene videre til Barcelona.

Fra Elvas tog vi toget et stop og så var vi i Spanien. Her skiftede vi tog og brugte hele dagen på togturen til Barcelona.

 

Se også siden med en liste over de bedste og de værste ting

Facts om turen:

Turen varede 30 dage, og kostede alt incl. (billet, overnatning, mad, entreer m.m.) 10.000 kr.

Peru

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika

Peru

Vi startede i Perus hovedstad Lima. Byen er ikke særlig spændende, faktisk syntes vi at den var ret stressende. Mange mennesker på gaden og utrolig mange taxier som kørte rundt og dyttede efter en, for at få opmærksomheden. Bilerne dyttede også efter
hinanden i et væk, for den peruvianske tankegang må være at jo mere man
dytter jo bedre glider trafikken! Altså skulle man jo tro at trafikken gled godt, men det var ikke tilfældet, faktisk stod der trafikbetjente og dirigerede trafikken i mange lyskryds, selvom lyskurvene virkede fint. Det der med at overholde dem virkede til gengæld ikke så godt.

Vi boede dog på et dejligt hotel i Lima. Hotel España var et gammelt kolonihus i flere forskudte etager. Der var mange underlige kringelkroge, vindeltrapper, græske statuer, malerier og et utal af hængende planter overalt, hvilket gjorde det til et dejligt afslappende sted. Derudover havde de dyr, hvilket vi har fundet ud af er meget populært på hoteller hernede. De nøjedes dog ikke med en enkelt kat eller hund som ellers er normen, nej de havde 3 katte, 1 hundehvalp, 2 skildpadder, 2 papegøjer og
1 ara. Alle dyrene på nær fuglene gik frit omkring inklusiv i restauranten.

I Lima har mange af kolonitidens huse nogle flotte udskårede træbalkoner og der er mange flotte kirker og bygninger.

Efter Lima drog vi mod nord. Vi skulle til Trujillo som ligger 560 km nord for Lima. Busturen ville tage 8 timer af hovedvejen langs med kysten, hvor der ikke er bjerge, så vi besluttede at tage natbussen. Vi bestilte de dyreste pladser og fik at vide at det var en sovebus. Bussen var skam også ny og moderne og der var god plads, da vi kun sad 3 på tværs i stedet for 4. Vi var dog ikke imponerede for selvom sæderne var brede og kunne lægges langt tilbage var det dog svært at sove. Det blev til max 5 timer i fosterstilling.

Fra Trujillo, 3. største by i Peru, tog vi en taxi 10 km nordpå til en lille fiskerby Huanchaco. Her fandt vi et skønt hostel, med direkte udsigt til Stillehavet. En perfekt base for de næste par dage. Byen er en gammel fiskerby, hvor de stadig bruger nogle ret primitive sivbåde. Derudover er det et stort trækplaser for surfere, herunder Mads som blev en surfer-dude for et par timer – det var så fedt at prøve, og armene var helt ødelagte dagen efter.

Vi tog til Chan Chan, en præ-inka ruin opført i lersten der bestod af 9 større og mindre selvstændige områder, der tilsammen fyldte mere end 25 km2. Der var masser af tegninger/udskæringer i væggene af pelikaner, bølger, fisk og fiskenet, alle ting der havde stor betydning for deres samfund.

Dagen efter tog vi ud til en gammel Moche-pyramider. Den bestod af ikke mindre end 9 pyramider som var bygget uden på hinanden. Det var et resultat af El Niño, hvor en katastrofe førte til krav om nye og større pyramider med nye ofringer, bl.a. også egne samfundsborgere. Helt utroligt og meget imponerende og lidt klamt.

Efter et par fine dage nordpå, tog vi tilbage til Lima og videre 200 km sydpå til Pisco. Her brugte vi et par timer på at sejle ud til Ballestas Island og se på søløver, delfiner, Humboldtpingviner (ret kære), pelikaner og tusindvis af suler og andre fugle. Peru har solgt nogle få rettigheder til de lokale, som får lov at samle guano (fuglebæ) som de kan sælge. Der var MASSER af guano, og det lugtede ikke så godt. Men dyrene var flotte og oplevelsen en helt anden end hvis man ser dem i Zoo.

