Bulgarien

Mange tænker nok på teenage-drukferier, blegfede turister og byer uden meget lokal kultur når de hører om ferier i Bulgarien.

Hvis det er den slags tur man søger, skal man nok ikke læse videre. Hvis man derimod vil høre om en ferie i en lille oprindelig fiskerlandsby, hvor ikke alle menukort endnu var oversat til andre sprog, hvor hestevogne stadig bruges som transportmiddel og hvor hovednummeret i det lokale cirkus var en løbsk struds, så bliv hængende på siden.

I sommeren 2003 var jeg sammen med min kæreste Mads en uge i Lozenets ved Sortehavet i Bulgarien. Lozenetz er en af de sydligste byer, 30 km fra grænsen til Tyrkiet.

Hele min barndom har ferierne bestået af sommerhus, teltture, bilferier med overnatning på bed & breakfasts osv. Senere har jeg selv planlagt mine rejser, men da denne sommerferie skulle planlægges valgte vi en charterferie, mit livs første.
Vi havde kun en uges ferie og ville ikke bruge en stor del af tiden på at rejse rundt og planlægge hvordan vi kom fra et sted til et andet. De arrangerede rundtture var for dyre for en på SU og udbudet var på det tidspunkt heller ikke så stort.
Vi købte rejsen hos Penguin Travel, som på det tidspunkt var et ganske lille rejsebureau.

Vi fløj fra København til Bourgas med Bulgarian Air.Vi mærkede varmen straks vi steg ud af flyet og snart sad vi i bussen som skulle køre os de 60 km sydpå til Lozenets.
Her blev vi råbt op af den skandinaviske guide. Eller dvs. de andre blev råbt op, for vi var ikke på listen. Da vi ankom til hotellet var det derfor heller ingen overraskelse at der ikke var et værelse klar til os. Efter noget ventetid fik vi dog tildelt det største værelse i hotelfløjen, et hjørneværelse med en gigantisk altan vendt mod 3 verdenshjørner. Vi skulle desværre skifte værelse midt i opholdet og blev tildelt et noget mindre værelse i et at de røde huse på hotellets grund.

Byen

Vi havde valgt Lozenets, fordi det var den mindste by blandt mulighederne, og den er da bestemt også lille. Vi ville gerne væk fra de overrendte turiststeder og det lykkedes til fulde. Der var en del turister i byen, men langt den største del af dem var bulgarere på ferie. Der var ikke mange hoteller i byen, selvom vi kunne se at der var godt gang i byggeriet. De få hoteller var ikke ret store og mange boede privat i bed & breakfast.

Der var hverken banker, supermarkeder, burgerbarer, tøjbutikker eller lignende. Byen bestod primært af tre etagers huse samlet indenfor et net af seks gader.

Om aftenen sad alle familier samlet i forhaven, typisk ved et bord under skyggende vinranker. Her lavede de mad på den murede grill alle havde og spiste og hyggede sig i den lune aften.

I byen kunne vi mange steder se storke i reder på skorstene og tage. For os et speceielt og sjældent syn, men bulgarerne tog ikke meget notist af de store fugle. besynderligt var det da vi senere var ude at sejle og alle bulgarerne tog kameraet frem og begyndte at tage billeder af en skarv i et træ. Tja, en ikke videre eksotisk fugl for os.

 

Stranden

Lige neden for byen lå stranden, kun 150 meter fra hotellet. Stranden var fin og ren, vandet var dejlig varmt og ikke særlig salt. Faktisk fik vi at vide at vandet her altid er et par grader varmere end i Sunny Beach, pga. den sydligere beliggenhed.

Hvis man går sydpå langs vandet, kommer man til den lille primitive havn, og længere væk findes der små laguner og strande.

Vi mødte i en af disse laguner tre kvinder, som sad på klipperne og rensede muslinger og konkylier. Ude i vandet så vi en dreng, som med snorkel og svømmefødder hentede muslinger op til de tre kvinder. Vi prøvede at tale med dem, men det var svært eftersom de kun talte bulgarsk. De var dog flinke og lod ikke til at have noget i mod at vi kom og forstyrrede arbejdet. Til slut gav de os hver en fin konkylieskal.

