Usbekistan – del 2

Læs om første del af turen i Usbekistan her.

Samarkand, Bukhara og Tashkent

SamarkandSamarkand, et navn der leder tankerne hen på gamle tiders karavanevandringer på Silkevejen. Før vi kunne komme så langt, skulle vi dog tilbagelægge en lang tur fra ørkenen ved Aidarkul søen.

Vi vågnede op efter en god nats søvn i vores yurt (stort traditionelt telt brugt i ørkenen). Solens stråler brændte allerede kraftigt da vi kom ud af teltet. Turen til Samarkand gik gennem et kedeligt landskab der blev brudt af små landsbyer og et sted kom vi forbi nogle statsejede guldminer, hvor store kraner og huller i jorden dominerede.  De private guldminer var mere primitive og her var ingen kraner.

Bilen vi kørte i, kunne som så mange andre både køre på gas og benzin. Da vi kom forbi en gasstation skulle bilen fyldes op. Der holdt adskillige biler i kø, så vi havde tid til at iagttage hvorledes de ombyggede biler på forskellig vis fik gas fyldt på. De fleste havde en gastank monteret i bagagerummet. Bilen var så smart indrettet at chaufføren på en håndtag kunne skifte mellem gas og benzin. Gas var utroligt billigt, men der var langt i mellem tankstationerne.  En tankfuld gas kostede 40 kr og rakte til 350 km. Benzinen kostede 3,50 kr/liter.

Samarkand

Da vi ankom til Samarkand var vi glade for at vores chauffør, som selvom han ikke var fra byen, var lokalkendt. Han navigerede uden problemer gennem den gamle bydels labyrint af talrige smalle og kringelkrogede gader uden gadeskilte og fandt vores hotel.

Hotel Legende havde til huse i et gammelt traditionelt hus, hvor alle værelser lå omkring en central gårdhave med skyggefulde træer. Vores værelse indeholdt smukke gamle møbler og havde omkring 3,5-4 meter til loftet og vægge og loftet var udsmykkede med tæpper og malerier.

Efter indkvartering blev Mads’ evner som stifinder sat på en hård prøve eftersom de mange smalle gader slet ikke var indtegnet på vores kort. Af en snirklet vej fandt vi dog ud af den gamle bydel og stod pludselig foran en stor og imponerende bygning med flotte mosaikker. Uden at tænke mere over det antog vi at det var Registan, den store hovedseværdighed i byen og glædede os til at udforske den senere.

På markedspladsen var vi især var imponerede over de store mængder kæmpe vandmeloner og de flotte krydderurter og grøntsager. Der blev også solgt mange non-brød, som er store og runde med forskellige mønstre stemplet i midten, så man kan se hvem der har lavet dem. Vi så konstant drenge der transporterede brød til markedet. Nogle havde dem i barnevogne, andre havde dem i store tasker der hang på deres cykelstyr.
Bag markedspladsen fandt vi den lille restaurant Chaikhana, hvor man kunne vælge at sidde ved almindelige borde eller på tapchans, hvor man sidder på puder omkring en dug, hvor der dækkes op. Vi fik et par lækre shashlik, grillspyd med krydrede kødboller og dertil lækkert frisk non-brød, mens vi iagttog alle de mennesker der kom forbi på vej til og fra markedet.

Efter den lækre mad tog vi ud til banegården, som var en flot bygning 7 km udenfor centrum. Bevæbnede vagter passede på og vi skulle vise pas og forklare vores ærinde for at komme ind på området. Uden problemer fik vi købt billetter til Bukhara. Vi var glade for at vi kunne betale med dollars (25 $), så vi slap for at tælle 150 sedler op.

Da vi skulle tilbage til byen bad vi chaufføren om at køre os til Registan. Stor var vores forbløffelse da vi blev sat af ved en bygning vi ikke havde set før. Det viste sig at bygningen vi tidligere havde set var den store Bibi Khanum Moske.
I dagene derefter så vi først Bibi Khanum Moskeen, hvor vi faldt i svime over de overdådige udsmykninger. Indgangsportalen var 40 meter høj og udsmykket med blå kakler, der snoede sig op af søjler, på murværk og de enorme kupler. Moskeen blev bygget af Tamerlane og gik dengang for at være den flotteste moske i verden. De bedende måtte dog allerede få år efter færdiggørelsen tage sig i agt for faldende mursten og senere jordskælv og fjenders hærgen accelererede forfaldet. Under sovjetisk styre blev en omfattende renovering foretaget og bygning fremstår i dag som et fantastisk mesterværk.

Overfor ligger Bibi Khanum Mausoleum, hvor en af de ansatte tilbød at vi kunne klatre op på taget mod betaling i det skjulte. Den slags gør de vist meget i for at tjene lidt ekstra.

Længere ude af centrum ligger Shah-i-Zinda, som er en begravelsesplads bestående af en masse mausoleer, som ligger i en lang kæde op over en bakke. Bag den store indgangsportal ligger de mange små mausoleer på hver sin side af en lille vej med en masse trappetrin. Selvom de mange mausoleer er små sammenlignet med mange andre i byen er de utrolig rigt udsmykket og øjnene kan aldrig finde ro på vejen op af bakken.
Bag Shah-i-Zinda finder man en kirkegård med et interessant miks af simple muslimske gravpladser og store iøjnefaldende sovjetiske mindesmærker.

De mange mausoleer var imponerende i antal og udsmykning til trods for deres størrelse. I en helt anden målestok var Timurs eget store mausoleum i den anden ende af byen. Timur eller Tamerlane, som han også blev kaldt var en magtfuld leder i området. Gur Emit hedder mausoleet han byggede til sig selv. Facaderne udenfor er som de fleste andre historiske bygninger beklædt mere eller mindre med blå fliser. Indvendigt var væggene dekoreret med guld.

Den største seværdighed i byen var Registan, som ligger hvor de vigtigste veje mødtes på Timus tid. Komplekset består af tre madrassaher. En madrassah var en skole, hvor eleverne boede og studerede islam og naturvidenskab. Hver madrassah bestod af små rum rundt om en gårdhave. Hvert rum var i to etager, og husede to studerende som sov på den øverste etage og studerede i den nederste etage. Nu bliver de små rum brugt som souvenirbutikker.Den ene madrassah startede som et sted, hvor karavanerne overnattede, senere blev det ombygget til en madrassah. En anden madrassah havde oprindelig fladt tag. For at give illusion af en kuppel var loftet malet med optisk bedrag, så det lignede en kuppel når man kiggede op. Det virkede selvfølgelig kun indenfor. Først for 100 år siden byggede man en rigtig kuppel på, men loftet er bevaret.
Midt i området var der sat en scene op hvor dansere øvede sig om morgenen og aftenen til en stor årlig festival. Det betød at vi kun kunne besøge området midt om dagen, hvor solen bagte og det var 40 grader.

Vi gik også en tur i det russiske kvarter vest for centrum. Her var der store lige veje og en del butikker. Da vi havde gået meget og var blevet trætte steg vi på en minibus tilbage til centrum. Vi betalte 2 kr for turen til billetdrengen, men da vi steg ud igen, gav han os pengene i hånden igen og ville ikke modtage betaling. Meget underligt, men alle var så gæstfrie og imødekommende.

På vej til en af de få moskeer i byen der stadig fungerer som moske kom vi forbi en gade med små værksteder, hvor der blev arbejdet i blik og jern. Vi kiggede indenfor og blev straks mødt med nysgerrighed. En mand havde mange spørgsmål, men talte ikke engelsk, så han tilkaldte sin arbejdsdreng, som skulle oversætte. Drengen havde dog svært ved sin nye rolle, men fandt straks løsningen. Han trak en iphone op af lommen og brugte google translate. Ja, vi undrede os en del over at en arbejdsdreng havde så fin en telefon. Med hans hjælp fik vi afklaret vigtige spørgsmål, som bl.a. gik på om Danmark skulle med til WM i Brasilien. Vi kiggede på dem mens de nittede blik sammen og vi købte til stor morskab og forundring en fin blikspand og nogle grillspyd. Ja, vi er nok blandt de få der har en håndlavet spand til de nyopgravede kartofler.

Aftensmaden indtog vi første aften på Restaurant Labi-Gor, som lå på første sal overfor Registan. Maden var ok, men ikke mere end det. Der var ikke det store udvalg af restauranter i byen, så derfor valgte vi de to efterfølgende aftener at forudbestille mad på vores hotel, Legende. Menuen var forudbestemt, og det var bestemt rart bare at kunne sætte sig og ikke skulle tage beslutninger. Der blev dækket op ved et bord i gårdhaven, hvor vi kunne nyde de grønne træer og alle de antikke genstande der stod overalt på hotellet. Vi fik serveret utrolig lækker mad. Gode salater, mørt lam, spændende grønsagsretter og frugt til dessert. At der slet ikke var andre gæster på hotellet gjorde det lidt kedeligt, men omvendt så var der stille og roligt. Det kunne tydelig mærkes at det var lavsæson.

 Bukhara

Hvor det før i tiden tog adskillige dage med kameler at komme til Bukhara var togturen nu noget hurtigere og sikkert også mere behageligt. Vi havde pladser på 1. kl. og sad i en seks-mandskupe med fladskærme, hvor et usbekisk underholdningsshow kørte på fulde drøn. Udenfor kunne vi se kornmarker, frugttræer, bomuldsmarker og tør slette suse forbi.

Vel fremme steg vi ud og blev mødt af en varmemur på 43 grader. Sveden løb af os selvom vi stod helt stille. Før vi tog fra stationen skulle vi lige have købt billetter til turen tilbage til Tashkent. Køkulturen var ikke eksisterende og vi måtte kæmpe hårdt for ikke at miste pladserne. Så efter en lang og meget varm halv time blev det vores tur til at købe billetter. Vi fik dem og på vej væk fra skranken kom vi til at se på billetterne og opdagede at slet ikke havde fået nok byttepenge tilbage. Billetsælgeren lignede en der var klar over problemet for hun fandt uden at sige noget pengene frem og gav os dem. Det var heldigvis den eneste gang vi blev snydt på turen.

Emir Bed and Breakfast lå i et gammel hus, som havde tilhørt en handelsmand. Værelserne lå i to etager omkring nogle små gårdhaver. Hotellet lå i den gamle bydel tæt på Lyab-i Hauz pladsen, hvor man også finder en stor firkantet sø, trækameler, souvenirbutikker, restaurant og en masse mennesker der spiser is.

De efterfølgende dage var der heldigvis kun 37 grader, hvilket gjorde det tåleligt at gå rundt i byen til de mange seværdigheder. Ligesom samarkand var der i Bukhara mange madrassaer og andre flotte gamle bygninger. I Bukhara var størstedelen af bygningerne dog ikke iklædt blå fliser, men vise blot den sandfarvede murværk frem. Der var langt flere turister i Bukhara end i Samarkand, nok fordi seværdighederne her lå mere koncentreret.

Midt i hjertet af byen lå den 48 m høje Kalon minaret, hvis yderside er dekoreret med en overdådig udsmykning skabt af mursten sat sammen i forskellige mønstre. ved siden af minareten lå Kalon moskeen, som blev bygget til at kunne huse hele byens mandlige befolkning. Overfor lå en madrassa, der stadig er i funktion som religiøst studiested. Vi kunne derfor ikke komme indenfor, men måtte nøjes med at kigge ind gennem gitteret mens vi talte med en af lærerne.

Udenfor den gamle bydel lå Chor Minor, som er en lille bygning med fire tårne. Dette var indgangen til en endnu madrassah, som for længst er væk. Nu er kun denne bygning tilbage blandt en masse beboelseshuse.

Byen har en masse madrassaher, faktisk var der engang 127 madrassaher og 365 moskeer. og vi blev da også lidt mættede af dem. Nogle bød dog på ekstra oplevelser, ud over flot arkitektur, fx Abdullah Khan Madrassah. Bygningen var ikke nær så restaureret som mange andre, og det var meget specielt og stemningsfuldt at gå rundt i de forsømte rum og gange. Vi fandt en trappe op til taget, hvor vi gik rundt blandt kuplerne over de hvælvede lofter og nød udsigten og stilheden, for vi var de eneste til stede.

En anden madrassah i endnu dårligere stand gav en sjov oplevelse. Vi kom forbi en madrassah, som nærmest lå i ruiner. Vi kiggede ind af porten og straks kom der en mand hen og inviterede os indenfor. Han hev os rundt i hele bygningen, og viste os hvordan de var ved at tømme alle celler for murbrokker. Vi måtte gå rundt om store huller i gulvet på førstesalen og der var ingen afspærringer eller moderne elværktøj, bare skovle og spande. Manden var i højt humør og snakkede løs mens han viste rundt. Det bare ærgerligt at det var på usbekisk, så vi forstod intet, men det lod ikke til at genere ham. Han lugtede af alkohol, så det var måske derfor han var så snakkesaglig.

