Bolivia

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika

Så nåede vi til Bolivia, landet som har haft 188 kupforsøg på 157 år (1825-1982). Det giver en suveræn førsteplads i Guiness Rekord Bog. De seneste par år har Evo Morales været ved magten. Han er indianernes mand og ikke overklassens. I Cochabamba så vi således mere end 1.000 hvide og temmelig rige bolivianere i demonstration mod Evo. Folk i store biler dyttede med og gamle patrioter rejste sig på restauranter og klappede. Det er helt usædvanligt fik vi at vide. Det er tydeligt at der er stor klasseforskel mellem hvide og indianerne. Tiggere er der virkelig mange af her i Bolivia, noget som vi ikke så meget til i hverken Peru eller Bolivia.

Ellers er vi endelig sluppet for valgkampe her i Bolivia. I Ecuador var der første valgrunde til præsidentposten da vi var forbi i midten oktober.
Der var vist nok 128 kandidater at vælge blandt. Og i Peru var der valg til kommuner og regioner. Det betød at biler konstant kørte rundt med mega-højtalere på taget og gjaldede deres kandidaters budskaber ud over folkemasserne. Det var skrækkeligt! Desuden var det ulovligt at købe alkohol to dage før valgdagen, så ingen øl eller vin til middagene. Men det er altså slut nu.

Copacabana og Isla del Sol

Første stop på vores tur i Bolivia var Isla del Sol. Det er en lille klippeø i den sydlige ende af Titicacasøen. Oprindeligt var det et helligt sted for inkaerne, som havde bygget et fint tempel og sat nogle betydningsfulde personer derud for at dyrke og tilbede solen. Det må de have været godt tilfredse med, for øen er utrolig fin. Der er ingen veje, kun stier. Vi fandt et godt hostel på toppen af øen, med søudsigt og den flotteste solnedgang vi har set til dato. I de dage vi var på øen fik vi gået nogle fine ture. Da der ikke er biler, var den største trussel på “vejene” de mange dyr, der lever på øen. Hele tiden kom bønder forbi med flokke af får, lamaer, køer og æsler.

Mette var faktisk lige ved at blive løbet ned af en lama, som var kommet bagud og derfor kom styrtende rundt i et sving på kolitionskurs med Mette, som måtte springe ud i rabatten. Mens vi var på øen, blev den store årlige offerfest også holdt. 10 mænd og kvinder var valgt ud og resten af øboerne hængte nu halskæder med brød og bananer på de udvalgte. Det skulle vist symbolisere frugtbarhed og sikre en god høst. Der var også kæder med chips og sodavand, noget som guderne tilsyneladende har fået god smag for her på egnen. Til sidst var der hængt så mange kæder på dem, at de ikke kunne rejse sig. Til sidst blev en lama ofret, halsen blev skåret over og blodet hældt i et hul i jorden, alt imens mænd og kvinder drak maser af øl og røg cigaretter.

La Paz

Fra Isla del Sol tog vi til La Paz, verdens højest beliggende hovedstad.
Det blev dog lidt af en skuffelse. Byen er temmelig kedelig når det gælder arkitektur og charme. Restauranter, cafeer og gode hostels er byen stort set blottet for. Vi fik dog handlet en del, bl.a. to kæmpe hængekøjer.
Byen er et stort marked. Vi så ikke et eneste supermarked. Alt bliver købt hos de tusindvis af småhandlende på gaden. Lørdag og søndag var vejen foran vores hotel lukket, for at give plads til frugt- og grønthandlere samt kød- og fiskekoner. Alt virker kaotisk og der er masser af mennesker overalt.

I La Paz købte vi også en flybillet til Rurrenbaque, en by i junglen. Nu skulle vi se anakondaer, alligatorer og fange piratfisk (turens absolutte højdepunkt!). Men ak, vi kom ikke af sted. To gange var vi i lufthavnen og fik at vide at landingsbanen i Rurrenbaque, som ikke er asfalteret, var for blød til at kunne lande på. Og med udsigt til endnu mere regn og torden på 5-døgnsprognosen, gad vi hverken vente på at komme derud eller måske risikere ikke at komme hjem igen.

Oruro

Så vi tog videre til Oruro 3-4 timer syd for La Paz. Stemningen i byen var betydelig rarere end La Paz, rolig og afslappet. Lidt udenfor byen var nogle temmelig varme termiske bade som vi fik prøvet – nu med solcreme på vores nye hud på skuldrene efter forbrændingerne fra sidste besøg i varme kilder.