Fra den store strand er det muligt at windsurfe. Det var der en del der gjorde. Det var også muligt at leje udstyr og få undervisning. Mads var strakt med på at prøve noget nyt og efter at have fået instruktioner og prøvet at vende sejlet på et board på land, blev han sendt ud i bølgerne. Det gik faktisk fint, ikke så hurtigt, men han blev på boardet.

 

Hestevogne

Landskabet var goldt og tørt, men temperaturen og den ringe nedbørsmængde taget i betragtning, så er det nok hvad man kan forvente.
Vi så ingen marker, de eneste steder vi så afgrøder var i de små køkkenhaver i byen.
Alligevel fik vi associationer til gammeldags landbrugsliv, for vi så mange vogne trukket af heste og æsler. Hver dag kom et ældre par kørende forbi hotellet. De indsamlede pap og papir på deres simple hestetrukne vogn.

Biler og trafik

Desværre kører ikke alle rundt i hestevogne, de fleste kører i gamle trabant-lignende biler. Kørslen er kreativ og vild. Man undres over at de overhovedet gider lave optrukne linier, og sætte skilte op med fartgrænser og overhaling forbudt, når de alligevel ikke bliver fulgt.
da vi så politibilen her havde vi også svært ved at tro at politiet kan indhente fartsynderne. Politibetjenten virkede dog ikke flov over sin politibils manglende pondus og stillede glad op til fotografering. Læg i øvrigt mærke til hvor velpudset bilen er og hvor ulæselig nummerpladen er.

Butikker og markeder

Alle butikker i byen lukkede meget sent, mange af de lokale købte først ind om aftenen, vel pga. heden midt på dagen. Butikkernevar små og simple og førte de mest almindelige dagligvarer og derudover ting til strandlivet, som solcreme, badebolde, legetøj osv.
Der fandtes også små boder i gaderne som solgte frugt, slik i løs vægt og andre småting.

Vi stødte også på en butik som udelukkende solgte kildevand og sodavand. Mange af bulgarerne købte kildevand i store mængder, men vi kunne faktisk bedst lide vandet i vandhanerne.

 

 

   Fisketur på Sortehavet

En af dagene fik vi arrangeret en tur med en lokal fisker på Sortehavet. Ud over os var der også et par andre bulgarer med. Ingen af dem kunne tale andet end bulgarsk, så vi anede faktisk ikke rigtigt hvad vi fiskede efter og hvor lang turen var. På trods af at vi næsten ikke kunne kommunikere var det faktisk en hyggelig tur.

Vi fangede en del fisk, de var dog så små at vi troede  at  de skulle smides ud. Det skulle de ikke. I lang tid troede vi at de så skulle bruges til madding, men det viste sig at det var den slags fisk de var på tur efter og at det var dem de skulle have med hjem på grillen.
Skipper bød undervejs på en grøn mint-likør, som ikke smagte særlig godt og slet ikke midt ude i den bagende sol.

 

Byggestil

Overalt i byen så vi halvfærdige huse. Traditionen er åbenbart som i Latinamerika, at man begynder at bygge, når man har bare nogle af pengene. Også her bor man i de husene, hvor der mangler vinduer, mure, døre m.v. En anden underlig ting er at husene ofte var bygget af mange forskellige slags sten i forskellige farver og størrelser.

Desværre flød der med skrald i sidegaderne og naturen. Det var ikke nær så slemt som i andre dele af verden, men det er bestemt ikke noget der pynter.

 

Dødsannoncer

En pudsig ting i Bulgarien er at de sætter dødsannoncer op på mure og træer, så alle kan læse dem. Dette stammer sikkert fra tiden hvor endnu færre end nu læste aviser.

 

Sproget

Det bulgarske sprog var nok den største udfordring på turen. Det minder ikke om noget som helst andet jeg kender, og for at gøre det hele værre, så skrev de med kyrilliske bogstaver, som slet ikke var til at læse. Kun få forstod lidt engelsk eller tysk, så vi klarede os mest med tegnsprog og fagter. Der var endda et par restauranter hvor menukortene kun var på bulgarsk.