En andet sted med ikke eksisterende sikkerhedsforhold, var tivoliet vi kom forbi i parken på vej til Ismael Samanis mausoleum der udvendig udelukkende var udsmykket med sandfarvede mursten der dannede mønstre. I tivoliet i den nærliggende park købte vi en billet til 2 kr til pariserhjulet. Da vi sad oppe på det simple sæde med kun en spinkel kæde som symbolsk sikring og kiggede ned på den knirkende konstruktion håbede vi på at den holdt til endnu en tur.

Bukhara har også et stort fort, som er mest imponerende udefra, hvor en stor bombastisk mur var et imponerende syn. Indenfor lå en by i byen. Stedet har været ombygget af mange omgange og en stor del er afspærret fordi det ikke er udgravet. Dog kan man se pladsen, hvor henrettelserne foregik.

Ligeså grusomt var den næste seværdighed, nemlig det gamle fængsel. Her så vi ned i det dybe fangehul, hvortil der kun var adgang ved hjælp af et reb. der var også grusomme billeder af fanger med lænker om arme, ben og hals.

Restauranter

Byen havde ikke et overvældende udbud af restauranter. Første aften spiste vi på restaurant Minzifa, hvor vi fra den udendørs tagterrasse havde et flot udsyn over byens kuplede tage og solnedgangen. Her lykkedes det os at presse regningen op på næsten 100 kr, men vi bestilte også to hovedretter hver for at få nogle flere grøntsager. Ved søen midt i byen lå også en restaurant med god stemning, live musik og folk der dansede. Den sidste aften spise vi på Saroy, hvor vi for første gang på hele turen spiste indendørs. Her var der fine hvide duge og flot indretning, men ingen andre gæster, hvilket undrede os meget, for maden var meget lækker og kødet mørt.

 Tashkent

Fra Bukhara tog vi toget til Tashkent. For at komme ind på stationen skulle vi igennem kontrol af pas, billet og bagage. Da vi kom ind i toget viste det sig at vi på sidste togtur åbenbart havde kørt på 1. kl, for denne gang sad vi ikke i 6-mands kupeer, men på almindelige flysæder. Også her blev der vist film. Selvom lyden var utrolig høj var det svært at følge med, for de var på usbetisk. 7 timer og 4 film senere ankom vi godt svedige til Tashkent, hvor vi fandt ned til metroen. Selvom vi ikke forstod mange af skiltene fandt vi uden problemer frem til Hotel Usbekistan.

Hotellet havde vi valgt fordi det stod i stor kontrast til de små hyggelige bed and breakfast vi tidligere havde benyttet. Hotellet var en kæmpe kasse på 16 etager i sovjetstil. Vores værelse var stort og lå på 15. sal med altan og udsigt til tv-tårnet og bjergene.

Foran hotellet lå den store Timur Plads, hvor der var en stor statue af Timur. Fra pladsen udgik en stor bred boulevard med store skyggefulde træer.

Byens marked lå i en stor betonkuppel, hvor der blev solgt frugt, grøntsager, krydderier m.m. Vi købte nogle blommer, hvilket blev en længerevarende affære. Først lagde sælgeren en masse blommer i en pose, så tog vi alle de dårlige bløde op igen. Dette tog han nu ikke ilde op, men ville have at vi tog adskillige billeder af ham og os. Frokosten blev også indtaget på markedet. Der var en række boder, som alle havde en rende med glødende kul, hvor de stegte grillspyd. Her var de også helt vilde med at få taget billeder og de blev endnu mere glade da vi satte os ved plasticbordene bag boderne og bestilte et par grillspyd. Det var hyggeligt og meget lokalt at sidde der og iagttage hvordan folk fra de forskellige boder lavede sjov med hinanden og hvordan en mand med en stor spand med glødende kul kom forbi med mere kul til boderne.

Vi fandt også den gamle bydel, som på trods af den centrale beliggenhed stadig bestod af lerklinede huse og smalle veje og gyder.

Lidt udenfor centrum lå tv-tårnet, som vi havde planlagt at besøge. Da vi fandt ud af at entreen for turister var 100 kr afstod vi fra turen og gik i stedet ind i et nærliggende tivoli, hvor vi tog en lang tur med en svævebane hen over hele tivoliet og vandlandet ved siden af.

Restauranter

Eftersom der i Tashkent bor en masse etniske russere valgte vi en dag at spise på en russisk restaurant. Desserten var noget speciel, nemlig en pandekage med kanel, rosiner og hytteost. Ikke en kombination jeg har lyst til igen.

En anden aften mødtes vi med Lene, som vi kender fra De Berejstes Klub. Hun var på vej fra Kina til Europa af Silkevejen. Hun brugte i alt 1,5 år på rejsen med diverse afstikkere. Det var hyggeligt at høre om hendes rejse og alle hendes oplevelser. Restaurantbesøget huskes også fordi en af gæsterne gentagne gange styrtede ud på det nærliggende toilet og kastede voldsomt op.

Fra Tashkent tog vi på en guidet tur i bjergene. Turen blev meget specielt og mindeværdig, mest pga. guiderne hvis lige heldigvis aldrig er set før eller siden. Turen kan du læse mere om her.

Usbekistan

Nurata bjergene, Aidarkul søen og yurtcamp i ørkenen

usb (17)Sommerferien var en palet af forskellige oplevelser og spændende kontraster. Rejsen bød på en perlerække af smukke gamle byer med imponerende og farvestrålende arkitektur, flotte bjergområder, møder med utallige utrolig venlige mennesker og overnatninger både privat i guesthouses, på hoteller og i soveposen under fuldmånen i bjergene.

Usbekistan er et land jeg kan anbefale på det kraftigste, sjældent har jeg mødt så venlige, imødekommende og hjælpsomme mennesker.

Flytur og ankomst

Kvinderne forsøger at få al bagagen stablet på bagagevognenFra København fløj vi via Riga til Tashkent med Air Baltic. At sidde fem timer i et lavprisfly midt om natten er ikke fedt, og det er slet ikke rart at ankomme kl. 3 om natten dansk tid, efter en nat med meget lidt søvn. Klokken var 6 lokal tid, og foran os stod en masse mennesker og maste for at komme igennem paskontrollen. Vi måtte dog vente med at deltage i kaosset, for først skulle vi have visum. Der gik 20 min før personalet til visumkontoret dukkede op. Vi var i alt 10-12 turister, alle skandinaver, der skulle have visum. Mens den ene tastede løs på computeren, skrev den anden kvitteringer i hånden på en lille blok. 30 min senere og 120 $ senere havde vi et visum. Køen til paskontrollen var væk, og i stedet stod folk nu på den anden side og ventede på at komme gennem toldeftersyn. Det tog lang tid, eftersom mange medbragte mange sirligt indbundne pakker. Fladskærme så meget populære ud.

Nurata bjergene

Nurata bjergene

Nurata bjergene

To timer efter ankomsten stod vi endelig udenfor lufthavnen. Her blev vi mødt at vores chauffør, som skulle køre os langt ud i bjergene. Hovedstaden nåede vi derfor ikke at se meget til. Turen tog fem timer på først en fin hovedvej, som blev afløst af mindre og mindre veje jo længere vi kørte. Da vi ramta Nurata bjergene var vejen en simpel grusvej, som førte os op i en frodig dal. Her blev vi sat af hos en lokal familie, som var en del af et projekt, der formidler ophold hos private. Vi fik anvist et gæsteværelse i familiens hus og blev derefter budt på frokost under et kæmpestort valnøddetræ. Vi spiste med god appetit, for vi havde ikke fået morgenmad. Maden var lækker, og det var interessant at få et indblik i hvilke små mængder af især kød, de anså som værende normalt.

Penge

Penge

Så meget fyldte 200 dollars i lokal valuta. Ikke så let at have i lommen.

Chaufføren havde også været så venlig at medbringe penge så vi kunne veksle. Valutasituationen i Usbekistan er den mest groteske jeg har oplevet. Vi vekslede 200 us-dollars og fik en hel pose pengesedler udleveret. Der var næsten 1000 sedler i posen, da langt de fleste af dem kun var 1 kr værd. Den største seddel de havde var 2 kr værd, så vi måtte hurtigt vænne os til hver morgen at stikke kæmpe seddelbundter i lommerne. Her var det ikke pinligt at stå og flagre med en stort bundt sedler, det gjorde alle. Vi vænnede os til at rende rundt med de store bundter, men det var en daglig irritation at håndtere de mange penge, både fordi de fyldte og fordi vi var så langsomme til at tælle dem og forhold til de lokale som var utrolig fingerfærdige.

Yahshigul’s Guesthouse i landsbyen Asraf

usb (13)Det guesthouse, vi boede i, hed Yahshigul’s Guesthouse og lå i den lille landsby Asraf, som bare var en række huse langs vandløbet i dalen. Familien levede som de andre familier primært af landbrug. De havde en stor have, hvor de dyrkede mange forskellige grøntsager, derudover havde de en del frugttræer og høns, køer og geder. Vandløbet blev brugt til kunstvanding af de små jordlodder og gjorde dalen grøn og frugtbar i modsætning til de omkringliggende tørre og golde bjerge, hvor får og geder gik.

landsbyen i Nurata bjergeneSønnen i huset tog os med på nogle vandreture i bjergene. Her kunne vi se ud over de tørre bjerge, hvor der hist og her var grønne pletter, hvor de små landsbyer lå. Ud over en masse får og geder mødte vi også landsbyboere til hest og hyrder, som passede på dyrene. At livet stadig var meget primitivt, opdagede vi, da vi kom forbi to kvinder, som stod i den bagende sol og rensede korn ved at kaste det op i luften for at få urenheder væk. Vi var ved at smelte bare ved at stå stille og se på dem.

usb (11)Selvom folk levede primitivt og ikke havde mange materielle ting, var de alligevel alle smilende og imødekommende. Den første dag var vi gået en lille tur og sad på en bakketop og kiggede ud over dalen. Da vi havde siddet der noget tid, kom der en pige ud af et hus i dalen og kom gående op til os slæbende på en stor skål æbler. Hun kunne ikke et ord engelsk, men hun ville gerne forære os æblerne. Vi blev glade og overraskede over den venlige gestus, men havde efterfølgende lidt svært ved at slæbe 20 æbler med ned i lommerne.

Far og søn i en tapchan foran ildstedet hvor kvinderne lavede mad i Yahshigul’s Guesthouse

Familien vi boede hos havde indrettet sig hyggeligt og rart. Vandløbet løb lige forbi huset, og her hentede de vand til madlavning og rengøring. Under de store træer stod spisebordene og nogle tapchans, som var en slags stor kvadratisk sofa med tre sider. Dette traditionelle møbel så man hos alle familier, hvor de blev brugt som spisested ved at maden stod i midten og man sad rundt om. De sad der også og skrællede kartofler, og den blev også brugt til afslapning, og om aftenen lå hele familien sammen i deres tapchan og snakkede, døsede og kiggede på deres lille bitte fjernsyn.

Køkkenet var et udendørs ildsted, hvor al maden blev tilberedt på primitiv vis. Maden smagt godt, men den var utrolig fed, da der blev tilsat store mængder olie til alle retter.

Rotten på værelset

Vores værelseVi sov i et gæsteværelse på traditionelle madrasser på gulvet. Den første nat sov jeg fint, men næste morgen klagede min kæreste over, at der havde været der noget, der havde puslet på loftet. Jeg havde heldigvis vanen tro ørepropper i og havde ikke hørt noget. Aftenen efter var jeg dog ikke så heldig. Allerede før vi gik i seng var der lyde på loftet, og da Mads kiggede op i stort hul i loftet, så han lige op i et par øjne og en rottenæse. Min muse/rotte-fobi brød sig ikke om dette. Værten blev tilkaldt. Han kunne ikke se det store problem. Han bankede lidt på loftet, satte en pude i hullet og gik igen. Vi fandt et hul i gulvet som vi stoppede til med en flaske. Vi gik i seng og jeg skyndte mig at tage ørepropper i og lade som om, der aldrig havde været en rotte lige over mig.

Utrolig nok sov jeg godt, men næste morgen var det ikke fedt at opdage, at der var et nyt hul i gulvet en meter fra mit hoved, og at der var spist af et æble, som lå i den anden ende af værelset. Rotten havde været der og gået lige forbi os, mens vi sov på madrasser på gulvet. Ikke så rar en tanke. Vi var glade for at vi skulle videre samme dag.