Så listede vi med lokalbussen til den lille oaseby Huacachina. Den ligger lidt inde i en ørken og består kun af en vej med lidt hoteller og restauranter. Den helt store begivenhed er at sand-surfe og køre boggycar. Det skulle selvfølgelig prøves. Mette, som vi nok må erkende aldrig bliver den store surfer-dude, susede ned over sandpisterne liggende på bordet i et afsindigt tempo med sand sprøjtende op til alle sider. Det var helt vildt. Mads tog den lidt mere forsigtigt, men nok mere stilfuldt i
(korrekt) opretstående position.

Ellers var den helt store oplevelse en tur i stenørkenen med den lokale Indiana Jones. Han var noget af en særling. Han kørte os mere end 100 km ind i den stenørken, som engang var gammel havbund. Vi fandt hajtænder, hvalskeletter, sten med fossiler inden i, bl.a. fisk og muslinger. (Så var Mads glad, han havde fisket i ørkenen). Vi så enorme kløfter efter de gamle floder og hilste på hans lige så underlige fætter som havde et økologisk samfund med 20 ansatte i en oase milevidt fra alt anden civilisation. Vi så en dynge af skeletter fra den storhedstid der engang var, og hvor spanierne endevendte alle gravene for at finde lidt værdier. Det var helt utrolig oplevelse og noget af det fineste vi har set og oplevet herned.

 

Sidste gang var vi vist kommet til Nasca, hvor vi fik set de gamle Nasca-linier, som er afbilledet i ørkenen af pre-columbianske peruvianere for mere end 2000 år siden. Der er motiver af dyr (en abe, hval, kolibri m.m.) og lange rette linier så langt øjet rækker. Det ser flot ud midt i den endeløse ørken. Linierne er gengivet for at kunne finde vand under jorden, da det stort set aldrig regner i lavlandet. Derfor er linierne også meget tydelige selv efter så mange år. Desværre er der selvfølgelig nogle tåber, som har kørt over tegninger og linier i deres 4×4. Det kan dog ikke ødelægge endnu en god oplevelse.

Fra Nasca skulle vi mod Cusco, inkaernes højborg. Da turen tager 15 timer med bus gennem bjergene, ville vi tage et pitstop i Abancay undervejs. Det blev en superfin og næsten for heldig beslutning. Det viste sig, at der var fest i byen netop da vi kom. Om morgenen var det byens skoleelever og uddannelsessystem som blev hædret. Borgmesteren holdt en tale, også marcherede alle elever gennem byen i det fineste tøj, mens der blev spillet på trompet og tromme. Det lignede fuldstændig en militærparade.

Om aftenen var det så de voksnes tur til at vise sig frem. Det var særlig indianerne der prægede bybilledet. De havde klædt sig ud i deres mange farverige dragter og indøvet forskellige danse, som de opførte lige foran hovedscenen, hvor også vores hostel lå. De dansede, hoppede og skreg. Og i en af dansene var der pludselig et æsel med som blev trukket rundt – danse havde den vist ikke rigtig lært. Samtidig havde en anden fået fat i et par horn fra en tyr, som han nu efterlignede ved at fare rundt blandt de andre dansere. Det gik selvfølgelig galt og han dansede direkte ind i en af de
andre, så de begge faldt. Vild jubel blandt de lokale. Hele showet var rigtig fint, ikke mindst fordi vi var de eneste turister i byen. Der var ægte, autentisk og meget lokalt. Igen blev vi bekræftet i, at det ofte er sjovere at vælge de lidt utraditionelle veje end turistbrochuren anbefaler.

Nu har vi efterhånden været af sted så længe, at vi er ved at være lidt trætte af at spise på restaurant hver dag. Mest fordi det er lidt anstrengende hele tiden at skulle forholde sig til, hvor man skal spise og hvad man skal spise.

