Argentina

Teksten på denne side er de rejsemails vi sendte hjem fra turen. De er ikke redigerede til denne side. Billederne er endnu ikke lagt ud på denne side, men kan indtil videre ses på vores rejseblog: http://www.travelblog.org/Bloggers/Mads-og-Mette-i-Sydamerika/

iguazu

At rejse i Argentina er helt sikkert meget anderledes end Peru og Bolivia. Selvom landet er gået noget tilbage i levestandard efter at hele landets økonomi kollapsede for et par år siden, så fungerer tingene stadig meget bedre end i Peru og Bolivia. Her ikke alene kører busserne til tiden, kvaliteten af dem er også meget meget bedre. Vejene er bedre og her er mere rent. Argentinerne er et venligt og imødekommende folkefærd, som er meget sociale. De kan godt lide at snakke og gå ud for at høre musik og danse. Jeg har især mødt mange unge turister fra Buenos Aires. Blandt dem er det populært at rejse rundt med rygsæk. De rejser dog mest i Peru, Bolivia og Argentina, for det er de eneste lande de har råd til at rejse i. De rejser ofte i grupper og de ser undrende på en når de finder ud af at man rejser alene. De er meget hurtige til at indlede en samtale, men desværre taler de et spansk, som til tider ikke minder ret meget om det jeg har lært. Udtalen er helt gal, og jeg ikke anbefale at lære spansk her. Fx. hedder kylling, pollo og udtales normalt i alle andre lande som “poljo”, men her er det “posjo”. Denne sj-lyd går igen i mange ord, hvor det tilsyneladende slet ikke hører hjemme. Argentinerne har også nogle anderledes spisevaner. Deres højtelskede nationaldrik er mate, en slags urtethe. Det vigtigste omkring drikningen af mate er det sociale aspekt. Theen drikkes af en speciel kop, hele koppen fyldes op med de grønne blade, som mest af alt minder om oregano. Herefter hældes der varmt vand i koppen og man bruger nu et specielt sugerør af metal med et fint net i bunden til at suge theen op. Gruppen drikker af den samme kop og man fylder nyt vand i til hver person. Smagen er nok noget man skal vænne sig til, det smager ret kraftigt og urteagtigt. Argentina er jo kendt for deres gode og møre oksekød. Man skal dog ikke være som Mads og gå tidlig i seng for at nyde dette, for argentinerne spiser aftensmad meget sent. De holder en lang siesta, fra omkring middag til 16-17-tiden. Her hviler de sig og når siestaen er forbi spises et mellemmåltid, ofte kager eller is. Herefter åbner butikkerne igen og arbejdet starter igen. Pga. denne siesta forlænges dagen betydeligt og ved 22-23-tiden begynder argentinerne at spise aftensmad og myldre rundt i gaderne. Mange restauranter serverer først mad fra kl. 21, hvis man spiser på dette tidspunkt betegnes det som tidlig aftensmad. Dette er noget som jeg har svært ved at vænne mig til, det passer slet ikke til min døgnrytme, men der er ikke så meget at gøre ved det. Som belønning er deres oksekød dog også virkelig godt og bøfferne er store og serveres uden ret meget tilbehør. Den første dag her i Argentina startede med en tålmodighedsprøve. Jeg var ankommet til grænsen med tog (kun 1 time i kø denne gang og kun 1 time forsinket). På den  bolivianske side af grænsen fik jeg stemplet ud på 2 minutter, men på den argentinske side stod jeg i kø i 1 time. De argentinske toldmyndigheder var meget omhyggelige og skrev oplysningerne fra passet ind i en computer med to-finger-system, mens en anden meget omhyggelig stemplede mit pas og endda pustede på stemplet så det ikke skulle smitte af modsatte side! (så meget er blå øjne værd, hernede!) Vel inde i Argentina fandt jeg en bus, som kørte sydover. Desværre fik jeg plads ved siden af en meget talende og utrolig religiøs mand, som læste bibelcitater (på spansk) højt for mig! Efter en times tid ankom vi til en politikontrol, hvor de tjekkede for narkotika. Vi holdt i kø og ventede på at de andre busser blev eftersøgt i en times tid. Da det endelig blev vores tur, kiggede de bare kort i bagagerummet og gik en tur gennem bussen og kiggede i vores pas. Endelig kørte vi igen, men ak, efter noget tid kom vi til endnu en politikontrol. Denne gang skulle alle ud af bussen og stå i kø med pas og håndbagage. Min taske blev der slet ikke kigget i, da de så at passet var fra Danmark, men nogle af de lokale måtte vise indholdet frem.