I Oruro havde de for få år tilbage fundet en gammel mineskakt under kirken ligger. Byen har nu lavet et rigtig fint mine-museum i mineskakten, hvor vi kunne se mineraler, boremaskiner, dynamit og mange andre remedier som blev brugt til at bryde bjerget med. Vi så også hvordan fattige minearbejdere havde forsøgt at smugle rigdomme ud af minen, bl.a. med falske baby-bylter på ryggen eller små bælter på maven.

Cochabamba

Efter Oruro er vi nu i Cochabamba. Vi kom med bussen og undervejs fik vi set to uheld. Først var en lastbil væltet med en rendegraver i et sving og senere lå endnu en lastbil væltet kun få meter fra en noget stejl skrænt. Transport er nok den største fare vi er udsat for hernede. For at reducere risikoen og samtidig spare 15 timers bustransport, flyver vi i morgen til Sucre. Det tager 3o minutter og koster kun 300 kr. Ren luksus.

I Cochabamba har vi primært slappet af. Klimaet er yderst behageligt med ca. 25 grader om dagen og milde nætter. Vi har gået lidt ture udenfor byen, bl.a. i en nærliggende nationalpark. Den helt store begivenhed er dog at 12 præsidenter fra Syd- og Mellemamerika er samlet i byen for at diskutere en form for fælleskurs landene imellem – lidt a là EU. Ifølge Evo Morales skal en sydamerikansk union gerne være på plads om senest 5 år. Vi savnede også Evo Morales i La Paz, for han var ikke hjemme, men til (udsat) 80-års fødselsdag hos sin gode ven Fidel Castro i Cuba.

Ellers er Cochabamba Bolivias brødkammer. For første gang på vores rejse, har vi set flere traktorer på samme bustur. Markerne er store og jorden fed, men noget tør efter vores ikke-faglige vurdering. Regn fik vi ellers nok af forleden aften, hvor et sandt uvejr rasede over byen. Hagl, regn, lyn og torden gjorde aftenen til en sand gyser. Selv om vi har et to meters udhæng, røg haglene 3 meter ind af døren, da vi nysgerrigt kiggede ud. Dagen efter stod der i avisen, at 4 personer var omkommet under uvejret. Ifølge vores taxichauffør var èn revet med af strømmen ned i floden og druknet, mens en anden havde fået et elkabel i hovedet. Mudder flød i gaderne og butikker havde travlt med at svabe fra de dårligt sikrede bygninger. Forsikringer har de formentlig ikke haft.

Kaffesituationen her i Sydamerika fortjener også et par ord. Derhjemme er nok især Columbia kendt for at producere god kaffe, men mange andre lande hernede producerer også meget kaffe og også af en fin kvalitet. Dette betyder dog ikke at vi drikker fantastisk fin og billig kaffe hver dag, faktisk tvært imod. Situationen er som den hjemlige mht. dansk bacon; vi eksporterer den gode og spiser den dårlige selv. Hernede drikker man enten instant coffee (ala nescafe, bare værre) eller man får en kande med kaffeekstrakt og en kande med kogende vand, så man selv kan blande. Bevares, begge dele kan drikkes, men vi bliver nu så glade når vi finder et sted hvor man kan få rigtig kaffe. Kaffesituationen var allerværst på den peruvianske kyst og allerbedst i Cusco, hvor de faktisk dyrker meget kaffe. Det værste vi har været udsat for, var kaffe i et brev, altså som et thebrev, det var udrikkeligt.

En sidste ting som vi lige må nævne, er mændenes tissemanerer her i Bolivia. De er komplet ligeglade med toiletter (nok fordi det koster næsten 50 øre). I stedet tisser mændene, når de har lyst og hvor det passer dem. Således er vi blevet antastet af adskillige bolivianske tissemænd på gaden. De stiller sig op af muren/lygtepælen, rendestenen og hvad der ellers lige findes og lader vandet. At andre mennesker passerer forbi gør dem ikke spor. De har absolut ingen pli, og mange steder lugter der temmelig grimt. Det er ucharmerende.

Sucre

Fra Cochabamba, hvor vi skrev sidst, fløj vi til Sucre. Ren luksus, men det kostede kun omkring 300 kr. Turen tog dog også kun 30 min, men de kunne alligevel godt nå at servere drikkevarer. Flyveturen sparede os for 15 timer i bus.