Det sidste er dog ikke altid et problem på de restauranter, hvor vi har spist. I Abancay kom vi ind på en restaurant og satte os ned. Tjeneren (sikkert datteren i familien, der havde stedet) kom og fortalte os, at de kun havde dagens ret. Vi svarede, at det var fint nok og med det samme kom en anden forbi med to supper, som hun straks kommanderede hen til vores bord. Først herefter fik vi bestik og drikkevarer. Vi var ikke blevet færdige med suppen da hovedretten (ris og kylling) blev serveret. Det hele
gik pænt hurtigt og smagte meget godt. Til sidst fik Mads en the og vi bad om regningen. Vi havde ikke spurgt om prisen inden vi begyndte at spise og sad og gættede på hvad det kunne koste. Vi blev begge noget overraskede, det var meget billigere end forventet, faktisk kostede det hele for to personer 7.80 soles (ca. 15 kr). Hun kunne have forlangt det dobbelte og vi ville stadig have syntes at det var billigt.

Det samme oplevede vi for nylig i Urubamba. Restauranten havde en stor tavle udenfor med alle retterne, men da vi kom indenfor havde de også kun dagens ret, det var selvfølgelig kylling med enten ris eller pommes frites, som er det man spiser her. Vi sad ved samme bord som en lokal familie og suppen kom også meget hurtigt. Vi smagte på den, den smagte fint. Så så vi lidt nærmere på indholdet og i Mads’ suppe stak et par hønsefødder pludselig op og i Mettes var det noget ikke nærmere defineret
indvoldsagtigt noget. Vi spiste dog suppen, men lod fødderne og Mettes “kød” være. Også her var maden meget billig.

Kylling er utroligt populært her. I alle byer findes der polleria’er, som oversat er kyllingerier. Her steger de ofte hele kyllinger på rotationsspid over åben ild. Kyllingen serveres med pommes frites eller ris og salat. Herudover serveres der også ofte kyllingebryst eller kyllingevinger. Man kan også få oksekød, men det er ofte noget tørt og kedeligt noget. Svinekød ser man næsten ikke. Et par gange har vi smagt
Alpaca (smager ok) og i går fik vi marsvin (temmelig kedeligt med masser af ben og næsten ingen kød).

I Peru spiser man typisk en mindre morgenmad, stor frokost og lidt til aften. Frokosten består oftest af en suppe med èt lille stykke kød, godt med grøntsager og ris. Det mætter og er billigt. Så kommer hovedretten, som et stykke kød og noget mere ris. Så kan man arbejde lidt igen, hvis da ikke man falder i søvn – og det gør peruvianerne tit.

Faktisk er det forbløffende så søvnige folk er hernede. I en lokalbus uden nogen form for komfort og affjedring og på en landevej, der mest minder om en rød pukkelpist, formår stort set alle peruvianere at sove. Vi er imponerede! Og på vores vej mod Cusco, var det kun èn person som med sikkerhed sov godt – en midaldrende mand fra Peru. Resten af os gringoer måtte acceptere at blive kastet rundt i bussen, mens den kørte rundt i de skarpe kurver på vej op i Andesbjergene.

Ellers er det store hit at køre i moto! Det er en knallert som man har savet over på midten, og så smidt en lille kabine ind. Her kan 2 personer lige akkurat sidde. Det er fuldstændig som en tuk-tuk i østen. I Urubamba lidt uden for Cusco boede vi nogle kilometer fra centrum. En taxi kostede ca. 15 kr. Men der satte vi grænsen – det var for dyrt! En moto kunne gøre samme tur for 4 kr., også selv om det gik op af en lille bitte grusvej og motoen næsten ikke kunne trække sådan et par blege vesterlændinge.

Sikkerhed er ikke noget de gør sig meget i hernede. Biler har sjældent seler og mange har skrammer og buler efter sammenstød. Blinklyset bruges næsten ikke, faktisk er det mere populært at række armen ud af vinduet, det lægges der mere mærke til. Det skal være meget mørkt før man tænder bilens lys. En dag kørte vi med en moto og vupti – der røg baglygten ind i hjulet så køretøjet nær var væltet. Nå, men så blev lyset bare pillet af også kørte motoen igen. Heldigvis var det ikke mørkt.