Tilcara

Sådan gik det til at jeg ankom til hotellet i Tilcara, Argentina over 12 timer efter at jeg forlod hotellet i Bolivia, kun 310 km nordpå. Tilcara er en lille landsby i dalen, Quebrada de Humahuaca, som er på Unescos liste over verdensarv, pga den stategiske betydning stedet har haft under koloniseringen. Jeg boede på et hostel, som lå lidt op af de stejle bjerge, med en fantastisk udsigt over de røde bjerge på modsatte side af dalen. På hostellet boede jeg i en lille hytte sammen med nogle andre. Vi havde vores eget spisekøkken og badeværelse og terrasse med liggestole og grill under skyggefulde træer. Det var næsten som at bo i et sommerhus. Fra Tilcara tog jeg til den nærliggende landsby; Purmamarca. Her havde de et bjerg, som hedder Cerro de siete Colores: Bjerget med de syv farver. Det stribede bjerg havde vitterligt syv farver eller mere. Jeg gik også en fin tur blandt de flotte røde bjerge, som nærmest skiftede farve hver gang jeg kom rundt om et nyt sving.

Salta

Efter Tilcara tog jeg til Salta, som er en større by. Her var det helt underligt for første gang i lang tid at gå på gader med masser af butikker og det var også fedt at være i et supermarked, hvor man kunne købe alt. I Bolivia købes det meste på gaden og på markedet. I Salta tog jeg på en arrangeret tur, hvor vi kørte langs med jernbanen. Toget kører kun om vinteren og er nu kun et turisttog. Strækningen er speciel på mange måder. Selve konstruktionen af jernbanen var en stor bedrift, fordi den går gennem bjergene og det var hovedsageligt ufaglærte som stod for arbejdet. Jernbanen stiger fra 1280 m til 4220 m og på hele strækningen til Chile (570 km) er der ikke færre end 29 broer, 21 tunneller og 16 viadukter. Vi kørte 150 km i bus langs med jernbanen, og det var en fantastisk flot tur, hvor vi kom igennem forskellige vegetationszoner, som skiftede mellem frodige grønne bjerge og bare røde klipper med kaktusser. Vi endte i en lille øde mineby, hvor vi spiste frokost, og herefter kørte vi hele vejen tilbage, hvor klipperne nu lyste endnu mere rødt i eftermiddagssolen.

Cafayate

Fra Salta og videre sydover slog jeg to fluer med et smæk. Da jeg i stedet for bare at tage bussen til Cafayate, tog på en arrangeret tur som gik dertil. Turen gik igennem nogle spændende dale. Undervejs stoppede vi ved forskellige klippeformationer, bla. Djævelens gab, som var et stort hul man kunne klatre op i. Lige udenfor Cafayate var vi også på besøg på to vingårde. Det specielle ved vinen i området er, at den dyrkes fra 1600 – 2000 meter over havet, og det er vist det højeste i verden. Vinen sælges også med rette som højde-vin. Vinen smager ok, men dem vi prøvede var ikke særlige kraftige i smagen. Jeg var også ude at besøge en gård, hvor de producerede gedeost. Gården er ejet af den samme, som ejer en af vingårdene, og det er ret smart for gederne spiser det tørre produkt, der er tilovers fra presningen af druerne. Jeg så nogle af de 600 geder og smagte forskellige oste. De var alle oste, som ikke var lagrede, og var ret bløde og milde i smagen, og heldigvis smagte de ikke efter ged. Selve Cafayate er en lille landsby, og her var meget hyggeligt. Rundt om byen lå de grønne vinmarker. Herfra tog jeg videre til endnu en lille landsby, Tafi del Valle længere sydpå. Denne landsby ligger midt i en grøn dal og har et mikroklima. Derfor er byen et yndet tilflugtssted for folk i den kvælende varme i den nærliggende storby Tucuman. Rundt om byen havde de rige storbyboere bygget store flotte weekendhuse, som var i stor kontrast de de fastboendes huse. Det samme var tilfældet i Salta. Her lå også gigantiske huse og palæer på meget store grunde udenfor byen. Her så jeg endda tjenestefolk i uniform gøre rent og passe det hele, mens herskabet boede i hverdagene inde i byen. Fra Tafi del Valle ville jeg videre sydpå, og måtte skifte bus i Tucuman. Da jeg steg ud af bussen blev jeg nærmest slået omkuld af den kvælende fugtige varme. Det var simpelthen forfærdeligt, og det var ikke så rart at rende rundt med en stor rygsæk på busstationen. Det blev dog til meget renderi rundt, for busstationen var gigantisk. Det var en af de største jeg har set. Der var 60 platforme, hvor busserne ankom og afgik. Der var mindst lige så mange busselskaber. Transportsystemet her i Sydamerika fungerer på den måde at der er et antal busselskaber der kører hver rute. Det kan være 1-10 selskaber. Nogle selskaber er selvfølgelig store og kører overalt i landet, mens andre er små og kun har et par ruter. De afgår nogle gange alle sammen fra den samme terminal i byen, men nogle gange har hvert selskab eller destination en terminal, og så gælder det om at finde den rette. Når man ankommer til sådan en stor terminal hvor alle busser kører fra, gælder det om at finde ud af hvilke busser, der kører på ruten man vil med, og hvornår de kører og hvilken bustype de kører med. Ofte er der ikke et centralt sted man kan få disse oplysninger og man er derfor nødt til at vade rundt og spørge de forskellige selskaber. Ikke engang alle selskaber har indset nødvendigheden af at sætte skilte op med deres afgangstider, de skriver bare destinationerne.

