Usbekistan – del 2

Læs om første del af turen i Usbekistan her.

Samarkand, Bukhara og Tashkent

SamarkandSamarkand, et navn der leder tankerne hen på gamle tiders karavanevandringer på Silkevejen. Før vi kunne komme så langt, skulle vi dog tilbagelægge en lang tur fra ørkenen ved Aidarkul søen.

Vi vågnede op efter en god nats søvn i vores yurt (stort traditionelt telt brugt i ørkenen). Solens stråler brændte allerede kraftigt da vi kom ud af teltet. Turen til Samarkand gik gennem et kedeligt landskab der blev brudt af små landsbyer og et sted kom vi forbi nogle statsejede guldminer, hvor store kraner og huller i jorden dominerede.  De private guldminer var mere primitive og her var ingen kraner.

Bilen vi kørte i, kunne som så mange andre både køre på gas og benzin. Da vi kom forbi en gasstation skulle bilen fyldes op. Der holdt adskillige biler i kø, så vi havde tid til at iagttage hvorledes de ombyggede biler på forskellig vis fik gas fyldt på. De fleste havde en gastank monteret i bagagerummet. Bilen var så smart indrettet at chaufføren på en håndtag kunne skifte mellem gas og benzin. Gas var utroligt billigt, men der var langt i mellem tankstationerne.  En tankfuld gas kostede 40 kr og rakte til 350 km. Benzinen kostede 3,50 kr/liter.

Samarkand

Da vi ankom til Samarkand var vi glade for at vores chauffør, som selvom han ikke var fra byen, var lokalkendt. Han navigerede uden problemer gennem den gamle bydels labyrint af talrige smalle og kringelkrogede gader uden gadeskilte og fandt vores hotel.

Hotel Legende havde til huse i et gammelt traditionelt hus, hvor alle værelser lå omkring en central gårdhave med skyggefulde træer. Vores værelse indeholdt smukke gamle møbler og havde omkring 3,5-4 meter til loftet og vægge og loftet var udsmykkede med tæpper og malerier.

Efter indkvartering blev Mads’ evner som stifinder sat på en hård prøve eftersom de mange smalle gader slet ikke var indtegnet på vores kort. Af en snirklet vej fandt vi dog ud af den gamle bydel og stod pludselig foran en stor og imponerende bygning med flotte mosaikker. Uden at tænke mere over det antog vi at det var Registan, den store hovedseværdighed i byen og glædede os til at udforske den senere.

På markedspladsen var vi især var imponerede over de store mængder kæmpe vandmeloner og de flotte krydderurter og grøntsager. Der blev også solgt mange non-brød, som er store og runde med forskellige mønstre stemplet i midten, så man kan se hvem der har lavet dem. Vi så konstant drenge der transporterede brød til markedet. Nogle havde dem i barnevogne, andre havde dem i store tasker der hang på deres cykelstyr.
Bag markedspladsen fandt vi den lille restaurant Chaikhana, hvor man kunne vælge at sidde ved almindelige borde eller på tapchans, hvor man sidder på puder omkring en dug, hvor der dækkes op. Vi fik et par lækre shashlik, grillspyd med krydrede kødboller og dertil lækkert frisk non-brød, mens vi iagttog alle de mennesker der kom forbi på vej til og fra markedet.

Efter den lækre mad tog vi ud til banegården, som var en flot bygning 7 km udenfor centrum. Bevæbnede vagter passede på og vi skulle vise pas og forklare vores ærinde for at komme ind på området. Uden problemer fik vi købt billetter til Bukhara. Vi var glade for at vi kunne betale med dollars (25 $), så vi slap for at tælle 150 sedler op.

Da vi skulle tilbage til byen bad vi chaufføren om at køre os til Registan. Stor var vores forbløffelse da vi blev sat af ved en bygning vi ikke havde set før. Det viste sig at bygningen vi tidligere havde set var den store Bibi Khanum Moske.
I dagene derefter så vi først Bibi Khanum Moskeen, hvor vi faldt i svime over de overdådige udsmykninger. Indgangsportalen var 40 meter høj og udsmykket med blå kakler, der snoede sig op af søjler, på murværk og de enorme kupler. Moskeen blev bygget af Tamerlane og gik dengang for at være den flotteste moske i verden. De bedende måtte dog allerede få år efter færdiggørelsen tage sig i agt for faldende mursten og senere jordskælv og fjenders hærgen accelererede forfaldet. Under sovjetisk styre blev en omfattende renovering foretaget og bygning fremstår i dag som et fantastisk mesterværk.