Nå, men det var jo maden vi skrev om. Selv om hovedmåltiderne er lidt trivielle, er der også klare lyspunkter. Fx spiser man masser af frisk frugt til morgenmad. Det smager mega-godt. Og så lige et skud yoghurt med musli og honning…Mmmmmm… Men det bedste er med sikkerhed deres juice. Flere steder på gaden står damer og sælger friskpresset appelsinjuice til 2 kroner – og så får man næsten altid glasset fyldt to gange. MUMS! En anden ting der hitter hernede er avocadoer. Der er masser af dem og de koster ingen penge. Fx fandt vi et fantastisk hyggelig spisested i Abancay. Her kunne vi få hjemmebagte “grovere” boller med avocado og frisk juice til ialt 4 kr. Der kom vi tit forbi – helt tilfældigt vel og mærke.

Ikke mere om mad lige nu. I stedet nogle linier om vores travetur til Machu Pichu, Perus altoverskyggende seværdighed. Det blev hård og meget fin tur over 4 dage dage. Den første dag var stille og rolig i let kupereret terræn. Her kunne vi fint tale med de 13 andre i gruppen. På 2. dagen skulle vi stige 1.200 meter til i alt 4.200 meter over havet. Pyha, det var dæleme hårdt, når vi samtidig skulle slæbe sovepose, skiftetøj og
pyjamas. Heldigvis var vi godt akklimatiseret, så højden var ikke så hård ved os. På 3. dagen gik det peruviansk “ligeud” – lidt ligesom at vandre på Bornholm… Det var absolut den bedste vandredag med fint vejr og mange flotte udsigter. Undervejs på hele turen havde vi set flere Inka-ruiner og de karakteristiske terrasser, hvor de dyrkede afgrøder. Det i sig selv var meget flot. Læg så oveni de allerfineste bjerge. På en gang voldsomt stejle og dramatiske og samtidig grønne og bløde. Der var skrænter og dale hele tiden og vegetationen skiftede fra almindelig skov, til tørt græs og
igen til regnskov. Udsigten skiftede hurtigt efterhånden som vejen skred frem fra pas til pas og fra sving til sving. Det var noget af det aller flotteste vi nogensinde har set. De trætte ben og skuldre blev hurtig glemt – og ellers røg der lige en toblerone mere ned. Som guiden sagde, vi har jo brug for energi.

Den sidste dag stod vi op kl. 4 om morgenen for at nå solopgangen fra Solens Tempel med udsigt til Machu Pichu. I første omgang fik vi ikke den lovede forblændende udsigt – det var nemlig overskyet. Efter 2 timers venten gik vi derfor ned til selve Machu Pichu. Og her så vi så den by, som Inkaerne havde bygget på toppen af et højt og stejlt bjerg og som spanierne aldrig fandt. Her var ikke tale om en ruin, men velbevarede huse, templer og terrasser. Det var hele turen værd.

Når vi ikke gik sørgede kokken for 3 retters menuer, popcorn og hjemmebagte småkager, mens vi sad og drak kaffe og talte med de andre i gruppen. Det var super hyggeligt. Også var det rart at være sammen med de samme mennesker i flere dage, så man lærer hinanden bedre at kende. Alt i alt en helt fantastisk tur.

Foruden Machu Pichu har vi set flere inka-ruiner i Cusco og i Den Hellige Dal. Det er utroligt at se, hvordan inkaerne med millimeters præcision sleb tons-tunge sten til, så de passede perfekt som legoklodser ind mellem hinanden. Kun på den måde var bygningerne i stand til at modstå de mange jordskælv. Mørtel brugte de ikke – det var overflødigt med deres byggestil. Vi fik også set ruiner af inkaernes depoter i Raqchi. Her havde de bygget 160 store “siloer” til opbevaring af korn, tekstiler og andre
ting. Depotet lå midt på den gamle inkavej fra Chile til Ecuador. Depoterne blev bl.a. brugt til at forsyne tropperne når de var i krig. Smart.