Muhlima guesthouse i landsbyen Sentyab

En ældgammel Skoda med heftigt ratslør, et ikke-fungerende instrumentbræt, men til gengæld med super velspillende højttalere kørte os til den næste landsby; Sentyab. Vi blev modtaget af værtsparret og vist ind i et flot værelse i et nybygget guesthouse ved siden af deres eget hus. Huset var i to etager og bygget i sten med et udsigtstårn på toppen. Der var en hel del værelser og endda plads til et æsel i stueetagen.

På den anden side af grusvejen der gik gennem landsbyen havde familien en stor parklignende have, som gik helt ned til floden, hvor der var små pools og terrasser. Frokosten, som bestod af ged og kartofler, blev indtaget ved floden under skyggefulde træer. Værten spiste sammen med os, mens hans kone vartede op. Han var utrolig snakkesaglig og fortalte om traditionerne og livet i landsbyen. Han fortalte bl.a. hvordan det foregik når et par skulle giftes. Manden skulle købe kvinden et antal kjoler, hun skulle købe et jakkesæt til ham og hendes forældre skulle give hende alt med til husholdningen. Vores vært havde i lighed med alle andre både får og geder, og han måtte sælge nogle af dem på markedet for at få råd til brylluppet.

Vores vært tog os med på en gåtur i området. Landsbyen var næsten 10 km lang, og de fleste huse lå på langs en grusvej, der snoede sig på bunden af dalen. På bakkerne til begge sider var der spredte huse og græssende dyr. På gåturen kom vi forbi nogle personer, der var ved at lave en mur rundt om deres hus. Muren blev lavet af marksten og ler de gravede op lige ved siden af muren. Ingen tvivl om at det var et hårdt arbejde og at muren ikke ville holde evigt, men det kostede til gengæld ikke andet end tid.

En lille dreng henter vandNogle steder gik vi gennem flotte grønne haver med græs, blomster, grøntsager og frugttræer. Alle steder var der kanaler, der ledte vandet rundt til de forskellige marker. Hver landsby valgte en mand, som stod for fordelingen af vandet, så alle fik del i det. De der boede på bakkeskråningerne måtte hente vand i floden og transportere det op på æselryg.

Om aftenen spiste vi sammen med værten i den lille gårdhave, der hørte til deres hus. De grønne plasticmøbler stod i kontrast til de små sirlige og frodige bede, hvor alverdens blomster kæmpede om pladsen. Vores vært var meget interesseret i vores guidebog og tog en masse billeder af siderne med sin smartphone, som han i øvrigt ikke kunne bruge til at ringe med fra huset, for der var ingen mobildækning. Værtens kone serverede lever og stegte kartofler til forret. Herefter var der hjemmelavet ravioli med kødfyld. Vi havde lidt svært ved at vænne os til, at man bare enten bare spiste direkte fra skålene, eller brugte sin egen gaffel til at tage noget over på sin egen tallerken.

Da vi sagde godnat og forlod bordet, blev vi ret overraskede, da vi så at værtens søster, som havde holdt sig i baggrunden hele aftenenen, sad og ammede, godt nok var det tusmørke, men hun gjorde intet for at skjule det. Værten havde fortalt, at religion ikke betød meget for den yngre del af befolkningen, men eftersom de alligevel definerede sig selv som muslimer, var det ikke noget vi havde forventet, men det var nu meget befriende at opleve.

Om morgenen var værtens kone blevet mindre genert og ville tydeligvis gerne kommunikere med os, selvom hun ikke talte engelsk. Det blev lidt anstrengende at have hendes mand til at oversætte til dårlig engelsk, så vi viste hende billeder på telefonen fra vores tur. Hun var meget interesseret i de ting vi havde valgt at fotografere fra hendes land, og efter at have set disse billeder fortsatte hun gennem alle billederne på telefonen og fik dermed et indblik i andre ferier, jul, vores hus og hverdag. Det var faktisk meget interessant at se, hvilke billeder hun fandt spændende.

Yurtcamp i ørkenen ved Aidarkul søen

Efter en overnatning i Sentyab kørte vi ned fra bjergene og derefter fortsatte vi et par timer på en ensformig vej, der gik bare gik ligeud og fulgte bjergene til den ene side og den lange Aidarkul sø på den anden side. Den eneste adspredelse på turen gennem det tørre landskab var de hen ved 100 vejskilte, der viste stigningen på bakkerne, alle skilte viste enten 10 eller 12%. Jeg ætter på at de har fået mængderabat.

Et sted var der en masse kraner og huller i jorden. Det var statens guldminer. Usbekistan er verdens 9. største guldudvinder. I nærheden lå mindre miner uden kraner, de tilhørte landsbyen der lå i nærheden.

På markerne langs vejene græssede der får og geder, og flere gange skulle vi holde tilbage for dyreflokke, der blev gennet over vejen. Vores chauffør dyttede efter alle dyr og mennesker, der havde bare den mindste teoretiske mulighed for at ville krydse vejen, og det var tit. Generelt kørte han utrolig pænt og overholdt fartgrænserne, selv gennem byerne. Efter at have rejst meget og kørt med mange forskellige chauffører, er jeg begyndt at være meget opmærksom på chauffører og måden de kører på.

Ved Aidarkul søens vestside lå der en yurtcamp, hvor vi skulle overnatte. En yurt er et filttelt, meget lig dem mongolerne anvender. Teltet bestod af et træskelet dækket af filttæpper. Indeni var der traditionelle madrasser på gulvet og fra loftet hang en masse forskellige snører og kvaster. Ørkenen hvor yurtcampen var, var meget varm, omkring 40 grader. Luften stod nærmest stille, og det var umuligt at foretage sig andet end at holde siesta.

Da temperaturen var faldet så meget, at vi kunne holde ud at bevæge os, kørte vi til ned til søen. Her prøvede Mads uden held at fange en fisk og måtte derfor nøjes med at bade i det varme vand. Da vi kom tilbage til teltene, stod der et par kameler klar til os, som vi i bedste turiststil skulle ride på. Fra toppen af disse prustende og gyngende  dyr, så vi skyggerne i ørkenen blive længere, i takt med at solen sank længere ned mod det gule ørkensand. Vi så de sidste af solens stråler forsvinde, mens vi nød en kold øl på toppen af en sandklit.

Om morgenen vågnede vi i vores store telt ved at solen skinnede gennem alle huller og de røde klæder på teltes inderside lyste kraftigt op. Allerede da vi kom ud af teltet kunne vi mærke solens stråler brænde.

Turen til Samarkand blev lang og ret monoton. Undervejs gjorde vi holdt ved en gasstation, hvor vi skulle have fyldt gas på bilen. Der var kø, så vi havde tid til at iagttage den anderledes brændstof blive fyldt på bilen. Bilerne var ombygget til at kunne køre på gas og i mange af bilerne var gastanken placeret i bagagerummet. Vi fik at vide, at gas var utrolig billigt sammenlignet med benzin, men der var ikke så mange tankstationer, derfor var der kø. En tank kostede 40 kr og rakte til 350km. Benzin var noget dyrere og kostede hele 3,50 kr pr. liter. Bilerne var så smart indrettet, at de kunne køre på både gas og benzin, man skiftede bare ved at trykke på en knap.

 

Læs om turen videre til Samarkand, Bukhaha, Tashkent og Tian Sian bjergene i kommende indlæg på bloggen.

Seneste rejse (juli 2013)

Gur Emir - Timurs mausoleum

Gur Emir – Timurs mausoleum

Usbekistan – juli 2013

To ugers rundrejse på silkevejen i Usbekistan var hvad sommerferien stod på i år. turen bød på utrolig mange gode oplevelser og et meget varieret program.

Vi boede hos en familie i bjergene og oplevede landbefolkningens traditionelle liv med geder, får, køer, høns og æsler. I ørkenen sov vi på traditionelle måtter i en yurt (telt af filt) og red på kamel i det tørre landskab. Byerne Samarkand og Bukhara på Silkevejen bød på fantastisk arkitektur og farvestrålende fliseudsmykninger. Vi sluttede med en to dages vandretur i Tian-Sian bjergene øst for hovedstanden, hvor vi sov under åben himmel, mens de stejle bjerge rejste sig over os og fuldmånen oplyste hele dalen.

Alt dette kombineret med en befolkning, som var utrolig venlig, imødekommende og hjælpsom gjorde at vi havde en fantastisk rejse til et land vi ikke kendte meget til.

Luxor, Egypten

Luxor Templet

Luxor Templet

Hvor tit oplever man at køre hjemmefra i tåge, i snevejr i Tyskland for derefter at flyve over de snedækkede Alper, albanske bjerge, græske øer og Saharas mægtige ørken, for til sidst at lande i en grøn stribe langs Nilen.
Sådan startede turen til Egypten.

Efter at have bygget hus i halvandet år, hvor vi derfor ikke havde været ude at rejse, besluttede vi os for at tage på vinterferie i 2009, både for at opleve noget andet, slappe og nyde solen.

Derfor kørte vi midt om natten til Hamborg Lufthavn, hvorfra vi med Condor fløj via München til Luxor i Egypten

Luxor

Luxor templet

Fra vores hotel var der udsigt til sfinks alleen som førte op til Luxor templet. Dette tempel var også et af de første steder vi besøgte i byen. Sfinkserne ligger med få meters mellemrum med deres løveagtige kroppe og menneskehoveder på hver sin side af alleen, som oprindelig var 2,6 km og førte hele vejen til Karnak templet. Ved indgangen til Luxor templet måtte vi lægge nakken tilbage for at beundre den 25 meter høje obelisk med hieroglyffer og andre tegn og figurer. Engang stod der en tilsvarende obelisk ved siden af, men den blev foræret til Frankrig og står nu på Concordepladsen i Paris.
Herefter fulgte en åben gård med flotte statuer af Ramses, og bagved blev vi forbløffede over gange og gårde med gigantiske og imponerende søjler. Overalt var der udsmykninger med guderne i kamp eller ved festlige lejligheder.

Mætte af indtryk og sultne i maverne fandt vi en lille lokal cafe og spiste oliedryppende friskstegte falafler og drak en kop kaffe.

Herefter var vi klar igen og gik ad af trappen til mumie museet. Her så vi alle slags mumier; mennesker med hud og hår og mange dyr som fx kat, krokodiller, fisk og et ben fra en ged. En lidt spøjs og finurlig oplevelse.

Karnak templerne

I Luxor ligger også Karnak templerne. Det var ikke svært at finde vej. Fra hotellet fulgte vi sfinks alleen. Ved Luxor templet var sfinkserne og alleen velbevaret, men forfaldet satte hurtigt ind jo længere væk vi kom. Mange steder stod kun soklerne tilbage, og selve alleen blev brugt til affald og fodboldspil. Grimme beboelsesblokke var bygget tæt på den historiske alle. Da vi havde gået et stykke tid, blev vi overhalet af en ung dreng, som kørte med en simpel æselkærre. Vi rakte tomlen ud for sjov, og sørme om han ikke stoppede og lod os kravle op bag på kærren. Han smilede over hele hovedet, og vi kørte af sted. Han var stolt, og lod som om han kørte en fin hestevogn, mens de lokale vinkede og lo til os. Det gik noget langsommere end forrige aftens hestevogn, men vi nød turen i det specielle køretøj. Vel fremme ved templerne takkede vi og stak ham nogle penge, og han fortsatte sin langsomme tur.

Ved indgangen til templerne blev vi mødt af en 40 meter høj og 110 meter bred mur, som var det første varsel om store forhold, der herskede i templerne. Bagved gemte sig store åbne gårde, søjlehaller, kapel, festtempel, kolossale pyloner, hvoraf en var ufærdig og en hellig sø, hvortil der engang var direkte vandtilførsel fra Nilen.

Luxor – oplevelser i byen

Overfor hotellet var et stort antal arbejdere ved at rive en bygning ned. De brugte en stor maskine til nedrivningen, men resten foregik med håndkraft, hvor mændene bankede stenene fri for mørtel, så de kunne anvendes igen. Stenene blev derefter båret hen og stakket på hestevogne, som tungt læssede kørte derfra. I den uge vi boede der, havde vi svært ved at se, at den store bunke sten blev mindre. Det var et støvet, hårdt og varmt arbejde.

Rundt omkring i byen var der mange hestevogne, eller kalesh som de hed. Hestevognene var overpyntede, skævhjulede og hestene så ikke alle ud til at have det godt. Konstant blev vi tilråbt og spurgt, om vi skulle med. Så lød det, fx “Kalesh, kalesh – egyptian ferrari”. Det var meget underholdende, men de sidste dage blev vi noget trætte af de mange tilbud.