Overfor ligger Bibi Khanum Mausoleum, hvor en af de ansatte tilbød at vi kunne klatre op på taget mod betaling i det skjulte. Den slags gør de vist meget i for at tjene lidt ekstra.

Længere ude af centrum ligger Shah-i-Zinda, som er en begravelsesplads bestående af en masse mausoleer, som ligger i en lang kæde op over en bakke. Bag den store indgangsportal ligger de mange små mausoleer på hver sin side af en lille vej med en masse trappetrin. Selvom de mange mausoleer er små sammenlignet med mange andre i byen er de utrolig rigt udsmykket og øjnene kan aldrig finde ro på vejen op af bakken.
Bag Shah-i-Zinda finder man en kirkegård med et interessant miks af simple muslimske gravpladser og store iøjnefaldende sovjetiske mindesmærker.

De mange mausoleer var imponerende i antal og udsmykning til trods for deres størrelse. I en helt anden målestok var Timurs eget store mausoleum i den anden ende af byen. Timur eller Tamerlane, som han også blev kaldt var en magtfuld leder i området. Gur Emit hedder mausoleet han byggede til sig selv. Facaderne udenfor er som de fleste andre historiske bygninger beklædt mere eller mindre med blå fliser. Indvendigt var væggene dekoreret med guld.

Den største seværdighed i byen var Registan, som ligger hvor de vigtigste veje mødtes på Timus tid. Komplekset består af tre madrassaher. En madrassah var en skole, hvor eleverne boede og studerede islam og naturvidenskab. Hver madrassah bestod af små rum rundt om en gårdhave. Hvert rum var i to etager, og husede to studerende som sov på den øverste etage og studerede i den nederste etage. Nu bliver de små rum brugt som souvenirbutikker.Den ene madrassah startede som et sted, hvor karavanerne overnattede, senere blev det ombygget til en madrassah. En anden madrassah havde oprindelig fladt tag. For at give illusion af en kuppel var loftet malet med optisk bedrag, så det lignede en kuppel når man kiggede op. Det virkede selvfølgelig kun indenfor. Først for 100 år siden byggede man en rigtig kuppel på, men loftet er bevaret.
Midt i området var der sat en scene op hvor dansere øvede sig om morgenen og aftenen til en stor årlig festival. Det betød at vi kun kunne besøge området midt om dagen, hvor solen bagte og det var 40 grader.

Vi gik også en tur i det russiske kvarter vest for centrum. Her var der store lige veje og en del butikker. Da vi havde gået meget og var blevet trætte steg vi på en minibus tilbage til centrum. Vi betalte 2 kr for turen til billetdrengen, men da vi steg ud igen, gav han os pengene i hånden igen og ville ikke modtage betaling. Meget underligt, men alle var så gæstfrie og imødekommende.

På vej til en af de få moskeer i byen der stadig fungerer som moske kom vi forbi en gade med små værksteder, hvor der blev arbejdet i blik og jern. Vi kiggede indenfor og blev straks mødt med nysgerrighed. En mand havde mange spørgsmål, men talte ikke engelsk, så han tilkaldte sin arbejdsdreng, som skulle oversætte. Drengen havde dog svært ved sin nye rolle, men fandt straks løsningen. Han trak en iphone op af lommen og brugte google translate. Ja, vi undrede os en del over at en arbejdsdreng havde så fin en telefon. Med hans hjælp fik vi afklaret vigtige spørgsmål, som bl.a. gik på om Danmark skulle med til WM i Brasilien. Vi kiggede på dem mens de nittede blik sammen og vi købte til stor morskab og forundring en fin blikspand og nogle grillspyd. Ja, vi er nok blandt de få der har en håndlavet spand til de nyopgravede kartofler.

Aftensmaden indtog vi første aften på Restaurant Labi-Gor, som lå på første sal overfor Registan. Maden var ok, men ikke mere end det. Der var ikke det store udvalg af restauranter i byen, så derfor valgte vi de to efterfølgende aftener at forudbestille mad på vores hotel, Legende. Menuen var forudbestemt, og det var bestemt rart bare at kunne sætte sig og ikke skulle tage beslutninger. Der blev dækket op ved et bord i gårdhaven, hvor vi kunne nyde de grønne træer og alle de antikke genstande der stod overalt på hotellet. Vi fik serveret utrolig lækker mad. Gode salater, mørt lam, spændende grønsagsretter og frugt til dessert. At der slet ikke var andre gæster på hotellet gjorde det lidt kedeligt, men omvendt så var der stille og roligt. Det kunne tydelig mærkes at det var lavsæson.