Sucre var en hyggelig by. Den kaldes den hvide by, fordi de fleste huse i centrum er hvidkalkede. Miljøet var rart med mange cafeer, fordi byen er en universitetsby. Her skal Mette arbejde en måned når Mads er taget hjem.

Fra Sucre tog vi på ture i omegnen. Den ene tur gik til “De Syv Vandfald”. Fra bussen vi gik og gik og gik gennem landskabet for at finde vandfaldene. Pludselig kom en mand i mod os, han spurgte om vi havde set nogle æsler. Ja, det havde vi da, der var kommet to i mod os på vejen. Han så lidt ærgerlig ud, og spurgte om vi ikke havde set tre, for så var det ene altså blevet væk. Vi kunne ikke hjælpe mere, og fortsatte i stedet af den snirklede bjergvej, efter bonden havde vist og forklaret os en meget kortere og direkte vej tilbage. De syv vandfald viste sig ikke at indeholde så meget vand, men turen og landskabet dertil var meget meget flot.

Altiplanoen omkring Sucre var engang vandringvej for dinosauruser. Deres fodspor kan stadig ses da de er forstenet i klipperne rundt omkring. Vi så dem ved en cementfabrik på en klippevæg, dvs. det var klippegrunden som pga. pladetektonisk aktivitet var skubbet op og derfor gik fodsporene op og ned af væggen. Nogle af fodsporene var fra en dinosaurus, som var op til 36 m lang og 18 m høj og vejede op til 90 tons. Fodsporene var selvsagt gigantiske, på størrelse med en olietønde. For at pifte det hele lidt op havde de lavet en dinosaurus-park ved siden af, og her kunne vi se modeller af dinosauruserne i rigtig størrelse. Lidt kitchet, men alligevel imponerende at stå under den store Titanasaurus (som de måske af pædagogiske grunde, ?, har valgt at være en hun).

Potosi

Fra Sucre tog vi til den nærliggende by Potosi. Her er den store attraktion bjerget, som ligger lige udenfor byen. Det hedder Cerro Rico – Det Rige Bjerg. Rigt er det bestemt også. Ifølge kilder har spanierne gravet/sprængt nok sølv ud af bjerget, at man kan bygge en bro hele vejen til Spanien af sølvet, og en bro tilbage af knoglerne af de slaver der døde af arbejdet (vistnok 8. mio.) Der brydes stadig sølv og tin i bjerget, som er helt arret at se på pga. alle de huller der er gravet i det. Mere end 10.000 mænd arbejder i minen under primitive forhold og tjener ca. 500 kroner om ugen. En god løn, da prisen på sølv er høj i øjeblikket.

Først besøgte vi en fabrik, hvor de forarbejdede materialet fra bjerget. Sølv- og tinindholdet blev opkoncentreret ved at bjergmassen blev knust og ført gennem forskellige bade med kemikalier. Den endelige forarbejdning sker dog i andre steder som Japan, USA og Europa.

Vi var på en minetur med en forhændværende minearbejder. Først besøgte vi minemarkedet, hvor minearbejderne køber de ting der er nødvendige i minen. Dvs. cocablade, som de tygger i stor stil før de går ned i minen, så de ikke føler sult eller træthed, 100% alkohol, som de drikker og skænker til Pachamama (moder jord) og El Tio (djævel som vogter over deres liv), dynamit, skovle og meget andet. Som det er skik, købte vi lidt gaver til minearbejderne; cocablade, alkohol og 2 dynamitstænger! Dynamitstængerne koster 8 kr stykket kan vi oplyse interesserede.

Efter at være blevet iklædt passende minetøj, dvs. gult arbejdstøj, røjser, hjelm og pandelampe, tog vi af sted til minen. Her gik vi ind. Gangene var ikke særlig store, vi kunne knap gå oprejst. Ofte skulle vi klemme os ind mod væggen, fordi minearbejderne kom styrtende forbi med trillebøre fyldt med malm. Vi kom længere og længere ind og her mødte vi en mand der med håndkraft var ved at hamre et dybt hul til en dynamitstang, det var hårdt arbejde i den hårde klippevæg. Han havde arbejdet i minen i 39 år. Det er ret lang tid, da minearbejderne normalt bliver syge i lungerne af arbejdet efter 10-20 år. Vi forærede ham en dynamitstang, alkohol og nogle cocablade. Så var han glad.