Mendoza

Fra Tucuman kunne jeg ikke komme til min ønskede destination, så jeg købte i stedet billet helt til Mendoza, som var det sydligste punkt på min tur. Busturen hertil var 13 timer så jeg valgte en natbus på 1. klasse. Derfor havde jeg hele dagen i Tucuman, hvor jeg mest forsøgte alle holde mig ude af solen og lave mindst muligt. Busturen gik fint. Der var store brede sæder, som kunne lænes langt tilbage og der blev serveret både aftensmad og morgenmad. Undervejs passerede vi et kraftigt regnvejr og jeg fandt senere ud af at det havde været værre i Mendoza, hvor de havde oplevet 20 min. med kraftig regn og hagl, og dette havde ødelagt vinhøsten i visse områder. Mendoza er en større by, som i Argentina især er kendt for deres vinproduktion. Her produceres 80% af Argentinas vin. I de seneste år er landet også begyndt at markere sig på det internationale marked, og faktisk producerer de nu så meget vin at de er verdens 5. største producent. Byen var meget hyggelig og behagelig. byen er blevet genopbygget efter et ødelæggende jordskælv, og i den nye byplan er der mange åbne pladser og store brede gader, som folk kan gå ud på, hvis jordskælv igen rammer. Mange af disse gader har også massevis af gadetræer, så der er meget grønt og skyggefuldt. Disse træer vandes gennem et vidtforgrenet net af kanaler langs fortovene. På den måde sikrer man sig at træernes rødder ikke søger opad og ødelægger vejbelægningen. I Mendoza var jeg selvfølgelig på en endnu en vintur. Vi besøgte to forskellige vingårde. Den ene var gammel og ikke ret stor og producerede mest champagne. Den smagte faktisk ret godt, men var også en lidt dyrere flaske (40 kr) efter argentinske forhold. Herefter besøgte vi en ny og stor vingård, som kraftigt havde industrialiseret deres produktion, som nu primært foregik i store ståltanke. Det var kun den allerbedste vin som stadig blev lagret i egefade. Fra Mendoza var det nærliggende at tage til den chilenske hovedstad, Santiago, som ligger 7 timer stik øst.

San Luis

Efter besøget der rejste jeg videre mod øst i Argentina. Første stop på den tur var San Luis. Selve byen var ikke synderlig interessant, men jeg var på en tur til en nationalpark, Quijadas, 150 km udenfor byen. Som så mange andre steder i Argentina bestod landskabet også her af flotte røde klipper. ja, jeg ved det, jeg har allerede lagt mange billeder med røde klipper på, og jeg lover at disse er de sidste. Turen ud til parken var ret kedelig, vi kørte to timer gennem fladt tørt landskab, hvor den eneste vegetation var tørre små buske. I selve nationalparken, så vi resterne efter nogle primitive ovne som nogle indianere havde bygget mange af for lang tid siden. I disse ovne brændte de lerkrukker, som de brugte til at hente vand i, for også dengang var klimaet meget tørt. Det var ganske varmt og tørt i parken og derfor begyndte gåturen vi skulle på også først kl. 15. Først gik vi hen til et fantastisk udsigtspunkt hvorfra vi kunne se ud over de flotte klippeformationer. Herefter begyndte gåturen ned i kløften. Hernede kunne vi virkelig se, hvordan det var skabt. For millioner af år siden var dette en dal mellem to bjergkæder, men med tiden blev bjergene nedbrudt og sedimenterne lagde sig i lag i dalen. Gennem tiden er disse lag så blevet eroderet af vandløb og derfor er der skabt flotte formationer med tydelige lag. Vi gik en 10 km lang tur i dette flotte landskab. Undervejs så vi kondorer svæve på de varme opstigende vinde.