Efter Machu Pichu har vi brugt tiden på at fragte os selv til Ariquipa, som er Perus næststørste by. For at komme dertil, skulle vi over Perus højslette, Altiplanonen, i knap 4.000 meters højde. Her opdrætter de alpacer, køer og får, som fint kan leve af den fattige vegetation. Her er tørt og goldt, men med fin udsigt til de omkringliggende bjerge, bl.a. vulkaner med sne på toppen.

I går tog vi på en cykeltur, for ligesom at holde formen lidt ved lige. Turen gik op til de omkringliggende bjergmassiver, til en lille antennestation i 4.800 meters højde. Ny højderekord på turen. På vej op i firhjulstrækkeren kunne vi (vores to guider og os selv) se over til den imponerende vulkan Misti (5.800), som pludselig lod store skyer af
svovldampe stige op fra dens indre. Det havde ingen af os set før. På toppen hørte vi fra stationslederen, at der netop havde været et jordskælv og at lyset var forsvundet i Ariquipa et kort øjeblik. Det var ret vildt! Foruden røg, damp og jordskælv, fik vi også set vicuñaer – lamaens lillebror. Der løb lige en flok på 6 hen over vejen, da vi var på vej op af bjerget. De var fine.

Selve cykelturen var temmelig hård. Og særlig cykelmyggen Mette var i store vanskeligheder da vi skulle cykle let opad i den tynde luft, inden det igen gik nedad for fuld fart. Benene var tunge og lungerne hev heftigt efter de sparsomt tilstedeværende iltmolekyler. Det blev ikke bedre af, at cyklerne sank ned i den vulkanske aske flere steder – pyha! Men udsigten til vulkaner, bjerge og dalen var rigtig flot.

 

 

Efter en sviptur fra de forholdsvis kolde Andesbjerge til Arequipa, tog vi nordpå igen til en lille landsby, Chivay. Det specielle ved denne by er at den ligger på kanten af Colca-kløften, som er verdens 2. dybeste kløft (den dybeste ligger i nærheden og er 160 m dybere).

I Chivay var der godt nok koldt om aftenen. Om dagen var vejret fint og solen skinnede, og man kunne gå i t-shirt, men når solen gik ned skiftede det brat. De lokale kvinder svøbte sig ind i tykke tæpper, vi måtte nøjes med termoundertøj, alpacatrøjer og fleece-jakker.

I Colca-kløften overnatter kondoren, som er en af verdens største fugle, med et enormt vingefang. Dem skulle vi selvfølgelig ud at se. De fleste turister tager på en arrangeret flerdages tur, hvor man også går ned i kløften og op igen, men vi ville hellere selv lave en tur. Derfor var vi nødt til at stå op kl. 4 om morgenen for at nå den lokale bus (vores rare hotelvært kom endda og bankede på døren for at sikre sig at vi var vågne). Busturen var utrolig flot. Vi kørte langs med kløften, hvor bønderne havde
lavet små terrasser. Udsigten til de bagvedliggende bjerge med morgensol på, var fantastisk. Kl. 6.45 ankom vi så til Cruz del Condor, Kondorudsigtspunktet. Her snød vi for 2. gang på turen souvenirsælgerne ved at ankomme så tidligt at de endnu ikke havde pakket ud og stillet ting frem.

Kondorerne ville først begynde at flyve ud mellem kl. 8 og 9, så vi havde god tid til at sidde og nyde udsigten ned i den stejle og dybe kløft og ud over bjergene. Vi var meget glade for alt det tøj, vi havde pakket os ind i, men da solen begyndte at varme blev det lidt for varmt. Som tiden gik begyndte turistbusserne at ankomme, så vi var glade for at have haft det lidt for os selv. Kl. 8 begyndte vi at spejde efter kondorer, og det var Mette der vandt en friskpresset appelsinjuice fra Mads ved at være den første der spottede en kondor. Den kom ud fra klippevæggen under os og brugte de luftstrømme solen opvarmede til at løfte sig selv op. Det tog lang tid for den at komme op fra kløften for den fløj rundt og rundt i cirkler mens den langsommere kom højere og højere op. Til sidst fløj den af sted for at finde morgenmad.