 Bukhara

Hvor det før i tiden tog adskillige dage med kameler at komme til Bukhara var togturen nu noget hurtigere og sikkert også mere behageligt. Vi havde pladser på 1. kl. og sad i en seks-mandskupe med fladskærme, hvor et usbekisk underholdningsshow kørte på fulde drøn. Udenfor kunne vi se kornmarker, frugttræer, bomuldsmarker og tør slette suse forbi.

Vel fremme steg vi ud og blev mødt af en varmemur på 43 grader. Sveden løb af os selvom vi stod helt stille. Før vi tog fra stationen skulle vi lige have købt billetter til turen tilbage til Tashkent. Køkulturen var ikke eksisterende og vi måtte kæmpe hårdt for ikke at miste pladserne. Så efter en lang og meget varm halv time blev det vores tur til at købe billetter. Vi fik dem og på vej væk fra skranken kom vi til at se på billetterne og opdagede at slet ikke havde fået nok byttepenge tilbage. Billetsælgeren lignede en der var klar over problemet for hun fandt uden at sige noget pengene frem og gav os dem. Det var heldigvis den eneste gang vi blev snydt på turen.

Emir Bed and Breakfast lå i et gammel hus, som havde tilhørt en handelsmand. Værelserne lå i to etager omkring nogle små gårdhaver. Hotellet lå i den gamle bydel tæt på Lyab-i Hauz pladsen, hvor man også finder en stor firkantet sø, trækameler, souvenirbutikker, restaurant og en masse mennesker der spiser is.

De efterfølgende dage var der heldigvis kun 37 grader, hvilket gjorde det tåleligt at gå rundt i byen til de mange seværdigheder. Ligesom samarkand var der i Bukhara mange madrassaer og andre flotte gamle bygninger. I Bukhara var størstedelen af bygningerne dog ikke iklædt blå fliser, men vise blot den sandfarvede murværk frem. Der var langt flere turister i Bukhara end i Samarkand, nok fordi seværdighederne her lå mere koncentreret.

Midt i hjertet af byen lå den 48 m høje Kalon minaret, hvis yderside er dekoreret med en overdådig udsmykning skabt af mursten sat sammen i forskellige mønstre. ved siden af minareten lå Kalon moskeen, som blev bygget til at kunne huse hele byens mandlige befolkning. Overfor lå en madrassa, der stadig er i funktion som religiøst studiested. Vi kunne derfor ikke komme indenfor, men måtte nøjes med at kigge ind gennem gitteret mens vi talte med en af lærerne.

Udenfor den gamle bydel lå Chor Minor, som er en lille bygning med fire tårne. Dette var indgangen til en endnu madrassah, som for længst er væk. Nu er kun denne bygning tilbage blandt en masse beboelseshuse.

Byen har en masse madrassaher, faktisk var der engang 127 madrassaher og 365 moskeer. og vi blev da også lidt mættede af dem. Nogle bød dog på ekstra oplevelser, ud over flot arkitektur, fx Abdullah Khan Madrassah. Bygningen var ikke nær så restaureret som mange andre, og det var meget specielt og stemningsfuldt at gå rundt i de forsømte rum og gange. Vi fandt en trappe op til taget, hvor vi gik rundt blandt kuplerne over de hvælvede lofter og nød udsigten og stilheden, for vi var de eneste til stede.

En anden madrassah i endnu dårligere stand gav en sjov oplevelse. Vi kom forbi en madrassah, som nærmest lå i ruiner. Vi kiggede ind af porten og straks kom der en mand hen og inviterede os indenfor. Han hev os rundt i hele bygningen, og viste os hvordan de var ved at tømme alle celler for murbrokker. Vi måtte gå rundt om store huller i gulvet på førstesalen og der var ingen afspærringer eller moderne elværktøj, bare skovle og spande. Manden var i højt humør og snakkede løs mens han viste rundt. Det bare ærgerligt at det var på usbekisk, så vi forstod intet, men det lod ikke til at genere ham. Han lugtede af alkohol, så det var måske derfor han var så snakkesaglig.