Det samme gjorde sig gældende ved Nilen, her var det dog bare felukka, som var små både, der blev tilbudt. De havde også humor og råbte sjove ting for at tiltrække sig kunder. Nogle af de bemærkninger vi husker er: “Cheap price, maybe tomorrow or next year”, som faldt efter vi takkede nej tak. En anden sagde: “Do you know how much sunshine is on my boat?”

I gaden ved siden af hotellet blev der en aften afholdt en brullupsfest. Forberedelserne startede flere dage i forvejen, hvor gaden blev overdækket med farvestrålende tæpper, der blev ophængt kulørte lyskæder og sat en masse stole frem. Hele natten bragede musikken så løs, mens en masse mennesker festede.

Vi fik meget tid til at gå med at iagttage gadelivet. Der var altid mange mennesker og køretøjer overalt. De fleste mænd gik i traditionel klædedragt, som bestod af kjortel og turban. De havde ingen problemer med at cykle med kjortlen flagrende omkring sig. Mange af de handlende havde en frisk kommentar, fx en tæppesælger som råbte efter os: “I have a flying carpet” eller en anden som råbte efter Mads: “Hello, Mr Lucky”. Mange ønskede os også velkommen til byen.

Marked

Det lokale marked var et sted med mange forskellige varer, mange mennesker og lidt plads. Markedet var som i mange andre lande pakket med små boder, der side om side solgte fisk, tøj, grøntsager, plasticbaljer, frugt, brød, cykler og alle mulige dimser til hjemmet. Overalt var der et tæt menneskemylder, som blev endnu mere tæt, da der pludselig kom en kortege af hestevogne med turister ned gennem den smalle gade. Det virkede lidt malplaceret og anmassende, og det havde nok været en større oplevelse for dem at gå rundt og se på varerne.
Da vi havde set nok, valgte vi en sidevej ud og kom ud i et beboelseskvarter. Pludselig havde vi en hel horde af børn efter os, som tiggede penge og slik. Vi ville ikke give dem noget, for så ville der bare komme flere til. De ville ikke gå igen og de var meget påtrængende og det begyndte at være for meget. Samtidig havde vi svært ved at finde vej i de små gader. Heldigvis kom der en mand og gennede dem væk og viste os vej ned til Nilen. Der var dog også lige indlagt en omvej i en turistbazar, som han lige mente vi skulle se. Han kendte ejeren, men vi tog det ikke ilde op, for der var faktisk flotte ting i butikken.

 

Kongernes Dal – på cykeltur

Vi brugte to dage på at udforske området vest for Nilen. Første dag lejede vi cykler hos en mand lige udenfor hotellet. Ved Nilens bred kom vi lidt ufrivilligt om bord på en lille turistbåd, før vi fik set os om, tog de fat i vores cykler og bar dem om bord og efterfølgende forlangte de selvfølgelig drikkepenge for det. Nå, men båden sejlede os hurtigt til den anden side, hvor der straks var et par drenge, der løftede cyklerne op igen og slæbte dem op af landgangsbroen.

Efter at have provianteret appelsiner og bananer i en lille butik med utrolig store grøntsager, cyklede vi af sted. Først kom vi gennem det grønne bælte, som strækker sig langs Nilen. Her så vi folk, der arbejdede i markerne, hvor de dyrkede grønt til dyrene, sukkerrør og korn. Vi overhalede adskillige æselvogne, og mange råbte og hilste på os, mens vi cyklede af sted i adstadigt tempo på de gamle cykler.

Første historiske monument var Memnon-Kolosserne, som engang flankerede indgangen til et dødetempel, som Nilens årlige oversvømmelser for længst har bortvasket. Nu står de alene tilbage på den tørre jord ved siden af vejen til Kongernes Dal.

Vejen gik svagt opad gennem den efterhånden golde ørken, hvor vi så templer og gravhuler i bjergene undervejs. Efter omkring 10 km ankom vi til Kongernes Dal, hvor et lille turisttog fragtede os det sidste stykke op til faraoernes gravsteder.

Vi havde på forhånd valgt hvilke gravsteder vi ville besøge, men flere af dem var lukkede, så vi måtte revidere planerne. Det første gravsted blev derfor Tutmose III, hvor vi gik ned af en smal trappe, som førte os dybt ned i bjerget til kammeret, som var flot dekoreret. Der var dog også meget varmt og indelukket.

Derefter så vi Ramses V/VI´s grav. Vi slap for at betale ekstra og få et klip i billetten, da gravvogteren hørte, at vi var uden guide. En lang, bred og meget flot udsmykket gang førte ned til gravkammeret, hvor der stod en sarkofag.

Til sidst så vi gravene for Ramses I og Ramses IV. Begge var meget flotte og den ene havde en kæmpe granitsarkofag, hvor granitten var transporteret hele vejen fra Aswan.

I området var der også en udgravning, hvor mange mænd gravede og slæbte sandet væk på skuldrene i baljer, som lignede de var lavet af bildæk.

 

Tilbage ved cyklerne, hvor vagterne havde lagt pap på sadlerne for at beskytte dem mod solen, opdagede vi, at den ene var punkteret. Vi var nødt til at cykle på den alligevel, og det gik heldigvis ned af bakke næsten hele vejen.

Derefter cyklede vi til Hatshepsuts Døde-tempel, som består af et tempel i flere etager delvist hugget ud af klippesiden. Udsigten fra det imponerende værk var fantastisk. Herfra kunne vi se ud over Nildalens paradoksale modsætninger med det frodige grønne bælte midt i den tørre ørken.

Undervejs tilbage til Nilen, stoppede vi ved en lille og meget lokal butik for at få lidt forfriskninger i varmen. Her var ingen turister og vi faldt i snak med butiksejeren og en advokat fra Luxor, der var engelsk gift. Vi blev budt på the og ostemaddere og havde en hyggelig tid i skyggen.

Vi sejlede med lokalfærgen tilbage til Luxor og spiste lækker aftensmad i den sydlige del af byen, hvorefter vi ræsede tilbage til hotellet i superhurtig kalesh (hestevogn), som overhalede alle de andre med sin vilde kørsel.

Dronningernes Dal, Habu templet og Deir el Medina – på cykeltur

Til den anden cykeltur på vestbredden af Nilen lejede vi cykler derovre, det viste sig at være både nemmere og billigere. Første stop på turen var Habu templet, hvor vi endnu engang blev mødt af store pyloner, søjler og store åbne gårde. Templet var ikke nær så velbesøgt som templerne i Luxor og Karnak, og det var rart at have det lidt mere for sig selv og nyde det storslåede bygningsværk.

Herefter cyklede vi til Dronningernes Dal, hvor der trods navnet, også er begravet andre end dronninger. Der var meget mere stille end i kongernes dal. Selvom der er næsten 100 grave på stedet, var der kun 3 af dem der var åbne. Vi kunne dog se de mange huller rundt omkring, som ledte ned til de mange grave. Udsmykningerne i gravene, vi besøgte, var utrolig flot bevarede og restaurerede.

Det sidste stop på cykelturen blev i Deir el Medina, som var en gammel arbejderlandsby. Her kunne vi se fundamenterne efter en del huse. Her boede de arbejdere, som udhuggede og dekorerede gravstederne i Kongernes Dal. Arbejderne lavede også fine gravsteder til sig selv, og vi kom ned i en af disse. Her begyndte vi at løbe tør for småpenge, og vagterne blev lidt gnavne, da vi ikke kunne give dem ret meget i drikkepenge for den rundvisning, man åbenbart ikke kan blive fri for. Småpenge havde vi meget tit brug for, for der var mange, der forventede drikkepenge for alt mulig hjælp.

Nilen

Hver dag kom vi tæt på Nilen og kunne forundres over den store forskel, der var på de kæmpestore luxuriøse cruiseskibe og de mere simple etageejendomme, egypterne boede i. Skibene fyldte op langs hele flodbredden og lå 3-4 ved siden af hinanden, således at man skulle gå igennem skibene for at komme ud til de yderste. Hver aften sejlede de af sted, og næste morgen lå der nye skibe, som spyttede nye turister ud til sightseeing.

En af dagene, hvor den varme sol var afløst af en kold blæst, gik vi en tur på den anden side af Nilen. Vi fandt først en lille restaurant på en tagterrasse, hvor vi spiste frokost, og tjeneren viste os et temmelig let gennemskueligt korttrick. Vi kom hurtigt udenfor den lille by og fulgte grusvejen langs Nilen. For enden gik vi ned til et stort nyanlagt pumpeanlæg. Arbejderne på stedet fortalte os, at det skulle forsyne beboerne på den side af floden med drikkevand fra Nilen. De syntes vist, at det var lidt underligt, at vi kom forbi og kiggede ind, og en af dem tog et billede af os, mens han sad gemt i et simpelt skur af blikplader.

Gadeliv

Hotel Queens Valley

Vi boede på Queens Valley Hotel, som var en del af en pakkerejse. Hotellet blev valgt, fordi det lå centralt i Luxor, tæt ved templet og Nilen. Hotellet er tre-stjernet og ret billigt og kvaliteten var derefter. Da vi kom ind på værelset bemærkede vi først håndklæderne, der kunstfærdigt var foldet til slanger og derefter en kvalmende lugt af ferskenspray. Lugten forsvandt dog nogenlunde, da vi pillede et tykt, fedtet og langhåret tæppe af sengen og gemte det i et skab. Herefter fandt vi rengøringskonen og forbød hende at spraye vores værelse.
Vi havde en fin udsigt fra værelset til Luxor templet, Nilen og et travlt og larmende gadekryds nedenfor, hvor hestevogne, minibusser, cykler og gående konstant var i vejen for hinanden. Det var dog interessant og underholdende at holde øje med den livlige trafik udenfor. Fra hotellet hørte vi ikke så meget. Hotellets egen hjemmeside viser et hotel i 7 etager, men virkeligheden var, at de øverste 3 etager ikke var færdige og at der heller ikke blev bygget der. De ventede nok på at der blev råd eller behov for flere værelser.
På taget var der en tagterrasse med en pool og en ynkelig bar. Vi benyttede ikke poolen, men vi sad på terrassen og nød udsigten over byen.
Morgenmaden var ikke særlig god. Der var mange gæster og tjenerne havde meget travlt, og der stod derfor konstant rester tilbage på bordene, som man blev nødt til at fjerne for at få plads. Vi fik hver morgen serveret en tallerken med et æg, som havde kogt så længe, at det var helt grønt, ost, syltetøj og et par tørre hvide boller, dertil neskaffe. Eftersom vi hos gadehandlerne havde set, hvordan brødet stod i store poser og de handlende berørte dem alle for at finde de mindst tørre, var det altid lidt spændende, om vi blev syge efter at have spist. Det skete nu slet ikke.
På hotellet boede der mange grupper af arabiske turister, som var på ferie. Det var lidt spændende, at det ikke kun var vestlige turister, som man jo er vant til andre steder.

[Not a valid template]

Tunesien

Solnedgang på kanten af Saharaørkenen

Solnedgang på kanten af Saharaørkenen

Efter en kold vinter i Danmark benyttede jeg mig af muligheden for at få lidt varme i vinterferien 2012 ved at udnytte et godt tilbud på en charterrejse til Tunesien. Jeg kunne ikke lokke andre med, men med en pris på 2300 kr for fly, hotel og halvpension, kunne jeg ikke sige nej, så jeg tog af sted og bookede et par gruppeture dernede, da jeg ikke havde lyst til at rejse for meget rundt alene.

Jeg fløj til Monastir lufthavn med Tunisair fra Hamburg. Jeg ankom til hotellet i Sousse lidt over midnat, hvor temperaturen kun var 6 grader, og værelset var da også meget køligt.

Sousse

De første dage brugte jeg på at udforske Sousse, som jeg boede i. Jeg gik langs vandet ind til centrum, og på vejen købte jeg en slags pandekage, som jeg spiste mens jeg sad ved vandkanten og varmede mig i solens lune stråler. Sousse er Tunesiens tredjestørste by, og der strækker sig endeløse rækker af hoteller, restauranter, barer m.m. langs stranden. Byens gamle medina er dog stadig velbevaret og et helt fantastisk sted at vandre rundt. Rundt om medinaen er der en høj bymur med små porte og tårne. Mod nord er der en større indgang, for her ramte de allierede med en bombe i 1943. Medinaen består af en masse smalle gader, som tilsammen danner en labyrint, hvor det er overordentligt svært at finde rundt, eftersom gaderne snor sig meget og mange ender i blindgyder. Hvis man som jeg har en elendig stedsans bliver det ikke nemmere. Jeg nød dog at fare vild i de smalle gader og iagttage det spændende liv der var i den tætbebyggede bydel.