Cordoba

Efter San Luis tog jeg til Cordoba. Her har de bl.a. en gammel jesuitkirke, da det især var heromkring jesuitterne slog sig ned. På mit hostel i Cordoba havde vi den ene aften en asado. Asado er det samme som grill-aften, og for argentinerne er dette en meget vigtig del af deres madkultur. Her var det tydeligt, at de var vandt til turister, asadoen begyndte på det fastlagte tidspunkt og det var allerede kl. 21. Alle argentinerne har i deres baghave en parrilla, som er en stor muret grill, hvor der ofte laves mad. Disse findes også i mange parker ved siden af de sædvanlig picnicborde og bænke. Som de fleste nok kan gætte er det vigtigste kødet. Vi fik lidt grøn salat og flute til, men ellers blev der bare serveret store mængder køl og pølser. I Cordoba fik jeg også oplevet hvor besværligt og bureaukratisk tingene sommetider kan gøres. Jeg ville sende to pakker fra posthuset. Jeg spurgte efter konvolutter og blev henvist til en skranke bemandet med to blinde! De havde dog ikke konvolutter med bobleplast, så det tog lige en halv time i forskellige forretninger før jeg fandt dem. Så fik jeg pakket tingene ind og tapet dem forsvarligt på alle leder og kanter. Tilbage på posthuset måtte jeg stå i en lang kø, og da det endelig blev min tur, kastede skrankedamen bare et blik på dem og sagde at dem kunne jeg ikke sende for de var tapet. De skulle limes!! Jeg stod bare der og lignede et stort spørgsmålstegn og troede alvorligt at jeg var med i Skjult kamera. Det var jeg ikke og hun mente det helt alvorligt og forklarede mig, at hvis de var tapede kunne de jo åbnes igen og nogle kunne stjæle indholdet, mens dette ikke kunne ske, hvis man lukkede konvolutterne med lim. Så jeg måtte tilbage til de to blinde, købe to konvolutter, smide de tapede ned i dem, skrive ny adresse udenpå og tilbage til køen. Da det endelig blev min tur igen, lukkede de konvolutterne med lim og sendte dem. Ja, sådan kan man så få lang tid til at gå hernede. Samme dag var jeg i banken. Det tog ikke nær så lang tid, men det var en farce ligeså stor. For at gøre en lang historie kort har de argentinske banker indført at man kun kan hæve 300 pesos (550kr) om dagen på kreditkort. Da det koster mig 30 kr. hver gang jeg hæver, synes jeg ikke at skrankedamens smilende kommentar om at jeg da kunne hæve hver dag var særlig sjov. Faktisk var jeg ved at gå ud af mit gode skind ved udsigten til at rejse på denne måde. Heldigvis har jeg fundet ud af at der er et andet mærke af hæveautomater, hvor man stadig kan hæve 2000 kr, men dem er der bare ikke særlig mange af. Fra Cordoba var jeg et smut i Jesus Maria, ja, sådan hed en lille landsby. Her var der en jesuit estancia. En estancia er en slags gård eller samfund som jesuitterne drev. Jesuitterne er en orden indenfor den katolske kirke og de arbejdede i Sydamerika på at omvende de lokale guarani-indianere. Jesuitterne opkøbte jord og drev landbrug for at finansiere missioneringen og uddannelsen af nye præster. På estaciaerne arbejdede sorte slaver og lokale indianere. På et tidspunkt havde estanciaen i Jesus Maria 9000 ha jord. Jesuitordenen i Spanien faldt dog i unåde hos kongen og jesuitterne blev derfor udvist af Sydamerika, med det resultat at estancianerne forfaldt og jorden blev afhændet. I Jesus Maria er estanciaen dog blevet restaureret og omdannet til et museum.

Villa General Belgrano

Fra Cordoba tog et smut på landet til en lille by, Villa General Belgrano. Byen lå i nogle meget flotte bløde og frodige grønne bakker. Selve byen var speciel fordi beboernes tyske oprindelse var tydelig i arkitekturen og kulturen. Byen blev i 2. verdenskrig hjemsted for mange tyskere som var ombord på et kæmpe krigsskib Graff Spee, som sank ud for Argentinas kyst. Tyskerne var ikke så populære i Argentina, men i Villa General Belgrano blev de taget godt i mod og derfor bosatte mange sig her. Den dag i dag skulle der stadig være ældre mennesker der taler tysk og i restauranterne serveres tyske pølser, appel strudel, tyske øl. Byen afholder også en berømt Oktoberfest. Her boede jeg på et hostel lidt udenfor byen. Her var der masser af frisk luft, eftersom hostellet havde 19 ha jord. Der var også heste og et æsel som gik frit i haven. På toppen af en bakke med flot udsigt var en svømmepøl. Det var ret rart, for temperaturen var ret høj.