Herefter kom der to kondorer mere til syne. Det var en unge som blev fulgt meget nøje af sin mor. Da de var kommet op satte den voksne sig på en klippetop, mens ungen fløj rundt. Her blev den siddende ret længe og først da vi var lige ved at gå, lettede den igen og fløj tæt hen over hovedet på os. Da den var lige over os fangede den en varm luftstrøm og begyndte at cirkle lige over os. Det var helt fantastisk at se den så tæt på og i så lang tid.

Vi så i alt 5 kondorer på turen. Herefter gik vi ud af vejen indtil vi fangede bussen sammen med et ældre par. Da vi steg ind i bussen måbede vi lidt. Halvdelen af bussen var fyldt op med kvinder i deres pæneste tøj, som var noget fint broderet noget med nogle meget særprægede og broderede hatte.

I Chivay var vi dagen efter også i nogle termiske bade, som lå udenfor landsbyen med flot udsigt til bjergene. Vandet var dejligt varmt og det var rart at ligge i vandet og flyde og se på den flotte natur. På turen herud må vi have tabt nogle hjerneceller for vi, blegansigterne her, syntes ikke at det var nødvendigt at bruge solcreme. Det kom vi hurtigt til at betale for. Allerede da vi klædte om igen, kunne vi se at arme og ben så lidt røde ud, på trods af, at vi mest havde været under vand. Som dagen gik begyndte det at gøre ondt flere steder på kroppen og især skuldrene og Mettes lår var kraftigt ramt. Derfor så man Mette gå rundt på en meget underlig stivbenet måde de næste par dage og man så os begge tage jakken forsigtig af og på med underlige grimasser. Det værste var dog at slæbe på de store rygsække, det føltes som om huden blev skrællet af skuldrene hver gang rygsækkene skulle af eller på. Nu er vi dog fine igen,
vi har fået ny hud og lært farerne ved ikke at bruge solcreme når man er oppe i 4.000 meters højde og solen skinner fra en skyfri himmel omkring middagstid. Det var dæleme dumt!

Herfra tog vi igen op til Andesbjergene, hvor vi kørte på altiplanoen til Puno ved Titicaca søen. Altiplanoen er et fladt område i 3000-4000 meters højde. Det er underligt at være her, for området er vitterligt lige så fladt som marsklandet i Sønderjylland. Her er ikke meget vegetation men alligevel græsser store flokke af lamaer, alpacaer og får her. Her er også små marker, som pløjes med en lille plov trukket af okser eller simpelthen af mænd og kvinder som står foroverbøjet med simple hakker og spader.

I Puno tog vi på en tur ud til de berømte sivøer i Titicaca søen. Øerne er lavet af siv og flyder ovenpå vandet. Vi tog tidligt derud for vi ville undgå den store turiststrøm, vi vidste, at der ville være. Øerne er ikke så store, der er 3-5 huse på hver. På den ene ø lå skolen og på en anden lå kirken. Det var ret sjovt at vade rundt på sivene, man kunne slet ikke mærke at vi gik ovenpå vandet. Ved øerne lå de sivbåde som blev brugt før i tiden, nu bruger man træbåde for de holder længere tid.

Vi var også ude at se nogle gamle tårne fra før inkatiden som blev brugt til at begrave folk (mumier) i. På vej hjem herfra i bussen oplevede vi et kraftigt uvejr. Det lynede, tordnede og regnede kraftigt. Faktisk oplevede vi flere gange uvejr i Puno, hvor det lige hen over hovedet på os og vinduerne rystede. Så kraftigt uvejr har vi aldrig oplevet før.

Generelt har vejret været rigtig fint. Temperaturen ligger omkring 20-25 grader, og i solen bliver det hurtigt rigtig varmt. Regn har vi ikke haft meget af endnu, trods at vi befinder os i starten af regntiden. Det kommer nok.

Fra Puno krydsede vi ind over grænsen til Bolivia. Det gik smertefrit. Vi steg ud af bussen og gik ind i et lille kontor. Et minut senere kom vi ud med endnu et stempel i passet og kunne gå de hundrede meter i ingenmandsland til det bolivianske immigrationskontor, hvor det gik lige så nemt.