Nu havde vi været inde længe nok og ville ud igen. På vej ud hørte vi 5-7 eksplosioner lige over hovedet på os (sådan føltes det) og var lidt vildt/ubehageligt, selvom vi vidste at minegangene havde været der så mange år at de nok ikke lige faldt sammen. Vi fik også sprunget en dynamitstang uden for minen. Vores guide satte ild til lunten og efter et par minutter, sagde det BOOOMMMM. Helt vildt fedt! Dynamitstangen kunne springe ca. 100 kg malm, men vores blev jo kun sprunget over jorden.

Uyuni

Fra minen i Potosi tog vi bussen til Uyuni i det sydligste Bolivia. Turen skulle tage 6 timer. Vi kørte af sted og lige udenfor byen holdt asfalten op og jordvejen begyndte og bussen rystede af sted. Kun 6 timer endnu tænkte vi optimistisk…. Men, da vi havde kørt 1/2 time stoppede bussen og snart stak tre mænds ben op fra kølerhjelmen. Det viste sig at motoren var blevet for varm da køleren lækkede kraftigt! De forsøgte at lappe det med nogle klude m.m, men efter 1/2 time annoncerede co-driveren at bussen ikke kunne køre længere og at vi skulle tage den næste bus der kom forbi. Fedt nok, når vi vidste at alle busser (kun 2 resten af dagen) var lige så fulde som den vi allerede sad i. Vi var ikke imponerede ved udsigten til at skulle stå op i en anden bus i næsten 6 timer. Vi ventede og ventede og så skete miraklet. Efter endnu 3/4 time kørte bussen igen. Vi var dog noget skeptiske og frygtede at den nok snart ville bryde sammen igen. Nå, men vi kørte og kørte og efter en hel time havde lige fået troen på at den sagtens kunne køre hele turen. Og så punkterede vi. Spasserbus!
Buschaufføren annoncerede dog kækt at der var 10 minutters tissepause. 1/2 time senere var vi på vej igen, men ak, der gik kun 10 min, så var den gal med køleren igen. æv, men igen blev problemerne løst og vi kørte videre. Resten af turen var begivenhedsløs, men vi var godt nok irriterede da bussen, som forlod Potosi mere end to timer efter os, overhalede os med andre smilende gringoer i vinduet.

Sådan er det at køre bus hernede. Heldigvis virker det som alle chauffører har en vis mekanisk formåen (formentlig en del af jobbeskrivelsen), og selv med den yderst begrænsede værktøjskasse de kører rundt med, kan de reparere næsten alt. Faktisk er det mest brugte bare at hamre og slå lidt
på tilfældige dele.

Salar de Uyuni og nationalparker med farvede søer, vulkaner, flamingoer, varme kilder og flot ørkenlandskab

Den sidste del af rejsen i Bolivia var en 3-dages tur i Salaren (saltørken) og det øde og meget flotte ørkenlandskab der grænser op mod Chile og Argentina. Vi kørte i en 4WD med 4 andre gringoer.

Første dag fik vi set en togkirkegård. Ligesom Danmark har Bolivia faktisk haft et ganske veludbygget jernbanenet, men de tider er længe forbi. Nu står de gamle rustrøde damplokomotiver i ørkenen lidt uden for Uyuni by.

Så kørte vi ud i den 10.000 km2 (ca. Fyn) store saltørken hvor der ligger et 3-6 meter tykt lag salt. Det var virkelig løjerligt at køre gennem, til alle sider var der bare hvidt og fladt så langt øjet rakte. Visse steder lå der vand på saltet og dette skabte en illusion af et spejl. Himlen spejlede sig i vandet og det var helt vildt at køre på for himmel og jord flød fuldstændig ud i et – nærmest som at flyve i skydække. Bolivianerne udvinder salt på den mest primitive, men dog effektive måde. De graver det op, tørrer det i solen i små dynger og herefter tørres det over åben ild iod tilsættes til sidst (lovfæstet) så er det klar til salg. Saltørkenen er en gammel indlandssø, hvor regnvand fra bjergene er løbet ned og fordampet over mange tusind år.

Vi så også nogle flotte grotter med imponerende spindelvævstynde drypstensformationer der hang ned fra forstenede koraller i loftet.