La Cumbre

Fra denne lille rolige by tog jeg til anden lille by, La Cumbre, på den anden side af Cordoba. Her var naturen også flot, men her var ikke helt så grønt og frodigt. I de dage jeg var i byen lagde omgivelserne omkring byen veje til et rally-løb. Faktisk har verdensmesterskaberne også været afholdt her. Bilerne blev præsenteret i byen, men ellers så jeg ikke så meget til dem, da de jo kørte omkring på jordvejene rundt omkring. I området heromkring var jeg også på besøg i huset som Che Guevara boede i en stor del af sin barndom.

Parana

Herfra tog jeg nordpå for første gang i lang tid. Jeg havnede i byen Parana, som ligger i delstaten/distriktet Entre Rios. Dette betyder mellem floder, og det er et ganske velvagt navn eftersom området er omringet af intet mindre end fire forskellige floder. Parana lå ved floden Rio Parana, og på vej hertil var det tydeligt, at det havde regnet meget i området. Der var store områder ved de mange små floder, som var oversvømmede og selv nogle huse soppede i vandet. Ved floden var der normalt sandstrande, men der var ingen solbadere og vandhunde der, for strandene var næsten helt forsvundet fordi floden var steget så meget. Det regnede også den ene dag jeg var der. I Parana spiste jeg på en restaurant hvor de havde spis-hvad-du-kan-buffet. Der var simpelthen så mange retter. Jeg har sjældent set noget lignende. Der var en stor grill, hvor der blevet grillet kød og pølser i store mængder. Der var også en sektion med forretter, en med forskellige kødretter, risretter, kartoffelretter, omelet, fiskeretter, pizza, salatbar og en mange forskellige desserter og en fryser hvor man bare kunne skovle løs i spande med is. Alt dette for kun 27 kr.

Colon

Fra Parana tog jeg til den anden side af delstaten til byen Colon ved floden Rio Uruguay, som dannede grænse til Uruguay. Hvis jeg havde været lidt bedre til langspyt, kunne jeg have spyttet til Uruguay. I Colon var det lidt ligesom i Parana, en dag med sol og en dag med styrtende regn. Også her var floden steget kraftigt. Da det regner ret meget i området var der også meget frodigt. Der var simpelthen grønne planter overalt, og dannede sammen med de røde jordveje en slående kontrast som er karakteristisk for området. Jeg havde egentlig planlagt at jeg skulle ud at sejle, men desværre regnede det og mange sandbanker og småøer stod under vand. I stedet tog jeg i nogle termiske bade. De var udendørs, men lige præcis når man bader, betyder det ikke noget om det regner. Herfra var der en fin udsigt over floden fra de badene af forskellig temperatur. Fra Colon og videre nordpå tog jeg en natbus.

Posadas

Jeg ankom til Posadas i delstaten Missiones, som også er omgivet af floder. Posadas lå sørme også ved Rio Parana og denne gang var naboen på den anden side af vandet Paraguay. I Posadas boede jeg på en slags camping/hytte-plads. Her var rigtig mange hytter, for sådan kan argentinerne godt lide at holde ferie. Jeg boede også i et værelse i en hytte. Her var meget hyggeligt med mange træer og en svømmepøl. Stedet lå lige ved floden og der var tilknyttet en restaurant på flodbredden, hvor jeg spiste morgenmad hver morgen og fodrede nogle meget sultne katte. Fra Posadas tog jeg til nogle nærliggende jesuitruiner i San Ignacio. Her var utroligt hyggeligt. Efter jesuitternes udvisning blev stedet forladt og forfaldt med tiden og planterne dækkede til sidst bygningerne. Nu er stedet dog blevet restaureret, men der vokser nu stadig træer inde i nogle af bygningerne. Stemningen var utrolig rar og der var stille og roligt under de mange træer. I byen så jeg også en del indianere. De er af guarani/stammen og de er meget mørke i forhold til andre argentinere. Jeg gik en tur udenfor byen og så mange små simple træhytter og de grønne planter voksede vildt overalt. Apropos indianere, så er der ikke mange af dem her i Argentina. De fleste argentinere nedstammer fra europæere, som er kommet hertil på mange tidspunkter i historien. De første var selvfølgelig spanierne og portugiserne, men også senere er der kommet mange europæere fordi regeringen har opfordret til immigration. Mellem 1857 og 1930 var den samlede immigration til Argentina (primært til Buenos Aires og området omkring) på over 6 mio. mennesker, hvoraf størstedelen var fra Italien og Spanien. Faktisk har tilflytningen været så stor at man i dag anslår at 13% af befolkningen er født udenfor landet. Dette påvirker selvfølgelig kulturen på mange måder, især er det tydeligt i sproget og i maden. Jeg ligner faktisk en argentiner og folk har gentagne gange troet at jeg er argentiner. Den sidste dag i Posadas regnede det, ikke overraskende. Problemet her er at når det regner, så er det ofte styrtregn som varer hele dagen og gør det umuligt at foretage sig ret meget. Derfor tog jeg videre til Puerto Iguazu i det allernordligste Argentina.