En andet sted med ikke eksisterende sikkerhedsforhold, var tivoliet vi kom forbi i parken på vej til Ismael Samanis mausoleum der udvendig udelukkende var udsmykket med sandfarvede mursten der dannede mønstre. I tivoliet i den nærliggende park købte vi en billet til 2 kr til pariserhjulet. Da vi sad oppe på det simple sæde med kun en spinkel kæde som symbolsk sikring og kiggede ned på den knirkende konstruktion håbede vi på at den holdt til endnu en tur.

Bukhara har også et stort fort, som er mest imponerende udefra, hvor en stor bombastisk mur var et imponerende syn. Indenfor lå en by i byen. Stedet har været ombygget af mange omgange og en stor del er afspærret fordi det ikke er udgravet. Dog kan man se pladsen, hvor henrettelserne foregik.

Ligeså grusomt var den næste seværdighed, nemlig det gamle fængsel. Her så vi ned i det dybe fangehul, hvortil der kun var adgang ved hjælp af et reb. der var også grusomme billeder af fanger med lænker om arme, ben og hals.

Restauranter

Byen havde ikke et overvældende udbud af restauranter. Første aften spiste vi på restaurant Minzifa, hvor vi fra den udendørs tagterrasse havde et flot udsyn over byens kuplede tage og solnedgangen. Her lykkedes det os at presse regningen op på næsten 100 kr, men vi bestilte også to hovedretter hver for at få nogle flere grøntsager. Ved søen midt i byen lå også en restaurant med god stemning, live musik og folk der dansede. Den sidste aften spise vi på Saroy, hvor vi for første gang på hele turen spiste indendørs. Her var der fine hvide duge og flot indretning, men ingen andre gæster, hvilket undrede os meget, for maden var meget lækker og kødet mørt.

 Tashkent

Fra Bukhara tog vi toget til Tashkent. For at komme ind på stationen skulle vi igennem kontrol af pas, billet og bagage. Da vi kom ind i toget viste det sig at vi på sidste togtur åbenbart havde kørt på 1. kl, for denne gang sad vi ikke i 6-mands kupeer, men på almindelige flysæder. Også her blev der vist film. Selvom lyden var utrolig høj var det svært at følge med, for de var på usbetisk. 7 timer og 4 film senere ankom vi godt svedige til Tashkent, hvor vi fandt ned til metroen. Selvom vi ikke forstod mange af skiltene fandt vi uden problemer frem til Hotel Usbekistan.

Hotellet havde vi valgt fordi det stod i stor kontrast til de små hyggelige bed and breakfast vi tidligere havde benyttet. Hotellet var en kæmpe kasse på 16 etager i sovjetstil. Vores værelse var stort og lå på 15. sal med altan og udsigt til tv-tårnet og bjergene.

Foran hotellet lå den store Timur Plads, hvor der var en stor statue af Timur. Fra pladsen udgik en stor bred boulevard med store skyggefulde træer.

Byens marked lå i en stor betonkuppel, hvor der blev solgt frugt, grøntsager, krydderier m.m. Vi købte nogle blommer, hvilket blev en længerevarende affære. Først lagde sælgeren en masse blommer i en pose, så tog vi alle de dårlige bløde op igen. Dette tog han nu ikke ilde op, men ville have at vi tog adskillige billeder af ham og os. Frokosten blev også indtaget på markedet. Der var en række boder, som alle havde en rende med glødende kul, hvor de stegte grillspyd. Her var de også helt vilde med at få taget billeder og de blev endnu mere glade da vi satte os ved plasticbordene bag boderne og bestilte et par grillspyd. Det var hyggeligt og meget lokalt at sidde der og iagttage hvordan folk fra de forskellige boder lavede sjov med hinanden og hvordan en mand med en stor spand med glødende kul kom forbi med mere kul til boderne.

Vi fandt også den gamle bydel, som på trods af den centrale beliggenhed stadig bestod af lerklinede huse og smalle veje og gyder.

Lidt udenfor centrum lå tv-tårnet, som vi havde planlagt at besøge. Da vi fandt ud af at entreen for turister var 100 kr afstod vi fra turen og gik i stedet ind i et nærliggende tivoli, hvor vi tog en lang tur med en svævebane hen over hele tivoliet og vandlandet ved siden af.