Dagen efter kørte vi op i bjergene og fandt flere svovllugtende søer med masser af forskellige typer af flamingoer. De snadrer rundt i det saltmættede vand/mudder og gnaver røde alger, der giver dem lyserøde vinger og hals. De er rigtig fine og man kan komme ret tæt på dem, mindre end 10 meter. Ellers var 2. dagen igen præget af mekaniske problemer. Denne gang var det koblingen der drillede. Ufedt! Det betød lang ventetid til at fikse bil – absolut ikke noget ualmindeligt her i Bolivia må vi nok konstatere.

Turen sluttede på 3. dagen, hvor vi blev gennet op kl. 4 om morgenen for at se geyserne dampe. Underligt at man tager op i 5.000 meters højde for at kunne se ind i jordens indre. Vi kørte videre til endnu en sø, denne gang grøn pga. af mineraler fra bjergene. Så var turen slut og vi blev kørt til grænsen til Chile og videre herfra til San Pedro.

Engelskundervisning i Sucre

Efter at Mads tog flyet tilbage til Danmark fra La Paz, ville jeg til Sucre i Bolivia, for at undervise i engelsk. Vi havde været der før, så jeg gad ikke tage bussen igen, og når jeg nu var i lufthavnen var det oplagt at flyve. Da jeg stillede mig op i køen for at købe billetten var der kun 1/2 time til afgang, men jeg blev forsikret om, at de tog alle med som stod i kø. Da det endelig blev min tur (jeg var den sidste) var der kun 10 min til afgang og skærmen havde i lang tid vist, at der var lukket for boarding. Nå, men efter at være blevet sendt lidt frem og tilbage fik jeg købt en billet, checket bagage ind og så skulle jeg løbe sammen med en medarbejder hen og betale lufthavnsskat og igennem et meget hurtigt sikkerhedscheck og ud på landingsbanen hvor flyet ventede og piloten stod og grinede af mig.

I Sucre arbejdede jeg som frivillig på en skole, hvor jeg hjalp til med undervisningen i engelsk. Skolen er en non-profit organisation. De tilbyder spansk undervisning til turister, og pengene bruger de til at finansiere engelskundervisningen, således har de kunnet halvere priserne og endda tilbyde gratis undervisning til de allerfattigste børn, dvs. skopudserdrenge, forældreløse m.m. Undervisningen foregår om eftermiddagen og aftenen, når eleverne er færdige med alm. skole og job.

Som ventet var undervisningen meget anderledes der. Jeg hjalp til i to forskellige klasser. Den ene klasse bestod af 8 små elever, ca. 8 år gamle. Her var læreren ikke særlig kvalificeret, hverken til engelsk eller til at undervise, men hun gjorde sit bedste. Undervisningen gik mest ud på at lære navnene på fx. dyrene, kropsdelene eller andre ting udenad ved at gentage efter læreren. De sagde slet ikke sætninger. Det prøvede jeg dog at få dem til, fx. “en elefant er grå” eller “jeg har to øjne”. Jeg følte mig virkelig henvist til den gamle skole, for i starten af timen, når eleverne havde fundet deres pladser, rejste de sig og sagde i kor: “Good afternoon teacher”. Læreren svarede så “Good afternoon students” og eleverne sagde “Thank you” og satte sig!!! Når de sagde farvel til os, gav de os et kindkys:-)
Den anden klasse var nogle teenagere, som alle var bange for at sige noget på engelsk. Her var læreren meget dygtig til engelsk. Eleverne sagde dog ikke ret meget, allerhøjest en sætning en gang i mellem, og deres udtale var ret dårlig og de lyttede ikke efter, når de blev rettet. Læreren oversatte alt hun sagde til dem, selv små kommandoer, hvilket gjorde at eleverne ikke gad høre efter det engelske.

Det har dog været meget spændende og lærerigt at undervise. Jeg har fået indblik i den bolivianske undervisningspædagogik, og jeg forstår nu endnu bedre hvorfor de ikke kan tale engelsk, på trods af de faktisk bruger meget tid på engelsk i skolen. Jeg kan ikke sige, at jeg har oplevet noget som jeg vil tage med til den danske folkeskole, men omvendt ved jeg i hvert tilfælde hvordan jeg aldrig vil gøre.

Mens jeg var i Sucre, lavede jeg selvfølgeligt andet end at undervise. Jeg var bl.a. på flere museer og ture udenfor byen.