Puerto Iguazu

Missiones, som området hedder strækker sig som en kile op mellem Paraguay og Brasilien. Ved floden i Puerto Iaguazu var der et sted, hvor man kunne kigge til begge disse lande på en gang. Puerto Iguazu er kendt for Iguazu vandfaldene, som de deler med Brasilien.  Jeg så disse vandfald fra begge sider. Først så jeg dem i Argentina. Det var en storslået oplevelse, en af de bedste på hele turen. Først gik jeg af nogle stier, hvor jeg kom forbi nogle af de 275 vandfald der udgør Iguazu Vandfald. De strækker sig over 2,7km og de højeste er over 80m. Stierne gik tæt forbi vandfaldene og jeg kunne se dem fra oven, fra neden og fra siden. Til sidst kom jeg til hovedudsigtspunktet, hvorfra jeg så de mest imponerende vandfald; Gargante del Diablo, hvor vandet løb ud over en halvmåneformet afsats og tordnede ned i dybet med kæmpe larm. På et tidspunkt kom jeg også forbi et sted hvor der var mange flotte sommerfugle. Mange af dem satte sig på mig, og jeg blev en hel turistattraktion for ivrige amerikanere, som tog billeder af mig, og ville vide hvorfor alle sommerfuglene sad på mig. Det gjorde de fordi jeg var svedig (og dermed salt) efter at have vandret rundt på alle stierne, mens de bare trådt ud af en bus. I nationalparken som omgiver vandfaldene gik jeg en tur i regnskoven. Her mødte jeg forbløffende mange dyr i betragtning af vejene og støjende helikopterture. Jeg så en tukan, en stor vild kalkun-agtig fugl og på et tidspunkt puslede det i krattet tæt ved mig, og jeg så et stort gråt dyr (på størrelse med en stor hund) og jeg blev faktisk lidt bange, især fordi jeg ikke kunne se det klart. Senere fik jeg at vide at det nok havde været en form for gris. Midt på stien sad der pludselig en stor leguan. Den var omkring 35-40 cm og fyldte hele stien, og jeg turde altså ikke træde over den, for jeg var helt alene. Jeg prøvede at kaste en pind efter den, men den spurtede bare efter pinden, fordi den troede, at det var mad og da den fandt ud af at den ikke kunne spises, lagde den sig tilbage på stien i leguan-soldyrker-position. Her valgte jeg at vende om, jeg havde alligevel også gået langt nok. På vej tilbage var det pludselig som om træerne ved stien var levende, de bevægede sig helt vildt. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en flok aber, ca. 10 stk, som var ved at plyndre et træ for frugter. De bevægede sig hurtigt rundt i træet og proppede frugter i sig. Da de var færdige med et træ, hoppede de alle videre til et træ. Nogle løb hen over grenene til det andet træ og nogle svingede sig i grenene. På et tidspunkt hoppede de over i et træ på den anden side af stien og de hoppede derfor næsten hen over hovedet på mig. En abe grab fat i en tør gren, som knækkede og aben faldt derfor et par meter ned, før den igen fik grebet fat. Blandt gruppen var der den store han og et par hunner med unger på ryggen. At iagttage dem var nok en af mine største naturoplevelser fordi de var så tæt på.