I sidste mail skrev vi lidt om transportmidlerne, vi har benyttet os af. Vi kan nu tilføje et nyt til listen, nemlig cykeltaxa. I Puno ved Titicaca søen var der utrolig mange af disse og de blev flittigt brugt af de lokale. De bevægede sig frygtløst rundt mellem den øvrige trafik (moto’er, taxier, biler, busser mm). Det var en rar og stille måde at
bevæge sig rundt på.

Som regel kører vi dog i bus. Busserne hernede er af forskellige standarder. Langtursbusserne er generelt ret gode, mens de lokale busser nogle gange ligner noget der skulle have været kasseret for længst. Det er dog sjovt at køre med de lokale busser for her møder man de lokale og er vidne til de sære ting de til tider foretager sig. Det er helt normalt for dem at slæbe dyr med i bussen. Ok, en kasse med kyllinger, som pippede hele tiden og var ved at flyve ud flere gange, det var da fint nok. En killing pakket ind i en gammel skjorte, det var da også meget hyggeligt, især fordi Mette sad ved siden af den. Den fik lige et hårdt klap af sin ejer, når den blev for livlig og fik besked om at sove igen. Hundehvalpe har der været nogle stykker af. I Puno skulle en dame på busstationen have 10 store sække med. Pludselig så vi at de bevægede sig og da vi kiggede nærmere på dem, viste de sig at indeholde
høns. Den mest underlige dyreoplevelse i bussen må dog være, da et ældre ægtepar stoppede bussen i en lille flække. Ved siden af dem på jorden, lå en stor vædder. Dens ben var bundet sammen og rundt om maven havde den et reb, som sammen med dens store horn blev brugt som håndtag, da den skulle hives op på taget af bussen!!! Ja, den blev hevet op på taget af bussen til alt det andet bagage! Da sad vi godt nok måbende ved vinduet lige ved siden af.

I de lokale busser kan alt lade sig gøre og man kan også aflevere pakker til chaufføren, som han så udleverer til en anden i en anden by. Man kan selvfølgelig stoppe bussen overalt, intet sving er for farligt til at sætte folk af i, og intet sted er for øde at stige på bussen. De lokale busser har ansat en billetdreng, hvis job det er at skrige bussens destination til alle der befinder sig i nærheden af bussen, det kunne jo være at man kunne få et par ekstra passagerer på den måde. Når nogle så gør tegn til at de vil med bussen, hopper han ud mens bussen stadig har lidt fart på og hjælper/skubber folk op i bussen (afhængig af om det er kvinder eller mænd, unge eller gamle der skal med bussen). Buschaufføren og billetdrengen får del i overskuddet, de har derfor god grund til at finde ekstra passagerer og vente på folk som kommer løbende mod bussen tværs over markerne. Det kan desværre resultere at man kører ret langsomt, hvis en anden minibus lige har overhalet en, for så skal man vente på nye passagerer længere fremme.

Når busserne passerer gennem små byer stiger der tit sælgere om bord. Her kan man købe sodavand, slik, nødder, hjemmebagte kager, varme majskolber, brød og varme retter. Især omkring frokosttid kan der derfor godt brede sig en kraftig maddunst i bussen. Når maden er fortæret ryger indpakningen ofte ud af vinduet.
Ofte kommer der også sælgere i bussen, som sælger naturmedicin. Først holder de et halv times foredrag hvor de lovpriser medicinen, som nærmest kan kurere alt fra hovedpine, åndedrætsbesvær, forstoppelse til ledsmerter. Ofte sælger de en kamfercreme mod kolde hænder (sikkert en god ide, for mange vasker dagligt tøj og opvask i koldt vand), alle der har lyst får så lige en prøve smurt på hænderne og pludselig dufter hele bussen igen. En stakkels handelsmand kunne dog ikke bruge sin kamfercreme, da toiletdøren satte sig fast. Han kom først ud da bussen gjorde stop
efter en god time.