På besøg hos fattige bondefamilier udenfor Sucre

En af turene gik til et lokalområde udenfor Sucre sammen med en tysk pige.
Her besøgte vi først nogle lokale familier, som boede i de typiske hjemmelavede lerstenshuse, som man finder overalt her.
Den første familie bestod af seks personer, traditionen tro boede sønnen hos sine forældre med sin kone og børn. Bedstemoderen var på vej ud for at passe sine får da vi kom, og hun havde ten og uld med til at spinde ude i marken. Den unge kvinde passede børn og husholdning. I mellemtiden vævede hun også, og hun viste os processen. I dette område væver de nogle meget komplicerede og tidskrævende tekstiler, som de bruger til deres traditionelle klædedragt. Kvinden var iklædt denne, mange bruger dem hver dag. Det mest specielle ved tøjet er hattene. Ugifte kvinder går med en slags kalot, de har to; en til hverdag og en til fest. Festhatten er dekoreret med mange perler og de laver dem selv. Gifte kvinder går med en slags læderhjelm, som de også selv laver, den minder meget om den mændene
også bruger. Den er dog dyr at lave, så nogle gifte kvinder bærer stadig de ugiftes hat.

Der var forskellige bygninger rundt om en lille patio. I bygningerne var der udover senge også opbevaring af redskaber og afgrøder. Dekoration var der ikke meget af, men familierne bruger også al deres tid på at arbejde. Udenfor huset var der nogle får i en indhegning af sten og nogle høns. På vej tværs over markerne mødte vi manden i huset. Han var ved at pløje marken med to okser.

Som alle andre på landet talte familien quechua, som er det gamle inkasprog. Bedstemoderen talte slet ikke spansk, men det unge par talte noget spansk.

Som afsked gav vi familien gaver. De fik en pose pasta og en klase bananer. Simple gaver, men meget brugbare. Vi tog også nogle fotos, som vi har fået fremkaldt, og som vores guide vil tage med tilbage til familien.

Senere besøgte vi et projekt som familierne i området har lavet. De har lavet hytter turister kan bo i og en meget flot spisesal med panoramaudsigt over markerne. Her så vi nogle kvinder væve med forskellige teknikker, og vi drak chicha (traditionel drik brygget på majs eller hvede). Herudover så vi den lokale kirke, som er bygget som de gamle kirker var det, af sten og ler. Her bad vi fadervor på quechua. Halvdelen af de penge vi havde betalt for turen gik til dette projekt.

Tarabuco

Dagen efter var det søndag og vi tog til det store og berømte marked i en nærliggende by, Tarabuco. Vi ankom i god tid, før turistmarkedet åbnede. Efter at min nye tyske bekendte havde spist morgenmad (grøntsagsuppe!) i en meget lokal biks, gik vi ned til det lokale marked. Det fandt sted i en stor hal, og den var pakket med mennesker. Det var et fantastisk skue. Der var frugter og grøntsager i alle regnbuens farver og de lokale indianere
var iklædt deres fine dragter. Her var utrolig mange mænd i røde ponchoer, og det er bestemt ikke noget vi har set mange steder hernede, for det er normalt kun kvinder der går i traditionelt tøj. Både kvinder og mænd havde deres hatte og “læderhjelme” på.
Selve turistmarkedet var ikke noget særligt. Vi kunne ikke forstå hvorfor det var så særligt, de solgte det samme som sælges overalt hernede.

Derudover har jeg været i Sucres fine katedral. Det mest specielle ved den er, at de har et maleri af Guadelupe, en spansk helgen. Kun ansigtet og hænderne af det oprindelige maleri er synligt. Resten af hendes dragt er beklædt med funklende ædelsten. De er doneret af taknemmelige mennesker, som mener at Guadelupe har lavet mirakler for dem. Der bliver derfor hele tiden tilføjet ædelsten til hendes dragt.

Sucre til Uyuni – endnu en gang

Efter Sucre tog jeg til Potosi og dagen efter ville jeg videre til Uyuni, for herfra kører toget til Argentina.
Mads og jeg havde allerede taget turen fra Sucre til Uyuni og det var en barsk tur på en dårlig vej, hvor bussen gentagne gange brød sammen.