Midt i medinaen var Souq Er-Ribba, i denne souk blev der som i gamle dage solgt kød, fisk, grøntsager, frugt og andet fra de små boder. Det var ret overvældende med sælgerne, der råbte deres tilbud ud og drenge der skubbede overlæssede vogne gennem den tætte menneskemængde, der stod på nakken af hinanden for at vurdere de forskellige varer.

Lige inden for indgangen mod nord stod Den Store Moske, som var et meget imponerende bygningsværk. Moskeen var speciel fordi den et ombygget fort og derfor havde takkede borgmure. Endvidere var der ingen minaret, eftersom den lå så tæt på Ribatens tårn, som i stedet blev brugt til at kalde til bøn.

Tæt på moskeen lå Ribat, som var bygget som et befæstet islamisk kloster. Stedet fungerede som fort og kloster og indgangen gik gennem tykke borgmure ind til en gårdsplads, omgivet af søjlegange. Alt var utrolig flot restaureret, og der var en stille og fredelig stemning. Fra fortets tårn var der en fantastisk udsigt over Sousse og især over medinaens tage.

Besøget hos Museum Dar Essid var utrolig spændende. Museet var engang en rigmands hus, og det var indrettet, som det så ud i 1800-tallet. Manden, som modtog betaling ved indgangen, gav mig også en meget informativ rundtur. Han fortale boede om museets indretning, om livet dengang og om livet i Tunesien nu. Han havde boet mange år i Spanien, Tyskland og Sydamerika, men efter revolutionen var han vendt tilbage, fordi situationen var blevet bedre. Han var utrolig glad for den frihed folk havde fået.

I huset var der to soveværelser, et til hver af konerne. Desuden var der et værelse til alle børnene. I hvert af konernes soveværelse var der en bred seng og ved siden af hang en olielampe på væggen. Det ægteskabelige samvær skulle vare lige så længe, som lyset brændte for at sikre, at konerne fik, hvad de havde ret til fra manden. Når  de var færdige, lagde hun sig i den smalle seng i den anden ende af værelset og sov der. Huset havde desuden et tårn, hvorfra man kunne se månen og dermed bestemme ramadanen.

Jeg spiste frokost på Cafe Seles, som havde en tagterasse. Mens jeg spiste couscous, nød jeg udsigten over byens tage.

Udenfor centrum ligger nogle katakomber. Det var ret svært at finde dertil, og jeg måtte spørge om vej. Da jeg endelig kom dertil var billetmanden ret sur og ville ikke lukke mig ind, selvom der var over 20 minutter til de lukkede. Han mente bestemt, at jeg skulle komme igen en anden dag. Til sidst gik han dog med til at låse op til de underjordiske gange og tænde lyset dernede. Katakomberne består af 5,5 km underjordiske gange, men man kan kun besøge 100 meter. Stedet blev brugt af de kristne til at begrave de døde omkring år 300.

Det var tydeligt, at byen var vant til store mængder turister. Jeg kom i lavsæsonen, men de mange butikker med souvenirs i medinaen afslørede, hvor slemt det måtte være om sommeren. Da en butiksejer fandt ud af, at jeg var dansker, begyndte han straks at tale dansk! Generelt kunne de mange sprog og brugte dem gerne til at råbe efter turisterne i de smalle gader.

En dag hvor jeg gik ind til centrum kom jeg forbi en lille restaurant, hvor man kunne bestille mad direkte fra gaden. Jeg bad om en sandwich, som viste sig at bestå af et fladbrød rullet om chili, kylling, grøntager og til sidst og underligt nok; pommes frites. Jeg tog den med til stranden, og da jeg først havde fået pillet alle fritterne ud igen, smagte den rigtig godt.

Monastir

Fra Sousse tog jeg et lille tog til Monasir. Toget kørte langsom af sted langs kysten og nåede ni stoppesteder på de 25 km turen var.  Undervejs kørte vi først igennem en noget industri og herefter en masse olivenlunde. Lige før Monastir var der en række firkantede søer, hvor der blev inddampet salt.

I Monastir blev jeg meget imponeret over deres Ribat, som med god grund er på Unescos Verdenarvsliste. Bygningsværket var stort og tydeligvis bygget til og om af flere omgange, for der var trapper og gange sådan lidt tilfældigt rundt omkring. Udsigten over stranden, marinaen og det azurblå hav var utrolig flot

Da jeg kom ind på den muslimske kirkegård, som lå i nærheden, blev jeg straks slæbt med på en rundtur af en ældre mand. Han fortalte, at folk ikke blev begravet i kister, til gengæld var gravene to meter dybe. Han mente også, at det var uislamisk at have gravsten af fliser og marmor, de skulle være af forgængelige materialer. På trods af dette var der dog mange imponerende gravsten.

I forbindelse med kirkegården ligger et mausoleum for Tunesiens første præsident. Han lod en stor del af kirkegården rydde og lavede en kæmpestor plads og et stort mausoleum til ham og sine koner.

Rundtur 1

Hjemmefra havde jeg bestilt en to-dages tur hos Tunisia Direct, som hed Sahara Explorer og foregik som grupperejse med bus rundt i landet. Det blev en dejlig tur spækket med gode seværdigheder og oplevelser. Guiden hed Habib og talte utrolig mange sprog, og for at det ikke skulle være nok, sad han også i bussen og terpede russisk, som var det nyeste sprog, han var ved at lære.

El Jem/El Djem

Første stop var ved El Jem, som er et romersk amfiteater, som var det 3. største i verden og kunne rumme 35.000 tilskuere. Stedet var flot renoveret og det var muligt at gå helt op til toppen og ned på det imponerende bygningsværk, hvor Gladiator bl.a. er filmet. Atmosfæren var stille og rolig, eftersom det var tidligt på dagen og den lille landsby var bestemt ikke helt klar til turistbusserne endnu.

Herfra fortsatte vi sydpå til vi igen ramte kysten. Langs vejen så vi mange små boder, hvor folk solgte benzin i små flasker, som blev hældt direkte på bilerne. Benzinen henter de i Libanon, hvor den er billigere. Det er ulovligt, men det tolereres af myndighederne. Vi kom forbi en del olivenlunde og blomstrende mandeltræer. Mange steder er de små marker afgrænset af kaktusser, som ud over at fungere som grænse, også bruges som foder til dyrene og frugterne spises og laves til marmelade.

Matmata

Efterhånden aftog vegetationen, og vi ankom til Matmata. Her i ørkenen blev nogle af scenerne til Star Wars filmet. Frokosten blev indtaget på Hotel Le Diar el Barbar, hvor en udendørs swimmingpool virkede enormt malplaceret i den tørre ørken.

Eftersom det bliver så varmt i ørkenen om sommeren og koldt om vinteren, boede berberne i gamle dage i underjordiske huler. Der er stadig 500 beboede huler i området. Vi var på besøg hos en familie. Det var lidt underligt at gå rundt i deres private hjem, hvor de uanfægtet fortsatte med at lave mad, mens de smilede til os. Det var overraskende at træde ind i de forskellige rum, hvor der var elektricitet fra solceller, rindende vand, tv og sofaer. Der var rent, pænt og meget hyggeligt. Det største problem for boligerne var kraftige regnskyl, som dem der i 1969 ødelagde rigtig mange boliger.

Sahara og Douz

Ørkenen ændrede sig efterhånden fra at være stenørken til at blive mere sandet. Vi kørte gennem nogle flotte landskaber og kom tilsidst til byen Douz, hvor vi skulle ride på dromedarer. Derfor blev vi alle iklædt lokal berbertøj; en stribet kjortel og en blå turban. Vi så ret fjollede ud, men det beskyttede da tøjet. Så blev vi sat på dromedarerne, og det gyngede noget da den rejste sig på sine lange ben. Vi red af sted gennem flotte sandklitter forbi enkelte palmer. Solen var ved at gå ned og skyggerne blev længere og længere og sandet farvet mere rødt af den synkende sol. Til sidst forsvandt solen og vores tur i Sahara var slut.

Vi overnattede på Hotel Sahara Douz, som var et rigtig fint hotel med indbydende værelser. Aftensmaden var buffet i hotellets restaurant, maden var lækker og der var et kæmpe udvalg af desserter. Efter maden gik alle tidligt i seng, trætte efter alle dagens oplevelser.

Chott el-Jerid

Om morgenen efter en tidlig morgenmad, kørte vi af sted kl. 6. Efter lidt over en times kørsel, kom vi til en 5000km2 stor saltsø, Chott el-Jerid. Vi kørte hen over den ret tørre sø på en hævet vej. Meningen var at vi skulle se solopgangen ved søen, men eftersom der var nogle af deltagerne, der absolut skulle hæve penge i Douz, nåede vi ikke at se solen stå op over søen. Himlen var dog rød og farvede de nærliggende bjerge, og stedet var ganske specielt og meget øde. Også her blev der optaget scener til Star Wars.

Tozeur, Chebika og Tamerza

Herefter fortsatte turen mod vest hen over saltsøen. Tozeur er en større oase midt i det barske og tørre landskab. Rundt omkring byen var der et meget stort antal dadelpalmer, som er utrolige vigtige for byens økonomi. I byen stod der en række jeeps klar, som kørte os gennem stenørkenen mod Atlasbjergene i vest.

Ved bjergenes fod ankom vi til en lille oase, som hed Chebika. Byen blev forladt i 1969 efter kraftige oversvømmelser, og ruinerne står stadig tilbage ved siden af den kilde, som giver oasen dens liv. Jeg gik mod strømmen i vandløbet og fulgte den snoede vej, det havde skabt i klipperne. Hele ruten var grøn og meget frodig. Til sidst gik jeg op på bakkerne ovenfor ruinerne og havde et flot udsyn over ruinerne, kilden, den nye by og dadelplantagerne. Rundt om den lille grønne frodige plet var der gold ørken. Det var et fascinerende og kontrastfyldt syn, som bestemt var turen værd. Måske kunne jeg også se ind i Algeriet, eftersom der var under 10 km til grænsen.

Vi gjorde også stop i en anden oase, Tamerza, som jeg dog ikke synes var nær så charmerende og imponerende som Chebika. Herefter ræsede jeeperne i al for høj fart de 60 km tilbage gennem ørkenen med 110 km/t på den simple vej. Chaufførerne fandt det åbenbart sjovt at køre ræs og overhale hinanden. Jeg var dog ikke imponeret og var glad, da jeg kunne stige ud af bilen.

Tilbage i Tozeur blev vi læsset på endnu et transportmiddel, denne gang hestevogne, som kørte os en tur rundt i oasen, hvor vi kom gennem de små dadelplantager. På en gåtur imellem træerne fik vi forklaret, hvordan man, efter høsten i efteråret, gravede jorden under palmerne og såede spinat, salat m.m. En gammel krumrygget mand, som stod og hakkede jorden i nærheden, klatrede op i en dadelpalme og viste os, hvordan de gjorde når de skulle høste. Det var tydeligt, at han havde gjort det mange gange før. Ikke alene klatrede han uforfærdet op i det høje træ, men hans fodsåler vidnede også om mange ture på de ru stammer.

Efter alle disse aktiviteter var vi sultne og vi spise frokost på Hotel Jugurtha Palace, som var ret kitch indrettet med fliser, dekorationer og især spejle overalt.

På turen videre holdt vi en lille pause i en lille by, hvor jeg gik ind et sted, hvor der stod supermarked over døren. “Supermarkedet” bestod af en kæmpestor sal med to små reoler med et ynkeligt udvalg af varer. I den anden ende af det store rum stod der et par fine stole og udsmykningen tydede på, at der skulle holdes bryllup.

Kairouan

Det sidste stop gjorde vi i Kairouan, den 4. helligste by i verden for muslimerne. Desværre havde vi kun kort tid i byen. Solen var lige gået ned og der lå en underlig fred og ro over byen. Jeg gik en lille tur rundt i de smalle gader i medinaen og rundt om den store imponerende moske.

Til sidst kørte vi tilbage mod Sousse. Det tog noget tid at sætte alle gæsterne af, og jeg ankom lige et kvarter før restauranten lukkede. Så efter en hurtig aftensmad gik jeg i seng, ret ør i hovedet af alle de mange indtryk og over 1000 km i bussen.

Rundtur 2

Jeg var på endnu en rundtur i Tunesien, også denne gang en gruppetur med bus. Turen gik til den nordvestlige del af landet.

Zaghouan

Det første stop var i Zaghouan, hvor vi så Temple de Eaux, som var et romersk vandtempel. Her startede en 132 km lang akvædukt, som i romertiden bragte frisk vand helt til Carthage. Vandtemplet var fint og havde 12 nicher, der engang indeholdt statuer. Akvædukten var rørlagt mange steder, og vi så den flere steder langs vejen.