Restauranter

Eftersom der i Tashkent bor en masse etniske russere valgte vi en dag at spise på en russisk restaurant. Desserten var noget speciel, nemlig en pandekage med kanel, rosiner og hytteost. Ikke en kombination jeg har lyst til igen.

En anden aften mødtes vi med Lene, som vi kender fra De Berejstes Klub. Hun var på vej fra Kina til Europa af Silkevejen. Hun brugte i alt 1,5 år på rejsen med diverse afstikkere. Det var hyggeligt at høre om hendes rejse og alle hendes oplevelser. Restaurantbesøget huskes også fordi en af gæsterne gentagne gange styrtede ud på det nærliggende toilet og kastede voldsomt op.

Fra Tashkent tog vi på en guidet tur i bjergene. Turen blev meget specielt og mindeværdig, mest pga. guiderne hvis lige heldigvis aldrig er set før eller siden. Turen kan du læse mere om her.

Usbekistan

Nurata bjergene, Aidarkul søen og yurtcamp i ørkenen

usb (17)Sommerferien var en palet af forskellige oplevelser og spændende kontraster. Rejsen bød på en perlerække af smukke gamle byer med imponerende og farvestrålende arkitektur, flotte bjergområder, møder med utallige utrolig venlige mennesker og overnatninger både privat i guesthouses, på hoteller og i soveposen under fuldmånen i bjergene.

Usbekistan er et land jeg kan anbefale på det kraftigste, sjældent har jeg mødt så venlige, imødekommende og hjælpsomme mennesker.

Flytur og ankomst

Kvinderne forsøger at få al bagagen stablet på bagagevognenFra København fløj vi via Riga til Tashkent med Air Baltic. At sidde fem timer i et lavprisfly midt om natten er ikke fedt, og det er slet ikke rart at ankomme kl. 3 om natten dansk tid, efter en nat med meget lidt søvn. Klokken var 6 lokal tid, og foran os stod en masse mennesker og maste for at komme igennem paskontrollen. Vi måtte dog vente med at deltage i kaosset, for først skulle vi have visum. Der gik 20 min før personalet til visumkontoret dukkede op. Vi var i alt 10-12 turister, alle skandinaver, der skulle have visum. Mens den ene tastede løs på computeren, skrev den anden kvitteringer i hånden på en lille blok. 30 min senere og 120 $ senere havde vi et visum. Køen til paskontrollen var væk, og i stedet stod folk nu på den anden side og ventede på at komme gennem toldeftersyn. Det tog lang tid, eftersom mange medbragte mange sirligt indbundne pakker. Fladskærme så meget populære ud.

Nurata bjergene

Nurata bjergene

Nurata bjergene

To timer efter ankomsten stod vi endelig udenfor lufthavnen. Her blev vi mødt at vores chauffør, som skulle køre os langt ud i bjergene. Hovedstaden nåede vi derfor ikke at se meget til. Turen tog fem timer på først en fin hovedvej, som blev afløst af mindre og mindre veje jo længere vi kørte. Da vi ramta Nurata bjergene var vejen en simpel grusvej, som førte os op i en frodig dal. Her blev vi sat af hos en lokal familie, som var en del af et projekt, der formidler ophold hos private. Vi fik anvist et gæsteværelse i familiens hus og blev derefter budt på frokost under et kæmpestort valnøddetræ. Vi spiste med god appetit, for vi havde ikke fået morgenmad. Maden var lækker, og det var interessant at få et indblik i hvilke små mængder af især kød, de anså som værende normalt.

Penge

Penge

Så meget fyldte 200 dollars i lokal valuta. Ikke så let at have i lommen.

Chaufføren havde også været så venlig at medbringe penge så vi kunne veksle. Valutasituationen i Usbekistan er den mest groteske jeg har oplevet. Vi vekslede 200 us-dollars og fik en hel pose pengesedler udleveret. Der var næsten 1000 sedler i posen, da langt de fleste af dem kun var 1 kr værd. Den største seddel de havde var 2 kr værd, så vi måtte hurtigt vænne os til hver morgen at stikke kæmpe seddelbundter i lommerne. Her var det ikke pinligt at stå og flagre med en stort bundt sedler, det gjorde alle. Vi vænnede os til at rende rundt med de store bundter, men det var en daglig irritation at håndtere de mange penge, både fordi de fyldte og fordi vi var så langsomme til at tælle dem og forhold til de lokale som var utrolig fingerfærdige.