Foz do Iguaçu – Brasilien

Efter at have set vandfaldene fra den argentinske side, kunne jeg ikke lade være med at tage et par dage til Brasilien (hvor jeg er lige nu) og se vandfaldene herfra. Dem så jeg så i går. Herfra kan man se mere af vandfaldene på en gang, især Gargante del Diablo, så det gav et godt overblik over området. Faktisk havde Paraguay også nogle vandfald, som var endnu større, men de valgte at oversvømme dem, da de lavede verdens største vandkraftværk. Sikken en skam, eftersom de sikkert kunne have tjent ligeså mange penge på turisme (men nok ikke lavet så meget strøm). Dette vandkraftværk var jeg ude at se her i Brasilien. Det producerer mere strøm end det nye værk i Kina kommer til. Det var et stort og imponerende bygningsværk. Hver af de 20 turbiner genererer nok strøm til en by på 1,5 mio. mennesker og hele værket producerer 90% af Paraguays strømforbrug og 22% af Brasiliens. I morgen tager jeg bussen tilbage over grænsen til Argentina, hvorfra jeg flyver til Buenos Aires. Busturen tager mindst 17 timer, så jeg har valgt at flyve. Det tager kun knap to timer og koster kun 720 kr. Selvom jeg er så tæt på grænsen, er det alligevel tydeligt at jeg er i Brasilien. Primært selvfølgelig pga. sproget. Her tales portugisisk, hvilket er ret svært at forstå. Jeg tror at det for spansktalende er som at tale med en fra skåne, altså et sprog som virker familiært og alligevel anderledes. Heldigvis for mig taler mange mennesker her spansk eller engelsk eller begge dele. Her i Foz do Iguaçu som byen hedder, har jeg for første gang her i Sydamerika set muslimer. Her bor mange arabere og mange af dem har små butikker i Paraguay, men bor her. Også her er de dækket godt til, selvom temperaturen her er 35 grader eller mere. Generelt er brasilianerne, ligesom argentinerne, et blandet folkefærd og alle folkeslag er repræsenteret her og blandet sammen i en skøn blanding. Paraguay kommer jeg dog ikke til, selv om jeg kun er et par km fra grænsen. Man siger om Paraguay, at det er mere korrupt end mange afrikanske stater.  Storbyen, som ligger på den anden side af grænsen i Paraguay skulle være stor, larmende og med en højere kriminalitet, så jeg er nok ikke gået glip af så meget (andet end at føje et nyt land til listen).