Thuburbo Majus

Næste stop var ruinerne efter en romersk by, Thuburbo Majus, som har lang historie bag sig, også før romerne kom til. Stedet var ret velbevaret, og det var muligt at se mange bygninger og funktioner på stedet. Især var forum og templet med mange store søjler imponerende. Rundt omkring var der var bl.a. huse, som var opbygget omkring en gård med søjler. Alle gulve havde flotte mosaikker, som var ret velbevarede pga. det tørre klima.

Dougga/Thugga

Vi fortsatte vestpå gennem området, der var overraskende grønt. Landskabet var helt anderledes, end det jeg tidligere havde stiftet bekendtskab med i den sydligere del af landet. Her var landskabet fladt, og på de grønne marker blev der især dyrket hvede og byg.

Vi ankom til Dougga, som er på Unescos verdensarvsliste, fordi det er den bedst bevarede romerske by i Afrika. Ruinerne er velbevarede og ligger på en lille bakke. I forvejen var det koldt og blæsende, og det begyndte også at regne lidt, så det var en kold fornøjelse at gå rundt på stedet. Jeg var dog iklædt både sweater, fleece og lange bukser, hvilket stod i skarp kontrast til nogle unge briter, som mødte op kl. syv om morgenen i bussen i små shorts og sandaler. De frøs og var heller ikke imponerede af ruinerne og brugte i stedet tiden i en nærliggende cafe. Jeg undrede mig lidt over, hvorfor de var med.

På trods af vejret var det dog stadig en god rundtur på stedet. Vi så et imponerende teater med plads til 3500 tilskuere. Teatret bruges stadig til udendørsteater. Endnu mere spektakulært var det utrolig velbevarede tempel Capitol, et stort tempel med seks 8 m høje søjler lavet af ét klippestykke. Vi kom også forbi mange andre imponerede templer, døråbninger, huse, mosaikgulve og nogle termiske bade, hvis opbygning er den samme, man finder i tyrkiske bade den dag i dag.

Efter den kolde rundtur spiste vi en ikke ret imponerende frokost på Hotel Thugga. En af briterne ville slet ikke spise hovedretten, hun mente ikkem at der var noget hun kunne lide, selvom der kun var ris, kylling, grøntsager og lidt sovs på tallerken.

Der var ret mange briter med på turen, nogle af dem havde været på ferie i Tunesien under revolutionen og var blevet evakueret. Nu var de så på erstatningsferie.

Resten af turen tilbage til Sousse gik af den samme vej, det var lidt kedeligt at køre retur. Det var dog interessant at se, at der på toppen af mange højspændingsmaster var platforme, hvorpå der var storkereder med storke.

I nødsporet på motorvejen stod en del unge mænd, en efter en, med 100 meters mellemrum. De vinkede efter bilerne med plasticposer. Guiden forklarede, at de solgte snegle, som folk spiste. Man skal helt sikker være lokal for at vide, hvor man skal købe tingene.

Hotellet

Hotel Marabout var ret stort. Det bestod af tre fløje, der omkransede nogle store svømmebassiner og vandrutsjebaner. Desuden var der indendørs pool, souvenirbutik, cafe, barer, frisør, massage, restaurant, billard, tennis, beachvolley og egen strand og strandbar. Tydeligvis et sted hvor der skete meget om sommeren, men eftersom jeg kom i vinterferien, hvilket var lavsæsonen, var der ret dødt. Mange af faciliteterne var lukkede pga. det lave antal gæster, men jeg synes at det var rart, at det var så fredeligt. Personalet var imødekommende og venligt, og værelset var fint og rent, og som man kan forvente på et tre-stjernet hotel. Fra hotellet var der en halv times gang langs vandet indtil centrum.

En af aftenerne var der pludseligt fyldt op i spisesalen, da jeg skulle have aftensmad. Det viste sig, at der kom et drag/transvestit- show og underholdt. Det var forfærdeligt. To mænd kom ind på skift i forskellige overdrevne kjoler og mimede til musikken, mens de dansede lidt rundt. Lyden gik op og ned, og til sidst gik den ud midt i en sang, mens manden stod slukøret tilbage med mikrofonen for munden. Det var både tåkrummende pinligt og grinagtigt. Jeg nød dog at spise min mad færdig i stilhed.

Men jeg slap ikke for showet. To dage senere dukkede de igen op med et erstatningsshow og igen var salen fyldt op med gæster, som især kom fra Tyskland og Polen. Jeg så ud til at være den eneste, der havde lyst til at tage min tallerken med og spise et andet sted.

Eftersom jeg rejste med et tysk rejseselskab, var jeg havnet på et sted med mange tyske gæster. Dette betød, at jeg de første mange dage, konstant blev tiltalt på tysk. Ved morgenmaden mødte mange af tyskerne op med deres eget kæmpestore farvestrålende krus, som de fyldte med kaffe. Jeg kunne forstå på mange af dem, at de skulle være der 3-4 uger, og at de havde været der før.

Generelt var det interessant at stifte bekendtskab med denne type rejse. Jeg har før været på charterferie, men aldrig boet på så stort et hotel med så mange faciliter, og aldrig før spist aftensmad på mit hotel. Lige til denne tur passede det mig dog godt, men generelt er det en vigtig del af en rejse at spise på forskellige restauranter og prøve forskelligt lokal mad.
På en af busturene mødte jeg et ungt par, der nævnte, at de ikke kunne forstå, at de havde hørt ,at couscous var landets mest spiste ret, for det havde de ikke fået. Da jeg spurgte dem, hvorfor de ikke havde fået det, forklarede de at det serverede de ikke på deres hotel, hvor de havde boet i næsten to uger. Jeg spurgte undrende, om de slet ikke havde været på restaurant, hvortil de forklarede, at de jo havde all-inclusive. Ok, men derfor kunne man vel godt gå ud at spise en enkelt aften alligevel.

De udendørs svømmebassiner var lukkede, men det var muligt at benytte liggestolene. Det benyttede jeg mig af om formiddagen, hvor solen var fremme. Temperaturen kom aldrig over 16 grader, da jeg var så uheldig at ramme den koldeste vinter i landets historie. Det lykkedes mig at finde læ og sol og kunne sidde i korte ærmer, men generelt havde jeg lange bukser, lange ærmer og en fleece på. Derfor undrede det mig, at der kunne ligge nogle i bikini på stranden.

Lufthavnen

Turen til lufthavnen tog en lille times tid. Lufthavnen er under et år gammel og ligger ved kysten. Indenfor gik jeg gennem paskontrollen og fandt herefter ud af, at man kun kunne betale med euro og fremmed valuta i lufthavnen, at det var forbudt at udføre tunesiske penge og at al veksling skulle foregå på den anden side af paskontrollen.
Da jeg kom tilbage igen, var det eneste man kunne købe kedelige sandwich, burgere og pizza til priser der var 3 gange højere end i Sousse.
Heldigvis blev der ligesom på udturen serveret mad på flyet, ris med kylling, dertil øl og vin og bagefter dessert. Det er ellers ikke tit, man oplever at der serveres mad længere.

 

Da jeg skulle køre fra Tyskland og hjem, kom jeg til at smække bildøren hårdt, mens vinduet var rullet ned. Det betød at vinduet faldt af hejseværket, og derfor ikke kunne rulle op igen. Det blev en kold tur hjem midt om natten i februar måned. Da var jeg glad for at jeg havde handsker og halstørklæde liggende i bilen.

 

Økonomi

Fly, transfer og hotel med halv pension: 2300kr
Sahara Explorer – 2 dages tur: 820 kr
Dougga m.m. – 1 dages tur: 280 kr
Souvenirs, mad, tøj, m.m.: 1500 kr

I alt 4900 kr.

Tunisia

Krakow

Markedspladsen, Rynek Glowny - Udsigten fra Rådhustårnet

Flybilletterne til Krakow faldt i kategorien årets bedste køb. Da jeg opdagede at en returbillet med Ryanair fra Billund til Krakow kostede 200 kr pr person alt inkl., købte jeg spontant to billetter og måtte så efterfølgende finde ud af, … Continue reading

Malta

Nedenstående tekst er skrevet af min kæreste, Mads og handler om rejsen til Malta i påskeferien, marts 2013.

Maleriske både ligger og gør havnen i Marsaxlokk et postkort værdigt.

Maleriske både ligger og gør havnen i Marsaxlokk et postkort værdigt.

Påsken er en fantastisk tid, hvor feriedage og forår smukt forenes. Og traditionen tro havde Mette tjekket Ryanairs hjemmeside og fundet et godt tilbud på en 5-dages tur til Malta, hvor vi kunne nyde naturen, få nye oplevelser og blive klogere – samtidig med at det var varmt. Malta ville også være nyt kapret land på Mettes resultatliste i De Berejstes Klub.

Forud for turen havde vi brugt et par aftener på at planlægge de enkelte dage. Det blev til henholdsvis en dag på den sydlige, midterste og nordlige del af øen, samt en dag i hovedstaden Valletta. En ingeniør kunne ikke have fundet en mere rational plan! Leje af bil er vældig billigt på Malta, så selv om øen er lille og de kører i venstre side, syntes vi det var penge, som var godt anvendt for at gøre os mest mobile. Vi havde også fundet et fornuftigt hotel i Sliema, der opfyldte vores tre krav til pris, værelse med eget toilet og morgenmad.

Efter en 3-timers flyvning, obligatorisk Ryanair fanfare og underskrift på bilud-lejningsaftale bragte GPS’en i vores smart-phone os trygt til hotel Plevna. Det var en enorm hjælp med GPS, da skilte er en udbredt mangelvare på disse kanter.

Sydøen – Dag 1

Næste morgen kørte vi til Birgu/Vittoria. Det er et gammelt fæstningsområde med stor strategisk betydning, som de berømte maltetiske riddere gjorde til hovedstad. Det var her slaget stod i 1565 mellem de mange Ottomanere og Grand Master Valletta med hans 60 andre riddere og få hundrede lokale beboere, som alligevel formåede at vinde, da byen havde opbygget et imponerende fæstningsanlæg med meter tykke mure, voldgrave osv., der gjorde byen uindtagelig. Anlægget var under genopførsel, så vi kunne desværre kun se det udefra.

Nede på havnen lå flere gigantiske lystyachter til kaj. Vi spurgte en person, hvem ejeren var, hvortil han sagde, at det var en fyr fra Sicilien. Vi tænkte straks mafia og syntes det var en trist kontrast til de maltetiske riddere og helte.

Fra Birgu kørte vi til Marsaxlokk, en idyllisk lille fiskerby, hvor små træbåde er malet i klare, skarpe farver og smukt vugger i bugten, mens turister spankulerer rundt blandt de lokale fiskere, der klargør deres net. Vi spiste naturligvis fisk til frokost. To flotte og meget velsmagende filletter af brasen med krydderurter samt lidt salat og (ret kedelige) fritter. Mums.

Det første af eftermiddagen blev brugt i Ghar Dalam cave, hvor en eroderet flod har aflejret store mængder af knogler fra dværgelefanter, flodheste, ulve, ræve, hjorte og andre eksotiske dyr, som levede på Malta for op til 200.000 år siden. Sidst på eftermiddagen så vi de gamle templer ved Hagar Quim og Mjandra.

Dagens højdepunkt var absolut aftenens landskamp mellem Malta og ærkefjenden Italien i VM-kvalifikationsgruppe B, hvor også Danmark spiller. Det var en sand folkefest med sang og musik, hvor nutidens maltetiske riddere var iklædt fodboldstøvler, som skulle forsøge at banke overmagten fra spaghettilandet med smørhår. Vi havde købt billetter til de billige rækker bag maltesernes mål i første halvleg. Her kunne vi høre folk råbe Forza Malta og opmuntre de lokale helte gennem hele kampen, også selvom ikonet og hadeobjekt nr. 1 Mario Balotelli scorede to mål for Italien. Italien vandt kampen, men Malta sejrede når det gjaldt sympati og opbakning på tribunerne.

Midtøen – Dag 2

Næste morgen kørte vi tidligt af sted mod Den Blå Grotte for at få en bådtur, mens solen lyste ind i bugten. Vi var der som de første kl. 9 og måtte derfor vente i ½ time, før båden var fyldt og kaptajnen ville sejle. South-american- style. Vi sejlede rundt til i alt 7 grotter, hvor Den Blå Grotte var absolut den største og flotteste. Klipperne var mange meter høje, helt lodrette med lilla og grønne nuancer fra de alger som groede på klipperne i det azurblå vand, som flot lyste i solen og spejlede sig i grotterne. Det var en fredfyldt og smuk start på en dejlig feriedag.