Yahshigul’s Guesthouse i landsbyen Asraf

usb (13)Det guesthouse, vi boede i, hed Yahshigul’s Guesthouse og lå i den lille landsby Asraf, som bare var en række huse langs vandløbet i dalen. Familien levede som de andre familier primært af landbrug. De havde en stor have, hvor de dyrkede mange forskellige grøntsager, derudover havde de en del frugttræer og høns, køer og geder. Vandløbet blev brugt til kunstvanding af de små jordlodder og gjorde dalen grøn og frugtbar i modsætning til de omkringliggende tørre og golde bjerge, hvor får og geder gik.

landsbyen i Nurata bjergeneSønnen i huset tog os med på nogle vandreture i bjergene. Her kunne vi se ud over de tørre bjerge, hvor der hist og her var grønne pletter, hvor de små landsbyer lå. Ud over en masse får og geder mødte vi også landsbyboere til hest og hyrder, som passede på dyrene. At livet stadig var meget primitivt, opdagede vi, da vi kom forbi to kvinder, som stod i den bagende sol og rensede korn ved at kaste det op i luften for at få urenheder væk. Vi var ved at smelte bare ved at stå stille og se på dem.

usb (11)Selvom folk levede primitivt og ikke havde mange materielle ting, var de alligevel alle smilende og imødekommende. Den første dag var vi gået en lille tur og sad på en bakketop og kiggede ud over dalen. Da vi havde siddet der noget tid, kom der en pige ud af et hus i dalen og kom gående op til os slæbende på en stor skål æbler. Hun kunne ikke et ord engelsk, men hun ville gerne forære os æblerne. Vi blev glade og overraskede over den venlige gestus, men havde efterfølgende lidt svært ved at slæbe 20 æbler med ned i lommerne.

Far og søn i en tapchan foran ildstedet hvor kvinderne lavede mad i Yahshigul’s Guesthouse

Familien vi boede hos havde indrettet sig hyggeligt og rart. Vandløbet løb lige forbi huset, og her hentede de vand til madlavning og rengøring. Under de store træer stod spisebordene og nogle tapchans, som var en slags stor kvadratisk sofa med tre sider. Dette traditionelle møbel så man hos alle familier, hvor de blev brugt som spisested ved at maden stod i midten og man sad rundt om. De sad der også og skrællede kartofler, og den blev også brugt til afslapning, og om aftenen lå hele familien sammen i deres tapchan og snakkede, døsede og kiggede på deres lille bitte fjernsyn.

Køkkenet var et udendørs ildsted, hvor al maden blev tilberedt på primitiv vis. Maden smagt godt, men den var utrolig fed, da der blev tilsat store mængder olie til alle retter.

Rotten på værelset

Vores værelseVi sov i et gæsteværelse på traditionelle madrasser på gulvet. Den første nat sov jeg fint, men næste morgen klagede min kæreste over, at der havde været der noget, der havde puslet på loftet. Jeg havde heldigvis vanen tro ørepropper i og havde ikke hørt noget. Aftenen efter var jeg dog ikke så heldig. Allerede før vi gik i seng var der lyde på loftet, og da Mads kiggede op i stort hul i loftet, så han lige op i et par øjne og en rottenæse. Min muse/rotte-fobi brød sig ikke om dette. Værten blev tilkaldt. Han kunne ikke se det store problem. Han bankede lidt på loftet, satte en pude i hullet og gik igen. Vi fandt et hul i gulvet som vi stoppede til med en flaske. Vi gik i seng og jeg skyndte mig at tage ørepropper i og lade som om, der aldrig havde været en rotte lige over mig.

Utrolig nok sov jeg godt, men næste morgen var det ikke fedt at opdage, at der var et nyt hul i gulvet en meter fra mit hoved, og at der var spist af et æble, som lå i den anden ende af værelset. Rotten havde været der og gået lige forbi os, mens vi sov på madrasser på gulvet. Ikke så rar en tanke. Vi var glade for at vi skulle videre samme dag.

Muhlima guesthouse i landsbyen Sentyab

En ældgammel Skoda med heftigt ratslør, et ikke-fungerende instrumentbræt, men til gengæld med super velspillende højttalere kørte os til den næste landsby; Sentyab. Vi blev modtaget af værtsparret og vist ind i et flot værelse i et nybygget guesthouse ved siden af deres eget hus. Huset var i to etager og bygget i sten med et udsigtstårn på toppen. Der var en hel del værelser og endda plads til et æsel i stueetagen.