Denne gang var det ikke spor bedre. Faktisk var det meget meget værre. Det lovede ellers så godt, det havde ikke regnet i et par dage, så grusvejen ville være fin at køre på. En halv time forsinket kørte vi af sted, men allerede efter en lille times kørsel brød bussen sammen, men det blev dog repareret og for at være helt sikre på at bussen havde det godt, blev der ofret en masse øl og cacablade, som blev hældt på bussen og jorden.  Det hjalp dog ikke, for efter en lille times kørsel igen, brød bussen sammen igen. Denne gang mere alvorligt og vi kom til at vente i over 4 timer på en vej blandt lamaer og æsler. De sendte billetdrengen af sted for at skaffe en bus fra en nærliggende landsby. Jeg ville dog gerne videre, men bussemanden ville ikke tage min taske ned fra taget, hvor den var surret sammen med andres tasker. Derfor kunne jeg ikke tage en af de busser der kom forbi, men de var i øvrigt også fulde.
Den lovede bus kom aldrig, så da bussen var blevet repareret kørte vi langsomt tilbage til landsbyen. Her ankom vi ved 19-tiden og jeg var nu blevet træt af det hele og gad det slet ikke mere, så sammen med en amerikaner lykkedes det os efter noget tid at finde en taxa som kørte os de 1,5 time tilbage til udgangspunktet i Potosi. Her ankom vi kl. 21. 11 timer efter vi var taget af sted, meget trætte, øre i hovedet og sure på os selv over at vi ikke noget før havde taget bagagen ned og sure over at vi troede på, at en anden bus ville komme.

Dagen efter tog jeg så en anden bus til Uyuni, denne tur foregik uden problemer, men turen var lang, støvet og vi hoppede af sted på den dårlige grusvej (220 km på 5 timer!).

I Uyuni måtte jeg vente to dage på toget, og jeg brugte ventetiden på at tage på endnu en salar-tur, denne gang dog kun en en-dages tur, hvor vi kun så salaren. Den lignede sig selv, men der var noget mere vand på den denne gang.

I Uyuni brugte jeg meget tid (over tre timer af to omgange) på at købe en togbillet. Man ser åbenbart ikke noget forkert i at sige til folk, der har ventet en time på at billetkontoret skal åbne, at de skal komme igen om eftermiddagen. Om eftermiddagen kom jeg næsten to timer før åbningstid, men jeg var slet ikke den første. Problemet var at vejene sydover er ekstrem dårlige og folk vil derfor hellere tage tog end bus. Desværre var et tog blevet aflyst og derfor var der slet ikke nok billetter, og for at være sikker på en billet, måtte man møde tidligt op.

Toget kørte kl. 2.30 om natten! og vi var mange der sad på stationen og ventede fra tidlig aften. Der var kun en klasse på toget, selv om der normalt er flere klasser. Derfor sad jeg meget trangt i toget på 3. klasse. I den ene side af toget sad vi tre på hver sæde og de tre overfor sad meget tæt på. I den anden side sad de to på hver sæde, og togene er altså ikke bredere end vores. Det blev ikke bedre af, at der var to kvinder på den anden side af gangen, der havde tre større børn med uden billet. De lå i mellemgangen og sov, så der kunne man heller ikke stikke sine ben ud og få lidt plads. Toget afgik en time forsinket, og det var svært at sove, så jeg var meget glad, da vi 5 timer senere kom til Tupiza (kun 200 km sydpå, men så lang tid tager ting her).


Tupiza

Her i Tupiza, hvor jeg er nu, bor jeg på et dejligt hotel med svimmingpool. Det er ganske rart, for her er ret varmt. I går var jeg på en arrangeret endagstur rundt i området. Jeg var af sted med en australier, og vi kørte både på cykel, red på heste og kørte i jeep. Det var en utrolig tur, hvor vi så det fantastisk flotte landskab, der er heromkring. Klipperne er næsten alle i forskellige røde nuancer, og mange af den har specielle former. Noget af cykelturen gik ned af bakke fra et højt bjerg, ret luksusagtigt, bare at trille ned og nyde landskabet. Vi spiste frokost ved et næsten tørt flodleje under nogle flotte og skyggefulde hængepile. Rideturen gik også godt, selvom jeg langt fra er erfaren i det. Australieren havde aldrig siddet på en hest, så vi tog det meget langsomt. Det er faktisk også heromkring at Butch Cassedy og Sundance Kid røvede pengetransporter, og det var også her de mødte deres skæbne

Tupiza er mit sidste stop i Bolivia. Herfra går turen de sidste 100 km til grænsen med tog i morgen, og herefter videre sydover i Argentina. Det glæder jeg mig til, for jeg er ret træt af de dårlige bolivianske veje, og de argentinske skulle være noget bedre.