Vi kørte gennem det kuperede landskab op langs kysten for at finde en vandretur, som vi havde planlagt ved Dingli. De lykkedes ikke rigtig. I stedet tog vi til Il-buskett, den eneste rigtige skov på Malta, hvor præsidentens sommerpalads er opført. Her var fyrretræer, eukalyptustræer, citron- og appelsinlunde og flere andre vækster. Vi plukkede en appelsin, men hele munden snerpede sig sammen, da den skarpe syre ramte smagsløgene. Turen sluttede med et kig på cart ruts – nogle gamle hjul- eller slædespor, som antageligt er opstået ved transport af frugtbar jord til markerne.

Vi spiste frokost i Mdina, som også er en gammel fæstningsby med små snævre gader, hvor husene er bygget af sandsten med farvestrålende døre, smukke dørhåndtag og flere steder med de klassiske balkoner i grønmalet træ. Igen blev vi imponeret over de meter tykke mure, der omkranser Mdina og det enorme slid, som opbygningen har krævet. Arbejdsdagen har vist også været lidt længere end 8-16 med fri i weekenden og 6 ugers ferie….

Eftermiddagen blev spenderet i kunsthåndværkerbyen ved Ta’ Qali. Det var Maltas luftbase under WWII, men bliver nu anvendt af kunstfolk inden for keramik, glas, smykker og andre kunsthåndværker. Unægtelig en mere fredelig brug af de gamle hangarer. Om end udbuddet var prangende, købte vi ikke andet end en kop eftermiddagskaffe og en empanada.

Tilbage i Sliema spiste vi aftensmad på en lille lokal restaurant med maltetiske specialiteter som menu. Til forret en fast let krydret gedeost fra Gozo samt en gang sublim ravioli, hovedret bestod af henholdsvis kanin-stew og farsbrød med æg svøbt i røget skinke og til dessert en (lidt tam) tiramisu. Det blev skyllet ned med huset rødvin og mineralvand. I alt godt 300 kroner.

Gozo – Dag 3

Denne dag var dedikeret til Gozo. Vi kørte til færgen og kunne fra stævnen nyde udsigten til både Comino og Gozo, hvor vi efter ½ time kørte i land og op til endnu et gammelt fæstningsanlæg på toppen af et klippemassiv. Vi stillede bilen og fik en os en lille gåtur ned til vandkanten, forbi de mange små overdrev der bugnede af gule, hvide og røde blomster samt frodige kornmarker. Foråret er utrolig smukt. Nede ved vandet så vi saltbassiner, hvor havvand blev aflejret og fordampet for at udvinde salt. Flere steder var der aflejringer af skalddyr i klippen, som vidne om at det var gammel havbund vi gik på.

Vi kørte videre rundt på øen og endte ved middagstid i Victoria foran Basilikaen på plads Jan Gorg. Vi fik akkurat bestilt en plate med pølse, da klokkespillerne gik i gang og de følgende 3o minutter umuliggjorde enhver almindelig kommunikation og med en ringen for øret. Vi trængte til stilhed og kørte til Gharb for at gå en rundtur som vi havde fået anbefalet og udleveret kort til i turistinformationen i Victoria. Det var en smuk tur, hvor en lille asfaltvej blev til en grusvej der snoede sig ud blandt duftende kornmarker og flotte stendiger langs vejkanten. Vi så flere utrolige stenformationer skabt af vejr og vind og endte til sidst i flodudmundingen af en flod (Wied Il-Mielah) med et smukt ”vindue” (hul) i en gigantisk klippeformation. Oplevelserne blev gentaget og forstærket længere vestpå ved Azure Window. Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage mod færgen og hjem mod Sliema efter en lang dag i det fri.

Valletta – Dag 4

Sidste dag og tid til at se hovestaden Valletta, der som nævnt er opkaldt efter den gamle maltetiske storridder. Selve byen er ikke stor, ca. ½ x 1 km og omkranset af, naturligvis, kæmpe mure, som udgør et stærkt fæstningsanlæg. Der er lange snorlige gader med fleretager huse i karakteristisk stil med balkoner og med pragtfuld udsigt til vandet og de omkringliggende byer.

Der var langfredag, og flere af kirkerne var smukt dekoreret med blomster. De lokale var klædt i det stiveste tøj og gik rundt til de forskellige kirker for at beundre dem og ære Kristus. Bageren havde haft travlt med at bage store runde brød med hul i midten, som åbenbart var traditionel spise i påsken. Vi fik også set en enkelt procession, hvor et kors blev båret gennem byen efterfulgt af en den lokale skare.

Vi fik også set botanisk have uden for voldene, hvor ikke kun vækster, men også mange flotte katte holdt til. Den syntes at være et vellidt dyr, som lokale flere steder har bygget små huse til og dagligt fodrer. Der var overraskende mange røde katte, om end det er en egenskab der er recessiv.

Turen sluttede på den lille ø, Manoel Island, hvor vi blev grundigt overrasket over at se Duck Village. Det er et sandt paradis for ænder, gæs, duer, marsvin m.m., i stil med Christiania bygget af genbrugsmaterialer i en rustik facon, der gør stedet ganske særligt.

Fakta

Fly: Billund-Malta med Ryanair, DKK 2.500
Hotel: Hotel Plevna, 4 overnatninger DKK 1.200
Billeje: Peugot 207 inklusiv 1 tank benzin, DKK 1.000
Forbrug: Mad, vand, seværdigheder etc. DKK 3.500
Alle priser er for to personer.

 

Længste strækning på GPS på Malta: 27 km

Befolkningstæthed: 1.261 pr. km2 – DK 126 pr. km2.

Sardinien

Engang i det tidlige forår i 2011 opdagede jeg pludseligt, at der på kalenderen, som hang på køleskabet, var skrevet Sardinien ud for nogle af dagene. Jeg spurgte undrende min kæreste, hvorfor der stod det, og han forklarede, at han, som en overraskelse til mig, havde købt flybilletter og bestilt overnatning på Sardinien.

I påskeferien 2011 fløj vi derfor med Ryanair til Alghero, hvor vi var 5 dage.

Vi havde lejet en lille bil, som vi hentede i lufthavnen, og herfra var der kun en kort køretur til den nærliggende by Alghero, hvor vi skulle bo.

Alghero

Alghero er en by med omkring 40.000 indbyggere,, som ligger i det nordvestlige Sardinien. Øen blev et spansk territorium i 1479, og spanierne forsøgte ihærdigt at etnisk udrense øen og erstatte befolkningen med spaniere. Dette lykkedes dog kun i Alghero, som derfor har et spansk præg.

Murene, som skulle beskytte byen mod indtrængende fra havet, kan stadig ses ,og langs fæstningsværket er der nu en promenade, hvor man kan nyde den flotte udsigt over havet, mens man spiser en dejlig italiensk is. Til den anden side afgrænses den gamle middelalderby af nogle store klodsede vagttårne, men selve muren er væk. Selve bymidten var hyggelig med smalle gader belagt med brosten og en stille og rolig atmosfære.

 

Fra Alghero tog vi på flere dagsture med bilen rundt på øen.

Nord for Alghero

En af dagene kørte vi nordpå, først til Nuraghe di Palmavera,  ruinerne af en 3500 år gamle landsby og et af de flotteste og vigtigste af de mange ruiner efter et folkeslag, som hed Nurage. Området består af et gammelt palads omringet af en masse cirkelrunde bygninger. Alt er meget forfaldent, men jeg blev stadig imponeret over den store byggekunst, denne gamle kultur mestrede.

Herfra kørte vi videre vestpå af en snoet vej til Grotta di Nettuno. Efter parkering af bilen gik vi af 656 trin ned og ned og ned til grotten. Udsigten fra stien og trapperne som alt sammen var hugget ud i de stejle klipper var fantastisk. Da vi kom frem til hulens indgang, nåede vi lige at komme med på en guidet tur i drypstenshulen.  Indgangen ligger i havniveau, og grotten strækker sig 4 km ind, men en stor del er ikke åbent for publikum. Inde i grotten er der en 120 m lang saltvandssø, og undervejs kom vi forbi en masse stalagmitter og andre drypstensformationer.

Vi fortsatte videre nordpå og tog en afstikker ud til kysten igen til den forladte mineby Argentiera, hvor man indtil 1963 udvandt sølv. Nu står alle bygninger forladte tilbage og forfalder stille og roligt. Vi gik en runde i by,en hvor stilheden og forfaldet fik det hele til at minde om kulisser fra en gammel westernfilm. Et par bygninger var dog restaureret og rummede bl.a. en simpel restaurant, som servicerede dem, der kom for at bade på den nærliggende strand.

Da vi kørte videre nordpå langs kysten, anede vi ikke, hvilket syn der ville møde os, da vi ramte spidsen af den halvø, som udgør Sardiniens nordvestligste hjørne. Vi kørte gennem by Stintino og besluttede os for at køre helt ud for enden af halvøen, og den beslutning var god, for pludselig havde vi udsigt til et fantastisk turkisblåt hav og klippeskrænter hvorpå der voksede store mængder røde blomster. Strædet hedder Spiaggia della Pelosa og afgrænser Sardinien fra den lille ø Isola Asinara.

Syd for Alghero

En anden dag kørte vi mod syd langs kysten, hvor vi nød den flotte udsigt, som konstant ændrede sig hver gang vi rundede endnu et sving på den bugtede kystvej. På et tidspunkt mødte vi en hyrde med en flok får, som vi holdt tilbage for mens de krydsede vejen.

Første stop gjorde vi i den lille by Bosa, hvor vi af en smal stil med mange trappetrin gik op til det gamle middelaldercentrum, som ligger på en stejl bakke. Udsigten over floden Temo, den nyere lavereliggende bydel og landskabet omkring var flot og retfærdiggjorde pauserne, vi blev nødt til at tage på den stejle gåtur. Den gamle bydel bestod af smalle gader, små torve og et stort slot.

Køreturen fortsatte ud på sydspidsen af en halvø, hvor ruinerne efter den gamle by Tharros ligger med en imponerende udsigt over havet. Byen blev grundlagt af fønnikkerne, men de bygninger man ser ruiner af, er romerske fra det 2. og 3. århundrede. Romerne byggede et amfiteater, akvædukter og templer, hvor det er to søjler der står tilbage efter et af templerne, der er det mest imponerede ved stedet.

I nærheden af ruinerne ligger en af de ældste kirker på øen, hvis byggematerialer er sten fra Tharros ruinerne.

På vores videre tur kom vi pga. vores simple kort til at lave en genvej på en vej som blev smallere og smallere og førte os langt væk fra al bebyggelse. Vi fortsatte dog, men da bilen blev omringet af en fåreflok, følte vi os langt ude på landet. Fårehyrden var dog moderne og drev fårene af sted, mens han kørte i bil bag dem. Til sidst blev vejen en meget hullet grusvej, så vi blev glade, da vi endelig kom frem til en asfalteret vej.

Efter den landlige køretur kom vi frem til Forum Traianus, som er romerske ruiner ved floden Tirsu. Her havde romerne termiske bade, hvor de udnyttede undergrundens varme vand i mange forskellige bassiner. Det varme vand kommer stadig op af undergrunden, og vi kom forbi stedet, hvor det 54 grader varme vand løber ud i floden. Dampen stod op og svovllugten kildede i næsen, hvilket ikke så ud til at genere dem, som badede i det varme vand i floden.

Det sidste stop på denne udflugt var ved Nuraghe Santu Antine. Nuragherne var et folkefærd som levede i bronzealderen. De byggede talrige bygninger, hvis rester man kan se over hele øen. Dette sted bestod af et stort tårn i midten og tre mindre rundt om. Det hele var forbundet af nogle gange med nogle enormt tykke mure lavet af store sten. Tårnene var ligeledes lavet af store sten, og det store tårn var endda i flere etager med store spindeltrapper. Det mest imponerende ved hele konstruktionen var, at der ikke var anvendt mørtel, det var alene stenenes vægt,der holdt det hele sammen. Utroligt at de kunne finde ud af dette for næsten 4000 år siden.

 

Øst for Alghero

Den sidste tur vi kørte var til Tempio Pausania, hvor vi kørte ud i bjergene syd for byen. Her gik vi en tur i den friske kølige luft og kørte helt op på toppen af bjerget Monte Limbara, hvor der var en masse sendemaster. Vel nede fra den lange snoede vej drak vi en velfortjent kop kaffe i den lille by Oschiri.