På den anden side af grusvejen der gik gennem landsbyen havde familien en stor parklignende have, som gik helt ned til floden, hvor der var små pools og terrasser. Frokosten, som bestod af ged og kartofler, blev indtaget ved floden under skyggefulde træer. Værten spiste sammen med os, mens hans kone vartede op. Han var utrolig snakkesaglig og fortalte om traditionerne og livet i landsbyen. Han fortalte bl.a. hvordan det foregik når et par skulle giftes. Manden skulle købe kvinden et antal kjoler, hun skulle købe et jakkesæt til ham og hendes forældre skulle give hende alt med til husholdningen. Vores vært havde i lighed med alle andre både får og geder, og han måtte sælge nogle af dem på markedet for at få råd til brylluppet.

Vores vært tog os med på en gåtur i området. Landsbyen var næsten 10 km lang, og de fleste huse lå på langs en grusvej, der snoede sig på bunden af dalen. På bakkerne til begge sider var der spredte huse og græssende dyr. På gåturen kom vi forbi nogle personer, der var ved at lave en mur rundt om deres hus. Muren blev lavet af marksten og ler de gravede op lige ved siden af muren. Ingen tvivl om at det var et hårdt arbejde og at muren ikke ville holde evigt, men det kostede til gengæld ikke andet end tid.

En lille dreng henter vandNogle steder gik vi gennem flotte grønne haver med græs, blomster, grøntsager og frugttræer. Alle steder var der kanaler, der ledte vandet rundt til de forskellige marker. Hver landsby valgte en mand, som stod for fordelingen af vandet, så alle fik del i det. De der boede på bakkeskråningerne måtte hente vand i floden og transportere det op på æselryg.

Om aftenen spiste vi sammen med værten i den lille gårdhave, der hørte til deres hus. De grønne plasticmøbler stod i kontrast til de små sirlige og frodige bede, hvor alverdens blomster kæmpede om pladsen. Vores vært var meget interesseret i vores guidebog og tog en masse billeder af siderne med sin smartphone, som han i øvrigt ikke kunne bruge til at ringe med fra huset, for der var ingen mobildækning. Værtens kone serverede lever og stegte kartofler til forret. Herefter var der hjemmelavet ravioli med kødfyld. Vi havde lidt svært ved at vænne os til, at man bare enten bare spiste direkte fra skålene, eller brugte sin egen gaffel til at tage noget over på sin egen tallerken.

Da vi sagde godnat og forlod bordet, blev vi ret overraskede, da vi så at værtens søster, som havde holdt sig i baggrunden hele aftenenen, sad og ammede, godt nok var det tusmørke, men hun gjorde intet for at skjule det. Værten havde fortalt, at religion ikke betød meget for den yngre del af befolkningen, men eftersom de alligevel definerede sig selv som muslimer, var det ikke noget vi havde forventet, men det var nu meget befriende at opleve.

Om morgenen var værtens kone blevet mindre genert og ville tydeligvis gerne kommunikere med os, selvom hun ikke talte engelsk. Det blev lidt anstrengende at have hendes mand til at oversætte til dårlig engelsk, så vi viste hende billeder på telefonen fra vores tur. Hun var meget interesseret i de ting vi havde valgt at fotografere fra hendes land, og efter at have set disse billeder fortsatte hun gennem alle billederne på telefonen og fik dermed et indblik i andre ferier, jul, vores hus og hverdag. Det var faktisk meget interessant at se, hvilke billeder hun fandt spændende.

Yurtcamp i ørkenen ved Aidarkul søen

Efter en overnatning i Sentyab kørte vi ned fra bjergene og derefter fortsatte vi et par timer på en ensformig vej, der gik bare gik ligeud og fulgte bjergene til den ene side og den lange Aidarkul sø på den anden side. Den eneste adspredelse på turen gennem det tørre landskab var de hen ved 100 vejskilte, der viste stigningen på bakkerne, alle skilte viste enten 10 eller 12%. Jeg ætter på at de har fået mængderabat.

Et sted var der en masse kraner og huller i jorden. Det var statens guldminer. Usbekistan er verdens 9. største guldudvinder. I nærheden lå mindre miner uden kraner, de tilhørte landsbyen der lå i nærheden.