Buenos Aires

Buenos Aires, som var den sidste destination i Argentina, var et fedt sted. Selvom det er en storby var der virkeligt hyggeligt. Jeg boede i bydelen San Telmo, som var en af de bydele, som ikke havde undergået renovering eller nedrivning, så der var stadig en del gamle huse, omend de ofte var i dårlig stand, da det også var en af de fattigere bydele. Om søndagen var der et stort marked. Her blev solgt antikviteter, malerier, kunsthåndværk og design. Markedets centrum var en plaza og her var der flere par der dansede tango. Tango er utroligt populært her, og selv unge mennesker danser tango. Der var lagt en plade ud på asfalten og sat et musikanlæg op, og der var så et par i dansetøj, som styrede det. De inviterede publikum til at danse med dem, og man kunne derfor se alm. folk i cowboybukser og sportssko danse med en i dansesko. Hvis de ikke fik nogen frivillige (hvilket de næsten altid fik) tangoede de med hinanden. Det hele var meget uformelt og det var meget hyggeligt at kigge på. Markedet spredte sig også langt ud af en af gaderne, og her var der også masser af andre optrædende, som spillede musik af forskellig art. Hele stemningen var utrolig rar og afslappet, det var hyggeligt bare at gå rundt, og der var så meget at kigge på. Det var heldigvis ikke ligesom i Peru og Bolivia, hvor sælgerne hele tiden råbte til en, at man skulle købe noget hos dem. Faktisk var der mange optrædende i Buenos Aires, i metroen optrådte en rigtig god tryllekunstner og på gågaden malede en fodmaler billeder, som han solgte. Midt gennem Buenos Aires løb en af verdens bredeste veje, der var 11 spor i hver retning, heldigvis var den delt op i sektioner, så den var nemmere at krydse. Havnefronten i Buenos Aires mindede meget om den i København. Også her var de gamle pakhuse restaureret, og ind i mellem var der bygget store nye kontorbygninger i glas og stål. Der var rigtig mange fine restauranter, hvor forretningsfolk og turister spiste frokost. I Buenos Aires besøgte jeg en usædvanlig seværdighed, i hvert tilfælde udenfor Danmarks grænser; nemlig en dansk kirke. Det var en meget underlig oplevelse. Kirken var en lille rødstenskirke, tegnet af en dansk arkitekt. På den sad et skilt, hvor der stod “Dansk kirke”. Jeg gik indenfor og i våbenhuset stod en kvinde, og da jeg (på spansk) sagde til hende at jeg var dansker, begyndte hun at tale dansk til mig! Det havde jeg godt nok ikke forventet. Præsten kom også til, og også han talte dansk! Det viste sig at de var efterkommere efter danske emigranter. Deres forældre og bedsteforældre, henholdsvis, var emigreret fra Danmark, og de havde talt dansk i deres bardomshjem. De havde også begge været i Danmark. De talte et fint og letforståeligt dansk. Desværre havde de ikke så meget tid til at snakke, for de var ved at forberede en begravelse. Jeg fik dog set kirken og den var meget dansk indeni med en enkel udsmykning og ikke overpyntet som de katolske kirker her. Der var også vinduer med farvet glas og citater på dansk fra biblen. Jeg har skrevet lidt om maden i Argentina før. En ting mere som argentinerne er helt vilde med er ‘dulce de leche’, som direkte oversat betyder sødt mælk og laves af indkogt mælk tilsat en masse sukker, så man ender med et virkelig sødt produkt med konsistens som honning. Dulce de leche bruges til at smøre på brød, som creme i kager, i is og slik. Argentinerne er lige så vilde med is, som italienerne, og i selv den mindste by har de isbutikker med god is. De har is i mange forskellige smagsvarianter, i Mendoza havde de endda med rødvinssmag. De unge argentinere fortjener at blive nævnt. De (primært dem fra storbyerne) er meget specielle i forhold til de unge i fx Peru og Bolivia. De ser anderledes ud, for det første fordi de er af europæisk afstamning, men også fordi mange er ret hippiagtige. Mange har dreadlocks, tatoveringer, pircinger og går i “flippet” tøj. I højsæsonen så jeg mange af disse typer lave og sælge smykker mm. på gaderne i Bolivia og Argentina for at finansere deres videre rejse. Generelt er de meget mindre konservative end andre unge jeg har mødt hernede, og de ser intet forkert i at overkysse hinanden i timevis offentligt. Argentinas pengesystem er lidt finurligt, mht. den mindste mønt, nemlig 5-centen (værdi lidt under 10 øre). Få priser ender på noget med 5-cent, men når det sker, har butikkerne ofte ingen 5-cent at give tilbage med. Derfor tilbyder de ofte en karamel i stedet. Mange butikker har til dette formål en stor krukke med karameller stående. Fordi der er så få af disse 5-cent i omløb, er der lavet en speciel lov om den, som siger at hvis butikken ikke kan give en tilbage, skal de runde af til 10-cent i kundens favør. Hvorfor de ikke bare afskaffer den, aner jeg ikke. Småpenge er generelt et problem i mange lande hernede. Modsat derhjemme, hvor man forsøger at komme af med småpengene, når man køber noget, holder man her fast på dem, fordi der er så mange steder, hvor de ikke kan give tilbage på større sedler. Det har været rart at rejse i Argentina. Alting fungerer bare, busserne er supermoderne og er næsten bedre end dem, vi har derhjemme, de har endda et system, hvor en alarm går i gang, hvis de kører mere end 100km/t. Vejene er også helt fantastiske i forhold til Peru og Bolivia. Landskabet har også været flot og meget varieret. Noget har mindet om Danmark, men det gør ikke så meget, når man har været væk hjemmefra længe nok. Folk har været overvældende hjælpsomme og imødekommende. Chile og Argentina minder på mange måder om hinanden, og en ting de har til fælles er, at uhyggelig mange mennesker ryger. Rygning var slet ikke et problem i Peru og Bolivia, hvor folk er så fattige. Rygerne der, røg typisk kun lige en cigaret efter endt arbejdsdag. Her er det dog anderledes. Overalt er der folk der ryger, og jeg bliver næsten helt rødglødende når jeg ser forældre sidde med deres børn på skødet, samtidig med at de ryger. Jeg mener virkeligt, at dette burde forbydes. På trods af at mange ryger eller netop derfor, er der faktisk strammere rygeregler i mange lande hernede end i Danmark. I Peru og Bolivia er det forbudt ved lov at ryge indendørs i offentlige rum (restauranter, busstationer m.m.) og det er det også i visse distrikter her i Argentina. Folkesundheden kunne være bedre her. Her er mange overvægtige børn og unge piger, men det er nemt at forstå, når man ser hvor meget sodavand der drikkes her. Til maden serveres der også meget ofte pommes frites, og morgenmaden består ofte af en slags fede croissanter. Til gengæld er tandhygiejnen klart bedre her i Argentina, end i Peru og Bolivia, hvilket nok er et levn fra dengang landet var temmelig rigt. I hvert tilfælde ser man ingen unge mennesker med manglende tænder og guldkroner, som er meget normalt at have i Peru og Bolivia, før man fylder 20.

Skriv et svar