 

Fakta om turen

Vi overnattede i et bed and breakfast; ElisArt (50euro/dobbelt), som lå i en lejlighed i et beboelseskvarter lidt udenfor centrum af Alghero. Alle værelser og gangen var dekoreret med forskellige udsmykninger malet på væggene. Morgenmaden var hver morgen sat frem i lejlighedens køkken og var meget enkel, men ok. Vi fik udleveret en nøgle ved check ind, og efterfølgende så vi ikke meget til vores vært.

Økonomi:

Rejsen kostede for 5 dage i alt 9900kr, i dette er inkluderet fly, bed and breakfast, billeje og forbrug.

 

Holland

En af de sidste ferier med mine forældre og søskende før jeg flyttede hjemmefra gik til Holland og Frankrig.   Vi kørte først til Holland, hvor vi var et par dage. Landet minder meget om den del af Danmark jeg kommer fra, nemlig marsklandet i Sønderjylland. Holland er lige så fladt, og mange arealer er da også indvundet fra havet. Nu hvor jeg lige har benævnt sammenlignet Holland og Danmark skal det nævnes at Hollands højeste punkt faktisk er 322 m.o.h. og dermed højere end Danmarks højeste punkt.

Der var mange møller, men også af den gamle slags, før de grimme vindmøllers tid. Her sidder vi i grøftekanten og nyder synet af rækken af møller, mens vi spiser vores madpakke.

Husene i Holland er også ret specielle, i hvert tilfælde de gamle huse på landet. De har i mange tilfælde stråtag, men ikke som vi kender det herhjemmefra. De har valgt at lægge det på lidt over halvdelen af taget, og så have almindelig tag på resten. De ser ret underligt og halvfærdigt ud. Andre huse har et ualmindeligt højt tag, også lavet af strå, som det ses på billedet til højre.

 

 

Albanien

Denne artikel har jeg skrevet til magasinet Globen, som er et medlemsblad for De Berejstes Klub, hvor jeg er medlem.

Valbona: en endnu uspoleret dal i det nordlige Albanien

I den nordlige del af Albanien ligger Valbona. Selve rejsen gik med en af de færgeruter, der af nogle er udnævnt som en af de smukkeste i verden. Fremme i Valbona blev vi mødt af smuk natur, vilde bjerge og gæstfrie beboere.

Rejsen til Valbona begyndte i Tirana for min kæreste og jeg. Vi var lidt usikre på hvordan vi skulle komme dertil. Fra hotellet i Valbona havde vi fået en e-mail, som omhyggeligt forklarede bussystemet. Man skulle helst kende chaufføren og ringe til ham på forhånd, for præcist at få at vide hvor og hvornår bussen kørte. Der var vedlagt telefonnummer, og vi fik vores hotel i Tirana til at ringe op. Vi fik at vide, at bussen gik kl. 5 fra en bestemt plads, og at den var hvid med en blå stribe.

Så tidligt næste morgen gik vi ned til pladsen, hvor vi fandt minibussen. Chaufføren sad på en nærliggende cafe. Efter den obligatoriske runde gennem byen for at samle passagerer op, kom vi endeligt af sted. Efter tre timers kørsel var vi fremme ved Komani-søen, som er dannet ved en opdæmning af Valbona-floden.

Min kæreste fordrev ventetiden med at fiske fra færgelejet. Dette tiltrak sig stor opmærksomhed fra de lokale, som ivrigt kommenterede og kom med gode råd. Han fangede nogle små skaller, som han bestemt ikke måtte smide ud igen, dem ville chaufføren gerne have med hjem. De lå så i en plasticpose og blev godt varme på resten af turen i bussen.

Søen følger flodens snoede forløb gennem dalen, og udsigten skiftede derfor konstant, hver gang vi rundede endnu et sving. På begge sider rejser stejle klipper sig og spejler sig i det azurblå vand. Nogle steder var vi ganske tæt på skrænterne, kun 20 meter adskilte os fra klipperne, som strakte sig over 100 meter op. Langs søen, på nogle af de knap så stejle skråninger, er der huse og små terrasselandbrug.

Vi nød at sidde på det øverste dæk og betragte det flotte landskab, der flød forbi i langsomt tempo. De lokale havde tilsyneladende set det så mange gange før, at det på dem virkede mere tillokkende at sidde inde i den indelukkede bar og ryge og drikke øl. På de par timer, færgeturen tog, var der nogle, der vi hældt overordentlig mange øl ned. Da vi kørte fra borde og så en synlig påvirket mand sætte sig bag rattet i en lastbil lastet tungt med cementsække, var vi rystede.

Vi havde med buschaufføren forhandlet os frem til, at han skulle køre os helt til vores hotel i Valbona-dalen, frem for kun til færgelejet, hvortil ruten normalt gik. Herved undgik vi problemer med at finde transport til den sparsomt befolkede dal.

Herefter fortsatte vi med minibussen i nogle timer på grusvejen langs floden op gennem den imponerende dal. Til sidst nåede vi vores bestemmelsessted, Hotel Rilindja, hvor der er fem værelser og en restaurant. Stedet drives af en lokal mand og hans familie. Hans kæreste, Catherine, er amerikaner, og hun har en meget informativ hjemmeside om området. Hun er utrolig hjælpsom med information og forslag til vandreture i området. Hun har på eget initiativ startet afmærkning af stier i området og brænder for at udvikle stedet til økoturisme.

Vandreskoene findes frem

En af dagene var vi på en længere vandretur i området. Turen begyndte i landsbyen Valbona længst inde i dalen. Catherine havde givet os et simpelt kort og nogle forklaringer, men selve ruten var ikke markeret. Så med simple anvisninger såsom ”grønt hus foran jer – gå rundt til højre rundt om det og drej til venstre” gik vi af sted.

Først krydsede vi det næsten udtørrede flodleje, og herefter gik det opad. På dette sted i dalen var bjergskråningerne ikke så stejle som langs Komani-søen, men vi kom alligevel hurtigt op i højden, hvor vi kunne se ud over landsbyen. Vi kom forbi enkelte simple huse med små indhegninger. og vi mødte en kvinde med sine to børn, der var ude at samle pinde til brænde. Endvidere så vi tre mænd, der var ved at slå græs med le på en stejl græsmark.

Pludselig kom vi op gennem en gruppe træer og blev mødt af et fantastisk syn og duft. Her var græsgangene til landsbyens dyr, og blandt græsset voksede der små engblomster og store mængder blomstrende vild timian, som udsendte en kraftig duft, for hvert skridt vi tog. Bag engen rejste sig nogle stejle, vilde og barske bjerge sig, og gjorde engen, vi gik på, endnu mere tillokkende. Vi satte os derfor ned midt mellem blomsterne og fandt vores madpakker frem. Vi var spændte på, hvad vi havde fået med, og stor var glæden, da vi fandt ud af, at Catherine havde pakket nøjagtig det, som passede sig til sådan en vidunderlig vandretur. Mellem tykke skiver af saftigt nybagt brød var der pølse, tomat og agurk. Ved siden af lå store tykke osteklodser, et kogt æg og et par chokoladekiks. Med en fantastisk udsigt over dalen foran os, majestætiske bjerge bag os, en varmende sol, timianduft i næsen og maven fuld af lækker mad, følte vi os som i himmerige. Vi havde næsten ikke lyst til at bryde op og fortsætte.

Montenegros sorte bjerge

Ud af træerne under os kom der pludselig en mand gående. Da han kom nærmere, viste det sig at være Michael, en af de få andre gæster fra vores hotel. Hvilket sammentræf. Sammen med ham fortsatte vi op. Målet var at nå grænsen mellem Montenegro og Albanien. Ingen af os var sikre på, hvor langt der var, og der var intet at tage pejling efter. Vi var dog overbeviste om, at vi var på rette vej, så vi blev ved med at følge stien op. Landskabet blev stadig mere barskt og stejlt. Temperaturen faldt også, og det samme gjorde mit blodsukker og energiniveau, så de hjemmebagte myslibarer blev fortæret.  Vi indgik en aftale om, at vi ville vende om kl. 15, hvis vi ikke var nået frem til grænsen forinden, så vi kunne være tilbage, før det blev mørkt. I stilhed knoklede vi på og kom længere og længere op. Pludselig kunne vi se en betonklods og vidste, at den måtte markere grænsen.

Da vi kom op til den et par minutter før deadline, var vi et godt stykke over trægrænsen, og det eneste, vi kunne se i Montenegro, var nøgne stejle bjerge. Vi stod et par minutter på Montenegros side af grænsen og blev blæst igennem af den kraftige kolde vind.

Vi gik ned samme vej, som vi var kommet op. På en eller anden måde gik vi forkert og kom væk fra den utydelige sti midt på en stejl eng. Vi stod og spejdede efter den og gik lidt frem og tilbage. Pludselig hørte vi råb. Vi kiggede op og så en mand højt oppe på et bjerg. Det var en hyrde, som kunne se vores problemer, og han havde tydeligvis overblik over stien og forsøgte at guide os med armbevægelser og råb. Det var ret svært at forstå ham, forbi han var så langt væk, men det lykkedes os at komme tilbage på stien og sikkert ned til landsbyen igen.

Herfra var der 5 km tilbage til hotellet ad vejen langs floden. Mens vi gik af sted på vores nu meget ømme fødder, håbede vi, at der kom en bil forbi. Heldigvis kom der et ældre ægtepar i en gammel varebil, og vi fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke kommunikere, men de syntes vist, at det var ret pudsigt at have et par turister siddende på et par gamle aviser bag i bilen. Vi var bare glade for liftet og tvang dem nærmest til at tage imod en skilling for turen.

Vel tilbage på hotellet bestilte vi straks et par kolde Korcaer – albanske øl – og satte os på husets veranda og hvilede fødderne, mens vi tænkte tilbage på den lange vandretur, og alt det vi havde set undervejs.

Vild natur

Den første dag gik vi et par mindre ture i området. Forinden havde Catherine fortalt os om dyrelivet, og om hvordan et universitet havde sat et webkamera op. Hun viste os endda nogle af billederne af ulve, vildkatte, los, grævling, bjørne m.m.

På en af turene kom vi forbi en grotte i klippesiden, og da det regnede, spøgte vi med, at vi ikke turde søge ly derinde, for det var nok bjørnens hule. Lidt senere regnede det endnu kraftigere, og mens vi stod i læ under et stort træ, kom vi til at se os omkring. Pludselig fik vi øje på en lille kasse, der var monteret på et træ ved stien, og vi kunne se, at det var et webkamera. Nu var det ikke længere så indbydende at stå på den smalle sti med stejle klipper op og ned til begge sider. Hvis bjørnen kom den vej, kunne vi ikke lige træde til side og lade den passere. Selvom risikoen for at møde bjørnen var forsvindende lille, kunne vi alligevel ikke helt ryste den lille irrationelle frygt af os. Lysten til at fortsætte videre op af stien forduftede ret hurtigt, og vi gik ned i dalen igen og fandt et andet sted at fortsætte turen.

Vi brugte et par dage i Valbona-dalen, før turen gik videre rundt i Albanien. Valbona er et område, som ikke er ret udviklet endnu. Internettet er ustabilt, strømudfald sker jævnligt, infrastrukturen er simpel, og vejen lukkes tit af sne om vinteren. Der findes enkelte små private hoteller og pensionater i området. Der er sat initiativer i gang for at tiltrække flere turister, og der er helt sikkert et stort potentiale.

Valbona var højdepunktet på vores tur rundt i Albanien. Vi blev mødt af en fantastisk venlighed, gæstfrihed og enestående natur. Jeg håber, at udviklingen i området vil ske i pagt med den omkringliggende natur, således at folk også i fremtiden vil kunne nyde dette unikke sted.

 

Valbona ligger i det nordlige Albanien, tæt på grænsen til Kosova og Montenegro. Læs mere om Valbona-dalen på www.journeytovalbona.com.

REJSEN DERTIL: Vi fløj til Tirana og retur fra Hamburg via Budapest. Rundrejsen tog 10 dage og kostede 5500kr alt inkl. pr. person.

LOKAL TRANSPORT: Fra Tirana tager det ca. syv-otte timer til Valbona, uanset om turen går via Komani-søen eller den noget længere tur ad hovedvejen via Kosova. Bus og minibus-systemet var velfungerende med mange afgange.

MAD & OVERNATNING: Måltiderne var meget billige. Omkring 50-60kr for salat, hovedret og en øl på en restaurant. Næsten alle retter indeholdt flere forskellige oste og i store mængder.

Hotelovernatningerne kostede 240-300kr for et dobbeltværelse.

BEFOLKNINGEN: Utrolig mange talte godt engelsk og hjælpsomheden og gæstfriheden var stor overalt, hvilken var med til at gøre det til en utrolig nemt land at rejse rundt i.