 

Ropotamo-floden

Nord for Lozenetz ligger floden Ropotamo.
Floden er næsten 50 km  og løber i Strandzha-naturparken, som dækker Strandzha bjergene.

Vi tog en taxi til turbådenes startsted nord for Primorsko. Der blev udbudt to forskellige sejlture.

Den ene gik med floden ind i landet. Skoven her var ret tæt og grøn. Vi så en masse skildpadder, som lå og solede sig i vandkanten og på væltede træer. Inde i skoven så vi to rådyr. det var her to skarver fik stor opmærksomhed fra bulgarerne.

På den anden tur som gik ud til Sortehavet, ændrede skoven og landskabet sig jo tættere vi kom på havet, det blev mere og mere åbent. Til sidst kunne vi se det sted hvor floden løber ud i Sortehavet, her er floden 30 meter bred.

 

Sozopol

Vi tog også bussen til byen Sozopol, som ligger på en halvø mellem Lozenetz og Burgas. Her findes en gammel og en ny bydel.

I den gamle bydel ved stranden er gaderne små, og husene  har alle det specielle kendetegn at grundplanet på førstesalen er større end i stuen.Derfor rækker alle husene ud over gaderne og bidrager med deres mørke træværk til en speciel stemning.

I de små gader sælger kvinderne
hjemmelavede marmelader og hæklede duge, som vejrer i den lune luft.
hvis det bliver for varmt at gå rundt kan man slå sig ned i skyggen på et af de små torve der er rundt omkring.

I den nye bydel, som ligger længere væk fra kysten er der meget befærdet og turistet og der sælges billigt tøj, cd´ere og grimme souvenirs fra de mange boder.

Maden

Maden i Bulgarien er overraskende god. Af en eller anden grund kunne man ikke få oksekød i Lozenetz, kun kylling, svinekød og fisk.
Vi opdagede dog at svinekødet var usædvanlig godt, og især grillspyddene var fantastiske, kødet var utrolig mørt, og grillsmagen i top. Alt tilbehøret skulle bestilles separat, men dette gav mulighed for større variationer.
Mange retter blev serveret med ost i mange afskygninger. Det blev næsten for meget når det også var på pommes frites og i suppen.

Cirkus

Det omrejsende cirkus kom til byen, mens vi var der. Selvom det hed Cirkus Arena, var det knapt så stort som det man ser i Danmark.
Vi flottede os og købte billetter til VIP-pladserne. De kostede 8 kr, mod 4. kr for alm. pladser. Da vi kom ind i teltet viste det sig at VIP var hvide plastic-havestole på første række, mens resten sad på træbænke. Ja, nogle steder skal der ikke så meget til for at blive VIP.

Der var forskellige artister, bl.a. trapezkunstner, en kvinde som svingede i et reb, en mand der slugte ild, to piger som blev “gennemboret” af spyd i en kasse med flere.
Desuden var der en hel del dyr. Små gøende og dansende hunde, duer, dansende heste, to vilde og store strudse, hvoraf den ene dansede og den anden var ude af kontrol og løb ud af manegen, samtidig med at den kiggede ondt på en. Her var det pludseligt ikke længere så rart at sidde på første række, for vi var meget tæt på den løbske struds, som dog heldigvis blev indfanget igen under mindre panik.

Der var også et nummer hvor tilskuerne blev involveret og da min kæreste var den eneste udlænding til stede, blev han selvfølgelig hevet ind i manegen.

Til sidst var der et par, hvis nummer gik ud på at de kunne tage diverse slanger og øgler op af nogle kurve og holde op i luften. Jo, der skulle åbenbart ikke så meget til for at blev cirkusartist.
Selvom det var en lidt primitiv forestilling, var det dog alligevel sjovt at få indblik lokal underholdning.

Hotellet

Hotellet hedder Merlin og ligger i den sydvestlige del af byen. Der er både hotelværelser og lejligheder. Der er endvidere to swimmingpools og en poolbar. Hotellet er som resten af byen primært for familier og folk som vil have en stille afslappende ferie.

Morgenmaden bestod af en lækker buffet med de sædvanlige morgenmadsretter. Personalet talte engelsk og tysk og var meget venlige, hjælpsomme og servicemindede.

 

Skriv et svar