I La Paz – endnu engang

Fra Uruguay tog jeg hele vejen til La Paz i Bolivia på en dag. En lang dag. Jeg var nødt til at tage tilbage til Bolivia, fordi mit fly hjem afgår herfra, og dette kan ikke ændres.

Jeg startede med en lille færgetur fra Uruguay til Buenos Aires, hvorefter jeg tog ud i lufthavnen. Her var mit fly selvfølgelig forsinket og vi kom først af sted kl. 18.15, 2 timer efter planlagt afgang.

Vi mellemlandede i Santa Cruz i Bolivia. Her så jeg mange mennesker som sad og ventede i lufthavnen, mens de blev filmet til tv. Sjovt nok viste de indslaget i tv, mens jeg sad flere timer i lufthavnen og ventede. Det viste sig, at mange af dem havde købt billet til Spanien for alle deres sparepenge hos det nationale flyselskab. Men flere millioner kr. var pludselig “forsvundet” hos selskabet, og der var derfor ikke penge til at sende flyene af sted. Selskabet (LAB, som jeg i øvrigt også fløj med) var endda gået så vidt, som at forsøge at opkræve 300 dollars fra hver af de rejsende til at købe brændstof for. Forståeligt nok hverken kunne eller ville de betale. Sådan ser situationen stadig ud, folk har ventet flere dage og venter stadig. Regeringen vil ikke gøre noget, da det er et privat selskab.

Eftersom alle selskabets fly var ret forsinkede, havde de valgt at slå to afgange sammen. Virkningen af dette, fandt jeg først ud af, da jeg flere timer sad i flyet. Vi skulle lige mellemlande en gang til, men denne gang kunne vi heldigvis blive ombord på flyet.

Alt dette medførte selvfølgelig at vi ankom meget sent til La Paz, faktisk var klokken næsten 1 om natten. Her var der hundekoldt, kun 6 grader. På trods af kulden og det sene tidspunkt, sad der stadig folk og lavede varm mad ved små boder i gaderne.

Det var faktisk et kulturchok at ankomme til La Paz, selvom jeg har været her før. Jeg var bare blevet så vant til den europæiske livsstil i Argentina. Jeg havde helt glemt, hvor mange indianere der myldrer rundt på gaderne med alle deres pakkenelliker, hvor meget busserne oser, hvor meget bilerne dytter og hvor mange små boder, der sælger alt muligt og optager fortovene, så man er nødt til at gå på vejen. Det skal dog ikke opfattes negativt. Jeg synes faktisk, at her er rart, og jeg er glad for, at jeg fik et sidste møde med det “rigtige” Sydamerika inden jeg tager hjem. Faktisk synes jeg bedre om byen denne gang, end de andre gange.

Her i La Paz mødtes jeg med Dan, en amerikaner, som bor og arbejder her som journalist. Jeg mødte ham under den frygtelige bustur fra Potosi til Uyuni her i Bolivia for flere måneder siden. Jeg var på en bar (dekoreret med kitsch overalt) med ham og hans roommates, det var sjovt at være sammen med nogle, som bor her fast og kender de gode steder.

Ellers har jeg ikke lavet så meget her i La Paz, andet end at foretage de sidste indkøb og prøve at undgå at få højdesyge. Det er jo ikke lige det smarteste at flyve ind fra havhøjde til 4000 meter over havet. Det har dog ikke været noget problem, men højden plejer heller ikke at påvirke mig meget. Det er dog lidt hårdt at gå rundt.

I morgen (mandag) meget tidligt tager jeg så til lufthavnen og flyver hjem til Danmark via Miami og London (26 timers tur). Nu håber jeg ikke at taxachaufføren gør det samme, som chaufføren som kørte Mads og jeg i lufthavnen, da han skulle hjem. Hotellet havde bestilt taxaen aftenen forinden, og da vi kl. 4.30 om morgenen stod foran hotellet, var taxaen der da også. Chaufføren var dog ikke lige til at få øje på, men det viste sig at han lå og sov på bagsædet. Han blev dog vækket, og så kørte han os til lufthavnen. Vi var ret glade for, at der ikke var meget trafik. Undervejs skulle vi dog også lige tanke taxaen op (ja, det er meget normalt, at buser og taxaer tanker op, mens de har passagerer med), og selv på det tidlige tidspunkt var tankstationen bemandet med 3 personer som hældte benzin på bilerne.

 

Skriv et svar