På markerne langs vejene græssede der får og geder, og flere gange skulle vi holde tilbage for dyreflokke, der blev gennet over vejen. Vores chauffør dyttede efter alle dyr og mennesker, der havde bare den mindste teoretiske mulighed for at ville krydse vejen, og det var tit. Generelt kørte han utrolig pænt og overholdt fartgrænserne, selv gennem byerne. Efter at have rejst meget og kørt med mange forskellige chauffører, er jeg begyndt at være meget opmærksom på chauffører og måden de kører på.

Ved Aidarkul søens vestside lå der en yurtcamp, hvor vi skulle overnatte. En yurt er et filttelt, meget lig dem mongolerne anvender. Teltet bestod af et træskelet dækket af filttæpper. Indeni var der traditionelle madrasser på gulvet og fra loftet hang en masse forskellige snører og kvaster. Ørkenen hvor yurtcampen var, var meget varm, omkring 40 grader. Luften stod nærmest stille, og det var umuligt at foretage sig andet end at holde siesta.

Da temperaturen var faldet så meget, at vi kunne holde ud at bevæge os, kørte vi til ned til søen. Her prøvede Mads uden held at fange en fisk og måtte derfor nøjes med at bade i det varme vand. Da vi kom tilbage til teltene, stod der et par kameler klar til os, som vi i bedste turiststil skulle ride på. Fra toppen af disse prustende og gyngende  dyr, så vi skyggerne i ørkenen blive længere, i takt med at solen sank længere ned mod det gule ørkensand. Vi så de sidste af solens stråler forsvinde, mens vi nød en kold øl på toppen af en sandklit.

Om morgenen vågnede vi i vores store telt ved at solen skinnede gennem alle huller og de røde klæder på teltes inderside lyste kraftigt op. Allerede da vi kom ud af teltet kunne vi mærke solens stråler brænde.

Turen til Samarkand blev lang og ret monoton. Undervejs gjorde vi holdt ved en gasstation, hvor vi skulle have fyldt gas på bilen. Der var kø, så vi havde tid til at iagttage den anderledes brændstof blive fyldt på bilen. Bilerne var ombygget til at kunne køre på gas og i mange af bilerne var gastanken placeret i bagagerummet. Vi fik at vide, at gas var utrolig billigt sammenlignet med benzin, men der var ikke så mange tankstationer, derfor var der kø. En tank kostede 40 kr og rakte til 350km. Benzin var noget dyrere og kostede hele 3,50 kr pr. liter. Bilerne var så smart indrettet, at de kunne køre på både gas og benzin, man skiftede bare ved at trykke på en knap.

 

Læs om turen videre til Samarkand, Bukhaha, Tashkent og Tian Sian bjergene i kommende indlæg på bloggen.

Bangkok

På vej til Australien i september 1997 havde vi et tre dages stop-over i Bangkok.

Det er naturligvis begrænset hvad man får set på så kort tid, men vi nåede dog at danne os et indtryk af byen.
Dette var første jeg var i udenfor Europa og første gang jeg ikke var af sted med enten familie eller skole.
Det første der mødte mig da vi landede var den varme og fugtige luft. Da vi kom ind til centrum var det et lidt foruroligende møde med den kaotiske trafik og den
medfølgende luftforurening.

Bangkok var dog også et dejligt sted med flotte templer. Vi så Grand Palace, som imponerede os meget, alt var forgyldt og udsmykket. Før i tiden boede Thailands konger i paladset, og selvom den royale familie ikke længere anvender paladset til beboelse er det stadig i brug ved officielle ceremonier.

Derudover var vi en sejltur på floden. Her kunne vi fra vores smalle båd se de simple huse de helt ned til floden. Vi kunne se lige ind i husene, og vi kunne også iagttage deres hverdag, hvor de brugte den beskidte flod til at vaske op i og bade i.
På floden var der også et flydende marked, hvor kvinderne sejlede rundt i små både og solgte alverdens ting og sager. .

Vi var også på besøg i Roses Garden, et ressort udenfor centrum.
Her var der flotte haver og mulighed for at ride på en elefant. Der var også forskellige forestillinger, hvor de fremviste
thailandske danse og ceremonier.

Alt i alt er det ikke meget jeg kan fortælle om denne by, da vi for det første ikke var der ret længe og for det andet er det lang tid siden, så jeg husker ikke så meget derfra.